MAJ

Udsigten for hurricane-sæsonen 2020

27/05-2020: Den forestående hurricane-sæson i Atlanterhavet bliver særlig udfordrende i år i mange lande som følge af COVID-19 pandemiens krav om at holde afstand og blive hjemme.


Hvert år forårsager hurricanes og tropiske cykloner flodbølger, oversvømmelser, ekstreme vindhastigheder, tornadoer og lynnedslag, der giver store ødelæggelser og tab af liv. Oven i er sundhedsinfrastrukturen i mange lande så yderligere belastet på grund af pandemien. Behovet for pålidelige og langsigtede forudsigelser om ekstreme vejrsituationer er derfor særlig vigtig for de enkelte landes katastrofeberedskaber i år.


Derfor kan det give anledning til en vis bekymring, når NOAA’s Climate Prediction Center i år forventer 13 til 19 navngivne storme, hvoraf 6 til 10 kan udvikle sig til hurricanes med vindhastigheder på 119 kilometer i timen eller højere. Man forventer, at 3 til 6 hurricanes kan udvikle sig til kraftige kategori 3-, 4- eller 5-orkaner med vindhastigheder på 178 kilometer i timen eller højere.


Det forventes, at der er 60 procent chance for, at denne forudsigelse holder, og blot 30 procent chance for, at sæsonen bliver tæt på normalen. I en normal sæson har man 12 navngivne storme, hvoraf 6 bliver til hurricanes og tre af dem bliver til kraftige hurricanes.


Årsagen til en kraftigere hurricane-sæson i år er, at en El Niño-hændelse, der normalt undertrykker hurricane-aktivitet, højst sandsynlig udebliver i år. Derudover bevirker en kombination af flere klimafaktorer, at netop Atlanterhavet kan forvente en højere aktivitet end normalt.


Det er for eksempel faktorer som, at der i den tropiske del af Atlanterhavet og i Det Caribiske Hav er temperaturer ved havoverfladen, som ligger over gennemsnittet. Sammen med reduceret vertikal vindforskydning, svagere tropiske passatvinde i Atlanterhavet og en forstærket vestafrikansk monsun øger det betingelserne for flere storme.


Hurricane-sæsonen 2017 var en af de værste nogensinde, og den fik alvorlige socioøkonomiske konsekvenser for mange samfund. Tre ødelæggende hurricanes ramte land – Harvey i Texas, Irma i Caribien og det sydøstlige USA og Maria i Caribien og Puerto Rico. De medførte store tab af menneskeliv og ødelæggelse af infrastruktur og landbrug.

Ambitiøse klimamål er ikke nok

24/05-2020: For få dage siden afslørede en undersøgelse i Nature Climate Change, at de tvungne frihedsberøvelser, som en del af klodens befolkninger har gennemlevet under COVID-19, midlertidigt har sænket de daglige udledninger af CO2 med omkring 17 procent frem til begyndelsen af april.


Klimaforskere er dog enige om, at disse relativt små ændringer på ingen måde vil have nogen indvirkning på klimaet – tværtimod. Til gengæld har COVID-19 pandemien med al tydelighed vist, hvor store ændringer i livsstil og økonomiske strukturer der kræves, hvis vi skal være i stand til at mildne de værste virkninger af klimakrisen.


Årsagen er, at drivhusgassernes molekyler bliver hængende i atmosfæren i lang tid. For eksempel kan den kraftigste drivhusgas metan forblive i atmosfæren i omkring 12 år, mens den almindeligste drivhusgas kuldioxid kan blive hængende i op til 200 år. Og i øjeblikket vokser mængden af drivhusgasserne stadig.


Oven i den nedslående besked kommer så endnu en nedslående undersøgelse i form af et notat skrevet af økonomer fra Københavns Universitet og udgivet i EUCalcs nyhedsbrev Policy Brief nr. 7, februar 2020.


Det viser sig ifølge de to forskere, Wusheng Yu og Francesco Clara, at ambitiøse klimaplaner i EU faktisk kan øge udledningen af drivhusgasser i resten af verden. Hele 61,5 procent af EU’s udledninger kan ende som øget udledninger i verdens andre lande.


Det er en specialudviklet økonomiske model, der ligger til grund for notatet. Denne model er en del af EU Horizon 2020-projektet EUCalc, som har til formål at beskrive forskellige veje til grøn omstilling i EU.


For hvert ton CO2e, som EU undlader at udlede, vil 61,5 procent af dette ton ifølge beregningerne altså blive udledt andre steder i verden. Denne såkaldte kulstoflækage vil dermed betyde, at man kun opnår en global CO2e-besparelse på 385 kilo per ton.


(CO2e eller kuldioxid-ækvivalenter er omregningsfaktorer til sammenligning af forskellige drivhusgassers indvirkning på drivhuseffekten. Man har således beregnet, hvor mange ton CO₂ der skal til for at skabe den samme effekt som ét ton af en anden drivhusgas.)


Skruer EU på alle grønne håndtag i forbindelse med produktion og forbrug indenfor for eksempel industrien og energisektoren, hvilket man påtænker ifølge det mest ambitiøse 2050-scenarie, som EUCalc-modellen har beregnet, vil det gøre produkterne dyrere. Det vil betyde forringet konkurrenceevne på verdensmarkedet og være en fordel for lande som Kina og USA, der kan producere lignende vare billigere.


Dermed vil der blive produceret færre varer i Europa. Det vil så medfører en øget import af varer, hvis man skal tilfredsstille efterspørgslen i EU. Samtidig vil en planlagt udfasning af fossile brændstoffer, som Danmark ifølge regeringens klimaplan skal være uafhængig af i 2050, sænke priserne på disse brændstoffer, fordi efterspørgslen så falder i EU, og det vil sandsynligvis blot betyde, at lande udenfor EU vil øge deres forbrug af fossile brændstoffer.


I det hele taget vil en mere klimavenlig forbrugeradfærd i de europæiske lande med stor sandsynlighed blot sende de sparede udledninger andre steder hen uden for EU ifølge beregningerne.


Hvis europæerne faktisk retter sig efter anbefalingerne og spiser mindre rødt kød, så vil importen af kvægfoder som soja naturligvis dale, men importen af andre typer afgrøder og plantebaserede fødevarer vil sandsynligvis stige, hvilket i så fald også kan øge CO2-udledningerne i resten af verden.


Til Københavns Universitets nyheder.ku.dk siger Wusheng Yu:


"En grøn omstilling i EU alene kan ikke reducere den globale drivhusgasudledning effektivt. Vi er nødt til at finde måder at få de andre med ombord på. Ellers vil virkningen af vores indsats blive ødelagt af international konkurrence, og det vil blive umuligt at leve op til Paris-aftalens mål i tide.”


Netop det har været argumentet blandt partier på højrefløjen for, at hverken Danmark eller for den sags skyld EU bør gå enegang, når det gælder opfyldelsen af de klimamål, som ifølge klimaaftalen fra Paris kræver, at vi skal reducere de globale udledninger af CO2 med 7,6 procent OM ÅRET mellem 2020 og 2030, hvis vi skal gøre os håb om at begrænse den globale opvarmning til 1,5 ºC.


Den tidligere omtalte undersøgelse i Nature Climate Change forudsiger i øvrigt, at hvis nogle af de restriktioner, som vi har levet med i de seneste tre måneder, fortsatte i resten af 2020, ville dette års reduktion af udledninger nå 7,5 procent. Verdensøkonomien er imidlertid ikke styret af sund fornuft, men af økonomisk vækst og profit – kapitalismens og den politiske højrefløjs mantra.


I forvejen er grundlaget for vore økonomier stadig fossile brændstoffer, og vore energisystemer er bygget op omkring dem. Forbavsende lidt har ændret sig siden det første oliechok i 1973, hvor kul, olie og gas stod for 87 procent af verdens samlede energiforsyning – i 2017 udgjorde de 81 procent, og i løbet af den samme periode er den samlede energiforsyning mere end fordoblet.


De grønne energikilder, vi har til rådighed i dag, har ikke erstattet fossile brændstoffer, men kører blot sideløbende. Og der er stadig planer om at bygge kulfyrede kraftværker og infrastruktur for olie og gas.


COVID-19 pandemien gav os om ikke andet et glimt af, hvordan en ny og bedre verden kunne se ud, men viste altså også, hvor lang vejen til en bedre fremtid i virkeligheden er.


’System Change not Climate Change’ er nemlig den eneste farbare vej.

Biomasse

20/05-2020: ’Ny rapport slår fast: En del af Danmarks grønne energi kan være sort som kul’, lyder overskriften på en artikel på dr.dk den 18/05.


Den nye rapport kommer fra Energistyrelsen og er en biomasseanalyse, der dokumenterer, at dansk forbrug af biomasse i nogle tilfælde kan føre til global udledning af drivhusgasser, som ikke bogføres.


Klimarådet, der er et uafhængigt råd af eksperter nedsat til at rådgive regeringen om klimapolitikken, er tidligere kommet frem til en lignende konklusion, og går man ind på miljøorganisationen Noahs hjemmeside og søger på ’biomasse’, kan man forvisse sig om, at den konklusion blev draget for mindst 10 år siden.


Alligevel kommer 64 procent af den grønne energi, som Danmark bruger i dag, fra biomasse, fortæller rapporten. Hele 75 procent af biomassen kom i 2018 fra træ, mens bionedbrydeligt affald og halm udgjorde henholdsvis 13 og 12 procent.


Træet bliver importeret fra de baltiske lande, Skandinavien, andre EU-lande, Rusland, USA og Brasilien, og importen er stigende. I 2018 importerede vi for eksempel 88 procent flere træpiller end i 2012.


Men den nye rapport slår fast, at der er alvorlig tvivl om, hvorvidt træbiomasse fra for eksempel Rusland og USA overhovedet er bæredygtigt – altså 10 år efter at forskere og miljøorganisationer påpegede blandt andet det problem.


Hvad er så årsagen til, at man stadig satser på biomasse i stor stil over hele verden?


Svaret er simpelt: Økonomiske interesser hos store multinationale spillere og politikere med tvivlsomme motiver – i Danmark såvel som i resten af verden. Præcis de samme forhold, som styrer udviklingen i sol- og vindindustrien.


I øjeblikket giver EU arealstøtte (landbrugsstøtte) til etablering af såkaldt energiplantning – det vil sige plantning af træer som pil, der er særlig velegnet til produktion af træpiller – altså også i Danmark. Der er således mange penge i at fremme brugen af biomasse, og herhjemme er biomasse til brug i danske kraftværker langt den største modtager af støtte fra staten.


Klimatænketanken Sandbag fortalte i en rapport fra december 2019, at den planlagte biomasseomstilling, som de europæiske kraftværker er i gang med, vil ende med at kræve fældning af skov i en størrelsesorden på 2700 kvadratkilometer om året, hvilket giver 36 millioner tons træpiller. Det svarer til den nuværende globale produktion.


Alligevel vil det blot leverer 64 TWh (terawatt-timer) elektricitet, hvilket er mindre end 2 procent af EU’s el-produktion for nuværende. Faktisk svarer det til den kapacitet, som EU tilfører hvert år med grønne energikilder som sol og vind.


Om en ny dansk regering vil være i stand til at ændre ret meget ved den udvikling (se i øvrigt infogrammer på denne Noah-hjemmeside), kan kun tiden vise – og tid har vi ikke mere af, når det gælder klimakrisen.


Foreløbig har regeringen opstillet bæredygtighedskriterier, som stort set svarer til de krav, miljøfolk opstillede for 10 år siden. Om dem siger klimaordfører Mai Villadsen fra Enhedslisten til dr.dk:


”Det er godt, at der til en start kommer nogle bæredygtighedskrav, men det er slet ikke nok. Vi skal have nogle afgifter på biomasse, så det kommer til at koste at brænde det af. Det er et alternativ, der ikke er så klimavenligt, som det giver sig ud for.”


I øvrigt vil Enhedslisten ud over afgifter også have en udfasningsplan for biomasse, og ser blandt andet gerne, at der om ti år ikke længere blev importeret biomasse fra udlandet – sådan. Men hvis resten af verdens lande ikke er med på den model, forslår det som en skrædder i helvede.

Flere alvorlige virussygdomme på vej

19/05-2020: I sidste uge fortalte en række forskere på Københavns Universitets nyhedshjemmeside, at ødelæggelsen af naturen og de igangværende klimaændringer kan øge risikoen for pandemier som COVID-19.


Ifølge forskerne ser det ud til, at ødelæggelse og tab af de naturlige økosystemer i kombination med klimaændringerne spiller en rolle for, hvor tit virusser foretager springet fra dyr til mennesker og bliver globale pandemier.


I artiklen siger professor Carsten Rahbek fra Center for Makroøkologi, Evolution og Klima ved GLOBE Institute på Københavs Universitet:


”Det lyder måske som en overdrivelse, når vi forbinder klimaændringer og tab af biodiversitet og økosystemer med pandemier som COVID-19. Men når vi mennesker direkte eller indirekte ødelægger dyrs habitater, og når op til 70 procent af de naturlige økosystemer påvirkes, kan dyrene blive tvunget til at søge mod nye habitater for at kunne overleve og i det forløb komme i tættere kontakt med husdyr og mennesker. Det gælder for eksempel for flagermus, der bærer rundt på mange virusser.”


SARS, MERS og Ebola er andre eksempler på sygdomme, som skyldes virusser overført fra flagermus til mennesker, men som heldigvis kun blev til regionale epidemier – indtil videre. En af de grundlæggende årsager til disse sygdomme er for eksempel tæt kontakt mellem mennesker og flagermus på verdens dyremarkeder som for i Wuhan, hvor COVID-19 også menes at have sit udspring.


En lige så vigtig årsag er imidlertid, at flagermusens habitater bliver ødelagt, og her spiller de menneskeskabte klimaændringer en stor rolle. Som omtalt i et tidligere blog-indlæg bevæger dyrene i verdenshavene sig væk fra den tropiske varme og søger mod polerne, men også på landjorden er den gal, og flagermusen er langt fra det eneste dyr på flugt.


Et eksempel er tigermyggen, som stammer fra Sydøstasien, og dens udbredelse er stærkt afhængig af temperatur og nedbør. Den trives bedst i sommertemperaturer på mellem 20 og 25 ºC og kan overleve om vinteren, hvis temperaturen i januar forbliver over 3 ºC.


Hun-tigermyggen lever af blod fra mennesker og dyr, og virussygdomme som zika, chikungunya-feber og dengue-feber overføres af hunmyggen. Som det er tilfældet med COVID-19 har man stadig ikke udviklet vacciner mod disse sygdomme.


De stigende globale temperaturer og ændrede nedbørsmønstre betyder, at myggen i dag langsomt er på vej op gennem Europa. Chikungunya-feber og dengue-feber udgør allerede et alvorligt problem i byer som Bologna og Rom, hvor myggen i dag er almindelig.


I øjeblikket tyder alle klimamodeller på, at fortsat udledning af drivhusgasser til atmosfæren vil betyde, at også Europa vil blive endnu varmere i de kommende årtier, end beregninger hidtil har vist. Dermed kommer de virussygdomme, som tigermyggen medfører, til at udgøre en stigende belastning for mange europæiske landes sundhedssystemer.


Ved hjælp af data fra EU’s Earth Observation Programme under Copernicus har Flemish Institute for Technological Research skabt et værktøj (se billedet foroven), der viser de fremtidige klimaforhold i Europa. Det fremgår med al tydelighed, at Europa går mod klimaforhold, som vil fremme tigermyggens udbredelse.


Man forventer, at programmet vil kunne hjælpe medlemslandenes regeringer til at forstå de helbredsrisici, som klimaændringerne i stigende grad bringer. Ligeledes vil rejsebureauer kunne bruge programmet til at rådgive deres kunder om, hvor og hvordan man undgår at blive stukket af myggen. Som det fremgår af værktøjet er det netop mange europæeres foretrukne rejsemål sydpå, som i de kommende år vil være truet af tigermyggen.


COVID-19 pandemien afslørede med al tydelighed, at det først og fremmest er verdens fattige, der rammes hårdt af denne virus. Det samme vil være tilfældet med de virusser, som tigermyggen medfører. For Europas vedkommende vil det især gælde storbyernes fattige kvarterer, hvor befolkningstætheden er høj og boligforholdene dårlige.

Dødbringende hedebølger bliver hyppigere

13/05-2020: Den globale ophedning kan betyde, at mange tætbefolkede områder af kloden allerede i løbet af de næste 50 år kan blive for varme for mennesker, fortæller en ny videnskabelig undersøgelse offentliggjort i PNAS for få dage siden.


I de sidste 6.000 år har hovedparten af menneskeheden levet i områder, hvor den årlige gennemsnitstemperatur altid har ligget mellem 11 ºC og 15 ºC, siger forskerne. I dag har de fleste mennesker det bedst med gennemsnitstemperaturer mellem 21 ºC og 27 ºC. Afgørende for temperaturspændet på 11-27 ºC er vores velbefindende og muligheden for fødeproduktion – menneskehedens såkaldte ”klima-niche”.


Den igangværende globale opvarmning vil naturligvis påvirke disse temperaturer, og den har allerede betydet, at den globale gennemsnitstemperatur i dag er 1,1 ºC over det før-industrielle niveau, men det stopper ikke her.


Forskningsresultater fra sidste år understøtter tidligere modelberegninger (se blog-indlæg 19/09-2019 Global opvarmning forværres yderligere), som fortalte, at den globale gennemsnitstemperatur i løbet af de næste 80 år kan nå 6 til 7 ºC over det før-industrielle niveau.


I den foreliggende undersøgelse har forskerne imidlertid brugt en gennemsnitlig global temperaturstigning på 3 ºC i dette århundrede, som det værste scenarie med en fortsat stigning i de globale udledninger af drivhusgasser.


Deres beregninger viser, at for hver grad de globale temperaturer stiger, vil en milliard mennesker enten blive tvunget til at flytte eller være tvunget til at udholde ulidelig varme. Selv med et mere optimistisk scenarie vil 1,2 milliarder mennesker stadig ende uden for den hidtidige klima-niche.


Undersøgelsens forfattere siger til The Guardian, at de bogstavelig talt blev blæst bagover, da de så resultaterne, idet de ikke havde forventet, at menneskeheden var så sårbar. En af forfatterne, Tim Lenton fra Exeter University, sagde:


”Tallene er simpelthen lammende. Jeg blev helt bogstaveligt sendt til tælling, da jeg første gang så dem. Jeg har tidligere studeret klimatærskler, som sædvanligvis forekommer apokalyptiske. Men disse tal ramte meget hårdere. Det sætter truslen i et utvetydigt menneskeligt perspektiv.”


Forskerne bag undersøgelsen understreger, at de befolkninger, som vil blive hårdest ramt af den markante forandring af de i dag velkendte klimazoner som følge af den globale opvarmning, ikke overraskende er verdens i forvejen fattigste mennesker og især dem, der er mest afhængige af føde, som produceres af småbønder.


The Lancet Climate Commission offentliggjorde sidste år en rapport, der viste, at ekstreme temperaturer og luftfugtighed i 2018 betød, at 150 milliarder arbejdstimer gik tabt. Det tal kan i fremtiden fordobles eller firdobles afhængig af, hvor mange mennesker der stadig arbejder i små landbrug i klodens varmeste egne.


Til The Guardian siger en anden af hovedforfatterne, professor Marten Scheffer fra Wageningen University:


”Jeg tror, at det er rimeligt at antage, at gennemsnitstemperaturer over 29 ºC er umulige at leve under. Man er nødt til at flytte eller tilpasse sig. Men der er grænser for tilpasning. Hvis man har penge nok og adgang til energi, kan man bruge aircondition og få fløjet mad ind, og så klarer man den måske. Men for de fleste mennesker er det ikke tilfældet.”


Forskere fra Anglia Ruskin University udarbejdede sidste år et såkaldt ’Chaos Map’, som skal være med til at forudsige fremtidige spændinger som følge af forstyrrelser af adgangen til livsvigtige ressourcer som vand og fødevarer.


Kortet viser, at der i 13 års-perioden fra 2005 til 2017 har været 1300 dødsfald som følge af voldelige sociale opstande og selvmord som kan sættes i forbindelse med mangel på føde, vand og brændstof.


Regeringer verden over har endnu ikke været i stand til at finde metoder til at reducere risici for konflikter for eksempel som følge fødevaremangel. Forskerne advarer derfor om, at kommende klimakatastrofer, heriblandt oversvømmelser og tørker som ødelægger høstudbytter, kan føre til omfattende vold og sammenbrud af globale markeder.


En anden af forfatterne til den første undersøgelse, Xu Chi fra Nanjing University, udtalte også til The Guardian:


”Vi har tydeligvis brug for globale tiltag, hvis vi skal beskytte vore børn mod de potentielt enorme sociale spændinger, som de forventede [temperatur] ændringer kan give anledning til.”


Afrika og Asien er ikke overraskende de mest udsatte regioner, og derfor kan vi med sikkerhed konkludere, at de flygtningestrømme mod for eksempel Europa, som vi hidtil har oplevet, vil blive mange gange værre i de kommende år.


Skulle det gå så galt, at de globale gennemsnitstemperaturer stiger med 6 til 7 ºC i løbet af de næste 80 år, som andre videnskabelige undersøgelser som sagt tyder på, så ... ja, det har man ikke lyst til at tænke på.

Uberettiget kritik af 'Planet of the Humans'

10/05-2020: Dokumentarfilmen Planet of the Humans instrueret af Jeff Gibbs og produceret af Michael Moore (se videoen) er blevet udsat for hård kritik af visse miljøfolk og miljøorganisationer.


I en artikel på The Conversation med titlen ’3 times Michael Moore’s film Planet of the Humans gets the facts wrong (and 3 times it gets them right)’ har den australske professor Ian Lowe, som i 50 år har studeret og skrevet om energiforsyning, brugen og de miljømæssige konsekvenser, gennemgået tre minusser og tre plusser i filmen.


Jeg er helt uenig af hans fremstilling af sagen.


Det er rigtigt, at solpaneler i dag opererer med en effektivitet på mellem 15 og 20 procent, men om de over en forventet levetid for disse paneler på 20 til 25 år leverer mere strøm end de energimæssige omkostningerne ved deres fremstilling og drift, er ikke bevist – først og fremmest fordi de nye paneler indtil nu højst har kørt i fem år.


Han linker til en side, der tilsyneladende understøtter hans påstand. Det er dog ikke selve artiklen (i øvrigt syv år gammel), som er interessant i den forbindelse, men kommentarerne. Som en person på baggrund af egen erfaring nævner her, fejler selve solpanelet ikke noget, men alle de andre materialer som for eksempel rammerne og silikone-fyldningerne kan have svingende kvalitet, der slet ikke lever op til den forventede levetid – det hele er produceret i Kina i øvrigt.


De fem største leverandører af solpaneler i verden (2020) er netop kinesiske, og kinesiske virksomheder opererer på samme markedsvilkår som alle andre virksomheder på kloden – optimering af vækst og profit. Selv om det drejer sig om leverandører af såkaldte grønne energikilder, er betingelserne nøjagtig de samme som for de fleste andre multinationale selskaber – man springer over, hvor gærdet er lavest, hvis det kan lade sig gøre.


Jeg har tidligere flere gange omtalt problemerne med Vestas produktion af vindmøller i Danmark, som man endte med at flytte til Spanien efter at 3F måtte køre mere end 80 sager mod virksomheden for et arbejdsmiljø med farlige stoffer til produktionen af vindmøllevinger, der gjorde mange medarbejdere syge (se blog-indlæg 09/05-2019: Vindmølleindustrien og det grønne aftryk). Forholdene for arbejderne blev ikke bedre i Spanien, men man var fri for ’emsige’ 3F-folk – og det samme er Kina.


Der er naivt at tro, at solpanel-industrien skulle være anderledes, især når man ved, at Kina står for en stor del af den globale produktion af solpaneler. Dertil har der været for mange sager om rigtig dårlige arbejdsforhold for de kinesiske arbejder i landet, hvor vi sandsynligvis blot kender toppen af isbjerget.


Det er i øvrigt klogt af Ian Lowe at vælge Australien til at understøtte sine synspunkter om grønne energikilder – landet med lille befolkningstæthed og rigtig meget plads. De fleste andre lande i verden er meget mindre end Australien og med meget større befolkningstæthed.


Han fortæller, at landet med grønne energikilder vil kunne opnå en andel af elforsyningen på 75 procent i 2025. Hvis landene i Europa skulle bruge tilsvarende arealer for at opnå samme andel af grøn energi i energiforsyningen, skal Europas landbrug og naturarealer flyttes til Australien for at skabe plads.


Under alle omstændigheder er forudsætningen for, at Australien i 2025 og frem vil kunne køre på grønne energikilder, at solpanelerne og vindmøllerne faktisk lever op til den forventede levetid på 20 til 30 år.


Lige præcis den forudsætning holder slet ikke i en tid med en klimakrise, der forværres år for år. Perioder med ekstremt vejr vil stige eksponentiel i de kommende årtier og den forudsætning er overhovedet ikke medtaget i de beregnede levetider for de grønne energikilder og af gode grunde – man skal jo ikke ødelægge et profitabelt marked med negative forudsigelser.


Det vil for eksempel give anledning til voldsommere haglbyger med kraftig vind, der er ødelæggende for solpaneler, især på hustage, som man har kunnet se på diverse private videoer optaget af almindelige mennesker under sådanne hændelser blandt andet i Europa.


Derudover er det allerede dokumenteret, at vindmøllevinger fra de store europæiske virksomheder – og sandsynligvis fra alle andre vindmølleproducenter – slet ikke kan holde til den stadig voldsommere nedbør, vi allerede har oplevet. Levetiden for vingerne bliver betydeligt reduceret.


Lad mig blot endnu engang citerer en artikel, som blev bragt på DTU Vindenergi’s hjemmeside i slutningen af 2018: "Forkanterosion er en stor udfordring i vindbranchen, og et solidt beskyttelsessystem er nødvendigt for at understøtte industriens fortsatte konkurrence mod de konventionelle energikilder.”


I forvejen er opbevaring af overskydende energi fra sol og vind til senere anvendelse, når Solen ikke skinner, og/eller når vinden er løjet af, et stort problem. Hertil fremhæver Ian Lowe batterier som en løsning, og dermed modsiger han sig selv, når han netop roser filmen for at gøre opmærksom på, at uendelig vækst på en klode med begrænset ressourcer er selvmord.


Som jeg tidligere har omtalt, er netop produktionen af batterier særlig afhængig af såkaldte sjældne jordarter, og alle de problemer, det medfører, kan også læses i en to måneder gammel artikel i Weekendavisen med overskriften ’Elbiler behøver batterier’.


Jeg er naturligvis helt på linje med adskillige budskaber i filmen.


Først og fremmest kan de såkaldte grønne energikilder slet ikke kommer i nærheden af at kunne løse klimakrisen, og slet ikke inden for den tidsramme, der er nødvendig. Derfor er det farligt og spild af tid at fortsætte ad den vej.


Filmens hovedbudskab om, at uendelig vækst på en klode med begrænset ressourcer er selvmord, er indlysende rigtig. Den eneste vej frem er aflysning af vækst- og profitfilosofien, og det kræver ’System Change not Climate Change’.


Corona-pandemien har understreget, hvor store omkostningerne er ved en nedlukning af et verdenssamfund baseret på vækst og profit. Det får desværre ingen virkning på tiden efter pandemien, hvor flere stadig vil have mere.

Bekymrende forandringer i Nordøstatlanten

The large blue region in the northern Atlantic represents a slowing of the cyclonically circulating gyre. (Credit: NASA)

06/05-2020: Den sidste istid toppede for cirka 26.000 år siden, men først for omkring 12.000 år siden stabiliseredes klimaforholdene så meget, at vore forfædre for alvor fik mulighed for at leve under mere stabile vejrforhold.


Det var forudsætningen for, at de mennesker, der bosatte sig langs verdens store floder for omkring 7.000 år siden kunne begynde at dyrke afgrøder. For cirka 5.000 år siden fik folk i Nordeuropa den samme mulighed for landbrug – dog afbrudt af korte perioder med køligere klima, men den føde, som havet leverer, har altid været afgørende i hele menneskets historie.


En vigtig faktor for varmere klima i den nordlige del af Europa har uden tvivl været stabile lune havstrømme i Nordatlanten. Store havstrømme overalt på kloden har imidlertid naturlige kredsløb til dels påvirket af de såkaldte Milanković-cykler, og disse kredsløb har indflydelse på, hvor havets dyr – heriblandt plankton, fisk, havfugle og hvaler – bevæger sig hen.


Den nordøstlige del af Atlanterhavet er i den forbindelse afgørende vigtig for det globale klimasystem og havenes økosystemer, idet de nedsynkninger af saltholdigt overfladevand, der driver det globale transportbånd af havstrømme – inklusiv Golfstrømmen – foregår her.


Da havets fødekilder også i dag er livsvigtige for en stor del af verdens befolkninger, har det stor betydning, at klimaændringerne i øjeblikket opvarmer havene så meget, at mange dyr i vandet flygter mod polerne til forhold, der ligner dem, de var vant til før klimakrisen.


En ny videnskabelig undersøgelse offentliggjort i Geophysical Research Letters påviser nu, at der i løbet af det 20. århundrede er sket en markant ændring i cirkulationen af overfladevand i den nordøstlige del af Atlanterhavet – den såkaldte nordatlantiske subarktiske gyre.


Det er denne subarktiske gyre, som skaber forbindelsen mellem de tropiske havområder og havområder på høje breddegrader. Den spiller en vigtig rolle i dannelsen af dybhavsstrømme, spredning af Atlanterhavets vande ind i Arktis, og ikke mindst i skabelse af habitater for de mange vigtige økosystemer i Nordatlanten.


Forskerne bygger de nye resultater på boreprøver hentet op fra havbunden syd for Island, hvor en stor dybhavsstrøm har opbygget store mængder sediment, som indeholder bittesmå fossile plankton kaldet foraminifera.


Forskellige arter af disse plankton lever under forskellige forhold, og ud fra deres skaller bestående af kalciumkarbonat er de lette at identificere. De dybeste sedimentprøver indeholder de ældste fossiler, mens fossiler på overfladen er af nyere dato. Ved at tælle fordelingen af de forskellige arter, kan man udlede forholdene i vandet, da de døde.


Ud fra disse indicier kan forskerne også konstatere, at ændringen i cirkulationen af overfladevandet i området er usædvanlig set over de sidste 10.000 år. Den har medført, at subtropiske økosystemer har kunnet sprede sig til nye habitater længere nordpå, og forskerne mener, at det sandsynligvis også betyder en tilstrømning af varme til høje breddegrader.


Konsekvenserne af den usædvanlige havcirkulation ses også tydeligt i dyrelivet i hele Nordatlanten. Lige syd for Island er der sket en reduktion i antallet af koldtvandsplankton og en stigning i antallet af varmtvandsarter. Det betyder, at de kolde næringsrige vande er blevet erstattet af varmere vand.


Det er sådanne ændringer, der har ført til migration af vigtige fiskearter som for eksempel makrel til nordligere fiskevande, og forskerne mener, at netop den udvikling allerede har ført til politiske spændinger om fiskerirettigheder blandt mange lande.


Længere nordpå fortæller andre indicier baseret på de sammen fossiler, at større mængder varmt vand når frem til Arktis fra Atlanterhavet, hvilket naturligvis bidrager til afsmeltningen af havisen. Samtidig ser man en opbremsning af transportbåndet af havstrømme, så tilførsel af varmere vand ikke går så hurtigt, som man kunne forvente.


Til gengæld ser den varme Golfstrøm ud til at bevæge sig længere nordpå, hvilket vil få endnu mere omfattende konsekvenser for fiskeriet – og naturligvis for de mange små samfund i området.


I en artikel på The Conversation fortæller en af forskerne bag undersøgelsen, Peter T. Spooner, at klimaændringer kan påvirke disse cirkulationssystemer på en måde, der gør Nordatlanten mindre saltholdig. Det vil ske, hvis mængden af nedbør og afsmeltning af isen vokser, og hvis der sker en stigning i tilstrømningen af vand fra Det Arktiske Hav.


Netop den situation opstod efter afslutningen af den såkaldte Lille Istid i midten af 1700-tallet fremgår det af forskernes undersøgelser, men klimaændringerne i dag vil yderligere forværre den udvikling.


Spooner slutter artiklen på The Conversation med at fastslå, at vi stadig ikke ved, hvad der i sidste ende forårsager ændringerne i havcirkulationen, men det ser ud til, at havene er mere følsomme over for de klimaændringer, vi ser i dag, end vi hidtil har troet.

Koralrevenes overlevelse truet

Billede af Jan Mallander fra Pixabay

04/05-2020: Klimakrisen har store konsekvenser for livet i verdenshavene. Cirka 71 procent af Jordens overflade er dækket af vand, og verdenshavene optager omkring 30 procent af den CO2, som menneskeheden hælder ud i atmosfæren. Samtidig optager de mere end 90 procent af den ekstra opvarmning, som de menneskeskabte drivhusgasser giver anledning til.


Mere CO2 i havvandet mindsker pH-værdien, hvilket betyder, at vandet bliver mere syreholdigt. Syren opløser kalk, og dermed har forsuringen alvorlige konsekvenser for mange havdyr med skaller bygget af kalk som for eksempel muslinger eller dyr med et ydre kalkskelet som for eksempel Krill, der danner fødegrundlaget for mange fisk og havpattedyr.


Havforsuring er også et voksende miljøproblem, som påvirker havenes økosystemer og dermed skader fiskeriet over hele verden. Samtidig bevirker den ekstra opvarmning af havene, at tropiske koralrev i øjeblikket gennemgår omfattende forandringer.


Koraller er dyr, som lever i symbiose med bestemte alger, der leverer føde til korallerne og giver dem deres farve. Når vandtemperaturen bliver for høj, forlader disse alger korallerne, hvorefter korallerne dør og fænomenet koralblegning opstår. Efter gentagne koralblegninger i de sidste par årtier er den ellers righoldige biodiversitet ved disse rev faldet brat.


I et forsøg på at beskytte revene og fremme biodiversiteten og dermed mængden af fisk har man i årtier haft beskyttede havområder omkring koralrev mange steder, som også skulle beskytte revene mod ødelæggelser og overfiskning.


En videnskabelig undersøgelse offentliggjort i Nature Communication for nylig viser imidlertid, at de beskyttede områder med tropiske koralrev i Seychellerne ikke giver noget forsvar overfor indvirkningerne af klimaændringer.


Til Eurekalert siger professor Nick Graham fra Lancaster University, som er hovedforfatter på undersøgelsen:


”klimaændringer giver så grundlæggende ændringer i strukturen og sammensætningen af koralrevenes økosystemer, at man er nødt til omhyggeligt at reevaluere den måde, økosystemet fungerer og reagerer på overfor almindelige styrings- og bevaringsmetoder. De forholdsregler, vi med tiden er blevet vant til at stole på, gælder ikke længere.”


Om de forventninger, man har til havreservaternes evne til at beskytte koralrev, kan opfyldes i fremtiden, sætter forskerne bag undersøgelsen nu spørgsmålstegn ved – især når det gælder reservater i troperne. Her forventes havtemperaturerne ved overfladen at overskride det historiske spænd allerede om 30 år.


Ikke overraskende kræver forskerne i deres afhandling, at de globale udledninger af drivhusgasser øjeblikkeligt reduceres, hvis vi fortsat ønsker at beskytte de koralrev, som er en vigtig del af verdenshavenes biodiversitet, og som danner fødegrundlaget for befolkninger over hele verden.