DECEMBER

28/12-2020

Det Kaspiske Hav

Det stigende havniveau i verdenshavene har jeg omtalt utallige gange på denne blog, fordi det er et problem, som allerede i dag rammer millioner af mennesker langs klodens kyster, og fordi problemet forværres år for år.


Årsagen er den menneskeskabte globale opvarmning, som blandt andet smelter isen i Antarktis og i Grønland, men den globale opvarmning har også den modsatte virkning på andre dele af verdens vandområder, nemlig klodens utallige søer, hvor vandstanden på grund af fordampning synker.


Det bedste eksempel på denne lige så katastrofale udvikling for verdens søer er Det Kaspiske Hav. Med et areal på størrelse med Tyskland er det verdens største sø. I modsætning til søer i almindelighed, som indeholder ferskvand, har Det Kaspiske Hav en saltholdighed på en tredjedel af verdenshavene. Fem lande ligger langs søen – Rusland, Kasakhstan, Turkmenistan, Iran og Azerbaijan.


Vandstanden i Det Kaspiske Hav bestemmes af forholdet mellem tilstrømningen af vand, der hovedsageligt kommer fra Volga-floden, som løber ud i søen, af nedbøren i området og af fordampningen. Og netop fordampningen stiger i takt med den globale opvarmning.


I en netop offentliggjort videnskabelig artikel i Nature Communications har tre forskere, Matthias Prange, Thomas Wilke of Frank P. Wesselingh, undersøgt de katastrofale konsekvenser, som den globale opvarmning har på Det Kaspiske Hav.


Vandstanden i søen falder i øjeblikket med 7 centimeter om året – en udvikling, som sandsynligvis vil vokse. Om fem år kan vandstanden være 40 centimeter lavere end i dag, og om ti år næsten en meter lavere, og forskernes beregninger viser, at vandstanden i søen om 80 år vil være 9 til 18 meter lavere end i dag. I forvejen er vandstanden allerede 28 meter under det globale havniveau.


Da fordampningen som følge af den globale opvarmning er årsagen til den faldende vandstand, skal der ikke megen fantasi til at forestille sig, hvordan det vil gå med vandstanden, når den globale opvarmning vokser med cirka 3 til 4 ºC i løbet af de næste 80 år, som klimaforskere i øjeblikket forventer.


Det Kaspiske Hav har dog tidligere oplevet voldsomme ændringer i havniveauet. For omkring 10.000 år siden var vandstanden cirka 100 meter lavere, og blot få tusinde år tidligere var vandstanden 50 meter højere end i dag. Alligevel har både mennesker og dyr været i stand til at tilpasse sig livet omkring søen i de sidste 2 millioner år med skiftende vandstandsniveau.


Forskellen fra dengang til i dag er imidlertid den infrastruktur, som moderne samfund opbygger. Adskillige større og mindre havnebyer ligger langs søens bredder, og nogle af dem vil i de kommende år opleve, at vandet trækker sig mange hundrede meter væk fra kysten.


Den hastighed, hvormed det sker, vil naturligvis gøre det umuligt at bygge sig ud af problemet med nye kajanlæg. Grundlæggende er det nøjagtig det samme problem, som havstigningerne giver for havnebyer langs verdenshavene – infrastrukturen kan ikke overleve vandstandsniveauer, der ændrer sig så hurtigt.


Et mindst lige så alvorligt problem er konsekvenserne for naturen i regionen. Det Kaspiske Hav har store vådområder i nord og øst, hvor fisk og fugle henter en stor del af deres føde. Søen indeholder en række dyrearter, som kun findes her. Det drejer sig for eksempel om den kaspiske sæl og mollusk- og krebsdyrarter samt fiskearter.


I takt med den globale opvarmning vil vådområderne tørre ud og ende som golde sletter. Ligeledes vil lavlandsområderne og floddeltaer forsvinde og med dem den dyrkning af vandmeloner og ris, som foregår i dag. I forvejen er den voksende vandmangel et problem for den globale fødevareforsyning.


Hovedforfatter på den videnskabelige undersøgelse, Matthias Prange, siger til Eurekalert:


”Det Kaspiske Hav kan betragtes som repræsentant for verdens mange andre søer. Mange mennesker er ikke engang klar over, at søer inde i landet skrumper dramatisk ind som følge af klimaændringer, som vores modeller demonstrerer. Det skal simpelthen laves om. Derfor har vi brug for flere undersøgelser og en bedre forståelse af den globale opvarmnings konsekvenser i denne region.”


Målet må være, siger han, at øge opmærksomheden på konsekvenserne af klimaændringer på indhave og søer, så der kan udvikles passende strategier og tiltag for andre store søer og regioner, som står over for lignende udfordringer.

24/12-2020

Supertanker

Jeg er stor fan af program 1 på dr.dk.


Når jeg hører radio, er det altid et af de mange gode programmer, som sendes på den kanal. Det kunne være Brinkmanns Briks, Vildt Naturligt og Verden Ifølge Gram – programmer, som på hver deres måde indeholder relevante vinkler på klimakrisen.


Med dette blog-indlæg vil jeg imidlertid gerne gøre opmærksom på Supertanker, som gang på gang leverer interessante og spændende samtaler med fagfolk fra mange forskellige grene af videnskaben – dygtigt ledet af programmets vært Carsten Ortmann.


Som anbefaling til juledagene vil jeg foreslå programmet, som blev sendt den 15. december i år med titlen ’Staten er ikke bæredygtig nok’. Det har følgende beskrivelse på hjemmesiden:


”Stater, som vi kender dem over det meste af verden, er gode til at sørge for skatter, uddannelse, sundhedsvæsen og velfærd. Men den grønne omstilling, den bæredygtige verden, dén kan de ikke klare. Den er de simpelthen ikke i gearet til. Vi har 8-10 år til at ændre kurs, så vores børn og børnebørn har en klode, der er til at holde ud at bebo, og det kræver en radikal ændring af de måder, stater og lande gebærder sig - uanset deres ideologiske tilhørsforhold. En ny, dansk bog opregner, hvor de nuværende stater fejler og kommer med bud på, hvilke mulige veje vi kan gå. Som bl.a. den engelske filosof Kate Raworth påpeger; så vi ikke bliver hængende i en uønsket sump i hullet i doughnutten og heller ikke falder ud over doughnuttens yderkant/klodens begrænsninger.


Medvirkende:

Anders Blok, lektor i sociologi, Københavns Universitet. Rasmus Willig, lektor i sociologi, Roskilde Universitet. Carsten Ortmann, tilrettelægger og vært.”


Der er programmer nok til en hel nedlukket juleferie – og man risikerer kun at blive klogere.


God fornøjelse.

21/12-2020

Klimamanipulation i Kina

Innovativ udvikling skal fokusere på de kræfter, der fremmer vækst, mens koordineret udvikling sigter mod at løse ubalance i udviklingen. Samtidig skal grøn udvikling fremhæve harmonien mellem menneskeheden og naturen, og en åben udvikling vil prioritere vekselvirkningen mellem staten og det internationale samfund. Sidst men ikke mindst skal den fælles udvikling fremme social lighed og retfærdighed.


Det kunne lyde som et oplæg til Bidens indsættelsestale som USA’s næste præsident, men det er de principper, som den kommende femårsplan i Kina skal følge, og der er store forventninger til planen, da Kina ifølge det kinesiske nyhedsmedie chinadaily.com.cn forventer at være verdens eneste store økonomi, som kommer ud af 2020 med økonomisk vækst.


Intet tyder på, at Biden bliver en game changer i amerikansk politik – dertil har han valgt for mange personer med en tvivlsom baggrund. Til gengæld kan man med sikkerhed sige, at Kina vil køre videre ad det spor, hvor Kinas egne interesser kommer i første, anden og tredje række uanset de fine hensigtserklæringer.


I perioden 2012 til 2017 afsatte Kina knapt 8 milliarder kroner til et program, som havde til hensigt at modificere vejret med det formål at skabe mere nedbør i nogle af Kinas tørkeramte regioner.


Metoden (skypodning), der også i dag anvendes andre steder i verden, går ud på, at man ved hjælp af fly eller kanoner sender sølvjodid eller flydende kvælstof ind i skyer, hvorved vanddråberne i skyerne fortættes så meget, at de falder som regn eller sne.


Programmet blev kaldt Tianhe Projektet (himmel-floden) og havde til hensigt at lede den fugtholdige luft over Yangtze-flodbækkenet nordpå til Den Gule Flod-bækkenet, hvor fugten ville fortættes til regn.


Klimakrisen forværres imidlertid med stadig større hast. I det indre af Østasien – det nordlige Kina og Mongoliet – har man i de seneste år lidt under usædvanligt varme og tørre somre, fortæller en ny videnskabelig undersøgelse.


Denne del af Asien er ifølge forskerne en særlig følsom region, og med den igangværende udvikling i vejret, der giver stabile højtrykssystemer, som hæver temperaturerne og reducerer fugtigheden i jorden, vil det give anledning til intense og langvarige hedebølger som følge af en forstærket vekselvirkning mellem jordoverfladen og atmosfæren.


Derfor planlægger Kina nu en hurtig udvidelse af sit vejrmodifikationsprogram, så det kommer til at omfatte et område, der er mere end halvanden gang så stort som Indien. Beslutningen, der blev bekendtgjort onsdag den 2. december, betyder, at verdens i forvejen største skypodningsprogram med omkring 35.000 ansatte, nu bliver femdoblet.


Et program af den størrelse er ikke længere et lokalt anliggende i dele af Kina, men et program, der kan få uforudsete og fatale følger for store dele af Asien og sandsynligvis for hele Jorden. Det kaldes klimamanipulation eller geomanipulation (geoengineering).


I Indien spekulerer man allerede på, om Kina er begyndt at bruge vejret som våben, og man frygter naturligvis, at mere kunstig regn i Kina vil betyde ændrede klimamønstre, der vil få en negativ indvirkning på den voksende mangel på vand også i Indien – og for den sags skyld i resten af Asien.


En anden version af klimamanipulation, som har været på tale i årevis, er styring af Solens indstråling, hvor man for eksempel prøver at afkøle Jorden ved at reflektere en del af Solens stråler tilbage til rummet.


Med den fortsatte globale opvarmning ville et sådan teknologisk tiltag gøre os permanent afhængig af den form for klimamanipulation. Stopper manipulationen af en eller anden årsag pludseligt – for eksempel som følge af krig, en naturkatastrofe eller sabotage – vil det ifølge en artikel på netmediet The Conversation betyde en meget hurtig stigning i temperaturen, som vil være katastrofal for menneskeheden.


Så voldsomme følger får Kinas klimamanipulation med skyerne sandsynligvis ikke, men intet afholder andre lande fra at foretage lignende klimamanipulationer, for som Arwa Mahdawi skriver i The Guardian:


’Jeg kan ikke forudsige fremtiden (eller lave om på vejret), men jeg formoder, at vi kommer til at se et boom i eksperimentel geomanipulation i de nærmeste år – og ikke kun i Kina. Men uanset hvor hvor kloge vi tror, vi er, har jeg en følelse af, at Moder Natur vil være den, der ler sidst.’

16/12-2020

Vindmølleindustriens svineri

Dræning af sumpen hos den politiske højrefløj er omsider begyndt, og med Inger Støjberg er det en rigtig god begyndelsen, men det er langt fra nok. Mange flere hoveder skal rulle på den side af det politiske spektrum, hvis vi skal kunne klemme os ud af klimakrisen med blot en smule selvrespekt i behold.


Konkurrencestatens mest indædte forkæmpere bakket op af slænget af banditter i habitter, hvis eneste mål er at optimere deres egen profit på bekostning af almindelige menneskers liv og levned, sidder i Folketinget.


Skabelsen af en bæredygtig verden – den, der er forudsætningen for, at vore børn og børnebørn også har en klode, der er værd at leve på – kan naturligvis ikke overlades til disse mennesker.


Og heller ikke de multinationale virksomheder, som producerer de såkaldte grønne energikilder som vind og sol, der af mange – især dem selv – anses for at være Jordens redning, lever for eksempel op til det produktansvar, som skal være en selvfølge i en bæredygtig verden.


I en artikel på dr.dk fra i går den 15. december fortæller to journalister, Thomas Klose Jensen og Uffe Bregendahl, at renovationsselskabet REFA på Lolland-Falster allerede har mere end 250 tons vingeskrot fra vindmøller i deponi. I Danmark er det nemlig billigt og helt lovligt at placere affald, som ikke umiddelbart kan genanvendes, på lossepladser.


Møllevingerne er lavet af glasfiber, der er overfladebehandlet med en blanding af epoxy og såkaldte isocyanater – stoffer som er yderst giftige at arbejde med, men som ifølge eksperter ikke udgør en trussel, når de er hærdet (håber vi). Til gengæld er det svært at hakke dem ned i mindre og mere håndterbare stykker.


Da deponi er den billigste måde at komme af med vingerne på, er det sådan man gør, når man af konkurrencehensyn gerne vil minimere sådanne udgifter.


Direktør Jan Hylleberg fra Wind Danmark, som repræsenterer vindindustrien i Danmark, siger ifølge dr.dk, at det er et problem, der skal diskuteres på EU-niveau. Det nytter nemlig ikke noget, at Danmark eksempelvis forbyder deponi af kompositmaterialer, hvis de så bare deponeres i andre steder i Europa, siger han.


Det er lige præcis den undskyldning, som industrien og landbruget til stadighed kommer med, når de bliver bedt om at rydde op i deres svineri – konkurrencehensyn kommer hele tiden i vejen for udviklingen mod en bæredygtig verden. Det har dog ikke afholdt Tyskland fra at forbyde møllevingesvineriet.


Miljøminister Lea Wermelin (S) så gerne, at vindmøllevingerne endte et andet sted end på en losseplads. Hun er dog ikke klar til endnu at gøre som i Tyskland og helt forbyde deponi af kompositmateriale. For når en mulig trussel mod industriens og landbrugets konkurrenceevne overfor udlandet dukker op, så står politikerne altid skulder ved skulder med industrien. Og imens vokser problemet.


Ifølge Lykke Margot Ricard, der er lektor i innovation og produktudvikling på Syddansk Universitet, kan Danmark i de næste 23 år se frem til cirka 61.000 tons kompositmateriale på landets lossepladser af den type, som vindmøllevinger er lavet.


Til dr.dk siger hun i øvrigt, at man i Tyskland er langt længere fremme i forhold til at genanvende de store vindmøllevinger - eksempelvis ved at blande det i cement. (Så stammer cementen under Njals Tårnet i København måske derfra?!)


Problemet med vindmøllevinger er selvfølgelig lagt større uden for EU. For to år siden afslørede en artikel fra DTU Vindenergi, at forkanterosion på vindmøllevinger er et stort problem. Slitagen er langt større en forventet og koster vindmølleejerne millioner af kroner i reparationer og udskiftning af vingerne før tid.


Årsagen er ironisk nok klimakrisen, idet hyppigere og kraftigere regn og hagl ødelægger møllevingernes coating, så man oplever betydelige energitab på mange vindmøller. Da klimakrisen som bekendt stadig forværres, kan det være svært at se en løsning på problemet, og dermed vil mængden af skrottede vindmøllevinger også blive større.


I dag – og vi skriver 2021 om et øjeblik – står anvendelsen af fossile brændstoffer stadig for omkring 75 procent af den globale energiproduktion, og de såkaldte grønne energikilder udgør ikke engang 10 procent af den produktion. Og behovet for energi vokser fortsat.

12/12-2020

Klimakrisen og vores sundhed

2020 bliver et af de tre varmeste år, man har målt, slår World Meteorological Organization (WMO) fast, og årtiet 2011-2020 vil under alle omstændigheder blive det varmeste årti, man har målt. De seks varmeste år er alle årene fra 2015.


Med det i baghovedet er det ikke så mærkeligt, at forskerne nu advarer om, at dele af kloden vil være på nippet til at overskride tærskler i klimaet, hvorfra der ikke er nogen vej tilbage. Det drejer sig om det nordlige Kina og Mongoliet og store områder i det sydøstlige Australien.


I det indre af Østasien har man i de seneste år lidt under usædvanligt varme og tørre somre. Denne del af Asien er ifølge forskerne en særlig følsom region, og med den igangværende udvikling i vejret, der giver stabile højtrykssystemer, som hæver temperaturerne og reducerer fugtigheden i jorden, vil det give anledning til intense og langvarige hedebølger som følge af en forstærket vekselvirkning mellem jordoverfladen og atmosfæren.


Ved at analysere årringe i træer, hvis vækst er særlig følsom overfor variationer i vejret, kan forskerne rekonstruere forskellige klimaparametre med en årlig opløsning, som går adskillige hundrede år tilbage i tiden. Undersøgelsen viser, at hvis denne klimatærskel overskrides, vil fremtiden netop være intense og langvarige hedebølger.


I det sydøstlige Australien er situationen stort set den samme. Megatørker, som er tørker, der varer to årtier eller længere, forudsiges nu at vokse i antal som følge af klimakrisen.


I den australske undersøgelse har forskerne analyseret geologiske data fra Eem-mellemistiden fra 129.000 til 116.000 år siden i form af stalagmitter dybt nede i underjordiske huler. En af forskerne bag undersøgelsen, professor Hamish McGowan, siger om undersøgelsens resultater til eurekalert:


”Vi fandt, at i fortiden har en tilsvarende opvarmning været forbundet med megatørke-lignende forhold over det sydøstlige Australien. De tørre klimaforhold herskede i århundreder – nogle gange endda i mere end 1000 år – og El Niño-hændelser forværrede dem sandsynligvis. Det er alarmerende resultater i en lang liste af alarmerende resultater, som forskerne har offentliggjort over de sidste årtier.”

Det er på den baggrund, at den seneste årsrapport fra The Lancet Countdown on Health and Climate Change i sidste uge blev offentliggjort. De mere end 120 forskere bag rapporten siger det klart:


’Klimaændringer resulterer i dybtgående, presserende og forværrede indvirkninger på sundheden – og intet land kan sige sig fri.’


Fire af forskerne fra en af arbejdsgrupperne bag Lancet Countdown-rapporten, Celia McMichael, Ilan Kelman, Shouro Dasgupta og Sonja Ayeb-Karlsson, fortæller om resultaterne på netmediet The Conversation.


Her skriver de blandt andet, at der var 296.000 for tidlige varmerelaterede dødsfald blandt folk over 65 år i 2018 – det er en stigning over de sidste to årtier på 54 procent, og at det globale høstpotentiale for de største afgrøder faldt med 1,8-5,6 procent mellem 1981 og 2019, hvilket truer den globale fødevaresikkerhed.


På grundlag af de nuværende befolkningsdata anslår forskerne, at 145 millioner mennesker potentielt trues af et globalt stigende havniveau på en meter. Det tal vil vokse til 565 millioner mennesker ved en gennemsnitlig havstigning på fem meter, og netop havstigninger har både direkte og indirekte konsekvenser for menneskers sundhed.


Ud over at oversvømmelser og højere bølger vil ødelægge infrastruktur som drikkevandsforsyning og kloakrør, så kan indtrængende saltvand ødelægge ferskvand og jordkvalitet.


Med mindre man snarest handler vil konsekvenserne for sundheden forværres som følge af klimaændringerne. Derfor, siger forskerne, er en globalt koordineret fælles indsats afgørende i bestræbelserne på at tackle både COVID-19 og klimakrisen.


Helt på linje med de to ovenfor nævnte videnskabelige undersøgelser slår Lancet Countdown-rapporten fast, at temperaturerne vil fortsætte med at stige i hver eneste region i hele verden, og at det i første omgang især vil ramme ældre mennesker i Japan, det nordlige Indien, det østlige Kina og i Centraleuropa.


Det vil være et stort problem for folk med allerede eksisterende helbredsproblemer, mens folk, der er tvunget til at arbejde udenfor som for eksempel bygningsarbejdere og folk i landbruget, også vil blive ramt af de stigende temperaturer. Som nævnt i tidligere blog-indlæg er det især den stigende luftfugtighed i forbindelse med temperaturstigningerne, der for alvor bliver en trussel.


Rapporten viser også, at ekstrem tørke i 2019 globalt ramte et dobbelt så stort landareal i forhold til udgangspunktet 1950-2005. Og ikke overraskende kan tørke forårsage svindende drikkevandsforsyninger, der også rammer kvæg og landbrugsproduktionen. Stigende risiko for naturbrande er en efterhånden alt for velkendt fare i den forbindelse.


Mellem 2015 og 2019 voksede antallet af mennesker, der blev ramt af naturbrande, i hele 128 lande sammenlignet med 2001-2004 udgangspunktet.


Sygdomsbærende insekter som myg vil brede sig til nye kystområder og give anledning til spredning af sygdomme som malaria og denguefeber, siger forskerne. Det er imidlertid vigtigt, slår de fast, siger de videre, at vi i den nuværende situation ikke kun kan fokusere på COVID-19 på bekostning af klimaændringer.


Faktisk bør tiltag mod klimakrisen være i centrum for en global genrejsning af verdenssamfundet efter corona-pandemien – alt andet vil betyde farvel til den verden, vi skal redde.

10/12-2020

Mission & our Vision for Europe


Mission

At the center of what we do are two key beliefs: that people hold the power to drive change, and that the Europe we live in today needs real, deep-rooted transformation so that its politics reflect the needs of people and planet rather than corporations and profit.


We run campaigns that give people across Europe the chance to be part of this change. It could start with signing a petition online or talking directly to a Member of the European Parliament or donating small amounts to fund creative tactics that help us win campaigns. These individual acts, when put together, create something bigger than we can ever achieve alone. That is when politicians start listening to us, dogmas fall, and a Europe that puts people and planet first becomes possible.


As WeMove Europe, we set out to play a role in connecting people across Europe, to build attitudes around solidarity and trust, not fear and distrust of others. We connect up stories and fights for justice across countries. We partner with and tell the story of courageous mayors and councils in cities that challenge the norm, build trust, value and welcome migrants, overturn injustice.


Our vision for Europe

WeMove Europe is an independent and values-based organisation that seeks to build people power to transform Europe in the name of our community, future generations and the planet.


While the original European Community was built on iron, coal and peace, the new EU should be built on a green and just transition. We could live in a different kind of Europe that values well-being. We could live in a Europe that values care, community and human connection, that is aware of its social and environmental footprint, that gives free access to public transport to all, that accepts and values migrants, that respects and practices international human rights law, that redefines the economics curriculum beyond neoliberal theory, that supports cooperatives, that looks beyond offering to ‘leave no one behind’ to putting marginalised communities at the centre of power, that values the knowledge of youth and listens to them on climate change before it’s too late. We could live in a Europe that listens.
 
In a Europe that listens, democracy can thrive. Hate has less space to grow. People feel heard, they can take part in decision making, reform is possible, dissent is possible. Democracy is also defined as more than turning up to vote every five years. Whilst voting matters, there are many other ways for people to have a say from meaningful consultations to Citizens Assemblies to European Citizens' Initiatives that actually result in citizens’ initiatives being adopted.


In a Europe of connections, we can build a strong European demos that connects. People get involved because they see the links between the issues they face at home, and those faced by other people across Europe. We feel European because we feel the need to come together around causes that are existential for people and planet. We know that we have more in common than that which divides us and that it makes sense to collaborate rather than compete on major issues like tax justice, climate change, migration and even housing.
 
We will work towards a different leadership in Europe to do things differently.
This leadership:


•    Understands and acts on the root causes of our systemic problems
•    Understands and acts on the system of patriarchy
•    Understands ‘power to’ and ‘power with’ and focuses on igniting people power
•    Leaves its ego outside the door
•    Is curious, creative and takes risks
•    Walks the talk on its values


There is a different path for Europe; one in which its values are taken seriously. One that takes up good ideas that are not yet making it to the mainstream. Getting to that kind of Europe will be a long-term process. Real change cannot happen overnight. But we are on it.
 

You can read our 2020 - 2022 strategy here!

You can read more about our vision for Europe here!


We Move Europe fb twitter

08/12-2020

Klimakrisens ofre

Billede af Jim Black fra Pixabay

To af de 30 navngivne storme i år, hurricanes Eta og Iota, ramte med få dages mellemrum Guatemala, Honduras og Nicaragua i starten af november. FN’s Flygtningeorganisation (UNHCR)anslår, at mere end 500.000 mennesker i de tre lande i dag er internt fordrevne – altså klimaflygtninge.


Ifølge journalisterne Laura Gottesdiener og Lizbeth Diaz fra Reuter overvejer yderligere tusindvis af mennesker at forlade deres hjem og slutte sig til de flygtningekaravaner, der i de kommende uger vil begive sig nordpå fra Honduras.


Allerede før orkanerne led de centralamerikanske lande under pandemien og massearbejdsløshed, som sendte tusindvis af flygtninge nordpå. Nu får de selskab af talrige bønder, der ikke længere ser sig i stand til at opretholde livet efter gentagne ødelæggelser af deres levebrød som følge af klimakrisen.


Orkanerne har yderligere forværret den politiske situation og det samfundsmæssige sammenbrud, der i dag har gjort det endnu nemmere for kriminelle at udvide deres aktiviteter i området.


Den regionale repræsentant for UNHCR Giovanni Bassau siger:


”Hvis man i forvejen har et samfund, der allerede i en vis udstrækning er styret af bander, forværres tingenes tilstand yderligere med oversvømmelser og tilflugtssteder. Det efterlader folk med kun én mulighed, nemlig at flygte.”


I den anden ende af verden – i Centraleuropa – ser man også i dag alvorlige konsekvenser af klimakrisen. I år oplevede landene i den del af Europa alvorlig tørke i april. Det samme skete sidste år – ja, faktisk er det sket næsten hver april måned i de sidste 14 år.


Hvis april er for varm med for lidt nedbør, fordamper en stor del af den fugtighed, som er oplagret i jorden, og det øger sandsynligheden for sommertørke. Det er naturligvis ødelæggende for landbrugsproduktionen, og situationen forværres yderligere af, at nedbøren, når den endelig kommer, falder i skybrudslignende mængder, som skaber store oversvømmelser.


Et hold forskere gav sig til at undersøge årsagen til forholdene i Centraleuropa, og i en netop offentliggjort videnskabelig rapport i Nature Climate and Atmospheric Science med den spøjse titel ’On the curious case of the recent, mid-spring precipitation defecit i central Europe’ beskriver de deres resultater.


En af de vigtigste drivkræfter i det europæiske klima er den nordatlantiske cyklus NAO (North Atlantic Oscillation). NAO kendetegnes ved variationer i forskellen mellem vinterlavtryk ved Island og vinterhøjtryk over Azorerne. En positiv NAO-fase kendetegnes normalt ved et stærkt subtropisk højtrykscenter og et dybt islandsk lavtrykscenter.


Ifølge forskerne er en af årsagerne til de gentagne tørker i april i Centraleuropa, at en aftagende temperaturforskel mellem Arktis og mellembreddegrader medfører en ændring i jetstrømmen, som foranlediger dannelsen af et blokerende højtrykssystem over Nordsøen og dele af Tyskland. Og det er årsagen til, at april-vejret i det centrale Europa bliver meget varmere og mere tørt.


På baggrund af den foreliggende undersøgelse kan forskerne ikke forudsige, om blokerende højtrykssystemer også vil bestemme april-vejret i området i fremtiden, da NAO med års mellemrum skifter mellem en positiv og en negativ fase – den nuværende kraftige positive fase har indtil nu varet i 20 år.


Hvis de globale temperaturstigninger fortsætter, er der imidlertid stor sandsynlighed for, at disse områder med højtrykssystemer fortsat vil dannes, siger forskerne. Dermed vil måneden april fortsætte med at blive varmere og mere tør, end det har været tilfældet for 20-30 år siden – og intet tyder på, at de globale temperaturer vil falde i fremtiden.


Hvordan befolkningerne i de centraleuropæiske lande så vil tackle en situation med udbredt tørke og ekstrem nedbør på de forkerte tidspunkter, og hvor forholdene for landbruget og altså utallige menneskers levebrød bliver stadig vanskeligere, vil vi sandsynligvis snart opleve.


Situationen vil på mange måder minde om situationen i Mellemamerika og i resten af verden, og flygtningestrømmen fra Centraleuropa vil gå samme vej, nemlig nordpå. På vejen vil flygtningestrømme fra Sydeuropa og Afrika støde til.


Klimakrisens alvor og de samfundsmæssige konsekvenser har endnu engang fået forskere og akademikere fra hele verden til at skrive under på en indtrængende advarsel om klimakrise og konsekvenser for verdenssamfundet i form af et brev til The Guardian offentliggjort den 6. december.


Heri fortæller de knapt 300 forskere og akademikere, at man anser muligheden for et samfundsmæssigt kollaps i løbet af de næste 80 år for et sandsynligt scenarie. Der er godt nok divergerende opfattelser af hvor, hvordan og hvornår, men den måde, hvorpå moderne samfund udnytter mennesker og natur, er en fælles bekymring.


Allerede i dag anser militærfolk et kollaps som et scenarie, man bør tage alvorligt, og det samme gør mange mennesker og samfund på den sydlige halvkugle – hovedparten af verdens rige lande ligger som bekendt på den nordlige halvkugle.


Nogle af medunderskriverne af brevet tror tror dog stadig, at en omstilling til en ny samfundsorden er mulig, selv om det kan være emotionelt udfordrende at erkende den ødelæggelse, der finder sted samtidig med den voksende trussel mod den dagligdag, som de som højt uddannede mennesker selv har.


Det er på tide at indlede den svære diskussion om de udfordringer, vi står overfor, siger underskriverne.

05/12-2020

Danmarks klimatiltag

Billede af Elise Aldram fra Pixabay

”Oj, hvor vi tramper,” sagde musen til elefanten – eller ”Vi er EU’s største olieproducent, og derfor vil det give genlyd ude i verden,” sagde klimaminister Dan Jørgensen ifølge dr.dk, da han bekendtgjorde, at Danmark vil sætte punktum for det danske olie- og gaseventyr i 2050.


Vi må håbe, at andre lande ikke regner på tallene, som klimarådet netop har gjort. Det er nemlig kun de drivhusgasser, der bliver lukket ud i forbindelse med selve produktionen, der er med i regeringens regnskab.


Klimarådet er ifølge dr.dk kommet frem til, at det vil spare 0,02 millioner ton CO2 i 2030, når der nu ikke længere bliver givet nye boretilladelser. Det svarer til én promille af de 23 millioner ton, som Danmark må udlede i 2030, hvis vi skal holde vores klimamål.


Mange klimaaktivister kritiserede naturligvis straks det tiltag, blandt andet Greta Thunberg med følgende besked på twitter:


”The real news here is that Denmark will apparently go on extracting fossil fuels for another 3 decades. To us children, this is not the "good news" that some people seem to think. We're in a climate emergency. Act accordingly.”


Skulle vi have gjort et forsøg på at redde os selv og vore børn fra den dagligt voksende klimakrise, skulle vi være startet for 30 år siden. I dag er det uigenkaldeligt for sent.


Da der blev politisk enighed om, at de sidste to ugers feriepenge udbetales op til påske 2021, jublede finansminister Nicolai Wammen og hele højrefløjen i Folketinget:


”… så skynd jer ud og sving dankortet!” lød det begejstret fra finansministeren.


Er nogen stadig i tvivl om, at mantraet også med en socialdemokratisk regering er øget økonomisk vækst og forbrug til gavn for profitten hos verdens rige? Under Covid-krisen voksede milliardærernes formue med 10,2 billioner dollars. Samtidig viser en undersøgelse fra Oxfam og Stockholm Environment Institute, at verdens 1 procent rigeste udleder dobbelt så meget CO2 som de 50 procent fattigste.


Og så var der aftalen om nye afgifter på benzin- og dieselbiler, der skal bane vejen for 775.000 elbiler inden 2030. Her lyder det sådan fra en stadig begejstret finansminister Wammen ifølge dr.dk:


”Det her er en vigtig aftale om en grøn genstart af Danmark. Samtidig med at vi skal håndtere en coronakrise og andre udfordringer, tænker vi grønt, og vi tænker langsigtet.”


Til det sludder siger Enhedslistens klimaordfører Mai Villadsen ifølge samme artikel på dr.dk.:


”Selv om vi har fået hævet den forventede CO2-reduktion væsentligt i forhold til regeringens udspil, er vi langt fra i mål. Vejtransporten står for en rigtig stor del af de danske klimagasudledninger, men vi finder stadig kun 2,1 millioner ton CO2-reduktioner med den her aftale. Det er for lidt, hvis vi skal nå klimamålene, og for os at se bliver det nødvendigt at vende tilbage til området. Selv små gode skridt er ikke nok til at løse den klimakrise, vi står i.”


Og jeg vil blot henvise til mit tidligere blog-indlæg: 2020-08-04 Elbiler og batteriproduktion.


Hvis man nu stiller spørgsmålet: Kan verden stoppe brugen af fossile brændstoffer i dag? som professor Ralph Sims fra Massey University gjorde for nylig i en artikel på netmediet The Conservation, er svaret et rungende nej. Den globale økonomi, vores sundhed og vort levebrød er i dag stærkt afhængig af olie, kul og gas, siger han.


Et af hovedproblemerne er, at den globale støtte til udvinding af fossile brændstoffer fortsat er stor – ifølge IMF (International Monetary Fund) udgør den 4,7 billioner dollars om året. Således er vi alle med til at holde liv i en industri, som ødelægger vor klode, uanset hvor brændende vi ønsker at forandre verden. I USA er støtten til den fossile brændstof-industri for eksempel 10 gange større end det beløb, som landet bruger på uddannelse.


Godt nok er det globale energiforbrug faldet betydeligt under COVID-19 pandemien, men forbruget forventes at stige igen, når pandemien er overstået ifølge en ny rapport udarbejdet af blandt andre FN.


Verdens lande planlægger i øjeblikket en stigning i produktionen af fossile brændstoffer på 2 procent om året, og de økonomiske genoprettelsespakker, som mange lande har vedtaget for at bringe økonomien på fode efter COVID-19, betyder for eksempel, at G20-landene i øjeblikket giver 50 procent mere i støtte til fossile brændstoffer end til grøn energi.


Forskerne har tidligere slået fast, at produktionen af kul, olie og gas skal falde med 6 procent om året frem til 2030, hvis den globale overophedning skal begrænses til 1,5 ºC-målet ifølge Paris-aftalen, så alvorlige klimaødelæggelser undgås. I øjeblikket er produktionen af fossile brændstoffer på vej mod det dobbelte af, hvad det mål kræver. Godt nok vokser andelen af grøn energi på verdensplan, men 75 procent af energiproduktionen kommer stadig fra fossile brændstoffer.


Det er imidlertid ikke kun politisk vilje til en ny verdensorden uden fossile brændstoffer, der mangler. Råolie er i dag en så integreret del af det globale produktionsapparat, at elbiler overhovedet ikke gør en forskel.


Alle former for oliepræparater indgår i enhver form for produktion – maskindele og lejer skal konstant smøres, elbiler skal også undervognsbehandles og bildæk er ofte baseret på olieprodukter.


5 procent af den globale olieproduktion går i øjeblikket til fremstilling af plastic, og man behøver blot at kigge rundt på sit skrivebord for at konstatere, hvor vigtig plastic er for vores dagligdag.


Mange flere mennesker har under pandemien været indlagt på hospitaler og har med egne øjne kunnet konstatere, hvor stor en del af hospitalsudstyret, der er lavet af plastic. Brugen af håndsæbe er steget betydeligt under pandemien, og sæben i plasticbeholderne er også baseret på råolie.


Selvom der er mange alternativer til fossile brændstoffer med et meget lavere CO2-aftryk, så er fossile brændstoffer fortsat relativt billige produkter først og fremmest som følge af den massive globale statsstøtte, men også fordi, at omkostningerne ved deres forurening normalt ikke er indregnet i prisen, fortæller professor Ralph Sims.


Et andet vigtigt forhold, som gør fossile brændstoffer attraktive, er energitætheden – en klump kul indeholder for eksempel meget mere energi end et stykke træ af samme størrelse.


Det kræver som regel indgriben på regeringsplan, hvis alternative energiformer skal øge deres andel af det samlede energiforbrug, men ifølge professor Sims er det en større udfordring at skulle ændre folks adfærd omkring energi end at tage nye grønne teknologier i brug, der kan levere den samme mængde energi.


De folk, han taler om, må være verdens politikere, for som Niklas Hagelberg fra Unep (FN’s Miljøprogram) siger ifølge The Guardian:


”Regeringer sprøjter billioner af dollars ind i de fossile brændstof-industriers økonomier – det er penge, de har lånt af fremtidige generationer. Hvis vi fortsætter med at investere i fossile brændstoffer, giver vi vore børn en klode, der er fuldstændig ødelagt, og har samtidig spildt pengene.”

03/12-2020

Hurricane-sæsonen 2020

NOAA’s satellitbilleder viser de navngivne atlantiske storme i 2020 til og med den 18. november.

Den atlantiske hurricane-sæson 2020 slutter normalt inden 1. december. Om det holder stik, vil de kommende uger vise. Under alle omstændigheder har sæsonen indtil nu leveret 30 navngivne storme og har dermed slået den tidligere rekord fra 2005. Det er blot anden gang siden 1950’erne, at listen over storm-navne ikke slog til.


Ifølge det amerikanske National Oceanic and Atmospheric Administration markerer 2020 det femte år i træk med en atlantisk hurricane-sæson, som ligger over det normale. En gennemsnitlig sæson har 12 navngivne tropiske storme, 6 hurricanes og 3 store hurricanes.


Den øgede hurricane-aktivitet tilskrives flere faktorer, blandt andet at en La Niña, som giver koldt overfladevand i den ækvatoriale del af Stillehavet, var kraftigere end forventet. Koldt overfladevand i denne del af Stillehavet gør det faktisk lettere for tropiske storme at dannes og blive kraftige i Atlanterhavet (se billedet herunder).

De atlantiske havoverfladetemperaturer i september 2020 var varmere end gennemsnittet for perioden 1981-2010. NOAA

Samtidig er man i den varme fase af en klimavariation i Atlanterhavet, der kaldes Atlantic Multi-Decadal Oscillation (AMO), som giver hyppigere, kraftigere og længerevarende storme. Den nuværende fase begyndte i 1995 og kan vare mellem 25 og 40 år.


Denne varme fase giver havoverfladetemperaturer i Atlanterhavet, der er varmere end gennemsnittet. Faktisk har temperaturerne i Atlanterhavet – som også omfatter Den Mexicanske Golf og Caribien – været ekstremt høje i år.


Drivkraften i hurricanes er netop overførslen af varme fra havet til atmosfæren. Den maksimale potentielle intensitet i en storm dikteres således af overfladetemperaturen i havet, når forholdene er ideelle. Varmeoverførslen kan også virke som en termodynamisk bremse på hurricane-intensiteten.


Omkring 90 procent af den ekstra varme, som fanges i atmosfæren af drivhusgasser, opsuges af havene. Som bekendt stiger mængden af de menneskeskabte drivhusgasser fortsat, og dermed stiger havenes overfladetemperaturer også.


Selvom forskerne endnu ikke har kunnet dokumentere, at klimaændringerne har direkte indflydelse på den globale orkan-hyppighed, så betyder det varmere klima, at orkaner på andre måder udgør en voksende trussel.


Man observerer en voksende andel af kategori 3-, 4- og 5-storme i hele verden – også i Atlanterhavet. I USA oplever man flere storme, der er ledsaget af ekstreme regnmængder, og her spiller det varmere klima en afgørende rolle. Med varmere temperaturer fordamper mere vand til atmosfæren, hvilket resulterer i en større luftfugtighed.


Samtidig så man i 2020-sæsonen, at 10 storme i løbet af blot 24 timer øgede den maksimale vindhastighed med mere end 56 kilometer i timen. Storme, der forstærkes så hurtigt, er særligt farlige, fordi de er vanskelige at forudsige nøjagtigt, og fordi de giver meget lidt tid til evakuering, hvis intensiveringen sker lige før de går i land.


Selvom forudsigelser om den bane, orkaner følger, er blevet betydeligt forbedret i de sidste årtier med helt op til fem dages varsel, så er forudsigelser om deres dannelse og intensivering kun blevet marginalt forbedret.


Årsagen er, at computermodeller af vejret er uhyre komplekse. Det gøres ikke nemmere af, at ny forskning afslører, at skyer spiller en afgørende rolle i tropiske orkaners udvikling, idet skyerne med stor effektivitet opfanger den infrarøde stråling, som kommer fra havoverfladen.


I betragtning af, at antallet af ødelæggende orkaner tydeligvis vokser, er det yderst vigtigt, at forskerne bliver i stand til at kunne forudsige, hvordan og hvornår disse orkaner vil dannes, intensiveres og true befolkninger langs kysterne.