23-05 Udsigten for hurricane-sæsonen 2021

Udsigten for hurricane-sæsonen 2021

Den officielle navneliste for hurricanes i Atlanterhavet. Den udvidede liste længere nede.

23/05-2021

NOAA’s Climate Prediction Center forudsagde sidste år i maj måned, at man i 2020 kunne forvente 13 til 19 navngivne storme, hvoraf 6 til 10 kunne udvikle sig til hurricanes med vindhastigheder på 119 kilometer i timen eller højere. Man forventede, at 3 til 6 hurricanes kunne udvikle sig til kraftige kategori 3-, 4- eller 5-orkaner med vindhastigheder på 178 kilometer i timen eller højere.


NOAA forudsagde, at der var 60 procent chance for, at denne forudsigelse ville holde, og blot 30 procent chance for, at sæsonen ville blive tæt på normalen. I en normal sæson har man 12 navngivne storme, hvoraf 6 bliver til hurricanes og tre af dem bliver til kraftige hurricanes.


Forudsigelsen kom i den grad til at holde stik. Sæsonen 2020 leverede 30 navngivne storme, og dermed blev den tidligere rekord fra 2005 slået. 13 af de 30 navngivne storme blev til hurricanes, og 6 blev kraftige hurricanes.


Det var blot anden gang siden 1950’erne, at listen over storm-navne ikke slog til. Ifølge NOAA markerede 2020 det femte år i træk med en atlantisk hurricane-sæson, som lå over det normale.


Nu er forudsigelsen for hurricane-sæsonen 2021 offentliggjort, og NOAA’s vurdering er nøjagtig den samme som sidste år.


El Niño Southern Oscillation (ENSO) befinder sig i øjeblikket i den neutrale fase med muligheden for, at La Niña vender tilbage senere på hurricane-sæsonen. Matthew Rosencrans, der leder forudsigelser af hurricanes ved NOAA’s Climate Prediction Center, siger til World Meteorological Organization (WMO):


”ENSO-neutral og La Niña underbygger de forhold, der er forbundet med den igangværende periode med høj aktivitet. Forudsigelse af havoverfladetemperaturer i den tropiske del af Atlanterhavet og Det Caribiske Hav, der vil være varmere end normalt, samtidig med svagere passatvinde og en forstærket vestafrikansk monsun, vil sandsynligvis være faktorer i den samlede aktivitet i år.”


Sidste års mange navngivne hurricanes betød, navnelisten blev opbrugt, og man var nødsaget til at tage det græske alfabet i anvendelse. Det kommer ikke til at ske i år, da det skabte en opmærksomhed, som gjorde det vanskeligere at holde fokus på stormvarsler og risici. Derfor ser den udvidede liste af navne ud som følger:


Atlantic tropical cyclone names:

Adria, Braylen, Caridad, Deshawn, Emery, Foster, Gemma, Heath, Isla, Jacobus, Kenzie, Lucio, Makayla, Nolan, Orlanda, Pax, Ronin, Sophie, Tayshaun, Viviana, Will                                     


Pacific tropical cyclone names:

Aidan, Bruna, Carmelo, Daniella, Esteban, Flor, Gerardo, Hedda, Izzy, Jacinta, Kenito, Luna, Marina, Nancy, Ovidio, Pia, Rey, Skylar, Teo, Violeta, Wilfredo, Xinia, Yariel, Zoe


Omkring 90 procent af den ekstra varme, som fanges i atmosfæren af drivhusgasser, opsuges af havene. Som bekendt stiger mængden af de menneskeskabte drivhusgasser fortsat, og dermed stiger havenes overfladetemperaturer også.


Selvom forskerne endnu ikke har kunnet dokumentere, at klimaændringerne har direkte indflydelse på den globale orkan-hyppighed, så betyder det varmere klima, at orkaner på andre måder udgør en voksende trussel.


Hurricane-sæsonen 2017 var en af de værste nogensinde, og den fik alvorlige socioøkonomiske konsekvenser for mange samfund. Tre ødelæggende hurricanes ramte land – Harvey i Texas, Irma i Caribien og det sydøstlige USA og Maria i Caribien og Puerto Rico. De medførte store tab af menneskeliv og ødelæggelse af infrastruktur og landbrug.