JANUAR

Omkostninger ved havstigninger omkring Danmark

01/01-2021

Det rekordstore antal navngivne hurricanes i Atlanterhavet i 2020 kostede mindst 400 mennesker livet og anrettede skader for 246 milliarder kroner – og der forventes flere orkaner i fremtiden, fortæller The Guardian.


Til samme nyhedsmedie fortæller Shahjahan Mondal, som er direktør for instituttet for oversvømmelser og vandforvaltning på Bangladesh University of Engineering and Technology, at oversvømmelsen i 2020 var den værste i landets historie, idet mere end en fjerdedel stod under vand.


I Danmark er det Kystdirektoratet under Miljø- og Fødevareministeriet, der har til opgave at udarbejde prognoser for havstigninger langs de danske kyster i fremtiden.


Man har for nylig udsendt oversvømmelsesdirektivet for den anden planperiode, som dækker tiden fra 2016 til 2021 – den første gik fra 2010 til 2015. Her har man analyseret alle de oplysninger, man kunne finde om stormfloder gennem tiden i områder af Danmark, som er særligt udsatte for oversvømmelser. Ifølge dr.dk fortæller DMI og Kystdirektoratet nemlig, at det er sikkert, at havene stiger, og at stormfloder bliver værre.


I Kystdirektoratets prognose for 2065 har man taget udgangspunkt i det klimascenarie, som ifølge IPCC’s femte hovedrapport hedder RCP8.5 (RCP står for Representative Concentration Pathways). RCP8.5 henviser til en udvikling i udledning af drivhusgasser, som svarer til en øget strålingspåvirkning på 8.5 watt pr. kvadratmeter i år 2100.


Det svarer igen til en koncentration af drivhusgasser på mere end 1370 ppm CO2-ækvivalent om 80 år, hvor det tal i dag er knapt 414 ppm. Til den tid forventes den globale opvarmning ifølge disse beregninger at ligge 3,7 ºC over det globale gennemsnit i 1880’erne, før de menneskeskabte CO2-udledninger for alvor begyndte at tage fart – og altså langt over målet i Paris-aftalen fra 2015 på 1,5 ºC eller højst 2 ºC.


Det er naturligvis godt at se, at Kystdirektoratet har valgt at bruge det værst tænkelige scenarie som grundlag for deres beregninger af de forventede havstigninger i Danmark i 2065. Det er nemlig det scenarie, som flere og flere klimaforskere hælder til, da de globale CO2-udledninger jo fortsat stiger.


At man bruger IPCC’s forventede havstigninger på cirka 33 centimeter i 2065 er imidlertid helt uforståeligt, da IPCC netop i afsnittet om havniveaustigninger tager forbehold for tallene, da usikkerheden om afsmeltningen fra Antarktis stadig er meget stor, og derfor ikke er medtaget i beregningerne.


Allerede i 2018 udtaler professor René Forsberg fra DTU Space på DTU’s hjemmeside:


”De globale havstigninger som følge af isens afsmeltning er ikke ens fordelt. Afsmeltningen i Antarktis vil få direkte betydning for vandstanden omkring Danmark, mens afsmeltningen fra Grønlands indlandsis stort set ikke betyder noget her. Derfor er det vigtigt at følge afsmeltningen i Antarktis meget nøje, og det store spørgsmål er selvfølgelig, om den fortsætter i samme omfang de kommende år.”


Og på baggrund af en videnskabelig artikel offentliggjort i PNAS i februar 2020 understreger de seneste forskningsresultater fra Antarktis, at tidligere vurderinger af stigningen i det globale havniveau i løbet af de næste 80 år – for eksempel fra IPCC – sandsynligvis er stærkt undervurderet.


Og så er der spørgsmålet om overskridelse af tærskler i Jordsystemet, som vil betyde, at vi ikke vil have mulighed for at bremse eller vende udviklingen igen. Det problem søger et fælles europæisk forskningsprojekt under ledelse af professor Peter Ditlevsen fra Niels Bohr Instituttet ved Københavns Universitet at give svar på.


De klimamodeller, som FN’s klimapanel IPCC anvender, når det skal forudsige udviklingen af klimaet over de kommende år, tager slet ikke højde for sådanne pludselige systemskift, siger Ditlevsen til Information.


”Modellerne reagerer ekstremt lineært, forstået på den måde, at der er en proportionalitet mellem temperaturstigning og koncentrationen af CO2 i atmosfæren. Men sådan er det højst sandsynligt ikke i virkeligheden.”


Tværtimod, forklarer Peter Ditlevsen, er der en tiltagende frygt blandt forskere for såkaldte tipping points. Det er points of no return, hvor klimaet ændrer sig drastisk, uanset hvad vi gør. Om vi så kunne fjerne al CO2 fra atmosfæren igen, ville udviklingen alligevel være ustoppelig. Og det fænomen ved vi alt for lidt om, siger Peter Ditlevsen til Information.


Der er med andre ord meget stor sandsynlighed for, at Kystdirektoratet stærkt har undervurderet omfanget af ødelæggelser ved oversvømmelser i Danmark i de kommende år. Der bliver ikke tale om milliarder af kroner i skader, men om hundred milliarder af kroner.


Bygning af diger og dæmninger på baggrund af Kystdirektoratets tal vil derfor være spild af penge. Måske burde man i stedet allerede nu overveje at flytte al kritisk infrastruktur væk fra truede områder, ekspropriere truede bygninger, så de kan rives ned og ikke mindst ekspropriere alle kystnære sommerhusområder og give områderne tilbage til naturen som et naturligt værn mod oversvømmelser.


I sidste ende vil det være den billigste og bedste løsning.

Politisk kaos og klimakaos

Billedet stammer fra det materiale af billeder og videoklip, som det er lykkedes at skrabe sammen i forsøget på at finde de skyldige bag angrebet på The Capitol - ud over Trump: https://capitol-hill-riots.s3.us-east-1.wasabisys.com/directory.html

11/01-2021

En ny videnskabelig undersøgelse offentliggjort i Nature Climate Change forudser, at verdens storbyer i løbet af de næste 80 år kan blive mere end 4 ºC varmere.


I dag optager verdens byer blot tre procent af Jordens overflade, men mere end halvdelen af verdens befolkning lever i bymæssig bebyggelse. På mindre end 30 år forventes det tal at vokse til 70 procent.


Allerede i dag er byer varmere end de omgivende områder som følge af den såkaldte bymæssige varmeø-effekt. Den skyldes, at beboelse, butikker og industri ligger tæt sammen, hvilket bevirker, at spildvarme fra dagligdagens mange aktiviteter ikke kan slippe væk, men ophobes mellem husene.


I forvejen udgør hedebølger en betydelig sundhedsrisiko for byernes befolkninger, og de forventes at blive hyppigere i fremtiden. Derudover viser forskning, at hedebølger sættes i forbindelse med voldelig og aggressiv adfærd og et større indtag af alkohol og stoffer. Og den største opvarmning i byerne vil finde sted på den nordlige halvkugle.


Klimaændringer er simpelthen lig med kaos. Ikke blot kan vi forvente kraftigere orkaner, flere voldsomme naturbrande og mere ekstreme oversvømmelser og tørker, men med voksende befolkninger i byerne bliver det uundgåeligt, at vold og politisk uro vil vokse i fremtiden – især når uligheden i befolkningerne samtidig vokser, som det for eksempel er tilfældet i USA.


Angrebet på parlamentsbygningen – The Capitol – for nogle dage siden er ingen tilfældighed, mener Brian Kahn, som skrev en klumme på Gizmodo i torsdags med overskriften ’The Climate Crisis Will Be Steroids for Fascism’.


Der er et klart sammenfald mellem de folk, der benægter præsidentvalgets resultat og de, der benægter klimakrisen, men selv om de benægter klimakrisen, er de parat til at udnytte den, skriver Brian Kahn. Derfor skal der ikke megen fantasi til at forestille sig, hvad der vil ske, når naturbrande eller storme rammer områder, der hovedsageligt bebos af sorte, brune eller oprindelige folk, siger han.


Vi så det, da en mand gik amok i en Walmart og dræbte indvandrere, fordi de efter hans mening belastede miljøet. Ligeledes så vi det efter Hurricane Katrina, der ramte New Orleans. Her benyttede hvide ekstremister situationen til ustraffet at skyde sorte indbyggere, skriver Kahn.


Angrebet på Kongressen i onsdags blev begået af white supremacists, neonazister og andre ekstremister opildnet af en skruppelløs præsident bragt til magten af lige så skruppelløse folk blandt republikanerne – og 73 millioner amerikanere, som stemte på Trump til valget.


Det sidste er måske det mest bekymrende. De samme ekstreme grupper har nemlig eksisteret i USA længe før Trump, men har nu for alvor fået vind i sejlene. Brian Kahn kalder dem økofacister, men i virkeligheden drejer det sig måske snarere om, at uligheden i det amerikanske samfund nu har nået bristepunktet samtidig med, at corona-pandemien yderligere har understreget forskellen på rige og fattige i USA.


Det klimakaos, der langsomt breder sig over kloden, vil blot yderligere forværre forholdet mellem dem, der har, og dem, der kommer til at betale – ikke kun i USA, men også i resten af verden.

Læsestof i en corona-tid

Figure 1. Summary of major environmental-change categories expressed as a percentage change relative to the baseline given in the text. Red indicates the percentage of the category that is damaged, lost, or otherwise affected, whereas blue indicates the percentage that is intact, remaining, or otherwise unaffected. Superscript numbers indicate the following references: 1IPBES, 2019; 2Halpern et al., 2015; 3Krumhansl et al., 2016; 4Waycott et al., 2009; 5Díaz et al., 2019; 6Christensen et al., 2014; 7Frieler et al., 2013; 8Erb et al., 2018; 9Davidson, 2014; 10Grill et al., 2019; 11WWF, 2020; 12Bar-On et al., 2018; 13Antonelli et al., 2020; 14Mora et al., 2011.

14/01-2021

Og her troede vi, at 2020 var et helveds-år, hvorfra det kun kan gå fremad, eller ...


I en netop offentliggjort artikel i Frontiers in Conservation Science siger et internationalt hold af forskere, at Jorden står over for en ”gruopvækkende fremtid med masseuddøen, faldende sundhedstilstand og ødelæggende klimakaos”.


Kloden er i en meget værre tilstand end de fleste mennesker – heriblandt mange forskere – ved, siger de 17 eksperter bag undersøgelsen. Omfanget af truslerne mod biosfæren og alle dens livsformer – heriblandt menneskeheden – er faktisk så stor, at det er svært at fatte selv for velinformerede eksperter, siger de i rapporten.


Folk erkender simpelthen ikke, hvor stort problemet er på grund af forsinkelsen mellem ødelæggelser af naturen og de indvirkninger, som disse begivenheder har, siger forskerne. Folk i almindelighed har svært ved at fatte vigtigheden af disse tab på trods af den igangværende nedbrydning af selve den menneskelige civilisations orden.


Mere end 150 videnskabelige undersøgelser er blevet gennemgået og danner baggrund for den foreliggende rapport. Derudover har forskerne set på det globale miljøs nuværende tilstand. I en artikel på The Conversation opregner tre af forskerne bag rapporten de vigtigste forhold:


● en halvering af vegetationens biomasse siden landbrugsrevolutionen for cirka 11.000 år siden. Samlet set har mennesket forandret næsten to tredjedele af Jordens landoverflade


● cirka 1300 dokumenterede artsudryddelser har fundet sted i de sidste 500 år, og mange flere er ikke engang blevet registreret. Mere generelt er dyrearters populationsstørrelser faldet med mere end to tredjedele i løbet af de sidste 50 år, hvilket indikerer, at flere udryddelser er nært forestående


● globalt set er omkring en million plante- og dyrearter truet af udryddelse. Den samlede masse af vilde dyr udgør i dag mindre end en fjerdedel af den masse, der fandtes før mennesker begyndte at kolonisere kloden. Insekter forsvinder også hurtigt i mange regioner


● 85 procent af de globale vådområder er forsvundet på 300 år, og mere end 65 procent af havene er i en vis udstrækning kompromitteret af mennesker


● en halvering af levende koraller på revene er sket på mindre end 200 år, og en nedgang i udstrækningen af søgræs med 10 procent pr. årti har fundet sted over det sidste århundred. Omkring 40 procent af kelp-skovene har oplevet en nedgang i rigelighed, og antallet af store rovfisk er mindre end 30 procent i forhold til for et århundred siden.


Forskerne påpeger også, som det fremgik af forrige blog-indlæg, at større befolkningstæthed – for eksempel i de voksende byer – fremmer overbefolkning, ledighed, mangel på boliger og nedbrydning af infrastrukturer. Det giver anledning til konflikter, som kan føre til oprør, terrorisme og krig.


Undersøgelsen når også frem til, at politiske strategier globalt set slet ikke adresserer disse eksistentielle trusler. De nødvendige tiltag vanskeliggøres af kortsigtede interesser og et økonomisk system, der koncentrerer rigdomme hos få individer.


Det er således slet ikke overraskende for mig, at forskerne når frem til de samme konklusioner, som flere og flere af os anser for den eneste farbare vej, hvis vi skal gøre et forsøg på at undgå den frygtelige fremtid, der venter:


● opgivelse af målet om endeløs økonomisk vækst


● afdække produkters sande omkostninger og aktiviteter ved at tvinge de, der ødelægger miljøet til at betale for dets genoprettelse for eksempel gennem en kulstofskat


● hurtig afskaffelse af fossile brændstoffer


● regulering af markeder ved at indskrænke monopolisering og begrænsning af virksomheders upassende indflydelse på politik


● dæmme op for selskabers lobbyvirksomhed over for politikere


● uddanne og styrke kvinders indflydelse over hele kloden – heriblandt give dem kontrol med familieplanlægning.


De 17 eksperter har også en opsang til deres kolleger. Forskere må ikke skjule de overvældende udfordringer, som venter forude. I stedet skal de sige tingene, som de er. Alt andet er i bedste fald vildledende og i værste fald potentielt dødbringende for menneskelig virkelyst.


Og jeg siger gerne tingene, som de er – for 30 år siden kunne ’den eneste farbare vej’ måske have gjort en forskel. I dag er det uigenkaldeligt for sent – dog er jeg ikke ekspert.

Svindel med kulstofkreditter

16/01-2021

Store virksomheder over hele kloden har set skriften på væggen – de fortsatte udledninger af kulstof truer den verden, som disse firmaer opererer i.


Mere end 1000 virksomheder over hele Jorden har indtil videre fremsat løfter om at reducere deres udledninger af drivhusgasser til nul senest i 2050, og mange har endda lovet at gå endnu længere.


Microsoft, Amazon, L’Oreal og andre forpligter sig i øjeblikket til at omstille deres aktiviteter til en eller anden form for kulstof-neutralitet. Man lover, at man samlet set vil udlede nul drivhusgasser eller ligefrem vil opnå negativ kulstofudledning – det vil sige samlet set fjerne mere kulstof fra atmosfæren, end de producerer.


De fleste virksomheder er i større eller mindre grad afhængige af fossile brændstoffer i deres virke – for eksempel flyselskaber. Det gør det vanskeligt at nå deres reduktionsmål alene ved reduktion af kulstofudledninger i produktionen, derfor vælger mange at gøre brug af kulstofkreditter.


Kulstofkreditter blev indført med vedtagelsen af Kyotoprotokollen i 1997. De bruges til at give virksomheder og lande mulighed for at kompensere for en overskridelse af deres kvote for udledninger og at belønne dem, der har udledt mindre, end deres kvote tillader, ved at give dem mulighed for at sælge den resterende kvote videre.


Kvoter tildeles normalt landene gennem internationale aftaler. De enkelte regeringer kan også tildele kvoter til virksomheder eller individer. Det mest omfattende kvotesystem er det, som er defineret i Kyoto-aftalen, hvor man binder næsten alle de industrialiserede lande til et kvotesystem for de vigtigste drivhusgasser.


De kulstofkreditter, som virksomhederne køber for at modregne deres egne kulstofudledninger, kan være projekter over hele verden, der reducerer udledninger eller fjerne CO2 fra atmosfæren andre steder. Disse projekter omfatter vindmølleparker eller solcelleanlæg, men det kan også være plantning og dyrkning af nye skove eller beskyttelse af allerede eksisterende skove.


Markedet for kulstofkreditter er ikke overraskende i stor vækst og vil ifølge en netop opdateret rapport om det globale frivillige kulstofmarked have en værdi på mindst 550 milliarder kroner i 2050 og måske endda op til 3 billioner kroner. Det er en stigning på mindst 200 gange i forhold til det beløb, som blev brugt i 2020, nemlig 2,5 milliarder kroner.


Mange forskere og miljøfolk har længe været skeptiske over for det forhold, at virksomheder køber kreditter for at reducere udledninger andre steder i verden i stedet for selv at reducere udledningerne.


I en artikel på The Conversation giver to af forfatterne bag den nye opdaterede rapport, Mark Maslin og Simon Lewis, da også et eksempel på, hvor galt det kan gå.


Den franske energigigant Total bekendtgjorde for nylig, at man med skib havde afsendt sin første ladning af ”kulstofneutral flydende naturgas”. Naturgas er som bekendt et fossilt brændstof, og fossile brændstoffer er hovedårsagen til de voksende udledninger af CO2. Derfor var det selve transporten af lasten, som firmaet delvist modregnede med investeringer i en vindmøllepark i Kina.


Problemet er, at vindmølleparken har været i drift siden 2011 og allerede havde udstedt kulstofkreditter for mere end 2 millioner tons CO2. Med andre ord har dette projekt kørt i de sidste ni år uden den yderligere finansiering fra salg af kreditter til Total. Dermed er det yderst usandsynligt, at det seneste salg har resulteret i fjernelse af mere kulstof fra atmosfæren.


Ifølge forskerne viser deres rapport, at markedet for kulstofkreditter allerede indeholder mange hundred millioner kreditter, som heller ikke har nogen som helst indflydelse på de globale CO2-udledninger – én kulstofkredit giver tilladelse til at udlede 1 ton CO2.


Sådanne eksempler har fået den tidligere direktør for Bank of England Mark Carney til at oprette en ekspertgruppe for den private sektor, der skal sikre, at købere på kulstofkreditmarkedet i 2021 kan have større tillid til, at deres investeringer faktisk fjerner drivhusgasser fra atmosfæren.


Dette tiltag er yderst nødvendigt, hvis det hele ikke skal ende i varm luft og ”greenwashing”, især når BP og mindst 15 luftfartsselskaber, heriblandt Easyjet, British Airways og Emirates står og tripper for at købe aflad – nåh nej, kulstofkreditter.


I forvejen har jeg ingen tillid til, at de i dette blog-indlæg nævnte multinationale selskaber har reelle hensigter om at nedbringe deres CO2-udledninger, hvis det koster så meget som en krone på bundlinjen. 30 år til med udledninger af drivhusgasser er under alle omstændigheder den sikre død for menneskeheden.


Om Total på forhånd har vidst, at deres kulstofkreditter fra Kina var værdiløse, må stå hen i det uvisse. De har ikke ønsket at kommentere artiklen på The Conversation.

Alvorlig global vandmangel truer

Billede af roegger fra Pixabay

20/01-2021

El Niño er en naturlig tilbagevendende klimahændelse, som globalt sender temperaturerne i vejret. Denne hændelse medvirkede til at gøre 2016 til året med den højeste gennemsnitlige globale overfladetemperatur, der nogensinde er målt. Det er nu fastslået, at 2020 tangerede rekorden fra 2016, og det skete trods af fraværet af en El Niño. Havde dette klimafænomen været til stede, var 2020 klart blevet det varmeste år.


Den gennemsnitlige globale overfladetemperatur var i 2020 1,25 ºC varmere end i den før-industrielle periode fra 1850 til 1900 og dermed meget tæt på de 1,5 ºC, som vi ifølge klimaaftalen fra Paris helst ikke skal overstige. Og de seks varmeste år har været alle årene siden 2015.


Flere videnskabelige undersøgelser – blandt andet én, som blev offentliggjort i Nature Climate Change i begyndelsen af i år – slår nu fast, at de gennemsnitlige globale temperaturer snart vil overskride 2 ºC alene som følge af de udledninger af menneskeskabte drivhusgasser, vi allerede har sendt op i atmosfæren.


Alvoren af det budskab understreges af endnu en videnskabelig undersøgelse, som blev offentliggjort den 11. januar i år i Nature Climate Change. To tredjedele af Jordens landoverflade er på vej til at miste vand i takt med den globale opvarmning, siger forskerne bag undersøgelsen.


Forskerne har studeret, hvordan Jordens lagring af vand modulerer det hydrologiske kredsløb og dermed bliver en afgørende faktor for tilgængeligheden af vand og en indikator på tørke. Resultaterne har for første gang gjort det muligt at påvise, hvordan klimaændringer i løbet af dette århundrede vil kunne påvirke tilgængeligheden af ferskvand på landjorden fra alle tilgængelige kilder.


De to tredjedele af landjorden, hvor tilgængeligheden af vand vil falde, vil især ramme de områder på den sydlige halvkugle, som i forvejen er ramt af en knaphed på vand, der truer fødevaresikkerhed og fører til migration og konflikter.


For eksempel oplevede indbyggerne i Capetown i Sydafrika og landmændene omkring byen for tre år siden en så kritisk vandmangel, at man begyndte at tælle dagene til vandressourcerne var udtømt – Day Zero. Med skrappe restriktioner på brugen af vand lykkedes det lige akkurat at holde skindet på næsen til regnen kom.

På den nordlige halvkugle står især Californien og Mexico i øjeblikket over for alvorlige restriktioner i vandforbruget. I Californien har en række år med tørke forværret situationen, og efter et år med meget lidt nedbør står Mexico City nu også over for restriktioner i lighed med de, som Capetown oplevede.


Men det er kun begyndelsen, siger forskerne. Der er voksende bekymring for, at mange regioner på kloden vil opleve lignende vandkriser i de kommende årtier i takt med, at stigende temperaturer forværrer tørkeforholdene.


Globalt set kan hver 12. menneske på Jorden opleve ekstrem tørke hvert eneste år mod slutningen af dette århundrede som følge af faldende ferskvandsforsyninger. I slutningen af det 20. århundrede var det tal cirka et menneske ud af 33. Og naturligvis rammer knapheden på vand ikke kun mennesker, men alle dele af biosfæren.


I modsætning til andre undersøgelser har forskerne bag den nye undersøgelse fokuseret på et mere holistisk billede af ændringerne i den samlede adgang til vand på landjorden. For eksempel har man været i stand til at fange nuancerne i skovenes evne til at trække vand op fra dybe grundvandsressourcer i de år, hvor det øverste jordlag er blevet mere tørt.


Med den faldende adgang til vand har især disse resultater vakt alvorlig bekymring hos forskerne for situationen langs Amazonfloden og for situationen i Australien, i det sydlige Afrika, i Middelhavsregionen og i dele af USA. I de regioner forventes nedbøren at falde betydeligt i takt med klimaændringerne, hvor stigende temperaturer vil øge fordampningen.


Man har tidligere antaget, at regnskove, hvor træerne har dybe rødder, måske bedre kunne modstå kortvarige tørker, fordi rødderne kunne nå ned til dybtliggende vandførende lag. Men de nye resultater indikerer, at nedgangen i den samlede vandmængde – også de dybtliggende vandførende lag – kan føre til større vandmangel i tørkeperioder, hvor træerne ellers har mest brug for de vandførende lag, hvilket så kan forværre fremtidige tørker.


Forskerne fandt, at antallet af moderate til alvorlige tørker, som går ud over forsyningerne af ferskvand, vil vokse frem til midten af det 21. århundrede og derefter være stabile, hvis det altså lykkes verdens lande at nedbringe deres udledninger af drivhusgasser.


Men ekstrem til exceptionel udtørring af ferskvandsforsyningerne kan fortsat stige frem mod slutningen af dette århundrede. Det vil yderligere true adgangen til vand i de regioner, hvor forsyningerne forudsiges at falde.


Stiger udnyttelsen af grundvand til kunstvanding og andre behov, kan den beregnede reduktion af vandforsyningerne og stigninger i antallet af tørke blive endnu værre.

Opvarmning af havet

25/01-2021

Mere end 90 procent af den ekstra varme, som de menneskeskabte udledninger af drivhusgasser er skyld i, optages af havene. Derfor er det ikke spor overraskende, at 2020 som det varmeste år, man har målt på linje med 2016, også har været med til at sikre, at verdenshavene nu har nået den højeste temperatur, man nogensinde har registreret.


Det er ikke temperaturrekorden i sig selv, der er vigtig, skriver John Abraham i The Guardian – han er en af de tyve forskere bag en ny videnskabelig undersøgelse om opvarmning af havene offentliggjort i Advances in Atmospheric Sciences. Det er udviklingen siden de første målinger i 1950’erne til i dag, som kun er gået én vej (se billedet), siger Abraham.


Som der står i indledningen til den videnskabelige artikel, er den langvarige opvarmning af havet en afgørende indikator på den tilstand, som klimasystemet befinder sig i, både før og nu. Opvarmningen giver nemlig indsigt i de forandringer, der venter, takket være havenes gode evne til at registrere både årtier lange variationer og udviklingen over århundreder.


Verdenshavene dækker mere end 70 procent af Jordens overflade. Det betyder, at havene styrer klodens klima gennem påvirkning af temperaturen og fugtigheden i atmosfæren. Når vandet opvarmes, opvarmes luften over havet også, og jo varmere vandet bliver, jo kraftigere bliver fordampningen fra havene. Ved hjælp af disse to mekanismer – opvarmning og fordampning – bestemmer havene Jordens klima.


Opvarmning er tilførelse af energi, og energi måles i joule. Verdenshavene er enorme, og det samme er den tilførte energimængde, og derfor bruger man enheden zetajoule, når man skal beskrive opvarmningens størrelse. En zetajoule er lig med 1.000.000.000.000.000.000.000 joules. Ifølge undersøgelsen absorberede Jorden alene sidste år varme svarende til 20 zetajoules, hvilket igen svarer til den varme, som 630 milliarder almindelige hårtørrer, der blæser dag og nat, leverer på ét år.


For at understrege alvoren af den opvarmning, gentager jeg lige indledningen: Mere end 90 procent af den ekstra varme, som de menneskeskabte udledninger af drivhusgasser er skyld i, optages af havene. Og konsekvenserne er mange og omfattende ikke blot for menneskeheden, men for hele biosfæren.


For mennesker betyder opvarmningen af havene først og fremmest, at orkaner vokser i styrke med alt, hvad det medfører af ødelæggelser og oversvømmelser. Nogle områder vil opleve kraftigere regn, mens andre områder vil se flere og længerevarende tørker som følge af mere intense hedebølger, og dermed også flere naturbrande.


For livet i havet er konsekvenserne endnu mere alvorlige, for ikke alene bliver havvandet varmere, det bliver også mere syreholdigt og mere iltfattigt. Ekstreme klimafænomener som hedebølger i havene bliver hyppigere og kraftigere og varer længere – især i troperne.


Siden 1950’erne er de dyrearter, der lever i de øverste 200 meter af havet omkring Indonesien, som har en høj biodiversitet af havlevende dyr, rykket mod polerne med en hastighed af 52 kilometer pr. årti, og en lignende udvikling finder sted i havbundens økosystemer, viser nye undersøgelser.


Havenes voksende syreholdighed skyldes, at verdenshavene optager cirka en tredjedel af den CO2, som som findes i atmosfæren, hvilket sænker pH-værdien. For fiskene betyder det en forringelse af deres syns- og lugtesans, og for de organismer, der bygger skaller og ydre skeletter af kalk, betyder den voksende syreholdighed, at kalken svækkes og i sidste ende kan gå i opløsning.


Det er fytoplankton i havene, som optager den største andel af CO2 fra atmosfæren, idet de ligesom Jordens planter og træer bruger fotosyntese til at omsætte CO2 til føde. Dermed udskiller de også ilt, og det er faktisk den ilt, der sammen med geologiske processer er med til at fastholde iltniveauet i atmosfæren og altså ikke Jordens regnskove.


Da fytoplankton også danner grundlaget for havenes fødekæder, har de afgørende indflydelse på mængden af fisk og dermed verdensøkonomien. Men de gør det ikke alene. De skal bruge kvælstof for at vokse og fungere, og her kommer bakterier i vandet kaldet diazotroper, som binder kvælstof, ind i billedet. Tilsammen udgør de havenes vigtigste funktion, når det gælder udtrækning af CO2 fra atmosfæren, nemlig den biologiske pumpe.


Dermed er det afgørende vigtigt for mængden af CO2 i atmosfæren og dermed klodens fremtid, at to af de mindste væsener i havet – fytoplankton og diazotroper – er i stand til at overleve den igangværende klimakrise.


Forskere fra hele verden er derfor i gang med en række videnskabelige undersøgelser i et projekt, som kaldes NOTION (se videoen herunder), hvor man vil forbedre allerede eksisterende modeller af havcirkulation og fordelingen af fytoplankton med eksperimentelle data for at få en bedre forståelse af, hvordan verdenshavene vil reagere på klimakrisen.

Isen smelter over hele Jorden

28/01-2021

Over hele Jorden smelter isen i rekordfart, konstaterer forskere i en netop offentliggjort videnskabelig artikel i The Cryosphere.


Iskapperne ved polerne indeholder mere end 99 procent af klodens ferskvand i form af is på landjorden, og selv et beskedent tab vil få havniveauet til at stige, siger forskerne i artiklens indledning.


Afsmeltning af isen foregår nu så hurtigt, at den er på højde med det værst tænkelige scenarie ifølge IPCC (Intergovernmental Panel on Climate Change), der er den førende autoritet på området.


Med en kombination af satellitobservationer og computermodeller påviser forskerne, at Jorden alene mellem 1994 og 2017 har mistet 28 billioner tons is. Lidt over halvdelen af istabet (58 procent) er sket på den nordlige halvkugle og resten fra den sydlige halvkugle.


Det, der især bekymrer forskerne, er, at afsmeltningen accelererer med rekordfart, og at det er iskapperne i Grønland og Antarktis, der udviser den hurtigste afsmeltning.


Cirka halvdelen af det samlede istab stammer fra landjorden, og det bidrager direkte til det stigende globale havniveau. Alene i den undersøgte periode er havniveauet steget med 35 millimeter. Hovedforfatter på undersøgelsen, Thomas Slater fra University of Leeds, advarer om, at konsekvenserne vil kunne mærkes over hele Jorden, og siger ifølge The Guardian:


”Havstigninger i den størrelsesorden vil få meget alvorlige indvirkninger på kystnære samfund i løbet af dette århundrede.”


Det største tab af is stammer fra smeltende havis i de polare områder. Det forhold øger risikoen for en såkaldt feedback-mekanisme, da den reducerede albedo-effekt giver anledning til, at mængden af solstråling, der reflekteres tilbage til rummet fra havisen, falder, fordi den i stedet optages af det mørke hav. Et varmere hav øger den globale opvarmning yderligere.


Verdens gletsjere udviser det næststørste tab af is i perioden 1994 til 2017. Om det forhold siger medforfatter på undersøgelse Inès Otosaka fra University of Leeds til The Guardian:


”Ud over at bidrage til det gennemsnitlige globale havniveau er bjerggletsjere også kritiske for ferskvandsforsyningen til lokale samfund. Gletsjernes tilbagetrækning over hele verden er således af afgørende vigtighed både lokalt og på globalt plan.”


Selv om en lille del af istabet fra bjerggletsjere skyldes et igangværende istab siden ’den lille istid’, er der ingen tvivl om, at langt hovedparten af Jordens istab er en direkte konsekvens af klimaopvarmningen, slutter forskerne deres videnskabelige artikel og kalder i øvrigt deres resultater ”chokerende”.

”10 New Insights in Climate Science 2020”

Greta Thunberg has warned the world is failing to tackle the climate emergency and is in a 'state of complete denial' nearly five years after the Paris agreement. Subscribe to Guardian News on YouTube ► http://bit.ly/guardianwiressub

31/01-2021

Future Earth, the Earth League og WCRP (World Climate Research Programme 2021)har netop udgivet en sammenfatning af de vigtigste klimarelaterede forskningsresultater i 2020 under titlen ”10 New Insights in Climate Science 2020”.


De omfatter

● forbedret modelbaseret underbygning af ambitiøse nedbringelser af udledninger for at kunne overholde målene ifølge klimaaftalen fra Paris,

● udledninger fra den tøende permafrost vil sandsynligvis blive værre end forventet,

● fældning af skov nedbryder optaget af kulstof i troperne,

● klimaændringer vil alvorligt forværre ferskvandskrisen,

● klimaændringer kan alvorligt påvirke vores mentale sundhed, og

● verdens regeringer har endnu ikke grebet muligheden for et grønt opsving efter COVID-19.


I rapporten skriver forskerne også:


”Indvirkningerne af klimaændringerne har potentialet til at blive lige så bratte og langtrækkende som den igangværende pandemi. Ny forskning præsenteret i denne rapport påviser, at negative påvirkninger kan forventes på helt grundlæggende behov for menneskers velfærd som for eksempel adgangen til rent vand og forhold for mental sundhed.”


I forbindelse med omtale af denne rapport refererer WMO (World Meteorological Organization) til de nyeste forskningsresultater om afsmeltningen af isen fra Jordens kryosfære (Kryosfærens elementer er sne og is i alle former: Indlandsis, iskapper, gletsjere, permafrost, saltvandsis og ferskvandsis).


Et af disse forskningsresultaterne blev omtalt i forrige blog-indlæg.