JANUAR

Overbefolkning og klimakrisen

Thousands of people die annually trying to cross borders. It’s often argued stronger borders and more checks would deter people from making dangerous crossings. But how accurate is this? Maya Goodfellow explores what the current border regime means for people seeking asylum

30/01-2020: ”Alle disse [miljø-] ting, vi taler om, ville ikke have været et problem, hvis vi havde et befolkningstal som for 500 år siden,” sagde Jane Goodall på et møde i World Economic Forum (WEF) i Davos den 24. januar i år. Jane Goodall er en dygtig primatolog, men klimakrisens årsager er tydeligvis ikke hendes spidskompetence.


Det samme kan man sige om professor Jørgen E. Olesen, som forsker i klima og landbrug, professor i ferskvandsøkologi Kaj Sand-Jensen og klimaprofessor Eigil Kaas, der i april 2019 udtaler følgende sludder (omtalt på blog-indlæg 21/04-2019 Befolkningseksplosion):


”Problemstillingen er, at der bliver flere mennesker, og at vi bliver rigere, hvilket fører til stigende forbrug og udledning af CO2 og andre klimagasser. Så jo færre mennesker, der er til at øge forbruget, jo mindre vil problemet være,” siger Jørgen E. Olesen.


”Jeg er fuldstændig enig i, at man bør indføre en begrænsning. FN burde presse meget mere på, men det er svært, når der kommer noget religiøst ind over som prævention og abort,” siger Eigil Kaas.


Og Kaj Sand-Jensen siger, at selv om det formentlig vil blive opfattet som et overgreb både kulturelt og religiøst, mener han, at det kan være en god idé at indføre en etbarnspolitik i et land som Indien, der har firdoblet indbyggertallet, siden landet blev selvstændigt i 1947.


Det er trist, at det stadig er nødvendigt at forklare selv belæste mennesker, hvordan virkeligheden ser ud.


Først og fremmest vokser den globale befolkningstilvækst ikke eksponentielt – den går faktisk langsommere og vil alt andet lige ifølge FN stabiliseres omkring 11 milliarder i løbet af de næste 80 år. Fokusering på det globale befolkningstal skjuler den virkelige årsag til vore miljø- og klimamæssige fortrædeligheder.


Selv unge mennesker som Greta kan forstå det: Kapitalismen er synderen – ulighed og affald skabt af den moderne kapitalisme med dens fokus på evig vækst og ophobning af profit.


Uligheder når det gælder magt, velstand og adgang til ressourcer er de vigtigste årsager til miljø- og klimamæssige ødelæggelser. Verdens 10 procent rigeste mennesker producerer halvdelen af klodens forbrugsbaserede udledninger fra fossile brændstoffer, mens de fattigste 50 procent – 3,5 milliarder mennesker – blot bidrager med 10 procent.


Som en artikel i The Guardian kunne afslører sidste efterår, så står blot 20 multinationale producenter af fossile brændstoffer for mere end en tredjedel af samtlige udledninger af drivhusgasser i moderne tid, selv om de allerede i 1977 kendte til forskningsresultater om forbindelsen mellem CO2-udledninger og klimaændringer.


Klodens to største udledere af CO2, Kina og USA, stod i 2018 for næsten halvdelen af de globale udledninger. Forbruget i de to regioner skaber så meget mere CO2 end deres modpart i lavindkomstlande, at tre til fire milliarder flere mennesker i disse lande knapt nok vil kunne registreres i de globale udledninger.


Blot 26 milliardærer er nu mere velhavende end halvdelen af verdens befolkning. Det er rige folk som disse, der er blandt deltagerne ved WEF i Davos sammen med politikere, som først og fremmest tjener velhavernes interesser og, ja, Greta, der som sædvanlig holdt en af de få taler, der var værd at lytte til (se video på bloggens forsiden).


I forbindelse med WEF’s møde i år blev der udarbejdet en evaluering af de største globale trusler, Global Risks Report 2020, som deltagerne på Davos-mødet skulle være opmærksomme på. Resultaterne blev hentet fra eksperter indenfor en lang række discipliner heriblandt også virksomhedsbranchen.


Øverst på listen stod ekstremt vejr, mislykkede tiltag mod klimaændringer og naturkatastrofer, når man så på sandsynligheden for, hvad der kunne udspille sig i de kommende måneder. Når man så på indvirkninger, var det mislykkede klimatiltag, masseudryddelsesvåben og tab af biodiversitet.


I en anden undersøgelse blev direktørerne for store virksomheder spurgt, hvad de anså for de tre største trusler, som deres virksomheder vil stå overfor i 2020. Her var svaret overregulering, handelskonflikter og usikker økonomisk vækst.


Professor i etik og virksomhedslovgivning Christopher Michaelson deltog i begge undersøgelser og undrede sig over den markante forskel på, hvad disse grupper anser for de største trusler.


Han konkluderer, at mens de samfundsorienterede eksperter, som deltog i den første undersøgelse, fokuserede på langsigtede sociale og miljømæssige konsekvenser, så fokuserede virksomhedsejerne på deres kortsigtede økonomiske situation. Det forhold får ham til at minde os om vores uheldige tilbøjelighed til at lade økonomiske prioriteringer bremse tiltag overfor mere presserende trusler.


Dermed får han det til at lyde som om, at vi alle bærer en del af skylden for menneskehedens undergang. Det er næsten lige så slemt som at påstå, at befolkningerne i verdens fattige lande bærer skylden for klimakrisen.


Så lad os slå fast endnu engang: Det er netop de kortsynede profitorienterede virksomhedsejere, børshajer, milliardærer og korrupte politikere – kapitalisterne – der under dække af noget, de kalder demokrati, øger den ekstreme ulighed i en verden, hvor stadig flere mennesker ender i fattigdom.


I 2018 voksede milliardærernes formue med 2,5 milliarder dollars – om dagen, mens den relative velstand for verdens 3,8 milliarder mennesker faldt med 500 millioner dollars om dagen, skriver Oxfam.


Men verdens fattige har fået nok. Ikke alene skal de finde sig i voksende ulighed og korruption, de står også i forreste linje overfor klimakrisen, der forværres dag for dag. Deres forståelige vrede gjorde 2019 til et år med rigtig mange uroligheder over hele kloden, og det bliver kun værre og mere blodigt i 2020 – og vi i den vestlige verden har kun os selv at takke.

Arktisk havis og klimaændringer

28/01-2020: I 2019 fik den arktiske havis den tvivlsomme ære af en andenplads over år med mindst is. Dertil er der en tydelig tendens mod, at den tilbageværende is bliver tyndere og yngre. For havis er dette ikke en positiv ting, skriver DMI på deres hjemmeside den 21. januar i år.


Når den arktiske havis svinder ind, udsættes store områder af havvand for Solens stråler i meget længere perioder. Havvand er mørkere end is og absorberer omkring 93 procent af den indkommende varme, mens is reflekterer op til 80 procent tilbage til rummet (se artiklen Albedo).


Det er således svært at forestille sig, at den hurtigt faldende mængde af havis i Arktis ikke skulle ændre vejrmønstre i andre regioner, og det er netop, hvad en ny videnskabelig undersøgelse – offentliggjort mandag i denne uge i Proceedings of the National Academy of Sciences – påviser.


I undersøgelsen forklarer forskerne, at vinde er forbindelsesleddet mellem den smeltende is og troperne. Påstanden er, at det arktiske hav er blevet opvarmet så meget i de sidste 20 år, at varm luft ved havoverfladen sidst på sommeren danner kraftige opstigende søjler, som når op til stratosfæren. Herfra kan luften kun bevæge sig sydpå.


Når luften synker ned igen mod den ækvatoriale del af Stillehavet, forstærker den de øst-vestgående passatvinde, som skubber varmt vand mod Asien og Oceanien. Det giver anledning til dannelsen af en El Niño i den centrale del af Stillehavet, der geografisk set er en særlig variation af den opvarmnings- og afkølingscirkulation, som er et vigtigt drivhjul i det globale klima.


Undersøgelsen påviser, at det mønster, der sætter den faldende mængde havis i forbindelse med hyppigere varme kredsløb i det centrale Stillehav, kan spores tilbage til slutningen af 1990’erne, hvor mængden af havis i det arktiske område begyndte at falde. I dag er den årlige afsmeltning af arktisk havis arealmæssigt op mod dobbelt så stor som i det 20. århundrede.


Jennifer Francis, der er klimaforsker ved Woods Hole Research Center, og som ikke var involveret i undersøgelsen, siger til Inside Climate News:


”En voksende mængde beviser indikerer, at det arktiske tab af havis påvirker de større vindsystemer længere væk end tidligere antaget – forbi mellembreddegraderne og ned i troperne.”


Før 1990 var der blot registreret en enkelt El Niño i den centrale del af Stillehavet. I dag er den slags El Niño’er den dominerende type, skriver forskerne. Årringe og målinger af mineraler i huleaflejringer – såkaldte proxy-målinger, som afslører El Niño-kredsløb før vi begyndte at måle dem direkte – viser, at mængden af El Niño’er i det centrale Stillehav i forhold til det østlige Stillehav er den højeste i 400 år, hvilket er tegn på et pludseligt klimaskift, som falder sammen med den accelererende afsmeltning af arktisk havis i de sidste to årtier.


Beviset for, at den store afsmeltning af arktisk havis ændrer det spatiale mønster og intensiteten af ekstreme vejrhændelser på mellembreddegrader, er nu styrket, siger forskerne i den nye undersøgelse.


Som beskrevet i tidligere blog-indlæg kan stigningen i antallet af havopvarmninger i den region forstyrre klimaet og indvirke på tørker, oversvømmelser og orkanmønstre over hele Jorden.

Global opvarmning bliver værre end antaget

25/01-2020: Nye og forbedrede klimamodeller baseret på de nyeste forskningsresultater og anvendt i stadig kraftigere computere dukker i øjeblikket op i en lind strøm, og ingen af dem giver håb om en lysere fremtid – tværtimod.


De seneste modeller er blevet anvendt af et internationalt hold af forskere til at opnå større viden om den vigtigste drivhusgas CO2. Hvis resultaterne holder vand, betyder det, at målet fra Paris-aftalen i 2015 om at holde den globale opvarmning under 2 ºC og helst på 1,5 ºC er fuldstændig uopnåeligt.


Modellerne viser, at opvarmningspotentialet i CO2 er blevet undervurderet i årevis. Det betyder, at de CO2-koncentrationer, som man indtil nu havde forventet ville give en global temperaturstigning på ”blot” 3 ºC over det før-industrielle niveau, i stedet sandsynligvis vil betyde en opvarmning af Jordens overflade på 4 til 5 ºC i de kommende årtier.


De nye forskningsresultater understøtter modelberegninger fra tidligere i år (se blog-indlæg 19/09-2019 Global opvarmning forværres yderligere), som fortalte, at den globale gennemsnitstemperatur i løbet af de næste 80 år kan nå 6 til 7 ºC over det før-industrielle niveau.


Det afgørende spørgsmål er klimafølsomheden. Hvor stor en opvarmning kan vi forvente både på kort og på lang sigt for en given stigning i mængden af kuldioxid? Her spiller skyerne en afgørende rolle, og de nye modeller afspejler netop en bedre forståelse af de skydynamikker, der forstærker opvarmningsindvirkningen fra CO2.


Jordsystem-forsker Johan Rockström, som er direktør for Tysklands Potsdam Institute for Climate Impact Research, siger ifølge Climate News Network til AFP:


”I øjeblikket foregår der en meget ophedet debat i miljøet omkring klimamodelforskningen. Man har 12 eller 13 modeller, som viser en følsomhed, der ikke længere er 3 ºC, men snarere 5 ºC eller 6 ºC ved en fordobling af CO2-indholdet i atmosfæren. Det, der virkelig bekymrer, er, at disse tal ikke er ekstremer.”


Modeller fra Frankrig, fra det amerikanske energiministerium, fra det britiske Met Office og fra Canada viser en klimafølsomhed på henholdsvis 4,9 ºC, 5,3 ºC, 5,5 ºC og 5,6 ºC, men andre modeller, som også vil indgå i IPCC’s næste store evalueringsrapport fandt betydeligt lavere stigninger, selv om de næsten alle var højere end tidligere beregninger. Forskerne vil naturligvis afprøve og udfordre de nye modeller omhyggeligt.


”Juryen er stadig ude, men det er bekymrende. Klimafølsomheden har ligget i området 1,5 ºC til 4,5 ºC i mere end 30 år. Hvis den nu er flyttet til mellem 3 ºC og 7 ºC, vil det være umådeligt faretruende,” siger Rockström.


I størstedelen af de sidste 10.000 år har koncentrationen af CO2 i atmosfæren ligget næsten konstant på 280 ppm, men siden begyndelsen på den industrielle revolution i midten af det 19. århundrede, hvor afbrænding af fossile brændstoffer som kul, olie og naturgas for alvor tog fart, er mængden af CO2 i atmosfæren vokset eksplosivt. I dag ligger koncentrationen på omkring 414 ppm.

Mere CO2 fra permafrost ved Arktis

23/01-2020: Permafrost-laget (jordlag, der permanent ligger under frysepunktet) omkring Arktis består af organisk materiale, som stammer fra tiden før den sidste istid. Den nordlige halvkugles permafrost-region dækker cirka 15 procent af Jordens landareal.


Om sommeren absorberes CO2 af de planter, hvis rødder vokser i den optøede jord over permafrost-laget, som følge af planternes fotosyntese. Samtidig frigiver de mikrober, som nedbryder jordens organiske materiale, CO2 til atmosfæren. Om vinteren, når både jordoverfladen og permafrost-laget begge er frosset til, sker der et betydeligt fald i både forrådnelsesprocessen og den mængde CO2, som sendes ud i atmosfæren.


Dog fortsætter en lille smule mikrobe-aktivitet med at nedbryde organisk materiale, som er til stede i en tynd hinde af ikke-frosset vand omkring de enkelte jordpartikler, hvorved der frigives små mængder CO2.


Nu viser en ny analyse af datasæt fra mere end 100 arktiske undersøgelser imidlertid, at frigivelsen af CO2 fra permafrost-laget i løbet af året nu er større end optagelsen i løbet af sommermånederne.


Ifølge forskerne kan mikrobe-aktiviteten øges voldsomt i takt med, at de stigende globale temperaturer hæver temperaturen i permafrost-laget til lige under frysepunktet. Endda før permafrost-laget tør, vil den accelererende mikrobe-aktivitet i jorden således betyde stigende CO2-udledninger.


Af de 1,7 milliarder tons CO2, som i øjeblikket frigives i løbet af vinteren, vil kun 1 milliard tons blive absorberet gennem fotosyntese om sommeren, har forskerne beregnet. Ydermere viser computermodeller, at selv om de menneskeskabte udledninger af CO2 skulle mindskes blot minimalt, vil udledningerne fra permafrost-området stadig stige med 17 procent i løbet af de næste 80 år.


Til Eurekalert siger forsker ved Argonne’s Environmental Science Division, Roser Matamala, som også har bidraget til undersøgelsen:


”Klima- og jordsystem-modeller behandler ofte disse CO2-udledninger fra vinter-permafrost som ubetydelige eller endda ikke-eksisterende. Men denne undersøgelse med sin store mængde data, som dækker adskillige sæsoner, viser, at vinter-respiration er betydelig og bemærkelsesværdig. Undersøgelsen burde overbevise modelforskere om, at denne udstrømning af kulstof til atmosfæren om vinteren ikke længere bør overses. Den er ikke lille, og den bør tages i betragtning.”


Sagt med andre ord påviser undersøgelsen endnu en indtil nu ukendt kilde til kraftigt stigende globale CO2-udledninger, og den fastslår ovenikøbet, at selv om det skulle lykkes at mindske eller helt at bremse de menneskeskabte udledninger af CO2, vil den igangværende og accelererende globale opvarmning fortsætte ufortrødent og dermed forværre optøningen af klodens permafrost i en såkaldt positiv (selvforstærkende) feedback-proces.

'I had no idea hot summers could kill': How 'climate apartheid' divides Delhi

22/01-2020: As the Earth continues to break new heat records, the UN is warning of a 'climate apartheid' between those who can afford to keep themselves cool and  those who must live, work, suffer – and sometimes die – in the heat. In Delhi, where a heatwave of 48˚C recently killed 100 people, some workers have already paid the ultimate price

Subscribe to The Guardian on YouTube ► http://is.gd/subscribeguardian

Udryddelsens tidsalder

20/01-2020: En ting, man kan sige med sikkerhed om de menneskeskabte klimaændringer, er, at det vil betyde masseudryddelse af arter på Jorden. Den globale overophedning går så hurtig, at det vil ramme alt liv i et omfang, som på nuværende tidspunkt er svær at forudsige.


Årsagen er ikke alene de accelererende klimaændringer, men også, at forskerne ikke kender det præcise tal for arter på kloden – i øjeblikket ligger tallet på mellem 5,3 millioner og 1 billion. En del af det problem er, at noget liv findes i utilgængelige habitater som for eksempel dybhavet, eller er for småt til at se, for svært at finde eller lever inde i andre væsner.


I starten af 1980’erne foretog entomologen Terry Erwin et meget omtalt forsøg i et lille område af den tropiske regnskov i Panama, hvor træernes kroner blev sprøjtet med et insektdræbende middel. Mindst 1200 arter af døde biller blev bagefter indsamlet og undersøgt, og 163 viste sig at leve på blot én træart.


Biller udgør omkring 40 procent af alle insekter, som i øvrigt er den største dyregruppe, og hvis hver træart har et tilsvarende antal biller, vil det samlede antal være omkring 30 millioner arter på Jorden. Senere beregninger nåede dog frem til under 10 millioner, men i 2011 nåede forskere frem til 8,7 millioner baseret på antallet af arter på hvert niveau af den biologiske klassifikation.


Mikroorganismer som bakterier overses imidlertid ofte, når den globale biodiversitet skal beregnes. Det skyldes, at disse organismer kun kan identificeres på artsniveau ved at sekventere deres DNA. Ved at samle og analysere en database med DNA-serier fra 5 millioner mikrobe-arter fra 35.000 steder over hele verden konkluderede forskerne, at antallet af arter på kloden er 1 billion. Oveni kommer så, at der findes mindst 50 forskellige definitioner på en art.


Uanset det endelige antal betyder den hastighed, hvormed vi mister biodiversitet i dag, at vi næsten med sikkerhed mister arter hurtigere, end vi kan nå at navngive dem. Hver art er en potentiel skattekiste af løsninger på problemer som for eksempel bekæmpelse af sygdomme, opfindelse af nye teknologier og udvikling af nye materialer.


Hver eneste art på Jorden indgår i indviklede netværk af vekselvirkninger, hvor de er direkte eller indirekte afhængig af hinanden, og som er udviklet over millioner af år, og er nøje tilpasset de herskende forhold.


Når der optræder globale forandringer så voldsomme, og som finder sted så hurtigt, som den igangværende menneskeskabte klimaoverophedning, kan de fleste arter ikke nå at omstille sig – og økosystemerne falder som dominobrikker.


I det lys skal de igangværende naturbrande i Australien ses.


Siden den 1. juli 2019 er omkring 100.000 kvadratkilometer gået op i flammer, og selv om det er muligt, at planter og dyr, der har tilpasset sig de naturligt tilbagevendende naturbrande i Australien, vil overleve i et vist omfang, så vil de omfattende og gentagne naturbrande, som landet oplever i disse år, få enorme miljømæssige omkostninger.


Indtil nu vurderes det, at en milliard dyr har mistet livet i Australien denne sommer, og så er store dyregrupper som insekter ikke medtaget i den beregning. I forvejen har landet det største tab af pattedyr på kloden, hvilket tyder på, at de eksisterende økosystemer allerede har problemer med at fungere i en varmere verden med flere naturbrande.


Men problemet er globalt. Naturbrande stiger i omfang og intensitet over hele Jorden – også i økosystemer, som ikke er vant til naturbrande. Dertil kommer de med vilje antændte brande, der skal rydde skov for at give plads til palmeolieproduktion som i Indonesien eller til græsgange for kødkvæg som i Brasilien.


Tidligere i år udkom en FN-rapport med titlen ’Intergovernmental Science-Policy Platform on Biodiversity and Ecosystem Services (IPBES)’, som fortæller, at cirka en fjerdedel af de undersøgte arter er truet af udryddelse. I løbet af få årtier forventes det, at omkring en million arter vil være på randen til at uddø.


Den sjette masseuddøen vil hermed være en realitet i nær fremtid, siger forskere – og mennesket er en af de arter, som vil være truet.

Opvarmning af verdenshavene

15/01-2020: Den langvarige opvarmning af kloden som følge af de menneskeskabte udledninger af drivhusgasser har medført, at mere end 90 procent af den ekstra varme i dag er oplagret i verdenshavene, hvor varmen ophobes og forårsager stigende vandtemperaturer.


I en ny videnskabelig undersøgelse offentliggjort i Advances In Atmospheric Sciences har forskerne beregnet opvarmningen i de øverste 2000 meter af havet fra 1955 til 2019 på grundlag af to uafhængige datasæt.


Den nye analyse viser, at 2019 er det hidtil varmeste år for verdenshavene efterfulgt af 2018, 2017, 2015 og 2016, og de sidste 10 år har også været de 10 varmeste år, man har målt. Ydermere er opvarmningshastigheden fra 1987 til 2019 fire og en halv gange hurtigere end opvarmningen fra 1955 til 1986. 2019 havde til og med den største stigning i havtemperaturen på et enkelt år i forhold til resten af årtiet.


71 procent af Jordens overflade er dækket af vand, og derfor har opvarmningen af havene meget større betydning end opvarmningen af luften og landjorden, som blot absorberer 4 procent af opvarmningen fra drivhusgasserne.

Havene og atmosfæren er imidlertid uløseligt forbundet. Ændringer i vandets temperatur betyder ændringer i nedbøren, og det giver anledning til flere oversvømmelser nogle steder og mere tørke andre steder og dermed naturbrande.


Vand udvider sig ved opvarmning, og det samme gør havene naturligvis. Dermed øges risikoen for oversvømmelser alene af den grund – oveni kommer så smeltevand fra polerne og gletsjerne.


Havopvarmningen bidrager også til kraftigere tropiske storme og dermed kraftigere orkaner, idet orkaner pumper havenes varmeindhold op i atmosfæren i form af fugt. Det var for eksempel årsagen til de ekstreme regnmængder, som de to hurricanes Harvey og Florence havde med sig, da de ramte USA.


I Stillehavet og i den tropiske del af Det Indiske Ocean har havopvarmningen konsekvenser for El Niño- og Indian Ocean Dipole-vejrfænomenerne, der forstærkes af den ekstra varme. Det fører til ændringer i de kendte vejsystemer, og det har for eksempel har bidraget til hedebølgerne og naturbrandene i Australien.


Klimaforsker ved University of St. Thomas School of Engineering i Minnesota og medforfatter på undersøgelsen John Abraham siger til Inside Climate News:


”Det er afgørende vigtigt at forstå, hvor hurtigt tingene ændrer sig. Dette problem vil ikke forsvinde af sig selv – det bliver kun værre. Vi ser allerede nu indvirkningerne af opvarmningen på verdens samfund, fra stigende havniveauer til varmere vande, og fra kraftigere storme til mere ekstremt vejr.”


For livet i havet har den accelererende opvarmning alvorlige konsekvenser. Livet i havet omkring ækvator kan tolererer opvarmning til en vis grænse. Bliver havet varmere flytter de havdyr, der er i stand til det, længere mod syd eller nord, mens andet liv som koraller bukker under. Det liv, der er tilpasset temperaturerne nær polerne, har ikke muligheden for at flygte til koldere vande, når temperaturen her stiger, og vil derfor dø af varmestress.


Som på landjorden oplever verdenshavene også hedebølger i takt med opvarmningen – såkaldte ”blobs”. Fra 2013 til 2015 opstod en varm ”blob” i den nordlige del af Stillehavet, som betød omfattende tab af liv i havet – fra plankton og fisk, heriblandt 100 millioner torsk, til havpattedyr som hvaler.


Dan Smale fra Marine Biological Association i Storbritannien deltog ikke i undersøgelsen, men roser de anvendte metoder og data for at være de bedst tilgængelige, og siger videre til The Guardian:


”De øverste lag af oceanerne er vitale for biodiversiteten, da de understøtter nogle af de mest produktive og rige økosystemer på Jorden, og en opvarmning i den nuværende størrelsesorden vil have dramatiske indvirkninger på livet i havet.”


Og, bør man tilføje, ikke mindst dramatiske konsekvenser for millioner af mennesker over hele verden for hvem, havets ressourcer er deres livsgrundlag både fødemæssigt og arbejdsmæssigt.


Som tidligere omtalt mener nogle forskere, at vi allerede har krydset en række tærskler i klimasystemet, som betyder, at den globale overophedning ikke længere kan stoppes, og den accelererende opvarmning af havene underbygger den påstand.

Australiens naturbrande og verdens skove

This video explains the meteorological phenomena that contribute to increased bushfire danger.

For more information visit: http://ow.ly/zVJ850vVKX

12/01-2020: Den 9. januar udsendte det australske Bureau of Meteorology (BOM) sin årlige klimaredegørelse, og den bekræfter, at 2019 var landets varmeste og tørreste år nogensinde målt. Det er første gang siden optegnelser begyndte, at Australien både har haft den laveste nedbørsmængde og de højeste temperaturer på samme år.


Naturbrande kan optræde året rundt i Australien, men især i sommerhalvåret er naturbrande et tilbagevendende fænomen i landet, og for både landskabet og den biologiske diversitet er disse brande en naturlig del. Tab af menneskeliv og ejendomme såvel som dyreliv optræder således med mellemrum.


I 2009 mistede 173 mennesker livet og i 1983 75 mennesker. I sommeren 1974-75 raserede naturbrande 900.000 kvadratkilometer, men naturen er hver gang kommet sig. De igangværende naturbrande har indtil nu krævet mellem 25 og 30 menneskeliv, og mere end 2000 huse er gået tabt i det mellem 80.000 og 100.000 kvadratkilometer store område, som hidtil er blevet afbrændt, men der er stadig et par måneder tilbage af sommeren.


Forskellen på tidligere naturbrande og situationen i dag i Australien er, at klimakrisen for alvor har ramt landet, og det er sket med en voldsomhed, som har overrasket selv forskerne.


Klimaforskere har dog i årevis advaret om, at de stigende globale temperaturer vil føre til mere tørke og længere perioder med risiko for naturbrande, og for Australiens vedkommende hyppigere og mere intense naturbrande netop i den del af landet, som brænder i øjeblikket.

Den globale gennemsnitstemperatur er nu 1,1 ºC, men for Australien passerede gennemsnitstemperaturen i 2019 1,5 ºC, og i Arktis er den som bekendt dobbelt så stor som det globale gennemsnit. Med de fortsat stigende udledninger af CO2 er kloden på vej mod en gennemsnitlig temperaturstigning på mindst 3,5 ºC i løbet af de næste 80 år.


Det får forskerne til at fastslå, at vi nu er vidne til, hvordan den globale opvarmning kan sende skovenes økosystemer over en tærskel, hvor der ikke længere er nogen vej tilbage.


Opvarmningen betyder, at nogle af disse skove aldrig vil komme sig, og forskerne forventer, at det samme vil ske i tørkeramte områder i det vestlige USA og omkring Middelhavet, hvor nedbrændte skovområder kan blive omdannet til krat- eller græsland. I takt med, at flere og flere skove over hele kloden går op i flammer, vil det sende de globale CO2-udledninger yderligere i vejret.


Til Inside Climate News siger klimaforsker David Breashers fra University of Arizona, at fremskrivningerne blev betragtet som en fjern mulighed, ”noget der ville ske meget længere ude i fremtiden. Men det sker altså nu. Ingen så det komme så hurtigt, selv om det skete med eksprestogsfart. Det er nu sandsynligt, at skovene, som vi kender dem, ikke vil vokse op igen.”

1. januar 2020 - udsnittet herunder er fra henholdsvis

24. juli 2019 og 1. januar 2020 (Credit: NASA)

Netop nu brænder asketræerne i Australiens Sydlige Alper for anden gangi løbet af blot 20 år. Syd for bjergene er landskabet domineret af sne-eukalyptus, og dette område er brændt tre gange på 12 år. Naturbrandene truer også nogle af de ældste skove på Jorden, som stammer fra dengang, da klodens kontinenter for 180 millioner år siden var samlet i et superkontinent kaldet Gondwana.


Rester af disse fugtige regnskove i Australien og Tasmanien, der ikke tidligere har været ramt af naturbrande, tørrer nu ud, og i dag har naturbrandene også ramt områder med den type skov.


David Bowman, direktør for Fire Centre Research Hub ved University of Tasmania, siger til Inside Climate News:


”De globale klimaændringer stresser vegetation meget mere end vi forudså. Stresset vegetation kommer sig langsommere og hurtige ændringer fra skov til ikke-skov er mulig. Stigende hyppighed af brande reducerer skovenes evne til at komme sig efter de gentagne naturbrande.”


Hvad det betyder for dyrelivet i verdens skove, får man en tydelig fornemmelse af i Australiens brandhærgede skove. Miljøbiolog Michael Clarke beskriver det i Nature med to ord: ”Dødelig stilhed.”


Det anslå, at naturbrandene i landet indtil nu har kostet omkring 1.000.000.000 dyr livet. Kun ådselædere som arter af australske skader har kronede dage på de mange tusinde dyrekroppe.


Især koalaer har lidt alvorlige tab, da de lever i træer i små isolerede bestande, men selv hurtigt flyvende fugle som falke og papegøjer er bukket under. De dyrearter, der lever helt eller delvis under jorden som firben og termitter, kan dog overleve sådanne naturbrande, men også lyrefugle og kænguruer som wallabies vides at kunne søge ly i vombat-huller.


Denne sommers naturbrande er imidlertid helt forskellig fra tidligere naturbrande, hvor kløfter med regnvand virkede som naturlige barrierer for spredningen af brandene. På grund af tørken gik ilden direkte gennem kløfterne og lommer med regnskov, hvor dyrene ellers kunne have søgt ly.


Ud over i forvejen udryddelsestruede dyrearter, som for nogles vedkommende nu kan være helt uddøde, frygter man også, at trækfugle mellem det sydlige Australien og Tasmanien kan blive hårdt ramt som følge af de omfattende ødelæggelser af landskabet på deres trækruter.


De dyr, som det lykkes at overleve naturbrandene uskadte, skal nu gennem måneder med mindst tre store udfordringer. Først og fremmest skal de kunne finde ly for de efterfølgende vejrekstremer i for eksempel hule træer eller huller i jorden. Dertil kommer risiko for sultedød, og for det tredje skal de undgå rovdyr som vilde katte og ræve i et næsten nøgent landskab.


Røgen fra naturbrande er en af de indvirkninger, som på længere sigt vil få alvorlige konsekvenser ikke blot for de dyr, der overlever brandene, men også for mennesker.


Inhalering af røg sender en kombination af giftige gasser som kulilte og blåsyre ind gennem næse og svælg og ned i lungerne. Sammen med dråbeformede og faste partikler i røgen, som kan forårsage forbrændinger og irritation, der får luftvejen til at svulme op og blive blokeret, kan det i sidste ende føre til ødelæggelse af åndedrætsorganet.


Zoolog Clare Stawski, som i øjeblikket arbejder på det norske universitet for videnskab og teknologi, siger til Scientific American:


”De langsigtede indvirkninger kan være meget langvarige. For at være ærlig havde jeg ikke set det eskalere så hurtigt til det niveau, det har i dag.”


Lederen af biologisk og miljømæssig forskning ved University of Stirling i Storbritannien Alistair Jump siger til Inside Climate News:


”Klimaændringerne forværrer massivt risikoen for katastrofale brande, og vi ser konsekvenserne heraf globalt. Selv der, hvor brande ikke ødelægger skov, ser vi, at tørke-relateret skovdød eskalerer. Føj dertil en ændret fordeling af skadedyr og sygdomsfremkaldende organismer og stadig mere udbredt fældning af skov. Træerne er virkelig i store vanskeligheder netop på det tidspunkt, hvor vi har allermest brug for dem. Den allerstørste risiko er, at det kulstof, som allerede er oplagret, bliver frigivet på et øjeblik. Vi tager skovene for givet, men nu ser vi, hvor hurtigt vi kan ændre den måde, skovene fungerer på, og hvor alvorligt det vil ramme os.”

Klimaændringer og det daglige vejr

Nordamerikanske overfladetemperaturer fra den 26. december 2017 til den 2. januar 2018: Selvom det er ekstremt koldt i en region, betyder det ikke, at klimaændringer er ophørt

(Kilde: NASA Earth Observatory)

09/01-2020: ’Klima er det, vi forventer på lang sigt, hvorimod vejr er det, vi får på kort sigt”. Dette udsagn har været gældende i lang tid, men er det ikke mere ifølge en artikel netop offentliggjort i Nature Climate Change.


Med en ny analyse af temperaturmålinger og modeller kan et hold forskere fra det schweiziske Føderale Institut for Teknologi (ETH Zurich) og fra et tilsvarende institut i Lausanne (EPFL) under ledelse af professor Reto Knutti nu konkludere, at klimasignalet – det vil sige den langvarige opvarmning – faktisk kan skelnes i de daglige vejrdata som for eksempel luftens overfladetemperatur og luftfugtighed, forudsat at der tages højde for det globale billede såvel som de lokale målinger.


”Vejret set i globalt perspektiv befinder sig nu i ukendt territorium. På grundlag af globalt observerede temperatur og luftfugtighed over en enkelt dag kan vi nu påvise fingeraftrykket af de overordnede klimaændringer og konkludere, at Jorden som helhed bliver varmere,” siger forskerne i artiklen.


Resultaterne kan få omfattende konsekvenser for klimaforskningen.


Ifølge netmediet ETH Zürich siger Reto Knutti:


”Vejret på globalt niveau indeholder vigtige informationer om klimaet. Disse informationer kan bruges til yderligere undersøgelser, der kan sætte tal på sandsynligheden for ekstreme vejrhændelser som for eksempel ekstreme regionale kuldeperioder. Sådanne undersøgelser er baseret på modelberegninger, og med vores tilgang kan man så få en global kontekst på klimaændringernes fingeraftryk i observationer foretaget under regionale kuldeperioder af den type. Det betyder nye muligheder for at kommunikere regionale vejrhændelser ud på baggrund af den globale opvarmning.”


Dataforskningsmetoder gør det ikke alene muligt for forskerne at påvise, hvor stort det menneskelige fingeraftryk er, de viser også, hvor i verden klimaændringer er særlig tydelige og genkendelige på et tidligt stadie. Det er meget vigtigt, når det gælder det hydrologiske kredsløb, hvor der er meget store naturlige variationer fra dag til dag og år til år.


”I fremtiden burde vi derfor være i stand til at pege på menneskeforanlediget mønstre og udviklinger i andre mere komplekse måleparametre som for eksempel nedbør, der er svære at opdage ved hjælp af traditionelle statistikker,” siger Reto Knutti.


Klimaændringernes fingeraftryk er påvist for hver eneste dag siden begyndelsen af 2012 i de observerede globale optegnelser og siden 1999 ud fra årlige data. Påvisningen er solid, også selvom man ignorerer udviklingen i den langsigtede globale opvarmning.

Alvorlig trussel mod grøn omstilling

No country in the world produces all of the mineral resources necessary for modern society. International trade plays a critical role in providing these raw materials, forming a global network of production, export, import, and use. This network must continuously adapt to national and international developments in science, technology, politics, and economics. As a result, information on the global flow of raw materials plays a fundamental role in improving national and international resilience to potential supply disruptions and market changes.

For more information: www.americangeosciences.org/policy-critical-issues/webinars

06/01-2020: En grøn omstilling, som skal reducere og helst fjerne afhængigheden af kulstof i energiforsyningen i de kommende årtier, bygger blandt andet på en voldsom stigning i produktionen af vindmøller, solceller, elbiler og batterier. Fælles for disse teknologier er, at de alle kræver adgang til kobolt, kobber, litium, cadmium og sjældne (i betydningen vanskelige at udvinde) grundstoffer, som alle er metaller.


Ifølge en ny videnskabelig undersøgelse med titlen ’Sustainable minerals and metals for a low-carbon future’ offentliggjort i Science den 3. januar i år er adgangen til de nødvendige metaller og mineraler imidlertid truet.


En række lande har stort set monopol på nogle af de vigtigste grundstoffer, som indgår i grønne energikilder (se billedet). Samtidig foregår udvinding af mange metaller og mineraler i områder, der er berygtet for dårlig ledelse, med et blakket miljømæssigt rygte og i nogle tilfælde med konflikter omkring udvindingen. I nogle tilfælde er disse lande eller regioner også politisk ustabile.


Dertil kommer, at de indblandede multinationale mineselskaber alt for ofte har fået et dårligt ry som følge af miljøødelæggelser med store indvirkninger på folks sundhed, der har marginaliseret lokalsamfund og arbejdere, og oveni har forårsaget ødelæggelse af biodiversitet i de berørte områder.


Undersøgelsen peger på en reel mulighed for, at de globale forsyninger af disse vigtige metaller og mineraler i stærkt monopoliserede og dårligt fungerende markeder præget af sociale og miljømæssige konflikter kan blive en mangelvarer. Det vil betyde, at den for menneskeheden livsnødvendige og hurtige opskalering af teknologier med lavt kulstofforbrug ikke vil komme på plads i tide.


Hovedforfatter på undersøgelsen, professor i energipolitik ved University of Sussex Benjamin K. Sovacool, siger til Eurekalert:


”Minedrift og udvinding af metaller og materialer er det skjulte grundlag for en omstilling til lavt kulstofforbrug. Men det er alt for beskidt, farligt og ødelæggende at fortsætte ud ad det nuværende spor. Indvirkningerne af minedrift gør, at mange miljøfolk med rette er alarmeret over den høje pris, som må betales for at sikre en fremtid med lavt kulstofforbrug. Men i takt med, at udvinding fra minedrift på land bliver en stadig større udfordring, så kan forsyningerne af visse mineraler herfra svinde ind eller blive truet af eskalerende sociale opstande i nogle lande, og så kan mineralreserver fra havbunden eller endda fra rummet blive en mulig kilde.”


Men først og fremmest foreslår undersøgelsens forskere, at der for eksempel sker en forstærket og koordineret indsats for at opnå internationale aftaler om ansvarlig minedrift og sporbarhed for dermed at kunne etablere en retfærdig mineralforsyning. Man bør også i langt højere grad genindvinde og genbruge sjældne mineraler for at forlænge produkters brugstid og strække beholdningen af mineralerne.


Saleem Ali, professor i energi og miljø ved University of Delaware og medforfatter på undersøgelsen siger det således til Eurekalert:


”Vores analyse har til formål at få internationale beslutningstagere til at medtage bekymringerne over mineralforsyninger til grønne teknologier i forhandlinger om klimaændringer. Vi er nødt til at bygge videre på resolutionen om styringen af mineraler, som blev vedtaget af FN’s Miljøforsamling (UNEA) i 2019, og operationalisere en klar handlingsplan om forsyningssikkerhed ved en omstilling til et lavt kulstofforbrug.”


Hvor vigtig adgang til forsyningen af kobolt, kobber, litium, cadmium og sjældne grundstoffer er, fremgår af de forventede stigninger i de teknologier, som skal sikre en kulstoffri fremtid:


Mellem 2015 og 2050 skal det globale antal af elbiler vokse fra 1,2 millioner lette elbiler til 965 millioner personbiler. I den samme periode skal batteriernes lagringskapacitet vokse fra 0,5 gigawatt-time til 12.380 gigawatt-timer, mens størrelsen af den installerede solcellekapacitet skal stige fra 223 gigawatt til mere end 7100 gigawatt.


Samtidig har en anden undersøgelse ifølge Eurekalert forudsagt en stigning i behovet for materialer til batterierne i elbiler på 87.000 procent. For vindmøller er stigningen 1000 procent og for solceller og solcelleteknologi 3000 procent mellem 2015 og 2060.


Ikke nok med, at disse procenter i sig selv lyder som en umulighed at nå i løbet af de næste 30 til 40 år, hvis den grønne omstilling skal lykkes, så har tåben Trump i 2019 indledt en handelskrig med Kina, som har gjort kineserne vrede. I øjeblikket kommer cirka 80 procent af de sjældne metaller, som USA bruger, fra Kina.


USA producerede selv 15.000 tons af disse metaller i 2018, og ligger på tredjepladsen lige efter Australien, mens Kina på førstepladsen står for hele 120.000 tons om året. Med andre ord er det Kina, som bestemmer klodens fremtid takket være deres dominans på verdensmarkedet for sjældne metaller.


Det er svært at se, hvorfor et diktatur som Kina frivilligt vil dele ud af sine sjældne metaller uden at tage sig godt betalt. Dermed er det også svært at se, at en opfordring til en mere retfærdig fordeling af de for den grønne omstilling så vigtige ressourcer, kan føres ud i livet.


At Australien og USA ligger på henholdsvis anden- og tredjepladsen, når det gælder produktionen af de vigtige metaller, må være skæbnens ironi. Australien er verdens største eksportør af kul, og det bliver der ikke lavet om på ifølge landets premierminister Scott Morrison, og det er heller ikke omstilling til grøn energi, der ligger Trump på sinde – snarere mange flere mobiltelefoner med hurtigere adgang til twitter.

Klimakrisen forværres dag for dag

The Australian prime minister, Scott Morrison, unsuccessfully goes to shake the hand of a firefighter in the Bega Valley township of Cobargo. 'I don’t really want to shake your hand,' the firefighter says. Morrison then picks up the man’s left hand, before retreating. 'How are you?' Morrison asks Zoe Salucci Mcdermott, who has her hands by her side. He then reaches out and takes her hand and starts shaking it. She says: 'I’m only shaking your hand if you give more funding to our RFS [Rural Fire Service]. So many people have lost their homes ... We need more help.'

03/01-2020: I et indlæg i The Guardian i dag den 3. januar skriver klimaforsker Joëlle Gergis blandt andet om situationen i hendes hjemland Australien netop nu:


”Jeg har set, hvordan begivenhederne denne sommer har udfoldet sig, og jeg er begyndt at spekulere på, om Jord-systemet nu har overskredet en tærskel, som har medført et uopretteligt skift i systemets stabilitet. Der kan nu være så meget varme fanget i Jord-systemet, at vi måske allerede har udløst en dominoeffekt, som kan betyde en kaskade af bratte ændringer, der løbende vil komme i spil over de kommende år og årtier. Bratte klimaændringer har potentialet til at omforme livet på Jorden, som vi kender det”


Joëlle Gergis er en af hovedforfatterne til næste års ’Sjette Statusrapport om det Globale Klima’ fra Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC). Hun fortæller, at den nye rapport denne gang vil indeholde afsnit om bratte klimaændringer inden for vigtige områder.


Titusindvis af mennesker bliver i øjeblikket evakueret langs den australske østkyst, hvor et område større end Danmark er brændt eller brænder. Dødstallet på foreløbig en snes mennesker stiger fortsat. Flere småbyer er allerede brændt ned til grunden.


Evakueringen – den største i Australien i fredstid – vanskeliggøres af, at der de fleste steder blot er én vej ud og ind af byerne, og der rapporteres om 30 kilometer lange bilkøer. Man er ved at løbe tør for benzin og mad, og situationen forværres dag for dag.


Sydney er i dag den storby i verden med den værste luftforurening som følge af røgen. Når naturbrandene på et tidspunkt er overstået, vil luftforureningen op og ned langs den australske østkyst fortsat koste menneskeliv og dårlig livskvalitet for hundredtusindvis af indbyggere.


Lige nord for Australien ligger Indonesien. Som nævnt i et tidligere blog-indlæg har landet besluttet at flytte hovedstaden Jakarta fra øen Java til øen Borneo. Flytningen indledes senere i år, og i 2024 skal alle offentlige bygninger og institutioner være klar til indflytning. Og årsagen er den menneskeskabte globale opvarmning.


Jakarta er en af de hurtigst synkende storbyer i verden – Cairo i Egypten er et andet eksempel – og det skyldes dels et stigende havniveau og dels oppumpning af grundvand til de mere end 30 millioner mennesker i et tropisk område, som bliver endnu varmere i de kommende år.


I øjeblikket er byen ramt af de største regnmængder, siden man begyndte målingerne i 1996. På blot én dag faldt der 377 millimeter regn. Foreløbig har 21 mennesker mistet livet i de efterfølgende oversvømmelser, og mere end 30.000 mennesker er blevet evakueret.


Samtidig kan man i Danmark dårligt få armene ned.


For første gang nogensinde kommer halvdelen af Danmarks elforbrug fra vedvarende energi. Det viser tal for 2019 ifølge dr.dk. Det er især strøm fra vind, som trækker op i det grønne regnskab, da 47 procent af den grønne energi kommer fra vindmøller.


Jeg har til gengæld rigtig svært ved at forstå den fuldstændig ukritiske omfavnelse af en teknologi, som i hvert fald globalt allerede har vist sig helt utilstrækkelig til at ændre energiforsyning væk fra fossile brændstoffer. Lad mig citere mig selv fra adskillige blog-indlæg:


I 2019 udgør vindmøllers bidrag til den globale energiforsyning knapt seks – 6 – procent. Mere end 80 procent kommer stadig fra fossile brændstoffer, og vil gøre det i årtier fremover.


Det globale energibehov vokser hele tiden ikke mindst som følge af den globale opvarmning, der fortsat stiger, men også som følge af den voksende globale befolkning. En stor del af elforbruget vil nu og i fremtiden derfor gå til aircondition og køling af fødevare.


På deres egen hjemmeside skriver DTU Vindenergi den 26. oktober 2018,at som det er i dag oplever vindmølleejerne betydelige energitab på mange vindmøller. Årsagen hertil er blandt andet, at forkanten på vindmøllevingerne bliver udsat for regn, og det skaber slidtageproblemer. Derfor skal vindmøllevingerne ofte repareres, og det er en dyr udgift, der ofte løber op i flere millioner kroner.


Jeg tror på dem. Og når innovationsfonden oven i købet med knapt 12 millioner kroner støtter et projekt – for øvrigt i samarbejde med de store spillere på det globale vindmøllemarked – der har til formål at forbedre levetiden for vindmøllevinger samt reducere service og vedligeholdelsesomkostninger under driften af møllerne, så er jeg overbevist om, at der er et problem.


Ifølge Grøn Forskel forventer eksperter, at der om to år alene i Europa vil være ophobet 50.000 tons brugte vinger. De har i dag en overfladebehandling, som gør dem uegnet til en miljørigtig bortskaffelse. Om den nye overfladebehandling, som altså er under udvikling, bliver mere miljøvenlig både under produktion og ved bortskaffelse vil tiden vise.


Jeg er bange for, at vi står med en multinational industri, som eksisterer på falske præmisser – ligesom vitaminpille-industrien, solcreme-industrien og den opblomstrende veganer-industri. Og multinationale industrier har det med at kontrollere nyhedsstrømmen til deres fordel – se blot på tobaksindustrien og den fossile brændstofindustri indtil for nylig.


To tyske økonomer har udgivet en ekstrem populær bog, hvori de hævder, at den globale økonomi står overfor et omfattende sammenbrud i løbet af et par år. Man skal ikke følge meget med i økonomi for at indse, at den påstand er yderst sandsynlig. Naturligvis er de blevet modsagt af en række etablerede økonomer – formentlig de samme økonomer, som heller ikke forudså finanskrisen i 2008.


Det er i sandhed et spændende årti vi går i møde – velkommen til 2020!