SEPTEMBER

28/09-2020

AMOC svækkes

Diagram of the Gulf Stream system with the warm surface current and the cold deep current. The actual Gulf Stream off the US coast is a part of this more comprehensive circulation system. The color shading shows the measured temperature trend since the late 19th century. This diagram is based on Caesar et al., Nature 2018 and first appeared in the Washington Post.

I Nordatlanten ligger drivkraften for en af klodens vigtige cirkulationssystemer for havstrømme kaldet Atlantic Meridional Overturning Circulation (AMOC). Cirkulationen opstår ved, at den varme Golfstrøm og dens forlængelse, den nordatlantiske strøm, afgiver varme ved fordampning på deres vej nordpå. Det øger vandets saltholdighed og gør det tungere.


Ved Grønland møder det kolde, ferske smeltevand fra indlandsisen denne havstrøm, og der dannes is, som yderligere øger saltholdigheden i vandet – is består af ferskvand – hvorved der skabes en kraftig nedsynkning. Den afkølede havstrøm bliver dermed til en kold dybhavsstrøm, der flyder den modsatte vej.


Det er enorme kræfter, som er i spil i det nordlige Atlanterhav. Cirkulationen flytter næsten 20 millioner kubikmeter vand i sekundet – det er næsten et hundrede gange den mængde vand, som strømmer gennem Amazonfloden. Samtidig foregår der en enorm varmetransport på mere end en million gigawatt.


Frigivelsen af varmen i Nordatlanten har stor indflydelse på vores klima, men siden 1980’erne har klimaforskere advaret om, at denne indstrømning af varme kan blive svækket eller helt ophøre som følge af den globale opvarmning.


En langvarig svækkelse af AMOC kan med andre ord føre til afkøling af det nordlige Atlanterhav på trods af den globale opvarmning, har klimamodeller længe forudsagt. Ser man på data over havoverfladetemperaturer er Nordatlanten den eneste region i verden, der har undgået global opvarmning – faktisk er der sket en afkøling siden det 19. århundrede.


I de seneste to måneder har to nye undersøgelser leveret yderligere beviser på denne svækkelse af AMOC.


I den første undersøgelse offentliggjort i Nature Communications har Christopher Piecuch fra Woods Hole Oceanographic Institution været i stand til at rekonstruere styrken af den del af Golfstrømmen, som kaldes Florida-strømmen, over de sidste 110 år.


Hans resultater viser, at Florida-strømmen siden 1909 er blevet svækket betydeligt, og at den i de sidste 20 år måske aldrig har været så svækket som nu. Samtidig viser resultaterne, at den deraf følgende reduktion af varmetilstrømning er nok til at forklare det kolde område i Nordatlanten (se billedet).


Modelberegninger viser, at en svækkelse af AMOC vil føre til en opbygning af salt i den subtropiske del af det sydlige Atlanterhav. Kraftig fordampning i denne region øger normalt saltholdigheden i vandet, men det øverste lag af havcirkulationen fører det saltholdige vand nordpå. Svækkes denne strøm, bliver vandet i regionen imidlertid mere saltholdigt.


I den anden undersøgelse, som blev offentliggjort i Nature Cilmate Change, påviser to kinesiske forskere, Chenyu Zhu fra Peking University og Zhengyu Liu fra Ohio State University, på baggrund af data fra det sydlige Atlanterhav, netop den udvikling.


Ud over de to nye forskningsresultater har et antal undersøgelser af sedimentdata tidligere indikeret, at Golfstrømmen i dag er svagere end den har været i mindst et tusind år.


Folk, der har set filmen ’The Day After Tomorrow’, husker uden tvivl den pludselige ekstreme kuldebølge, der ramte den nordlige halvkugle som følge af en pludselig svækkelse af AMOC, men tilsyneladende er det ikke et scenarie, som vi kommer til at opleve.


Ifølge en undersøgelse offentliggjort i Environmental Research Letters for fire år siden udført af britiske forskere, vil jetstrømmen i atmosfæren sandsynligvis tage en rute, der fører den syd om det kolde område i Nordatlanten. Det vil betyde, at varme vinde fra sydvest vil strømme ind over Europa og give hedebølger svarende til den, vi for eksempel oplevede i 2015.


En anden undersøgelse fra 2015 fandt, at det nordlige Europa vil opleve et fald i mængden af nedbør om sommeren og kraftigere vinterstorme som følge af en svækkelse af AMOC. Men nøjagtig hvad konsekvenserne vil blive i fremtiden, vil kræve yderligere forskning.


En ting er de seneste klimamodeller imidlertid enige om: Fortsætter den globale opvarmning, vil AMOC svækkes yderligere – mellem 34 og 45 procent i løbet af de næste 80 år. Det kan bringe os meget tæt på overskridelse af den tærskel, der betyder, at det verdensomspændende system af havstrømme bliver ustabilt, hvilket vil bringe endnu flere tærskler i Jordsystemet i fare.

24/09-2020

Clement kalder Jorden - Løser verden klimakrisen?

I et nyt, ugentligt late night-program med titlen ”Clement kalder Jorden” har episode 2 undertitlen ’Løser Jorden klimakrisen?’ Programmet blev sendt tirsdag den 22/09, og det var med bange anelser jeg streamede det dagen efter.


I årevis – sådan føles det i hvert fald – har Clement Kjersgaard spildt sin uomtvisteligt gode evne til at stille relevante spørgsmål og holde fast i dem på ren politisk underholdning i programmet Debatten, hvor udfaldet var givet på forhånd.


Denne gang var der blot tre deltagere til stede i studiet, og de var godt valgt. Det var professor Jason Box, som er en af verdens dygtigste klimaforskere indenfor glaciologi, tidligere klimaminister og udenrigsminister Martin Lidegaard og direktør for organisationen Olie og Gas i Danmark Martin Næsby. På Skype deltog derudover forfatteren Jonathan Franzen fra Californien, Tamsin Omond, medlem af Extinction Rebellion, fra London og olie- og energiminister Tina Bru fra Norge.


Med konkrete eksempler fik Clement sat fokus på det altoverskyggende problem – vi burde have påbegyndt kampen mod klimaændringer for 30 år siden.


Som Jason Box klart og tydeligt gav udtryk for, er det ikke længere muligt at bremse de igangværende klimaændringer. Man vil måske i bedste fald kunne nedsætte hastigheden af ændringerne, så menneskeheden ville få bedre tid til at omstille sig til en hel ny virkelighed med fortsat global opvarmning og stigende havniveau.


Jonathan Franzen var om muligt endnu mere kontant. Han var først og fremmest med på grund af et essay, han skrev til The New Yorker for et år siden med titlen ”What If We Stopped Pretending?”


Hans udgangspunkt i essayet var den antagelse, at hvis vi lader den globale opvarmning fortsætte, til vi når 2 ºC, vil klimaet komme helt ud af kontrol, og det vil ikke være muligt at vende tilbage til de forhold, vi havde i det 20. århundrede.


Han mener, at den menneskelige psykologi og de politiske realiteter er sådan, at den opvarmning uundgåeligt vil finde sted, og derfor giver det ikke mening at prøve at redde kloden, tværtimod. Den holdning vil nemlig blot forhindre os i at forberede os på de kommende katastrofer.


Som medlem af Extinction Rebellion vil Tamsin Omond dog fortsat prøve at råbe både almindelige mennesker og politikere op om klimakrisens alvor på trods af, at netop politikerne i England i øjeblikket prøver at hænge Extinction Rebellions aktive medlemmer ud som øko-terrorister, men hun takkede samtidig Jonathan Frantzen for hans essay.


Som den eneste politiker havde Martin Lidegaard svært ved at erkende, at politikerne har spillet fallit, men indrømmede dog, at løsningen om muligt skal søges andre steder, nemlig hos det enkelte menneske og de mange græsrodsbevægelser, som i øjeblikket springer op mange steder i verden.


Martin Næsby havde det tydeligvis rigtig svært med at skulle stå på mål for hele den fossile brændstofindustri, for det var naturligvis på forhånd en tabt sag i det forum af folk, for hvem skurken allerede var erkendt – man fik næsten ondt af ham.


Alt i alt et virkeligt godt program, som burde have varet længere og naturligvis burde have været sendt i den bedste sendetid.


Bedre sent end aldrig, plejer man at sige. Jeg vil snarere sige ’for sent, men bedre nu end aldrig’.

22/09-2020

'Tipping Points'

Store floder krydsede regionen, jorden var grøn og frugtbar, og langs floderne lå blomstrende samfund. Indtil for cirka 6000 år siden var det Sahara, men pludselig dødede træerne, floderne og landskabet tørrede ud, jorden blæste væk og blev erstattet af sand. I løbet af blot få århundreder blev regionen omdannet til den ørken, vi kender i dag.


Varmere luft førte for cirka 12.000 år siden til afslutningen på den sidste istid, men de store iskapper bestod meget længere end klimaet egentlig tillod. Så kollapsede dele af iskapperne pludseligt, og et af disse kollaps – forskerne ved stadig ikke fra hvilken iskappe – gav anledning til en stigning i havniveauet på mindst fire meter pr. århundred. En pludselig opstilling til et varmere klima fulgte, dog afbrudt af lige så pludselige skift mellem varme og kolde forhold, inden klimaet stabiliseredes til de forhold, vi kender i dag.


Ovenstående er blot to eksempler på det, forskerne kalder ’tipping points’ eller tærskler. Hvis man sammenligner klimaet med en stol, der står på fire ben, så skal der en vis kraft til at vippe stolen op på to ben. Men sidder man på en stol og vipper på to ben, skal der blot et lille skub til, før man ryger bagover – man overskrider en tærskel.


Forskernes største frygt under den igangværende menneskeskabte globale opvarmning er netop overskridelse af tærskler i Jordsystemet. Der er en voksende bekymring for, at det globale klima er på vej væk fra den nuværende stabile tilstand til en helt anden tilstand, som mennesket ikke har nogen som helst erfaring med.


Samtidig vokser frygten for den situation, hvor overskridelse af én tærskel sætter gang i overskridelsen af endnu en tærskel og så videre – som dominobrikker, der falder på stribe. Man frygter en situation, hvor en række af dramatiske ændringer spreder sig over hele Jorden og omformer den verden, vi kender. Og at det kan ske pludseligt og på kort tid.


Som beskrevet i tidligere blog-indlæg opvarmes Arktis mere end dobbelt så hurtigt som resten af kloden. I en artikel i Nature Climate Change for en uge siden fortæller to forskere, Laura Landrum og Marika M. Holland, at forholdede i Arktis allerede er i gang med en omstilling fra en hovedsagelig frossen tilstand til et helt andet klima. Til Eurekalert siger Laura Landrum:


”Den hastighed, ændringen sker med, er bemærkelsesværdig. Det er en periode med så hurtige forandringer, at observationer af tidligere vejrmønstre ikke længere kan bruges til at vise, hvad man kan forvente næste år. Arktis er allerede på vej ind i et helt anderledes klima end for blot få årtier siden.”


For mindre end to måneder siden understregede en anden videnskabelig undersøgelse i Nature Climate Change netop den udvikling, idet man påviste, at man i Arktis i øjeblikket ser en pludselig klimaændring, og at klimamodeller har undervurderet den igangværende opvarmning.


Professor Jens Hesselbjerg Christensen fra Københavns Universitet, der deltog i undersøgelsen, siger til Climate News Network:


”Vi har set på de klimamodeller, der blev analyseret og vurderet af FN’s klimapanel. Kun de modeller, hvor udgangspunktet er det værst tænkelige scenarium med de højeste kuldioxid-udledninger, kommer i nærheden af det, som vores temperaturmålinger viser over de sidste 40 år fra 1979 til i dag.”


Blandt forskere i Australien er indtrykket allerede i dag, at de sidste fem til seks tusinde års stabile klima nu ser ud til at være forbi. Landets klima har i mange årtier været under hurtig opvarmning, og man er nu nået til en situation, hvor alle tidligere rekorder er slået af en ekstrem hede sammen med en exceptionel tør periode, som har skabt de forhold, hvor vi ser en række meget omfattende naturbrande.


Naturbrandene har denne sommer afbrændt mere end 20 procent af de tempererede bredbladede skove i New South Wales og Victoria. På en normal sæson er det mindre end 2 procent. Mange af skovene vil måske aldrig komme sig helt, og andre økosystemer i Australien kan også være på nippet til at overskride tærskler.


Det voldsomme omfang af de seneste naturbrande i landet overstiger langt det, som de modeller, der bruges af Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC), ellers har vist både for forholdene i dag og i fremtiden.


Endnu en tærskel, som er på vej til at blive overskredet, er Amazon-regnskovens endelige kollaps. Tidligere i år påviste tre forskere, Gregory S. Cooper, Simon Willcock og John A. Dearing, i en artikel offentliggjort i Nature Communications, at størrelsen af et økosystem er vigtig.


Når først en tærskel er på vej til at blive overskredet, kan store økosystemer bryde sammen meget hurtigere, end vi troede muligt. For eksempel vil en skov, der er 100 gange større end en anden skov, ikke være 100 gange så lang tid om at bryde sammen – det vil faktisk gå meget hurtigere.


Baseret på analyser af omkring 40 såkaldte regimeskift, der allerede er blevet observeret af andre forskere, nåede forskerne bag den nye undersøgelse frem til, at hele Amazon-regnskoven vil kunne bryde sammen på blot 49 år. Det burde give anledning til endnu større bekymring over den nedbrydning af regnskoven, som i øjeblikket foregår med stadig større hast.


Desværre er det sådan, at selvom klimaforskere, beslutningstagere og miljøaktivister har været engageret i årelange samtaler om planetens fremtid, så har det ikke givet anledning til tilnærmelsesvis tilstrækkelige tiltag til at bremse antallet af tærskler, der i øjeblikket overskrides.


For at citere den tidligere taleskriver for miljøminister Lea Wermelin, Peder Frederik Jensen, der har udtalt sig til dr.dk i forbindelse med sin nye bog ’Det Danmark du kender’:


”Jeg tror stadig ikke, man fatter, hvor alvorligt det er. Der er ingen i de brede partier, der har turdet tage den ærlige samtale om, at festen er forbi i forhold til det forbrug, vi er vant til. Tværtimod støtter de luftfartstrafik og sort industri i stedet for at lade det falde og lade væksten opstå et andet sted. For kræfterne og initiativet skal nok flytte sig, som hardcore liberalister sjovt nok også ville sige ”


Og han taler altså om det Danmark, der ifølge politikerne skulle være foregangsland for resten af verden.


Man kan til en vis grad sige det samme om mange klimaforskere. De ved udmærket, at det klima, vi er i gang med skabe, ligner det, Jorden havde for omkring 50 millioner år siden (eocæn-epoken), men dels er de stort set på bar bund, når det drejer sig om hvor hurtigt det vil ske, og hvad det betyder for menneskeheden og økosystemerne, og dels har mange forskere indtil for nylig været bange for at italesætte de usikkerheder, der er i deres forudsigelser – især når det gælder de værst tænkelige scenarier, som ligger udenfor de eksisterende modellers rammer.


Mange forskere har hidtil foretrukket at holde sig til de konservative og mere sikre konklusioner, der kan udledes af de veletablerede modeller. Desværre er det nemlig sådan, at forskere, der beskæftiger sig med klima og miljø, mange steder i verden bliver udsat for politisk pres, der betyder, at deres forskningsresultater bliver ændret eller bagatelliseret, eller de får forbud mod at udtale sig om deres forskningsresultater, som det for eksempel er sket i Australien og USA.


I denne uge er det fem år siden, at FN's 193 medlemslande vedtog FN's verdensmål – man har sikkert lagt mærke til det lille runde, mangefarvede mærke, som alle politikere bære i knaphullet.


Her forpligtede FN-landene sig til 17 såkaldte verdensmål og 169 delmål, der skulle føre til fred, fremskridt og muligheder for alle på en sund planet. I den forbindelse sagde den daværende FN-generalsekretær, Ban Ki-moon:


”Vi har brug for handling fra alle mennesker alle steder. Vores 17 verdensmål er vores guide. Det er en to-do-liste for mennesker og planeten og et blåstempel for succes.”


Når det kommer til delmålene, der handler om klima og biodiversitet, så har verdens lande indtil videre ikke gjort nok. Sådan lyder vurderingen ifølge dr.dk fra Katherine Richardson, professor på Københavns Universitet. Det går i den forkerte retning, siger professoren.

19/09-2020

Hurricane-sæsonen 2020

Som omtalt i et tidligere blog-indlæg i år forventede NOAA’s Climate Prediction Center i starten af året, at 2020-sæsonen vil byde på 13 til 19 navngivne storme, hvoraf 6 til 10 kan udvikle sig til hurricanes med vindhastigheder på 119 kilometer i timen eller højere. Man forventede også, at 3 til 6 hurricanes kan udvikle sig til kraftige kategori 3-, 4- eller 5-orkaner med vindhastigheder på 178 kilometer i timen eller højere.


Årsagen til en kraftigere hurricane-sæson i år er, at en El Niño-hændelse, der normalt undertrykker hurricane-aktivitet, højst sandsynlig udebliver i år. Derudover bevirker en kombination af flere klimafaktorer, at netop Atlanterhavet kan forvente en højere aktivitet end normalt.


Det er for eksempel faktorer som, at der i den tropiske del af Atlanterhavet og i Det Caribiske Hav er temperaturer ved havoverfladen, som ligger over gennemsnittet. Sammen med reduceret vertikal vindforskydning, svagere tropiske passatvinde i Atlanterhavet og en forstærket vestafrikansk monsun øger det betingelserne for flere storme.


Selv om hurricane-sæsonen kan vare helt frem til den 30. november, kan man allerede i dag slå fast, at forudsigelsen holdt. Sæsonen har hidtil givet usædvanligt mange navngivne storme, idet man allerede den 14. september nåede til det næstsidste navn på listen, før man går over til at bruge det græske alfabet i stedet for navne.


Stormen Vicky blev den tidligste 20. navngivne storm i Atlanterhavet, man har registreret. Samtidig registrerede det amerikanske National Hurricane Center hele fem tropiske orkaner i Atlanterhavet (Paulette, Rene, Sally, Teddy og Vicky), hvilket er på linje med den sidste rekord, som blev sat i september 1971.


Hurricane Sally ramte Alabamas kyst den 17. september som en stor langsomt gående kategori 2-orkan, og kostede mindst én person livet. De medfølgende regnmængder på kyststrækningen mellem Alabama og Florida gav imidlertid ifølge National Hurricane Center anledning til ’historiske og katastrofale’ oversvømmelser.


Sidste år påviste to amerikanske forskere, Timothy M. Hall og James P. Kossin, i en videnskabelig undersøgelse offentliggjort i Nature, at hurricanes langs den nordamerikanske østkyst er tilbøjelig til at gå helt i stå nær kysten og blive hængende over det samme område i mange timer.


Da den menneskeskabte globale opvarmning samtidig betyder, at atmosfæren kan indeholde større mængder vand, betyder det også, at de store mængder nedbør, som i forvejen ledsagede orkaner, i dag bliver endnu større. Når stormvejr bliver hængende over det samme område i længere tid, som det er tilfældet med hurricane Sally, vil det derfor give anledning til voldsommere oversvømmelser.


Samtidig skubbede hurricane Sally en flodbølge af havvand ind mod kysten, og i Mobile Bay, hvor fem floder løber ud i strædet, advarer myndighederne nu om, at potentielt ødelæggende oversvømmelser langs floderne venter i de kommende dage.


Den største trussel mod liv og ejendom i dag er ifølge forskerne netop flodbølger. Set fra kysten opleves den type flodbølger som en gradvis stigning af havniveauet i takt med, at stormen nærmer sig. Afhængig af størrelsen og den rute, som en hurricane følger, kan oversvømmelsen efter en stormflod vare i adskillige timer.


Havniveauet kan stige med syv meter eller mere over den normale vandstand, og det er de kraftige bølger på toppen, der kan forårsage de katastrofale ødelæggelser, når de river huse af deres fundamenter.


Samfund langs floderne mange kilometer fra havet kan rammes af oversvømmelser, og bølgerne kan på deres vej ødelægge de klitter og dæmninger, som normalt beskytter kystnære samfund mod storme.

Examples of two types of continental shelf and the effect on storm surge.

Hvis havbunden langs kysten langsomt bliver dybere fra kystlinjen, vil man med større sandsynlighed se højere flodbølger, end hvis havbunden falder brat ud for kysten. Således har den langsomt faldende havbund ud for Louisianas og Texas’ kyster givet anledning til ødelæggende stormfloder.


Kystlinjens udformning kan også skabe flodbølger. Når en flodbølge for eksempel løber ind i en bugt eller en flodmunding, kan områdets udformning virke som en tragt, der øger vandhøjden yderligere.


Den igangværende stigning i havniveauet som følge af smeltende iskapper og gletsjere har naturligvis også indflydelse på stormfloders størrelse. En medvirkende årsag til det stigende havniveau er, at havvandet i takt med den menneskeskabte globale opvarmning udvider sig. Mere end 90 procent af den globale opvarmning optages af verdenshavene.


Langs New Zealands kyster er havniveauet steget 20 centimeter i løbet af de sidste 100 år. Kyst-ingeniører i landet har den tommelfingerregel, at for hver 10 centimeter havniveauet stiger, øges hyppigheden af en given oversvømmelse langs kysten med en faktor på tre.


Det betyder, at en havniveaustigning på 10 centimeter vil ændre en kystoversvømmelse, der optræder én gang på 100 år til en hændelse, der optræder én gang hvert 33. år. En havniveaustigning på yderligere 10 centimeter vil gøre oversvømmelsen til en hændelse, der optræder hvert 11. år.


Det regnestykke gælder også for resten af kloden, hvor et lavtliggende land som Bangladesh allerede i dag oplever de katastrofale konsekvenserne af den globale ophedning.

14/09-2020

Træers optagelse af CO2

Træer er rigtig gode til at trække CO2 ud af luften og låse det fast i økosystemer på en sikker og billig måde. Hvis klimamålet fra Paris-aftalen i 2015 om at begrænse den globale opvarmning til 1,5 ºC skal lykkes, kræver det, at der trækkes mindst 200 milliarder tons CO2 ud af atmosfæren senest om 80 år. Samtidig skal vi i 2050 være ophørt med at udlede CO2. Ingen ved, hvordan man skal indfange så meget CO2, men skove kan bringe os en fjerdedel af vejen ifølge IPCC.


Sådan lød det i 2019. I dag knapt halvandet år senere tror de fleste forskere ikke længere på, at den globale gennemsnitstemperatur kan holdes under en stigning på 2 ºC. Endnu værre er det ifølge en ny videnskabelig undersøgelse offentliggjort i Nature Communications, at verdens skove nok alligevel ikke kan levere det forventede optag af CO2.


Uden de menneskeskabte udledninger af drivhusgasser – især CO2, der virker som gødning på planter – ville verdens skove befinde sig i en ligevægt, hvor der rundt regnet ville blive optaget lige så meget kulstof fra atmosfæren, som de mister. Den ligevægt har afbrændingen af fossile brændstoffer imidlertid ødelagt, siger to af forskerne bag undersøgelsen, Roel Brienen og Emanuel Gloor fra University of Leeds, i en artikel i The Conversation.


Tidligere videnskabelige undersøgelser har peget på, at tropiske skove i de tre verdensdele omkring ækvator er robuste over for stigende mængder CO2 og den deraf følgende globale opvarmning. Samtidig mente man, at temperaturstigningen også ville gavne træernes vækst i koldere regioner.


Den nye undersøgelse påviser imidlertid, at godt nok får mere CO2 i atmosfæren træerne på kloden til at vokse stadig hurtigere, men de dør også tidligere. Dermed kan skovene miste deres evne til at lagre kulstof.


For at undersøge forholdet mellem vækst og levetid brugte forskerne årtiers arbejde med at kortlægge træers årringe over hele verden udført af dendrokronologer (specialister i årringe).


Gennem årringeanalyser af mere end 210.000 individuelle træer fra mere end 80 forskellige arter over hele kloden kunne forskerne påvise, at træer, der vokser hurtigt, dør tidligere, og at langsomt voksende træer lever længere.


Ikke alene viste analysen, at det forhold gør sig gældende, når man sammenligner forskellige arter, det samme forhold gælder også træer indenfor samme art. Og det gælder i næsten alle typer af træer fra tropiske skoves tætte trækroner til de hårdføre træer i arktiske egne.


Konklusionen på de anvendte analysemodeller i undersøgelsen er derfor, at hurtigere vækst resulterer i hurtigere trædød, uden at man opnår den langsigtede stigning i lagring af kulstof, som ellers var forudsætningen i IPCC’s regnestykke over, hvor store mængder CO2 man kunne forvente, at skove ville trække ud af atmosfæren.


Den udvikling blev allerede forudsagt af forskere i en videnskabelig artikel i Science for tre år siden. For knapt et år siden leverede en anden videnskabelig artikel offentliggjort i PNAS beviser for, at man er begyndt at observere øget trædød over hele Jorden.


I dag mangler man stadig svar på, hvorfor hurtigtvoksende træer lever kortere tid, selvom man selvfølgelig har forskellige hypoteser. Under alle omstændigheder skal denne mekanisme hurtigst muligt indarbejdes i de foreliggende videnskabelige modeller, som bruges til at forudsige fremtidige optagelser af kulstof, hvis man skal have et realistisk billede af, hvor meget CO2 der vil være i atmosfæren i de kommende år – og hvor stor en global opvarmning vi kan forvente.

10/09-2020

Californien og Sibirien brænder

Satellitbillede af de igangværende naturbrande i Californien

Den igangværende hedebølge i Californien har allerede slået rekorder. Siden weekenden har dele af Californien og det sydvestlige USA haft temperaturer langt over det normale for den første uge i september.


Til og med den 8. september har naturbrandene hærget et rekordstort område på 5.5 millioner hektar i staten, som er rekord for denne årstid – i 2019 udgjorde det samlede brandhærgede område 294.000 hektar, mens antallet af naturbrande var 4.927. I dag er antallet af naturbrande indtil videre oppe på 7.606, ifølge Californiens guvernør Gavin Newsom.


Røgen fra brandene har betydet, at luftkvaliteten i Californien i øjeblikket er blandt de værste i verden, og der er ingen mildning på vej. Kraftige vinde og høje temperaturer holder fortsat gang i dusinvis af naturbrande på vestkysten, hvor både staterne Washington og Oregon også er ramt.

De igangværende naturbrande i Sibirien. Credit: NASA

Endnu værre ser det ud i Sibirien, men som følge af den lave befolkningstæthed er pressedækningen ikke den samme. I betragtning af situationens alvor burde den være meget større.


I starten af september i år har naturbrande i dele af det arktiske område i Sibirien været i gang siden den anden uge i juni, og siden begyndelsen af august har man registreret omkring 600 individuelle naturbrande hver eneste dag.


Den 20. juni 2020 nåede temperaturen i Verkhoyansk 38 ºC – det er den højeste temperatur, man nogensinde har målt i Arktis. Men det, der bekymre forskerne mest, er, at sidste år også var et rekordår, hvad angår temperatur og naturbrande. I år ser man så en gentagelse og til og med i endnu større skala.


De klimamodeller, som forskerne hidtil har bygget deres forudsigelser på i Arktis, havde til formål at kunne forudsige de rette forhold for hændelser som naturbrande – for eksempel høje temperaturer og kraftige vinde. Men netop sådanne forudsigelser er vanskelige, og modellerne kan ikke påvise, hvornår fremtidige ekstreme hændelser vil optræde set over et år.


Selv med de igangværende klimaændringer var det forventet, at denne sommers alvorlige hedebølge i gennemsnit ville optræde én gang med 130 års mellemrum. Og fremskrivningerne viser, at de ekstreme sommertemperaturer i Arktis i 2020 først burde have optrådt i midten af det 21. århundrede – altså om tre årtier.


Forskerne ved, at temperaturerne i regionen i løbet af de sidste årtier er steget mindst dobbelt så meget som i resten af verden, men det, forskerne nu ser, er klare tegn på en klimatisk feedback-proces, hvor opvarmningen i Arktis forstærker yderligere opvarmning.


CO2-udledningerne fra naturbrandene i området steg med mere end en tredjedel i år i forhold til 2019. I perioden januar til august vurderes naturbrandene i 2020 at have produceret 244 megatons CO2. Større CO2-udledninger vil betyde endnu varmere forhold på kloden som helhed, men især i Arktis og dermed endnu flere naturbrande i det område i fremtiden.


Samtidig vil aske og andre partikler fra de mange brande lægge sig som et mørkt lag på isen og sneen. Det vil nedsætte albedo-effekten, hvilket betyder, at isens og sneens evne til at reflektere Solens stråler formindskes. Det vil yderligere opvarme overfladen og dermed give anledning til mere afsmeltning.


Senior-adjunkt Christopher J. White, som er forfatter til artiklen på The Conversation, som dele af dette blog-indlæg bygger på, slutter med følgende:


’Arktis ligger i forreste linje, når det gælder klimaændringer. Det, vi her for første gang er vidne til, er nogle af de hurtigste og mest intense virkninger af klimaændringer. Selv om indvirkningen er voldsom – rekordhøje CO2-udledninger, ødelagte skove og jordbunde og smeltende permafrost – kan disse hændelser vise sig at være et varsel om det, der venter resten af verden.’

04/09-2020

Global ophedning og Jordens tredje iskappe

Sommeren 2020 – maj, juni, juli – blev ifølge DMI helt normal, både hvad angår temperatur, nedbør og solskin. Og så alligevel ikke. Både juni og august kom ind på top 10 over varmeste sommermåneder, mens juli blev den koldeste i 22 år.


De nye klimatal for perioden 1991-2020 viser samtidig, at vores somre er blevet ca. én grad varmere sammenlignet med det, vi tidligere har betegnet som ’normalt’, nemlig klimatallene for perioden 1961-90.


I New Zealand, hvor sommermånederne på den nordlige halvkugle er vintermåneder på den sydlige halvkugle, oplevede man den varmeste vinter, der er målt siden optegnelserne begyndte i 1909. Vinteren 2020 lå 1,15 ºC over gennemsnittet.


Meteorolog Ben Noll fra Niwa (National Institute of Water and Atmospheric Research) siger ifølge The Guardian, at syv af de 10 varmeste vintre, man har målt i New Zealand, har optrådt siden år 2000. ”Det viser med al tydelighed, hvor vi er på vej hen,” siger han, og en ny undersøgelse i Nature Climate Change underbygger hans udtalelse.


Undersøgelsen, der kiggede på ændringer hos 10 af New Zealands gletsjere, fortæller, at tab af is fra disse gletsjere i 2018 fandt sted med 10 gange større sandsynlighed som følge af den menneskeskabte globale ophedning. Hovedforfatter på undersøgelsen glaciolog Lauren Vargo siger til The Guardian:


”I tidligere år har der altid været sne på gletsjerne, men i 2018 var halvdelen af dem helt uden sne.”


Udviklingen er den samme i resten af verden, hvor Jordens såkaldte ”tredje iskappe” – bjerggletsjerne – mister is med stadig større hastighed med store konsekvenser for millioner af mennesker over hele kloden.


I Italien har forskere netop advaret om, at den største gletsjer i Dolomitterne, Marmolada, allerede har mistet mere end 80 procent af sin masse over de sidste 70 år. Professor i geofysik Aldino Bondesan fra University of Padura og medlem af den Italienske Glaciologiske Komité siger til The Guardian:


”På kort sigt er der intet, vi kan gøre for at redde den. Udviklingen hos gletsjere både i Italien og på verdensplan kan kun vendes med en fælles global indsats og ved en opbremsning af de igangværende klimaændringer.”


Advarslen kommer blot en måned efter, at adskillige hjem i en landsby i Aosta-dalen blev evakueret efter endnu en advarsel om, at et stort stykke af Mont Blanc-gletsjeren Planpincieux var i fare for at bryde sammen som følge af ”unormale temperaturudviklinger”.


Afsmeltningen af verdens gletsjere har også betydet, at antallet af gletsjersøer er vokset betydeligt i de seneste årtier, afslører satellitbilleder. I perioden fra 1990 til 2018 er antallet vokset med 53 procent. Ifølge undersøgelsen dækker 14.394 gletsjersøer nu næsten 9.000 kvadratkilometer af Jordens overflade.


Mange steder i verden ligger der tær befolkede dale nedenfor de store bjergkæders gletsjere. Når gletsjerne trækker sig tilbage, efterlader de naturlige volde af grus og klipper, som inddæmmer smeltevandssøerne. Fyldes søerne for hurtigt kan det give anledning til gennembrud, som i løbet af kort tid kan sende store mængder vand ned gennem dalene med store ødelæggelser og tab af menneskeliv til følge.


I Jiali-amtet i Tibet bevirkede vedholdende kraftig nedbør sidst i maj i år, at den moræneinddæmmede Jinwuco-sø i Niwu-bydistriktet gennembrød dæmningen den 25. juni. På remote sensing-billeder kunne man se, at en antal laviner af is, sne og klipper var faldet i søen få dage tidligere.


Dagen efter gennembruddet nåede flodbølgen Niwu-bydistriktet og sendte 7 millioner m3 vand ind i dalen med dødsfald og ødelagt infrastruktur til følge, siger Shijin Wang fra Northwest Institute of Eco-Environment and Resources.


I Island blev der over de sidste 20 år dannet en mindre smeltevandssø langs randen af landets næststørste gletsjer Langjökull. Den 17. august i år brød smeltevandet igennem inddæmningen, hvilket udløste en flodbølge på anslået 3,4 millioner m3. Selv om det blot var en mindre flodbølge, understreger det behovet for at overvåge dannelsen af nye randsøer, når hurtig gletsjerafsmeltning optræder.


Desværre er overvågning af de smeltende gletsjere helt utilstrækkelig i mange dele af verden. Vanskelige adgangsforhold og ekstreme arbejdsforhold gør opgaven meget dyr, og mangel på lokal kapacitet, både teknisk og operationelt, og mangelfuld deling af data gør problemet endnu større.


Den måske alvorligste konsekvens af de smeltende bjerggletsjere er imidlertid, at gletsjerne mange steder i verden har stor betydning for drikkevandsforsyningen og kunstvanding af afgrøder. Når gletsjerne er væk, skrumper vandløb og floder med udspring i bjergene ind eller udtørrer helt.


Adgangen til mad og vand er med andre ord tæt forbundet med mange bjerggletsjere, og den afhængighed er størst blandt nogle af verdens fattigste befolkninger i for eksempel Andesbjergene og for foden af Himalayabjergene – og tidshorisonten for bjerggletsjernes forsvinden med den igangværende globale ophedning er blot få årtier endnu.