NOVEMBER

30/11-2020

Dansk forskning underbygger ny FAO-rapport

For tre måneder siden blev ny forskning fra forskere på Københavns Universitet offentliggjort i Nature Sustainability, der bekræfter advarslen fra FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO) i den netop udsendte rapport ’The State of Food and Agriculture 2020’.


Forskningsresultaterne er opnået ved hjælp af et omfattende billedmateriale fra satellitter, der overvåger Jorden hver eneste dag. I alt 15 års satellitbilleder af vegetation og nedbør i perioden 2000 til 2015 danner grundlag for forskernes analyser.


Materialet har givet forskerne fra Institut for Geovidenskab på Københavns Universitet mulighed for at undersøge udviklingen i vegetationen i verdens tørområder, og konklusionen er klar, siger professor Rasmus Fensholt fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning til nyhedssiden for Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på KU:


”Vi ser en klokkeklar tendens til, at tørområderne udvikler sig negativt i de økonomisk dårligst stillede lande, hvor vi kan konstatere, at der simpelthen vokser mindre vegetation per mængde regn.”


Jordens tørområder udgør mere end 40 procent af jordens samlede areal, men den procentdel forventes at stige voldsomt i løbet af dette århundrede som følge af klimaændringer. I øjeblikket er områderne hjemsted for omkring to milliarder mennesker, hvoraf mange lever i dyb fattigdom.


Ifølge en artikel i Information fra 2005 ligger næsten 90 procent af verdens tørområder i udviklingslande, hvor den manglende adgang til vand i dag er et stadigt stigende problem som påvist i rapporten fra FAO. En tredjedel af Jordens befolkning bor i tørområder, der kun har adgang til otte procent af verdens samlede vandforsyning.


Nogle af disse områder ligger i Afrika og Australien og udgøres for eksempel af savanne eller ørken, hvor nedbøren er lille. Derfor er vegetationen og dyrelivet i områderne tilpasset de sparsomme vandressource. Det betyder imidlertid også, at disse områder er særligt følsomme over for klimaændringer.


Ifølge forskerne fra KU kan der være flere forklaringer på, at klimaforandringerne og de dermed stigende globale temperaturer går hårdere ud over vegetationen i tørområderne i de fattigste lande.


Nogle af de mest åbenlyse er hurtigt voksende befolkninger i for eksempel Afrika, som betyder, at man i stigende grad er nødt til at inddrage arealer, der er dårligt egnede til landbrug og dermed giver dårlige afkast og voksende kvæghold, der har behov for mere græs, end der kan vokse i disse skrøbelige økosystemer.


Christin Abel, postdoc fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, som er hovedforfatter på analysen, siger til nyhedssiden:


”Her viser vores resultater, at tørområderne i særligt Afrika og Asien får mindre vegetation for det regnvand, der falder, mens mere grønt vokser frem i tørområderne i Sydamerika og Australien.”


”En konsekvens af, at vegetationen er for nedadgående i verdens fattige tørområder kan være flere klimaflygtninge fra de Afrikanske lande. De ting vi ser i studiet, peger i hvert fald ikke i retningen af, at problemet skulle blive mindre i fremtiden,” siger Rasmus Fensholt.


Ikke nok med, at der kan være flere klimaflygtninge på vej fra Afrika, der vil være flere klimaflygtninge på vej – og er det i øjeblikket – og det vil ikke være muligt at hjælpe dem i nærområderne. Det er på tide, at danske politikere ser virkeligheden i øjnene og begynder at betragte situationen som en meget alvorlig klimakrise og handler derefter.

28/11-2020

Global landbrugs- og ferskvandskrise

Selvom det skulle lykkes menneskeheden på mirakuløs vis at bremse alle menneskeskabte udledninger af drivhusgasser inden 1. januar 2021, vil de globale temperaturer ifølge en ny norsk klimamodel (ESCIMO) fortsætte med at stige i endnu 500 år, fremgår det af en artikel offentliggjort i Nature Scientific Reports.


Ifølge de to forskere, Jørgen Randers og Ulrich Goluke, vil de globale temperaturer til den tid være mindst 3 ºC højere, og havniveauet tre meter højere, end de var i 1850.


De to forskere peger selv på, at den anvendte model er for simpel til at tage højde for de mange usikkerheder i klimasystemet, og de opfordrer andre forskere til at se nærmere på det forhold, at Jorden kan være på vej til at krydse en tærskel, som betyder, at der ikke er nogen vej tilbage.


Som beskrevet i tidligere blog-indlæg er andre forskere allerede nået til samme konklusion, nemlig at det såkaldte værste scenarie i klimamodellerne allerede er begyndt at ligne den udvikling i klimaet, vi ser i dag. Den ”gode” nyhed er, at menneskeheden sandsynligvis ikke vil overleve de næste 500 år som følge af klimakrisen.


For et par dage siden advarede FN om, at vandmangel allerede i dag rammer mere en 3 milliarder mennesker over hele kloden. Omkring 1,5 milliarder mennesker lider i dag under alvorlig vandmangel eller tørke. Den mængde ferskvand, der er til rådighed til hver person er faldet med en femtedel i løbet af de sidste to årtier.


Vandmanglen skyldes en kombination af klimakollaps, voksende efterspørgsel og dårlig forvaltning af vandressourcerne – og med forværret vandforsyning kommer hungersnød. Derfor advarer FN samtidig om, at milliarder af mennesker derfor vil opleve sult og omfattende kronisk fødevaremangel.


FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO) har netop udsendt rapporten ’The State of Food and Agriculture 2020’, hvori man kan læse, at mere end en tiendedel af den landbrugsjord, hvor nedbør leverer vandet, i dag jævnligt udsættes for tørke, mens det er 14 procent af verdens græsgange.


Den landbrugsjord, hvor nedbør leverer vandet, står for 60 procent af den samlede globale afgrødeproduktion og 80 procent af de dyrkede landområder, mens resten modtager kunstvanding.


Hvis kunstvanding ikke styres ordentligt, giver det anledning til vandspild. Sker kunstvanding ved hjælp af ikke-bæredygtige vandressourcer for eksempel fra vandførende underjordiske lag – grundvand – som det med statsstøtte sker mange steder i Asien, lægges der yderligere pres på vandforsyningen.


Sidste år fastslog World Resources Institute, at fødevareproduktionen i løbet af de næste 30 år skal stige med 50 procent for at kunne brødføde en global befolkning på anslået 10 milliarder mennesker i 2050. Det hænger naturligvis slet ikke sammen i forhold til de klimarelaterede katastrofer, vi har oplevet de seneste år.


Blandt forskere i Australien er indtrykket allerede i dag, at de sidste fem til seks tusinde års stabile klima nu ser ud til at være forbi. Landets klima har i mange årtier været under hurtig opvarmning, og man er nu nået til en situation, hvor alle tidligere rekorder er slået af en ekstrem hede sammen med en exceptionel tør periode, som har skabt de forhold, hvor vi ser en række meget omfattende naturbrande.


Som bekendt foregår der en omfattende fældning af skov i Amazon-regnskoven for at gøre plads til mere landbrug, men her er en tærskel allerede på vej til at blive overskredet, hvilket vil betyde Amazon-regnskovens endelige kollaps. Tidligere i år påviste tre forskere, Gregory S. Cooper, Simon Willcock og John A. Dearing, i en artikel offentliggjort i Nature Communications, at størrelsen af et økosystem er vigtig.


Når først en tærskel er på vej til at blive overskredet, kan store økosystemer bryde sammen meget hurtigere, end vi troede muligt. For eksempel vil en skov, der er 100 gange større end en anden skov, ikke være 100 gange så lang tid om at bryde sammen – det vil faktisk gå en del hurtigere.


Baseret på analyser af omkring 40 såkaldte regimeskift, der allerede er blevet observeret af andre forskere, nåede forskerne bag denne undersøgelse frem til, at hele Amazon-regnskoven vil kunne bryde sammen på blot 49 år. Det burde give anledning til endnu større bekymring over den nedbrydning af regnskoven, som i øjeblikket foregår med stadig større hast.


Små landbrug drives ofte efter mere miljøvenlige og bæredygtige retningslinjer, men The Guardian beskriver en ny rapport, som påviser, at 70 procent af verdens afgrøder i dag produceres på marker, der ejes af én procent af landmændene enten gennem direkte ejerskab eller gennem outsourcing.


Ifølge forfatterne til rapporten er den udvikling drevet af kortsigtede finansielle mekanismer, som i stigende grad former det globale miljø og befolkningssundheden. Teknisk seniorspecialist ved International Land Coalition, Ward Anseeuw, som sammen med Oxfam og World Inequality Lab ledede undersøgelsen, siger til The Guardian:


”Før i tiden havde disse mekanismer kun betydning for finansielle markeder. De påvirkede os ikke individuelt. Men i dag berører de alle aspekter af vore liv, fordi de har forbindelse til miljøkrisen og pandemien.


Koncentrationen af ejerskab og kontrol resulterer i en større tilskyndelse til monokultur og et mere intensivt landbrug, da investeringsfonde er tilbøjelige til at arbejde i 10 års intervaller for at opnå større profit.”


Så er vi tilbage ved det grundlæggende problem bag klimakrisen – alt er simpelthen baseret på økonomisk vækst og profit, selv det mest livsnødvendige for mennesker, nemlig vand og mad. Og den netop fremlagte ”klimaplan” fra regeringen bekræfter med al tydelighed den filosofi.


Den nye undersøgelse siger det også klart og tydeligt: Resultatet er sociale problemer som fattigdom, migration, konflikter og spredningen af zoonotiske sygdomme som Covid-19.

24/11-2020

Forudsigelse for vinteren 2020-2021 i Arktis

Det kan være svært at forholde sig til klimaændringer, som måske vil finde sted i de næste 10 år for slet ikke at tale om de næste 80 år, så lad os for en gangs skyld tage fat i en forudsigelse, som blot gælder november, december og januar. Da det meste af november allerede er overstået, har vi nu en idé om forudsigelsens holdbarhed.


Forudsigelsen optræder i en udtalelse fra Arctic Climate Forum Consensus i forbindelse med den 6. samling i Arctic Climate Forum, som består af følgende medlemslande: Canada, Danmark, Finland, Island, Norge, Rusland, Sverige og USA. Alle otte lande har suverænitet over landområder indenfor den arktiske cirkel.


I udtalelsen slår man fast, at temperaturerne i Arktis fortsætter med at stige med mere end det dobbelte af det globale gennemsnit. Luftens overfladetemperaturer over de sidste 5 år (2016-2020) har været de højeste, man har observeret i perioden 1936-2020.


Det er derfor ikke så overraskende, at luftens overfladetemperaturer i den kommende vinter forventes at ligge over det normale for hovedparten af regionerne omkring Arktis. De berørte områder rækker endda længere ned på den nordlige halvkugle end selve det arktiske område (se billedet).

Som det også fremgår af billedet vil overfladetemperaturer over det normale for eksempel dække hele Skandinavien, og en tunge af varme vil strække sig ned gennem Østersøen til Bornholm. På Bornholm ligger temperaturgennemsnittet i november ifølge DMI indtil nu flere grader over temperaturnormale for de sidste fem år, mens nedbørsmængden på nuværende tidspunkt ligger på det næst laveste niveau for en november måned i perioden 2016-2020.


Netop hvad angår nedbøren siger forudsigelsen, at det arktiske område kan forvente mere nedbør end normalt i perioden november til januar. Som det fremgår af billedet herunder skiller de nordlige områder af det vestlige og østlige Sibirien sig ud med en nedbørsmængde, der er langt over det normale. Generelt når det gælder nedbøren er sikkerheden i forudsigelse imidlertid lav.

Hvad angår havisens maksimale udstrækning i Arktis topper den sædvanligvis i løbet af marts måned. I forhold til den gennemsnitlige udstrækning af havisen i perioden 2009-2017 siger forudsigelsen med moderat til høj sikkerhed, at havisens udstrækning forventes at være under normalen i den nordlige del af Det Baltiske Hav, i St. Lawrence-bugten og Labradorhavet og tæt på normalen i Barentshavet, Beringhavet, Det Grønlandske Hav og Okhotskhavet.

22/11-2020

Dansk landbrug, minkavl og klimakrise

Jeg vil gerne indrømme, at jeg blev chokeret over at opdage, hvor mange minkfarme, der var i Danmark før minkkrisen, og hvor mange mennesker der har arbejdet i det erhverv. At millioner af mink blev holdt i bure under forhold, som vi i dag ikke længere vil tillade høns at leve under, og udelukkende har avlet for at tilgodese rige menneskers hang til pelse fra dyr, er for mig ufatteligt og dyreplageri ud over alle grænser.


De fleste lande i Europa har i dag forbudt minkavl eller iværksat en udfasning. Det drejer sig ifølge Ritzau om Storbritannien, Østrig, Norge, Holland, Belgien, Luxembourg, Tyskland, Frankrig, Spanien, Slovakiet, Tjekkiet, Polen, Serbien, Kroatien, Makedonien, Schweiz, Slovenien og Bosnien-Hercegovina.


Danmark har til og med været verdens største aktør på verdensmarkedet med Polen på andenpladsen, men her har et stort flertal i parlamentet i september besluttet at forbyde pelsavl på landets minkfarme med et års udfasning.


Holland har hidtil været verdens fjerdestørste minkproducent, men da man i foråret 2020 som det første land konstaterede coronavirus hos mink, besluttede man at forbyde minkavl – af frygt for farlige mutationer. Forbuddet skulle oprindeligt være trådt i kraft i 2024, men blev rykket frem til udgangen af i år.


I sidste måned offentliggjorde tyske forskere ifølge Information en undersøgelse af de forskellige stammer af svineinfluenza A, som er i omløb i den europæiske svineproduktion, herunder også den danske. Her betegner de tyske forskere de europæiske svinepopulationer som ”reservoirer” for nye virusstammer med zoonotisk og muligt præpandemisk potentiale.


Birgitte Iversen Damm, der er dyrlæge og chefkonsulent for landbrugsdyr og mink hos Dyrenes Beskyttelse, siger til Information om den tyske undersøgelse:


”Undersøgelsen er dybt foruroligende. Den vidner om den fare, vi udsætter os selv for ved at have så mange produktionsdyr samlet på meget lidt plads. Det udgør den perfekte grobund for, at farlige virus kan udvikles og opformere sig. Det er et kæmpestort biologisk eksperiment alene for at kunne masseproducere billigt kød.”


Der skal derfor ikke herske nogen tvivl om, at mange velinformerede danskere ligesom jeg er lykkelige for, at det var en socialdemokratisk regering med støtte fra venstrefløjen, der kom til at stå med ansvaret for coronakrisen og dens konsekvenser. Her taler danske smittetal og dødsfald sammenlignet med resten af verden nemlig deres klare sprog.


For partier til venstre for midten er det nemlig menneskelige hensyn, der har første prioritet, og ikke økonomisk vækst og profit.


Men ja, der blev begået en klar fejl, da man besluttede at udrydde alle mink, uden at den fornødne lovgivning var på plads, men den ansvarlige minister – ham, der har det overordnede ansvar – blev fyret, uanset om det måske var embedsværket, der har ’fejlet’.


Derfor var det en fornøjelse at opleve strålende journalistisk arbejde, da Jacob Rosenkrands i Deadline i går den 21. november i studiet havde talspersonen for protestbevægelse ’Oprør fra Landet’ Peter Kjær, der er en af initiativtagerne til bevægelsen, som kalder sig en upolitisk bevægelse, og som siger, at nok er nok om ’den manglende forståelse og respekt for landbruget, som både borgere og politikere udviser’.


Ifølge Peter Kjær har landbruget været udsat for et magtmisbrug i Danmark og der har været talrige eksempler på det. Det handler i den grad om demokrati, siger han, men nægter at give regeringen kredit for at have taget konsekvensen af fejlen og fyret ministeren, som man gør i et folkestyre.


Da Jacob Rosenkrands prøver at få Peter Kjær til at forholde sig til substansen i minksagen, nemlig at minkavl er et farligt erhverv især med den igangværende pandemi, nægter han at tage stilling til denne afgørende pointe. I stedet ønsker han blot, ’at man havde taget sig god tid til at undersøge forholdene utroligt godt i stedet for bare at gå løs på minkfolkene’.


Rosenkrands spørger så ind til, hvad Oprør fra Landet er for en størrelse, for det er jo ikke en bevægelse, der er opfundet til lejligheden, siger han. Det omtrent et års tid siden bevægelsen opstod, og da var det på baggrund af en hel anden sag, nemlig regeringens plan om at øge det areal, der skal bruges til såkaldte efterafgrøder, hvor hensigten er at mindske kvælstofudledninger fra landbruget.


Her går det så helt galt for Kjær. Han taler uden om, da Rosenkrands gerne vil vide, hvad fællesnævneren i minksagen og sagen om efterafgrøder er. I stedet siger han, at ’sagerne har en ting til fælles, man lytter ikke til de forskellige erhverv, når der er nogle store komplekse ting, som politikerne ikke ved nok om. Så bruger de deres egen snævre kreds af eksperter i stedet for at lytte til landmanden eller fiskeren eller chaufførerne … nu har de fået nok, nu må man have demokratiet tilbage igen på sporet’.


Da Rosenkrands fremfører, at regeringens plan om efterafgrøder har til hensigt at gøre Danmark grønnere og mere bæredygtig, give anledning til mindre forurening af vandmiljøet, mere skov og færre drivhusgasser, og spørger, om det ikke er politisk at sige nej til den type miljøreguleringer, som Kjær i øvrigt tidligere har udtalt sig om på blandt andet netmediet ’Effektiv landbrug’, svarer Kjær:


”Men det her handler jo ikke om mig, det er en stor ting, der handler om, at befolkningen på brancherne i fødevareklyngen har fået nok af det her enevælde. Vi har haft et magtmisbrug. Og vi synes altså, at det er tid til, at vi får demokratiet tilbage.”


Og det er netop spørgsmålet, siger Rosenkrands. Er det demokratiet, man har på sinde, eller er det landbrugets mere snævre interesser, man har på sinde? Når man kigger ned over det persongalleri, som har været involveret i Oprør fra Landet, så er der mange, som har rødder i den organisation, som heder Bæredygtigt Landbrug – en organisation med cirka 4000 landmænd, som har til formål at forbedre konkurrencebetingelserne for landbruget og at modarbejde en ifølge foreningen ukorrekt miljøregulering – med andre ord en lobbyorganisation, som Kjær er næstformand i.


”Jamen jeg er jo bare med til det her, fordi vi blot prøver at få politikerne til at lytte til os,” klynker Kjær. Men Rosenkrands fortsætter opremsningen af sammenfaldende navne, og spørger igen, hvilket sammenfald der er mellem Bæredygtigt Landbrug og Oprør fra Landet.


”Det har jeg jo sagt,” siger Kjær med stigende irritation. ”Der er en god forbindelse – det hænger jo fint sammen. Der var også taler fra Fødevare og Landbrug, og der var også taler fra fiskerne, jamen hvad er det du vil sige med det her.”


Men Rosenkrands holder fast i det store personsammenfald bag Oprør fra Landet, men Kjær kan ikke se, hvad det har at gøre med, at man hylder folkestyret i dagens demonstration, for det jo alle brancher indenfor fødevarer der er med, siger han, hvorefter samtalen slutter.


Men på vej ud af studiet siger en stærkt irriteret Kjær uden for billedet: ”Man havde jo ikke lige fortalt mig, at det var den måde, han ville køre den på.”


Landbrugets hykleri bliver ikke mindre af, at venstres næstformand Inger Støjberg – hende med den ulovlige instruks om adskillelse af ægtepar blandt flygtninge i Danmark – står på talerstolen under demonstrationen og siger: ”Vi skal have drænet sumpen …”


Det var netop et af Trumps mærkesager under valgkampen i USA i 2016, og et udtryk han brugte flittigt. I forvejen er det ikke nogen hemmelighed, at højrefløjen og dermed det meste af landbruget og fiskeriet herhjemme ser miljøkampen og klimakrisen som en trussel mod den økonomiske vækst og profitten – helt på linje med Trumps USA. I det hele taget var der uhyggelige paralleller til det, som nogle af deltagerne i demonstrationen sagde, og det, som vi i de sidste måneder har hørt fra Trumps vælgere.


Jeg frygter virkeligt, at højrefløjen i Danmark igen kommer til magten, så det bliver landbrugets og fiskeriets snævre økonomiske interesser, der sætter den miljø- og klimamæssige dagsorden, og ikke de eksperter, der på de områder prøver at sikre vore efterkommere et bedre Danmark.

19/11-2020

De grønlandske gletsjere og havniveauet

At indlandsisen i Grønland smelter, er ingen nyhed – heller ikke at afsmeltningen går hurtigere og hurtigere. Det har FN’s klimapanel IPCC for længst slået fast, og forskerne har endda beregnet, hvor stort et bidrag til havniveaustigningen de tre største gletsjere i Grønland står for ifølge det værst tænkelige klimascenarie (RCP8.5).


Med det scenarie vil de tre gletsjere, Jakobshavn-, Helheim- og Kangerlussuaq-gletsjerne, bidrage med en havstigning på et sted mellem 9,1 og 14,9 millimeter i år 2100. Dog skriver IPCC i afsnittet om havniveaustigninger, at usikkerheder omkring de scenarier, der omfatter de menneskeskabte udledninger af drivhusgasser, betyder, at tal for de globale havstigninger efter 2050 også er forbundet med stor usikkerhed.


Alligevel kommer det som en overraskelse for forskerne bag en ny videnskabelig undersøgelse offentliggjort i Nature Climate Change, at deres tal fortæller, at afsmeltningen fra de tre største gletsjere hidtil har givet en stigning i havniveauet på 8,1 millimeter – blot en millimeter under spændet i forudsigelsen for år 2100 for det værst tænkelige scenarie.


Til dr.dk siger professor i geodæsi ved DTU og leder af undersøgelse, Shfaqat Abbas Khan:


”Hvis vandstanden allerede nu er steget med 8,1 millimeter på grund af de tre gletsjere, er det helt forkert estimeret af IPCC. Gletsjerne smelter meget hurtigere og ved lavere temperaturstigning, end vi tidligere har ment.”


I det værst tænkelige scenarie forudsættes det nemlig, at gennemsnitstemperaturen over Grønland er steget med yderligere 3,7 ºC i år 2100, men havstigningen på 8,1 millimeter har altså fundet sted med en global temperaturstigning siden 1880, der er knapt fire gange mindre, nemlig 1,1 ºC.


Hvad er årsagen så til den foruroligende udvikling?


Forskerne konkluderer, at fejlen må ligge hos de anvendte modeller – endda også med anvendelse af de seneste tilgængelige og mest sofistikerede data, som bruges til at vurdere, hvordan hele iskappen vil reagere på de forventede klimaændringer i det næste århundred.


Modellerne ser ud til at forudsætte en forholdsvis svag forbindelse mellem klimaændringer og afsmeltning, hvorimod de nye resultater i undersøgelsen peger på, at forbindelsen er meget stærkere.


Fremskrivninger baseret på disse modeller vil derfor sandsynligvis undervurdere, hvor meget den grønlandske iskappe vil blive påvirket. Det resultat er på linje andre videnskabelige undersøgelser beskrevet her på bloggen, der konkluderer, at den gennemsnitlige globale havstigning bliver højere end det, som de beregninger, der hidtil har ligget til grund for IPCC’s anslåede havstigninger, viser.


Som en af forskerne bag den nye undersøgelse, Jonathan Bamber, siger i sin artikel på netmediet The Conversation om resultaterne:


’Hvis vi fortsætter ad det meget skræmmende RCP8.5-spor for stigningen i udledninger af drivhusgasser, vil den grønlandske iskappe højst sandsynlig begynde at smelte med en hastighed, som vi ikke har set i de sidste 130.000 år, hvilket vil få alvorlige konsekvenser for havniveauet og for mange millioner mennesker, som i øjeblikket lever i lavtliggende kystnære områder.’


Og udledningerne af drivhusgasser var også i 2019 rekordhøj.

17/11-2020

Amerikansk politik og klimakrisen

Fremtiden fortaber sig i tågen. Foto: Jerzy Gorecki

”Som om der ikke foregår rigeligt i forvejen stiger antallet af hurricanes i Atlanterhavet stadig, temperaturrekorder falder på stribe på trods af en La Niña, arktisk havis har tilsyneladende mistet lysten til at gendannes, sæsonen for naturbrande er allerede startet på den sydlige halvkugle, selv om vi knapt har overstået den på den nordlige …

Velkommen til det nye normale, folkens.”


Ovenstående er indledningen på en ny tråd på RealClimate, og vi kan fortsætte med et opråb, offentliggjort i The Guardian, fra førende forskere, akademikere og klimaaktivister til regeringer og erhvervsliv om at gå videre end ”nul udledninger” i deres forsøg på at tackle den eskalerende klima- og miljøkrise. Det indledes således:


”Klimakrisen er allerede i gang. Uanset hvor hurtigt vi når nul udledninger vil de frygtelige konsekvenser af klimakrisen ikke bare forsvinde. De vil fortsat koste lidelser for millioner i de kommende århundreder – selv under de mest ambitiøse scenarier. Som sådan er det ligegyldigt, hvor hurtigt det sker – nedbringelse af udledninger alene er simpelthen ikke nok.”


Det er langt fra det første opråb til vore politikere og erhvervsfolk, og intet tyder på, at det gør mere indtryk end hensynet til økonomisk vækst og profit. Alene det forhold, at klimaindsatsen fra verdens næst største udleder af drivhusgasser, USA, i øjeblikket afhænger af valg til senatet den 5. januar 2021 i delstaten Georgia, siger alt.


I øjeblikket har republikanerne 50 og demokraterne 48 senatorer. To senatorer skal vælges i Georgia, og får demokraterne begge, er de 100 senatorer delt lige over. Hvis stemmerne under afstemninger i Senatet er 50/50, er det vicepræsidenten, demokraten Kamala Harris, som har den afgørende stemme.


Set med klimabriller kan det blandt andet få afgørende betydning for præsident Bidens muligheder for at gennemføre dele af sin 2 billioner dollars store plan om en økonomi baseret på ren energi, da det i forvejen er sådan, at planer, der kræver store udgifter, ofte strander i Senatet.


Kampen om pladserne kommer til at stå mellem demokraternes Raphael Warnock og Jon Ossoff på den ene side og republikanernes Kelly Loeffler og David Perdue på den anden side.


Warnocks klimaplan er især fokuseret på miljømæssig retfærdighed, og han står for en økonomi i Georgia og i resten af USA, der er baseret på ren energi senest i 2050. Hans partifælle Ossoff siger, at klimaet i øjeblikket gennemgår ødelæggende forandringer. Selv om han ikke støtter Green New Deal, vil han arbejde for et omfattende infrastrukturprogram, der indebærer ren energi, energieffektivisering og hjælp til omstilling for Georgias landmænd til nye afgrøder, der er mere klimaresistente, og klimatilpasning for statens kystnære samfund.


Om de to republikanske kandidater er det nok at konstatere, at de begge kraftigt bakker op om taberen Trumps utallige tåbelige udtalelser om klimakrisen.


Desværre understregede den omfattende støttemarch for Trump den 15. november i Washington med mange tusinde deltagere valgresultatet, der viste en meget større polarisering i den amerikanske befolkning end forventet.


Når en ”moderat” republikaner som Mitt Romney samtidig lover, at ”sikre, at vi konservative fortsætter kampen for, at vi ikke får en Green New Deal [og] ikke skiller os af med gas og kul og olie”, så ser klimakampen i USA – og dermed i resten af verden – aldeles håbløs ud, hvis blot én af de to senatorer, der skal vælges i Georgia, går til republikanerne.

12/11-2020

Trumps krig

Billede af John Hain

Det var den dag, vi har ventet på i fire lange år, da det endeligt stod klart, at tåben Trump ikke får fire år til, for som Michael Mann, en af verdens ledende klimaforskere, skrev på twitter før valget i USA:


“A second Trump term is game over for the climate – really! That is the prism through which I view the 2020 U.S. Presidential election.”


Havde vi så bare endeligt kunne ånde lettet op, men desværre er det langt fra slut i USA. Godt nok fik demokraterne flertallet i Repræsentanternes Hus, men de gik tilbage, og politiske analytikere frygter, at demokraterne kan risikere at miste det flertal, når de 435 medlemmer af Huset skal på valg næste gang – det sker hvert andet år.


Værre ser det ud i Senatet, hvor fordelingen i øjeblikket er 48/48, og hvor to af de fire, pladser, som man endnu mangler at få styr på, ser ud til at gå til Trump, mens de sidste to pladser kommer fra staten Georgia, hvor valget skal finde sted den 5. januar. Et republikansk flertal i Senatet vil gøre det yderst vanskeligt for Biden at få rettet op på ret mange af de ulykker, som Trump har forårsaget for USA og resten af verden.


I forvejen synker USA stadig dybere ned i corona-krisen, hvor antallet af smittede og døde vokser dag for dag, og hvor pandemien alvorligt har svækket statsbudgettet og ressourcerne – som det er sket i resten af verden. Selv om Biden har lovet at bringe USA tilbage til klimaaftalen fra Paris inden for de næste tre måneder, er det langt fra nok.


De fossile brændstofselskaber har nemlig alene i USA forlangt 5,8 milliarder dollars i støtte som følge af pandemien, men også i mange andre lande strømmer pengene ind i den fossile brændstoføkonomi i forsøget på at afværge en ødelæggende recession, viser en analyse udarbejdet for The Guardian.


The Guardian var også involveret i endnu en undersøgelse, hvor 26.000 mennesker i 25 lande blandt andet blev spurgt om, hvorvidt de vil flyve mere og køre mere i bil, når pandemien er overstået.


Set med klimabriller var det mest alarmerende resultat, at der er en udbredt intention om at køre mere efter pandemien end før på trods af, at mange lande prøver at skabe mere rum i byer for sikre mere bæredygtige former for transport.


I forvejen er vi mange – inklusiv rigtig mange forskere – der mener, at klimaløfterne i Paris-aftalen i 2015 er alt for vage til at gøre nogen forskel for den igangværende globale opvarmning.


Bidens plan om at bruge 2 billioner dollars på ren energi og en infrastrukturplan, et mål om nul udledninger i 2050 og ingen kulstofudledninger fra energisektoren i 2035 – vel at mærke i et land, der har de største kulreserver på kloden – er godt nok historisk store investeringer i en grøn omstilling, men altså helt uden klimamæssig betydning.


Det er også rigtig svært at se, hvordan Biden vil få bred opbakning i den amerikanske befolkning til disse tiltag, når valgets resultat chokerende nok viste, at næsten halvdelen af de vælgere, der stemte, støtter Trump – vælgere, der ligesom deres præsident afviser enhver tale om klimakrise. I dag er USA den næst største udleder af drivhusgasser.


Men i virkeligheden er måske den største trussel fra Trump mod USA som nation og resten af verden, at han ikke vil erkende sit nederlag. Og frygten for, hvad der kan ske i de sidste 10 uger inden Biden skal overtage embedet, blev yderligere forstærket i de seneste dage.


Den 9. november fyrede han sin forsvarsminister Mark Esper efter uenigheder. Da Black Lives Matter-protesterne var på sit højeste i sommer, insisterede Esper på, at der ikke var nogen gyldig grund til at indsætte regulære tropper på gaderne i de amerikanske byer, som Trump ellers ønskede.


I stedet har Trump nu indsat direktøren for National Counter Terrorism Center, Chris Miller, der er mere lydhør over for præsidenten, som forsvarsminister. Men ikke nok med det og mindst lige så slemt er det, at Miller med det samme udskiftede ledende folk i Pentagon med tro Trump-folk i form af yderligtgående republikanske tilhængere.


For eksempel har den pensionerede brigadegeneral i hæren, Anthony Tata, der også er romanforfatter og kommentator på Fox News, og som kaldte Barack Obama for ”terroristleder”, nu overtaget kontrollen med Pentagons taktiske kontor efter at viceforsvarsminister James Anderson trak sig. Tidligere var Tata blevet afvist af senatet, efter at han på twitter havde udtrykt ondartede islamofobiske synspunkter.


Kash Patel, en tidligere rådgiver for republikanere i Kongressen, som spillede en ledende rolle i en kampagne, der havde til hensigt at miskreditere undersøgelsen om russisk indblanding i det sidste præsidentvalg, er blevet personalechef for den nye forsvarsminister Chris Miller.


Viceministeren for forsvarets efterretningstjeneste, viceadmiral Joseph Kernan, som er pensioneret Seal, sagde også sit job op tirsdag og blev erstattet af Ezra Cohen-Watnick, som tidligere var rådgiver for Michael Flynn, der var Trumps første nationale sikkerhedsrådgiver, og som erklærede sig skyldig i mened.


Selv om tidligere militærfolk og analytikere siger, at disse ændringer blot kort tid for præsidentens afgang er højst usædvanlige, hævder de, at der ikke er grund til at frygte, at det skulle styrke Trump i hans desperate anstrengelser for at holde fast i magten.


Demokraterne er dog stærkt bekymrede over denne udvikling, og formanden for Husets komité for de væbnede styrker, Adam Smith, siger ifølge The Guardian:


”Det er svært at overdrive, hvor farligt en udskiftning i forsvarsministeriet på så højt et niveau er i en overgangsperiode til en ny præsidentindsættelse. Udviklingen bør vække bekymring hos alle amerikanere.”


De næste 10 uger kan om muligt blive endnu mere bekymrende end selve præsidentvalget i USA – både nationalt og globalt. Hvis man bor i Iran, bør man måske være særligt bekymret.