17-11 Amerikansk politik og klimakrisen

Amerikansk politik og klimakrisen

Fremtiden fortaber sig i tågen. Foto: Jerzy Gorecki

17/11-2020: ”Som om der ikke foregår rigeligt i forvejen stiger antallet af hurricanes i Atlanterhavet stadig, temperaturrekorder falder på stribe på trods af en La Niña, arktisk havis har tilsyneladende mistet lysten til at gendannes, sæsonen for naturbrande er allerede startet på den sydlige halvkugle, selv om vi knapt har overstået den på den nordlige …

Velkommen til det nye normale, folkens.”


Ovenstående er indledningen på en ny tråd på RealClimate, og vi kan fortsætte med et opråb, offentliggjort i The Guardian, fra førende forskere, akademikere og klimaaktivister til regeringer og erhvervsliv om at gå videre end ”nul udledninger” i deres forsøg på at tackle den eskalerende klima- og miljøkrise. Det indledes således:


”Klimakrisen er allerede i gang. Uanset hvor hurtigt vi når nul udledninger vil de frygtelige konsekvenser af klimakrisen ikke bare forsvinde. De vil fortsat koste lidelser for millioner i de kommende århundreder – selv under de mest ambitiøse scenarier. Som sådan er det ligegyldigt, hvor hurtigt det sker – nedbringelse af udledninger alene er simpelthen ikke nok.”


Det er langt fra det første opråb til vore politikere og erhvervsfolk, og intet tyder på, at det gør mere indtryk end hensynet til økonomisk vækst og profit. Alene det forhold, at klimaindsatsen fra verdens næst største udleder af drivhusgasser, USA, i øjeblikket afhænger af valg til senatet den 5. januar 2021 i delstaten Georgia, siger alt.


I øjeblikket har republikanerne 50 og demokraterne 48 senatorer. To senatorer skal vælges i Georgia, og får demokraterne begge, er de 100 senatorer delt lige over. Hvis stemmerne under afstemninger i Senatet er 50/50, er det vicepræsidenten, demokraten Kamala Harris, som har den afgørende stemme.


Set med klimabriller kan det blandt andet få afgørende betydning for præsident Bidens muligheder for at gennemføre dele af sin 2 billioner dollars store plan om en økonomi baseret på ren energi, da det i forvejen er sådan, at planer, der kræver store udgifter, ofte strander i Senatet.


Kampen om pladserne kommer til at stå mellem demokraternes Raphael Warnock og Jon Ossoff på den ene side og republikanernes Kelly Loeffler og David Perdue på den anden side.


Warnocks klimaplan er især fokuseret på miljømæssig retfærdighed, og han står for en økonomi i Georgia og i resten af USA, der er baseret på ren energi senest i 2050. Hans partifælle Ossoff siger, at klimaet i øjeblikket gennemgår ødelæggende forandringer. Selv om han ikke støtter Green New Deal, vil han arbejde for et omfattende infrastrukturprogram, der indebærer ren energi, energieffektivisering og hjælp til omstilling for Georgias landmænd til nye afgrøder, der er mere klimaresistente, og klimatilpasning for statens kystnære samfund.


Om de to republikanske kandidater er det nok at konstatere, at de begge kraftigt bakker op om taberen Trumps utallige tåbelige udtalelser om klimakrisen.


Desværre understregede den omfattende støttemarch for Trump den 15. november i Washington med mange tusinde deltagere valgresultatet, der viste en meget større polarisering i den amerikanske befolkning end forventet.


Når en ”moderat” republikaner som Mitt Romney samtidig lover, at ”sikre, at vi konservative fortsætter kampen for, at vi ikke får en Green New Deal [og] ikke skiller os af med gas og kul og olie”, så ser klimakampen i USA – og dermed i resten af verden – aldeles håbløs ud, hvis blot én af de to senatorer, der skal vælges i Georgia, går til republikanerne.