17-08 Fremtiden er kulsort

Fremtiden er kulsort

17/08-2021

Den 29/09-2020 udtaler klima-, energi- og forsyningsminister, Dan Jørgensen på regeringen.dk, at:


”Når vi siger, at vi vil være et grønt foregangsland, skal ord følges op af handling. Derfor er det afgørende, at vi får styrket og udvidet vores energisamarbejder rundt om i verden, som bidrager med reelle CO2 reduktioner. Vi skal styrke udfasningen af kul internationalt og have sat fokus på, hvordan vi vender verdens pengestrømme fra sorte til grønne investeringer. Med et samlet strategisk fokus kan vi både sikre grøn genopretning og sætte aktivt ind i klimakampen globalt”.


Den 21/05-2021 skriver energistyrelsen i en pressemeddelelse:


Det faktiske energiforbrug steg i de første tre måneder af 2021 med 1,5 pct. i forhold til samme periode året før. Forbruget af kul, naturgas og vedvarende energi steg, mens olieforbruget faldt især på grund af et lavere forbrug af jetbrændstof.”


Og om kul skriver man:


”Kulforbruget i de centrale værker steg med 17,4 pct., hvilket bl.a. kan tilskrives, at det var koldere end sidste år.”


Skulle nogen have glemt det, så er kul den mest forurenende energikilde af dem alle, da det giver det højeste drivhusgasudslip pr. produceret kWh. Så meget for regeringens vilje til at komme klimakrisen til livs. Nu er Danmarks forbrug dog en dråbe i kulhavet i forhold til forbruget hos Kina, USA og Indien.


Kul anvendes først og fremmest til produktion af elektricitet og til stålproduktion – to tredjedele går til elektricitet. Med den nuværende teknologi er intet land i stand til at dække deres energiforsyning 100 procent med såkaldte grønne energikilder. Man har brug for det, der hedder en baseload, som hele tiden er til rådighed, når de ”grønne” energikilder ikke slår til. Til det formål er kul særdeles velegnet.


Samtidig har den spektakulære økonomiske vækst i Kina de sidste 20 år og den betydelige udvidelse af elektrificeringen af den indiske økonomi i stor udstrækning været baseret på kul. Takket være de to lande er den globale kulfyrede kapacitet fordoblet siden år 2000.


I 2020 stod kul for 63 procent af el-produktionen i Kina og for 72 procent Indien. Samme år producerede Kina halvdelen af verdens kul – næsten 4 milliarder tons, mens Indien på andenpladsen producerede omkring 750 millioner tons.


I den forbindelse er det vigtigt at huske på, at en stor del af produktionen af forbrugsgoder er flyttet fra Vesten til Kina og Indien, hvor produktionen er meget billigere – en flytning, der udelukkende er drevet af profithensyn.


I Kina er 247 kulfyrede kraftværker under konstruktion eller godkendt til opførelse. I Indien er tallet 66. Kulfyrede kraftværker er langsigtede investeringer, idet levetiden ofte er 40 til 50 år, og skal de lukkes før tid vil det ruinere investorernes økonomi. I 2020 udgjorde kul 35 procent af den globale elektricitetsproduktion – fossile brændstoffer udgjorde tilsammen knapt to tredjedele.


Priserne på kul er godt nok steget til 170 dollars pr. ton midt i juli i år – det er næsten fire gange prisen i september sidste år. Det skyldes imidlertid udelukkende en genopblussen af efterspørgslen efter pandemien. En yderligere stigning på 5 procent forventes i 2021 og 4 procent oveni i 2022.


Med mindre kulpriserne forbliver permanent høje (usandsynligt), eller omkostningerne ved udledning af CO2 bliver uoverkommeligt høje som følge af skatter eller andre tiltag (sandsynlig, men nok ikke overalt), eller en direkte intervention på regeringsplan for at nedlægge kraftværker finder sted, kan vi risikere, at kulforbruget overrasker og vil bestå længere end forventet, skriver professor i handelsøkonomi og finans Michael Tamvakis i sin artikel på netmediet The Conversation.


Lad os for den næste og kommende generationers skyld ikke håbe det, slutter Michael Tamvakis.