25-10 Løsning på klimakrisen?

Løsning på klimakrisen?

25/10-2020: Den 30/01-2020 havde jeg et blog-indlæg foranlediget af en udtalelse af Jane Goodall på World Economic Forum i Davos ugen før, og holdninger hos tre danske klimaforskere leveret i en artikel i Jyllandsposten og omtalt på dr.dk i april 2019. Indledningen på blog-indlæget var som følger:


”Alle disse [miljø-] ting, vi taler om, ville ikke have været et problem, hvis vi havde et befolkningstal som for 500 år siden,” sagde Jane Goodall på et møde i World Economic Forum (WEF) i Davos den 24. januar i år. Jane Goodall er en dygtig primatolog, men klimakrisens årsager er tydeligvis ikke hendes spidskompetence.


Det samme kan man sige om professor Jørgen E. Olesen, som forsker i klima og landbrug, professor i ferskvandsøkologi Kaj Sand-Jensen og klimaprofessor Eigil Kaas, der i april 2019 udtaler følgende sludder (omtalt på blog-indlæg 21/04-2019 Befolkningseksplosion):


”Problemstillingen er, at der bliver flere mennesker, og at vi bliver rigere, hvilket fører til stigende forbrug og udledning af CO2 og andre klimagasser. Så jo færre mennesker, der er til at øge forbruget, jo mindre vil problemet være,” siger Jørgen E. Olesen.


”Jeg er fuldstændig enig i, at man bør indføre en begrænsning. FN burde presse meget mere på, men det er svært, når der kommer noget religiøst ind over som prævention og abort,” siger Eigil Kaas.


Og Kaj Sand-Jensen siger, at selv om det formentlig vil blive opfattet som et overgreb både kulturelt og religiøst, mener han, at det kan være en god idé at indføre en etbarnspolitik i et land som Indien, der har firdoblet indbyggertallet, siden landet blev selvstændigt i 1947.


Jeg argumenterede for, at det egentlige problem i virkeligheden er de store uligheder, når det drejer sig om magt, velstand og adgang til ressourcer, der er de vigtigste årsager til miljø- og klimamæssige ødelæggelser. Verdens rigeste 10 procent af menneskeheden producerer halvdelen af klodens forbrugsbaserede udledninger af fossile brændstoffer, mens verdens fattigste 50 procent – 3,5 milliarder mennesker – blot bidrager med 10 procent.


Løsningen er derfor indlysende: Et opgør med den kapitalistiske vækstfilosofi og omfordeling af velstand, så alle mennesker i verden har anstændige levevilkår. Men er det overhovedet muligt, og kan det løse klimakrisen?


Svaret er ja ifølge en ny videnskabelig undersøgelse offentliggjort for nylig i Global Environmental Change.


På netmediet The Conversation fortæller hovedforfatter på undersøgelsen post-doc Joel Millward-Hopkins, der forsker i bæredygtighed ved University of Leeds, at selv med en reduktion af energiforbruget på 60 procent i forhold til i dag, vil det alligevel være muligt at opnå en anstændig levestandard globalt – også med et forventet befolkningstal i 2050 på 10 milliarder. Reduktionen vil bringe energiforbruget ned på det, man havde i 1960’erne.


For at opfylde den vision kræver det radikale tiltag på alle fronter sammen med en omfattende udrulning af de bedste teknologier, der er til rådighed.


Det vil for eksempel betyde udrulning af bygninger, køretøjer, husholdningsapparater og lyssystemer, der er så energibesparende som muligt, sammen med de mest avancerede faciliteter til at fremstille og genbruge alle de nødvendige materialer.


Det vil dog samtidig kræve en drastisk reduktion af energi- og ressourceforbruget hos en del mennesker. Der vil for eksempel ikke længere være muligt at eje mere end et hjem. Ligeledes vil bil nummer to være udelukket, ligesom den årlige opgradering af elektroniske gadgets såvel som nye moderigtige sko til hver årstid og rødt kød syv dage om ugen vil være udelukket.


Det overdrevne forbrug i den vestlige verden skal skæres væk for at give de 3,5 milliarder mennesker, der i øjeblikket lever for mindre end 35 kroner om dagen, en anstændig levestandard – vi er simpelthen nødt til at udligne de globale og nationale uligheder.


Anstændig levestandard eller DLS (Decent Living Standards) blev forsøgt fastslået af forskerne bag en videnskabelig artikel i Nature i 2017. DLS bygger således på tidligere konceptualiseringer af begreber som fattigdom og retfærdighed og ligger naturligvis langt fra det forbrugersamfund, vi kender i Vesten. Samtidig ligger det langt fra den fattigdom, som milliarder af mennesker lever under i dag.


Visionen er, at der for eksempel skal være passende boliger til alle med en behagelig temperatur året rundt og med rindende vand i hanerne. Der skal være vaskemaskine, køle/fryseskab, laptops og mobiltelefoner i hvert hjem.


Der vil være tilstrækkeligt med hospitaler og skoler til at garantere universel adgang. Ligeledes vil der være tre gange så meget offentlig transport pr. person i forhold til det, der tilbydes i verdens rige lande i dag.


Naturligvis repræsenterer disse tiltag på mange måder et angreb på det liv, som de fleste mennesker i den rige verden lever i dag, for visionen er på ingen måde forenelig med et samfundssystem, der kræver permanent økonomisk vækst for at sikre beskæftigelsesniveauet.


Visionen er heller ikke forenelig med en kultur, der motiverer virksomheder til at flytte til lande, hvor uhæmmede miljømæssige ødelæggelser er uundgåelig, og hvor lønforholdene er så dårlige, at man ikke kan opretholde en anstændig levestandard.


Klimakrisen er ubetinget den største trussel mod menneskeheden, men andre kriser ligger også lige om hjørnet. Det er for eksempel kunstig intelligens og automatisering, som kan give anledning til massearbejdsløshed og kraftigt stigende ulighed. Og ingen af truslerne er det kapitalistiske samfundssystem i stand til at løse – tværtimod.


Hvis voksende økonomisk vækst skal holde gang i de 10 milliarder mennesker, som man forventer i 2050, samtidig med en stadig større automatiseret produktion, så kan vi være sikre på, at menneskeheden ikke overlever de næste 80 år.


Vi er meget langt fra utopiske visioner om luksus til alle, men at levere en anstændig levestandard til alle er allerede teknologisk muligt. Når alternativet er samfundsmæssig og miljømæssig sammenbrud, forekommer det ikke blot ønskværdigt at stræbe efter en sådan verden, men en nødvendighed, slutter Joel Millward-Hopkins artiklen på The Conversation.