16-12 Vindmølleindustriens svineri

Vindmølleindustriens svineri

Dræning af sumpen hos den politiske højrefløj er omsider begyndt, og med Inger Støjberg er det en rigtig god begyndelsen, men det er langt fra nok. Mange flere hoveder skal rulle på den side af det politiske spektrum, hvis vi skal kunne klemme os ud af klimakrisen med blot en smule selvrespekt i behold.


Konkurrencestatens mest indædte forkæmpere bakket op af slænget af banditter i habitter, hvis eneste mål er at optimere deres egen profit på bekostning af almindelige menneskers liv og levned, sidder i Folketinget.


Skabelsen af en bæredygtig verden – den, der er forudsætningen for, at vore børn og børnebørn også har en klode, der er værd at leve på – kan naturligvis ikke overlades til disse mennesker.


Og heller ikke de multinationale virksomheder, som producerer de såkaldte grønne energikilder som vind og sol, der af mange – især dem selv – anses for at være Jordens redning, lever for eksempel op til det produktansvar, som skal være en selvfølge i en bæredygtig verden.


I en artikel på dr.dk fra i går den 15. december fortæller to journalister, Thomas Klose Jensen og Uffe Bregendahl, at renovationsselskabet REFA på Lolland-Falster allerede har mere end 250 tons vingeskrot fra vindmøller i deponi. I Danmark er det nemlig billigt og helt lovligt at placere affald, som ikke umiddelbart kan genanvendes, på lossepladser.


Møllevingerne er lavet af glasfiber, der er overfladebehandlet med en blanding af epoxy og såkaldte isocyanater – stoffer som er yderst giftige at arbejde med, men som ifølge eksperter ikke udgør en trussel, når de er hærdet (håber vi). Til gengæld er det svært at hakke dem ned i mindre og mere håndterbare stykker.


Da deponi er den billigste måde at komme af med vingerne på, er det sådan man gør, når man af konkurrencehensyn gerne vil minimere sådanne udgifter.


Direktør Jan Hylleberg fra Wind Danmark, som repræsenterer vindindustrien i Danmark, siger ifølge dr.dk, at det er et problem, der skal diskuteres på EU-niveau. Det nytter nemlig ikke noget, at Danmark eksempelvis forbyder deponi af kompositmaterialer, hvis de så bare deponeres i andre steder i Europa, siger han.


Det er lige præcis den undskyldning, som industrien og landbruget til stadighed kommer med, når de bliver bedt om at rydde op i deres svineri – konkurrencehensyn kommer hele tiden i vejen for udviklingen mod en bæredygtig verden. Det har dog ikke afholdt Tyskland fra at forbyde møllevingesvineriet.


Miljøminister Lea Wermelin (S) så gerne, at vindmøllevingerne endte et andet sted end på en losseplads. Hun er dog ikke klar til endnu at gøre som i Tyskland og helt forbyde deponi af kompositmateriale. For når en mulig trussel mod industriens og landbrugets konkurrenceevne overfor udlandet dukker op, så står politikerne altid skulder ved skulder med industrien. Og imens vokser problemet.


Ifølge Lykke Margot Ricard, der er lektor i innovation og produktudvikling på Syddansk Universitet, kan Danmark i de næste 23 år se frem til cirka 61.000 tons kompositmateriale på landets lossepladser af den type, som vindmøllevinger er lavet.


Til dr.dk siger hun i øvrigt, at man i Tyskland er langt længere fremme i forhold til at genanvende de store vindmøllevinger - eksempelvis ved at blande det i cement. (Så stammer cementen under Njals Tårnet i København måske derfra?!)


Problemet med vindmøllevinger er selvfølgelig lagt større uden for EU. For to år siden afslørede en artikel fra DTU Vindenergi, at forkanterosion på vindmøllevinger er et stort problem. Slitagen er langt større en forventet og koster vindmølleejerne millioner af kroner i reparationer og udskiftning af vingerne før tid.


Årsagen er ironisk nok klimakrisen, idet hyppigere og kraftigere regn og hagl ødelægger møllevingernes coating, så man oplever betydelige energitab på mange vindmøller. Da klimakrisen som bekendt stadig forværres, kan det være svært at se en løsning på problemet, og dermed vil mængden af skrottede vindmøllevinger også blive større.


I dag – og vi skriver 2021 om et øjeblik – står anvendelsen af fossile brændstoffer stadig for omkring 75 procent af den globale energiproduktion, og de såkaldte grønne energikilder udgør ikke engang 10 procent af den produktion. Og behovet for energi vokser fortsat.