29-10 Metan-niveauet stiger faretruende

Metan-niveauet stiger faretruende

29/10-2020: Når vi taler om global opvarmning, omtales CO2-udledninger oftest som hovedproblemet. Kuldioxid har da også samlet set den største indflydelse på opvarmningen af klimaet, men det er ikke det eneste problem i klimakrisen.


Metan (CH4)er en kraftigere drivhusgas. Faktisk er metans potentiale i den globale opvarmning 84 gange højere end kuldioxid set over en periode på 20 år og 28 gange højere over en periode på 100 år.


Metan opfanger store mængder varme de første ti år efter at være frigivet til atmosfæren, men derefter nedbrydes det hurtigt. Luftarten reagerer med ozon under dannelsen af kuldioxid og vand, men denne kuldioxid fortsætter med at opvarme klimaet i mange hundrede år.


Med andre ord vil udledning af metan altid være værre for klimaet end udledning af den samme mængde kuldioxid uanset tidsskalaen – og udledningen af metan stiger faretruende.


Atmosfærisk metan stiger i øjeblikket med 12 molekyler pr. en milliard luftmolekyler om året. Ifølge Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC) viser deres modeller, at det vil betyde en global opvarmning på 3-4 ºC i løbet af de næste 80 år.


Den kraftige stigning i atmosfærens indhold af metan har hidtil været lidt af en gåde for forskerne. Man ved dog, at fra 2008 til 2017 var 60 procent af metan-udledningerne menneskeskabte. Landbrug og lossepladser står for den største andel, mens produktion og anvendelse af fossile brændstoffer indtager andenpladsen og afbrænding af biomasse og biobrændstoffer ligger tredjepladsen.


I hele verden har man forsket i at reducere udledningerne af metan, og målinger viser, at for eksempel bedre styring af kvægdrift, gødning og lossepladser faktisk har ført til en reduktion i udledninger i Europa. Men globalt stiger udledningerne alligevel eksponentielt.


I flere år har nogle forskere advaret om, at den globale opvarmning kan føre til, at den kulstofholdige permafrost i områderne rundt om Arktis vil begynde at smelte og dermed udlede store mængder metan.


Ligeledes har forskere peget på, at gashydrater, som er en islignende substans dannet af vand og metan, der befinder sig på bunden af vore have flere hundrede meter nede, hvor trykket er højt og temperaturerne lave, kan begynde at lække i takt med, at verdenshavene bliver varmere.


Data, som blev indsamlet under tre ekspeditioner til det sydlige Atlanterhav i 2011, 2013 og 2014, blev for nylig bearbejdet. Resultaterne blev offentliggjort i en artikel i Nature Communications, og de viste, at der sker et omfattende udslip af metan fra havbunden på den sydlige halvkugle.


For at gøre ondt værre har et internationalt hold af forskere om bord på det russiske forskningsfartøj R/V Akademik Keldysh netop fundet beviser på, at metan-hydrater ned til en dybde af 350 meter i Laptevhavet tæt på Rusland i Det Arktiske Hav nu er begyndt at lække metan i et stort område langs kontinentalsoklen ud for Østsibiriens kyst.


Til The Guardian siger den svenske forsker Örjan Gustafsson fra Stockholm Universitet, som befinder sig om bord på det russiske fartøj:


”Lige i øjeblikket er det usandsynligt, at det vil have nogen stor indvirkning på den globale opvarmning, men pointen er, at processen nu er sat i gang. Dette østsibiriske metan-hydratsystem langs havbunden er blevet forstyrret, og den proces vil fortsætte.”


Som bekendt stiger de arktiske temperaturer nu dobbelt så hurtig som det globale gennemsnit, og spørgsmålet om hvornår – eller om overhovedet – metan fra hydraterne vil slippe ud i atmosfæren, har været et spørgsmål, som har givet anledning til stor usikkerhed omkring de anvendte klimamodeller.


Forskernes største bekymring er, om en tærskel i klimasystemet nu er blevet overskredet, som vil sætte yderligere fart på den globale opvarmning. I forvejen har den russiske chefforsker Igor Semiletov om bord på forskningsskibet tidligere rapporteret, at gas fra den arktiske kontinentalsokkel bobler op.


For andet år i træk har hans hold af forskere fundet kraterlignende fordybninger i dele af Laptevhavet og Det Østsibiriske Hav, som frigiver strømme af metan-bobler, som når havoverfladen i et niveau, der er mange hundrede gange højere end normalt. I forvejen kender man til kratere og jordfaldshuller på den sibiriske tundra, som skyldes smeltende permafrostlag.


Det er svært at undervurderer truslen fra den voksende mængde metan i atmosfæren, når det gælder den globale opvarmning – især fordi det er umuligt at stoppe den udvikling. Som menneskehed er vi blot tilskuer til en udvikling, som vil betyde en global opvarmning af en størrelsesorden, som vi som art ikke vil kunne overleve.