25-01 Opvarmning af havet

Opvarmning af havet

25/01-2021

Mere end 90 procent af den ekstra varme, som de menneskeskabte udledninger af drivhusgasser er skyld i, optages af havene. Derfor er det ikke spor overraskende, at 2020 som det varmeste år, man har målt på linje med 2016, også har været med til at sikre, at verdenshavene nu har nået den højeste temperatur, man nogensinde har registreret.


Det er ikke temperaturrekorden i sig selv, der er vigtig, skriver John Abraham i The Guardian – han er en af de tyve forskere bag en ny videnskabelig undersøgelse om opvarmning af havene offentliggjort i Advances in Atmospheric Sciences. Det er udviklingen siden de første målinger i 1950’erne til i dag, som kun er gået én vej (se billedet), siger Abraham.


Som der står i indledningen til den videnskabelige artikel, er den langvarige opvarmning af havet en afgørende indikator på den tilstand, som klimasystemet befinder sig i, både før og nu. Opvarmningen giver nemlig indsigt i de forandringer, der venter, takket være havenes gode evne til at registrere både årtier lange variationer og udviklingen over århundreder.


Verdenshavene dækker mere end 70 procent af Jordens overflade. Det betyder, at havene styrer klodens klima gennem påvirkning af temperaturen og fugtigheden i atmosfæren. Når vandet opvarmes, opvarmes luften over havet også, og jo varmere vandet bliver, jo kraftigere bliver fordampningen fra havene. Ved hjælp af disse to mekanismer – opvarmning og fordampning – bestemmer havene Jordens klima.


Opvarmning er tilførelse af energi, og energi måles i joule. Verdenshavene er enorme, og det samme er den tilførte energimængde, og derfor bruger man enheden zetajoule, når man skal beskrive opvarmningens størrelse. En zetajoule er lig med 1.000.000.000.000.000.000.000 joules. Ifølge undersøgelsen absorberede Jorden alene sidste år varme svarende til 20 zetajoules, hvilket igen svarer til den varme, som 630 milliarder almindelige hårtørrer, der blæser dag og nat, leverer på ét år.


For at understrege alvoren af den opvarmning, gentager jeg lige indledningen: Mere end 90 procent af den ekstra varme, som de menneskeskabte udledninger af drivhusgasser er skyld i, optages af havene. Og konsekvenserne er mange og omfattende ikke blot for menneskeheden, men for hele biosfæren.


For mennesker betyder opvarmningen af havene først og fremmest, at orkaner vokser i styrke med alt, hvad det medfører af ødelæggelser og oversvømmelser. Nogle områder vil opleve kraftigere regn, mens andre områder vil se flere og længerevarende tørker som følge af mere intense hedebølger, og dermed også flere naturbrande.


For livet i havet er konsekvenserne endnu mere alvorlige, for ikke alene bliver havvandet varmere, det bliver også mere syreholdigt og mere iltfattigt. Ekstreme klimafænomener som hedebølger i havene bliver hyppigere og kraftigere og varer længere – især i troperne.


Siden 1950’erne er de dyrearter, der lever i de øverste 200 meter af havet omkring Indonesien, som har en høj biodiversitet af havlevende dyr, rykket mod polerne med en hastighed af 52 kilometer pr. årti, og en lignende udvikling finder sted i havbundens økosystemer, viser nye undersøgelser.


Havenes voksende syreholdighed skyldes, at verdenshavene optager cirka en tredjedel af den CO2, som som findes i atmosfæren, hvilket sænker pH-værdien. For fiskene betyder det en forringelse af deres syns- og lugtesans, og for de organismer, der bygger skaller og ydre skeletter af kalk, betyder den voksende syreholdighed, at kalken svækkes og i sidste ende kan gå i opløsning.


Det er fytoplankton i havene, som optager den største andel af CO2 fra atmosfæren, idet de ligesom Jordens planter og træer bruger fotosyntese til at omsætte CO2 til føde. Dermed udskiller de også ilt, og det er faktisk den ilt, der sammen med geologiske processer er med til at fastholde iltniveauet i atmosfæren og altså ikke Jordens regnskove.


Da fytoplankton også danner grundlaget for havenes fødekæder, har de afgørende indflydelse på mængden af fisk og dermed verdensøkonomien. Men de gør det ikke alene. De skal bruge kvælstof for at vokse og fungere, og her kommer bakterier i vandet kaldet diazotroper, som binder kvælstof, ind i billedet. Tilsammen udgør de havenes vigtigste funktion, når det gælder udtrækning af CO2 fra atmosfæren, nemlig den biologiske pumpe.


Dermed er det afgørende vigtigt for mængden af CO2 i atmosfæren og dermed klodens fremtid, at to af de mindste væsener i havet – fytoplankton og diazotroper – er i stand til at overleve den igangværende klimakrise.


Forskere fra hele verden er derfor i gang med en række videnskabelige undersøgelser i et projekt, som kaldes NOTION (se videoen herunder), hvor man vil forbedre allerede eksisterende modeller af havcirkulation og fordelingen af fytoplankton med eksperimentelle data for at få en bedre forståelse af, hvordan verdenshavene vil reagere på klimakrisen.