17-10 Covid-19 og klimakrisen

Covid-19 og klimakrisen

17/10-2020: De gode nyheder hænger ikke på træerne for tiden, men om morgen den 16. oktober dukkede en uventet god nyhed op om behandlingen af Covid-19 patienter i Danmark.


P1 Morgen blev professor i intensiv medicin på Rigshospitalet Anders Perner interviewet om den igangværende behandling af indlagte Covid-19 patienter, som i dag foregår noget anderledes end i starten af pandemien.


Ifølge Perner prioriterer man i dag generelt helt forkert, idet fascinationen af nye tiltag koblet med kommercielle interesser, der driver udviklingen af nye lægemidler, bevirker, at vi i sundhedssystemet primært investerer i at bygge vores udviklingsstruktur op om at opfinde noget nyt og etablere, udvikle og sælge nye behandlinger frem for i lige så høj grad at kigge på forbedring af allerede eksisterende behandlinger og optimering af allerede anvendte teknikker.


Perner mener, at vi vil få meget mere ud af det, hvis vi prioriterede mere forskning i og udvikling af allerede kendte behandlingsmetoder som ilt, væske og andre i forvejen kendte tiltag, og, siger han, det er netop den behandling, vi giver til corona-patienter i dag, gjorde i går og vil gøre i årene fremover.


Det er den samme behandling, som man også bruger på mange andre end corona-patienter. Derfor vil en investering i at forbedre det simple, vi gør for alle patienter, ifølge Perner have et lige så stort potentiale som at udvikle noget nyt.

Det kan naturligvis ikke erstatte en vaccine, men når og vis den kommer, vil det tage noget tid før effekten af en sådan vaccine vil slå igennem. Indtil da, siger Perner, vil vi fortsætte med at behandle corona-patienter med de simple tiltag vi allerede bruger, og som redder tre ud af fire patienter.


Radioværten undrede sig over, at man globalt så ikke er gået den vej, og hertil svarer Perner, at det som sagt hænger sammen med fascinationen af nye tiltag og det forhold, at vi har overladt udvikling og testning af nye lægemidler til lægemiddelindustrien. Det betyder, siger Perner, at der som udgangspunkt skal kommercielle interesser til for at drive udviklingen af nye behandlinger.


Som samfund investerer vi ikke i at optimere det allerede eksisterende, derfor har vi ikke opbygget en struktur, der ville betyde, at vi hurtigt kunne teste et nyt spørgsmål, som kræver et hurtigt svar. Over de sidste 10 år har vi brugt stadig mindre af de samlede forsknings-investeringer på den slags. Det betyder, at de midler, der skal bruges til at forske i kendte, men effektive behandlingsmetoder er alt for lille, og hovedsageligt kommer fra private fonde, mens Statens fonde fokuserer meget på det nye og på kommercialisering gennem samarbejde med industrien.


I dag skal forskning bidrage til vækst til gavn for danske arbejdspladser og derigennem være med til at betale for velfærdssystemet. For sundhedssystemet bliver prisen for det, at fokus på blot at forbedre behandling af flest mulige patienter hurtigst muligt er trængt i baggrunden.


Konsekvensen for eksempelvis corona-patienter er, at der stadig er nogen usikkerhed om, hvor meget ilt, væske og smertestillende behandling, vi skal give. ”Men i virkeligheden er det et problem for os alle, at vi ikke ved, hvordan vi gør det simple godt,” slutter Perner.


Det er nemt at blive forarget over forhold i sundhedsvæsenet, som bringer patienters liv i fare – især når det er kommercielle interesser, der er årsagen. Vi har sikkert alle hørt om priser på vigtig medicin, der bliver skyhøje, fordi efterspørgslen er til stede – altså udelukkende af profithensyn. Men den samme forargelsen over håndteringen af klimakrisen, som bringer hele Jorden i fare, er desværre stadig til at overse.


Det er nøjagtig de samme mekanismer, som driver produktionen af de såkaldte grønne energikilder, uanset om det er elbiler, vindmøller eller solceller, vi taler om.

Markedspotentialet for disse produkter er enormt, og vil fortsætte med at vokse selv om de grønne energikilder ikke kommer i nærheden af at kunne løse klimakrisen, og slet ikke inden for den tidsramme, der er nødvendig. Derfor er det et farligt spild af tid at fortsætte ad den vej.


Perioder med ekstremt vejr vil stige eksponentiel i de kommende årtier og den forudsætning er overhovedet ikke medtaget i de beregnede levetider for de grønne energikilder – man skal jo ikke ødelægge et profitabelt marked med negative forudsigelser.


Voldsommere haglbyger med kraftig vind, der er ødelæggende for solpaneler, især på hustage, som man har kunnet se på diverse private videoer optaget af almindelige mennesker under sådanne hændelser blandt andet i Europa, vil optræde med stadig større hyppighed.


Det er allerede dokumenteret, at vindmøllevinger fra de store europæiske virksomheder – og sandsynligvis fra alle andre vindmølleproducenter – slet ikke kan holde til den stadig voldsommere nedbør, vi allerede nu oplever. Levetiden for vingerne bliver betydeligt reduceret.


Jeg har tidligere flere gange omtalt problemerne med Vestas produktion af vindmøller i Danmark, som man endte med at flytte til Spanien, efter at 3F måtte køre mere end 80 sager mod virksomheden for et arbejdsmiljø med farlige stoffer til produktionen af vindmøllevinger, der gjorde mange medarbejdere syge (se blog-indlæg 09/05-2019: Vindmølleindustrien og det grønne aftryk). Forholdene for arbejderne blev ikke bedre i Spanien, men man var fri for ’emsige’ 3F-folk.


Der er naivt at tro, at solpanel-industrien skulle være anderledes, især når man ved, at Kina står for en stor del af den globale produktion af solpaneler. Dertil har der været for mange sager om rigtig dårlige arbejdsforhold for de kinesiske arbejder i landet, og sandsynligvis kender vi blot toppen af isbjerget.


Ligesom det i sundhedssystemet er fascinationen af nye tiltag koblet med kommercielle interesser, der driver udviklingen af nye lægemidler, er det kommercielle interesser, der driver udviklingen i grønne energikilder, godt hjulpet på vej af politikere, der hellere vil se nye teknologiske løsninger end at tage den eneste farbare vej – aflysning af vækst- og profitfilosofien.


Corona-pandemien har understreget, hvor store omkostningerne er ved en nedlukning af et verdenssamfund, der er baseret på vækst og profit. Det får desværre ingen virkning på tiden efter pandemien, hvor flere stadig vil have mere – og hvor politikerne er de samme.