OKTOBER

29/10-2020

Metan-niveauet stiger faretruende

Når vi taler om global opvarmning, omtales CO2-udledninger oftest som hovedproblemet. Kuldioxid har da også samlet set den største indflydelse på opvarmningen af klimaet, men det er ikke det eneste problem i klimakrisen.


Metan (CH4)er en kraftigere drivhusgas. Faktisk er metans potentiale i den globale opvarmning 84 gange højere end kuldioxid set over en periode på 20 år og 28 gange højere over en periode på 100 år.


Metan opfanger store mængder varme de første ti år efter at være frigivet til atmosfæren, men derefter nedbrydes det hurtigt. Luftarten reagerer med ozon under dannelsen af kuldioxid og vand, men denne kuldioxid fortsætter med at opvarme klimaet i mange hundrede år.


Med andre ord vil udledning af metan altid være værre for klimaet end udledning af den samme mængde kuldioxid uanset tidsskalaen – og udledningen af metan stiger faretruende.


Atmosfærisk metan stiger i øjeblikket med 12 molekyler pr. en milliard luftmolekyler om året. Ifølge Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC) viser deres modeller, at det vil betyde en global opvarmning på 3-4 ºC i løbet af de næste 80 år.


Den kraftige stigning i atmosfærens indhold af metan har hidtil været lidt af en gåde for forskerne. Man ved dog, at fra 2008 til 2017 var 60 procent af metan-udledningerne menneskeskabte. Landbrug og lossepladser står for den største andel, mens produktion og anvendelse af fossile brændstoffer indtager andenpladsen og afbrænding af biomasse og biobrændstoffer ligger tredjepladsen.


I hele verden har man forsket i at reducere udledningerne af metan, og målinger viser, at for eksempel bedre styring af kvægdrift, gødning og lossepladser faktisk har ført til en reduktion i udledninger i Europa. Men globalt stiger udledningerne alligevel eksponentielt.


I flere år har nogle forskere advaret om, at den globale opvarmning kan føre til, at den kulstofholdige permafrost i områderne rundt om Arktis vil begynde at smelte og dermed udlede store mængder metan.


Ligeledes har forskere peget på, at gashydrater, som er en islignende substans dannet af vand og metan, der befinder sig på bunden af vore have flere hundrede meter nede, hvor trykket er højt og temperaturerne lave, kan begynde at lække i takt med, at verdenshavene bliver varmere.


Data, som blev indsamlet under tre ekspeditioner til det sydlige Atlanterhav i 2011, 2013 og 2014, blev for nylig bearbejdet. Resultaterne blev offentliggjort i en artikel i Nature Communications, og de viste, at der sker et omfattende udslip af metan fra havbunden på den sydlige halvkugle.


For at gøre ondt værre har et internationalt hold af forskere om bord på det russiske forskningsfartøj R/V Akademik Keldysh netop fundet beviser på, at metan-hydrater ned til en dybde af 350 meter i Laptevhavet tæt på Rusland i Det Arktiske Hav nu er begyndt at lække metan i et stort område langs kontinentalsoklen ud for Østsibiriens kyst.


Til The Guardian siger den svenske forsker Örjan Gustafsson fra Stockholm Universitet, som befinder sig om bord på det russiske fartøj:


”Lige i øjeblikket er det usandsynligt, at det vil have nogen stor indvirkning på den globale opvarmning, men pointen er, at processen nu er sat i gang. Dette østsibiriske metan-hydratsystem langs havbunden er blevet forstyrret, og den proces vil fortsætte.”


Som bekendt stiger de arktiske temperaturer nu dobbelt så hurtig som det globale gennemsnit, og spørgsmålet om hvornår – eller om overhovedet – metan fra hydraterne vil slippe ud i atmosfæren, har været et spørgsmål, som har givet anledning til stor usikkerhed omkring de anvendte klimamodeller.


Forskernes største bekymring er, om en tærskel i klimasystemet nu er blevet overskredet, som vil sætte yderligere fart på den globale opvarmning. I forvejen har den russiske chefforsker Igor Semiletov om bord på forskningsskibet tidligere rapporteret, at gas fra den arktiske kontinentalsokkel bobler op.


For andet år i træk har hans hold af forskere fundet kraterlignende fordybninger i dele af Laptevhavet og Det Østsibiriske Hav, som frigiver strømme af metan-bobler, som når havoverfladen i et niveau, der er mange hundrede gange højere end normalt. I forvejen kender man til kratere og jordfaldshuller på den sibiriske tundra, som skyldes smeltende permafrostlag.


Det er svært at undervurderer truslen fra den voksende mængde metan i atmosfæren, når det gælder den globale opvarmning – især fordi det er umuligt at stoppe den udvikling. Som menneskehed er vi blot tilskuer til en udvikling, som vil betyde en global opvarmning af en størrelsesorden, som vi som art ikke vil kunne overleve.

25/10-2020

Løsning på klimakrisen?

Den 30/01-2020 havde jeg et blog-indlæg foranlediget af en udtalelse af Jane Goodall på World Economic Forum i Davos ugen før, og holdninger hos tre danske klimaforskere leveret i en artikel i Jyllandsposten og omtalt på dr.dk i april 2019. Indledningen på blog-indlæget var som følger:


”Alle disse [miljø-] ting, vi taler om, ville ikke have været et problem, hvis vi havde et befolkningstal som for 500 år siden,” sagde Jane Goodall på et møde i World Economic Forum (WEF) i Davos den 24. januar i år. Jane Goodall er en dygtig primatolog, men klimakrisens årsager er tydeligvis ikke hendes spidskompetence.


Det samme kan man sige om professor Jørgen E. Olesen, som forsker i klima og landbrug, professor i ferskvandsøkologi Kaj Sand-Jensen og klimaprofessor Eigil Kaas, der i april 2019 udtaler følgende sludder (omtalt på blog-indlæg 21/04-2019 Befolkningseksplosion):


”Problemstillingen er, at der bliver flere mennesker, og at vi bliver rigere, hvilket fører til stigende forbrug og udledning af CO2 og andre klimagasser. Så jo færre mennesker, der er til at øge forbruget, jo mindre vil problemet være,” siger Jørgen E. Olesen.


”Jeg er fuldstændig enig i, at man bør indføre en begrænsning. FN burde presse meget mere på, men det er svært, når der kommer noget religiøst ind over som prævention og abort,” siger Eigil Kaas.


Og Kaj Sand-Jensen siger, at selv om det formentlig vil blive opfattet som et overgreb både kulturelt og religiøst, mener han, at det kan være en god idé at indføre en etbarnspolitik i et land som Indien, der har firdoblet indbyggertallet, siden landet blev selvstændigt i 1947.


Jeg argumenterede for, at det egentlige problem i virkeligheden er de store uligheder, når det drejer sig om magt, velstand og adgang til ressourcer, der er de vigtigste årsager til miljø- og klimamæssige ødelæggelser. Verdens rigeste 10 procent af menneskeheden producerer halvdelen af klodens forbrugsbaserede udledninger af fossile brændstoffer, mens verdens fattigste 50 procent – 3,5 milliarder mennesker – blot bidrager med 10 procent.


Løsningen er derfor indlysende: Et opgør med den kapitalistiske vækstfilosofi og omfordeling af velstand, så alle mennesker i verden har anstændige levevilkår. Men er det overhovedet muligt, og kan det løse klimakrisen?


Svaret er ja ifølge en ny videnskabelig undersøgelse offentliggjort for nylig i Global Environmental Change.


På netmediet The Conversation fortæller hovedforfatter på undersøgelsen post-doc Joel Millward-Hopkins, der forsker i bæredygtighed ved University of Leeds, at selv med en reduktion af energiforbruget på 60 procent i forhold til i dag, vil det alligevel være muligt at opnå en anstændig levestandard globalt – også med et forventet befolkningstal i 2050 på 10 milliarder. Reduktionen vil bringe energiforbruget ned på det, man havde i 1960’erne.


For at opfylde den vision kræver det radikale tiltag på alle fronter sammen med en omfattende udrulning af de bedste teknologier, der er til rådighed.


Det vil for eksempel betyde udrulning af bygninger, køretøjer, husholdningsapparater og lyssystemer, der er så energibesparende som muligt, sammen med de mest avancerede faciliteter til at fremstille og genbruge alle de nødvendige materialer.


Det vil dog samtidig kræve en drastisk reduktion af energi- og ressourceforbruget hos en del mennesker. Der vil for eksempel ikke længere være muligt at eje mere end et hjem. Ligeledes vil bil nummer to være udelukket, ligesom den årlige opgradering af elektroniske gadgets såvel som nye moderigtige sko til hver årstid og rødt kød syv dage om ugen vil være udelukket.


Det overdrevne forbrug i den vestlige verden skal skæres væk for at give de 3,5 milliarder mennesker, der i øjeblikket lever for mindre end 35 kroner om dagen, en anstændig levestandard – vi er simpelthen nødt til at udligne de globale og nationale uligheder.


Anstændig levestandard eller DLS (Decent Living Standards) blev forsøgt fastslået af forskerne bag en videnskabelig artikel i Nature i 2017. DLS bygger således på tidligere konceptualiseringer af begreber som fattigdom og retfærdighed og ligger naturligvis langt fra det forbrugersamfund, vi kender i Vesten. Samtidig ligger det langt fra den fattigdom, som milliarder af mennesker lever under i dag.


Visionen er, at der for eksempel skal være passende boliger til alle med en behagelig temperatur året rundt og med rindende vand i hanerne. Der skal være vaskemaskine, køle/fryseskab, laptops og mobiltelefoner i hvert hjem.


Der vil være tilstrækkeligt med hospitaler og skoler til at garantere universel adgang. Ligeledes vil der være tre gange så meget offentlig transport pr. person i forhold til det, der tilbydes i verdens rige lande i dag.


Naturligvis repræsenterer disse tiltag på mange måder et angreb på det liv, som de fleste mennesker i den rige verden lever i dag, for visionen er på ingen måde forenelig med et samfundssystem, der kræver permanent økonomisk vækst for at sikre beskæftigelsesniveauet.


Visionen er heller ikke forenelig med en kultur, der motiverer virksomheder til at flytte til lande, hvor uhæmmede miljømæssige ødelæggelser er uundgåelig, og hvor lønforholdene er så dårlige, at man ikke kan opretholde en anstændig levestandard.


Klimakrisen er ubetinget den største trussel mod menneskeheden, men andre kriser ligger også lige om hjørnet. Det er for eksempel kunstig intelligens og automatisering, som kan give anledning til massearbejdsløshed og kraftigt stigende ulighed. Og ingen af truslerne er det kapitalistiske samfundssystem i stand til at løse – tværtimod.


Hvis voksende økonomisk vækst skal holde gang i de 10 milliarder mennesker, som man forventer i 2050, samtidig med en stadig større automatiseret produktion, så kan vi være sikre på, at menneskeheden ikke overlever de næste 80 år.


Vi er meget langt fra utopiske visioner om luksus til alle, men at levere en anstændig levestandard til alle er allerede teknologisk muligt. Når alternativet er samfundsmæssig og miljømæssig sammenbrud, forekommer det ikke blot ønskværdigt at stræbe efter en sådan verden, men en nødvendighed, slutter Joel Millward-Hopkins artiklen på The Conversation.

22/10-2020

Arktisk havis endnu ikke frosset til

’So that's what Trump was talking about when he said one day it will just disappear.…’, skriver Jason van Luipen på twitter efter at have set grafen herover, som viser udbredelsen af havis i Laptevhavet.


Udklækningsstedet for arktisk havis er netop Laptevhavet nord for Sibirien, men for første gang siden optegnelserne begyndte er havisen her sidst i oktober endnu ikke begyndt at fryse til.


Som beskrevet i flere blog-indlæg i løbet af august og september har sommertemperaturerne i Sibirien været rekordhøje i år. Samtidig strømmede lunt havvand fra Atlanterhavet ind i Arktis, hvor havisen sidste vinter tidligt begyndte at gå i opløsning.


Og for nylig steg havtemperaturen i området så mere end 5 ºC over gennemsnittet.

Når havisen dannes i Laptevhavet tidligt på vinteren, driver den vestpå for til sidst at bryde op om foråret i Fram-strædet mellem Grønland og Svalbard. Dannes havisen sent nord for Sibirien, bliver isen tyndere, og vil derfor med større sandsynlighed bryde op inden den når Fram-strædet.


Det var netop, hvad den største polar-ekspedition nogensinde om bord på det tyske forskningsskib Polarstern i år oplevede. Oprindeligt var det hensigten, at Polarstern skulle fryse fast i isen og lade sig drive med den samme isflage hen over Nordpolen i 13 måneder, men da havisen skrumper og bliver tyndere på grund af klimakrisen, blev turen noget kortere end forventet.


Større områder med åbent hav i Arktis betyder mere turbulens i de øverste lag af Det Arktiske Hav. Derved trækkes der mere varmt havvand op fra dybet, som svækker dannelsen af havisen yderligere – en såkaldt feedback-proces.


Ekspert i havis ved Alfred Wegener Instituttet Stefan Hendricks skriver i en mail til The Guardian, at udviklingen i havisen er dyster, men ikke overraskende:


”Det er mere frustrerende end chokerende. Det har længe været forudsagt, men der har stort set ikke været nogen reaktion fra beslutningstagere.”

20/10-2020

Klimakrisen kradser

Billede af Gerd Altmann fra Pixabay

Naturbrandene i Californien har i år sat adskillige foruroligende rekorder. Fem af de seks største naturbrande, der nogensinde er registreret i staten, har fundet sted i år. Foreløbig har dusinvis af mennesker mistet livet, og tusindvis af bygninger er brændt ned.


I det nordlige Californien dækkede naturbrandene i løbet af august mere end 400.000 hektar, hvilket hævede klassificeringen fra ”mega-naturbrand” til ”giga-naturbrand” – en betegnelse, som ikke tidligere i nyere tid har været anvendt i staten. Indtil nu er mere end 1,5 millioner hektar i Californien blevet fortæret af naturbrande.


Også Colorado er ramt af omfattende naturbrande. Den 15. oktober blev Cameron Peak Fire den største i statens historie med et omfang på mere end 65.000 hektar. Den tidligere rekord er blot et par måneder gammel.


Orkan-sæsonen i Atlanterhavet har allerede vist sig at være usædvanlig, selv om sæsonen først slutter omkring 1. december. For blot anden gang i den tid, man har haft en officiel liste over navngivne hurricanes, har man måtte ty til navngivning med det græske alfabet. Hvis blot fire storme mere dannes i år, vil den gamle rekord fra 2005 være slået.


Midt i september oplevede man fem storme i Atlanterhavet samtidig. Det er kun sket én gang tidligere siden optegnelser begyndte. Og den 18. september dannes tre navngivne storme – Wilfred, Alpha og Beta – den samme dag. Det er også kun sket én gang tidligere siden optegnelser begyndte.


I USA alene har man indtil nu i år haft 16 naturkatastrofer – naturbrande, hurricanes, tornadoer og tørker – der hver har kostet mindst 1 milliard dollars i ødelæggelser, hvilket er på højde med de rekorder, der blev sat i henholdsvis 2011 og 2017. Men der er stadig et par måneder tilbage af 2020.


Globalt set blev september 2020 den varmeste september, man har målt. Måneden blev 0,05 ºC varmere end september 2019, og 0,08 ºC varmere end september 2016 – tidligere den varmeste og den næst varmeste september man har målt.


Det Internationale Energiagentur (IEA) har netop udsendt World Energy Outlook 2020-rapporten, som indeholder alvorlige advarsler om udviklingen i klimakrisen.


IEA-analysen af den igangværende Covid-19 pandemis indflydelse på den globale energiefterspørgsel fortæller om et forventet fald på 5 procent i 2020, et fald i de energirelaterede CO2-udledninger på 7 procent og et fald i energiinvesteringer på 18 procent.


IEA’s direktør Fatih Birol siger i analysen, at æraen med voksende global efterspørgsel på olie vil ophøre i løbet af det næste årti, og tilføjer:


”...men uden et stort omslag i regeringernes politik, er der intet, som tyder på et hurtigt fald. På baggrund af de politiske målsætninger, vi ser i dag, vil et globalt økonomisk tilbagespring hurtigt sende efterspørgslen på olie op på samme niveau, som før corona-krisen.”


I analysen understreges det, at de værste virkninger af den igangværende krise mærkes tydeligst blandt verdens mest udsatte. Pandemien har betydet et tilbageslag for adskillige års succes med at levere elektricitet til befolkninger i Sahel-området syd for Sahara. En stigning i antallet af fattige kan have gjort adgangen til elektricitet for dyr for mere end 100 millioner mennesker på verdensplan, som ellers havde adgang til el.


Efter et mindre fald i de globale udledninger af drivhusgasser, vil stigningen fortsætte efter Covid-19 pandemien – dog langsommere end efter finanskrisen i 2008-2009, men verden er stadig lang fra en bæredygtig udvikling, siges det i analysen fra IEA.


”Kun hurtige strukturmæssige ændringer i den måde, hvorpå vi producerer og forbruger energi kan for altid bryde den igangværende stigning i udledninger,” siger Birol.


’System Change, not Climate Change’

17/10-2020

Covid-19 og klimakrisen

De gode nyheder hænger ikke på træerne for tiden, men om morgen den 16. oktober dukkede en uventet god nyhed op om behandlingen af Covid-19 patienter i Danmark.


P1 Morgen blev professor i intensiv medicin på Rigshospitalet Anders Perner interviewet om den igangværende behandling af indlagte Covid-19 patienter, som i dag foregår noget anderledes end i starten af pandemien.


Ifølge Perner prioriterer man i dag generelt helt forkert, idet fascinationen af nye tiltag koblet med kommercielle interesser, der driver udviklingen af nye lægemidler, bevirker, at vi i sundhedssystemet primært investerer i at bygge vores udviklingsstruktur op om at opfinde noget nyt og etablere, udvikle og sælge nye behandlinger frem for i lige så høj grad at kigge på forbedring af allerede eksisterende behandlinger og optimering af allerede anvendte teknikker.


Perner mener, at vi vil få meget mere ud af det, hvis vi prioriterede mere forskning i og udvikling af allerede kendte behandlingsmetoder som ilt, væske og andre i forvejen kendte tiltag, og, siger han, det er netop den behandling, vi giver til corona-patienter i dag, gjorde i går og vil gøre i årene fremover.


Det er den samme behandling, som man også bruger på mange andre end corona-patienter. Derfor vil en investering i at forbedre det simple, vi gør for alle patienter, ifølge Perner have et lige så stort potentiale som at udvikle noget nyt.


Det kan naturligvis ikke erstatte en vaccine, men når og vis den kommer, vil det tage noget tid før effekten af en sådan vaccine vil slå igennem. Indtil da, siger Perner, vil vi fortsætte med at behandle corona-patienter med de simple tiltag vi allerede bruger, og som redder tre ud af fire patienter.


Radioværten undrede sig over, at man globalt så ikke er gået den vej, og hertil svarer Perner, at det som sagt hænger sammen med fascinationen af nye tiltag og det forhold, at vi har overladt udvikling og testning af nye lægemidler til lægemiddelindustrien. Det betyder, siger Perner, at der som udgangspunkt skal kommercielle interesser til for at drive udviklingen af nye behandlinger.


Som samfund investerer vi ikke i at optimere det allerede eksisterende, derfor har vi ikke opbygget en struktur, der ville betyde, at vi hurtigt kunne teste et nyt spørgsmål, som kræver et hurtigt svar. Over de sidste 10 år har vi brugt stadig mindre af de samlede forsknings-investeringer på den slags. Det betyder, at de midler, der skal bruges til at forske i kendte, men effektive behandlingsmetoder er alt for lille, og hovedsageligt kommer fra private fonde, mens Statens fonde fokuserer meget på det nye og på kommercialisering gennem samarbejde med industrien.


I dag skal forskning bidrage til vækst til gavn for danske arbejdspladser og derigennem være med til at betale for velfærdssystemet. For sundhedssystemet bliver prisen for det, at fokus på blot at forbedre behandling af flest mulige patienter hurtigst muligt er trængt i baggrunden.


Konsekvensen for eksempelvis corona-patienter er, at der stadig er nogen usikkerhed om, hvor meget ilt, væske og smertestillende behandling, vi skal give. ”Men i virkeligheden er det et problem for os alle, at vi ikke ved, hvordan vi gør det simple godt,” slutter Perner.


Det er nemt at blive forarget over forhold i sundhedsvæsenet, som bringer patienters liv i fare – især når det er kommercielle interesser, der er årsagen. Vi har sikkert alle hørt om priser på vigtig medicin, der bliver skyhøje, fordi efterspørgslen er til stede – altså udelukkende af profithensyn. Men den samme forargelsen over håndteringen af klimakrisen, som bringer hele Jorden i fare, er desværre stadig til at overse.


Det er nøjagtig de samme mekanismer, som driver produktionen af de såkaldte grønne energikilder, uanset om det er elbiler, vindmøller eller solceller, vi taler om.

Markedspotentialet for disse produkter er enormt, og vil fortsætte med at vokse selv om de grønne energikilder ikke kommer i nærheden af at kunne løse klimakrisen, og slet ikke inden for den tidsramme, der er nødvendig. Derfor er det et farligt spild af tid at fortsætte ad den vej.


Perioder med ekstremt vejr vil stige eksponentiel i de kommende årtier og den forudsætning er overhovedet ikke medtaget i de beregnede levetider for de grønne energikilder – man skal jo ikke ødelægge et profitabelt marked med negative forudsigelser.


Voldsommere haglbyger med kraftig vind, der er ødelæggende for solpaneler, især på hustage, som man har kunnet se på diverse private videoer optaget af almindelige mennesker under sådanne hændelser blandt andet i Europa, vil optræde med stadig større hyppighed.


Det er allerede dokumenteret, at vindmøllevinger fra de store europæiske virksomheder – og sandsynligvis fra alle andre vindmølleproducenter – slet ikke kan holde til den stadig voldsommere nedbør, vi allerede nu oplever. Levetiden for vingerne bliver betydeligt reduceret.


Jeg har tidligere flere gange omtalt problemerne med Vestas produktion af vindmøller i Danmark, som man endte med at flytte til Spanien, efter at 3F måtte køre mere end 80 sager mod virksomheden for et arbejdsmiljø med farlige stoffer til produktionen af vindmøllevinger, der gjorde mange medarbejdere syge (se blog-indlæg 09/05-2019: Vindmølleindustrien og det grønne aftryk). Forholdene for arbejderne blev ikke bedre i Spanien, men man var fri for ’emsige’ 3F-folk.


Der er naivt at tro, at solpanel-industrien skulle være anderledes, især når man ved, at Kina står for en stor del af den globale produktion af solpaneler. Dertil har der været for mange sager om rigtig dårlige arbejdsforhold for de kinesiske arbejder i landet, og sandsynligvis kender vi blot toppen af isbjerget.


Ligesom det i sundhedssystemet er fascinationen af nye tiltag koblet med kommercielle interesser, der driver udviklingen af nye lægemidler, er det kommercielle interesser, der driver udviklingen i grønne energikilder, godt hjulpet på vej af politikere, der hellere vil se nye teknologiske løsninger end at tage den eneste farbare vej – aflysning af vækst- og profitfilosofien.


Corona-pandemien har understreget, hvor store omkostningerne er ved en nedlukning af et verdenssamfund, der er baseret på vækst og profit. Det får desværre ingen virkning på tiden efter pandemien, hvor flere stadig vil have mere – og hvor politikerne er de samme.

15/10-2020

Give Directly

I mere end 10 år har jeg støttet den samme hjælpeorganisation med et fast månedligt beløb – Give Directly.


Som almindelig lønmodtager på pension er de midler, man har til rådighed, ikke store nok til at støtte alt det, man gerne ville, og jeg har i øjeblikket valgt at bruge min støtte lidt anderledes.


Det skal bestemt ikke afholde mig fra på det kraftigste at anbefale Give Directly til andre, der kan afse et månedligt beløb til at hjælpe fattige mennesker i for eksempel Afrika.


Grunden til, at jeg valgte netop Give Directly, var, at 88 procent af det indbetalte beløb går direkte til de dårligst stillede landsbyer i Afrika som kontante beløb, hvor folk i landsbyen selv råder over de månedligt udbetalte støttemidler.


Som følge af klimakrisen, der jo i særlig grad rammer verdens fattigste lande, bliver behovet for hjælp ikke mindre – tværtimod.


I forbindelse med organisationens 10 års jubilæum sidste år opgjorde man de forgangne års erfaringer, som du kan læse på dette link:


https://www.givedirectly.org/reflecting-on-the-last-decade/?utm_source=email&utm_medium=email&utm_campaign=blog&utm_content=info_signature

14/10-2020

Arktis og havniveauet omkring Danmark

Average VLM rates (mm yR−1) for 2003–2015 using the GIA model of Caron2018 (Caron et al., 2018) (a) and ICE6G_D (Peltier et al., 2018) (b). Modeled elastic rebound from contemporary land ice loss (including ocean loading and corrected for rotational feedback) ( ) with enlargement of Svalbard is displayed in (c). The total VLM model, (a and c), with the square color representing average GNSS‐determined VLM rates (d). Enlargements of the south coast of Alaska, Greenland, and Svalbard of (d) is shown in the bottom three panels. Spatial distribution of uncertainity estimates of (a),(c), and (d) are shown in the supporting information Figure S3.1

14/10-2020: Efter den største polar-ekspedition nogensinde er det tyske forskningsskib Polarstern netop ankommet til den tyske havneby Bremerhaven efter 389 dage på havet, skriver dr.dk.


I alt er cirka 600 forskere fra 20 lande involveret i projektet, og en del af dem har i kortere eller længere tid opholdt sig på skibet under ekspeditionen. Således også havforsker Rasmus Tonboe fra DMI, der som den eneste dansker har været en del af forskerholdet på skibet.


Oprindeligt var det hensigten, at Polarstern skulle fryse fast i isen og lade sig drive med den samme isflage hen over Nordpolen i 13 måneder, men da havisen som beskrevet i mange blog-indlæg skrumper og bliver tyndere på grund af klimakrisen, blev turen noget kortere end forventet.


De fleste data om isens udbredelse i Arktis stammer fra satellitmålinger, og derfor er det vigtigt at få bekræftet disse datas pålidelighed. Rasmus Tonboes opgave var derfor at lave forskellige sne- og ismålinger, som kunne verificere de foreliggende satellitdata.


Andre videnskabelige undersøgelser har allerede i løbet af de seneste måneder kunnet påvise, at havisen i Arktis er i færd med at gå i opløsning, og det sker hurtigere end nogen kunne have forestillet sig for få årtier siden. Det nordlige Sibirien og den canadiske del af Arktis opvarmes i øjeblikket tre gange hurtigere end resten af verden.


Seniorforsker Julienne Stroeve fra USA’s National Snow and Ice Data Center siger til The Guardian:


”De seneste modeller viser simpelthen, at uanset hvilket udledningsscenarie vi følger, vil vi miste sommer(hav)isdækket før midten af dette århundrede. Selv om det skulle lykkes os at begrænse opvarmningen til mindre end 2 ºC, vil det stadig være tilstrækkeligt til at sommerhavisen nogle år vil forsvinde.”


Bekymringen over udviklingen i Arktis deles også af professor Lars Nielsen, leder af geologisk sektion på Københavns Universitet.


Ifølge en artikel på dr.dk i går med overskriften ’Klimaforandringer i Arktis får det danske land til at hæve sig’ udtaler han:


”Vi spekulerer meget på, hvordan de her stigninger kommer til at påvirke Danmark: Hvordan de store kystnære byer skal forberede sig, og hvordan naturområder som Vadehavet vil ændre sig. De her tal skal med i den diskussion.”


De tal, han henviser til, stammer fra en ny videnskabelig undersøgelse udført af tre danske og en tysk forsker og offentliggjort i Geophysical Research Letters.


Det er almindeligt kendt, at landjorden, der lå under iskappen i sidste istid, hævede sig i takt med, at isen forsvandt – en landhævning, der stadig er i gang. Det samme sker omkring Arktis og i Grønland i takt med, at isen her også smelter i dag. Det nye er, at det er lykkedes forskerne at beregne, hvor omfattende og hvor stor den såkaldte elastiske landhævning er – og da vi taler om geologi, er tallene små i modsætning til stigningen i det globale havniveau.


Som det fremgår af billedet er hele den nordlige halvkugle i større eller mindre grad påvirket af landhævningen. I Danmark hæver landet sig 0,3 til 0,6 millimeter om året alene på grund af afsmeltningen omkring Arktis ifølge undersøgelsens beregningerne.


I den anledning udtaler ph.d.-studerende på DTU Space Carsten Ankjær Ludwigsen, som var en af forskerne bag undersøgelsen, til dr.dk:


”Det kan betyde, at havstigningerne ikke kommer til at påvirke Danmark helt så meget som frygtet,” og han fortsætter: ”Det bør derfor tages med ind i de prognoser, som vi laver for, hvordan vi skal reagere på vandstandsstigninger de næste hundrede år.”


For mig er det svært at forstå, at Carsten Ankjær Ludwigsen når frem til en konklusion om, at det ikke vil påvirke Danmark helt så meget som frygtet. Måske har han ikke nået at læse konklusionen på sin egen undersøgelsen.


Her siger forskerne nemlig, at en tidligere undersøgelse har vist, at elastisk landhævning forårsaget af istabet i Grønland, bevirkede en landsænkning på den sydlige halvkugle. Således antages det også, at istabet på Antarktis vil forårsage en landsænkning på den nordlige halvkugle. Indtil videre er det dog blot 0,1 millimeter om året.


Men, siger forskerne i konklusionen, da istab potentielt kan optræde hurtigere i fremtiden vil vertikale landbevægelser (VLM) forårsaget af istabet på Antarktis vokse betydeligt og kan blive vigtig for de fremtidige beregninger af havniveauet langs kysterne på den nordlige halvkugle.


Derudover havde Carsten Ankjær Ludwigsens medforfatter på undersøgelsen, professor Shfagat Abbas Khan også fra DTU Space, i 2018 sammen med to andre forskere en artikel på DTU’s hjemmeside, hvor de beskriver et studie offentliggjort i Nature, der viser, at afsmeltningen af is fra Antarktis er accelereret de seneste 25 år. På fem år er afsmeltningen tredoblet, og det kan påvirke Danmark.


Når isen i Antarktis forsvinder, forsvinder der også masse. Dermed er der mindre masse til at trække i havet, så vandstanden ’falder’ ved Antarktis, mens smeltevandet så trækkes mod andre landmasser, indtil der er balance i tiltrækningskræfterne på Jorden mellem vand, is og landmassiver, siges der på DTU’s hjemmeside, og her udtaler professor René Forsberg fra DTU Space:


”De globale havstigninger som følge af isens afsmeltning er ikke ens fordelt. Afsmeltningen i Antarktis vil få direkte betydning for vandstanden omkring Danmark, mens afsmeltningen fra Grønlands indlandsis stort set ikke betyder noget her. Derfor er det vigtigt at følge afsmeltningen i Antarktis meget nøje, og det store spørgsmål er selvfølgelig, om den fortsætter i samme omfang de kommende år.”


Alene i år har videnskabelige undersøgelser påvist, at Den Vestantarktiske Iskappe kan være meget tæt på et sammenbrud, og den indeholder nok is til at hæve havniveauet med omkring 6 meter (blog-indlæg 15/02-2020 Antarktis smelter hurtigere).


Artiklen på DTU’s hjemmeside fra 2018 slutter da også med at konstatere, at det blandt andet er følgevirkninger som landhævninger og forandringer i Jordens gravitationsfelt, der gør afsmeltningen i Antarktis vigtig i forhold til potentielle havstigninger på vore breddegrader, selv om der netto smelter næsten dobbelt så meget is i Grønland pr. år.


Undertitlen på artiklen fra i går på dr.dk siger: ’Paradoksalt nok kan smeltende is i Arktis være med til at udligne stigende havvand omkring Danmark’. Det er således direkte misvisende.

11/10-2020

'Count Us In'

11/10-2020: Count Us In’ er det seneste skud på stammen af organisationer, der vil gøre mere for at mindske den truende klimakrisen. Den er så ny, at deres hjemmeside endnu ikke fungerer optimalt.


Målet for organisationen er at opbygge et verdensomspændende fællesskab af folk, som i dagligdagen er klar til at tage 16 skridt i hverdagen for at mindske deres CO2-udledninger. For eksempel opfordres man til at spise mere plantebaseret føde, nedbringe madspild, gå og cykle mere og udbrede kendskabet til den alvorlige krise.


Der er ingen af de 16 trin, man kan være uenig i, men nogle kræver mere end andre i både tid og penge. Som The Guardian bemærker, vil tiltag som at skrue ned for varmen og spare på køb af nyt tøj allerede være en prioritet for mange alene på grund af fattigdom.


Derfor må man konkludere, at det verdensomspændende tiltag først og fremmest henvender sig til folk i den vestlige verden, hvilket for så vidt er i orden, da vi bærer ansvaret for hovedparten af de globale CO2-udledninger.


Fordelen ved at engagere sig i ’Count Us In’ er ifølge deres hjemmeside, at man så vil modtage mails, der er relevante for de trin, man som enkeltperson vælger at engagere sig mest i at ændre. Hvis man for eksempel vælger et ønske om at skifte benzin- eller dieselbilen ud med en el-dreven eller installere solceller på huset, vil man modtage informationer om disse emner. På den måde håber man at holde folk fast på deres løfter.


Selskaber, der bakker op om den nye organisation, er for eksempel Ikea, HSBC, som er en af de største bank- og finansinstitutioner i verden, og virksomheden Reckitt Benckiser, som ejer Cillit Bang, Gaviscon og Durex. I øjeblikket bakker 68 virksomheder og kulturelle organisationer op om initiativet, og Eric Levine fra Leaders’ Quest, som ligeledes bakker op om kampagnen, siger til The Guardian:


”Vi prøver at nå folk, som ikke betragter sig selv som klimaaktivister. Hvis vi ikke når ud til de mange mennesker, vil vi ikke opnå de ændringer, der er nødvendige [fra regeringer]. Disse trin er vigtige, og vi har brug for, at alle er involveret.”


Det forhold, at så mange virksomheder kan nå ud til medlemmer af ’Count Us In’ via de informationer, man som deltager stiller til rådighed, giver dog i høj grad anledning til bekymring. Godt nok faldt de globale CO2-udledninger 17 procent i april som følge af tiltag mod corona-virussen, men det skete først og fremmest som følge af nedlukning af lande og virksomheder, der betød, at veje lå øde og flytrafik blev indstillet, men ifølge eksperter fortsatte hovedparten af udledningerne.


Man kan derfor frygte, at ’Count Us In’ i virkeligheden blot er endnu et forsøg på at holde gang i den økonomiske vækst. I bedste fald overser man, at det, der først og fremmest skal ske, for at komme klimakrisen til livs, er en systemisk ændring af verdenssamfundet væk fra økonomisk vækst og profit.


Men døm selv. I øjeblikket fungerer ’Count Us In’ bedst på twitter.

07/10-2020

De fossile brændstoffer og klimaet

Hockeystaven (https://en.wikipedia.org/wiki/File:T_comp_61-90.pdf)

”Hockeystaven” er regeringens primære sigtepunkt i efterårets klimaforhandlinger, sagde Nicolai Wammen i sidste uge ifølge Information. Regeringen går simpelthen efter den såkaldte hockeystavmodel, hvor reduktionerne i de første mange år er fladere og først til slut bøjer skapt opad. Som en hockeystav.


Det er en farlig vej at gå, mener både De Radikale, Enhedslisten og SF.

”Jeg er drønhamrende bekymret for regeringens forslag om at vente og satse på teknologien,” siger Mai Villadsen, klimaordfører for Enhedslisten ifølge dr.dk. Og det samme siger Klimarådet.


Den bekymring er fuldstændig berettiget, og det er formodentlig uvidenhed eller en form for selvironi, der får regeringen til at kalde sin klimapolitik for ’hockeystaven’. Udtrykket blev i klimasammenhæng brugt første gang for omkring 20 år siden til at beskrive udviklingen i den globale gennemsnitstemperatur over de sidste 1000 år (se billedet) – altså et virkeligt negativ ladet begreb i klimaforskningen.


Og den globale gennemsnitstemperatur fortsætter sin himmelflugt som følge af den fortsatte stigning i de globale udledninger af CO2. Det skyldes først og fremmest den ustoppelige anvendelse af fossile brændstoffer både i Danmark og ikke mindst i resten af verden.


Skulle det på mirakuløs vis lykkes den nuværende regering at nå i mål med en reduktion af CO2-udledningerne i Danmark på 70 procent i 2030, så fortsætter jagten på og brugen af fossile brændstoffer – kul, olie og naturgas – overalt på kloden.


En smutsten fra Danmark står afbrænding af kul – det værste af de fossile brændstoffer – stadig for 75 procent af energiforsyningen i Polen, hvor mere end 80.000 mennesker er ansat i landets kulindustri. Ifølge den polske regering er det urealistisk og alt for dyrt at fjerne kul fra landets energisammensætning. Polen er godt nok medlem af EU, hvor man arbejder på at gøre Europa til det første klimaneutrale kontinent i 2050, men landet har foreløbig undtaget sig selv fra det mål.


Samtidig vil man undgå, at Polen bliver afhængig af Rusland, når det gælder elektricitetsforsyningen. Derfor har man sagt nej til at modtage naturgas fra Rusland. Det forbehold har Tyskland dog ikke.


Her forventer man snart at kunne modtage naturgas fra Rusland gennem Nord Stream 2 – især efter at Energistyrelsen i Danmark netop har givet grønt lys for, at Nord Stream 2 kan løbe gennem dansk territorialfarvand tæt forbi Bornholm. Polen vil i stedet modtage naturgas fra de norske oliefelter gennem Baltic Pipe – en rørledning, som fra Nordsøen løber tværs over Danmark og ligeledes forbi Bornholm. Denne rørledningen skal stå klar i 2022.


Fik jeg nævnt, at naturgas er et fossilt brændstof, og at det indeholder omkring 90 procent metan, som er en meget kraftig drivhusgas.


Lidt længere fra Danmark – i Middelhavet – er en optrapning af en langvarig konflikt mellem Grækenland og Tyrkiet i gang. Det drejer sig om territorialfarvand og adgangen til store områder med naturgas på bunden af Middelhavet.


Formodningen er, at der ligger naturgas for milliarder af kroner i havbunden i det østlige Middelhav. Håbet om milliardindtægter fra gassen har fået flere middelhavslande til at indgå aftaler om både gasledninger og territorialgrænser den seneste tid.


I januar 2019 indgik en række lande et samarbejde om at udvinde gassen og bygge en gasledning under havet. Tyrkiet er dog ikke med i samarbejdet, da landet har et anstrengt forhold til flere af de andre lande – blandt andet Grækenland.


Opbygningen af den infrastruktur, som skal til for at udnytte naturgassen, sker ikke for at afvikle brugen af gassen kort tid efter. Anlæggene kommer til at være i funktion i adskillige årtier fremover. (Se mere på blog-indlæg 06/12-2019 CO2-niveauet og naturgas).


I USA kan det nært forestående valg være afgørende for de globale udledninger af drivhusgasser – USA er i øjeblikket verdens næststørste udleder af CO2. Eller som en af verdens ledende klimaforskere Michael Mann siger det ifølge The Guardian:


”Endnu en valgperiode med Trump vil betyde ’game over’ for klimaet.”


(Michael Manns mest berømte forskningsartikel, som blev offentliggjort i Nature på Jordens Dag i 1998, blev i øvrigt kaldt ”hockeystav-undersøgelsen”.)


Ifølge Michael Mann har Trump-administrationen forhindret verdens største økonomi i at foretage de drastiske udledningsreduktioner, der var nødvendige for at holde os på den rette vej mod en halvering af udledningerne frem til 2030. Nu skal faldet i udledninger være mere brat. Det er ikke længere en reduktion på fem procent om året i de næste 10 år. Det er snarere syv en halv procent, hvis målet skal nås.


Ikke overraskende har olieindustrien og deres ansatte allerede sat deres penge på Trump, idet de ifølge Center for Responsive Politics indtil nu har bidraget tre gange så meget til Trumps kampagne som til Bidens. Spørgsmålet er så, om Biden som præsident vil kunne gøre en forskel.


Biden har for eksempel lovet at bruge 2 billioner dollars på en omstilling til ren energi, men en sådan omstilling kan tage tid. Under alle omstændigheder er en omstilling væk fra olie allerede undervejs uanset om en amerikansk regering støtter det eller ej.


Ifølge Pavel Molchanov, som er energianalytiker ved Raymond James, der er en multinational investeringsbank, vil en Demokrat i Det Hvide Hus alt andet lige betyde noget for en omstilling af energien, men det er ikke det vigtigste. Og den indvirkning, som en Biden-regering i sig selv vil have, er i virkeligheden meget lille.


Den tilsyneladende største trussel mod olieselskaberne vil være Bidens løfte om at prøve at begrænse metan-udledninger og lade forurenere betale sammen med et forbud mod nye tilladelser til boringer, som Trump ellers har sat meget ind på at få godkendt så mange af som muligt.


Disse tiltag kunne til en vis grad begrænse boringer efter fossile brændstoffer. American Petroleum Institute udsendte imidlertid en rapport i september, der godt nok viser et støt fald i olie- og gasproduktionen på statsejede jorder frem til 2030 ifølge Bidens plan, men rapporten indeholder ingen informationer om private og delstatsejede jorder, hvor man vil kunne opleve en stigning i boreaktiviteten.


Meget afhænger dog af, om oliemarkedet kommer sig oven på den verdensomspændende økonomiske krise som følge af Covid-19. Sker det ikke, vil det ifølge Rapidian Energy Group, som analyserer energimarkeder og geopolitik, betyde, at det næppe gør nogen forskel på produktionen, hvem der vælges til præsident.


Eller som Artem Abramov, leder af forskning i skifer ved konsulent firmaet Rystad Energy, siger, så kan Biden faktisk ende med at hjælpe nationens olie- og gasindustri ved at afslutte Trumps handelskrig med Kina og tage mere drastiske skridt til at bekæmpe corona-pandemien.


Resultatet kunne være en hurtigere global økonomisk genrejsning og en tilsvarende stigning i oliepriserne, og det er den vigtigste drivkraft for aktivitetsniveauet i USA. Derfor, mener Abramov, er det meget sandsynligt, at hvis Biden bliver præsident, så vil vi se disse positive indvirkninger, som vil resultere i en øget olieaktivitet.


Ikke overraskende er det således markedskræfter frem for nok så idealistiske politiske målsætninger om en bedre fremtid for næste generation, der styrer fremtiden – både globalt og i Danmark.


Jeg tro meget på hockeystaven, men ikke den, som regeringen bruger.

03/10-2020

Verdenshavene opvarmes

03/10-2020: Siden den industrielle revolution, som blev indledt omkring 1760, er den gennemsnitlige globale overfladetemperatur steget 1,1 ºC. Temperaturen stiger stadig hurtigere – i øjeblikket med 0,2 ºC pr. årti. Det skyldes, at koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren også stiger med stadig større hastighed.


Næsten 71 procent af Jordens overflade er dækket af vand, og omkring 90 procent af den ekstra varme, som fanges i atmosfæren af drivhusgasser, optages af havene. For verdenshavene betyder den globale opvarmning derfor, at der nær overfladen dannes et stadig mere markant lag af varmt vand, som undertrykker den naturlige cirkulation i havvandet.


Normalt foregår der en udveksling af varme, kulstof, ilt og næringsstoffer mellem lagene i vandsøjlen, som er vigtig for reguleringen af klimaet og for dyrelivet i havet, men lagdelingen – eller stratifikationen – i verdenshavene sker i dag hurtigere end forskerne havde forventet, viser ny forskning offentliggjort i Nature Climate Change.


Blandt andet viser resultaterne, at der i øjeblikket opbygges mere varme i de øverste 200 meter af havvandet end længere nede, og det varmere overfladelag kan forstærke tropiske storme, ødelægge fiskeri, påvirke havenes optagelse af CO2 og mindske iltindholdet i vandet.


Samtidig indikerer resultaterne ifølge medforfatter på undersøgelsen Michael Mann, at de værst tænkelige scenarier for den globale opvarmning beskrevet i store internationale klimarapporter ikke kan udelukkes.


Til Inside Climate News siger Michael Mann:


”Pointen her er, at vi endnu engang må konstatere, at usikkerhederne ikke falder ud til vores fordel. Om noget viser konsekvenserne af klimaændringerne sig at være værre, end vi forudså.”


Som beskrevet i det foregående blog-indlæg ’AMOC svækkes’ har det verdensomspændende transportsystem af havstrømme allerede sænket farten og dermed fordelingen af varmt og koldt vand mellem Arktis, Nordatlanten og havet omkring Antarktis, som forudsagt af klimamodeller – også med alvorlige konsekvenser for klimaet.


I øjeblikket optager verdenshavene omkring en fjerdedel af de menneskeskabte udledninger af CO2, men ifølge Mann kan et varmt lag af overfladevand ikke indeholde lige så meget opløst gas, uanset om det er kuldioxid eller ilt:


”Det er en dobbelt knock-out. Det betyder først og fremmest, at havene ikke kan optage så meget CO2 fra atmosfæren, og derfor vil indholdet af den atmosfæriske CO2 vokse hurtigere. Med andre ord bliver havene mindre effektive som ”kulstofbrønde”. Dernæst betyder det, at havene kan indeholde mindre ilt. Det er problematisk, for livet i havet behøver ligesom os ilt. Det er en trussel mod hele fødekæden inklusiv fisk."


Når havoverfladen opvarmes hurtigere og mindre kulstof føres ned i dybhavet, kan disse processer sammen med andre feedback-processer i klimasystemet betyde, at atmosfærens indhold af CO2 kan tredobles, og at den globale gennemsnitstemperatur kan stige med mere end 4 ºC i løbet af de næste 80 år.