FEBRUAR

På kanten af afgrunden

27/02-2020: ”Hvis vi holder os til Paris-aftalen, når det gælder kampen mod klimaændringer, vil vi sandsynligvis miste færre end to ud af 10 plante- og dyrearter på Jorden frem mod år 2070. Men hvis menneskeheden forårsager større temperaturstigninger, kan vi miste mere end en tredjedel eller endda halvdelen af alle dyre- og plantearter ifølge vore resultater,” siger John Wiens fra University of Arizona, en af forfatterne bag en ny undersøgelse, til Eurekalert.


I undersøgelsen offentliggjort i PNAS analyserede man data om 538 arter fra 581 steder over hele kloden, og man fokuserede på plante- og dyrearter, der var blevet undersøgt de samme steder over tid med mindst 10 års mellemrum.


Overraskende nok fandt forskerne, at årlige gennemsnitstemperaturer blot var årsag til små ændringer på steder med lokal uddøen, selvom gennemsnitstemperaturer ellers bruges i vidt omfang som en proxy for de overordnede klimaændringer.


I stedet fandt man, at maksimumtemperaturer kunne udgøre et problem, idet mange arter godt nok var i stand til at tolerere en mindre stigning i maksimumtemperaturer, men kun til en vis grænse. Hvis maksimumtemperaturerne steg med mere end 0,5 ºC, ville omkring halvdelen af arterne blive udsat for lokal udryddelse, men det ville stige til 95 procent, hvis temperaturstigningen var mere end 2,9 ºC.


Foreløbig er gennemsnitstemperaturen på kloden steget med 1,1 ºC over gennemsnittet i det meste af menneskehedens historie, og i løbet af de næste 80 år vil gennemsnits-temperaturen takket være de fortsatte menneskeskabte udledninger af drivhusgasser nå 3 til 5 ºC. Det medfører naturligvis, at maksimumtemperaturer også stiger, og især i troperne vil det får betydning, da temperaturniveauet her i forvejen er højt.


Forskerne gør da også opmærksom på, at udryddelser i troperne kan blive to til fire gange mere omfattende end i tempererede zoner, idet de fleste af klodens arter lever her – i vådområderne, savannerne, koralrevene og regnskovene.


Amazonas er verdens største regnskov – den dækker omkring 5 millioner kvadratkilometer hen over ni lande, og mere end halvdelen ligger i Brasilien.


Over det sidste århundred er gennemsnitstemperaturen i skoven steget med 1 til 1,5 ºC, og tørtiden er gennem de sidste 50 år vokset fra fire til fem måneder. Blot siden 2005 har alvorlige tørkeperioder ramt Amazonas tre gange, og tilsammen har det betydet, at en ændring i vegetationen er i gang. Alene i Amazonas anslår man, at der findes 16.000 særskilte træarter, som i øjeblikket langsomt dør ud.


Siden tørken i 2010 nåede afbrændingen af den brasilianske del af skoven i august 2019 det højeste niveau efter et fald i en årrække. Skovrydningen i landet toppede samme år med næsten 10.000 kvadratkilometer – det største tab i et årti. Den brasilianske præsident Jair Bolsonaro er den direkte årsag, og han forbereder i øjeblikket en lovgivning, som også vil tillade udvinding af olie og mineraler i hidtil beskyttede områder af Amazonas.


Samtidig er der en stigende bekymring blandt forskere for, at regnskoven kan være på nippet til at overskride en tærskel, hvor tørke, afbrænding og træfældning vil føre til stadig mindre vegetation, som i sidste ende kan omdanne store områder af regnskoven til et savannelignende økosystem med langt mindre biodiversitet.


I december sidste år sagde klimaforsker Carlos Nobre fra University of São Paulo til Nature:


”Hvis den trædødelighed, vi ser i dag, fortsætter i yderligere 10 til 15 år, så vil den sydlige del af Amazonas blive omdannet til en savanne.”


Sker det, vil det ikke blot ramme de millioner af mennesker og dyr, der lever i regionen, men det kan også betyde, at milliarder af tons CO2 vil ende i atmosfæren i takt med, at træer dør og vegetationen brænder. Det vil betyde mindre nedbør i hele det centrale og sydlige Sydamerika, og det vil ændre klimamønstre over store dele af kloden.


Naturligvis kommer det til at ske, for intet – absolut intet – tyder på, at udviklingen går en anden vej. Tværtimod går udviklingen langt hurtigere den forkerte vej, end forskerne havde forestillet sig, og tidsrammen for at handle er for længst overskredet.


I modsætning til, hvad de fleste almindelige mennesker forestiller sig, er det nemlig ikke udviklingen på landjorden, der styrer klodens klima. Selv om det er et indviklet samspil af næsten uoverskueligt mange faktorer, der bestemmer klimaet, er den vigtigste faktor verdenshavene og havstrømmene – 71 procent af kloden er dækket af vand.


Verdenshavene optager mere end 90 procent af den globale opvarmning, som skyldes de menneskeskabte udledninger af drivhusgasser, og en tredjedel af den ekstra CO2, som vi udleder, optages også af verdenshavene.


Opvarmningen dræber de dyr i havet, som ikke kan flygte til områder med den vandtemperatur, som de kan tolerere, og den ekstra CO2 gør vandet mere syreholdigt, hvilket ødelægger kalkskeletter hos vigtige dyregrupper som for eksempel krill (det norske ord for hvalføde), der er fødegrundlaget for mange dyr i havet.


I det seneste årti er der sket en hurtig udvidelse af de områder i havene, der udpeges som havbeskyttelsesområder, men på trods af dette fremskridt fortsætter verdenshavenes biodiversitet med at falde – der sker samtidig en hurtig udbredelse af iltfattige områder i havene. Det forringer naturligvis havenes sundhedstilstand endnu mere, og det ødelægger den afgørende rolle, som havene spiller for menneskehedens ve og vel.


Ifølge Climate News Network viser en række helt urelaterede videnskabelige undersøgelser fra de sidste seks uger af 2019 for eksempel, at fiskefangster i Maine-golfen langs den nordamerikanske østkyst er faldende, at torsk i Østersøen bliver mindre og at hajer lider under virkningerne af havvandets forsuring.


Situationen i verdenshavene har nu fået et hold havforskere fra Storbritannien til under ledelse af Marine Conservation Research Group fra University of Plymouth at udsende et opråb til først og fremmest den britiske regering, hvor de opstiller fire vigtige anbefalinger til regeringens ministre:


● Sæt gang i udbedring og udbygning af havhabitater i stedet for at forsøge at forvalte nedbrudte eller forandrede habitater, der allerede er reduceret.


● Foren bevaringstiltag og styring af fiskeriet, da de to er afgørende afhængige af hinanden og ikke konkurrerende interesser.


● Igangsæt forbedrede forløb til forståelse af fordelene ved havbeskyttelse i et format, der udelukker enhver tvivl om forbindelsen mellem havbeskyttelse og menneskers liv og levevilkår.


● Sørg for udvikling af en smartere tilgang til forvaltning af havenes sundhedstilstand, der rækker ud over havbeskyttelsesområder og gør det muligt at etablere forbindelser på tværs af sektorer hen imod bæredygtighed.


Opråbet kunne sagtens gælde alle de lande i den vestlige verden, der i den grad driver rovdrift på havenes ressourcer og samtidig ødelægger fiskeriet for befolkningerne i verdens fattige lande.


For 30 år siden ville opråbet måske have gjort en forskel. I dag er det uigenkaldeligt for sent.


Danmark – et af verdens rigeste lande – er et godt eksempel på ligegyldigheden over for klimakrisen og dens konsekvenser selv i dag. For blot få måneder siden viste salget af nye biler i landet den største stigning nogensinde, og danskerne flyver stadig på ferie i udlandet mindst tre gange om året.


For et par dage siden havde dr.dk følgende overskrift foranlediget af de største nedbørsmængder nogensinde målt i februar: ”Vandet har sprængt skalaen: ’Det er helt ekstremt, og vi har aldrig oplevet noget lignende.’”


Det har ellers ikke været nogen hemmelighed de sidste 30 år, at den globale opvarmning vil føre til større mængder nedbør – også i Danmark. Ligeledes har det heller ikke været en hemmelighed, at stigende havniveau vil føre til endnu større nedbrydning af kysten langs Vesterhavet. Alligevel mener sommerhusejere, som nu oplever konsekvenserne, at vi alle skal betale for deres dumhed, når de nu har købt sommerhus der.


Naturligvis skyldes en stor del af de klimarelaterede problemer herhjemme og i udlandet, at politikerne ikke har udvist ’rettidig omhu’ - et udtryk man ellers har brystet sig af, når det gjaldt globalisering og sikring af økonomisk vækst. Klimasikring er dyrt, og man ønsker ikke ’at belemre’ skatteyderne med skattestigninger.


At klimakrisen vil føre til global mangel på vand og fødevarer er lige så forudsigeligt som den voksende mængde nedbør i Danmark og de stigende temperaturer globalt. Og det starter langsomt. Først begynder priserne at stige – priserne på almindelige fornødenheder bliver efterhånden så høje, at mange mennesker selv i de rige lande ikke vil kunne betale for de daglige behov. Så bliver det umuligt at skaffe selv det mest nødvendige for at overleve, og i sidste ende bliver det en daglig kamp om vand og mad, og her bliver det for alvor grimt.


Velkommen til vore børns fremtid.

Tidligt forår og klimaændringer

Woodland leaf-out along tree line demonstrates contrasting canopy greenness before and after leaf-out. Credit Gengsuo Jia

24/02-2020: Vinteren 2019/2020 (december, januar og februar) bliver den varmeste vinter i Danmark siden 1874 ifølge DMI. Den ender med en gennemsnitstemperatur på omkring 5,0 ºC, og af de 10 varmeste vintre er de fem fra dette årtusind. På globalt plan blev 2019 det næst varmeste år efter 2016.


Det er altså ikke så underligt, at forårsblomsterne spirer lystigt og at sommerfuglebusken og roserne i min have er i gang med at folde bladene ud – bortset fra at vi stadig er i februar. Det er noget foruroligende.


Fremskudt spiring og en tidlig udfoldelse af blade er imidlertid en direkte reaktion på klimaændringerne. På den nordlige halvkugle åbner træernes blade sig i gennemsnit 4 til 5 dage tidligere pr. årti siden 1980’erne ifølge en sammenstilling af mere end 40 fænologiske undersøgelser over flere årtier og regioner baseret på data fra satellitter.


Baggrunden for den undersøgelse er, at forskerne ønsker at vide, om denne udvikling vil påvirke klimaet gennem en modulering af de sæsonmæssige cykler af overfladeenergi, vand og kulstofbudget.


En helt ny undersøgelse offentliggjort i Nature Climate Change viser faktisk, at fremrykket bladudfoldelse forøger den årlige overfladeopvarmning i de nordlige tempererede og boreale områder. Forskerne undersøgte de klimatiske feedback-processer, som den udvikling har på vegetationen i disse områder.


Ifølge undersøgelsen intensiverer tidlig bladudfoldelse frigivelse af vanddamp fra planterne. Vanddampen transporteres nordpå og påvirker snefald og skydække på høje breddegrader omkring Nordpolen.


Forskerne har således identificeret usædvanlige hotspots i Canadas arktiske øhav, i de østligste og vestligste dele af Sibirien og på den sydøstligste del af Den Tibetanske Højslette med temperaturstigninger på henholdsvis ~0,7 ºC, ~0,4 ºC og ~0,3 ºC.


Forskerne sætter denne forstærkede opvarmning i forbindelse med de kombinerede virkninger af vanddamp, skyer og ændret albedo fra snedækket, som bliver stadig mindre i takt med opvarmningen.


Hovedforfatter på undersøgelsen, dr. Xiyan Xu, forklarer til Eurekalert:


”Sne reflekterer Solens stråler. Når der er mindre sne på jorden, formindskes klodens overfladerefleksivitet. Så absorberer overfladen mere af den indfaldende solstråling, og det medfører, at overfladen opvarmes.”


Medforfatter på undersøgelsen, dr. Gensuo Jia, bemærker, at hvis opvarmningen fortsætter, vil tidspunktet for bladenes udfoldelse ske endnu tidligere.


”Den positive feedback-proces mellem klima og forårsløvets fænologi vil sandsynligvis forstærke opvarmningen på den nordlige halvkugles høje breddegrader. Vegetations-ændringernes indvirkning på klimaet er markant om foråret, når sneen smelter i forbindelse med ankomsten af den østasiatiske sommermonsun og den forstærkede sydlige lavtliggende nordamerikanske jetstrøm,” siger han.


Konklusionen af undersøgelsen er, at hvis den bare jord i det tidlige forår erstattes med tætte løvtag, vil det med disse faktorer in mente gøre en stor forskel i den årstidsbestemte forandring af klimasystemet.

Vestantarktis og Thwaites-gletsjeren

Thwaites Glacier. Credit: NASA/OIB/Jeremy Harbeck

21/02-2020: Den argentinske forskningsstation Esperanza på den yderste spids af den antarktiske halvø rapporterede en ny varmerekord den 6. februar på 18,3 ºC – den tidligere rekord på 17,5 ºC blev sat den 24. marts 2015.


Få dage senere, den 9. februar, målte brasilianske forskere en temperatur på 20,75 ºC på Seymour Island, hvilket er næsten en hel grad højere end den tidligere rekord på 19,8 ºC målt i januar 1982 ved den britiske forskningsstation på øen Signy Island – begge disse øer er beliggende langs den yderste spids af den antarktiske halvø.


I de sidste 50 år er den antarktiske halvø blevet næsten 3 ºC varmere, og det årlige istab fra den antarktiske iskappe er steget til det seksdobbelte i perioden 1979 til 2017.


Som beskrevet i et tidligere blog-indlæg (den 29/12-2019) er et internationalt hold af forskere i øjeblikket i gang med et fem år langt forskningsprojekt på Thwaites-gletsjeren for at blive klogere på, hvorfor afsmeltningen fra denne gletsjer accelererer og sender stadig mere is ud i Amundsenhavet.


Resultater fra de først to år blev i denne uge præsenteret på American Geophysical Union’s havforskningsmøde i San Diego, Californien, og de viser, at gletsjeren bliver angrebet af varmt havvand, som kommer op fra dybhavet fra alle retninger.


De varme havstrømme vil yderligere destabilisere gletsjeren, som indeholder nok is til at hæve det globale havniveau med omkring 65 centimeter. Når den kollapser, vil den tage andre dele af den vestantarktiske iskappe med sig i havet og dermed levere det største bidrag til det stigende havniveau i løbet af de næste 80 år.


Til Nature siger Ted Scambos, som er glaciolog ved National Snow and Ice Data Center i Boulder, Colorado, og koordinator på Thwaites Research Consortium:


”Vi har aldrig før set en iskappe gå i opløsning under en accelererende klimaopvarmning, så vi kæmper med at beregne, hvordan det sker.”


Indtil nu ved man, at iskappen er delt i to sektioner. Den mere stabile østside er understøttet af et klippefremspring og strømmer ud i havet med omkring 600 meter om året, mens vestsiden bevæger sig hurtigere med cirka 2 kilometer om året.


De nye data, som blev indhentet ved hjælp af en robot-ubåd, viser, at en varm dybhavsstrøm glider op langs kysten fra den nærliggende Pine Island-gletsjer og blander sig med andre varme havstrømme under den østlige del af gletsjeren. Skulle den østlige del gå i opløsning, ændrer det alle beregninger.


Årets største overraskelse for forskerne kommer fra de radar-data, der viser detaljer af iskappens struktur. For eksempel er Thwaites-gletsjerens underside ikke bare flad. Den er et landskab fyldt med kanaler, højderygge og skrænter dannet af de varme havstrømme og er dermed mere kompleks, end forskerne havde forestillet sig.


Pine Island-gletsjeren er udsat for de samme påvirkninger som Thwaites-gletsjeren. Kælvning af isbjerge fra gletsjerens rand er tiltaget samtidig med, at ishylden foran gletsjeren nedbrydes nedefra af de varme havstrømme. Ishylder foran gletsjerne virker som propper, der holder de bagvedliggende gletsjere fra at glide i havet. Forsvinder ishylderne løber gletsjerne direkte ud i havet og øger havniveaustigningen yderligere.


På videoen herunder ser man, hvor hurtigt ishylden foran Pine Island-gletsjeren går i opløsning i øjeblikket – en udvikling, der accelererer:

13/02-2020: As anticipated, Pine Island Glacier, known as PIG for short, in Antarctica has just spawned a huge iceberg. At over 300 sq km, about the size of Malta, this huge berg very quickly broke into many ‘piglet’ pieces the largest of which is dubbed B-49. Thanks to images the Copernicus Sentinel satellite missions, two large rifts in the glacier were spotted last year and scientists have been keeping a close eye on how quickly these cracks were growing.

Tørke forværres under klimakrisen

The world’s drylands and subtypes. Prepared using spatial data from UNEP-WCMC (2007)

18/02-2020: De fleste naturbrande i det østlige Australien er nu blevet slukket, og dele af det tørkeramte New South Wales er i stedet blevet ramt af store nedbørsmængder, men slet ikke nok til at bryde den langvarige tørke.

Omkring 70 byer i staten står nu over for alvorlig vandmangel i de næste 12 måneder – blandt andet med risikoen for at løbe fuldstændig tør for vand – med mindre betydelige nedbørsmængder rammer området.


Klimaforskere har advaret om, at fortsætter udledningen af drivhusgasser som hidtil, vil tørken i Australien forværres i de kommende årtier. Og ikke ikke blot der, men i hele verden. Vandmangel og dermed fødevaremangel vil blive de største trusler mod menneskeheden.


I en ny bog, The Future We Choose, skrevet af arkitekterne bag klimaaftalen i Paris i 2015, Christiana Figueres og Tom Rivett-Carnac, står der blandt andet om worse case-scenariet (som stadig er det mest sandsynlige) i år 2050:


’Have, skove, planter, træer og jord har i mange år absorberet halvdelen af den kuldioxid, vi har udledt. I dag er der få skove tilbage – de fleste af dem er blevet fældet eller ødelagt af naturbrande, og permafrosten udspyr drivhusgasser til en allerede overlæsset atmosfære. Jordens stigende temperaturer kvæler os, og i løbet af de næste fem til 10 år vil store områder af kloden blive stadig mere ugæstfri for mennesker.’


I en ny videnskabelig undersøgelse offentliggjort i Science, hvor man har set på konsekvenserne af mere udbredte tørkelignende forhold i områder af verden, skriver forskerne netop, at Jorden vil blive stadig mere udtørret på grund af klimaændringer og vil påvirke strukturen og funktionen af tørområders økosystemer.


Tørområder (dryland) er karakteriseret ved knaphed på vand, som påvirker både naturlige og kontrollerede økosystemer og begrænser husdyrhold så vel som afgrøder, skov og fourageringsområder og påvirker miljømæssige serviceydelser. Tørområder udgør i øjeblikket 41 procent af det globale landareal. De Forenede Nationers miljøprogram definerer tørområder som tropiske og tempererede områder med et ariditetsindeks på mindre end 0,65.


Forskerholdet, der blev ledet af dr. Miguel berdugo fra University of Alicante, samlede den til dato største mængde af empiriske data for at kunne evaluere, hvordan vigtige økosystemer ændrer sig i forhold til de omfattende ariditetsgradueringer, som findes i tørområder over hele kloden.


Ifølge forskerne viste deres undersøgelser, at med de nuværende forudsigelser om klimaændringerne vil udtørring føre til systemiske og bratte ændringer i en lang række økosystem-egenskaber, idet disse ændringer optræder i tre på hinanden følgende faser, som er karakteriseret ved en pludselig nedgang i planteproduktivitet, i jordens frugtbarhed og i plantedække og -mangfoldighed ved ariditetsindekser på henholdsvis 0,54, 0,7 og 0,8.


Mere end 20 procent af klodens landareal vil således krydse en eller flere af disse tærskler i løbet af de næste 80 år og vil ødelægge økosystemer i områder, hvor mere end 2 milliarder mennesker i dag lever.


De vigtigste resultater af undersøgelsen fortæller, at hvis ariditeten vokser med blot 0,5, vil der optræde hurtige og ofte bratte ændringer i økosystemerne. Ændringerne i landskabet vil være domineret af arter tilpasset mere tørre forhold og tørke.


Hvis ariditeten vokser til 0,7, vil jorden miste sin struktur og være mere udsat for erosion. Organismer i jorden, som er afgørende for vedligeholdelsen af økosystem-funktioner, vil blive påvirket negativt. Der vil ske en stor stigning i tilstedeværelsen af sygdomsfremkaldende bakterier på bekostning af gavnlige organismer.


Hvis ariditetsniveauet overskrider en tærskel på 0,8, vil systemet kollapse – planter vil ikke kunne vokse og landområdet vil blive omdannet til ørken.


Medforfatter på undersøgelsen, dr. Rocio Hernandez-Clemente, siger til Eurekalert:


”Brug af billeddata fra satellitter hjælper forskerne til at overvåge, forudsige og vurdere konsekvenserne af den voksende ariditet i tørområdernes økosystemer på globalt plan. Internationalt samarbejde er vigtig i bedømmelsen af landskabets nedbrydning og pludselige ændringer. Næste skridt i vores forskning vil være fokuseret på brugen af data fra observationer af jordbundsforholdene for at finde ændringer i de processer, som fører til ørkenspredning.”


Desværre tager god forskning tid, og tid er en mangelvare under klimakrisen. En ny undersøgelse viser, at næsten 80 procent af australier på en eller anden måde blev berørt af naturbrandene – fremtiden er her allerede.

Antarktis smelter endnu hurtigere

15/02-2020: I hælene på sidste blog-indlæg kommer de seneste forskningsresultater fra Antarktis, der understreger, at tidligere vurderinger af stigningen i det globale havniveau i løbet af de næste 80 år – for eksempel fra IPCC – sandsynligvis er stærkt undervurderet.


I en videnskabelig artikel offentliggjort i PNAS i starten af ugen med titlen ’Early Last Interglacial ocean warming drove substantial ice mass loss from Antarctica’ bekræfter forskerne tidligere formodninger om, at afsmeltning i Antarktis i den sidste mellemistid kaldet Eem-tiden fra 129.000 til 116.000 år siden fik isen på Den Vestantarktiske Iskappe til at smelte.


Udgangspunktet for denne forskning er blå is. Blå is er meget gammel is, som i det antarktiske højland bliver blottet af katabatiske vinde (faldvinde), der opstår, når kraftige vinde blæser hen over bjergkæderne. Disse vinde fjerner det øverste lag af sne og eroderer den underliggende is, hvorved den meget gamle blå is dukker frem på overfladen (se video).

Antarctica’s interior is circled by glacial ice flows that move outward from the frozen continent’s surface. Imagery collected over Antarctica by satellites like Landsat is typically marked by highly reflective snow and ice, but isolated pockets of wind-swept glacial ice glow with a distinct blue. Each week, the Earth Resources Observation and Science (EROS) Center highlights a new satellite image(s) featuring striking changes to the Earth's surface. Our images come from locations around the world.

Det satte forskerne i stand til at tage overfladeprøver i en lige horisontal linje tværs over området med blå is, idet isen bliver ældre, jo tættere man kommer på bjergkæden. Ved hjælp af en teknik, som kaldes horisontal iskerne-analyse, kunne forskerne derefter rekonstruere, hvad der skete med iskappen i fortiden.


Først undersøgte man det fine lag af vulkansk aske i isen for at bestemme, hvornår afsmeltningen af isen fandt sted. Til forskernes store bekymring viste det sig, at hovedparten af istabet skete under opvarmningen i begyndelsen af den sidste mellemistid. Det resultat afslører nemlig, hvor følsom Antarktis er over for højere temperaturer.


Forskerne målte så de temperaturfølsomme vandmolekyler hen over området med blå is. I iskerner er årlige smeltelag synlige. Smeltelag dannes, når sneen på overfladen smelter og frigiver vand, der trænger ned gennem snelaget, hvor de danner luftboblefri lag af is. Fordelingen af smeltelag over tid er en funktion af tidligere tiders klima.


Isotop-analyserne viste store temperaturændringer, og afslørede samtidig et stort hul i forskernes iskerne-analyse i begyndelsen af den sidste mellemistid. Det tyder på en periode med vedvarende istab over tusinder af år. Netop denne periode falder sammen med ekstreme stigninger i havniveauet og vidner således om en hurtig afsmeltning af isen fra Den Vestantarktiske Halvø.


Forskerne tog også DNA-prøver af de meget gamle mikrober, som var bevaret i isen. De afslørede en stor tilstedeværelse af metan-konsumerende bakterier, og det tyder på, at der er sket udslip af metan fra sedimentlag under isen, som også kan have spillet en rolle i den accelererende opvarmning.


Som nævnt i tidligere blog-indlæg (for eksempel 2019-02-10 Hulrum under Thwaites-gletsjerens rand) spiller opvarmning af havet omkring Antarktis også en stor rolle. Forskerne gør da også opmærksom på, at et sammenspil af klimatiske begivenheder i Atlanterhavet for omkring 135.000 år siden kan have betydet en opvarmning af havet omkring Antarktis.


Når varmt havvand trænger ind under de gletsjere, som løber ud i havet, smelter først ishylderne foran gletsjerne og derefter selve gletsjerne nedefra.


Som bekendt betyder den menneskeskabte globale opvarmning, at verdenshavene bliver stadig varmere, idet havene optager mere end 90 procent af den ekstra opvarmning. I Eem-tiden betød en opvarmning af havet omkring Antarktis på mindre end 2 ºC en stigning i havniveauet på 3,8 meter i løbet af de første et tusind år, viser forskernes modelberegninger. I løbet af de første to hundrede år forsvandt ishylderne.


Forskerholdet er foruroliget over disse resultater – især hvis høje havtemperaturer også får den meget større Østantarktiske Iskappe til at påbegynde en afsmeltning, da det vil betyde et endnu højere havniveau. I forvejen tyder deres resultater på, at Den Vestantarktiske Iskappe kan være meget tæt på et sammenbrud, og den indeholder nok is til at hæve havniveauet med omkring 6 meter.


Til dr.dk siger den danske klimaprofessor, glaciolog og direktør for Nansen Centeret i Bergen, Sebastian Mernild, om forskningsresultaterne:


”Vi befinder os jo lige nu i en mellemistid, hvor vores udledning af drivhusgasser har betydet, at gennemsnitstemperaturen er skudt i vejret som en raket de sidste 150 år. Vi er begyndt at bevæge os hen mod et klima, som vi så under Eem. Men denne gang er det ikke naturligt, det er menneskeskabt. Og temperaturforandringerne går ti gange hurtigere.”


De dæmninger omkring Nordsøen, som et par hollandske forskere foreslår at etablere (se sidste blog-indlæg) for at forhindre de kommende stigninger i havniveauet i at skabe katastrofale ødelæggelser i Nordeuropa, bør man tydeligvis igangsætte bygningen af hurtigst mulig.

Dæmninger omkring Nordsøen

13/02-2020: Ifølge IPCC’s særlige rapport om havet og kryosfæren, som udkom for knapt et halvt år siden, forventer man, at det globale havniveau kan stige med op til en meter, hvis det værst tænkelige klimascenarie bliver til virkelighed.


IPCC’s beregninger har altid været meget konservative, og de forskere, som bogstavelig talt står på den smeltende is, anser da også en stigning i løbet af de næste 80 år på 2 til 3 meter for meget mere sandsynlig ifølge de nyeste resultater fra afsmeltningen af de store iskapper.


I den forrige mellemistid, Eem-perioden, som blev indledt for omkring 125.000 år siden, var temperaturen op til 1 ºC varmere end i dag – altså svarende til den 2 ºC-opvarmning, som vi med klimaaftalen i Paris helst ikke skal overskride for at undgå alvorlige globale konsekvenser. Atmosfærens indhold af CO2 var blot 280 ppm (dele pr. million luftmolekyler), hvilket jo er betydelig lavere end det niveau på 412 ppm, som vi har i dag, og som fortsat stiger.


Denne mellemistid har været genstand for en for nylig offentliggjort videnskabelig rapport i Nature Communications, fordi forholdene dengang minder om det klima, vi har haft indtil for 200 år siden, hvor CO2-indholdet i atmosfæren for alvor begyndte at vokse.


Det chokerende resultat af undersøgelse er, at i løbet af Eem-tiden steg havniveauet cirka 10 meter, men det mest skræmmende er set i forhold til den stærkt accelererende klimakrise i dag, at havniveauet i perioder steg op til 3 meter pr. århundred.


Havniveaustigninger i den størrelsesorden vil naturligvis være katastrofale for kystsamfund over hele kloden, og som det ser ud i dag, vil intet kunne bremse den udvikling. De økonomiske omkostninger for verdenssamfundet vil selv med IPCC’s lavt satte stigninger i havniveauet være i en størrelsesorden, som er meget svær at sætte tal på og endnu svære at forestille sig.


Når to forskere – Sjoerd Groeskamp, havforsker ved Royal Netherlands Institute for Sea Research, og Joakim Kjellsson fra Geomar-centret for havforskning i Kiel – ifølge en artikel på Royal Netherlands Institute for Sea Research’s hjemmeside foreslår, at man bygger to dæmninger omkring Nordsøen for at beskytte de nordeuropæiske lande mod havet, er det økonomisk set derfor ikke urealistisk.


De to forskere forestiller sig en dæmning på 475 kilometer mellem det nordlige Skotland og Vestnorge og endnu en dæmning mellem det vestlige Frankrig og det sydvestlige England på 160 kilometer, som vil kunne beskytte mere end 25 millioner europæere mod konsekvenserne af de kommende årtiers havniveaustigninger.


Teknisk set skulle problemerne med at bygge de to dæmninger være overkommelig, idet gennemsnitsdybden mellem Skotland og Norge blot er 127 meter med den største dybde ud for Norges kyst på 321 meter. Mellem Frankrig og England overskrider dybden stort set ikke 100 meter. I dag bygger man faste boreplatforme ned til 500 meter eller mere.


Omkostningerne anslås til at ligge mellem 250 og 500 milliarder euro, hvilket knapt nok svarer til 0,1 procent af det samlede bruttonationalprodukt for de lande, som vil blive beskyttet af dæmningerne.


For det nuværende dyreliv i Nordsøen vil dæmningerne have store konsekvenser. For eksempel vil der ikke længere være tidevand i store områder af Nordsøen, og dermed vil der ikke længere ske en omfordeling af slam og næringsstoffer fra floderne, og havet vil i sidste ende blive en ferskvandssø. Den drastiske ændring af økosystemet vil naturligvis også få store konsekvenser for fiskeriet.


Tab af indkomst fra fiskeindustrien og udgifterne til bygning af enorme pumper, som skal flytte vandet, der strømmer ud i Nordsøen fra floderne, over på den anden side af dæmningerne, skal naturligvis indregnes i de endelige omkostninger.


Selvom omkostningerne og konsekvenserne af disse dæmninger vil være meget store, så vil omkostningerne ved ikke at gøre noget mod det stigende havniveau i sidste ende være mange gange større, siger de to forskere.


Forslaget skal således først og fremmest ses som en opfordring til for alvor at få bremset klimaændringerne – heller i går end i dag. Under alle omstændigheder vil det meste af resten af verden dog ikke have midler til lignende tiltag, og her rammer konsekvenserne af den menneskeskabte klimakrise allerede mange steder med fuld styrke.

Global opvarmning accelererer havstrømme

A warming climate appears to be altering global currents, reconstructed here from satellite and ship readings. NASA/GODDARD SPACE FLIGHT CENTER SCIENTIFIC VISUALIZATION STUDIO

11/02-2020: I de sidste par år har videnskabelige undersøgelser peget på, at Golfstrømmen, som er en del af AMOC (Atlantic Meridional Overturning Circulation), derigener en del af det globale transportsystem af havstrømme, har sænket hastigheden med 15 procent siden midten af det tyvende århundrede som følge af, at den arktiske opvarmning og afsmeltningen i Grønland har øget tilstrømningen af ferskvand i Nordatlanten.


Forskerne har derfor frygtet, at Golfstrømmen kan gå så meget i stå, at den ikke længere sender en lun havstrøm op langs den norske kyst, men i stedet vender ud for Den Iberiske Halvø og fortsætter sydpå som en kold understrøm.


I den anden ende af det globale transportsystem af havstrømme har Kuroshio-strømmen, der løber langs Østasien, tilsyneladende været stabil, mens Agulhas-strømmen, som løber langs Østafrikas kyst, er blevet bredere og er blevet splittet op i bugtende strømhvirvler. Derimod har havstrømme i resten Stillehavet sat farten op.


Selvom havforskere har forventet, at opvarmningen af klimaet vil påvirke havcirkulationen, har der tydeligvis ikke været en entydig udvikling i verdenshavenes havstrømme ifølge de tilgængelige observationer. Der findes nemlig ingen langvarige direkte målinger af havstrømme omkring kloden.


Det fik havforsker Hu Shijian fra Chinese Academy of Sciences’s Institute of Oceanology til sammen med sit forskerhold at foretage såkaldte genanalyseringer – hele fem forskellige – hvor man kombinerer observationer af havene og atmosfæren med computermodeller, der udfylder hullerne i de tilgængelige data, hvorved man opnår et globalt billede af den kinetiske energi (kinetisk energi er den energi, et legeme har i kraft af sin bevægelse) i havene. Global kinetisk energi beskriver bevægelsen af havvand og giver et fingerpeg om havcirkulationens intensitet.


Forskerne fandt, at før 1990 varierede den samlede kinetiske energi i verdenshavene, men fra starten af 1990’erne skete der er brat stigning, som har medført en kraftig acceleration i den gennemsnitlige globale havcirkulation (den horisontale bevægelse af havvand) i de sidste to årtier. Accelerationen stikker dybt, siger de, og er særlig udtalt i de globale tropiske have, og den kan tilskrives en global intensivering af overfladevinde siden 1990’erne.


Som en yderligere bekræftelse på de nye og overraskende resultater, brugte forskerne også data fra det såkaldte Argo-program, hvor målinger af verdenshavenes temperatur og saltholdighed i de øverste 2000 meter er blevet foretaget af en flåde på 3893 frit drivende instrumentbøjer i de sidste 15 år.


De måler ikke hastigheden ned gennem vandsøjlen, men deres data indikerer, hvor vinde har ophobet det vand, som er med til at skabe den forskel i tryk, der driver de store havstrømme. Ved at kombinere disse data med bøjernes egne havstrømsbestemte baner, kan man rekonstruere de store havstrømmene og deres hastighed.


Selvom dette datasæt kun dækker seks år fra 2005 til 2010, afslører det ifølge Hu en endnu tydeligere acceleration end de genanalyserede modeller.


Havforsker Alison Gray fra University of Washington i Seattle, som indsamlede de anvendte Argo-data, er da også overrasket over accelerationens størrelse, men hun bemærker, at havvindene, som driver de fleste havstrømme, er steget støt i hastighed over de sidste tre årtier.


Da langsigtede direkte observationer af havstrømme som sagt mangler, for at man kan foretage en direkte verificering af undersøgelsens resultater, og da de tilgængelige in situ-observationer hovedsageligt er begrænset til de øverste 2000 meter, er der naturligvis stadig en vis usikkerhed forbundet med resultaterne, siger de kinesiske forskere. Især kan manglen på data om dybhavet være afgørende.


Derfor opfordrer forskerne til, at man hurtigst mulig får iværksat direkte observationer af dybhavets globale havcirkulation. Da havene udgør store varmereservoirer – over 90 procent af den ekstra menneskeskabte globale opvarmning optages af havene – og samtidig optræder som energifordelere, giver nøjagtige målinger af ændringer i havcirkulationen en afgørende indsigt i klimaændringernes udvikling.

Humlebier, neonikotinoider og den 6. masseuddøen

08/02-2020: ”Vi er nu trådt ind i verdens 6. masseuddøen, den største og måske hurtigste globale biodiversitetskrise siden en meteor afsluttede dinosaurernes tidsalder,” siger Peter Soroye, som er ph.d.-studerende ved Department of Biology på University of Ottawa og medforfatter på en ny undersøgelse om humlebier. Videre siger han til Eurekalert:


”Vi har vidst i nogen tid, at klimaændringer har forbindelse til den voksende udryddelsesrisiko, som er en trussel mod dyr over hele verden. I denne undersøgelse får vi svar på vigtige spørgsmål som hvordan og hvorfor det er sådan. Vi påviser, at arters udryddelse på to kontinenter er forårsaget af varmere og hyppigere temperaturekstremer.”


I undersøgelsen, som blev offentliggjort i Science, brugte forskerholdet data indsamlet over en periode på 115 år om 66 arter af humlebier i Nordamerika og Europa – i Danmark findes der 29 arter – til at udvikle en computermodel, der kan simulere forskellige scenarier af klimakaos.


Modellen gjorde dem i stand til at se, hvordan humlebi-bestande havde ændret sig i årenes løb ved at sammenligne, hvor insekterne er nu i forhold til, hvor de plejede at være. Forskerne blev også i stand til at forudsige ændringer for både individuelle arter og hele samfund af humlebier med overraskende stor nøjagtighed.


Undersøgelsen slår fast, at humlebier forsvinder med en hastighed, der er i overensstemmelse med en masseuddøen. Hvis nedgangen fortsætter på den måde, vil mange arter af humlebier være forsvundet for altid om blot få årtier. Dermed står vi overfor en fremtid med meget mindre diversitet – både i naturen og på vore tallerkener, siger forskerne.


Humlebier er de bedste blomsterbestøvere i naturen, men de er også de mest effektive bestøvere af afgrøder som tomater, squash og bær. Som tidligere undersøgelser imidlertid har påvist, er det ikke kun humlebier, der er blevet hårdt ramt af de menneskeskabte klimaændringer. Andre insekter rammes også hårdt, og den fortsatte brug af pesticider i landbruget forværre forholdene yderligere.


En tysk undersøgelse påviste således i oktober 2017, at op mod 80 procent af flyvende insekter er forsvundet i Tyskland, og meget tyder på, at andre vestlige lande har en tilsvarende nedgang.


Når det drejer sig om bier, ved man, at et pesticid som neonikotinoid, der bliver brugt på blomstrende planter, dræber bier. Stoffet blev derfor forbudt i EU i 2018, men i USA iværksatte de største producenter af stoffet, Bayer og Syngenta sammen med Monsanto, som producerer frø forbehandlet med neonikotinoider, en ihærdig lobbyvirksomhed for at forhindre et forbud i landet ifølge en artikel på The Intercept.


I dag bruges store mængder af kemikaliet på 140 kommercielle afgrøder i USA hvert år. Næsten alle marker med majs og to tredjedele af sojabønnerne i landet stammer fra frø behandlet med neonikotinoider.


Fugle spiser disse frø, og sidste år påviste en videnskabelig undersøgelse i Science, at trækfugle påvirkes af at have spist behandlede frø. Men også hos pattedyr påvirkes helbredet af kontakt med neonikotinoider, viste en undersøgelse i Nature Scientific Reports sidste år, og det betyder naturligvis, at mennesker også rammes.


Så ikke nok med, at vi ufortrødent fortsætter vores rutschetur mod afgrunden som følge af klimakatastrofen, men de multinationale selskaber fortsætter hensynsløst med at forgifte natur og mennesker på vej ud over kanten i deres jagt på profit.

Kulstof-udslip fra permafrost undervurderet

Aerial image of interspersed a permafrost peatland in Innoko National Wildlife Refuge in Alaska interspersed with smaller areas of thermokarst wetlands. (Credit: Miriam Jones, U.S. Geological Survey)

05/02-2020: Permafrost-laget (jordlag, der permanent ligger under frysepunktet) omkring Arktis består af organisk materiale, som stammer fra tiden før den sidste istid. Den nordlige halvkugles permafrost-region dækker cirka 15 procent af Jordens landareal.


I takt med, at klimaet bliver varmere, kan permafrost-laget ikke forblive frosset. Allerede i dag finder en gradvis optøning af jordlaget sted, som vil manifestere sig yderligere over de kommende årtier og århundreder.


I dag regner man med, at permafrost indeholder 1,5 billioner metrisk tons kulstof – cirka dobbelt så meget kulstof, som der er i atmosfæren – og man anslår, at 80 procent af permafrost-laget omkring Arktis vil blive udsat for gradvis optøning med frigivelse af kulstof til atmosfæren. Med en moderat global opvarmning forventes den tiltagende plantevækst i området imidlertid at optage mere kulstof, end der siver ud fra den optøende permafrost.


Ifølge en ny videnskabelig undersøgelse offentliggjort i Nature Geoscience er det dog de sidste cirka 20 procent, hvor jordens indhold af is er høj, der udgør en hidtil overset trussel mod klimaet.


I en proces, som kaldes termokarst – en termisk ændring i jorden, der forårsager landsænkning (se billedet) – kan pludselig optøning finde sted i løbet af få måneder. Det får ekstreme konsekvenser for landskabet i form af oversvømmelser eller jordskred, og kraftig regn og åbne, sorte landskaber som følge af naturbrande kan sætte yderligere fart på den dramatiske proces.


Den alvorligste konsekvens er imidlertid, at den pludselige optøning giver anledning til et stort udslip af kulstof i form af CO2 og metan, der som bekendt er en cirka 30 gange kraftigere drivhusgas end kuldioxid. Selvom mindre en 5 procent af den arktiske permafrost sandsynligvis vil blive udsat for pludselig optøning, siger forskerne, vil udledningerne herfra svare til den udledning, som allerede finder sted fra de gradvist optøende områder.


Til undersøgelsen samlede forskerne en lang række artikler om tidligere og nuværende tilfælde af pludselig optøning i forskellige typer landskab for at finde ud af, hvor stor en del af de samlede CO2-udledninger fra permafrost-områderne, der stammer fra termokarst. De ønskede også at finde ud af, hvor vigtigt det er, at disse informationer bliver inkluderet i globale klimamodeller.


Selvom forskere i det sidste årti har forsøgt at tage højde for feedback-processer i Arktis, så indeholder den seneste rapport fra IPCC kun beregninger af den gradvise optøning af permafrost, dog som en stadig uopklaret feedback-proces i Jordsystemet.


Medforfatter på undersøgelsen David Lawrence fra National Center for Atmospheric Research (NCAR) siger til CU Boulder Today:


”Konsekvenserne af pludselig optøning er ikke repræsenteret i en eneste eksisterende global model, og vores resultater indikerer, at det kunne forstærke permafrost/klima-kulstof feedback-processen med en faktor på op til to og dermed forværre problemet med at nå ned på acceptable udledninger, hvis man ønsker at forblive under bestemte mål for klimaændringer.”


Resultaterne forstærker således vigtigheden af at medtage permafrost i alle typer af klimamodeller samtidig med iværksættelse af markante klimatiltag, hvor udledningerne af CO2 hurtigst mulig fases ud.


”Vi kan uden tvivl forhindre de værste konsekvenser af klimaændringer, hvis vi skrider til handling i løbet af de næste 10 år,” siger hovedforfatter på undersøgelsen Merritt Turetsky, leder af Institute of Arctic and Alpine Research (INSTAAR) på CU Boulder.

Brug The Guardian

Dear Jan,

04/02-2020: One of the cardinal rules of news reporting is to keep yourself out of it. We are here to tell stories about other people, not about ourselves. Very occasionally, there are exceptions that warrant a personal touch, but in general reporters should take steps to ensure that their copy does not succumb to an I-infection.

Last week we broke the rule with some news about the Guardian. We declared that we will no longer accept advertising from fossil fuel extractive industries. We don't often self-promote like this - we prefer to let our journalism do the talking. But on this occasion we felt it was warranted because of the precedent we are setting.

We are the first major global news organisation to turn our backs on the oil and gas industry. The move will cost us money. But we felt obliged to act because the greenwashing that these industries indulge in is increasingly at odds with our editorial efforts to highlight the mounting climate emergency and the huge task ahead. You can't keep saying that the ship is sinking while at the same time extolling the virtues of icebergs.

There are implications for our relationship with you. We are hopeful that we can make up the advertising shortfall with contributions from people who understand, and sympathise with, our direction of travel. As our interim chief executive Anna Bateson said: "Because of the support we get from our readers, it is less of a risk.”


Unlike many news organisations, we chose an approach that means all our reporting is free and available for everyone. We need your support to keep delivering quality journalism that’s open and independent. Every reader contribution, however big or small, is so valuable.


For as little as €1 you can support us – and it only takes a minute. Thank you. Make a contribution - The Guardian

Tundraen omkring Arktis grønnes

02/02-2020: Det udstrakte, åbne og regnfattige landområde i de arktiske dele af Europa, Asien og Nordamerika kaldes med et kola-samisk ord tundra. Disse områder er - i hvert fald indtil for nylig – præget af permafrost og lav vegetation som mose- og hedeplanter.


Den globale opvarmning har imidlertid betydet, at temperaturen i det arktiske område er blevet opvarmet med mere end 2 ºC i forhold til resten af kloden, hvor gennemsnitstemperaturen foreløbig er steget med 1,1 ºC.


Økosystemerne i tundraen har reageret med en udbredt plantevækst som følge af, at sneen smelter tidligere og dermed giver planterne en tidligere start. Det betyder, at vegetationen breder sig til nye områder, og de planter, der allerede gror i regionen, bliver i dag højere.


Et hold på mere end 40 forskere fra Europa og Nordamerika har i en netop offentliggjort artikel Nature Climate Change afsløret, at årsagerne til den øgede plantevækst i tundraen er mere kompleks og varieret, end man tidligere troede.


I den seneste IPCC-rapport kaldes det forhold, at tundraen grønnes, det tydeligste eksempel på klimaændringernes indvirkning på jordoverfladen. Med satellitter har man i de sidste 40 år kunnet følge udviklingen i vegetationen i de arktiske egne, hvor in situ-tilgængeligheden vanskeliggøres af det uvejsomme terræn.


Viden om, hvad der foregår i de arktiske områder, er vigtig, da en tiltagende plantevækst kan ændre den globale oplagring af kulstof i jorden og overfladens energibudget, hvilket kan give anledning til hidtil upåagtet feedback-processer i forholdet mellem vegetation og klima.


I de seneste år har netop satellit-undersøgelser imidlertid afsløret en tydelig opbremsning og endda en tilbagerulning af vegetation i nogle regioner. Denne opbremsning stemmer tilsyneladende ikke overens med tidligere tidligere sete langvarige konsekvenser af opvarmning, og forskning tyder nu på, at der er en betydelig uensartethed i vegetationens reaktioner på klimaændringer omkring Arktis.


Hidtil har det været sådan, at når det drejer sig om spektral fjernregistrering med satellit bruges udtrykket at ’grønnes’, når vegetationen spreder sig, mens man siger, at jorden i Arktis ’brunes’, når vegetationen forsvinder. For miljøforskere i felten dækker de to udtryk i stedet over ændringer i vegetationen i et område. Forskellen i fortolkningen skyldes, at satellitter også registrerer ændringer i tidspunktet for afsmeltning af sneen, og hvor vådt landskabet er.


I dag er nye teknologier som droner og fly til rådighed, og sammen med satellitter kan man nu følge udviklingen i vegetationen helt ned på fodboldbane-strørrelse. Det giver helt nye muligheder, siger medforfatter på undersøgelse dr. Jeffrey Kerby til Eurekalert:


”Ud over at indsamle nye billeder, revolutionerer fremskridt i den måde, hvorpå vi bearbejder og analyserer disse data – selv billeder, der er årtier gamle – vores forståelse af fortiden, nutiden og fremtiden i Arktis.”


Ifølge professor Scott Goetz fra School of Informatics, Computing and Cyber Systems ved Northern Arizona University er denne forskning vital for vores forståelse af de globale klimaændringer. Vegetationen i tundraen virker som en barriere mellem den stadig varmere atmosfære og de enorme mængder af kulstof, der er oplagret i den frosne jord.