19-05 Iskapperne i Grønland og Antarktis på randen af sammenbrud

Iskapperne i Grønland og Antarktis på randen af sammenbrud

19/05-2021

Videnskabelige undersøgelser af, hvor faretruende tæt på sammenbrud iskapperne i Grønland og i Antarktis er, ankommer i øjeblikket i en lind strøm.


Den seneste undersøgelse af den grønlandske iskappe offentliggjort i Proceedings of the National Academy of Sciences (PNAS) fortæller, at en betydelig del af denne iskappe er på nippet til at overskride en tærskel, hvorefter en tiltagende afsmeltning vil blive uundgåelig, selv om den menneskeskabte globale opvarmning bremser op.


Den ene af de to forskere bag undersøgelsen, Niklas Boers fra Potsdam Institute for Climate Impact Research i Tyskland, siger til The Guardian:


”Vi befinder os på kanten, og hvert eneste år, hvor udledninger af CO2 fortsætter som hidtil, stiger sandsynligheden eksponentielt for, at tærsklen overskrides. Iskappen har måske allerede overskredet [denne tærskel], men det vides ikke med sikkerhed. Imidlertid viser vore resultater, at der vil finde en kraftigt forstærket afsmeltning sted i den nærmeste fremtid, hvilket er bekymrende.”


Boers sagde, at is svarende til en havstigning på 1 til 2 meter sandsynligvis allerede er dømt til at smelte, selvom det vil tage århundreder, og at afsmeltning af hele iskappen vil tage tusind år.

Samtidig viser ligeledes ny forskning offentliggjort i Nature, at Antarktis på den modsatte side af kloden også er på vej til at overskride en tærskel, der vil føre til katastrofal afsmeltning.


Her mener forskerne bag undersøgelsen, at tærsklen kan blive overskredet inden for de næste 40 år – hvis udledningerne af CO2 ikke hurtigt bringes ned. Og ismassen i Antarktis er stor nok til at hæve havniveauet mere end 60 meter.


To af forskerne bag denne undersøgelse, professor Julie Brigham-Grette og professor Andrea Dutton, siger i deres artikel på The Conversation, at deres resultater betyder, at et almindeligt anvendt argument for ikke at reducere drivhusgasser med det samme – nemlig at fremtidige teknologiske fremskridt kan redde os senere (også kaldet den danske hockeystav-model) – sandsynligvis vil fejle.


De to nævnte undersøgelser og andre lignende undersøgelser, der prøver at give et bud på kommende havstigninger, gør det svært at danne sig et sammenhængende billede af, hvor store havstigninger vi reelt kan forvente i de kommende årtier.


Klimaforsker Gavin Schmidt har i den anledning skrevet en artikel på RealClimate med titlen ’Why is future sea level rise still so uncertain?’, hvor han indleder med en liste over de faktorer, der påvirker fremtidige regionale havniveauer stort set opstillet efter vigtighed for at give et indtryk af, hvor komplicerede det er at lave modeller, som kan bruges til at udregne havstigninger:


● tab af ismasse fra Vestantarktis

● tab af ismasse fra Grønland

● termisk udvidelse af havene

● afsmeltning af havgletsjere

● gravitations-, rotations- og deformationsmæssige (GRD) virkninger

● ændringer i havcirkulation

● steriske (ferskvand/saltholdighed) virkninger

● forbrug af grundvand

● konstruktion og opfyldning af reservoirer

● ændringer i atmosfærisk tryk og vinde


Oveni alt dette afhænger risici for kystnære oversvømmelser også af:


● tektoniske/isostatiske landmassebevægelser

● lokale landsænkninger

● lokal hydrologi

● stormfloder

● tidevand


Og hvis det ikke er slemt nok, skriver Gavin Schmidt, så fremgår det ikke engang af ovenstående, hvorfor nogle af de vigtige forhold her er så vanskelige at få styr på.


Husk så også på, at den største usikkerhed stadig er udledningen af drivhusgasser, og jo større den globale opvarmning bliver, jo mere usikker bliver iskappernes bidrag, skriver Gavin Schmidt.


Med andre ord kan det gå helt galt.


Iskappeforskning og den deraf følgende havniveaustigning er som anden banebrydende forskning plaget af større usikkerheder i begyndelsen, når redskaberne og teori for alvor er i front. Det er først senere, at usikkerhederne snævres ind i takt med, at flere observationelle data bliver tilgængelige – først da vil der ske en indsnævring af fremskrivningerne.


Indtil da vil den mest produktive fremgangsmåde for at reducere usikkerheder være simpelthen at nedbringe udledningerne, slutter Gavin Schmidt.