14-02 Naturens sammenbrud

Naturens sammenbrud

14/02-2021: Hele menneskeheden er på kollisionskurs med Jorden. Vores nuværende økonomiske system er uholdbart og truer nuværende og fremtidige generationers velfærd.


Det er ifølge Larry Elliott, The Guardians økonomiredaktør, essensen af en rapport udarbejdet af professor Sir Partha Dasgupta for den britiske regering med titlen ’The Economics of Biodiversity: The Dasgupta Review’.


Forordet er skrevet af David Attenborough og indledes med følgende ordlyd:


”Vi står overfor en global krise. Vi er totalt afhængige af naturen. Den giver os alt fra hvert eneste iltholdige vejrtrækning til hver eneste mundfuld mad, vi spiser. Men vi er i øjeblikket i gang med at ødelægge den så eftertrykkeligt, at mange af dens systemer nu er på kanten af sammenbrud.”


Så er det sagt – igen.


I løbet af de 21 kapitler, som rapporten indeholder, bliver alle sider af økonomies indvirkninger på naturen behandlet, og rapporten er fuld af foruroligende statistikker, der underbygger situationens alvor. Den mest skræmmende er ifølge Larry Elliott, at der var et fald i mængden af naturlig kapital pr. person på kloden på mere end 40 procent mellem 1992 og 2014.


Naturlig kapital er det vand, vi drikker, den luft vi indånder, den jord vi dyrker vore fødevare i, og alt det levende, som den globale befolkning er fælles om. I virkeligheden er det ’capitalism for dummies’, siger Larry Elliott. Enhver virksomhed, der var lige så skødesløs med sit varelager af alle andre former for kapital – dens maskinpark, dens bygninger og dens medarbejdere – ville hurtigt gå konkurs.


Om endnu en rapport, der prøver at råbe politikere op, så overhovedet vil have nogen som helst virkning er Larry Elliott i tvivl om. Tallene for den økonomiske vækst i 2020 i Storbritannien er netop offentliggjort, og Larry Elliott frygter, at det største fald i årlig BNP i 300 år vil løbe med hele medieinteressen.


Hidtil har det været sådan, at problemer som biodiversitet, forurening og global opvarmning har bevæget sig opad på den politiske agenda i perioder med kraftig vækst og lav arbejdsløshed. Har COVID-pandemien mon så fået folk til at tænke sig om og opgive det enorme overforbrug, som ødelægger kloden?


Ikke i Storbritannien, hvor folk allerede nu booker flyrejser til ferier i udlandet i stor stil, og heller ikke i Danmark, hvor de dummeste kendisser desværre ofte tegner billedet af, hvad mange andre mennesker i almindelighed ønsker. Heldigvis tager de masser af selfies i Dubai, så vi alle sammen kan se, hvem man ikke skal følge, hvis man har mere end to brikker at flytte rundt med.


I det sidste kapitel i rapporten skriver professor Dasgupta, at vores fælles globale fiasko til at opnå bæredygtighed i vores forhold til naturen bunder i vore institutioner, idet en stor del af de institutioner, vi har opbygget, har vist sig fuldstændig uegnet til at bremse vore udskejelser. Og det, der er endnu værre, er, at de har været med til at øge afstanden mellem det, vi er blevet lokket til at tro er muligt, og naturens begrænsede mulighed for at opfylde vore krav.