18-04 Lyn over Arktis

Lyn over Arktis

Billede af sethink fra Pixabay 

18/04-2021

Den overraskende meddelelse om, at den globale stigning i CO2-niveauet i 2020 blev det femte højeste, man har målt på trods af COVID-19 pandemien, som det fremgik af forrige blog-indlæg, bekræfter måske de uventede processer i den arktiske permafrost, der blev omtalt i blog-indlægget den 11/02-2021.


Her fremgik det, at et internationalt forskerhold med en forsker fra Københavns Universitet havde opdaget, at bakterier i jorden i den arktiske permafrost potentielt frigiver store mængder CO2, som man tidligere troede var bundet til mineralet jern.


Nu fortæller en ny forskningsartikel offentliggjort i Geophysical Research Letters om endnu en foruroligende udvikling i Arktis som følge af den menneskeskabte globale opvarmning.


I 2019 rapporterede National Weather Service i Alaska de første kendte lynnedslag indenfor en radius af 190 kilometer fra Nordpolen, hvor lynnedslag ellers praktisk taget var ukendte.


Opvarmningen i Arktis foregår i øjeblikket hurtigere end forventet, havisen smelter og permafrosten tør. Der var samtidig en formodning om, at man i takt med den globale opvarmning ville se en stigning i mængden af lynnedslag globalt. Det var imidlertid en kontroversiel forudsigelse, der var svær at bevise på grundlag af eksisterende globale lyndata.


I den foreliggende undersøgelse valgte forskerne at se på de globale temperaturstigninger sammenholdt med antallet af lyn på høje nordlige breddegrader over de sidste 11 år. Man gjorde brug af et lynovervågningsprogram – World Wide Lightning Location Network (wwlln.net) – der blev oprettet i 2004, og som bygger på et globalt netværk af sensorer på jordoverfladen.


Forskernes resultater viste, at stort set alle lynnedslag indenfor den arktiske cirkel fandt sted i sommermånederne juni, juli og august, men foruroligende nok viste deres resultater også, at der var en lineær forbindelse mellem globale temperaturstigninger og antallet af lynnedslag ovenfor 65º nordlig bredde.


Fortsætter den udvikling, vil det betyde, at hvis de globale temperaturer stiger yderligere 0,5 ºC, så kan antallet af lynnedslag i Arktis stige 100 procent i forhold til niveauet af lynnedslag i 2020.


De alvorlige konsekvenser af en sådan udvikling vil ifølge professor James Randerson fra UIC’s Department of Earth System Science og medforfatter på undersøgelsen betyde, at naturbrande antændt af lynnedslag vil bortbrænde korte græsser, mosser og buskads, der er vigtige komponenter i den arktiske tundras økosystemer, forklarer han til Eurekalert.


Disse planter dækker det meste af landskabet og forhindrer, at frø fra træer får rodfæste i jorden. Hvis planterne imidlertid er væk som følge af naturbrande, vil træernes frø let kunne slå rod i den nøgne jord og dermed gøre det muligt for skovene at brede sig nordpå. Stedsegrønne træer vil således overtage det typisk snedækkede landskab.


Som bekendt reflekterer et snedække Solens stråler tilbage til rummet, mens mørke skove derimod absorberer disse stråler – albedoeffekten. Det vil opvarme regionen yderligere og smelte endnu mere sne, og dermed står vi med endnu en af de farlige feedback-processer, der forværre klimakrisen.


For permafrostlagene i den arktiske tundra får flere naturbrande også alvorlige konsekvenser. Laget af mosser og dødt organisk materiale holder på kulden i det underliggende lag af frossen jord. Brænder det bort og blotter det frosne lag, vil enorme mængder organisk kulstof smelte ud af isen og omdannes til CO2 og metan, som vil give anledning til endnu større opvarmning – altså endnu en farlig feedback-proces.


De klimatiske dominobrikker, som er vokset i antal gennem de seneste årtier, er nu begyndt at falde – og det går hurtigere og hurtigere.