11-02 CO2-udledninger fra permafrostlag måske større end forventet

CO2-udledninger fra permafrostlag måske større end forventet

Permafrost in Northern Canada is thawing, shifting the ground under people’s feet and altering the foundations beneath buildings. Welcome to The National, the flagship nightly newscast of CBC

News »»» Subscribe to The National to watch more videos here: https://www.youtube.com/user/CBCTheNa...

Et internationalt forskerhold med lektor Carsten W. Müller fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet som deltager har undersøgt udledningen af CO2 fra den smeltende permafrost i Arktis.


Permafrost er områder, som er konstant frosset i en periode på mindst to år. Områder med permafrost er størst omkring det arktiske hav – Sibirien, Alaska og Canada – men findes også i Antarktis og i høje bjerge.


Som følge af den menneskeskabte globale opvarmning, der er dobbelt så høj i de arktiske områder, smelter permafrostlagene med stadig større fart over hele kloden. Når døde planter og andet organisk materiale i de frosne lag begynder at tø, vækkes mikroorganismer i permafrosten til live og begynder at nedbryde de organisme materialer til blandt andet metan, lattergas og kuldioxid.


At mikroorganismerne spiller en vigtig rolle i frigivelsen af CO2, har forskerne længe vidst, men hidtil har man troet, at mineralet jern, som er til stede i permafroslaget, binder en stor del af den frigivne mængde kulstof – også når permafrosten tør. Den antagelse ser med den nye undersøgelse imidlertid ikke ud til at holde stik.


Den videnskabelige undersøgelse, som er blevet offentliggjort i Nature Communications, er foregået i en mose i Stordalen i Abisko, Nordsverige, hvor der sker en hurtig udbredelse af vådområder, fordi permafrosten tør. Forskningsresultaterne herfra viser, at de aktiverede mikroorganismer ødelægger jernets evne til at holde på kulstoffet, som i stedet frigives til atmosfæren som drivhusgasser.


Til Københavns Universitets nyhedsside siger Carsten W. Müller:


"Vi kan se, at bakterier simpelthen bruger jernmineralerne som fødekilde, hvilket ødelægger de bindinger, der holder på kulstoffet, som derfor frigives til atmosfæren som drivhusgasser. Frossen jord har et højt iltindhold, hvilket holder jernmineralerne stabile og binder kulstoffet til dem. Men så snart isen smelter og bliver til vand, falder iltniveauet og jernet bliver ustabilt. Samtidig giver den smeltede is adgang for bakterier og tilsammen frigiver det den lagrede kulstof som CO2.”


Og det er ikke små mængder CO2, der er tale om. Forskerne anslår, at permafrosten globalt indeholder 1700 milliarder tons organisk materiale, hvilket kan give anledning til en udledning af CO2, som er fire gange større end den mængde, mennesket har udledt i moderne tid.


Selvom forskerne kun har undersøgt moseområdet i Abisko i det nordlige Sverige, har de sammenlignet deres resultater med tilgængelig data fra andre steder på den nordlige halvkugle, og de forventer, at de nye resultater også gør sig gældende i andre områder med permafrost verden over.


Selvom tykkelse af permafrostlag varierer meget, ved man, at laget i Sibirien kan blive op til 1500 meter tykt. Netop i Sibirien har man set de værste konsekvenser af den smeltende permafrost, idet store områder i dag er dækket af smeltevandssøer, som har gjort området endnu mere utilgængeligt – også for forskere naturligvis.


Om resultaterne af undersøgelsen siger Carsten W. Müller til Eurekalert:


”Det betyder, at vi har en ny stor kilde til CO2-udledninger, som dels skal medtages i klimamodellerne og dels undersøges mere grundigt. Hovedparten af klimaforskningen i Arktis fokuserer på mængden af oplagret kulstof, og hvor følsom den er i forhold til klimaændringerne. Der er meget mindre fokus på de dybereliggende mekanismer, som binder kulstof i jorden.”