22-09 'Tipping Points'

'Tipping Points'

22/09-2020: Store floder krydsede regionen, jorden var grøn og frugtbar, og langs floderne lå blomstrende samfund. Indtil for cirka 6000 år siden var det Sahara, men pludselig dødede træerne, floderne og landskabet tørrede ud, jorden blæste væk og blev erstattet af sand. I løbet af blot få århundreder blev regionen omdannet til den ørken, vi kender i dag.


Varmere luft førte for cirka 12.000 år siden til afslutningen på den sidste istid, men de store iskapper bestod meget længere end klimaet egentlig tillod. Så kollapsede dele af iskapperne pludseligt, og et af disse kollaps – forskerne ved stadig ikke fra hvilken iskappe – gav anledning til en stigning i havniveauet på mindst fire meter pr. århundred. En pludselig opstilling til et varmere klima fulgte, dog afbrudt af lige så pludselige skift mellem varme og kolde forhold, inden klimaet stabiliseredes til de forhold, vi kender i dag.


Ovenstående er blot to eksempler på det, forskerne kalder ’tipping points’ eller tærskler. Hvis man sammenligner klimaet med en stol, der står på fire ben, så skal der en vis kraft til at vippe stolen op på to ben. Men sidder man på en stol og vipper på to ben, skal der blot et lille skub til, før man ryger bagover – man overskrider en tærskel.


Forskernes største frygt under den igangværende menneskeskabte globale opvarmning er netop overskridelse af tærskler i Jordsystemet. Der er en voksende bekymring for, at det globale klima er på vej væk fra den nuværende stabile tilstand til en helt anden tilstand, som mennesket ikke har nogen som helst erfaring med.


Samtidig vokser frygten for den situation, hvor overskridelse af én tærskel sætter gang i overskridelsen af endnu en tærskel og så videre – som dominobrikker, der falder på stribe. Man frygter en situation, hvor en række af dramatiske ændringer spreder sig over hele Jorden og omformer den verden, vi kender. Og at det kan ske pludseligt og på kort tid.


Som beskrevet i tidligere blog-indlæg opvarmes Arktis mere end dobbelt så hurtigt som resten af kloden. I en artikel i Nature Climate Change for en uge siden fortæller to forskere, Laura Landrum og Marika M. Holland, at forholdede i Arktis allerede er i gang med en omstilling fra en hovedsagelig frossen tilstand til et helt andet klima. Til Eurekalert siger Laura Landrum:


”Den hastighed, ændringen sker med, er bemærkelsesværdig. Det er en periode med så hurtige forandringer, at observationer af tidligere vejrmønstre ikke længere kan bruges til at vise, hvad man kan forvente næste år. Arktis er allerede på vej ind i et helt anderledes klima end for blot få årtier siden.”


For mindre end to måneder siden understregede en anden videnskabelig undersøgelse i Nature Climate Change netop den udvikling, idet man påviste, at man i Arktis i øjeblikket ser en pludselig klimaændring, og at klimamodeller har undervurderet den igangværende opvarmning.


Professor Jens Hesselbjerg Christensen fra Københavns Universitet, der deltog i undersøgelsen, siger til Climate News Network:


”Vi har set på de klimamodeller, der blev analyseret og vurderet af FN’s klimapanel. Kun de modeller, hvor udgangspunktet er det værst tænkelige scenarium med de højeste kuldioxid-udledninger, kommer i nærheden af det, som vores temperaturmålinger viser over de sidste 40 år fra 1979 til i dag.”


Blandt forskere i Australien er indtrykket allerede i dag, at de sidste fem til seks tusinde års stabile klima nu ser ud til at være forbi. Landets klima har i mange årtier været under hurtig opvarmning, og man er nu nået til en situation, hvor alle tidligere rekorder er slået af en ekstrem hede sammen med en exceptionel tør periode, som har skabt de forhold, hvor vi ser en række meget omfattende naturbrande.


Naturbrandene har denne sommer afbrændt mere end 20 procent af de tempererede bredbladede skove i New South Wales og Victoria. På en normal sæson er det mindre end 2 procent. Mange af skovene vil måske aldrig komme sig helt, og andre økosystemer i Australien kan også være på nippet til at overskride tærskler.


Det voldsomme omfang af de seneste naturbrande i landet overstiger langt det, som de modeller, der bruges af Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC), ellers har vist både for forholdene i dag og i fremtiden.


Endnu en tærskel, som er på vej til at blive overskredet, er Amazon-regnskovens endelige kollaps. Tidligere i år påviste tre forskere, Gregory S. Cooper, Simon Willcock og John A. Dearing, i en artikel offentliggjort i Nature Communications, at størrelsen af et økosystem er vigtig.


Når først en tærskel er på vej til at blive overskredet, kan store økosystemer bryde sammen meget hurtigere, end vi troede muligt. For eksempel vil en skov, der er 100 gange større end en anden skov, ikke være 100 gange så lang tid om at bryde sammen – det vil faktisk gå meget hurtigere.


Baseret på analyser af omkring 40 såkaldte regimeskift, der allerede er blevet observeret af andre forskere, nåede forskerne bag den nye undersøgelse frem til, at hele Amazon-regnskoven vil kunne bryde sammen på blot 49 år. Det burde give anledning til endnu større bekymring over den nedbrydning af regnskoven, som i øjeblikket foregår med stadig større hast.


Desværre er det sådan, at selvom klimaforskere, beslutningstagere og miljøaktivister har været engageret i årelange samtaler om planetens fremtid, så har det ikke givet anledning til tilnærmelsesvis tilstrækkelige tiltag til at bremse antallet af tærskler, der i øjeblikket overskrides.


For at citere den tidligere taleskriver for miljøminister Lea Wermelin, Peder Frederik Jensen, der har udtalt sig til dr.dk i forbindelse med sin nye bog ’Det Danmark du kender’:


”Jeg tror stadig ikke, man fatter, hvor alvorligt det er. Der er ingen i de brede partier, der har turdet tage den ærlige samtale om, at festen er forbi i forhold til det forbrug, vi er vant til. Tværtimod støtter de luftfartstrafik og sort industri i stedet for at lade det falde og lade væksten opstå et andet sted. For kræfterne og initiativet skal nok flytte sig, som hardcore liberalister sjovt nok også ville sige ”


Og han taler altså om det Danmark, der ifølge politikerne skulle være foregangsland for resten af verden.


Man kan til en vis grad sige det samme om mange klimaforskere. De ved udmærket, at det klima, vi er i gang med skabe, ligner det, Jorden havde for omkring 50 millioner år siden (eocæn-epoken), men dels er de stort set på bar bund, når det drejer sig om hvor hurtigt det vil ske, og hvad det betyder for menneskeheden og økosystemerne, og dels har mange forskere indtil for nylig været bange for at italesætte de usikkerheder, der er i deres forudsigelser – især når det gælder de værst tænkelige scenarier, som ligger udenfor de eksisterende modellers rammer.


Mange forskere har hidtil foretrukket at holde sig til de konservative og mere sikre konklusioner, der kan udledes af de veletablerede modeller. Desværre er det nemlig sådan, at forskere, der beskæftiger sig med klima og miljø, mange steder i verden bliver udsat for politisk pres, der betyder, at deres forskningsresultater bliver ændret eller bagatelliseret, eller de får forbud mod at udtale sig om deres forskningsresultater, som det for eksempel er sket i Australien og USA.


I denne uge er det fem år siden, at FN's 193 medlemslande vedtog FN's verdensmål – man har sikkert lagt mærke til det lille runde, mangefarvede mærke, som alle politikere bære i knaphullet.


Her forpligtede FN-landene sig til 17 såkaldte verdensmål og 169 delmål, der skulle føre til fred, fremskridt og muligheder for alle på en sund planet. I den forbindelse sagde den daværende FN-generalsekretær, Ban Ki-moon:


”Vi har brug for handling fra alle mennesker alle steder. Vores 17 verdensmål er vores guide. Det er en to-do-liste for mennesker og planeten og et blåstempel for succes.”


Når det kommer til delmålene, der handler om klima og biodiversitet, så har verdens lande indtil videre ikke gjort nok. Sådan lyder vurderingen ifølge dr.dk fra Katherine Richardson, professor på Københavns Universitet. Det går i den forkerte retning, siger professoren.