APRIL

Varmeste år, COVID-19 og Jordens fremtid

29/04-2020: Som tidligere nævnt blev januar i år den varmeste, man har målt. I Antarktis blev der målt varmerekord i februar, og ifølge DMI satte Qaanaaq i Grønland varmerekord den26. april med 6 ºC.


Varmerekorderne i år har overrasket forskerne, da 2020 ikke er et El Niño-år, som ofte er ensbetydende med varmere vejr end normalt. Rekorderne har fået klimaforskere til at regne på, hvor 2020 ender i statistikken over de varmeste år, man har målt.


Ifølge USA’s National Oceanic and Atmospheric Administration (NOAA) er der knapt 75 procent chance for, at 2020 sætter ny varmerekord globalt, og man betragter det så godt som sikkert, at året ender blandt de fem varmeste.


Klimaforsker Gavin Schmidt fra Nasa Goddard Institute for Space Studies i New York siger på Twitter, at der er omkring 60 procent chance for, at dette år vil sætte ny rekord, mens det britiske Met Office nøjes med en fifty-fifty chance for et nyt rekordår.


Årsagen til den globale opvarmning er som bekendt de menneskeskabte udledninger af drivhusgasser, især CO2. Man kunne forledes til at tro, at den igangværende COVID 19-pandemi, som har betydet en massiv nedlukning af virksomheder og transport over hele verden – fra den stærkt forurenende fossile brændstofindustri til bil- og flytrafikken – ville betyde en formindskelse af drivhusgasser, som kunne gøre en forskel på det globale CO2-niveau.


Om det forhold siger klimaforsker Karsten Haustein fra University of Oxford til The Guardian:


”Klimakrisen fortsætter uformindsket. Udledningerne vil gå ned i år, men koncentrationerne fortsætter med at stige. Det er højst usandsynligt, at vi vil kunne registrere en opbremsning i det atmosfæriske niveau af drivhusgasser. Men vi har nu en enestående mulighed for at genoverveje vore muligheder og bruge corona-krisen som en katalysator for mere bæredygtige former for transport og energiproduktion (via incitamenter, skatter, afgifter på kulstof og så videre).”


Mange forskere og kommentatorer verden over er på linje med Haustein i opfordringen til at bruge den verdensomspændende COVID 19-nedlukning til at omtænke den måde, hvorpå vore samfundssystemer fungerer og i samme ombæring måske forhindre andre trusler mod menneskeheden.


I en rapport fra en gruppe, som kalder sig ’Commission for the Human Future’, har man identificeret 10 mulige katastrofale trusler mod livet på Jorden, og netop den igangværende corona-pandemi er det rette tidspunkt for verdens regeringer til at overveje, hvordan man vil adressere disse voldsomme udfordringer for menneskeheden, siger gruppen.


I rapporten identificerer man følgende trusler:


● Nedgang i vigtige naturressourcer og en truende global ressourcekrise, især for vand


● Sammenbrud af økosystemer, der understøtter liv, og en masseuddøen af arter


● Befolkningstilvækst og behov, der overstiger Jordens bæredygtighedskapacitet


● Global opvarmning, havniveaustigninger og ændringer i klodens klima, der påvirker menneskelig aktivitet


● Omfattende forurening af Jordsystemet og alt liv med kemikalier


● Voksende fødevareusikkerhed og faldende næringskvalitet


● Kernevåben og andre masseødelæggelsesvåben


● Pandemier med nye sygdomme, som ikke kan behandles


● Fremkomsten af kraftfulde og ukontrollable nye teknologier


● Manglende evne eller vilje til at forstå og handle proaktivt på disse risici både nationalt og globalt


Det altoverskyggende problem er naturligvis klimaændringer, som kan bringe alle 10 trusler i spil, og klimaændringerne sker hurtigere end forventet, siger folkene bag rapporten.


Inertien i det globale klimasystem betyder, at indvirkningerne af vore igangværende udledninger først viser sig år ude i fremtiden, og så er det for sent at handle. Dermed er det på nuværende tidspunkt umuligt at undgå stadig mere alvorlige klimapåvirkninger, så den umiddelbare udfordring er, at forhindre en endnu værre klimakatastrofe, siges det i rapporten.


I den knapt 40 sider lange rapport går man i dybden med de 10 ovennævnte trusler og opstiller løsningsmodeller for en bedre verden. Man anerkender dog, at de nævnte tiltag slet ikke er tilstrækkelige til at få bugt med alle trusler. Løsningerne repræsenterer dog et startgrundlag, som vi skal bygge videre på, siger man.


Det vigtigste er, hedder det afslutningsvis, at løsninger findes, og at de kan tilbyde en lysere og mere sikker fremtid.


Desværre kan løsningerne være længere væk, end man kunne tro, når vi taler om grønne energikilder som erstatning for fossile brændstoffer. Sol, vind og vandkraft er ikke vedvarende energikilder og slet ikke grønne, og udsigten til, at de bliver det i den nærmeste fremtid, er lille. Som jeg gentagne gange har beskrevet i de seneste år, er problemerne med disse energikilder større end fordelene.


For få dage siden kom så dokumentaren ’Planet of the Humans’ af Jeff Gibbs med Michael Moore som producer. Den afslører ikke alene problemerne – de fleste i hvert fald – med disse såkaldte grønne energikilder, men også hykleriet hos kendte miljøorganisationer og visse miljøfolk omkring opbakningen til nogle af disse energikilder.


(Se den gratis på Youtube eller via forsiden på denne blog.)


Åbenbart for enhver, der følger udviklingen omkring corona-pandemien, står enorme økonomiske interesser på spring for hurtigst mulig at få gang i verdensøkonomien igen – underforstået økonomisk vækst og profit. Og jeg garanterer for, at det vil ske, selvom det eneste rigtige for menneskeheden og Jordens fremtid ville være ’System Change not Climate Change’.

Et isfrit Arktis rykker nærmere

23/04-2020: Jeg har tidligere omtalt den kendte britiske forsker Peter Wadhams, professor i havfysik og ekspert i havis, der i sin bog fra 2016 ’A Farewell To Ice’ forudsiger, at vi måske allerede fra 2020 vil opleve de første isfrie somre ved Nordpolen som følge af den globale opvarmning, der går mere end dobbelt så hurtig over Arktis.


Så galt ser det ikke ud til at gå på nuværende tidspunkt. Men isfrie somre på Nordpolen nærmer sig med stigende hast, viser en ny videnskabelig undersøgelse, som netop er blevet offentliggjort i Geophysical Research Letters.


 Polar Portal siger man, at det ikke altid er nok at se på udbredelsen, når man skal vurdere havisens tilstand på Nordpolen. Havisen her består nemlig både af områder med meget tynd is og områder med tyk is.


Man skelner mellem et-årig is og flerårig is. Flerårig is smelter normalt ikke væk om sommeren. Den kan derfor opbygge en tykkelse på helt op til 3-4 meter gennem flere vintre.


Men tykkelsen og dermed alderen på isen er i øjeblikket udsat for store forandringer. I takt med opvarmningen over Arktis bliver isen tyndere og tyndere, og den havis, der dannes i løbet af vinteren, består i stigende grad af et-årig is, der naturligvis smelter hurtigere.


En række forskerhold bag den nye undersøgelse baserer deres resultater på 40 af de nyeste computermodeller, som blev sat til at beregne udviklingen i den arktiske havis på baggrund af et scenarie med høje udledninger af CO2 og blot få klimatiltag. Som forventet forsvandt havisen i Arktis om sommeren ifølge disse beregninger, men overraskende nok fandt forskerne også, at havisen i nogle beregninger, hvor udledningerne af CO2 hurtigt blev reduceret, også forsvandt.


Undersøgelsen slog også fast, at tabet af havis i fremtiden er afgørende afhængig af de fremtidige udledninger af CO2, idet isfrie år blot vil optræde af og til, hvis udledningerne blev reduceret hurtigt, mens høje udledninger af CO2 vil betyde, at Det Arktiske Hav vil være isfrit de fleste år – og at det højst sandsynligt vil ske allerede inden 2050.


Endnu en overraskelse fra undersøgelse var, at et isfrit Arktis i vintermånederne ser ud til at være en mulighed, hvis CO2-udledningerne fortsætter på et højt niveau.


Til The Guardian siger Ed Blockley, som leder det britiske Met Office’s polare klimaprogram, og som sammen med sit forskerhold deltog i undersøgelsen:


”Det er ikke et resultat, som vi har set tidligere i disse fremskrivninger. En hændelse med en isfri vinter ville være en katastrofe for dyr som for eksempel isbjørne, der lever og jager omkring havisen.”


Som tidligere beskrevet vil et arktisk hav uden havis, der normalt reflekterer Solens stråler, absorbere mere varme, hvilket vil øge temperaturerne i området yderligere. Forskerne forbinder en sådan udvikling med mere ekstremt vejr på lavere breddegrader – blandt andet i Europa og i USA – der for eksempel kan medføre hårde vintre, dødbringende hedebølger om sommeren og voldsomme oversvømmelser. Forhold vi allerede i dag oplever oftere og oftere.

Afsmeltning fra Grønland accelererer

Spatial distribution of the anomaly of the (a) number of melting days, (b) snowfall, (c) albedo, (d) cloudiness, (e) 2 m temperature, (f) longwave downwelling radiation, (g) shortwave downwelling radiation, and (h) shortwave radiation absorbed obtained from the MAR model (1981–2010 baseline) forced by the reanalysis NCEP/NCARv1. (https://creativecommons.org/licenses/by/4.0/)

17/04-2020: Som beskrevet i adskillige tidligere blog-indlæg foregår afsmeltningen fra isen på Grønland i øjeblikket med stadig større hastighed. Da iskappen indeholder is nok til at hæve det globale havniveau med cirka 7 meter, hvis det hele smelter, er det naturligvis vigtigt for store dele af verdens befolkning at vide, hvor hurtigt det kan gå.


Afsmeltningshastigheden afhænger af atmosfærens opvarmning, og den igangværende afsmeltning i Grønland falder sammen med den voldsomme opvarmning af Arktis siden den industrielle revolution, men det er først for nylig, at afsmeltningen har hævet sig over spændet i de naturlige variationer. Der er sket en firedobling af afsmeltningen blot i det seneste årti.


I en netop offentliggjort videnskabelig artikel i Cryosphere siger de to forskere bag undersøgelsen, Marco Tedesco og Xavier Fettweis, at de ved hjælp af satellitdata, klimamodeller og globale vejrmønstre kan fastslå, at afsmeltningen fra den grønlandske iskappe i sommeren 2019 skete med en hastighed, der var meget hurtigere end gennemsnittet i de foregående årtier.


Afstrømningen af smeltevand var den næststørste kun overgået af afstrømningen i 2012, men den betød det største fald i overfladens massebalance siden registreringer begyndte i 1948. Overfladens massebalance tager højde for forøgelse i iskappens masse for eksempel ved snefald såvel som tab fra afstrømning af smeltevand.


Ifølge forskernes beregninger faldt iskappeoverfladens massebalance i 2019 med omkring 320 milliarder tons under gennemsnittet for 1981 til 2010. I den periode voksede overfladens massebalance med gennemsnitlig cirka 375 milliarder tons om året.


I 2019 var det tal tæt på 50 milliarder tons. Selvom det umiddelbart lyder som en god nyhed for iskappen, skal man huske på, at iskappen hvert år sender hundrede milliarder tons isbjerge ud i havet.


Under stabile forhold er forøgelsen af iskappens overflademassebalance stor nok til at kompensere for den is, der går tabt ved kælvning af disse isbjerge, men under de nuværende forhold overstiger kælvning af isbjergene altså langt masseforøgelsen.


Samlet set mistede iskappen omkring 560 milliarder tons i form af smeltevand i sommeren 2019. I 2012, som var det værste år for Iskappens overflademassebalance med et tab på 310 milliarder tons i forhold til 1981-2010 udgangspunktet, var sommertemperaturerne i Grønland faktisk højere end i 2019. Hvorfor mistede overfladen så mere masse sidste år?


Ifølge de to forskere skyldes det, at højtryksforhold lå over Grønland i 63 af de 92 sommerdage i 2019, hvor gennemsnittet i perioden 1981 til 2010 blot er 28 dage. Det betød, at næsten 96 procent af iskappen i løbet af sommeren blev udsat for afsmeltning, hvor gennemsnittet for perioden 1981-2010 blot er 64 procent.


Derudover hænger niveauet og fordelingen af afsmeltningen tæt sammen med en række faktorer som mængden af snefald, albedo, skyer og absorption af sollys – faktorer, som alle blev påvirket af den vedvarende højtrykszone over iskappen i sommeren 2019.


Til The Guardian siger professor Andy Shepherd fra University of Leeds, at et fald i iskappeoverfladens massebalance er bekymrende:


”Hvis det falder under nul, så kan iskappen ikke længere bestå, fordi den hvert år vil miste mere is end den får tilført,” siger han, og tilføjer, at det endda er uden at medtage tab af is i form af isbjerge. ”Selv om gletsjerne bremsede op, hvilket ikke vil ske, vil det stadig betyde, at iskappen ikke vil overleve,” siger han.


Samtidig slår Marco Tedesco og Xavier Fettweis fast, at IPCC (Intergovernmental Panel on Climate Change) ikke har taget højde for vedvarende højtrykszoner over Arktis i deres klimamodeller.


Hvis sådanne højtrykszoner nu bliver et regelmæssigt årligt fænomen som følge af den fortsatte globale opvarmning, kan den fremtidige afsmeltning blive dobbelt så stor som hidtil forudsagt – med store konsekvenser for havniveauet.

Flugten mod polerne

15/04-2020: ’Hvis det var en mulighed, ville det efterhånden være fristende helt at aflyse 2020.


Så kunne vi igen vågne op til en hverdag, hvor der var masser af plads til at diskutere ligegyldige ting som SAS-reklamer og Tinka-huer.


Men det kan vi ikke.


Og faktisk har vi også brug for 2020. For samtidig med, at det tegner til at blive et trist år for menneskeheden, er det et vigtigt år for klimaet – og dermed også for vores fremtid.


Det er blandt andet i år, at den globale udledning af CO2 skal toppe for derefter at falde. For altid.’


Således indledes en artikel på dr.dk – godt skrevet af Maria Lise Behrendt – med titlen ’2020 er et skæbneår for klimaet: Seneste nyt fra Arktis viser hvorfor’.


Baggrunden er, at den gennemsnitlige lufttemperatur over Det Arktiske Ocean er steget med 6 grader i perioden oktober til maj fra 1971 til 2019. Det er hele tre gange så meget, som den gennemsnitlige lufttemperatur på den nordlige halvkugle er steget i samme periode, siger professor i glaciologi ved GEUS Jason Box ifølge artiklen. Og senere i artiklen siger han:


”Covid-19 har vist os, at vi ikke var forberedt på en global katastrofe. Klimaforandringerne er en potentielt langt større katastrofe, og vi er lige så uforberedt på den.”


Få dage tidligere, den 1. april, indledtes en artikel på The Guardian med overskriften ’Antarctica: what it means when the coldest place on Earth records an unprecedented heatwave’ således:


’Mens hele verden rimeligt nok fokuserer på Covid-19 pandemien, bliver kloden stadig varmere. Denne sommers vejr i Antarktis [december, januar, februar] var som andre steder på kloden uden fortilfælde i observationsoptegnelserne.’


Baggrunden her var, at Casey Research Station på Windmill Island i Antarktis over tre dage registrerede en hedebølge denne antarktiske sommer, hvor minimumstemperaturerne lå over nul, og de daglige maksimumtemperaturer lå over 7,5 ºC. Den 24. januar målte man 9,2 ºC – det er næsten 7 grader over 30 års-gennemsnittet for januar måned ved Casey i verdens koldeste kontinent.


Den 6. februar målte man den højeste maksimumtemperatur nogensinde ved den argentinske forskningsstation Esperanza på Den Antarktiske Halvø – 18,4 ºC. Blot tre dage senere blev rekorden slået ved den argentinske forskningsstation Marambio på Seymour Island øst for halvøen – 20,75 ºC.


Dermed er der varmet op til modtagelsen af en lang række uventede gæster, som på ingen måde har ønsket at være til stede ved Jordens poler.


Den langvarige opvarmning af kloden som følge af de menneskeskabte udledninger af drivhusgasser har medført, at mere end 90 procent af den ekstra varme i dag er oplagret i verdenshavene, hvor varmen ophobes og forårsager stigende vandtemperaturer. Det har betydet, at verdenshavene i løbet af de sidste 100 år globalt set er blevet mere end 1 ºC varmere.


71 procent af Jordens overflade er dækket af vand, og derfor har opvarmningen af havene meget større betydning – især for alt liv i verdenshavene – end opvarmningen af luften og landjorden, som blot absorberer 4 procent af opvarmningen fra drivhusgasserne.


I en videnskabelig undersøgelse, som i slutningen af marts i år blev offentliggjort i Current Biology, har forskerne undersøgt, hvad denne opvarmning betyder for netop livet i havet – og konsekvenserne bliver katastrofale ikke mindst for menneskeheden.


Mange havlevende arter er tilpasset et mere snævert temperaturspænd end arter på landjorden. En opvarmning af oceanerne vil derfor betyde, at disse organismer vil være mere tilbøjelige til at blive alvorligt påvirket af stigende temperaturer.


Forskerne undersøgte derfor, hvordan mængden af 304 arter i havene – heriblandt fytoplankton, søgræs, alger, fisk, krybdyr, pattedyr og søfugle – havde ændret sig i løbet af de sidste hundrede år ved hjælp af indsamlede data fra 540 målinger af rigeligheden af disse arter i samtlige verdenshave siden slutningen af 1800-tallet.


Resultaterne svarer til det, man har set hos dyrelivet på landjorden i takt med den globale opvarmning. De arter i havene, der er i stand til at flytte sig, søger mod det temperaturspænd, som de er i stand til at leve med – det vil sige mod Jordens poler.


Man fandt nemlig, at mængden af de arter, som kan søge væk fra varmere vande, vokser nær Arktis og Antarktis, mens områder på begge sider af ækvator bliver stadig mere artsfattige. Men mange arter har naturligvis ikke den mulighed, og hvis de heller ikke kan tilpasse sig højere temperaturer, hvor de lever, vil de uddø.


Ændringen i koncentrationen af arter, som i øvrigt vokser i takt med den globale opvarmning, har naturligvis omfattende domino-effekter på økosystemerne.


Da de mest temperaturfølsomme dyr ofte er små arter, som er grundlaget i fødekæderne, betyder det for eksempel, at havenes rovdyr kan miste deres byttedyr. Dermed breder konsekvensen af tabet af disse små arter sig som ringe ned gennem fødekæderne.


For mennesker, der lever langs tropiske og subtropiske kyster, og for hvem fiskeri er deres livsgrundlag, har det naturligvis også alvorlige konsekvenser. Det drejer sig oftest om verdens fattigste samfund, der både mister adgangen til deres livsvigtige kilde til protein og deres levebrød.


Fiskeribiolog ved University of Southern Florida, Steve Murawski, som ikke var involveret i undersøgelsen, siger til Scientific American:


”Jo flere af disse ressourcer der ledes væk fra de traditionelle lokalsamfund og befolkningscentre, i jo højere grad skaber vi usikkerhed om adgangen til føde. Derfor er der et vitalt behov for at overvåge fordelingen og rigeligheden af dyr i udviklingslandene.”


Ud over de mange andre alvorlige konsekvenser af den kraftige opvarmning af områderne i Arktis og Antarktis, vil vi ende med en situation, hvor de dyr, der i øjeblikket flygter fra varmen nær ækvator, kun får en stakket frist for overlevelse nær polerne, før det også bliver for varmt der.


Har man ingen steder at flygte hen for at overleve, går man til grunde – det gælder både dyr og mennesker.

Covid-19, økonomien og klimakrisen

08/04-2020: Forestillingen om, at det er fødselstallet i verdens fattigste og mest folkerige lande, der er hovedårsagen til, at kampen mod klimaændringerne er håbløs, og at disse lande bør indføre begrænsning på antallet af børn hurtigst mulig, hvis de værste følger af den globale klimakatastrofe skal bremses, florerer stadig.


Virkeligheden er, at det er Vestens børn, som udgør den største trussel for kampen mod klimakatastrofen i kraft af det enorme overforbrug disse børn overtager fra deres om muligt endnu mere overforbrugende forældre. Hvis menneskehedens overlevelse skal have en chance, bør børnefødsler i alle vestlige lande derfor forbydes øjeblikkeligt.


Naturligvis kommer det ikke til at ske, lige så vel som de enorme økonomiske konsekvenser for udviklingslandene som følge af klimakrisen og oven i nu også Covid-19 helt sikkert får lov til at udvikle sig uden den mindste hjælp fra Vesten, som først og fremmest vil tilgodese egne snævre interesser.


I forvejen er verdens fattige lande endnu dårligere stillet over for en pandemi som den igangværende end verdens rige lande. Man har ikke det nødvendige udstyr som værnemidler og respiratorer, folk lever ofte tættere sammen, og en større andel af befolkningerne lider af allerede eksisterende helbredsproblemer.


Klimakrisen er systemisk, og grundlæggende samfundsmæssige ændringer er nødvendige, hvis problemerne skal løses – eller som Greta Thunberg siger det: ’System Change, not Climate Change. Det samme kan siges om de økonomiske konsekvenser af den igangværende pandemi.


Mange har for længst indset den kendsgerning. Vi skal ikke gentage det, der skete efter finanskrisen i 2008, hvor de store banker blev reddet af store økonomiske hjælpepakker betalt af lønmodtagerne.


Alligevel diskuterer politikere i Danmark og i resten af den vestlige verden, hvordan man hurtigt kan genstarte den økonomiske vækst, som kan bringe ”velfærdssamfundet” tilbage netop med enorme lån til erhvervslivet, som først og fremmest lønmodtagerne skal betale i de kommende år.


Henvendt til bankerne siger erhvervsminister Simon Kollerup således ifølge dr.dk:


”Samfundet var der for bankerne, da vi havde finanskrisen. Nu kan vi godt have høje forventninger til, at bankerne udviser samfundssind, at de strækker sig ekstra langt, at de ikke drager urimelig fordel af situationen og skruer renterne i vejret.”


Baggrunden for udtalelsen er, at bankerne tilbyder en midlertidig kassekredit til en række små og mellemstore virksomheder, som må lukke helt eller delvis ned som følge af Covid-19, med renter på mellem 10 og 20 procent eller et bevilget overtræk på en eksisterende kassekredit med 18,75 procent i rente.


Hvor sandsynligt er det mon, at disse banker, der ikke engang af sig selv kan finde ud af at opføre sig anstændigt – nogle af de største er dømt for hvidvask for kort tid siden – er der for samfundets skyld. Smuthuller for snyd i finansverdenen er tilsyneladende uendelige.


Multinationale selskaber og store virksomheder, som for manges vedkommende gør, hvad de kan, for at undgå at betale en rimelig skat i Danmark eller på anden måde snyde den danske statskasse, mangler ikke rådgivning. Se blot den seneste afsløring omkring det danske advokatfirma Bech-Bruun.


På spørgsmålet om, hvorvidt virksomhederne burde holde igen med at betale udbytte til aktionærerne, når man modtager hjælp fra staten, svarer Kent Damgaard, direktør i Dansk Industri til dr.dk:


”Det sidste, virksomhederne tænker på lige nu, er udbytte. De kæmper for at redde arbejdspladser og undgå konkurs. For rigtig mange virksomheder er det en fuldstændig teoretisk og akademisk situation. Jeg har ikke hørt om nogen virksomheder, der gør det. Men hvis man har den frygt fra politisk side, så kan det da godt indgå i drøftelserne af, hvordan vi forbedrer de her hjælpepakker fremover.”


Det lyder da betryggende og yderst troværdigt.


Men Danmark er som sædvanlig blot en lille brik i et meget større politisk og økonomisk rod som følge af Covid-19. Bare på EU-plan ser det sort ud. Under overskriften ’EU-løsningen på coronakrisen er gæld, gæld og mere gæld’ skriver DR’s dygtige EU-korrespondent Ole Ryborg følgende på dr.dk:


’Jo mere forgældet et land er, jo mindre frit er det også. Jo mindre råderum har landets politikere, og jo færre penge er der til velfærd, infrastruktur og alt muligt andet, når en stadig større del af statens indtægter skal bruges til at betale renter og afdrag på den stadigt voksende statsgæld.’


Og videre:


’Hvordan kan et land, som får brug for at låne mange penge, samtidig sikre, at selvstændigheden er intakt, og at det ikke i mange år fremover vil være kreditorerne, som dikterer, hvad der skal ske i landet?’


Selv om det først og fremmest er EU, han taler om, gælder det alle verdens lande. Jo fattigere landet er, jo dårligere stillet er dets indbyggere som følge af Covid-19 pandemien. Og i den vestlige verden er det såkaldte demokrati nu for alvor truet af finansverdenen.


Netop derfor kan vi alle se frem til en klimakatastrofe, som rammer med fuld kraft i løbet af få år. Covid-19 har blot givet os en lille forsmag på, hvad det indebærer, når det næste gang er vand og mad, vi alle skal kæmpe om og ikke blot retten til endnu en ferie i udlandet eller en våd påskefrokost med familie og venner.