FEBRUAR

Økonomisk vækst, elbiler og manglende klimatiltag

California Governor Gavin Newsom has announced plans to ban the sale of new gas-powered cars in the state starting in 2035 to help reduce greenhouse gas emissions and climate change. CBS News' Danya Bacchus has details.

03/02-2021

Ingen tvivl om at den socialdemokratiske regering klarer den igangværende corana-pandemi forbilledligt, men når vi taler om klimakrisen, som på verdensplan kommer til at kræve mange flere dødsfald end COVID-19, er regeringens tiltag i den grad tilbageskridt.


Det seneste eksempel er regeringens beslutning om at sige ja til en gasledning til Lolland og Falster på trods af, at eksperter som for eksempel Brian Vad Mathiesen, der er professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet, fraråder det.


Til dr.dk siger han, at naturgasledningen er en glidebane, hvor vi ender med at blive mere afhængige af naturgas end at få en grøn omstilling. Og klimaminister Dan Jørgensen lægger da heller ikke skjul på, at det først og fremmest er en beslutning, der skal ”holde hånden under rigtig, rigtig mange arbejdspladser i den her del af landet”.


Således kommer klimakrisen hele tiden i anden række til fordel for økonomisk vækst og forbrug – både herhjemme og i resten af verden.


Et andet håbløst projekt, som regeringen ikke er alene om at promovere, men som har bred støtte fra SF til samtlige partier på højrefløjen, er målet om op til en million elbiler på de danske veje senest i 2030 for at reducere udledningerne af CO2.


Heller ikke her har det nogen som helst bund i fakta og forskning.


Ifølge dr.dk er det lykkedes nordmændene at få en kvart million elbiler på vejene, mens vi i Danmark er oppe på 20.000. Til gengæld hører man stort set aldrig den anden del af historien, der handler om, at det store antal elbiler faktisk ikke har fået antallet af fossile biler til at falde. I stedet er den norske bilpark samlet set blevet væsentlig større.


Og udviklingen er den samme i USA. Selvom salget af elbiler er vokset, er salget af store benzinslugende biler som SUV’er og pickups vokset endnu mere, så den potentielle reduktion af CO2 fra elbilerne i stedet er vokset med en faktor på fem.


Flere biler på vejene – uanset om det er i Norge, USA eller Danmark – betyder også større partikelforurening, idet to tredjedele af denne meget skadelige indvirkning på folks helbred kommer fra dæk, bremser og vejstøv. Problemer, der ikke løses med elbiler.


Naturligvis er privatbilisme ikke fremtiden. Blot ressourceforbruget ved at udskifte en stor del af verdens køretøjer med eldrevne af slagsen er kolossal. Og når en rapport fra FN forudsiger, at omkring 66 procent af verdens befolkning frem mod 2050 vil bo i byer, så er fremtiden kollektiv trafik. Allerede i dag bor halvdelen af verdens befolkning i byer.


I stedet for at satse på elbiler i løbet af de kommende årtier, bør fokus derfor være på en kraftig forbedring af den kollektive trafik, som i mange årtier er blevet forsømt af skiftende regeringer i Danmark – måske suppleret med selvkørende offentligt ejet små el-biler, som kan bestilles til nødvendig kørsel på tværs af den offentlige trafik.


Allerede nu viser tal, at privatbilisme er faldende i mange byer i Europa, USA og Australien, og at lysten til at lære at køre og at eje en bil også er faldende, især blandt unge mænd, i forhold til generationen før. I forvejen ønsker mange storbyer at begrænse biltrafik ikke mindst af hensyn til befolkningernes sundhed.


Og så lige en vigtig detalje – den gennemsnitlige personbil står parkeret 90 procent af sin levetid!


Men økonomisk vækst er altså stadig mantraet, uanset hvor vi kigger hen i verden.

Godt nok er det globale energiforbrug faldet betydeligt under COVID-19 pandemien, men forbruget forventes at stige igen, når pandemien er overstået, ifølge en ny rapport udarbejdet af blandt andre FN.


Verdens lande planlægger i øjeblikket en stigning i produktionen af fossile brændstoffer på 2 procent om året, og de økonomiske genoprettelsespakker, som mange lande har vedtaget for at bringe økonomien på fode efter COVID-19, betyder for eksempel, at G20-landene i øjeblikket giver 50 procent mere i støtte til fossile brændstoffer end til grøn energi.


På EU-plan er den yderst kontroversielle handelsaftale mellem EU og Brasilien, Argentina, Uruguay og Paraguay – også kaldet EU-Mercosur-aftalen – EU-Kommissionens udspil til at få gang i øget handel, skriver miljøorganisationen NOAH på sin hjemmeside. Den blev udtænkt for 20 år siden og indeholdt ikke nogen begrænsninger af hensyn til miljø og klima.


Situationen i de nævnte sydamerikanske lande har imidlertid længe været kritisk for landenes oprindelige befolkninger, som – især i Brasilien – søges fordrevet fra både regnskov og græsstepper, så der kan opdyrkes nye enorme arealer til mere soja og mere kvæg med henblik på eksport af billige råvarer til EU. Derfor blev der i Europa-Parlamentet for mere end tre måneder siden i første omgang vedtaget et resolutionsforslag, som sagde, at denne Mercosur-aftale ikke kunne gennemføres under de nuværende omstændigheder.


For et par måneder siden fremsatte en række EU-lande så med overvejende socialdemokratiske regeringer – Sverige, Finland, Spanien, Portugal og Italien … og Danmark – pludselig i en henvendelse til Kommissionen med krav om, at Mercosur-aftalen hurtigst muligt bliver vedtaget.


Om det er arbejdsbyrden i forbindelse med corona-pandemien eller simpelthen manglende vilje til at opfylde klimaløfterne fra valget, der gang på gang forhindrer regeringen i at tage de rigtige beslutninger, når det gælder den stadig mere truende klimakrise, skal vi nok ikke forvente et ærligt svar på.


Skulle nogle af politikerne imidlertid få tid til alvorlige overvejelser om mulige løsninger på klimakrisen mellem arbejdet i Folketinget og de evindelige facebook-opdateringer, vil jeg gerne foreslå NOAH’s seneste nummer af NytFokus om modvækst som princip for omstillingen – det er et ”must” for seriøse politikere, hvis sådanne stadig findes.

IPCC's beregninger af havstigninger er for lave

07/02-2021

På trods af det meget alvorlige emne er klimaforskere ikke nødvendigvis dødbidere, som undgår enhver form for social adspredelse.


Under overskriften ”Don’t climate bet against the house” på bloggen realclimate.org fortæller klimaforsker Gavin Schmidt historien om, hvordan klimaforskere i de seneste årtier har vundet det ene væddemål efter det andet på forskellige aspekter af den globale opvarmning – naturligvis hovedsageligt over klimabenægtere med mere eller mindre kulørt baggrund.


Måske burde jeg også have indgået væddemål om havstigninger. Jeg har efterhånden skrevet adskillige blog-indlæg om, at officielle tal på kommende stigninger i havniveauet, for eksempel fra IPCC, er alt for lavt sat. Ikke fordi jeg på nogen måde har en faglig baggrund om emnet, men udelukkende fordi min omfattende læsning om klimaændringer har givet mig en vis indsigt i, hvilke forskere jeg kan læne mine holdninger op ad – for eksempel dr. James E. Hansen, blandt andet når det drejer sig om havstigninger.

Videnskabelige forudsigelser om størrelsen af de globale havstigninger vokser for tiden med stadig kortere mellemrum, og det sker næsten udelukkende som følge af forbedrede og mere nøjagtige klimamodeller.


Den seneste videnskabelige artikel om emnet er til og med skrevet af to danske forskere, Aslak Grinsted og Jens Hesselbjerg Christensen fra Niels Bohr Instituttet på Københavns Universitet, og er den 2. februar i år offentliggjort i Ocean Science under titlen ”The transient sensitivity of sea level rise”.


De seneste evalueringer fra IPCC (Intergovernmental Panel on Climate Change) siger ifølge de to forskere, at det er usandsynligt, at havniveauet vil stige mere end 1,1 meter i løbet af de næste 80 år, men at de vil stige yderligere efter år 2100. Og den forudsigelse vil ifølge IPCC holde selv under store fremtidige stigninger i de menneskeskabte udledninger af drivhusgasser.


Det er forkert, siger Grinsted og Christensen. Deres undersøgelse viser, at der er et tæt på lineært forhold mellem de gennemsnitlige temperaturændringer over de sidste et hundrede år og den gennemsnitlige hastighed, hvormed havniveauet stiger.


Med andre ord betyder den fortsatte globale opvarmning som følge af de menneskeskabte udledninger af drivhusgasser, at havniveauet vil blive ved med at stige i samme takt som opvarmningen. I øjeblikket er der en uoverensstemmelse mellem IPCC’s beregninger og de to forskeres beregninger på cirka plus 25 centimeter.


Til The Guardian siger Aslak Grinsted:


”Det er ikke den store nyhed, at vi tror, at de tidligere forudsigelser er for lavt sat. De modeller, man brugte til at bygge forudsigelser om havstigninger på, er i øjeblikket ikke følsomme nok. For at sige det ligeud, de rammer ikke målet, når vi sammenligner dem med den stigningshastighed i havniveauet, som vi ser, når vi sammenligner fremtidige scenarier med observationer tilbage i tiden.”


Mængden af historiske data var tidligere ofte begrænset, idet der for eksempel næsten ikke fandtes data om afsmeltningen fra Antarktis, før satellitobservationer blev tilgængelige i 1990’erne.


”I dag har vi bedre historiske data for den samlede stigning i havniveauet, hvilket i princippet tillader os at foretage test af det samlede puslespil af modeller,” siger Grinsted til The Guardian.


Selv i dag mangler forskerne dog viden om mange brikker i den del af puslespillet, som hedder Antarktis, og jeg vil vædde på, at vi i de kommende år vil se fremskrivninger af stigninger i det globale havniveau, der er mere på linje med de tal, som James Hansen og hans gruppe af klimaforskere er nået frem til ifølge ovenstående video.

CO2-udledninger fra permafrostlag måske større end forventet

Permafrost in Northern Canada is thawing, shifting the ground under people’s feet and altering the foundations beneath buildings. Welcome to The National, the flagship nightly newscast of CBC

News »»» Subscribe to The National to watch more videos here: https://www.youtube.com/user/CBCTheNa...

11/02-2021

Et internationalt forskerhold med lektor Carsten W. Müller fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet som deltager har undersøgt udledningen af CO2 fra den smeltende permafrost i Arktis.


Permafrost er områder, som er konstant frosset i en periode på mindst to år. Områder med permafrost er størst omkring det arktiske hav – Sibirien, Alaska og Canada – men findes også i Antarktis og i høje bjerge.


Som følge af den menneskeskabte globale opvarmning, der er dobbelt så høj i de arktiske områder, smelter permafrostlagene med stadig større fart over hele kloden. Når døde planter og andet organisk materiale i de frosne lag begynder at tø, vækkes mikroorganismer i permafrosten til live og begynder at nedbryde de organisme materialer til blandt andet metan, lattergas og kuldioxid.


At mikroorganismerne spiller en vigtig rolle i frigivelsen af CO2, har forskerne længe vidst, men hidtil har man troet, at mineralet jern, som er til stede i permafroslaget, binder en stor del af den frigivne mængde kulstof – også når permafrosten tør. Den antagelse ser med den nye undersøgelse imidlertid ikke ud til at holde stik.


Den videnskabelige undersøgelse, som er blevet offentliggjort i Nature Communications, er foregået i en mose i Stordalen i Abisko, Nordsverige, hvor der sker en hurtig udbredelse af vådområder, fordi permafrosten tør. Forskningsresultaterne herfra viser, at de aktiverede mikroorganismer ødelægger jernets evne til at holde på kulstoffet, som i stedet frigives til atmosfæren som drivhusgasser.


Til Københavns Universitets nyhedsside siger Carsten W. Müller:


"Vi kan se, at bakterier simpelthen bruger jernmineralerne som fødekilde, hvilket ødelægger de bindinger, der holder på kulstoffet, som derfor frigives til atmosfæren som drivhusgasser. Frossen jord har et højt iltindhold, hvilket holder jernmineralerne stabile og binder kulstoffet til dem. Men så snart isen smelter og bliver til vand, falder iltniveauet og jernet bliver ustabilt. Samtidig giver den smeltede is adgang for bakterier og tilsammen frigiver det den lagrede kulstof som CO2.”


Og det er ikke små mængder CO2, der er tale om. Forskerne anslår, at permafrosten globalt indeholder 1700 milliarder tons organisk materiale, hvilket kan give anledning til en udledning af CO2, som er fire gange større end den mængde, mennesket har udledt i moderne tid.


Selvom forskerne kun har undersøgt moseområdet i Abisko i det nordlige Sverige, har de sammenlignet deres resultater med tilgængelig data fra andre steder på den nordlige halvkugle, og de forventer, at de nye resultater også gør sig gældende i andre områder med permafrost verden over.


Selvom tykkelse af permafrostlag varierer meget, ved man, at laget i Sibirien kan blive op til 1500 meter tykt. Netop i Sibirien har man set de værste konsekvenser af den smeltende permafrost, idet store områder i dag er dækket af smeltevandssøer, som har gjort området endnu mere utilgængeligt – også for forskere naturligvis.


Om resultaterne af undersøgelsen siger Carsten W. Müller til Eurekalert:


”Det betyder, at vi har en ny stor kilde til CO2-udledninger, som dels skal medtages i klimamodellerne og dels undersøges mere grundigt. Hovedparten af klimaforskningen i Arktis fokuserer på mængden af oplagret kulstof, og hvor følsom den er i forhold til klimaændringerne. Der er meget mindre fokus på de dybereliggende mekanismer, som binder kulstof i jorden.”

Naturens sammenbrud

14/02-2021

Hele menneskeheden er på kollisionskurs med Jorden. Vores nuværende økonomiske system er uholdbart og truer nuværende og fremtidige generationers velfærd.


Det er ifølge Larry Elliott, The Guardians økonomiredaktør, essensen af en rapport udarbejdet af professor Sir Partha Dasgupta for den britiske regering med titlen ’The Economics of Biodiversity: The Dasgupta Review’.


Forordet er skrevet af David Attenborough og indledes med følgende ordlyd:


”Vi står overfor en global krise. Vi er totalt afhængige af naturen. Den giver os alt fra hvert eneste iltholdige vejrtrækning til hver eneste mundfuld mad, vi spiser. Men vi er i øjeblikket i gang med at ødelægge den så eftertrykkeligt, at mange af dens systemer nu er på kanten af sammenbrud.”


Så er det sagt – igen.


I løbet af de 21 kapitler, som rapporten indeholder, bliver alle sider af økonomies indvirkninger på naturen behandlet, og rapporten er fuld af foruroligende statistikker, der underbygger situationens alvor. Den mest skræmmende er ifølge Larry Elliott, at der var et fald i mængden af naturlig kapital pr. person på kloden på mere end 40 procent mellem 1992 og 2014.


Naturlig kapital er det vand, vi drikker, den luft vi indånder, den jord vi dyrker vore fødevare i, og alt det levende, som den globale befolkning er fælles om. I virkeligheden er det ’capitalism for dummies’, siger Larry Elliott. Enhver virksomhed, der var lige så skødesløs med sit varelager af alle andre former for kapital – dens maskinpark, dens bygninger og dens medarbejdere – ville hurtigt gå konkurs.


Om endnu en rapport, der prøver at råbe politikere op, så overhovedet vil have nogen som helst virkning er Larry Elliott i tvivl om. Tallene for den økonomiske vækst i 2020 i Storbritannien er netop offentliggjort, og Larry Elliott frygter, at det største fald i årlig BNP i 300 år vil løbe med hele medieinteressen.


Hidtil har det været sådan, at problemer som biodiversitet, forurening og global opvarmning har bevæget sig opad på den politiske agenda i perioder med kraftig vækst og lav arbejdsløshed. Har COVID-pandemien mon så fået folk til at tænke sig om og opgive det enorme overforbrug, som ødelægger kloden?


Ikke i Storbritannien, hvor folk allerede nu booker flyrejser til ferier i udlandet i stor stil, og heller ikke i Danmark, hvor de dummeste kendisser desværre ofte tegner billedet af, hvad mange andre mennesker i almindelighed ønsker. Heldigvis tager de masser af selfies i Dubai, så vi alle sammen kan se, hvem man ikke skal følge, hvis man har mere end to brikker at flytte rundt med.


I det sidste kapitel i rapporten skriver professor Dasgupta, at vores fælles globale fiasko til at opnå bæredygtighed i vores forhold til naturen bunder i vore institutioner, idet en stor del af de institutioner, vi har opbygget, har vist sig fuldstændig uegnet til at bremse vore udskejelser. Og det, der er endnu værre, er, at de har været med til at øge afstanden mellem det, vi er blevet lokket til at tro er muligt, og naturens begrænsede mulighed for at opfylde vore krav.

Vandmangel i Californien

17/02-2021

En ny videnskabelig undersøgelse offentliggjort i Geophysical Research Letters om Californiens hydrologi har analyseret data om de sidste seks årtiers nedbør i staten, og resultaterne viser, at nedbørsmængden om efteråret allerede aftager som følge af klimaændringer.


Californien er kendt for sine milde, våde vintre og varme, tørre somre – et klima, man i Europa kender fra Middelhavslandene og i øvrigt oplever i Sydafrika, det centrale Chile og det sydvestlige Australien. Samfundsmæssigt set har vandmangel i disse områder altid givet anledning til bekymring.


De menneskeskabte udledninger af drivhusgasser og en deraf følgende generel udtørring af subtropiske områder betyder i dag, at en mere alvorlig vandmangel i lande med Middelhavslignende klimaer nu finder sted.


I Californien, hvor nedbørssæsonen normalt starter i begyndelsen af november, er sæsonen i dag forsinket med 27 dage i forhold til i 1960’erne, og, siger forskerne, den regn, der så falder, er nu koncentreret til månederne Januar og februar. Og den udvikling vil fortsætte i takt med den globale opvarmning.


Situationen i Californien skyldes en række forhold, som kontrollerer nedbøren langs den amerikanske vestkyst. Især finder undersøgelsen beviser for en stor ændring i cirkulationsmønstret over det nordlige Stillehav i løbet af de seneste årtier. Først og fremmest ser man et vedholdende højtryk hen over det nordøstlige Stillehav, og et cirkulationsmønster om sommeren, som fortsætter ind i november, hvilket forhindrer nedbørssæsonen i at komme i gang.


Selv om disse ændringer giver mere regn til staterne Washington og Oregon, er det en ringe trøst for Californien, der med disse resultater kan se frem til, at de naturbrande, som Californien har oplevet de seneste år, vil blive endnu værre i fremtiden.


Alene sidste år satte naturbrandene i Californien adskillige foruroligende rekorder, idet fem af de seks største naturbrande, der nogensinde er registreret i staten, fandt sted i 2020. Dusinvis af mennesker mistede livet, og tusindvis af bygninger brændte ned.


I det nordlige Californien dækkede naturbrandene i løbet af august 2020 mere end 400.000 hektar, hvilket hævede klassificeringen fra ”mega-naturbrand” til ”giga-naturbrand” – en betegnelse, som ikke i nyere tid har været anvendt i staten.


Ifølge den nye undersøgelse betyder en endnu længere periode uden regn, at der vil forekomme flere sammenfald mellem sæsonen med naturbrande og tilstrømningen af Santa Ana-vinde, som om efteråret bringer varm og tør luft frem til Californien. Disse vinde kan forstærke ilden under naturbrande og øge risikoen for, at brandene kommer ud af kontrol sent på året.


En længere periode uden nedbør i Californien vil også betyde, at man får brug for bedre planer til at styre vandressourcer og energiproduktion, idet mindre nedbør betyder mere kunstvanding til afgrøder i en stat, som allerede er plaget af vandmangel.


Selvom undersøgelsen ikke direkte kan bekræfte en sammenhæng med de menneskeskabte klimaændringer, er resultaterne i overensstemmelse med de klimamodeller, der har forudsagt, at efteråret i Californien i fremtiden vil blive mere tørt under et varmere klima.

Polvending medførte dramatiske klimaændringer

20/02-2021

En netop offentliggjort videnskabelig artikel i Science fortæller om store konsekvenser af den seneste polvending for 42.000 år siden, heriblandt voldsomme klimaændringer.


Begivenheden har ikke direkte relation til den igangværende klimakrise, men den er interessant, synes jeg. Jeg vil derfor nøjes med at henvise til de relevante artikler og en udmærket video herunder:

'Slut fred med naturen'

22/02-2021

”Menneskeheden fører en meningsløs og selvdestruktiv krig mod naturen,” sagde FN’s Generalsekretær António Guterres sidste år under en tale på Columbia Univesity, og fortsatte:


”At slutte fred med naturen er den altoverskyggende opgave i det 21. århundrede. Det burde have allerhøjeste prioritet for enhver, uanset hvor man er.”


Sammen med direktøren for FN’s Miljøprogram (UNEP) Inger Andersen har Guterres forud for UNEP’s femte kongres i dag den 22. februar og i morgen udsendt den første syntese-rapport med titlen ’Making Peace With Nature: A scientific blueprint to tackle the climate, biodiversity and pollution emergencies’.


Her opfordrer man til forstærkede tiltag for at beskytte og genskabe naturen og de naturbaserede løsninger for at opnå bæredygtige udviklingsmål inden for tre komplementære dimensioner, nemlig den sociale, den økonomiske og den miljømæssige dimension.


Først og fremmest skal der ske en dybtgående samfundsmæssig og økonomisk omstilling med tiltag, der erstatter bruttonationalprodukt (BNP) som et økonomisk mål med et, der reflekterer naturens sande værdi.


Samtidig skal der lægges en kraftig skat på udledning af kulstof. CO2-afgifter er et effektivt instrument til regulering af drivhusgasser og er anvendt i mange lande, skrev den samfundsøkonomiske tænketank Kraka i en rapport sidste år. Det tiltag har også længe været anbefalet af førende klimaforskere som James Hansen.


Som jeg har omtalt i adskillige blog-indlæg (for eksempel ’Statsstøtte til fossile brændstoffer’ den 25/09-2019) fortsætter statsstøtten til olieselskaberne i de fleste af verdens lande, og vi taler om billioner af dollars hvert år. Den nye rapport kalder simpelthen det forhold ’perverst’, og det kan ikke siges bedre.


Den globale fødevareproduktion – især landbruget – står for store ødelæggelser af naturen og skal omstilles til bæredygtig drift. Her er problemet også økonomisk støtte, som mange lande i verden yder til den måde, landbrugsdriften foregår på i dag. Rapporten anslår, at der ydes støtte på 1 million dollars i minuttet, og de penge bør i stedet investeres i bæredygtig og regenerativ fødevareproduktion, både i landbruget og på havet.


Lykkes det os at afslutte krigen mod naturen, vil det ikke betyde dårligere levestandard eller opgivelse af kampen mod hungersnød. ”Tværtimod,” siger Guterres. ”At opnå fred med naturen og sikre dens velbefindende og opbygge de kritiske og undervurderede goder, som den leverer, er simpelthen nøglen til en rig og bæredygtig fremtid for alle.”


I forbindelse med rapportens offentliggørelse sagde den danske direktør for UNEP Inger Andersen ifølge The Guardian:


Vi behøver blot at se på den igangværende pandemi forårsaget af COVID-19 – en sygdom, der er overført fra dyr til mennesker – for at vide, at den naturlige verdens fint tunede system er blevet ødelagt.”


UNEP og WHO (World Health Organization) har tidligere udtalt, at den grundlæggende årsag til pandemier er ødelæggelsen af den naturlige verden, som betyder, at endnu værre pandemier venter i fremtiden, med mindre der gribes ind.


Man kunne frygte, at årsagen til, at klimakrisen stadig er i gang og forværres dag for dag, er uvidenhed om de nødvendige tiltag i den del af verden, hvor informationer er en mangelvare. Men det er jo ingenlunde tilfældet i Danmark – tværtimod.


Den socialdemokratiske regering her i landet, som først og fremmest kom til magten med løftet om en alvorlig indsats mod klimakrisen, fejler til stadighed, og det kan ikke være manglende viden om krisens alvor.


For eksempel udtalte Klimaminister Dan Jørgensen i et interview i Børsen tirsdag den 19.maj 2020, at CO2-afgifter var en ”skrivebordsøvelse”, og at Klimarådets forslag til indførsel af CO2-afgifter var en ”Georg Gearløs-agtig model”. Han påstod derudover, at ingen lande i verden har indført en sådan regulering af CO2-udledning.


Analysenotat fra Kraka beskriver imidlertid, at CO2-afgifter opfylder klimalovens mål om en omkostningseffektiv reduktion af CO2-udledningen, samt at regulering af CO2-udledning ved hjælp af afgifter er anvendt i en lang række lande.


I Danmark er afbrænding af biomasse blevet næsten tidoblet i de sidste 11 år. Knapt 75 procent af biomassen er træ, hvor cirka halvdelen er importeret fra blandt andet USA, Canada og Rusland. Men biomasse er ikke klimaneutral, viser omfattende videnskabelige undersøgelser.


Selvom der nu er aftalt nye lovkrav, der blandt andet betyder, at biomassen skal komme fra lovligt fældede træer og at fældede træer skal genplantes, og at der fremover ikke må bruges biomasse fra lande, hvis skove er i tilbagegang, medmindre det kommer fra bæredygtigt forvaltede skove, eller der er tale om restprodukter, er det altså ifølge eksperter slet ikke nok til at gøre biomasse grøn.


Hertil sagde klimaminister Dan Jørgensen blandt andet: ”… På sigt skal vi bruge langt mindre biomasse. Men i mange tilfælde er vi endnu ikke der, hvor vi har andre alternativer til kul, som jo skal udfases så hurtigt som muligt”.


Det var før den netop indgåede aftale om en reduktion af affaldsforbrænding i Danmark. Ifølge den grønne tænketank CONCITO kan den aftale nemlig betyde en øget brug af biomasse, hvorfor den politiske aftale om affald bør genovervejes.


For blot tre uger siden besluttede regeringen at sige ja til en gasledning til Lolland og Falster på trods af, at eksperter som for eksempel Brian Vad Mathiesen, der er professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet, fraråder det.


Til dr.dk sagde han, at naturgasledningen er en glidebane, hvor vi ender med at blive mere afhængige af naturgas end at få en grøn omstilling. Og klimaminister Dan Jørgensen lægger da heller ikke skjul på, at det først og fremmest er en beslutning, der skal ”holde hånden under rigtig, rigtig mange arbejdspladser i den her del af landet”.


Således kommer klimakrisen hele tiden i anden række til fordel for økonomisk vækst og forbrug – både herhjemme og i resten af verden.


Den afgående formand for OECD Ángel Gurría prøvede dog som en af sine sidste handlinger, før en ny formand træder til, at råbe de 37 medlemmer af den internationale organisation for økonomi og udvikling op, idet han ifølge The Guardian for få dag siden udtalte:


Den absolut vigtigste og umiddelbare trussel, som skal bekæmpes, er COVID-19 og dens helbredsmæssige, økonomiske og sociale konsekvenser. Men den generationsmæssigt set allervigtigste forpligtelse er at beskytte kloden … Vi er på kollisionskurs med naturen, og vi må og skal ændre retning for kommende generationers skyld.”

Omtale af Bill Gates' nye bog

25/02-2021

Er der et enkelt område, hvor nyskabelser – hvis vi får gjort det rigtigt – måske kan redde os [fra klimakrisen]? lyder spørgsmålet til Bill Gates i et interview i The Guardian i anledning af hans nye bog ’How To Avoid A Climate Disaster: The Solutions We Have And The Breakthroughs We Need’.


Det grundlæggende svar er nej. Truslens omfang er så altomfattende, så krævende, når det gælder radikale ændringer på områder som transport, bygninger, industri, anvendelsen af land og politisk vilje, at ”der ikke findes et enkelt gennembrud, som kan løse alle disse ting”.


Og Bill Gates har også fuldstændig ret, når han i samme interview siger, at det er et langt mere kompliceret landskab, vi som individer skal prøve at agere i under klimakrisen. Derfor er det vigtigste, man som enkeltperson kan gøre, mener Gates, at tilegne sig viden om emnet, så man er i stand til at vurdere indvirkningen af forskellige løsninger. Det skulle forhåbentlig gøre os bedre i stand til at vælge de rigtige politikere til at føre den nødvendige klimapolitik.


Jeg har endnu ikke læst bogen, da jeg bestilte den via guardianbookshop.com, og ting ta’r tid – i hvert fald når man ikke længere er medlem af EU.


Jeg har læst andre steder, at han i bogen fremhæver Danmark som et eksempel på, hvordan politikere kan gøre en forskel, idet man her i landet indførte en ordning, der betød, at vindmølleejere fik ekstra betaling for den strøm, de leverede, hvilket lagde grunden til det danske vindmølleeventyr. Den fremsynethed med statsstøtte til klimavenlige tiltag i større målestok er tilsyneladende nu gået tabt.


Når man diskuterer den globale opvarmning med andre mennesker, hører man tit det modargument, at Jorden altid har skiftet mellem kolde og varme perioder, så hvorfor er det pludselig et problem?


Hvad folk i almindelighed ikke forstår, men som Bill Gates opdagede ifølge interviewet, er, at selv om Jorden under istider har været op til seks grader koldere end i dag og i andre perioder fire grader varmere, er det ikke nøgleproblemet.


Man er nødt til at forstå, at det er den hastighed, hvormed opvarmningen sker i dag, der er det alvorligste problem. Og årsagen til den opvarmning er den hastighed, hvormed opbygningen af CO2 sker. Evolutionen går så langsomt i forhold til opvarmningen, at biosfæren ikke kan følge med, siger han.


”Hvis det var sket over mange millioner år i stedet for blot 100 år, så kunne Jorden nå at tilpasse sig.”. Ligeledes chokerer det ham, ”at Antarktis indeholder så meget is, at det kan hæve havniveauet med mere end 35 meter – det er altså helt vildt.”


Han ved altså, hvad han taler om, så jeg ser frem til at læse mere om hans holdning til atomkraft, som jeg selv er tilhænger af. Han har angiveligt investeret i ny teknologi på det område, hvor fortidens fejl naturligvis ikke gentages. Det kan for eksempel være SMR (små modulære reaktorer).


De såkaldte grønne energikilder som sol og vind er slet ikke tilstrækkelige, hvis vi skal nå de to vigtigste mål for menneskeheden, nemlig at klimakrisen skal mildnes, og at udledningerne af CO2 skal bringes ned på nul senest i 2050, mener Bill Gates – og jeg.

Klimakaos hvis AMOC går amok

Diagram of the Gulf Stream system with the warm surface current and the cold deep current. The actual Gulf Stream off the US coast is a part of this more comprehensive circulation system. The color shading shows the measured temperature trend since the late 19th century. This diagram is based on Caesar et al., Nature 2018 and first appeared in the Washington Post.

27/02-2021

I Nordatlanten ligger drivkraften for en af klodens vigtige cirkulationssystemer for havstrømme kaldet Atlantic Meridional Overturning Circulation (AMOC). Cirkulationen opstår ved, at den varme Golfstrøm og dens forlængelse, den nordatlantiske strøm, afgiver varme ved fordampning på deres vej nordpå. Det øger vandets saltholdighed og gør det tungere.


Ved Grønland møder det kolde, ferske smeltevand fra indlandsisen denne havstrøm, og der dannes is, som yderligere øger saltholdigheden i vandet – is består af ferskvand – hvorved der skabes en kraftig nedsynkning. Den afkølede havstrøm bliver således til en kold dybhavsstrøm, der flyder den modsatte vej.

Undervejs varmes den kolde dybhavsstrøm op igen i henholdsvis Det Indiske Ocean og i Stillehavet og fortsætter turen tilbage som varme havstrømme – det globale transportbånd af havstrømme.


Det er enorme kræfter, som er i spil i det nordlige Atlanterhav. Cirkulationen flytter for tiden cirka 20 millioner kubikmeter vand i sekundet – det er næsten et hundrede gange den mængde vand, som strømmer gennem Amazonfloden. Samtidig foregår der en enorm varmetransport på mere end en million gigawatt.


Frigivelsen af varmen i Nordatlanten har stor indflydelse på vores klima, men siden 1980’erne har klimaforskere advaret om, at denne indstrømning af varme kan blive svækket eller helt ophøre som følge af den globale opvarmning.


En langvarig svækkelse af AMOC kan med andre ord føre til afkøling af det nordlige Atlanterhav på trods af den globale opvarmning – det har klimamodeller længe forudsagt. Ser man på data over havtemperaturer ved overfladen er Nordatlanten den eneste region i verden, der har undgået global opvarmning – faktisk er der sket en afkøling siden det 19. århundrede.


Nu viser en ny videnskabelig undersøgelse offentliggjort i Nature Geoscience, at svækkelsen af AMOC ikke har været større i de sidste 1000 år. I øjeblikket er svækkelsen målt til cirka 15 procent, men fortsætter den globale opvarmning, kan svækkelsen i løbet af de næste 80 år nå op på mellem 34 og 45 procent. I sidste ende kan det medføre, at transportsystemet af havstrømme bryder uigenkaldeligt sammen.


Klimaforsker og professor Stefan Rahmstorf fra Potsdam Institute for Climate Impact Research, som er medforfatter på den nye undersøgelse, siger til The Guardian:


”Vi risikerer at udløse [et tipping point] i dette århundrede, og at cirkulationen efterhånden vil gå i stå i løbet af det næste århundred. Det er ekstremt usandsynligt, at vi allerede har udløst det, men hvis vi ikke bremser den globale opvarmning, stiger sandsynligheden for, at vi vil udløse det. Konsekvenserne vil i så fald være så voldsomme, at selv en chance på 10 procent for, at vi vil udløse et sammenbrud, vil være en uacceptabel risiko.”


De store vejrsystemer vil ikke bryde helt sammen, hvis havcirkulationen bliver ustabil. Cirkulationen er tidligere bremset op – for eksempel ved afslutningen på den sidste istid – men vindsystemer som jetstrømmen spiller også en vigtig rolle. Det var for eksempel jetstrømmen som bragte ekstremt vejr til den nordlige halvkugle i de seneste uger, hvor især Texas blev ramt af usædvanligt koldt vintervejr.


Ud over at opvarmningen af Arktis sender store mængder smeltevand ud i Nordatlanten, påvirker opvarmningen nemlig også jetstrømmen, som svækkes og sender store bugtninger ned over kontinenterne, hvilket tillod kulde at strømme ind over Texas.


Andre steder tillod bugtningerne, at varme sydfra strømmede højere op mod nord end sædvanligt på denne årstid, som Danmark og Sverige oplevede det i de seneste dage, hvor temperaturen for eksempel i Kalmar i Sverige satte rekord for februar med en temperatur på 16,8 ºC torsdag den 25.


Hvis svækkelsen af AMOC fortsætter, er det imidlertid katastrofer af en helt anden størrelsesorden, der venter landene omkring Nordatlanten og resten af verden.


En tidligere videnskabelig undersøgelse har påvist, at en opbremsning af AMOC tilsyneladende udløste en global kuldeperiode for 13.000 år siden. Det forventes også, at Storbritannien vil blive ramt af flere storme, og at ødelæggende hedebølger og tørker vil hærge hele Europa.


På den anden side af Atlanterhavet vil svækkelsen af Golfstrømmen få havniveauet til at stige langs den amerikanske østkyst med potentielt katastrofale følger. Det skyldes, at Jordens rotation afleder havstrømme (og vejrsystemer) mod højre på den nordlige halvkugle og mod venstre på den sydlige halvkugle. Når Golfstrømmen sænker farten, svækkes denne effekt, og mere vand samler sig langs den amerikanske østkyst.


Karsten Haustein fra Climate Service Center i Tyskland, som ikke var en del af den nye undersøgelse, siger til The Guardian, at USA også kan risikere kraftigere hurricanes som følge af svækkelsen af Golfstrømmen.


”Selvom AMOC ikke står lige foran et kollaps, advarer forfatterne om, at havstrømmen kan blive ustabil mod slutningen af dette århundrede, hvis opvarmningen fortsætter med uformindsket styrke. Det har allerede øget risikoen for kraftigere hurricanes ved den amerikanske østkyst som følge af varmere havvand, så vel som potentielle ændringer af cirkulationsmønstre over Vesteuropa,” slutter han af.