22-11 Dansk landbrug, minkavl og klimakrise

Dansk landbrug, minkavl og klimakrise

22/11-2020: Jeg vil gerne indrømme, at jeg blev chokeret over at opdage, hvor mange minkfarme, der var i Danmark før minkkrisen, og hvor mange mennesker der har arbejdet i det erhverv. At millioner af mink blev holdt i bure under forhold, som vi i dag ikke længere vil tillade høns at leve under, og udelukkende har avlet for at tilgodese rige menneskers hang til pelse fra dyr, er for mig ufatteligt og dyreplageri ud over alle grænser.


De fleste lande i Europa har i dag forbudt minkavl eller iværksat en udfasning. Det drejer sig ifølge Ritzau om Storbritannien, Østrig, Norge, Holland, Belgien, Luxembourg, Tyskland, Frankrig, Spanien, Slovakiet, Tjekkiet, Polen, Serbien, Kroatien, Makedonien, Schweiz, Slovenien og Bosnien-Hercegovina.


Danmark har til og med været verdens største aktør på verdensmarkedet med Polen på andenpladsen, men her har et stort flertal i parlamentet i september besluttet at forbyde pelsavl på landets minkfarme med et års udfasning.


Holland har hidtil været verdens fjerdestørste minkproducent, men da man i foråret 2020 som det første land konstaterede coronavirus hos mink, besluttede man at forbyde minkavl – af frygt for farlige mutationer. Forbuddet skulle oprindeligt være trådt i kraft i 2024, men blev rykket frem til udgangen af i år.


I sidste måned offentliggjorde tyske forskere ifølge Information en undersøgelse af de forskellige stammer af svineinfluenza A, som er i omløb i den europæiske svineproduktion, herunder også den danske. Her betegner de tyske forskere de europæiske svinepopulationer som ”reservoirer” for nye virusstammer med zoonotisk og muligt præpandemisk potentiale.


Birgitte Iversen Damm, der er dyrlæge og chefkonsulent for landbrugsdyr og mink hos Dyrenes Beskyttelse, siger til Information om den tyske undersøgelse:


”Undersøgelsen er dybt foruroligende. Den vidner om den fare, vi udsætter os selv for ved at have så mange produktionsdyr samlet på meget lidt plads. Det udgør den perfekte grobund for, at farlige virus kan udvikles og opformere sig. Det er et kæmpestort biologisk eksperiment alene for at kunne masseproducere billigt kød.”


Der skal derfor ikke herske nogen tvivl om, at mange velinformerede danskere ligesom jeg er lykkelige for, at det var en socialdemokratisk regering med støtte fra venstrefløjen, der kom til at stå med ansvaret for coronakrisen og dens konsekvenser. Her taler danske smittetal og dødsfald sammenlignet med resten af verden nemlig deres klare sprog.


For partier til venstre for midten er det nemlig menneskelige hensyn, der har første prioritet, og ikke økonomisk vækst og profit.


Men ja, der blev begået en klar fejl, da man besluttede at udrydde alle mink, uden at den fornødne lovgivning var på plads, men den ansvarlige minister – ham, der har det overordnede ansvar – blev fyret, uanset om det måske var embedsværket, der har ’fejlet’.


Derfor var det en fornøjelse at opleve strålende journalistisk arbejde, da Jacob Rosenkrands i Deadline i går den 21. november i studiet havde talspersonen for protestbevægelse ’Oprør fra Landet’ Peter Kjær, der er en af initiativtagerne til bevægelsen, som kalder sig en upolitisk bevægelse, og som siger, at nok er nok om ’den manglende forståelse og respekt for landbruget, som både borgere og politikere udviser’.


Ifølge Peter Kjær har landbruget været udsat for et magtmisbrug i Danmark og der har været talrige eksempler på det. Det handler i den grad om demokrati, siger han, men nægter at give regeringen kredit for at have taget konsekvensen af fejlen og fyret ministeren, som man gør i et folkestyre.


Da Jacob Rosenkrands prøver at få Peter Kjær til at forholde sig til substansen i minksagen, nemlig at minkavl er et farligt erhverv især med den igangværende pandemi, nægter han at tage stilling til denne afgørende pointe. I stedet ønsker han blot, ’at man havde taget sig god tid til at undersøge forholdene utroligt godt i stedet for bare at gå løs på minkfolkene’.


Rosenkrands spørger så ind til, hvad Oprør fra Landet er for en størrelse, for det er jo ikke en bevægelse, der er opfundet til lejligheden, siger han. Det omtrent et års tid siden bevægelsen opstod, og da var det på baggrund af en hel anden sag, nemlig regeringens plan om at øge det areal, der skal bruges til såkaldte efterafgrøder, hvor hensigten er at mindske kvælstofudledninger fra landbruget.


Her går det så helt galt for Kjær. Han taler uden om, da Rosenkrands gerne vil vide, hvad fællesnævneren i minksagen og sagen om efterafgrøder er. I stedet siger han, at ’sagerne har en ting til fælles, man lytter ikke til de forskellige erhverv, når der er nogle store komplekse ting, som politikerne ikke ved nok om. Så bruger de deres egen snævre kreds af eksperter i stedet for at lytte til landmanden eller fiskeren eller chaufførerne … nu har de fået nok, nu må man have demokratiet tilbage igen på sporet’.


Da Rosenkrands fremfører, at regeringens plan om efterafgrøder har til hensigt at gøre Danmark grønnere og mere bæredygtig, give anledning til mindre forurening af vandmiljøet, mere skov og færre drivhusgasser, og spørger, om det ikke er politisk at sige nej til den type miljøreguleringer, som Kjær i øvrigt tidligere har udtalt sig om på blandt andet netmediet ’Effektiv landbrug’, svarer Kjær:


”Men det her handler jo ikke om mig, det er en stor ting, der handler om, at befolkningen på brancherne i fødevareklyngen har fået nok af det her enevælde. Vi har haft et magtmisbrug. Og vi synes altså, at det er tid til, at vi får demokratiet tilbage.”


Og det er netop spørgsmålet, siger Rosenkrands. Er det demokratiet, man har på sinde, eller er det landbrugets mere snævre interesser, man har på sinde? Når man kigger ned over det persongalleri, som har været involveret i Oprør fra Landet, så er der mange, som har rødder i den organisation, som heder Bæredygtigt Landbrug – en organisation med cirka 4000 landmænd, som har til formål at forbedre konkurrencebetingelserne for landbruget og at modarbejde en ifølge foreningen ukorrekt miljøregulering – med andre ord en lobbyorganisation, som Kjær er næstformand i.


”Jamen jeg er jo bare med til det her, fordi vi blot prøver at få politikerne til at lytte til os,” klynker Kjær. Men Rosenkrands fortsætter opremsningen af sammenfaldende navne, og spørger igen, hvilket sammenfald der er mellem Bæredygtigt Landbrug og Oprør fra Landet.


”Det har jeg jo sagt,” siger Kjær med stigende irritation. ”Der er en god forbindelse – det hænger jo fint sammen. Der var også taler fra Fødevare og Landbrug, og der var også taler fra fiskerne, jamen hvad er det du vil sige med det her.”


Men Rosenkrands holder fast i det store personsammenfald bag Oprør fra Landet, men Kjær kan ikke se, hvad det har at gøre med, at man hylder folkestyret i dagens demonstration, for det jo alle brancher indenfor fødevarer der er med, siger han, hvorefter samtalen slutter.


Men på vej ud af studiet siger en stærkt irriteret Kjær uden for billedet: ”Man havde jo ikke lige fortalt mig, at det var den måde, han ville køre den på.”


Landbrugets hykleri bliver ikke mindre af, at venstres næstformand Inger Støjberg – hende med den ulovlige instruks om adskillelse af ægtepar blandt flygtninge i Danmark – står på talerstolen under demonstrationen og siger: ”Vi skal have drænet sumpen …”


Det var netop et af Trumps mærkesager under valgkampen i USA i 2016, og et udtryk han brugte flittigt. I forvejen er det ikke nogen hemmelighed, at højrefløjen og dermed det meste af landbruget og fiskeriet herhjemme ser miljøkampen og klimakrisen som en trussel mod den økonomiske vækst og profitten – helt på linje med Trumps USA. I det hele taget var der uhyggelige paralleller til det, som nogle af deltagerne i demonstrationen sagde, og det, som vi i de sidste måneder har hørt fra Trumps vælgere.


Jeg frygter virkeligt, at højrefløjen i Danmark igen kommer til magten, så det bliver landbrugets og fiskeriets snævre økonomiske interesser, der sætter den miljø- og klimamæssige dagsorden, og ikke de eksperter, der på de områder prøver at sikre vore efterkommere et bedre Danmark.