24-04 Dokumentaren 70/30 og demokratiet

Dokumentaren 70/30 og demokratiet

24/04-2021

Jeg har set dokumentarfilmen 70/30 om tilblivelsen af klimaloven og klimahandlingsplanen i 2019.


Filmen er lavet af instruktøren Phie Ambo og følger to klimaaktivister, Esther Michelsen Kjeldahl og Selma de Montgomery fra Den Grønne Studenterbevægelse, og de politikere, som var de drivende kræfter bag klimalovens tilblivelse – først og fremmest klimaminister Dan Jørgensen og på det tidspunkt klimaordfører hos De Radikale Ida Auken.


I programmet ’Mennesker og medier’ på P1 fortalte Phie Ambo om baggrunden for filmen. Her fortæller hun, at formålet med dokumentaren var at skildre den proces, som skulle føre frem til vedtagelsen af klimaloven, set både fra de unge klimaaktivisters synsvinkel og fra de garvede politikeres.


Det vigtigste formål var dog ifølge Phie Ambo at synliggøre, at i Danmark har vi et demokrati, hvor der faktisk bliver lyttet til dem, som står på gaden, og at der er borgerinddragelse. De to forhold var til stede i den proces, som førte frem til vedtagelsen af klimaloven, siger Ambo.


Samtidig var det vigtigt for Ambo at understrege, at der var politikere, som arbejdede benhårdt på at få loven på plads. Det var nemlig ikke det indtryk, hun selv havde, inden hun gik i gang med projektet.


Phie Ambo har tidligere fremsat kritik af mediernes behandling af de politiske processer, som demokratiet bygger på. Det er vigtig information for at bevare håbet om, at det nytter noget, og derfor er den skildring også en vigtig del af filmen, siger Ambo.


Hun forstår ikke, at dækningen af for eksempel de vedtagne klimaøer ikke får den kredit hos medierne, som hun synes, at politikerne fortjener for det projekt. Samtidig indrømmer hun, at hun bare er en borger, der prøver at følge med i klimadagsordenen.


Og det er nok et af de store problemer med dokumentaren. Hun mangler den indsigt, som klimaforskere og i hvert fald en del klimajournalister har, til at gennemskue de mere dunkle politiske motiver for at vedtage den foreliggende klimalov. Derfor slutter filmen med rygklappende, selfie-tagende politikere fra både højre og venstre efter bred enighed om klimaloven, mens klimarådet og en lang række miljøfolk kritiserer den skarpt.


For mig er det største problem med 70/30, at Phie Ambo tilsyneladende er så fast i sin tro på demokratiet og de politiske processer, at hun glemmer at spørge sig selv, hvorfor klimakrisen i dag er så alvorlig. Klimakrisen er jo langt fra et nyt problem.


For mig at se har demokratiet spillet fallit, når det gælder bekæmpelsen af de menneskeskabte klimaændringer. De tiltag, der har fundet sted, er for små og kommer for sent, og der sættes ind de forkerte steder. Årsagen er netop det resultat af det danske demokrati, som vore politikere er mest stolte af, nemlig det såkaldte velfærdssamfund.


Danske politikere glemmer dog at fortælle, at forudsætningen for velfærdssamfundet i den danske model er en økonomisk vækst og et forbrug af ressourcer, der langt overstiger en bæredygtig livsførelse, som er forudsætningen for en klode, som vore børn kan leve på.


Det må ikke koste noget på velfærden, siger politikerne, og derfor leverer regeringen sit eget svar på ”den rigtige klimapolitik” – den berømte og berygtede hockeystav-model. I stedet for ”system change, not climate change” sætter man sin lid til en teknologisk løsning på klimakrisen, som ingen i øvrigt kender – så er man også fri for at forholde sig til de 60-70 procent af verdens befolkning, som endnu ikke har opnået helt basale goder.


I klimajournalist Jørgen Steen Nielsens seneste bog fra 2019 – ’Som gjaldt det livet’ – fortæller han om den indisk fødte Chandran Nair, som er leder af den asiatiske tænketank Global Institute for Tomorrow.


I 2018 talte Nair på et møde i Rom for en række klimaforskere, erhvervsfolk, ngo’er og politikere, og hans budskab var klart: Uanset hvad de vestlige demokratier mener, så kommer den globale systemændring, og den bliver både ubehagelig og en rodet affære.


’At gennemføre global omfordeling af goderne inden for det tilbageværende økologisk råderum er for ubekvem en øvelse til, at demokratierne kan finde ud af at håndtere den,’ siger han ifølge Jørgen Steen Nielsen, og siger videre:


”De fleste indere har ikke adgang til bolig, el, vand og sanitet. Men de har ret til det. Hvis de fleste indere fik en rimelig bolig, så ville verdens materielle balancer blive vendt op og ned,” påpeger han med henvisning til det enorme forbrug af cement, stål og så videre, som en boliginfrastruktur til 7-800 millioner indere vil kræve.”


”Og tilføj så yderligere tre milliarder mennesker – de har også en ret.”


”Hvordan skal vi i en bæredygtighedssammenhæng skabe udvikling, der sikrer, at disse mennesker får basale rettigheder – mad, husly, energiforsyning, sundhed og så videre – uden at vende op og ned på alt. Min konklusion er meget enkel: It’s going to be messy. Væn jer til tanken.”


Phie Ambo, Dan Jørgensen, Ida Auken og alle andre, der prøver at udbrede forestillingen om, at et repræsentativt demokrati som det danske har nogen som helst chance for at redde kloden fra klimakrisen, bør i det mindste læse Jørgen Steen Nielsens bog ’Som gjaldt det livet’. Og måske skulle man starte med bogen ’Hvordan skaber man en bæredygtig udvikling for alle’ skrevet af professor Katherine Richardson, så har man i det mindste grundlaget på plads til at vurdere klimakrisens alvor.