26-05 Svineriet fra 'grønne' energikilder

Svineriet fra 'grønne' energikilder

26/05-2021

”...og det, som klimaforandringer og den store biodiversitetskrise fortæller os, er, at nu bliver vi nødt til … at få vendt vores forhold til Jorden som helhed, altså de globale ressourcer, og jeg ved ikke, om en vindmølle er en løsning.


Det er et godt nok redskab lige her og nu, men jeg ved ikke om vi har dem i 2050. Jeg vil da håbe, at vi en dag vil blive lige så smarte som planter, og kan få vores energi fra Solen direkte, ligesom de gør, men indtil vi er lige så smarte som planter, så bliver vi nødt til at bruge andre redskaber, men de er ikke løsninger i den forstand, at når vi får dem, så kan vi sætte os tilbage, og så er det problem ude af verden.


Vi skal altid fra nu af forvalte vores forhold til Jorden som helhed, hvis vi gerne fortsat vil trives, og det er det, jeg mener, når jeg siger, at vi har mistet vores uskyld. Vi troede, at Jorden var så stor, at det var lige meget, hvad vi smed i hovedet på den, og det har vi fundet ud, at sådan er det altså ikke.”


Ovenstående er en lille bid af de vise ord, som professor Katherine Richardson fik sagt i løbet af den lille time, hvor hun var gæst i programmet ’Vildt Naturligt’ med biologerne Vicky Knudsen og Johan Olsen på P1 tidligere i år.


Jeg var ikke sikker på, at jeg havde hørt rigtigt, og måtte lige høre programmet én gang til. Men Katherine Richardson, der er professor i Earth System Science, sagde netop det: ’… jeg ved ikke om vi har dem i 2050.’ Vindmøllerne, altså.


Ikke siden dokumentarfilmen ’Planet of the Humans’ produceret af Michael Moore og instrueret af Jeff Gibbs har jeg hørt lærde udtrykke tvivl om vindmøllernes berettigelse i fremtidens energiproduktion. Tværtimod omfavnes de ”grønne” energikilder af stort set alle helt ud til den yderste venstrefløj på trods af, at det gentagne gange er blevet påvist – også her på bloggen – at vindmøller ikke har noget som helst med en grøn løsning på energiproblemet at gøre.


Et af problemerne er det samme som alle andre steder i forbrugersamfundet: Forbrug og smid væk. Og nedslidte vindmøllevinger fylder mere og mere på lossepladser verden over. Det viser sig nemlig, at de møllevinger, som alle de multinationale vindmølleselskaber bruger, bliver slidt i stykker langt hurtigere end forventet. Det betyder hyppige millionudgifter for vindmølleparkerne, når møllevingerne skal udskiftes længe før end beregnet.


I en artikel i DTU Vindenergi fra den 26. oktober 2018 står der:


’Som det er i dag oplever vindmølleejerne betydelige energitab på mange vindmøller. Årsagen hertil er bl.a., at forkanten på vindmøllevingerne bliver udsat for bl.a. regn, og det skaber slitage-problemer. Derfor skal vindmøllevingerne ofte repareres, og det er en dyr udgift, der ofte løber op i flere millioner kroner’ (se billedet øverst i denne artiklen).


Alene i Danmark fylder udtjente vindmøllevinger mere og mere på landets lossepladser. Vingerne består af cirka 70 procent glas, som ikke kan brænde. I stedet ender de som deponi. Miljøstyrelsen anslår, at der hvert år graves 15.000 tons ned som deponi i Danmark, og den største andel menes at komme fra vindmølleindustrien.


I et indslag på TV2Øst den 19. oktober 2020 siger Jens Peter Mortensen, der er miljøpolitisk rådgiver ved Danmarks Naturfredningsforening, at vindmølleproducenterne bør tage mere ansvar for, at vindmøllerne ikke ender i jorden.


”Det er meget typisk, at man laver en produktion, og når den så er brugt, så siger man, at det er kommunens ansvar. Det duer ikke i fremtiden. Vi skal hen til, at det er vindmølleindustrien, vi skal være sure på, hvis affaldet deponeres,” siger han til TV2 ØST.


Selvom Annika Piile Steen, fabrikschef i MHI Vestas i samme udsendelse fortæller, at der skal findes en løsning i samarbejde med hele branchen på udfordringerne med genanvendelse af glasfiber, så ved vi med sikkerhed, at det ikke kommer til at ske.


I et lillebitte land som Danmark vil en sådan aftale med vindmølleproducenterne måske kunne komme på tale, men resten af verden er overladt til sig selv. Her kan Vestas og de andre store vindmølleproducenter skalte og valte som de har lyst.


Genanvendelse af glasfiber fra vindmøllevinger vil være en rigtig dyr proces og vil gå ud over væksten og profitten.


Solpaneler står med nøjagtigt samme problemer som vindmøller, viser en ny videnskabelig undersøgelse med titlen ’Do solar energy systems have a mid-life crisis? Valorising renewables and ignoring waste in regional towns in Australia’s Northern Territory’ udarbejdet af australske forskere og offentliggjort i ScienceDirect.


Australien har ligesom Danmark tilsluttet sig FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling, hvor mål nr. 12 bærer overskriften ’ansvarligt forbrug og produktion’. Det forudsætter, at både vindmøller og solpaneler skal bruges effektivt med så lidt spild som muligt.


På listen over, hvor de 193 FN-medlemsstater ligger i 2020, når det gælder verdensmålene, indtager Danmark 2. pladsen (på trods af vindmølleproblematikken) efter Sverige, mens Australien ligger på en 37. plads.


Aftrykket fra Australiens ressourceforbrug er stigende og er faktisk et af de højeste i verden med hele 70 procent over OECD-gennemsnittet, fortæller de to forskere bag undersøgelsen, Deepika Mathur og Imran Muhammad, på netmediet The Conversation.


Skrotning af solpaneler er i dag et voldsomt stort affaldsproblem i landet og vil fortsætte med at vokse i de kommende årtier. Den installerede kapacitet af solpaneler i Australien er steget dramatisk fra 25,3 MW i 2007 til 77.078 MW i 2017, men i lighed med verdens vindmølleproducenter påtager solpanelproducenterne sig intet ansvar for en bæredygtig bortskaffelse af brugte solpaneler.


I modsætning til vindmølleparker kan solpaneler let opsættes på taget hos hver enkelt forbruger. Dermed kan de sælges og forbruges som andre forbrugsgoder – og producenterne yder garanti. Ødelægges et par paneler i garantiperioden, udskiftes alle panelerne.


Som med biler og mobiltelefoner ønsker mange forbrugere de nyeste og bedste paneler med ny garanti, når indtjeningen på de gamle er hjemme. Samtidig ansporer den australske regering til opsætning af endnu flere solpaneler med statsstøtte, hvilket også stimulerer forbrugere til at udskifte fungerende paneler før tid.


Et andet problem er, at vekselrettere, der er en vigtig del af en solpanelinstallation, idet de omdanner jævnstrøm fra panelerne til den vekselstrøm, som bruges i elnettet, kun har en levetid på 10 til 12 år, mens panelerne kan holde i 30 år.


Således ender man med et enormt spild af ressourcer, når fungerende solpaneler optager en hastigt voksende andel af skrottede solpaneler på landets affaldspladser. Problemet er så stort, at delstaten Victoria har forbudt anbringelsen af brugte solpaneler på statens lossepladserne.


På trods af, at mængden af vindmøller og solpaneler vokser med stadig større fart globalt, blev cirka 85 procent verdens samlede energiforbrug så sent som i 2018 stadig leveret af fossile brændstoffer ifølge CEPOS. Årsagen er blandt andet, at verdens samlede energiforbrug også stiger – selv efter to år i COVID-pandemiens globale jerngreb.


”Er det muligt for maskiner, der af lavet af den industrialiserede civilisation, at redde os fra den industrialiserede civilisation?” er det naturlige spørgsmål, som blev stillet i dokumentaren ’Planet of the Humans’.


Når den såkaldte grønne energi tydeligvis ikke leverer varen, hvad gør vi så? Hvis de holder, hvad de lover i videoen herunder, så kunne den form for atomkraft måske være en del af svaret.


Men uanset løsningen på vores civilisations energiproblemer vil vi aldrig mere kunne læne os tilbage og sige, at nu er klimaforandringer og den store biodiversitetskrise ude af verden. Vi skal radikalt ændre vores forhold til Jorden som helhed og vores forhold til Jordens ressourcer i særdeleshed, hvis vi fortsat ønsker at trives som civilisation – og det kan kun gå for langsomt.