27-04 Alvorlige ændringer i verdenshavene

Alvorlige ændringer i verdenshavene

27/04-2021

71 procent af Jordens overflade er dækket af vand. Verdenshavene er derfor en afgørende faktor i udviklingen af den igangværende menneskeskabte klimakrise. Ny forskning afslører nu bekymrende forandringer i denne vigtige del af jordsystemet.


Klodens have er lagdelte. Overfladelaget er groft sagt 100 meter tykt. Dette lag udveksler varme, ferskvand, kulstof og opløste gasser med atmosfæren. Udvekslingen sker ved hjælp af vind og bølger.


Det nederste lag kaldes dybhavet. Det begynder et par hundrede meter under havoverfladen og når ned til havbunden. Det er koldt og mørkt med svage havstrømme, der sender vandet rundt om kloden isoleret fra havoverfladen fra årtier til århundreder.


Grænsen mellem de to lag kaldes pycnoklin. Pycnoklin-zonen er meget stabil og fungerer som en usynlig barriere for de sæsonbestemte overfladeprocesser. Det betyder, at ændringer i for eksempel saltholdighed og temperatur er meget små i dybhavslaget – undtagen i de polare områder, hvor pycnoklin ikke er til stede.


Havenes overfladetemperatur falder på vejen fra ækvator til polerne. Sammen med saltholdighed og tryk kontrollerer temperaturen havvandets tæthed. Det bevirker, at havvandet bliver tungere jo nærmere det kommer polerne.


Havvandets tæthed vokser også med dybden, og denne ændring i tætheden i forhold til dybden kalder havforskere for havets stabilitet. Jo hurtigere tætheden vokser med dybden, jo mere stabilt siges havet at være.


Pycnoklin-zonen er meget fleksibel, men forhindrer vand i at trænge igennem. Turbulenser i havet kan imidlertid rive zonen i stykker, hvilket tillader vand at trænge igennem både oppefra og nedefra, hvilket er afgørende for udveksling af næringsstoffer for eksempel.


Med de stigende globale temperaturer optager havoverfladen mere varme, hvilket stabiliserer pycnoklin-zonen. Det gør det vanskeligere for vandet i havoverfladen at blande sig med dybhavet.


Den nedsynkning af varmt og tungt havvand, som i øjeblikket finder sted i tre områder omkring Grønland, holder gang i det verdensomspændende og vigtige transportbånd af havstrømme, der sikrer, at det afkølede havvand returnerer til ækvator som koldt dybhavsvand, er dermed truet.


Samtidig vil en stabil pycnoklin-zone betyde, at endnu mere varme fanges i verdenshavenes overfladevand. Det kan få alvorlige konsekvenser for lavvandede økosystemer som koralrev.


Et måske endnu større problem er, at det enorme reservoir af næringsstoffer, som befinder sig i dybhavet, vil blive afskåret fra at nå havenes øverste lag. Det vil få store konsekvenser for fytoplankton, som her danner grundlaget for de fleste økosystemer i havet.


Fytoplankton kan kun vokse, hvor der er tilstrækkeligt med lys og næringsstoffer, og hvis en stabil pycnoklin-zone betyder en udsultning af disse alger, vil der være mindre føde til hovedparten af livet i havene, idet de mikroskopiske dyr, der æder algerne, er føde for små fisk og så videre hele vejen op gennem fødekæden til hajer og hvaler – og menneskeheden.


Forskerne bag undersøgelsen fortæller, at deres resultater er baseret på et komplekst datasæt, som omfatter store områder med utilstrækkelig dækning. Der er således stadig store usikkerheder i beregningerne, men de fastholder, at de foreliggende resultater afslører, at barske ændringer har fundet sted i verdenshavenes øverste lag over de sidste fem årtier.


Professor Phil Hosegod, som har beskrevet forskningsresultaterne på The Conversation, siger afslutningsvis, at man ved, at menneskelig aktivitet påvirker grundlæggende aspekter af Jordsystemet, og det sker, uanset om vi bryder os om konsekvenserne eller ej.