01-09 Afrika og klimakrisen

Afrika og klimakrisen

01/09-2021

Den 13. august fastslog NOAA, at juli 2021 blev den varmeste måned, man nogensinde har målt på kloden. Over den nordlige halvkugles landoverflade målte man en gennemsnitlig temperatur i juli på 1,54 ºC over normalen, hvorved den tidligere rekord fra 2012 blev slået.


Asien havde den varmeste juli nogensinde målt – den tidligere rekord var fra 2010. Europa oplevede den næst varmeste juli på højde med 2010, og kun overgået af juli 2018, mens Nordamerika, Sydamerika, Afrika og Oceanien havde en juli blandt de 10 varmeste.


”På grund af den globale opvarmning er selv La Niña-år nu varme, så juli kunne endda have været lidt varmere, hvis det ikke var for La Niña,” siger DMI’s forskningschef Kristine Skovgaard Madsen og fortsætter:


Som klimaforsker er jeg ikke overrasket over, at vi gang på gang ser nye varmerekorder, for det har klimaforskningen forudsagt ville ske de sidste årtier – personligt er jeg dog bekymret over, at det går så stærkt.”


Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC) har i sin seneste rapport fremlagt beregninger over, hvad den fortsatte menneskeskabte globale opvarmning vil betyde for et kontinent som Afrika, som har et samlet befolkningstal på mere end 1,2 milliarder mennesker.


Heraf fremgår det, at afrikanske lande vil opleve en stigning i de gennemsnitlige temperaturer og ekstreme hedebølger hen over kontinentet. Ikke alene vil temperaturstigningen hen over kontinentet stige mere end det globale gennemsnit, hyppigheden og intensiteten af ekstrem nedbør vil også vokse over hele Afrika i takt med opvarmningen. Langs kontinentets kyster vil maritime hedebølger og havstigninger også vokse.


Klimarapporten fra IPCC forudsiger, at heden og den stigende tørke vil have ødelæggende indvirkninger på kontinentet. Den voksende hyppighed og intensitet af ekstrem nedbør er nemlig ikke ensbetydende med gunstige vilkår for landbruget - tværtimod. Mere ekstrem nedbør vil betyde, at vandmasserne vil løbe af den tørre jord og skabe endnu voldsommere oversvømmelser.


I en artikel på The Conversation med titlen ”Insights for African countries from the latest climate change projections” skriver adjunkt Victor Ongoma:


”De forventede tørre og varme forhold vil have ødelæggende indvirkninger på et kontinent, hvor de fleste landes økonomier og de fleste menneskers levebrød er afhængig af et landbrug, hvor regnen leverer vandet. Faktisk vil klimaændringerne påvirke stort set alle aspekter af vores tilværelse.”

Og om ekstrem nedbør skriver han:


Stigningen i nedbørsekstremer har langtrækkende konsekvenser for næsten alle socioøkonomiske sektorer fra landbrug, vand og miljø til infrastruktur. Disse er nogle af nøglesektorerne i en socioøkonomisk udvikling.”


I artiklen beskriver han, hvad de forventede klimaændringer vil betyde for befolkningerne region for region. Ud over de umiddelbart indlysende konsekvenser af den globale opvarmning kan nævnes en stigning i malaria, en stigning i antallet af naturbrande, ødelæggelse af følsomme kystnære økosystemer og fordrivelse af samfund i kystnære områder.


Ikke underligt er Victor Ongoma bekymret for Afrikas fremtid i lyset af klimakrisen. For selv om klimakrisen kaldes menneskeskabt, har befolkningerne på det afrikanske kontinent minimal indflydelse på krisen og dens konsekvenser.


Ifølge Oxfam IBIS ved vi, at verdens rigeste 10 procent i dag er ansvarlige for 52 procent af den akkumulerede udledning af CO2, og at for eksempel hovedparten af den danske befolkning tilhører den gruppe. Kort sagt er det globale CO2-budget blevet anvendt på stigende forbrug blandt de allerede privilegerede og velstillede, fremfor på at løfte mennesker ud af fattigdom.


Ifølge OECD har de rige lande samlet brugt 161 mia. dollars i 2020 i bistand til verdens fattigste lande, hvilket er en stigning på 3,5 pct. Det svarer dog kun til 0,32 pct. af landenes bruttoindtægter og er langt fra de 0,7 pct., som landene har lovet.


Intet ser ud til at ændre sig i den forbindelse. Kontinentet Afrika er i virkeligheden afskrevet. Verdens rigeste mænd er gået i redningsraketterne, mens verdens fattige – for eksempel de afrikanere, der blot ønsker at overleve – ikke engang kan regne med at blive samlet op i det rige Vesten, hvis de er så heldige at kunne slippe væk fra klimakrise, sult og krig i deres synkefærdige redningsbåde.