05-09 Hurricane Ida

Hurricane Ida

NBC News looks at Hurricanes Ida and Katrina.

05/09-2021

Da hurricane Ida ramte Louisianas kyst tæt på New Orleans søndag den 29. august, var det præcis 16 år efter, at hurricane Katrina ramte samme strækning tæt på samme by. Der var imidlertid afgørende forskelle på de to hurricanes. Katrina var en kategori 3-orkan, da den ramte kysten, mens Ida blev et kategori 4-orkan, inden den ramte, og var dermed en af de kraftigste orkaner, der har hærget det amerikanske fastland.


Et andet væsentligt punkt, som skilte de to orkaner, var den hastighed, hvormed Ida voksede fra en tropisk orkan til en kategori 4-hurricane.


Ifølge det amerikanske National Hurricane Center (NHC) er kriteriet for en såkaldt ’hurtigt intensiveret storm’ i øjeblikket, at hastigheden af de vedholdende vinde stiger med mindst 30 knob i løbet af 24 timer. Tidligere blev udtrykket ’hurtig intensivering’ anvendt på en tropisk storm, hvor trykket i centrum af stormen faldt med mindst 42 millibar på 24 timer.


Bemærkelsesværdigt nok faldt trykket i centrum af Ida med 56 millibar på 24 timer. Og trykfaldet fandt sted længere mod nord end hos nogen anden storm, man har målt i Atlanterhavet, fremgår det af en artikel i Scientific American.


I samme artikel forklarer atmosfæreforsker Jennifer Francis fra Woodwell Climate Research Center i Falmouth, Massachusetts, at to faktorer er afgørende for, at en storm kan intensiveres så hurtigt. Først og fremmest er der brug for et betydeligt energireservoir i form af et dybt lag af særlig varmt vand.

Den anden faktor er vanddamp, som bogstaveligt talt er det brændstof, som stormen bruger til selve intensiveringen. Når vanddamp fortættes til skyer, som det sker i en storm, frigives der en masse varme. Det øger de opadgående bevægelser i atmosfæren, der resulterer i dannelsen af store tordenskyer i tropiske stormvejr.

Cirka 90 procent af den menneskeskabte globale opvarmning absorberes af verdenshavene, og havstrømme sender det varme vand rundt i oceanerne. Fra det varme Caribiske Hav sender Loop-strømmen varmt vand ind i Den Mexicanske Golf og derfra videre mod det sydlige Florida og op langs den amerikanske østkyst, hvor den varme strøm kaldes Golfstrømmen.


Varmere vand afgiver mere vanddamp til i luften. Siden 1990’erne er den gennemsnitlige mængde af vanddamp i atmosfæren steget med omkring 4 procent. Begge betingelser for en intensivering af Ida var til stede i Den Mexicanske Golf den dag.


Følgevirkningerne af en hurricane som Ida forstærkes også af den globale opvarmning. De kraftigere vinde er mere ødelæggende, og de større flodbølger kommer ovenpå de igangværende havstigninger, ligesom den meget kraftigere nedbør som følge af den større mængde fugt i luften giver anledning til ødelæggende oversvømmelser.


Netop de ødelæggende vinde med vedvarende hastigheder på 200 kilometer i timen var markante under Idas hærgen, og ødelæggelserne af elnettet var derfor omfattende. Tre dage efter at stormen gik i land havde mere end en million mennesker i New Orleans stadig ikke fået strømmen tilbage.


På et punkt gik det bedre end under Katrina. De diger, som blev gennembrudt under Katrina, var blevet genopbygget og forbedret – og de holdt stand. Det store antal tab af menneskeliv dengang – 1.833 dræbte – undgik man under hurricane Ida.


Ekstrem nedbør blev til gengæld ikke undgået, men hovedparten faldt først, da stormen på sin vej hen over USA nåede den nordøstlige del af landet. Især New Jersey og Maryland og byer som Philadelphia og New York City blev hårdt ramt med oversvømmede gader og undergrundsstationer, fordi kloakkerne ikke kunne tage de rekordhøje mængder af nedbør. I løbet af den første uge er antallet af omkomne i disse områder nu mindst 50 og dermed cirka fem gange højere end i Louisiana, hvor orkanen gik i land.


Klimafremskrivninger for det nordøstlige USA har tidligere forudsagt, at netop den region vil blive ramt af betydelig større mængder ekstrem nedbør som følge af den fortsatte globale opvarmning. Derfor er det tydeligvis på høje tid at investere i en infrastruktur, der tager højde for meget mere vand i de kommende år (se kortet herunder).


Kommende hurricanes vil i takt med opvarmningen i højere grad optræde som Ida, og dermed gøre det vanskeligere at forudsige forløbet af de storme, som vil gå i land ikke blot i USA , men også i resten af verden.