AUGUST

Indiens kulkraftværker

31/08-2020: FN’s generalsekretær António Guterres opfordrede fredag morgen den 28. august indtrængende Indien til hurtigst mulig at flytte el-forsyningen væk fra kul i landets stræben efter billig elektricitet. Ugen før var det Kina han af samme grund revsede.


”[Kul] er ensbetydende med strandede aktiver og giver ingen kommerciel mening – kulindustrien går op i røg i øjeblikket,” sagde han ifølge The Guardian. ”Indien kan for alvor blive en global supermagt i kampen mod klimaændringer, hvis landet sætter fart på sin omstilling fra fossile brændstoffer til vedvarende energi,” sagde han videre.


Årsagen til udtalelsen er, at Indiens premierminister Narendra Modi vil forsøge at sætte gang i post-Covid 19 økonomien blandt andet ved at reducere de store udgifter til import af kul fra for eksempel Australien. Det skal ske ved at tillade 40 nye åbne kulminer – den mest naturødelæggende form for minedrift – i nogle af Indiens miljømæssigt set mest følsomme skove. Tiltaget er et led i Modis plan om at gøre Indien selvforsynende – et ønske, som de fleste andre lande i verden også har.


Indien har den næststørste befolkning i verden – 1.364.240.000 – lige efter Kina og har samtidig det næststørste forbrug af kul. Begge lande har i lighed med andre lande besluttet at genoplive planer om nye kulkraftværker for at stimulere økonomien og skabe jobs efter corona-krisen.


For den indiske befolkning er problemet dog, at det kul, som landet producerer, har et askeindhold på 45 procent, hvilket gør det til verdens mest forurenende fossile brændstof. Dermed bliver det sandsynligvis umuligt for landet at eksportere overskydende kul fra de nye kulminer, og mange flere indere vil dø af følgevirkningerne af den øgede luftforurening.


Men samtidig mangler den indiske befolkning i den grad elektricitet. Elektricitetsforbruget pr. capita er mindre end halvdelen af verdens gennemsnit og mindre end en tiendedel af det el-forbrug, som mange vestlige lande har.


Ganske vist producerer Indien verdens billigste solpaneler, og bygning af et nyt solcelleanlæg koster 14 procent mindre end bygning af et nyt kulfyret kraftværk, men en udfasning af kul i landet vil være en kompleks proces, da for eksempel nye jobs inden for grøn energi ikke vil være til rådighed de samme steder som eksisterende jobs indenfor kulsektoren, siger professor ved Centre for Policy Research i Delhi Navroz Dubash til The Guardian.


Hensigten med FN’s generalsekretær António Guterres opfordring er, at anspore både u-lande og i-lande til at til at genoplive global handling mod klimakrisen i takt med, at verden kommer sig ovenpå corona-pandemien, men set i det store sammenhæng spiller produktion af elektricitet ved brug af mindre kulstof ikke den store rolle i kampen mod klimaændringer.


Elektricitetssektoren står blot for 17 procent af det samlede energiforbrug i verden i 2020, og næsten en fjerdedel af elektriciteten kommer fra grønne energikilder.


Den største andel af det globale energibehov – hele 51 procent – udgøres af opvarmning, som hovedsageligt dækkes af naturgas og olie. Blot 10 procent af opvarmningen dækkes af grøn energi, hvor den største bidragyder er biomasse, der som beskrevet i adskillige blog-indlæg ikke burde henregnes til den kategori. Den form for opvarmning, hvor solpaneler bruges til at opvarme vand, dækker blot 1 procent af verdens opvarmningsbehov.


Af det samlede energibehov i verden står grønne energikilder + biomasse for blot 10 procent, og det er på trods af, at den samlede andel af grønne energikilder i energiproduktionen faktisk er vokset med 21,5 procent i perioden 2013 til 2018. Det har imidlertid ikke været nok til at dække den samlede stigning i energibehovet forårsaget af en voksende verdensbefolkning og et stigende forbrug af energi i almindelighed.


Af den samlede stigning i vores energibehov siden 2013 udgør grønne energikilder altså i øjeblikket mindre end en tredjedel, mens resten så dækkes af de sædvanlige fossile brændstoffer.


Udsigten til, at Indien og Kina og for den sags skyld andre lande med store og ofte fattige befolkninger inden for en overskuelig fremtid vil kunne forsyne deres indbyggere med elektricitet fra grønne energikilder er altså meget små eller ikke-eksisterende. Og vi kan ikke med god samvittighed forlange, at de skal gå forrest med grønne tiltag, når vi i Vesten stadig ikke lever op til vore egne løfter ifølge Klimaaftalen fra Paris i 2015.


Samtidig er det de samme fattige lande, som allerede i dag lider under den igangværende globale opvarmning, hvor alt for høje temperaturer gør livet endnu vanskeligere. Og Indien er hårdt ramt med temperaturer, der i dele af landet nåede over 50 ºC i 2019. En bedring kunne naturligvis opnås med aircondition, men aircondition kræver store mængder elektricitet.


I USA og Japan har omkring 90 procent af husholdningerne aircondition, mens Kina kommer ind på tredjepladsen, idet 60 procent af husholdningerne har et apparat. I Europa er den gennemsnitlige dækningsgrad omkring 20 procent. Disse tal står i skærende kontrast til en dækningsgrad på blot 8 procent for de 2,8 milliarder husholdninger, som lever i klodens varmeste regioner.


Antallet af aircondition-apparater er siden 2010 vokset med 40 procent, og alene fra 2017 til 2018 steg salget med 15 procent især i nye økonomier som Kina, Indien, Brasilien, Indonesien og Mexico, hvor ekstrem høje temperaturer bliver stadig mere almindelige.


Ifølge IEA (Det Internationale Energiagentur) vil antallet af aircondition-apparater vokse fra 1,6 milliarder til 5,6 milliarder på verdensplan frem til 2050, og derfor vil behovet for store investeringer i nye elektricitetsværker være nødvendig for at imødekomme strømforbruget.


I lande som Indien står regeringen med valget mellem to onder – mere elektricitet med mere forurening og flere dødsfald, eller ikke mere elektricitet, men stadig flere dødsfald som følge af den globale opvarmning.


Corona-krisen er langt fra overstået. Følgerne for verdensøkonomien er stadig uoverskuelige. Om Trump fortsat er præsident i USA fra januar næste år kan ikke udelukkes.


Fremtiden er i allerhøjeste grad usikkerhed, men sikkert er det, at fattige lande som Indien, Nigeria, Mexico, Indonesien, Bangladesh og så videre bliver de store tabere – og klimaet, ja det løb er kørt.

Naturbrande og hedebølger

Thousands of residents in southern California were forced to evacuate as a wildfire in mountains east of Los Angeles exploded in size. The 'Apple fire' burned 60sq km of dry brush and timber after two blazes converged on Friday. Firefighters continue to battle the fire, with dangerously hot weather conditions forecast to carry on Subscribe to Guardian News on YouTube ► http://bit.ly/guardianwiressub

27/08-2020: Tirsdag i denne uge kom den endelige rapport om de voldsomme naturbrande, der hærgede Australien og især New South Wales (NSW) sidste år. Lederne af undersøgelseskommissionen, tidligere vicepolitikommissær Dave Owens og tidligere chefforsker Mary O’Kane begge fra NSW, sagde ifølge The Guardian i resumeets indledning:


”Sæsonen viste os, hvilke ødelæggelser mega-naturbrande kan forårsage, og hvor farlige de kan være for vore lokalsamfund og brandfolk. Og det står klart, at vi bør forvente, at naturbrande som i 2019-20 eller potentielt endnu værre naturbrande vil finde sted igen.”


Undersøgelseskommissionen fandt endvidere, at klimaændringer og voksende udledninger af drivhusgasser ”helt klart spillede en rolle i de forhold, der førte til udvikling af brandene, og i de vedholdende forhold, der underbyggede spredningen af naturbrandene.”


Om de naturbrande, der udviklede sig eksplosivt i Californien og Colorado i sidste uge, siger klimaforskere det samme – der er en klar forbindelse til den globale opvarmning og evidens for, at et varmere og mere tørt klima øger omfanget og alvorligheden af disse brande fra den californiske kyst til højdedragene i Rocky Mountains.


Klimaforsker Daniel Swain fra National Center for Atmospheric Research (NCAR) og University of California LA siger ifølge Inside Climate Change, at de seneste naturbrande i det vestlige USA er i overensstemmelse med en ny og dog forudsigelige udvikling i naturbrande over hele verden.


I løbet af 2019 – det varmeste og tørreste år i Australien – udeblev den normale tidlige sæsonnedbør, men i stedet fik man ekstraordinært varmt vejr. ”Og derfor var der intensive brande, der normalt aldrig ville hærge så voldsomt,” siger Swain.


Hele Californien og store dele af Vesten lå i sidste uge under en hedebølge, som blandt andet førte til den tidligere omtalte varmerekord i Death Valley. Og lørdag den 15. august udsendte National Weather Service for første gang nogensinde advarsel om en tornado, ”firenado”, forårsaget af en naturbrand.


Hedebølger defineres som langvarige perioder med ekstrem varme, og således er hedebølger en særlig type af ekstreme temperaturforhold. Hedebølger har mange negative indvirkninger blandt andet på menneskers helbred, på landbrug, på produktivitet, på offentlig infrastruktur og så på naturbrandes hyppighed og intensitet.


Derfor er det en situation, der berører alle samfund på kloden, når to forskere, S.E. Perkins-Kirkpatrick og S.C. Lewis, i en ny videnskabelig undersøgelse offentliggjort i Nature Communications nu forudsiger, at udviklingen i regionale hedebølger som følge af stigende global opvarmning vil betyde kraftigere, hyppigere og længerevarende hedebølger.


Forskerne bag undersøgelsen fandt, at hver eneste region på kloden har oplevet en betydelig stigning i hyppigheden af hedebølger siden 1950, hvor for eksempel Australien i gennemsnit har oplevet en ekstra hedebølgedag pr. årti i den periode.


Andre regioner har imidlertid oplevet langt hurtigere stigninger. I Middelhavsregionen er stigningen cirka 2,5 flere hedebølgedage pr. årti, mens Amazon-regnskoven har fået 5,5 flere hedebølgedage siden 1950.


Det er imidlertid ikke kun antallet af hedebølgedage, men også temperaturerne der er steget i perioden. I det nordlige og sydlige Australien er temperaturen under hedebølgerne steget med 2 til 3 ºC pr. årti. Det samme er sket i andre regioner som for eksempel det vestlige Nordamerika og Amazonas, men også på det globale gennemsnit, skriver de to forskere på The Conversation.


I Alaska, Brasilien og i det vestlige Asien er temperaturudviklingen under hedebølger imidlertid helt oppe på 4 til 5 ºC pr. årti, og for det meste af verden har de værste hedebølger fundet sted i løbet af de sidste 20 år. Men ikke alene er udviklingen af hedebølger vokset siden 1950’erne, de er også accelereret.


Når man ser på ændringer i den akkumulerede varme, er det ikke gennemsnittet, men de ekstra varmegrader der opleves i næsten alle regioner, som kan have kritiske indvirkninger på helbred, infrastruktur og økosystemer, siger forfatterne.


De to forfattere slutter artiklen på The Conversation med at fastslå, at vi stadig kan reducere den beskrevne udvikling. Det kræver ”blot”, at vi kollektivt, effektivt og øjeblikkeligt reducerer vore udledninger af drivhusgasser – som stadig stiger.

Klimaforandringer under sidste istid

24/08-2020: Den sidste istid begyndte for 115.000 år siden og ophørte for cirka 11.700 år siden. I den periode var det globale havniveau op til 130 meter lavere end i dag, idet en del af vandet i havene var bundet i tykke iskapper, som dækkede det nordlige Europa, det nordlige Asien og omkring halvdelen af Nordamerika.


Perioden var kendetegnet ved et klima, som var meget koldere og meget mere tørt end i dag, men samtidig fandt nogle af de største og hurtigste klimaændringer sted netop i samme periode, fremgår det af studier af Jordens nyere geologiske historie.


Man kalder det interstadiale perioder, når kortvarige mildninger optræder i løbet af en istid, og som regel har de en varighed på et par tusinde år. Forskerne har længe haft en antagelse om, at netop sådanne mildninger bredte sig som ringe i vandet og påvirkede flere verdensdele samtidig.


Nu beviser forskere fra blandt andet Københavns Universitet i en netop offentliggjort undersøgelse i Science, at gentagne pludselige klimaændringer under den seneste istid skete samtidig i både Europa, Sydøstasien, Sydamerika og Grønland.


Forskerne indsamlede 63 individuelle klimaoptegnelser fra måling af forekomsten af radioaktive grundstoffer med kendte halveringstider i stalagmitter fra drypstenshuler i Europa, Asien og Sydamerika. Måling af henfaldet giver meget nøjagtige dateringer, og de gjorde det muligt for forskerne at sammenligne tidspunktet for hver klimahændelse fra sted til sted.


Fra den grønlandske iskappe brugte man ændringer i den kemiske sammensætning i de enkelte lag i iskerner boret op fra iskappen til at afsløre, at den omgivende atmosfære gentagne gange var blevet opvarmet med 8 til 16 ºC – og hver gang i løbet af blot få årtier.


De bratte opvarmnings- og afkølingsforløb (kaldet Dansgaard-Oeschger hændelser) fandt sted mere end 25 gange i løbet af den sidste istid. Hver opvarmningshændelse blev efterfulgt af en mere gradvis afkølingsperiode, som afspejler forandringer i cirkulationsmønstre i Atlanterhavet.


Resultaterne viser hermed, at hver Dansgaard-Oeschger hændelse gav anledning til klimaændringer, som kunne registreres i Asien, Sydamerika og Europa med blot få årtiers forsinkelse.


Som tre af rapportens forfattere, Ellen Corrick, John Hellstrom og Russell Drysdale, skriver på The Conversation, er det bemærkelsesværdigt at kunne fastslå et så godt sammenfald mellem disse klimahændelser for så mange tusinde år siden.


Det betyder, siger de, at når store temperaturstigninger optrådte i Grønland, optrådte samtidig store ændringer i lufttemperatur og nedbørsmængder i Europa og i monsunsystemerne i Asien og Sydamerika.


Selvom undersøgelsen ikke siger noget direkte om moderne klimaforandringer, er dets resultater alligevel vigtige for kortlægningen af, hvilke mekanismer, der er på spil både under de nuværende og mulige kommende bratte klimaforandringer, mener Sune Olander Rasmussen, der er lektor på Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet og medforfatter til artiklen.


”Bratte ændringer af eksempelvis temperatur eller havniveau vil kunne ske med en hastighed, hvor vi kan få svært ved at tilpasse os. Det gælder også for Danmark, selvom vi i højere grad end mange andre lande har ressourcer til at håndtere problemerne,” siger han til nyheder.ku.

Den globale opvarmning og indlandsisen i Grønland

The mass of the Greenland ice sheet has rapidly declined in the last several years due to surface melting and iceberg calving. Research based on observations from the NASA/German Aerospace Center’s twin Gravity Recovery and Climate Experiment (GRACE) satellites indicates that between 2002 and 2016, Greenland shed approximately 280 gigatons of ice per year, causing global sea level to rise by 0.03 inches (0.8 millimeters) per year. https://svs.gsfc.nasa.gov/30879

20/08-2020: Vil 2020 blive det varmeste år, man nogensinde har målt?


I øjeblikket er 2020 blot en brøkdel af en grad Celsius efter det hidtil varmeste år nogensinde – nemlig 2016 – ifølge NOAA (National Oceanic and Atmospheric Administration), hvis optegnelser går 144 år tilbage. Hvis 2020 topper listen, vil det ske uden en El Niño, som ellers var årsag til rekorden i 2016.


Spændingen er ulidelig – ligesom varmen.


For et par dage siden, den 16. august, målte man i Death Valley i Californien 54,4 ºC. Hvis den temperatur bekræftes af World Meteorological Organization (WMO) – og det bliver den højst sandsynlig, siger man – er det den højeste temperatur, man har målt siden 1931, og den tredje højeste temperatur man nogensinde har målt på Jorden.


Ifølge WMO er de høje temperaturer et led i den igangværende udvikling, hvor temperaturrekorder sættes med stadig større hyppighed, og hvor hyppigere hedebølger bliver stadig mere intense. Juli måned i år var den varmeste juli nogensinde på den nordlige halvkugle.


Det kan derfor ikke komme bag på klimainteresserede, at afsmeltningen af indlandsisen på Grønland ifølge en ny videnskabelig undersøgelse i Nature Communications Earth & Environment nu er den største bidragyder til det stigende havniveau.


I år 2000 begyndte de grønlandske gletsjere pludselig at bevæge sig hurtigere mod havet. I løbet af blot fem år førte accelerationen ifølge forskerne til, at istabet fra indlandsisen ikke længere kan stoppes – ikke engang hvis den menneskeskabte globale opvarmning ved en mirakel pludselig ophører.

Medforfatter på undersøgelsen professor Ian Howat fra Ohio State University siger til Inside Climate Change:


”Gletsjertilbagetrækning har bevirket, at hele iskappens dynamik er blevet slået i stykker og har nu medført en konstant tilstand af istab. Selv om det skulle lykkes os at stabilisere de nuværende temperaturer, vil isen fortsætte med at gå i opløsning hurtigere, end hvis vi ikke havde ødelagt klimaet til at begynde med.”


En anden videnskabelig undersøgelse fra januar 2020 og offentliggjort i Proceedings of the National Academy of Sciences (PNAS) påviste, at den nuværende mellemistid er usædvanlig moderat omkring Grønland i forhold til de fire foregående mellemistider.


Under disse mellemistider var klimaet blot en smule varmere, nemlig omkring 1,6 ºC – i dag er den gennemsnitlige globale temperaturstigning 1,1 ºC. De gange førte temperaturstigningen til en total afsmeltning af hele den sydlige del af den grønlandske iskappe.


Skulle al isen i Grønland smelte, vil det føre til en stigning i havniveauet på omkring seks meter. Dertil kommer afsmeltningen fra Antarktis og resten af klodens gletsjere. Men allerede i dag er millioner af mennesker langs verdenshavene truet af havniveaustigninger.


Man kan allerede i dag slå fast, at antallet af klimaflygtninge kun vil vokse i fremtiden, og vi har ingen mulighed for at stoppe den udvikling.

Brint kan forværre CO2-udledninger

See how the National Hydrogen Strategy can achieve a clean, innovative, safe and competitive hydrogen industry that benefits all Australians.

16/08-2020: Den 13/8 havde Berlingske Tidende følgende overskrift:


Den næste grønne revolution ruller – Ørsted og Danmark vil være med i front

En række af Danmarks største selskaber sætter turbo på udviklingen af den lovpriste Power-to-X-teknologi og vil udvikle grønne brændstoffer til Mærsk, DSV og SAS. Efter at have været en fjern dyr drøm vælter konkrete projekter nu frem over hele kloden.


Power-to-X-teknologien bygger på ideen om at lave brint ved at bruge strømmen fra havvindmølleparker til at spalte vand-molekyler. Derefter indfanger man CO2, som for eksempel kan komme fra et biogasanlæg eller en cementfabrik. Med den rigtige kombination af de to ting kan man lave mere bæredygtigt brændstof til eksempelvis fly eller lastbiler.


Til det formål går nogle af landets største virksomheder – Ørsted, A.P. Møller-Mærsk, DSV Panalpina, DFDS, SAS og Københavns Lufthavn – sammen om at opføre et enormt anlæg til produktion af grønne brændstoffer i Københavnsområdet.


Strømmen til produktionen skal for eksempel komme fra en kommende havvindmøllepark på 3 GW ud for Bornholm og bruges i en elektrolyseproces, som spalter vandmolekylet H2O i enkeltdelene H2 (brint) og O (ilt).


’Elektrolysatoranlægget kan ikke blot blive en potentielt hjørnesten i at reducere partnernes CO2-udledning, men vil også levere et væsentligt bidrag til, at Danmarks ambitiøse mål om at reducere CO2-udledningen med 70 % inden 2030 sammenlignet med 1990 kan nås ved at erstatte fossile brændstoffer i tung transport med bæredygtige brændstoffer’, siges det i et nyhedsopslag på Ørsteds hjemmeside.


På papiret lyder det fantastisk, at man for nogle af de mest forurenende transportformer – lastbiler, skibe og fly – i de kommende år vil kunne gå væk fra brugen af fossile brændstoffer og erstatte dem med grønne brændstoffer, som bygger på brintteknologien.


På samme hjemmeside udtaler overborgmester i København Frank Jensen da også:


"I København har vi sat et ambitiøst mål om at blive verdens første CO2-neutrale hovedstad inden 2025. Vi er allerede godt i gang - med blandt andet fjernvarme, vindmøller, god infrastruktur til cyklister, en grøn metro og busser, der hverken støjer, sviner eller udleder CO2. Men vi har brug for nye, bæredygtige teknologier for at nå helt i mål. Bæredygtige brændstoffer er et vigtigt middel til at bekæmpe klimaforandringer og luftforurening. Det bringer os et skridt nærmere en grønnere fremtid."


På verdensplan er interessen som sagt også stor. På World Economic Forum i Davos i 2017 dannede en sammenslutning af førende virksomheder indenfor energi, transport og industri The Hydrogen Council, som i dag har mere end 90 medlemmer.


Hos direktørerne for virksomhederne er ambitionen, at:


● Accelerere de betydelige investeringer i udvikling og kommercialisering af brint- og brændselscellesektorerne.


● At opmuntre vigtige interessenter til at øge deres opbakning til brint som en del af den fremtidige energisammensætning gennem relevante strategier og opbakningstiltag.


Med andre ord er rigtig mange penge allerede i spil både i Danmark og på verdensplan, når det gælder udviklingen og promoveringen af brint som et bæredygtigt brændstof. Det er afgørende vigtigt for de involverede virksomheder at være ’first mover’. Det er her, profitten ligger.


Derfor vil det være en alvorlig streg i regningen, hvis der skulle vise sig at være hold i ny forskning, som advarer om, at brintteknologien kan forværre de menneskeskabte udledninger af drivhusgasser.


I den nyeste videnskabelige undersøgelse offentliggjort i International Journal of Hydrogen Energy i marts i år siger forskerne direkte, at øgede mængder brint i atmosfæren kan øge den menneskeskabte globale opvarmning. Men allerede i oktober 2003 såede professor i Jordsystem-forskning ved University of California Michael Prather tvivl om bæredygtigheden af brint-økonomien i en videnskabelig artikel i Science.


Den 9. august i år opfordrer Michael Prather endnu engang til, at man undersøger, hvordan brugen af brint som brændstof kan påvirke kemiske reaktioner i atmosfæren. Det gjorde han i en artikel på netmediet The Conversation med overskriften ’Don’t rush into a hydrogen economy until we know all the risks to our climate’.


Han forklarer, at ozon og vanddamp i atmosfæren reagerer med sollys, hvorved der produceres de såkaldte hydroxylradikaler (OH). Disse radikaler er yders reaktive, idet de har uparret elektroner, som nemt kan overføres til andre molekyler.


Derved er hydroxyl-radikaler med til at fjerne andre kemikalier, som er sluppet ud i atmosfæren gennem naturlige og menneskeskabte processer som afbrænding af fossile brændstoffer. Et af disse kemikalier er metan, der er en endnu kraftigere drivhusgas end CO2.


Problemet for brintteknologien er, at brint også reagerer med hydroxyl-radikaler og dermed reducerer deres koncentration. Det betyder, at hydroxyl-radikalers evne til at fjerne skadelige kemikalier reduceres.


Enhver læk af brint til atmosfæren – uanset om det sker under produktion, transport, eller når det er i brug – kan fremkalde denne reaktion.


Allerede i dag overvåger man koncentrationen af brint i atmosfæren, og derfor ved man, at koncentrationen gennem de sidste 25 år er steget med omkring 4 procent. Det, man endnu ikke ved, er, hvorfor denne stigning har fundet sted.


Den før omtalte nye videnskabelige undersøgelse om brint fortæller imidlertid, at brint kan øge den globale opvarmning med omkring en fjerdedel af den opvarmning, som den kraftigste drivhusgas metan er i stand til. I forvejen ser man i dag også stigende mængder af metan i atmosfæren (se blog-indlæg 20/07-2020 Mængden af metan i atmosfæren vokser).


I øjeblikket er udledninger af metan 25 til 40 procent større end hidtil beregnet. Udledningerne stammer hovedsageligt fra kulminedrift, naturgasudstrømning, skifergas-produktion og utætte rørledninger. Når det gælder brint, vil læk sandsynligvis stamme fra distribution og slutbrugere som følge af utætte rørsystemer.


Under alle omstændigheder bør man fastslå, hvor store læk, man kan acceptere af hensyn til klimaet og hvilke tiltag der bør tages for at kontrollere dem. Alle aspekter af brint-økonomien bør overvejes i en holistisk og evidensbaseret bedømmelse, så en eventuel omstilling til en brint-økonomi kan give klimamæssige fordele, der langt overgår de energisystemer, der er baseret på fossile brændstoffer, slutter Michael Prather.


At biogasanlæg er en vigtig del af det danske projekt kan undre, når det gentagende gange er påvist at biomasse på ingen måde er klimaneutral (blog-indlæg 20/05-2020 Biomasse).


Ligeledes kan det undre, at man forventer at bruge 3 GW strøm fra den kommende havvindmøllepark ved Bornholm, når den ifølge regeringens plan blot skal levere 2 GW. Men vent, den danske stat ejer 50,1 procent i Ørsted og tjener milliarder på virksomheden, så mon ikke det falder i hak.


Klimaskepsis 2.0’ er et udtryk som to danske forskere, Jens Friis Lund fra Københavns Universitet og Stafan Gaarsmand Jacobsen fra RUC, har hæftet på den typiske tilgang til klimaudfordringen hos mange politikere, skriver Jørgen Steen Nielsen i sin nye bog ’ Som gjaldt det livet’, som i øvrigt absolut kan anbefales.


Klimaskepsis 2.0 ”giver sig ikke udtryk i benægtelse af den menneskeskabte globale opvarmning, men i en systematisk nedvurdering af de risici og udfordringer, som opvarmningen indebærer,” skriver de ifølge Jørgen Steen Nielsen.


For de i brint-økonomien involverede virksomheder og for de politikere, som bakker brint-økonomien op, drejer det sig åbenbart først og fremmest om at sikre fortsat økonomisk vækst og profit og meget lidt om klimaet.


Skal fremtiden for vore børn sikres, er grundlæggende samfundsmæssige systemændringer væk fra den kapitalistiske vækstfilosofi den eneste farbare vej.

Kampen mod klimaet

11/08-2020: ’Kampagnen mod klimaet: Historien som olieindustrien har forsøgt at holde skjult i årtier’ er en dokumentar af Mads Ellesøe fra 2019 lavet med støtte fra en række europæiske TV-stationer og vist på DR den 10. august.


Den skildrer på fremragende vis, hvordan en række olieselskaber og de folk man hyrede til opgaven bevidst har fordrejet sandheden om de menneskeskabte klimaændringer for egen vindings skyld og efter samme drejebog, som tobaksindustrien brugte til at skjule rygningens helbredsmæssige konsekvenser.


Dokumentaren kan streames på dr.dk.

Problemer for vindmølleparker - og Ørsted

10/08-2020: Vindenergi er skabelsen af elektricitet ved hjælp af vind. Vindenergi høster kort sagt atmosfærens primære energistrømning, som skabes af Solens ujævne opvarmning af Jordens overflade – mørke overflader opvarmes mere end lyse overflader, der reflekterer en del af Solens stråling. Vindenergi er således en indirekte metode til at høste solenergi. Vindenergi omdannes til elektrisk energi af de vindturbiner, hvorpå møllevingerne er monteret.


Energiudbyttet fra en vindmølle afhænger af den lokale lufttæthed, som er en funktion af højde, lufttryk og temperatur. Større lufttæthed udøver større tryk på rotoren, hvilket resulterer i et større energiudbytte. I sidste ende er det vindhastigheden, som stort set afgør, hvor meget elektricitet der skabes af en turbine.


Større møllevinger tillader turbinen at indfange mere af vindens kinetiske energi ved at flytte mere luft gennem rotorerne. Større møllevinger kræver imidlertid mere plads og højere vindhastigheder for at køre. En vis afstand mellem vindmøllerne er nødvendig for at undgå indbyrdes forstyrrelser mellem møllerne, som ellers kan mindske energiudbyttet.


Umiddelbart skulle man tro, at det er forholdsvis simpelt for kvalificerede folk i vindmølleindustrien at optimere driften ud fra de her beskrevne retningslinjer, men ifølge en bekendtgørelse fra Ørsted udsendt den 29/10-2019 med titlen ’Ørsted opdaterer sine langsigtede finansielle mål’ har man i forbindelse med denne udsendelse netop afsluttet en opgradering af de modeller og processer, som man bruger til at forudsige energiproduktionen fra virksomhedens havvindmølleparker.


Man har, viser det sig, undervurderet den negative indvirkning af to effekter, som spiller en vigtig rolle for energiudbyttet, nemlig blockage-effekten og wake-effekten:


Blockage-effekten opstår, fordi vinden aftager i hastighed, når den nærmer sig vindmøllerne. Der er en individuel blockage-effekt for hver enkelt vindmølleposition og en global effekt for hele vindmølleparken, som er større end summen af effekterne for de enkelte vindmøllepositioner. Vores nye vindsimuleringsmodeller påviser, at vi historisk set har undervurderet denne effekt. Dette resultat understøttes også af konsulentvirksomheden DNV GL's nye rapport om blockage, som indikerer, at denne effekt generelt bliver undervurderet i branchen.


Den anden effekt er den wake-effekt, der er i selve vindmølleparken og mellem tilstødende vindmølleparker. Hver vindmølle skaber en lævirkning i området bag sig, hvor vindens hastighed nedsættes. Efterhånden som vinden baner sig vej igennem havvindmølleparken, fortager wake-effekten sig, og vindhastigheden stiger igen. Wake-effekten, hvor vindmøllerne skaber læ for hinanden og dermed påvirker hinanden, har i mange år været genstand for omfattende modellering i branchen, og det er stadig meget vanskeligt at modellere denne yderst komplekse dynamik. Vores resultater peger i retning af en højere negativ indvirkning på produktionen end forudsagt af tidligere modeller.’


Ørsted er jo blandt verdens største grønne energiselskaber og ægte pionerer inden for havvind, siger de selv, og derfor har de naturligvis en forpligtelse overfor forbrugerne til at levere den vare, som de bryster sig af. Derfor er det godt, at man retter fejl i de tal, man bruger til at fremme salget af sine ydelser.


Desværre ser det ud til, at Ørsted ligger under for den ’greenwash’, som alt for mange multinationale selskaber i øjeblikket er i gang med.


I oktober 2018 købte Ørsted 100 procent af egenkapitalen i amerikanske Deepwater Wind, der har hovedsæde i delstaten Rhode Island, for en købesum på USD 510 millioner. Ifølge bekendtgørelsen vil de to selskabers havvindsaktiver og organisationer blive lagt sammen og vil udgøre den førende platform for havvind i USA med den bredeste geografiske dækning og den største projektkapacitet.


I øvrigt skriver man i bekendtgørelsen, at forventningerne til CAPEX opjusteres fra 16-18 milliarder til 23-25 milliarder kroner, og her ligger årsagen til flere fejl og mangler i de tal, der ligger til grund for virksomhedens forventninger i fremtiden – og til en fortsat ’greenwashing’ af vindmølleindustrien.


Statistikker over vindenergi i USA er i øjeblikket baseret på årlige gennemsnitlige ydeevnefaktorer og anlægsomkostninger (CAPEX). Denne fremgangsmåde lider under en alvorlig mangel, idet den ikke medtager forhold, der beskriver variationerne i produktionen af vindenergi, siges der i en videnskabelig undersøgelse fra februar i år om, hvorfor omkostningerne ved produktion af vindenergi også bør omfatte lagring af energien.


Det eneste afgørende krav til en forsyningsnet bestående af vind- og solenergi er tilstrækkelig stor lagringskapacitet. Jo mere vind- og solenergi fylder i energiforsyningen, jo større skal lagringskapaciteten være for at kompensere for kildernes uregelmæssigheder – manglende solskin og vind.


En faktor, der beskriver variationen i elproduktionen burde derfor være en selvfølge, såvel som omkostningerne ved lagring naturligvis bør medtages, siger forskerne bag undersøgelsen.


I øjeblikket har de årlige kapacitetsfaktorer fra undersøgte anlæg i USA et gennemsnit på 0,34. De varierer betydeligt fra anlæg til anlæg – fra et minimum på 0,15 til et maksimum på 0,5. De ændrer sig også fra år til år og er udsat for store variationer fra måned til måned som følge af vejret.


Og de ligger langt under de af energiselskaberne forudsagte værdier.

Når faktorer som uregelmæssig produktion og lagringskapacitet ikke er medtaget i CAPEX, når det gælder vindmølleanlæg, kan man ikke sammenligne med CAPEX for andre former for kraftværker som atomkraftanlæg og naturgasanlæg, hvor den årlige kapacitetsfaktor overstiger 0,9 og har høj forudsigelighed, siger forskerne.


Lagring i form af batterier er stadig i sin spæde opstart. Batterierne kan ikke oplades helt, og verdens største batteri holder kun mindre end en time, hvis det aflades ved et meget optimistisk maksimal effekt på 100 MW, siger forskerne videre.


Da både vind og sol er stærkt påvirket af sæsonmæssige variationer, og den samlede produktion af af vind- og solenergi varierer med årstiden, vil et elnet, der bygger på vind og sol nødvendiggøre langvarig lagring af den producerede energi, hvilket er en yderligere udfordring, der ikke tidligere er blevet overvejet, siges det i undersøgelsen.


Som beskrevet i et blog-indlæg fra den 04/08 om elbiler og batteriproduktion er det vigtigste element i batteriproduktionen i dag litium, som ifølge optimistiske beregninger kun rækker i 50 år, hvis hele produktionen vel at mærke kun går til elbiler.


Og jeg vil naturligvis ikke undlade endnu engang at gøre opmærksom på en artikel i DTU Vindenergi fra slutningen af 2018 med følgende overskrift: "Forkanterosion er en stor udfordring i vindbranchen, og et solidt beskyttelsessystem er nødvendigt for at understøtte industriens fortsatte konkurrence mod de konventionelle energikilder.”


Oveni kommer så ifølge den før omtalte videnskabelige undersøgelse yderligere udfordringer for vindmøller på land. Blandt andet spiller landskabets udseende en stor rolle for de enkelte møllers kapacitet.


Det er da bekymrende, at så mange nye udfordringer for vindmøllernes effektivitet dukker op så sent i forløbet med den globale udbygning af vindmølleparker. Hvor mange milliarder er allerede spildt på ineffektive anlæg, og hvor mange flere alvorlige problemer viser sig i de kommende år?


Tænk hvis det skulle vise sig, at den bedste arbejdstemperatur for vindmølleparker i Danmark er 18 ºC, og at et fænomen som global opvarmning betyder, at vi også her i landet vil opleve flere og flere hedebølger hver sommer, som den igangværende. Det vil få folk til at kræve airkondition i deres bolig – noget af det mest energikrævende, netop når det er aller varmest.


Den fortsatte fascination af vindenergi som den energiform, der sammen med solenergi skal redde menneskeheden fra kollaps som følge af de menneskeskabte klimaændringer, bliver mere og mere uforståelig. Der er jo tale om multinationale industrier, hvor konkurrenceevne og profit driver udviklingen desværre ofte på bekostning af reelle informationer om tingenes tilstand.


Foreløbig er Michael Moore og hans folk blandt de få, der tør tale den ”grønne” eliten imod.

Rekordhøje temperaturer i Sibirien og Arktis

Credit: Copernicus Atmosphere Monitoring Service, ECMWF.

07/08-2020: Den 25. juli satte den nordligst beliggende beboet by i Arktis – Longyearbyen på den norske øgruppe Svalbard – ny varmerekord med en temperatur på 21,7 ºC, hvor gennemsnittet for juli normalt ligger på 5,9 ºC.


Temperaturerne i Sibirien har fra januar til juni ligget 5 ºC over gennemsnittet, og i juni måned har temperaturen ligget op mod 10 ºC over gennemsnittet. Hedebølgen fortsatte i juli, hvor temperaturerne i dele af Sibirien passerede 30 ºC i ugen fra den 19. juli.


Den fortsatte hedebølge skyldes et stort blokerende højtrykssystem og en vedholdende nordgående krumning i jetstrømmen (se ’Klima forklaret’: Polar Vortex og Jetstrøm), som tillader, at varm luft slipper ind i regionen.


Som nævnt tidligere opvarmes Arktis mere end dobbelt så hurtig som det globale gennemsnit takket være de menneskeskabte udledninger af drivhusgasser, og som følge af fænomenet ’teleconnection’, der betyder, at polerne påvirker vejr- og klimaforhold på lavere breddegrader, har udviklingen betydning for hundreder millioner af mennesker over hele verden.


Billeder fra den europæiske Sentinel 3-satellit viser, at de igangværende naturbrande i Sibirien på begge sider af den arktiske cirkel dækker et område på 800 kilometer. Det nordligste område af ilden er mindre end 8 kilometer fra Det arktiske Hav.


Alene i juli måned har udledningerne af CO2 fra naturbrande slået den rekord, som blev sat i 2019, og er i dag på det højeste niveau i de 18 år, hvor Copernicus Atmosphere Monitoring Service har overvåget naturbrande og den deraf følgende forurening, for at vurdere dens indvirkning på atmosfæren.


Hedebølgen i Sibirien satte for alvor fart i tilbagetrækningen af havisen langs den russiske kyststrækning ved Arktis. Især har tilbagetrækningen af havisen langs Laptev- og Barentshavet ført til en meget lav udstrækning af havisen siden slutningen af juni.


Almindeligvis optræder den største afsmeltning af havis mellem juli og september, men som det ser ud i dag, kan man ikke udelukke, at rekorden for den laveste udstrækning af havisen fra september 2012 bliver slået i år.


Som nævnt i tidligere blog-indlæg har afsmeltning af havis og optøning af permafrost, der potentielt frigiver den kraftige drivhusgas metan, stor indvirkning på infrastruktur og økosystemer i hele Arktis.


En netop offentliggjort videnskabelig artikel i Nature Climate Change fortæller da også, at med den fortsatte globale opvarmning og nedgang i mængden af havis forventes isbjørnen at blive udryddet inden udgangen af dette århundrede.


I artiklen siger forfatterne:


”Vores model sammenfatter de demografiske udviklinger, der er observeret i perioden 1979-2016, og viser, at tærskler for formering og overlevelse [hos isbjørne] måske allerede er overskredet hos nogle underpopulationer. Den viser også, at en brat nedgang i reproduktion og overlevelse som følge af høje udledninger af drivhusgasser vil bringe overlevelse af stort set alle underpopulationer i Arktis i fare frem mod år 2100.”

Elbiler og batteriproduktion

04/08-2020: ”Luftforurening dræber!”


Så klart er budskabet i en ny videnskabelig undersøgelse offentliggjort i Science Advances for nylig.


Forskerholdets resultater bygger på statistiske analyser af et datasæt på 570 millioner observationer indsamlet over en periode på 16 år fra mere end 68 millioner Medicare-medlemmer i USA. Denne teknik gjorde det muligt at adskille virkningerne af partikelforurening fra andre påvirkninger.


Synderen er partikler på 2,5 μm (PM2,5) eller mindre, og undersøgelsens resultater viser, at en reduktion af PM2,5 med 10 mikrogram pr. kubikmeter fører til et fald i dødeligheden på 6 til 7 procent, hvilket ifølge forskerne kan redde 143.257 liv over ti år i USA alene.


Partikelforureningen stammer fra forbrændingen af fossile brændstoffer blandt andet benzin og diesel, og derudover bidrager netop vejtransport af personer og gods med 16 procent af de menneskeskabte drivhusgasser globalt set.


Umiddelbart kunne man tro, at elbiler så vil være den naturlige løsning, der slår to fluer med et smæk – nedbringelse af partikelforurening og mindskelse af udledning af drivhusgasser. Og det er præcis, hvad den nuværende danske regering tror ifølge Socialdemokratiets klimapolitik:


’Som en del af Socialdemokratiets klimapolitik vil vi derfor sætte et mål om 500.000 grønne biler i Danmark i 2030. Det vil sige el-, opladningshybrid- og brintbiler. Dem er der i dag kun omkring 12.000. Målet skal sætte en klar retning. Og det skal sikre, at bilfabrikanterne introducerer deres nye elbiler på det danske marked.’


Den løsning har imidlertid intet med virkeligheden at gøre.


Hvis vi ignorerer, at elbiler stadig producerer luftforurening og drivhusgasser, som stammer fra deres bremser, dæk, strømforbrug og produktion, står vi alligevel tilbage med det største problem, nemlig batterierne.


Den type batterier, der bruges i for eksempel biler, er de såkaldte litium-ion batterier. I 2019 svarede den samlede verdensproduktion af disse batterier til 160 GWt. Det dækker forbruget hos lidt over tre millioner almindelige Tesla Model 3-biler, og kun hvis vi undlader at lave smartphones, laptops og lagerkapacitet til elnettet.


Dog ligger verdensproduktionen ikke stille. Ifølge beregninger fra EnergyCentral forventes produktionen i 2028 at ligge på det, der svarer til 40 millioner elbiler årligt. Og så skulle man måske tro, at den er hjemme – indtil man opdager, at der alene i 2019 blev produceret næsten 100 millioner biler, varevogne, busser, og lastbiler.


Forsker i bæredygtig transport ved Carleton University, Ottawa, Cameron Roberts, siger det således i en artikel på The Conversation:


’Selv med det forventede kapacitetsniveau af batteriproduktionen i 2028 vil det tage os 35 år at erstatte den globale flåde af køretøjer med eldrevne modeller. Det er slet ikke hurtigt nok til at undgå de værste konsekvenser af klimaændringerne.’


Og så er der ikke taget højde for, at den samlede mængde af litium på verdensplan ifølge US Geological Survey er 14 millioner tons, og at blot ét land – nemlig Kina – stort set har monopol på udvinding af litium og en række andre sjældne jordarter, som er vigtige for produktionen af grønne energikilder generelt.


Ifølge en anden artikel på The Conversation af postdoc Parakram Pyakurel fra Southampton Solent University viser en meget konservativ beregning af den mængde litium, der skal til for blot at dække behovet i den samlede verdensproduktion af eldrevne personbiler, at de 14 millioner tons litium på verdensplan vil række cirka 50 år.


Naturligvis er privatbilisme ikke fremtiden. Alene ressourceforbruget ved at udskifte en stor del af verdens køretøjer med eldrevne af slagsen er kolossal. Og når en rapport fra FN forudsiger, at omkring 66 procent af verdens befolkning frem mod 2050 vil bo i byer, så er kollektiv trafik det, man skal fokusere på – måske suppleret med selvkørende offentligt ejet små elbiler, som kan bestilles til nødvendig kørsel på tværs af den offentlige trafik.