JUNI

Den ekstreme varme i Sibirien fortsætter

A historic heat wave is occurring in the Arctic, already the fastest-warming place on Earth due to the increasing accumulation of greenhouse gases. Dr. Merritt Turetsky, director of the Institute of Arctic and Alpine Research at the University of Colorado Boulder, has studied the Arctic for decades. She joins William Brangham to discuss causes and consequences of the Arctic's rising temperatures.

28/06-2020: Den usædvanlige opvarmning i Sibirien fortsætter.


Som beskrevet i et blog-indlæg for 14 dage siden blev maj måned i år globalt den varmeste maj, man har målt. For dele af Sibirien betød det, at temperaturen var op til 10 ºC højere end normalt for årstiden. Faktisk var hele vinteren og foråret usædvanlig mildt i denne region i år – især fra januar og frem. For de sibiriske floder som Ob og Yenisey gav det anledning til, at isen brød op meget tidligere i år.


Den 20. juni blev der i den russiske by Verkhoyansk målt 38 ºC. Den tidligere rekord rekord fra byen var 37,3 ºC, som blev målt den 25. juli 1988 – daglige temperaturmålinger blev indledt i 1885.


World Meteorological Organization (WMO) har foreløbig accepteret rekorden, men afventer endelig bekræftelse fra det russiske føderale institut for hydrometeorologi- og miljøovervågning, Roshydromet. WMO’s Særlige Ordfører for Vejr og Klimaekstremer, professor Randall Cerveny fra Arizona State University udtaler:


Det har været et usædvanligt varmt forår i Sibirien, og sammenfaldet mellem de globale temperaturstigninger og fraværet af snedække i regionen har utvivlsomt spillet en afgørende rolle i fremkomsten af disse observationer af ekstreme temperaturer.”


Som nævnt mange gange tidligere opvarmes hele Arktis-regionen dobbelt så meget som resten af Jorden under den igangværende globale opvarmning, der er en konsekvens af de menneskeskabte udledninger af drivhusgasser. Tabet af snedække og havis, som normalt reflekterer Solens stråler, betyder, at den blotlagte jord og det mørke hav nu opsuger Solens stråler og dermed opvarmes hurtigere.


Generelt optræder hedebølger stadig hyppigere som følge af den globale opvarmning, og Arktis-regionen er ingen undtagelse. Ifølge Arctic Climate Forum vil den igangværende hedebølge fortsætte i hvert fald august måned ud.


Forskerne kender endnu ikke det endelige svar på, hvorfor den igangværende hedebølge over Arktis ser ud til at blive så langvarig, men jetstrømmen omkring Nordpolen vides at have indflydelse på vejrmønstre i regionen (se for eksempel tidligere blog-indlæg om Jetstrømmen).


Ifølge Mark Serreze, professor i Geografi og direktør for National Snow and Ice Data Center på University of Colorado Boulder, bør det, der sker i Arktis i øjeblikket, tjene som en advarsel til enhver, som bekymrer sig om klodens fremtid.

System Change not Climate Change

Lifestyles of the rich and harmful. Midnight Runner / wikiCC BY-SA


26/06-2020: ’Kapitalisme er et samfundsøkonomisk system, der er baseret på privat ejendomsret og markedsøkonomi.


Produktion af varer og tjenesteydelser er karakteriseret ved, at produktionsmidlerne, kapitalen, fx jord, råvarer og maskiner, og produkterne ejes af kapitalejeren, kapitalisten, som producerer for et marked i konkurrence med andre kapitalister.


I produktionen indgår lønnet arbejdskraft; arbejdet er produktionens værdiskabende faktor. Kapitalejeren afholder lønudgifterne og de øvrige produktionsudgifter. Disse udgifter finansieres af produktets værdi, som frigøres (realiseres) ved salg på markedet.


Den realiserede markedsværdi af produktet fratrukket produktionsomkostningerne udgør kapitalejerens fortjeneste, profit. Bl.a. for at optimere og øge profitten må kapitalisten til stadighed udvikle produktionen i forhold til markedets efterspørgsel og til konkurrencesituationen, forsøge at vinde markedsandele og samtidig søge at minimere produktionsomkostningerne, hvilket bl.a. gøres gennem effektiviseringer af produktionsprocessen.


Konkurrencen nødvendiggør en vedvarende akkumulation af kapital, som omsættes til den fornyelse af produktionsapparatet, der kan sikre den enkelte virksomheds overlevelse og hele produktionssystemets videreførelse.’


Ovenstående er uddrag fra en artikel på lex.dk: Christiansen, Niels Finn: kapitalisme i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 25. juni 2020 fra https://denstoredanske.lex.dk/kapitalisme.


Jeg har været socialist det meste af mit liv med medmenneskelighed og solidaritet som bærende elementer. En voksende interesse for klimaet siden slutningen af 1980’erne gjorde det for mig stadig mere indlysende, at den kapitalistiske samfundsmodel netop er hovedårsagen til den truende klimakatastrofe: Uendelig økonomisk vækst og profitmaksimering på bekostning af lønarbejdere og ikke mindst miljøet.


Mere end 30 år senere viser en ny undersøgelse offentliggjort i Nature Communication nu sort på hvidt, at velstand og overflod, som de kommer til udtryk i verdens rige lande, ødelægger de livsnødvendige naturlige systemer, som alt levende på Jorden er afgørende afhængig af.


Forskerne bag undersøgelsen siger det kort og kontant: De rige gør mere skade end gavn!


De fire forskere, Thomas Wiedmann, Manfred Lenzen, Lorentz T. Keysser og Julia K. Steinberger, slutter sig med denne undersøgelse til en lang række andre forskere, der på det seneste har advaret om, at en alarmerende udvikling af miljømæssige ødelæggelser som følge af menneskelig aktivitet har medført dybtgående forandringer i livsvigtige funktioner på kloden.


Ifølge forskerne er det simpelthen ikke lykkedes menneskeheden at finde varige løsninger på disse forandringer, som tilsammen udgør en eksistentiel trussel mod de naturlige systemer og mod økonomier og samfund. Undersøgelsen understreger, at det er de rigeste, der bærer det største ansvar for den udvikling.


Omkring 40 millioner mennesker – de rigeste 0,54 procent af verdens befolkning – er ansvarlig for 14 procent af de udledninger af drivhusgasser, som er livsstilsrelateret, mens de 50 procent af verdens befolkning, som tjener mindst – cirka 4 milliarder mennesker – blot udleder omkring 10 procent. De 10 procent af verdens befolkning, som tjener mest er ansvarlig for mellem 25 procent og 43 procent af de miljømæssige ødelæggelser.


I virkeligheden er resultaterne ikke overraskende for de fleste politikere på højrefløjen, tror jeg, og for at imødegå en måske lurende folkelig opstand mod tingenes tilstand i takt med, at klimakrisen bliver stadig mere udtalt og synlig for selv de mest hårdnakkede benægtere af situationens alvor, taler de samme politikere nu også i Danmark om ”grønt forbrug” og ”bæredygtig vækst” i forsøget på at adskille velstand og overflod fra klimakrise, tab af biodiversitet og andre omfattende ødelæggelser af den klode, vi bor på.


Som det fremgår af endnu en ny videnskabelig undersøgelse offentliggjort i Environmental Research Letters er der imidlertid intet, der tyder på, at ”grønt forbrug” og ”bæredygtig vækst” faktisk finder sted. Dermed understreges hykleriet i højrefløjens forsøg på at finde en såkaldt grøn profil, som kan lokke mindre vidende stemmekvæg over i den grøft.


Teknologiske forbedringer har faktisk medført en reduktion af udledninger og andre miljømæssige ødelæggelser, men desværre har den verdensomspændende jagt på velstand til stadighed udkonkurreret disse gevinster og medført yderligere stigninger i udledningerne og ødelæggelse af naturen.


Wiedmann, Lenzen, Keysser og Steinberger henviser i øvrigt til en rapport fra Det Europæiske Miljøkontor fra 2019, hvor konklusionen er både overvældende entydig og alvorlig: Ikke blot er der ingen empiriske beviser, som støtter eksistensen af en afkobling af økonomisk vækst fra en miljømæssig påvirkning, der kommer blot i nærheden af den størrelsesorden, som er nødvendig for at overvinde et sammenbrud af miljøet, men den konklusion, der måske er endnu vigtigere, er, at det også forekommer usandsynligt, at det vil ske i fremtiden.


De fire forskere mener, at det er bydende nødvendigt at reducere forbruget i overflodssamfundet, så man får en livsstil, der er orienteret mod det tilstrækkelige – ”bedre men mindre”. Men det er lettere sagt end gjort, indrømmer de. Problemet er kravet om økonomisk vækst, som det fremgår af den kapitalistiske samfundsmodel, ansporet af overforbug og de superriges politiske magt.


Rige, magtfulde mennesker og folkene i deres regeringer har en personlig interesse i bevidst at fremme et stort forbrug og besværliggøre en tilstrækkeligheds-orienteret livsstil – jævnfør blot danske højrefløjspolitikeres evindelige fokus på vækst og merforbrug, som er særlig tydelig i forbindelse med den igangværende COVID-19 pandemi og diskussionen om, hvordan vi kommer ud på den anden side.


De fire forskere sætter derfor deres lid til samfundsmæssige bevægelser, et oprør nedefra, hvis det skal lykkes at nå frem til reformer, som kan udfordre den i dag fremherskende opfattelse af, at rigdom og økonomisk vækst i sagens natur er et gode, der i sig selv fremmer sociale omvæltninger – en holdning, der udelukkende har til hensigt at bevare den kapitalistiske samfundsmodel, hvor de rige både økonomisk og politisk bevarer magten til at skalte og valte med klodens ressourcer for egen vindings skyld.


Det ultimative mål må naturligvis være at etablere økonomier og samfund, der beskytter klimaet og økosystemerne og beriger folk med et bedre velbefindende, bedre helbred og dermed større lykke i stedet for flere penge – System Change not Climate Change.


At jeg helt personligt tror, at det er for sent, skal bestemt ikke forhindre andre i at prøve at nå det mål og bevise, at jeg tog fejl.

Har vi en fremtid efter COVID-19?

22/06-2020: På COP21 i Paris i december 2015 vedtog 195 lande – næsten samtlige nationer i verden – en klimaaftale, som skulle begrænse udledning af drivhusgasser gennem grøn omstilling, klimatilpasning og finansiering heraf.


Formålet var først og fremmest at holde de globale temperaturstigninger et godt stykke under 2 ºC og helst ikke højere end 1,5 ºC i forhold til det før-industrielle niveau. I dag er den globale gennemsnitstemperatur 1,1 ºC højere og udledningen af drivhusgasser stiger fortsat. Blandt mange klimaforskere er holdningen, at 1,5 grader-målet for længst er opgivet og overholdelse af 2 grader-målet bliver stadig mere usandsynlig.


I en britisk undersøgelse lavet af tre forskere, Kevin Anderson, John F. Broderick og Isak Stoddard, og offentliggjort i tidsskriftet Climate Policy beskrives det, hvor langt to såkaldte klimaprogressive lande som Storbritannien og Sverige er fra at opfylde deres løfter ifølge Paris-aftalen.


På trods af, at begge lande hævder at have et par af de bedste klimalovgivninger i verden, vil de to landes planlagte reduktioner af drivhusgasser stadig være to til tre gange større end deres rimelige andel af det globale kulstofbudget foreskriver.


Når de globale udledninger af drivhusgasser mere end fire år efter Paris-aftalen fortsat stiger, kan målene ikke længere nås blot ved hjælp af samfundsmæssige justeringer hovedsageligt baseret på prismekanismer som kulstofafgifter, der skal fremme teknologiske omstillinger.


Man bliver nødt til at ty til negativ udledningsteknologi. Det vil sige teknologier, hvor man for eksempel indfanger CO2 direkte ved kilden og oplagrer den – den såkaldte CCS-teknologi – eller teknologier, hvor man trækker CO2 direkte ud af atmosfæren. Ingen af disse teknologier kører i dag kommercielt.


Med COVID-19 er det imidlertid lykkedes at reducere udledningerne af drivhusgasser med 17 procent i april sammenlignet med sidste år, fremgår det af en ny videnskabelig undersøgelse offentliggjort i Nature Climate Change. Dog ser glæden over det resultat ud til at blive kortvarig – allerede i dag er faldet reduceret til cirka 5 procent i forhold til sidste års niveau.


Under tidligere økonomiske kriser som den globale finanskrise i 2008-2009 var nedgangen i udledninger kortvarig. I 2009 var faldet 1,4 procent, men det steg allerede året efter med 5,1 procent – et pænt stykke over det langsigtede gennemsnit.


Ifølge denne undersøgelse var forskellen fra tidligere økonomiske kriser og den nuværende, at den nuværende er dybt forankret i en tvungen begrænsning af den enkeltes adfærd. Faldet i CO2-udledningerne var således hverken tilsigtet eller ønsket.


Til The Guardian siger hovedforfatter på undersøgelsen professor i klimaændringer ved University of East Anglia Corinne Le Quéré om faldet i CO2-udledninger under den nuværende krise:


”Det er et meget stort fald, men samtidig er der stadig 83 procent globale udledninger tilbage, hvilket viser, hvor svært det er at reducere udledninger blot med ændringer af adfærd. Og det er ikke ønskeligt – det er ikke den måde, hvorpå man tackler klimaændringer.”


Ifølge Danmarks nye klimalov skal vi reducere udledninger af drivhusgasser med 70 procent i 2030 sammenlignet med niveauet i 1990 – det var før COVID-19 krisen.


Hvor vanskelig opgaven bliver, er direktøren for Det Internationale Energiagentur (IEA) Fatih Birol ikke i tvivl om. Til The Guardian siger han:


”De næste tre år vil afgøre kursen for de næste 30 år og derefter. Hvis vi ikke [handler], vil vi helt sikkert opleve en stigning i mængden af udledninger. Hvis det sker, vil det være meget vanskeligt at se, hvordan de kan bringes ned i fremtiden. Det er grunden til, at vi indtrængende beder landene om at have bæredygtige genopretningsplaner klar.”


IEA har beregnet, at verdens regeringer forventes at bruge 9 billioner dollars i de kommende måneder for at redde deres nationale økonomier efter corona-krisen. De stimuluspakker, der sættes i værk i år, vil forme verdensøkonomien i de næste tre år, og i løbet af det tidsrum skal udledningerne af CO2 begynde at falde brat og permanent, for ellers vil klimamålene ifølge Paris-aftalen være uden for rækkevidde, siger man i IEA.


IEA har netop udgivet deres bud på en grøn genopretning, ’Shaping a secure and sustainable energy future for all’, men kravet om en global grøn genopretning kommer også fra eksperter, økonomer, læger, politikere og klimaaktivister.


Desværre har de herskende økonomiske vilkår i en kapitalistisk styret verdensøkonomi allerede sikret, at det ikke kommer til at ske.


Mindst 33 milliarder dollars er allerede øremærket til luftfarten stort set uden krav om en grøn omstilling, og ifølge Bloomberg er mere end 500 milliarder dollars afsat til de mest kulstofintensive industrier – dog med yderligere ”hele” 18,5 milliarder dollars til de samme industrier, hvis de opfylder visse klimamål.


I sidste måned påviste en IEA-undersøgelse, at størrelsen af investeringer i kulfyrede kraftværker i Asien var accelereret i forhold til sidste år. Og hvis man skulle have glemt det, er kul det værste fossile brændstof, der findes. Investeringer i kulfyrede kraftværker i dag sikre fortsatte udledninger fra disse værker i mindst de 30 år, som de forventes at køre.


”I år er vores sidste chance, hvis vi skal undgå at se en opblussen af kulstof,” sagde Fatih Birol ifølge The Guardian.


Vores bedste chance ville have været ’System Change not Climate Change’ – sådan bliver det heller ikke.

Træer og klimaet

19/06-2020: ’Skov og klima er nært forbundet. Ikke nok med at skoven er et af de største lagre af kulstof i verden. Træer, både unge og gamle, udgør også et af de største naturlige optag af CO2 fra atmosfæren.


Blandt forskere og miljøforkæmpere er der mange, der fremhæver skoven som en af de bedste løsninger, både for klimaet, for miljøet og for de tusindvis af mennesker, der lever i eller nær skov. “For det første er skovrydning en stor kilde til CO2-udledninger,” forklarer Jonas Appelt, klima-talsperson hos Verdens Skove, “men skoven bidrager også med meget andet positivt til samfundet, ikke mindst til beskyttelse af grundvand og biodiversitet.’


Således lyder indledningen på artiklen ’Kan skovene redde Klimaet’ på miljøorganisationen Verdens Skove’s hjemmeside. Organisationen kæmper for en verden med en skovnatur, som er rig på dyr og planter. Nogenlunde samme udgangspunkt har en lang række andre forholdsvis nye danske og udenlandske organisationer, og under mål nr. 15 på listen over FN’s 17 verdensmål står der:


Vi skal beskytte, genoprette og støtte bæredygtig brug af økosystemer på land, fremme bæredygtigt skovbrug, bekæmpe ørkendannelse, standse udpining af jorden og tab af biodiversitet.


At bekæmpe de fortsatte udledninger af CO2 til atmosfæren ved at plante træer lyder som en forholdsvis simpel og nem måde at redde klimaet på – gå ud og plant et træ, alle kan være med.


Men så enkelt er det ikke, viser en række nye videnskabelige undersøgelser. For eksempel er der blandt folk med kendskab til skovbrug i øjeblikket diskussion om, hvorvidt man bør plante hjemmehørende eller nye arter til at bekæmpe klimaændringer.


Ikke hjemmehørende træer vokser ofte hurtigere end de lokale træarter, men til gengæld rådner de hurtigere, hvilket kan fremme frigivelsen af op til 150 procent mere CO2 fra jorden, viser en ny undersøgelse offentliggjort i Science.


Det er relativt let at måle træers biomasse og at beregne, hvor meget CO2 et træ har fjernet fra atmosfæren, men at måle frigivelsen af CO2 er noget mere kompliceret, da det omfatter indviklede vekselvirkninger mellem træet, planteædende insekter og mikroorganismer i jorden.


Mange træplantningsprojekter bruger netop hurtigtvoksende træarter, der hurtigt opbygger kulstof i deres væv, men meget få af disse projekter fokuserer også på, hvad der foregår i jorden. Derudover er ikke-hjemmehørende træarter allerede blevet et stort problem overalt i verden, idet de ændre sammensætningen og funktionen af lokale økosystemer.


Forskerne bag undersøgelsen mener derfor, at hvis man planter ikke-hjemmehørende træer i jord, der indeholder mikroorganismer, som denne træart ikke har mødt før, kan det altså føre til hurtig frigivelse af kulstof og dermed underminere forsøget på at dæmpe klimaændringerne.


Et andet og desværre også hurtigt voksende problem er imidlertid selve den globale opvarmning, som genplantning af træer over hele verden ellers skulle være med til at dæmpe. Der er simpelthen grænser for, hvad skovenes træer kan tolerere af temperaturstigninger – og det er naturligvis i første omgang de vigtige tropiske skove, som det går ud over.


En ny videnskabelig undersøgelse udført af næsten 200 forskere fra hele verden og offentliggjort i Science har set på, hvordan Jordens tropiske skove påvirkes af stigende temperaturer på længere sigt.


Til Eurekalert siger Stuart Davies, direktør for Smithsonian's Forest Global Earth Observatories (ForestGEO), om undersøgelsen:


”Tropiske skove vokser under en lang række klimaforhold. Ved at undersøge skove overalt i troperne kan vi evaluere deres robusthed og reaktioner på ændringer i de globale temperaturer. Mange andre undersøgelser har forsket i, hvordan individuelle skove reagerer på kortsigtede klimavariationer. Denne undersøgelse har gjort det på en ny måde, idet man har undersøgt konsekvenserne af de termiske forhold, som alle tropiske skove i øjeblikket udsættes for.”


Undersøgelsen viser først og fremmest, at der er store forskelle i mængden af kulstof, som oplagres af tropiske skove i Sydamerika, Afrika, Asien og Australien. Sydamerikanske skove oplagre mindre kulstof end skove i Afrika og Asien – muligvis skyldes det evolutionære forskelle.


De to vigtigste faktorer, når man skal forudsige, hvor meget kulstof skove mister, er den daglige maksimumtemperatur og mængden af nedbør i den tørreste tid på året, fandt forskerne.


Den vigtigste opdagelse er imidlertid, at daglige maksimumtemperaturer på over 32,2 ºC får tropiske skove til at miste det oplagrede kulstof hurtigere.


I første omgang vil det være de sydamerikanske skove, som vil blive mest påvirket af den globale opvarmning, fordi temperaturerne dér allerede er højere end på andre kontinenter, Samtidig er det også den region, som ifølge beregninger over den fortsatte opvarmning vil se de største temperaturstigninger.


En ringe trøst er det, at undersøgelsen også viser, at skove med tiden kan tilpasse sig stigende temperaturer, for tid har hverken vi eller skovene til rådighed.


Til Eurekalert siger medforfatter på undersøgelsen, Jefferson Hall, direktør for Smithsonian's Agua Salud Project i Panama:


”Denne undersøgelse sætter fokus på, hvor vigtigt det er at beskytte tropiske skove og stabilisere Jordens klima. Et vigtigt værktøj vil være at finde nye måder til at genskabe ødelagt land for eksempel ved at plante træarter, der kan være med til at gøre tropiske skove mere modstandsdygtige over for realiteterne i det 21. århundrede.”

Klimafølsomhed sandsynligvis større end antaget

16/06-2020: Klimafølsomhed defineres almindeligvis som den globale temperaturstigning, der følger af en fordobling af CO2-koncentrationen i atmosfæren i forhold til det før-industrielle niveau. Det før-industrielle CO2-niveau lå på omkring 260 ppm (CO2-molekyler pr. million luftmolekyler). En fordobling er således lig med 520 ppm.


Hvis vi ved, hvor stor klimafølsomheden er, kan vi beregne, hvor meget CO2 vi fortsat kan udlede for at blive under en given global opvarmning – for eksempel under de 2 ºC, som kræves i klimaaftalen fra Paris, hvis vi skal undgå de værste konsekvenser af den globale opvarmning. I dag nærmer vi os hastigt et indhold af CO2 i atmosfæren på 413 ppm, og udledningerne stiger fortsat.


Klimafølsomheden har siden 1980’erne været forholdsvis uforandret – nemlig omkring 3 ºC for det værst tænkelige scenarie. Nu tyder nye modeldata imidlertid på, at klimaet er betydeligt mere følsomt over for udledninger af CO2 end hidtil antaget.


Flere af verdens førende klimaforskningsinstitutioner, heriblandt Storbritanniens Met Office’s Hadley Centre og EU’s Community Earth System Model, har lavet nye beregninger for det værst tænkelige scenarie, som viser, at en temperaturstigning på mere end 5 ºC er sandsynlig.


Timothy Palmer, som er professor i klimafysik ved Oxford University og medlem af Met Office’s ekspertpanel, siger til The Guardian om de nye resultater, som blev offentliggjort i Journal of Advances in Modeling Earth Systems for nylig:


”Det lå helt uden for tidligere beregninger. Folk spurgte, om der var en fejl i koden, men det drejede sig i virkeligheden om relativt små ændringer i den måde, hvorpå skyer bliver repræsenteret i modellerne.”


Skyers mikrofysik er en beskrivelse af de egenskaber (for eksempel størrelse og relativ koncentration), som vand og bitte små isklumper har i en sky. De nye værdier for klimafølsomheden opstår hovedsageligt som følge af en revidering af, hvordan mikrofysikken i skyer repræsenteres, især når det drejer sig om parametrisering af superafkølet flydende vand.


Hidtil har en af nøgleproblemerne været, hvordan skyer opfører sig under opvarmning. Hvis mængden af lavthængende skyer vokser, og mængden af højtliggende skyer aftager, vil skyerne udligne den opvarmning, som skyldes øget koncentrationer af CO2 i atmosfæren, og dermed virke som en negativ feedback-proces – altså som en bremse på den globale opvarmning.


Hvis det modsatte er tilfældet – altså hvis mængden af lavthængende skyer aftager med opvarmning, og mængden af højtliggende skyer vokser – så giver skyerne anledning til en positiv feedback-proces, hvor skyerne øger den globale opvarmning.


Umiddelbart skulle man tro, at vejrsatellitter hurtigt kunne afsløre, hvordan klodens skydække udvikler sig, for vejrsatellitter har eksisteret i årtier. Imidlertid betyder ændringer i satellitternes baner, problemer med kalibrering af instrumenter og andre faktorer, at det også i dag er svært at beregne det globale skydække.


Den eneste anden udvej er derfor computermodeller af klimasystemet, men i de nuværende klimamodeller er skyer for små til, at deres mikrofysik kan indgå i modelberegningerne. Selv om skyers rolle i klimaændringer altså er afgørende, er den stadig usikker. Det prøver de nye beregninger fra blandt andet Met Office at gøre noget ved.


Når man skal afprøve, om nye modelberegninger er gangbare, kan man undersøge, hvor gode de er til at forudsige konkrete vejrsituationer. Forskerne bag Met Office-klimamodellen, K. D. Williams, A. J. Hewitt og A. Bodas-Salcedo, anvendte derfor en seks timers vejrforudsigelse, der tidligere har giver anledning til en forholdsvis stor klimafølsomhed på cirka 5,5 ºC.


Resultatet blev, at seks timers-forudsigelsen med de nye beregninger nu er bedre end resultatet fra modeller uden revidering af skyers mikrofysik, og derfor står man med det hidtil bedste vidnesbyrd om, at klimafølsomheden faktisk kan være 5 ºC eller større.


Dusinvis af klimamodeller med højere opløsning end de tidligere er nu blevet samlet i et sæt, som bliver kaldt Coupled Model Intercomparison Project (CMIP6), og sammen med modelresultater fra mere end 20 andre forskningsinstitutioner skal CMIP6 indgå i den sjette evalueringsrapport fra FN’s Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC), som offentliggøres til næste år – CMIP5 indgik i den forrige evalueringsrapport.


Hvis de foreliggende resultater fra CMIP6 bekræftes af andre klimamodeller med høj opløsning, kan man allerede forudsige, at den næste evalueringsrapport fra IPCC, bliver meget mere alvorlig end den foregående.


Til The Guardian siger Johan Rockström, som er direktør for Potsdam Institute for Climate Impact Research:


”Det er meget, meget bekymrende. Klimafølsomheden er klimaforskningens hellige gral. Den er hovedindikatoren for klimatruslen. I 40 år har den ligget omkring 3 ºC. Nu er vi pludselig begyndt at se, at de store klimamodeller på de bedste supercomputere viser ting, som er værre end vi forestillede os. Jo mere vi lærer, jo skrøbeligere ser Jordsystemet ud til at være, og jo hurtigere skal vi handle. Det her er et endnu kraftigere argument for at træde ud af denne COVID-19 krise og sætte fuld fart på en afkarbonisering af økonomien.”


Vil det så ske – næppe. I Danmark såvel som i resten af den vestlige verden går diskussionen næsten udelukkende på, hvor hurtigt man kan få gang i den økonomiske vækst igen, så vi kan vende tilbage til det overforbrug, der nu ifølge forskerne truer hele menneskeheden.


Godt nok kalder forskerne en gennemsnitlig global temperaturstigning på mere end 5 ºC for det værst tænkelige scenarie, men indtil nu er det de såkaldte værst tænkelige scenarier i klimaforskningen, som er blevet til virkelighed.


For fire år siden påviste et hold af internationale forskere, med blandt andet seniorforsker ved DTU Space Jens Olaf Pepke Pedersen, i en undersøgelse offentliggjort i Geophysical Research Letters, at klimafølsomheden selv afhænger af den globale temperatur. Det har klimamodeller før antydet, men deres analyser af fortidens klima viser, at klimafølsomheden var betydeligt højere i fortidens varme klima. Det indebærer, at virkningen af CO2 øges, når temperaturerne på Jorden stiger.


Denne undersøgelse bygger på rekonstruktioner og klimamodelleringer af en periode med global opvarmning for 56 millioner år siden kaldet PETM (palæocene-eocæne termale maksimum), som er foretaget ved hjælp af modellen DCESS (Danish Center for Earth System Science).


Dengang var Jorden allerede før PETM omkring 10 grader varmere end i dag og blev herefter yderligere varmet op med 5 grader under selve PETM. (Se i øvrigt blog-indlæg 23/09-2019: Hurtigere global opvarmning truer).

Meget varm vinter og forår i Sibirien

ERA5 and GISTEMP temperature anomalies for the area of interest in Siberia. GISTEMP data were downloaded from https://data.giss.nasa.gov/gistemp/ on 20 May 2020.  A csv file of the data values for the time-series plots is available for download.

13/06-2020: Den 29. maj i år løb mere end 20.000 tons dieselolie ud i Ambarnaja-floden nær industribyen Norilsk i Sibirien. Årsagen var, at en brændstoftank på et kraftværk kollapsede. Dieselolie er langt mere giftig end for eksempel råolie, så udslippet vil få alvorlige konsekvenser for dyre- og plantelivet i området.


I det nordlige Sibirien opføres industri, boliger og infrastruktur direkte oven på den normalt hårde permafrost-jord, men som følge af den globale opvarmning, der har betydet, at Arktis-regionen opvarmes dobbelt så meget som resten af kloden, smelter permafrosten også i dette område og underminerer dermed fundamentet for bygninger og veje. Netop den situation menes nu at være årsag til, at brændstoftanken kollapsede.

Global average temperature over running 60-month periods at a height of two metres (left-hand axis), and estimated change since the pre-industrial era (right-hand axis) according to different datasets: ERA5 (Copernicus Climate Change Service (C3S) (ECMWF); GISTEMP (NASA); HadCRUT4 (Met Office Hadley Centre), NOAAGlobalTemp (NOAA); and JRA-55 (JMA).

Credit: Copernicus Climate Change Service (C3S)/ECMWF.


Maj måned i år blev globalt den varmeste maj, man har målt. For dele af Sibirien betød det, at temperaturen var op til 10 ºC højere end normalt for årstiden. Faktisk var hele vinteren og foråret usædvanlig mildt i denne region i år – især fra januar og frem. For de sibiriske floder som Ob og Yenisey gav det anledning til, at isen brød op meget tidligere i år.


I EU’s forskningsprogram Copernicus Climate Change Service (C3S) bruger man med den såkaldte ERA5-database en teknik kaldet reanalyse, hvor man kombinere mange typer observationer med computermodeller for at nå frem til den bedste vurdering af, hvad der sker over et større område.


Med et datasæt, som går tilbage til 1979, kunne forskerne med ERA-5 påvise, at dele af det vestlige Sibirien i år havde langt den varmeste maj, man nogensinde har målt.


Selv om der optræder enkelte måneder i de foregående år, hvor temperatur-uregelmæssighederne var større end dem, man har set i de sidste seks måneder, så er de vedholdende højere temperaturer end gennemsnittet for så mange måneder i træk helt usædvanlig.


Med en udvidelse af datasættet helt tilbage til 1950 (som om kort tid bliver tilgængelig for andre forskere) kunne man yderligere påvise, at der ikke tidligere har været indikationer på forhold så ekstreme som det foreliggende gennemsnit for december til maj 2020.

Den sjette masseudryddelse

09/06-2020: ”Når menneskeheden udrydder bestande og arter af andre skabninger, svarer det til at save den gren af, hvorpå de befinder sig – derved ødelægger vi dele af vort eget livsopretholdende system,” siger Paul Ehrlich fra Stanford University, som er en af de tre forskere bag en ny videnskabelig undersøgelse om den igangværende masseudryddelse af dyr.


Den sjette masseudryddelse har jeg omtalt adskillige gange i de sidste par år, og den nye undersøgelse understreger endnu engang, at det sandsynligvis er den alvorligste miljømæssige trussel mod civilisationens overlevelse. Den er nemlig uigenkaldelig, siger de tre forskere Gerardo Ceballos, Peter H. Raven og Paul R. Ehrlich.


Man undersøgte 29.400 arter af landlevende hvirveldyr for at bestemme, hvilke arter der var på randen af udryddelse, fordi der var mindre end 1000 individer tilbage. Af de undersøgte arter er 515 udryddelsestruet, viste det sig, hvilket svarer til 1,7 procent af de undersøgte hvirveldyr. Det drejer sig om arter blandt fugle, padder, pattedyr og krybdyr.


Samtidig viste undersøgelsen, at disse dyr alle lever i tropiske og subtropiske regioner, og bemærkelsesværdigt nok er de koncentreret i de regioner, der er mest påvirket af menneskelig aktivitet.


Den alvorligste konklusion af undersøgelsen er imidlertid, at for 94 procent af de bestande af 77 pattedyr- og fuglearter, der nu står på randen af udryddelse, er nedgangen sket i det 20. århundrede. Hvis man antager, at alle arter på randen af udryddelse har haft en tilsvarende udvikling, er mere end 237.000 bestande af disse arter forsvundet siden år 1900.


Jordklodens historie er 4,5 milliarder år lang, og i løbet af den periode har der været fem store masseudryddelser, som har udslettet mellem 70 og 95 procent af alle arter af planter, dyr og mikroorganismer. Årsagen har været katastrofale ændringer af miljøet såsom voldsomme vulkanudbrud, katastrofal nedgang i iltniveauet i havene eller kollision med en asteroide.


Hver eneste gang er mængden af arter vendt tilbage. Man anslår, at blot 2 procent af alle de arter, der har levet på Jorden, findes i dag, men alligevel er det samlede antal arter i dag større end nogensinde tidligere.


Set i forhold til menneskehedens overlevelse er der dog en afgørende pointe fra de fem tidligere masseudryddelser – det tog hver gang millioner af år for livet at vende tilbage til en rigdom svarende til den, der fandtes før en given masseuddøen.


Udryddelse af bestande og arter har alvorlige konsekvenser for de mange økosystemer, som menneskeheden er afhængig af. Der er en tæt miljømæssig vekselvirkning mellem arter i alle økosystemer. Udryddes nogle arter, betyder det derfor ofte, at andre arter også bevæger sig mod udryddelse. Samtidig vokser menneskehedens pres på hele biosfæren hurtigt i takt med befolkningstilvæksten.


Til Climate News Network siger Gerardo Ceballos:


”Det, vi i de næste par årtier vil gøre for at komme den nuværende udryddelseskrise til livs, vil afgøre skæbnen for millioner af arter. Vi står over for den sidste chance for at sikre, at de mange tjenester, som naturen giver os, ikke bliver uigenkaldeligt saboteret.”

Ny 'Dust Bowl' truer i USA

https://www.climatecentral.org/outreach/alert-archive/2020/2020SummerPackage.html


02/06-2020: Situationen i USA er alvorlig. Landet står uden præsident, og folk i og omkring regeringen består i dag af så inkompetente mennesker, at en pandemi som COVID-19 stort set har frit spil på trods af en heroisk indsats fra folk i alle dele af sundhedsvæsenet. Økonomisk nedtur er i gang, og arbejdsløsheden er i dag på mere end 40 millioner mennesker. Derudover har endnu et mord på en ubevæbnet sort mand udført af politibetjente kastet landet ud i en borgerkrigslignende tilstand.


Bortset fra pandemien har situationen i USA store lighedspunkter med tiden efter den såkaldte Sorte torsdag den 24. oktober 1929, hvor børsen på Wall Street krakkede. Samtidig betyder den igangværende klimakrise, at den såkaldte Dust Bowl, som i årene efter den sorte torsdag satte yderlig fart i den økonomiske nedtur, nu skimtes i horisonten.


Ifølge en ny videnskabelig undersøgelse offentliggjort i Nature Climate Change fandt der i starten af det 20. århundrede en betydelig opvarmning sted hen over Nordamerika, Europa og Arktis. På globalt plan voksede antallet af tørker, og årsagen skyldtes til dels en stigende mængde drivhusgasser.


I det centrale USA oplevede man det 20. århundredets varmeste somre i 1934 og 1936 med mere end 40 dage med hedebølger og maksimumtemperaturer, der nogle steder passerede 44 ºC. Det medførte afgrødetab, store støvstorme og betydelige folkevandringer væk fra de berørte områder.


Forskerne bag undersøgelsen besluttede derfor at undersøge, hvordan hedebølgerne i 1930’erne ville have opført sig med de udledninger af drivhusgasser, vi har i dag.


Konklusionen er, at hedebølgeaktiviteten vil være meget større i dag end i 1930’erne med det niveau af CO2, vi oplever nu. Dengang var en hedebølgesommer som i 1936 en mulighed én gang hvert århundrede – i dag vil den optræde én gang hvert 40. år som følge af den globale opvarmning og vil vare længere.


I en anden ny undersøgelse offentliggjort i Proceedings of the National Academy of Sciences (PNAS) har forskerne brugt årringeoptegnelser og data fra det første årti af dette århundrede til at måle ændringer i gennemstrømningen af vand i Upper Missouri River-bækkenet, og med de foreliggende resultater bakker forskerne op om en konklusion, som andre forskere gentagne gange er nået frem til i de sidste 10 år:


Tørker i det vestlige USA vil blive længere og alvorligere, klimaændringer vil kun forværre den amerikanske økonomi, og områder med voksende ørkendannelse vil langsomt bevæge sig mod øst, hvor de tidligere så gode landbrugsjorder ikke længere vil kunne opretholde de amerikanske landmænds høstudbytter.


Selvom det vestlige og sydvestlige USA er vant til tørke og nogle gange langvarige som The Dust Bowl i trediverne, er sneen altid vendt tilbage i bjergene om vinteren og har fået floderne til at svulme op igen om foråret.


Den forudsætning holder ikke længere ifølge de to forskere Jonathan T. Overpeck og Bradley Udall, som til Climate News Network siger:


”Vi kan nu med stor sikkerhed sige, at fortsatte udledninger af drivhusgasser til atmosfæren vil garantere en fortsat opvarmning, og at denne fortsatte opvarmning vil betyde mere udbredte, længerevarende og alvorligere tørker. Tørrere forhold vil på mange måder omdefinere det vestlige USA, og de menneskelige omkostninger og konsekvenserne for økosystemer vil kun vokse i takt med en fortsat opvarmning.”


Floderne i det sydvestlige USA står for den indtil nu eneste store og sikre vandforsyning til omkring 40 millioner amerikanere, men siden slutningen af det 20. århundrede har gennemstrømningen i Coloradofloden og Rio Grande været faldende hovedsageligt takket være stadig stigende temperaturer.


Andre dele af Nordamerika vil ikke opleve så udbredte og hyppige tørker som det vestlige USA, men de vil ikke desto mindre stadig opleve alvorlige tørkehændelser. Ekstreme tørker og pludselige tørker vil blive det normale.


”Det måske mest foruroligende er den hyppigere optræden af varme og tørre somre og som følge af manglende klimatiltag den sandsynligvis større udbredelse af disse varmeekstremer hele vejen til den nordamerikanske østkyst – og videre mod nord ind i Canada og mod syd ned i Mexico,” siger de to forfattere til Climate News Network.


En tredje videnskabelig undersøgelse offentliggjort i Science underbygger de to ovenfor nævnte. Her brugte forskerne en kombination af hydrologiske modelberegninger og årringe til at rekonstruere jordens fugtighed om sommeren i det sydvestlige USA.


Man sammenlignede så data om jordens fugtighed i perioden 2000-2019 med andre tørkehændelser i de sidste 1200 år. Af de fem megatørker, man kunne identificere i den periode, er den nuværende den næst værste – faktisk befinder det sydvestlige USA sig i dag i en foreløbig 20 år lang megatørke.


Medforfatter på denne undersøgelse, Benjamin Cook fra Lamont Doherty Earth Observatory på Columbia University, siger til The Guardian:


”Man ser påvirkningerne overalt – i snedækket, i reservoir-niveauet, i landbruget, grundvandet og trædødeligheden. Tørker er utroligt ødelæggende hændelser. Vand er jo grundlaget for alt. Den globale opvarmning har gjort tørken meget værre, end den ellers ville have været. Vi anslår, at 30-50 procent kan tilskrives klimaændringer.”


Undersøgelsen peger i lighed med de andre undersøgelser på, at den største bekymring ikke mindst for staterne i det sydvestlige USA er vandforsyningen. Halvdelen af landets hurtigst voksende stater befinder sig netop her.


For blot to år siden blev byen Paradise i Californien stort set ødelagt under omfattende naturbrande, som blandt andet kostede 85 mennesker livet. Ifølge den tidligere leder af Californiens afdeling for skovbrug og brandvæsen Ken Pimlott vil man se flere intense naturbrande i fremtiden og af længere varighed.