01-05 'Uventede' regninger til havvindmølleparker

"Uventede" regninger til havvindmølleparker

Billede af Anette Bjerg fra Pixabay 

01/05-2021

’Det største anlægsprojekt nogensinde: Kunstig ø i Nordsøen skal levere strøm til tre millioner huse’ lyder overskriften på en artikel på dr.dk.


Årsagen til den prangende overskrift er, at et bredt politisk forlig har besluttet at anlægge foreløbig to energiøer i henholdsvis Nordsøen og Østersøen, hvor havvindmøller skal levere grøn strøm til Danmarks elforsyning.


Energiøen 80 kilometer ude i Nordsøen bliver den største med en startkapacitet på 3 gigawatt fra 200 ekstra store havvindmøller, mens energiøen ved Bornholm placeres 20 kilometer syd-sydvest for øen og får i første omgang en kapacitet på 2 gigawatt. I princippet vil de to energiøer kunne levere grøn strøm til fem millioner husstande.


Energiøen i Nordsøen bliver sandsynligvis først færdig i årene efter 2030, og kan derfor ikke indregnes i regeringens plan om at reducere Danmarks udledninger af CO2 med 70 procent senest i 2030.


Når det gælder energiøen ved Bornholm, er virksomheder som Ørsted, SAS og Maersk gået sammen med interesseorganisationer som Dansk Energi, Dansk Industri og IDA samt forskere fra DTU om et storstilet fremstød for Power-to-X, som vil lægge beslag på al strømmen herfra.


Power-to-X-teknologien bygger på ideen om at lave brint ved at bruge strømmen fra havvindmølleparker til at spalte vand-molekyler. Derefter indfanger man CO2, som for eksempel kan komme fra et biogasanlæg eller en cementfabrik. Med den rigtige kombination af de to ting kan man lave mere bæredygtigt brændstof til eksempelvis fly, lastbiler eller skibe.


I et tidligere blog-indlæg har jeg beskrevet nogle af problemer med Power-to-X-teknologien (14/08-2020), og tidligere i år uddybede en artikel fra Noah skrevet af Bente Hessellund Andersen og Mads Kjærgaard Lange yderligere problemerne omkring den uprøvede Power-to-X-teknologi.


Det afgørende spørgsmål må imidlertid være, om strøm fra vindmøller og ikke mindst havvindmøller overhovedet er en brugbar vej i forsøget på at gøre det kraftigt voksende energiforbrug i verden bæredygtigt. Lad os i den forbindelse se bort fra Power-to-X-teknologien, der i dag ikke eksisterer i kommerciel størrelsesorden.


For eksempel fortalte en videnskabelig undersøgelse sidste år, hvorfor omkostningerne ved produktion af vindenergi også bør omfatte lagring af energien. Det eneste afgørende krav til et forsyningsnet bestående af vind- og solenergi bør være tilstrækkelig stor lagringskapacitet. Jo mere vind- og solenergi fylder i energiforsyningen, jo større skal lagringskapaciteten være for at kompensere for kildernes uregelmæssigheder – manglende solskin og vind.


En faktor, der beskriver variationen i elproduktionen burde derfor være en selvfølge, såvel som omkostningerne ved lagring naturligvis bør medtages, siger forskerne bag undersøgelsen.


Sidste år havde de årlige kapacitetsfaktorer fra undersøgte anlæg i USA et gennemsnit på 0,34. De varierer betydeligt fra anlæg til anlæg – fra et minimum på 0,15 til et maksimum på 0,5. De ændrer sig også fra år til år og er udsat for store variationer fra måned til måned som følge af vejret – og de ligger langt under de af energiselskaberne forudsagte værdier.


Og jeg vil naturligvis ikke undlade endnu engang at gøre opmærksom på en artikel i DTU Vindenergi fra slutningen af 2018 med følgende overskrift: "Forkanterosion er en stor udfordring i vindbranchen, og et solidt beskyttelsessystem er nødvendigt for at understøtte industriens fortsatte konkurrence med de konventionelle energikilder.”


Som det er i dag, oplever vindmølleejerne betydelige energitab på mange vindmøller. Årsagen hertil er, at forkanten på vindmøllevingerne bliver udsat for blandt andet regn, og det skaber slitageproblemer. Derfor skal vindmøllevingerne tit repareres, og det er en dyr udgift, der ofte løber op i flere millioner kroner, siges det i artiklen.


Bor man langs Vestkysten i Danmark, er man fuldt bevidst om, at saltet fra vandet i Nordsøen skaber store problemer for bygninger og infrastruktur langs kysten som følge af saltets ætsende indvirkning. Umiddelbart skulle man tro, at slidtage på havvindmøllerne i Nordsøen vil give anledning til endnu større problemer.


Nu kommer så den ”chokerende” meddelelse – i hvert fald hvis man bor i Storbritannien og er afhængig af de havvindmøller, som Ørsted har leveret til landet – at de søkabler, der fører strømmen i land, bliver ødelagt af de store sten på havbunden, som kablerne ligger på.


Oplysningen kommer i form af en meddelelse til Ørsteds investorer, og Ørsteds økonomidirektør Marianne Wiinholt siger i den anledning ifølge The Guardian:


”Da vi undersøgte årsagen, fandt vi, at flere kabler var ødelagt, og at ødelæggelsen skyldes det faktum, at kabelbeskyttelsessystemet … er lagt oven på stenene. Med bevægelser i havet bliver disse kabelbeskyttelsessystemer ødelagt.”


I meddelelsen til investorerne fortæller Ørsted, at man forventer at skulle bruge op mod 3 milliarder kroner over de næste to år til at reparere kablerne. Faktisk forventer man, at op til 10 af virksomhedens enorme havvindmølleparker omkring Europa hurtigst muligt skal have repareret deres undersøiske kabler.


At denne meddelelse først og fremmest udsendes til investorer, fortæller naturligvis også, at vi har at gøre med virksomheder og investeringer, som udelukkende har til formål at genere profit til sine investorer. Sammenfaldet med den almindelige interesse for ”grønne” energikilder øger blot muligheden for endnu større profit – en helt almindelig kapitalistisk tilgang til klimakrisen.


Man behøver ikke at være ekspert for at vide, at ting bevæger sig på havbunden som følge af vind- og strømforhold, ligesom det er almindeligt kendt, at kraftig regn og haglbyger – som bliver værre i takt med klimakrisens udvikling – også har ødelæggende konsekvenser. Men helt i takt med kapitalistisk tankegang skal man ikke tale sine produkter ned, uanset hvor dårlige de er!