MARTS

Klimamodellers usikre forudsigelser

15/03-2020: Klimamodellers forudsigelser er et afgørende værktøj for politikere, når de skal udarbejde tiltag, der skal prøve at sikre befolkningens modstandsdygtighed over for de værste følger af klimakrisen som oversvømmelser, tørker, fødevaresikkerhed og sundhed.


Desværre sker det stadig oftere, at selv klimaforskere overraskes over en udvikling, som deres egne modeller først forudså optræde et stykke ind i fremtiden. Modellernes evne til at forudsige store ødelæggende hændelser ser faktisk ud til at være stærkt begrænset. I dag oplever vi flere og flere hændelser, som hører til klimamodellernes såkaldte worst case-scenarier.


I en artikel på The Conversation fortæller seniorforsker Wolfgang Knorr fra Universitetet i Lund og professor Will Steffen fra Australian National University, at klimaforskere ikke vil kunne sige nøjagtigt, hvordan klimakrisen vil udfolde sig, før det er for sent.


For eksempel fortæller de, at det enorme omfang af de seneste naturbrande i Australien ligger helt udenfor, hvad de modeller, som bruges af Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC), nogensinde har forudsagt vil ske nu eller i fremtiden.


Wolfgang Knorr har været dybt involveret i forskningen omkring disse naturbrande, og han fandt, at brandaktiviteten i dele af det sydøstlige Australien sandsynligvis ville vokse betydeligt i slutningen af dette århundrede. I virkeligheden optrådte langt mere omfattende brande altså omkring 70 år tidligere end forudsagt af hans modeller.


IPCC’s Særlige Rapport om en global opvarmning på 1,5 ºC fortæller, hvor meget CO2 vi stadig kan udlede for at være på den sikre side af det mål. Man udelader dog udtrykkeligt mange kendte tærskler (tipping points) i klimasystemet, enten fordi de ikke er forstået godt nok, eller fordi de anvendte modeller ikke er i stand til at medtage dem.


Et eksempel på en sådan tærskel, som vil få omfattende indvirkning på det globale klima, er nedbrydningen af regnskoven i Amazonas, og i sidste ende dens forsvinden, og det scenarie blev beskrevet i en videnskabelig undersøgelse offentliggjort i Nature Communications for nogle dage siden.


Forskerne bag denne artikel undersøgte forholdet mellem størrelsen på et økosystem og den hurtighed, hvormed det kollapser. Udgangspunktet var 42 tidligere tilfælde af såkaldte regime-skift (en ændring fra en tilstand til en anden). For eksempel kollaps af fiskeriet i Newfoundland, ørkenspredning i landbrugsområdet i Niger og blegning i koralrevene ved Jamaica.


Det viste sig, at jo større og mere komplekse biomer var (områder med plante- og dyrearter, der har særlige fælles bygningstræk, livsprocesser eller adfærdsmønstre), jo mere modstandsdygtige var de i starten i forhold til små og biologisk set mere simple systemer.


Når de store biomer imidlertid overskred en tærskel, kollapsede de relativt hurtigt, fordi små sammenbrud i strukturen startede en kædereaktion, der som dominobrikker spredte sig gennem hele biomen. Den situation står Amazon-regnskoven nu overfor, mener forskerne, og om blot 50 år kan skoven være fortid.


Jeg har tidligere omtalt IPCC’s rapport for nylig om verdenshavene og kryosfæren og dens bud på havniveaustigninger i løbet af de næste 80 år. Afhængig af udledningsscenariet for drivhusgasser forventer IPCC, at havniveauet vil stige mellem 30 centimeter og 1,1 meter i det tidsrum, hvilket er langt under worse case-scenariet på 2,4 meter.


Til det siger Knorr og Steffen, at hovedforfatteren på undersøgelsen, Zita Sebesvari, har indrømmet, at et worse case-scenarie i den størrelsesorden ikke kan udelukkes.


Det er et problem, siger de to forskere, at forskerne sjældent påpeger usikkerhederne i deres forudsigelser – især når det gælder worse case-scenarier, der ligger uden for modellernes muligheder. Man foretrækker at holde sig til de konservative, men sikre konklusioner fra etablerede modeller.


Det betyder, siger Knorr og Steffen, at der males et helt utilstrækkeligt billede af de potentielle risici, som klimakrisen og miljømæssige sammenbrud udgør for menneskeheden og biosfæren.


Som forskere må man have den ydmyghed at acceptere, hvor meget vi ikke ved – som for eksempel at indrømme, hvornår det er for sent at forhindre katastrofale overskridelser af tærskler, der medfører voldsomme ødelæggelser. Kun på den måde kan vi prøve at sikre, at politiske tiltag er baseret på at forhindre et worse case-scenarie, slutter Knorr og Steffen deres artikel.

Åbent brev til statsminister Mette Frederiksen og klimaminister Dan Jørgensen

12/03-2020: NOGET ER I GÆRE
- eller noget er ikke helt som det skulle være


Kære Mette Frederiksen og Dan Jørgensen


Til folketingsvalget den 5. juni sidste år fik I borgernes mandat til at gøre noget ved vor tids allerstørste udfordring: klimaet.


Nu har I sat direktører for store virksomheder som Danish Crown, Mærsk, Aalborg Portland og SAS i spidsen for 13 klimapartnerskaber.


Dem, der sidder med ved bordet, er dem, der sætter dagsordenen. Profilen hos den kreds og de udtalelser, der kommer fra flere af dem, gør os dybt bekymrede for, om det momentum, der kom sidste år, nu bliver afsporet.


Vi spørger så:


Hvordan kan det være, at I har indbudt SAS, men ikke Cyklistforbundet og Bevar Jordforbindelsen, når I skal beregne jer frem til, hvordan Danmark når 70 % reduktion på transportområdet?


Hvordan kan det være, at det er en emballagefabrik, der skal stå i spidsen for et partnerskab vedrørende affald? Danmark har et af de største forbrug af unødvendig emballage i verden. Hvad med at invitere folk der arbejder for reduktion af vores emballage som for eksempel Plastic Change?


Hvordan kan det være, at I kun har indbudt Ørsted, som i øjeblikket er ved at omdanne Danmarks såkaldte vedvarende energi til at være baseret på importeret biomasse, der gør, at vi er skyld i skovrydning rundt omkring i verden? Hvad med at invitere borgerdrevne foreninger, der arbejder for og har indført lokalt ejet, reelt vedvarende energi?


Hvordan kan det være, at I har inviteret Danish Crown, en hovedaktør i Danmarks årlige produktion af 30 millioner svin, der lægger beslag på store områder i Sydamerika til produktion af ikke-bæredygtigt soja til foder? Hvad med i stedet at invitere repræsentanter for regenerative landbrug, der arbejder med løsninger til, hvordan vi får livet tilbage i jorden?


Og hvordan kan det være, at Danmarks klimaansvar stopper ved grænsen, når vi ved, at vores produktion belaster andre og mere sårbare lande, der mest betragtes som et marked for “grønne løsninger”. Så ikke nok med at de fattige skal skabe overskud til vores virksomheder og pensionskasser, så skal de fattige også betale for vores forbrug i form af dramatisk ændrede klimaforhold.


I har valgt 13 formænd for klimapartnerskaber, som alle repræsenterer mere business as usual.


Men kære Mette og Dan. Der er ikke tid til business as usual. I har fået mandat af den danske befolkning til at gøre noget ved klimaet.


Så. Hvad med at invitere græsrods-, miljø- og civilsamfundsorganisationer, som i årevis (årtier!) har arbejdet for reel bæredygtighed? Hvad med at invitere forskere, der har beskæftiget sig med planlægning for vedvarende energi, bæredygtig trafik, biodiversitet og regenerativt landbrug? Hvad med at invitere de unge? Hvad med at invitere repræsentanter fra det globale Syd – dem som klimaforandringerne allerede nu går ud over?


Børnene og de unge har fattet, at der er behov for radikale forandringer i samfundet, at det ikke bliver gratis, at der er brug for en ny nødvendigheds politik, hvis der skal være en fremtid at leve i. Vi vil ikke mindst holde fast i helheden, sikre sammenhængen med Verdensmålene, og at vi skal gå radikalt til værks. Vi er alvorligt bekymrede for, om det lykkes at gribe ind hurtigt nok til, at Jordens klima ikke går helt amok i selvforstærkende spiraler eller falder ned i ukendt terræn efter tipping points, der kan være meget tættere på, end de fleste går og tror.


Danmark skal tage sin del af de globale reduktioner og bidrage med sin del af den globale finansiering af tab og ødelæggelser, tilpasning og omstilling i Syd, i de lande, der uden selv at have bidraget bærer de tungeste byrder af klimaforandringerne.


Derfor, kære statsminister og kære klimaminister, inviterer vi os selv.


I må gerne bestemme sted, bare det ikke varer for længe.

På vegne af Danmarks og resten af Jordens befolkning


Levende Hav, Jyder Mod Overflødige Motorveje, Plastic Change, Ungdom NOAH, Rådet for Bæredygtig Trafik, Global Aktion, Fridays for Future, Bevar Jordforbindelsen, Bedsteforældrenes Klimaaktion Aarhus, Det Fælles Bedste og Miljøbevægelsen NOAH.

Gabet mellem klimaløfter og virkelighed

10/03-2020: Hvert år i de sidste 10 år har FN’s Miljøprogram (UNEP) udsendt en opgørelse over forskellen på det, som lande individuelt har lovet at gøre for at reducere udledningen af drivhusgasser, og det, som de samlet set skal gøre for at overholde de temperaturmål, man er enige om. Forskellen kaldes gabet, og udgivelsen hedder Rapport om Udledningsgabet (Emissions Gap Report).


Denne rapport danner grundlaget for en sammenstilling af resultater samlet af en række forskere med forskellig klimarelaterede baggrund og offentliggjort på Nature Comment.


I 2010 var målet for reduktion af drivhusgasser en halvering frem til 2040. I dag 10 år senere ved man, at det skal ske i løbet af de næste 10 år, hvis vi skal have en chance for at minimere virkningerne af klimakrisen. Som følge af den politiske mangel på handling, er den tid, vi har til rådighed, altså reduceret med to tredjedele.


Set med danske øjne blev den nuværende regering og dens støttepartier for knapt et år siden netop valgt på et løfte om en dedikeret indsats på klimaområdet, som førte til en af verdens bedste målsætninger om reduktion af CO2-udledninger med 70 procent frem til 2030 – og siden er intet sket.


Mellem 2008 og 2018 er de årlige udledninger af drivhusgasser steget med 14 procent. Som følge af de akkumulerede udledninger, der bestemmer den langsigtede temperaturstigning, skal udledningerne altså nu falde hurtigere, end man tidligere forudså. Derudover er der international enighed om, at man må sikre en lavere global temperaturstigning, end man forudså for ti år siden, fordi man takket være klimaforskningen nu har en bedre forståelse af klimakrisens risici.


Med den voksende bekymring over indvirkningerne af klimaforandringerne strammede man i Paris-aftalen fra 2015 op på ønsket om at holde den globale temperaturstigning så lav som mulig, idet man opnåede enighed om, at den bør ligge et godt stykke under 2 ºC, og at man bør anstrenge sig for at holde temperaturstigningen på højst 1,5 ºC.


Siden 2015 har Emissions Gap Report så hvert år forudsagt det forventede gab i 2030 mellem landenes løfter og fremskridt mod både 1,5 ºC- og 2 ºC-målet. I øjeblikket er gabet til 2 grader-målet 25 procent og gabet til 1,5 grader-målet 55 procent. Det betyder, at fra i år skal nedskæringer i udledningerne globalt være 7 procent om året for at nå 1,5 grader-målet, og tæt på 3 procent om året for at nå 2 grader-målet frem til 2030.


I 2018 rapporterede IPCC (Intergovernmental Panel on Climate Change), at en global opvarmning på mere end 1,5 ºC vil have katastrofale konsekvenser, og ifølge forskerne bag denne undersøgelse er landene altså ikke engang på vej til at indfri de i forvejen helt utilstrækkelige løfter fra 2015.


Som det fremgår af artiklen i Nature, skal de få gode nyheder, der trods alt er, hentes fra lande (Danmark er ikke nævnt), regioner, byer (København er nævnt) og virksomheder, der rent faktisk er i gang med at implementere de tiltag til en hurtig omstilling til lavt kulstofforbrug, som er afgørende, hvis klimakrisens konsekvenser skal holdes nede. Men samtidig siger man, at disse tiltag skal mangedobles, og at tilsvarende fremskridt skal ske indenfor alle sektorer, og man slutter med følgende advarsel:


”Gabet er så stort, at regeringer, den private sektor og lokalsamfund skal op i krisetilstand, gøre deres klimaløfter mere ambitiøse og fokusere på hurtig og aggressiv handling, ellers vil Paris-aftalens langsigtede mål være uden for rækkevidde. Vi har ikke yderligere ti år til rådighed.”


For egen regning tør jeg godt love, at den igangværende corona-krise, som har skubbet til en i forvejen alt for skrøbelig verdensøkonomi og sendt os ud i en ny finanskrise, vil blive brugt som undskyldning for endnu en udsættelse af de vigtige tiltag, som skulle have sikret os en lillebitte chance for at komme ud af klimakrisen med livet i behold.


Men bare rolig – i hvert fald til næste år skulle det igen blive muligt at tage på skiferie i Norditalien. Og skulle sneen helt være forsvundet til den tid, så har man snemaskiner, der kan klare det problem. De er godt nok meget dyre i drift og ødelæggende for klimaet, men hva’ søren – det er vigtigt, at turen mod afgrunden foregår med manér.

'I'm profoundly sad, I feel guilty': scientists reveal personal fears about the climate crisis

Feelings of powerlessness and despair for the future are evident in letters written for a six-year ‘passion project’:


'I'm profoundly sad, I feel guilty': scientists reveal personal fears about the climate crisis

Corona og klima

07/03-2020: Corona-virussen afslører i den grad, hvor afhængige vi i dag er af international handel – globaliseringen – overalt i vores dagligdag. Hvem vidste for eksempel, at 80-85 procent af ingredienserne i vores medicin kommer fra Kina (Verden ifølge Gram på DR P1 i denne uge).


Rigtig mange andre daglige fornødenheder er afhængig af handlen med Kina og andre lande, så når transportforbindelser mellem landene lukker ned som nu, går der ikke mere end et par dage for mængden af vare i butikkerne begynder at falde. Fortsætter krisen, vokser panikken.


Panikken på verdens børser startede for et par uger siden og blev lynhurtigt til en krise på højde med finanskrisen i 2008. Den situation illustrerer først og fremmest, hvor skrøbelig verdensøkonomien i forvejen er.


Set med klimabriller giver det nogle indlysende fordele – flyselskaber lukker ét efter ét, biltrafikken mindskes betydeligt i de hårdest ramte områder og virksomheder sænker produktionen eller går i stand-by. I de store kinesiske byer kan man pludselig se den blå himlen og stjerner om natten.


Det er formentlig kortvarige fordele. Verdensøkonomien bestemmer udviklingen på kloden, og i øjeblikket er den som en kæmpe truck, der holder i tomgang. Men vent bare – snart brøler motoren igen for fuld styrke, og alt er ved det gamle. Man glemmer hurtigt de korte glimt af den virkelige verden i jagten på økonomisk vækst og forbrugsgoder – og de årlige skiferier i Norditalien.


Her på Bornholm tilbringer vi ventetiden på et af yndlingsspisestederne, Texas i Rønne, mens vi drikker spandevis af Corona-øl – den eneste kur mod virussen, naturligvis.

Varmere forårsmåneder forventes i år

04/03-2020: World Meteorological Organization (WMO) har netop offentliggjort de forventede globale temperaturer i de kommende tre forårsmåneder (marts, april og maj).


Store dele af kloden vil kunne forvente temperaturer over gennemsnittet, og det sker på trods af, at man ikke forventer en El Niño i år. El Niño er en fase i et naturligt klimamønster kaldet ENSO (se Klima forklaret), som normalt er ensbetydende med temperaturer over gennemsnittet.


I år viser beregninger, at der er 60 procent chance for, at de igangværende ENSO-neutrale forhold vil fortsætte forårsmånederne ud. Chancerne for en El Niño eller La Niña i år er henholdsvis 35 procent og 5 procent. For sommermånederne er chancerne for en ENSO-neutral udvikling 55 procent, mens chancerne for en El Niño eller en La Niña er 20-25 procent.


Som noget nyt har WMO i år introduceret en Global Sæsonmæssig Klima-Opdatering (Global Seasonal Climate Update), hvor man medtager andre klimapåvirkninger som for eksempel Indian Ocean Dipole (IOD), også kaldet ”den indiske Niño”.


Udviklingen i den globale opvarmning betyder, at store dele af kloden i år vil opleve temperaturer ved havoverfladen, som ligge over gennemsnittet både i og udenfor troperne. Samtidig betyder den globale opvarmning, at lufttemperaturerne også vil ligge over gennemsnittet især på tropiske breddegrader, siger forudsigelsen.


Selv om de ENSO-neutrale forhold har været fremherskende siden juli 2019, har IOD været i en kraftig positiv fase, og denne fase menes at have bidraget til den tørke, som var årsag til de omfattende naturbrande i Australien. Samtidig gav den anledning til kraftig nedbør og oversvømmelser i Østafrika.


Selv om IOD nu befinder sig i en neutral fase, forventes nedbøren lige nord for ækvator i det centrale tropiske Stillehav og i det sydvestlige Indiske Ocean at ligge over gennemsnittet, og nedbøren vil strække sig ind i det østlige ækvatoriale Afrika.


I det sydlige Afrika og i det nordlige Sydamerika, Centralamerika og i Caribien forventer WMO ifølge den nye klimaopdatering, at nedbøren sandsynligvis vil ligger under normalen.


Netop det sydlige Afrika og Caribien oplevede sammen med Sydøstasien, Oceanien og det vestlige Australien forhold, der var tørre eller meget tørre end normalt i den netop overstået november/januar-sæson.


WMO opfordrer til, at man med udsigten til fortsat tørre forhold i disse regioner, overvåger forholdene tæt i de kommende måneder.

Klimaflygtninge i USA og globalt

The top panel shows all counties that experience flooding under 1.8m of SLR by 2100 in blue and colors the remaining counties based on the number of additional incoming migrants per county that there are in the SLR scenario over the baseline. The bottom left map shows the number of additional incoming migrants per county in the SLR scenario from only flooded counties. The bottom right map shows the number of additional incoming migrants per county in the SLR scenario from only unflooded counties. Color gradients are implemented in a log scale. (Copyright: © 2020 Robinson et al 

https://journals.plos.org/plosone/article?id=10.1371/journal.pone.0227436)

01/03-2020: ”Resultaterne i denne forskningsartikel demonstrerer, at vi er nødt til at tænke langsigtet, men handle hurtigt. De makroøkonomiske indvirkninger op til og efter 2050 som følge af oversvømmelser af kystområder på grund af havniveaustigninger er allerede alvorlige og voksende – og uden at andre klimarelaterede indvirkninger som tørke er medregnet. Som globalt samfund er vi nødt til at koordinere tiltag for at dæmpe, tilpasse og klimasikre udviklingen yderligere og overveje, hvor vi opfører byer og vigtig infrastruktur,” siger Thomas Schinko fra International Institute for Applied Systems Analysis i Østrig, som ledede undersøgelsen om de makroøkonomiske konsekvenser af havniveaustigninger, til Climate News network.


For 20 år siden befandt en tredjedel af klodens bymæssige områder sig i zoner, som var truet af oversvømmelse. I 2040 kan det tal være steget til 40 procent. I 2010 levede mere end 123 millioner indbyggere i USA – det er næsten 40 procent af hele befolkningen – i kystnære områder, og i løbet af i år vil det tal sandsynligvis vokse med 8 procent viser en anden ny undersøgelse offentliggjort i PLOS.


Forudsætningen er en havniveaustigning på knapt to meter i løbet af de næste 80 år – en stigning, som mange klimaforskere finder sandsynlig i et scenarie, hvor udledning af drivhusgasser fortsætter som hidtil.


I USA – som i resten af verden – vil det medfører omfattende migration indenfor landets grænser, når millioner af mennesker må opgive deres nuværende bolig langs kysterne og flytte til byer længere inde i landet.


Ifølge undersøgelsen kan migration i store træk karakteriseres ved tre komponenter: Udspring, rejsemål og bevægelsen imellem dem. Klimaændringer vil påvirke alle tre komponenter på forskellig måde.

For eksempel kan klimaændringernes negative indvirkning på landbruget få flere mennesker til at flytte ind til byområder eller til andre byer, landsdele eller endda andre lande. Klimaændringer kan også udløse konflikter, der således kan øge antallet af flygtninge.


Globale opvarmning kan også påvirke de valgte rejsemål, idet den såkaldte ’bymæssige varmeø-effekt’ kan gøre byer ubehagelige at bo i. Derudover vil flere mennesker i byerne naturligvis yderligere belaste vand- og elektricitetsforsyningen.


Når både udspring og rejsemål således påvirkes af klimaændringerne, vil det også have indvirkning på strømmen af flygtninge.


I USA alene kan 13 millioner mennesker ifølge undersøgelsens modelberegninger blive tvunget til at flytte til byer inde i landet. Derfor vil ikke et eneste amt undgå at blive ramt af det stigende havniveau, når indbyggerne flygter fra Delaware Bay, fra byerne i North og South Carolina og fra Florida (se kortet foroven) i de kommende årtier.


Ifølge forskerne vil de mest populære valg i USA være byer som Atlanta, Houston, Dallas, Denver og Las Vegas. Ligeledes forudsiger modellen, at de sparsomt befolkede forstads- og landdistrikter i Midtvesten kan få en uforholdsmæssig stor tilgang af klimaflygtninge.


For klimaflygtninge i både USA og resten af verden vil det økonomiske klima imidlertid også blive en trussel ifølge den første undersøgelse, Det stigende havniveau vil nemlig ramme verdensøkonomien hårdt med et fald på 4 procent om året, viser forskernes modeller.


For folk fra oversvømmede områder i de vestlige lande vil det betyde, at ikke alene vil de se deres hjem, deres by og de omkringliggende områder forsvinde i havet, de vil også miste deres velstand. Og de skal finde nye steder at bo i konkurrence med tusindvis af andre ligeså dårligt stillede klimaflygtninge.

Inden for G20-landene vil Kina, Indien og Canada opleve de største makroøkonomiske konsekvenser i overensstemmelse med de direkte klimatiske indvirkninger og med Japan og Europa lige i hælene, siger forskerne.


Computerforsker Bistra Dilkina fra University of Southern California, som deltog i undersøgelsen om migrationsmønstre, siger til Climate News Network:


”Vi håber, at byplanlæggere og lokale beslutningstagere med denne forskning vil blive bedre rustet til at kunne modtage befolkninger, som er blevet fordrevet at stigende havniveauer. Vore resultater viser, at alle bør bekymre sig om havniveauet, uanset om de lever langs kyster eller ej.”