29-03 Salg af CO2-aflad er svindel

Salg af CO2-aflad er svindel

Pathways for global warming depend on choices made today.

Climate Analytics and NewClimate Institute

29/03-2021

Køber du CO2-aflad – uanset hvor og hvor meget – er du medvirkende til svindel, der forværrer klimakrisen, og det understreger samtidig, at du ikke har forstået, hvad klimakrisen handler om!!!


Tilbuddene til overforbrugende, luksushungrende vesterlændinge er mange, for de, der tror, at deres livsstil bliver acceptabel, når de køber CO2-kompensation. Ofte er det flyselskaber, der tilbyder disse svindelprodukter for at give indtryk af en grøn profil. Det gør for eksempel SAS og Lufthansa, mens lavprisselskaber som Norwegian, Ryanair og Easyjet ikke engang forsøger at skjule deres profithungrende og klimaødelæggende forretningsmodel.


Antallet af virksomheder, der tilbyder CO2-aflad i forbindelse med køb af deres produkter, vokser dag for dag, og det er efterhånden alle dele af erhvervslivet, der prøver den form for ’greenwashing’. Selv de værste udledere af drivhusgasser – de store olieselskaber – holder sig naturligvis ikke tilbage. For eksempel har Shell dette budskab til sine danske bilkunder: ”SIG JA TIL AT CO₂ KOMPENSERE MED SHELL CARD”.


På verdensplan har hundredvis af selskaber, heriblandt olieselskaber som BP og Shell og flere flyselskaber, afgivet løfte om at reducere deres indvirkning på klimaændringerne og opnå en samlet udledning af kulstof på nul (net-zero) i 2050. For at give indtryk af, at tiltaget bygger på et videnskabeligt grundlag, har mere end tusind selskaber sluttet sig sammen i en organisation, de kalder Science Based Targets.


Her siger man, at videnskabsbaserede mål er forretningsmæssigt set fornuftig, idet tiltaget ”fremtidssikre vækst, sparer penge, leverer robusthed mod regulativer, fremmer investortillid, ansporer til nyskabelse og konkurrencedygtighed samtidig med, at man demonstrerer konkrete bæredygtige forpligtelser overfor stadigt mere bevidste forbrugere”.


Det er præcis det, man gerne vil hører, når man er erhvervsmand eller politiker i et vækstfikseret kapitalistisk land, hvor netop økonomisk vækst og profit er mantraet, og hvor klimakrisen kun er en lille del af ligningen, fordi økonomisk vækst og profit er forudsætningen.


Men er der overhovedet videnskabeligt belæg for, at den tilgang til klimakrisen kan løse noget som helst. Det har to forskere, ph.d.-kandidat i grøn økonomi Oliver Miltenberger og professor i forst-økonomi Matthew D. Potts, sat sig for at finde ud af, og resultaterne fortæller de om i en artikel på The Conversation.


Gold Standard’ sætter normen for en klimasikker og bæredygtig verden, og skal virksomheder nå en samlet udledning på nul, ser det således ud ifølge de to forskere:

Virksomheden skal identificere og rapportere alle de udledninger, som virksomheden er ansvarlig for at skabe. Den skal reducere dem så meget som muligt, og så – hvis der stadig er udledninger, den ikke kan reducere – skal den investerer i projekter, der enten forhindrer udledninger andre steder eller trækker kulstof ud af luften for på at opnå en ”net-zero” balance – på papiret.


Den proces er imidlertid kompliceret og stadig i vidt omfang ureguleret og dårligt defineret. Derfor bestemmer virksomhederne selv i hvor høj grad, de vil læne sig op ad den del, som kaldes kompensation, og hvordan de vil rapportere deres udledninger. Virksomhederne bestemmer også selv, hvilke projekter de vil støtte for at kompensere deres udledninger.


De to forskere nævner olieselskabet Shell som eksempel. Her siger man, at man både kan nå nul udledninger i 2050 og fortsat producere fossile brændstoffer på et højt niveau i 2050 og fremover.


Hovedparten af de udledninger, der kommer fra deres fossile brændstoffer vil man kompensere gennem omfattende naturbaserede projekter, der indfanger og lagre kulstof for eksempel gennem skov- og havgenopretning. Faktisk vil man igangsætte så mange af disse kompensationsprojekter frem til 2030, at det overskrider det globale antal, der var til rådighed i 2019.


Det får de to forskere til at stille spørgsmålet: Hvad nu hvis andre olieselskaber, luftfartsindustrien, skibsfarten og den amerikanske regering for eksempel foreslår lignende løsninger? Vil der så realistisk set være tilstrækkeligt med land og hav til rådighed til sådanne kompensationstiltag?


Det er det frivillige marked, som står for de fleste kompensationsprojekter for kulstof, når man skal opnå ”net-zero”-udledninger, og enhver kan deltage. I takt med den voksende efterspørgsel på disse projekter, vokser presset for at udvide dem.


FN’s særlige udsending på klimaområdet Mark Carney fremlagde et udkast på mødet i Davos i år, der forudsiger en vækst på hele 15 gange netop på det område i løbet af det næste årti.


Der er imidlertid stor bekymring for om det frivillige marked kan leve op til det, de lover. Blot verificeringen af, om projekterne rent faktisk lever op til de lovede reduktioner, er yderst vanskelig. Allerede i dag er der eksempler på manipulation, greenwashing, uhensigtsmæssige konsekvenser og direkte mislykkede tiltag, fortæller de to forskere.


Det altafgørende problem er imidlertid, at der simpelthen ikke er tilstrækkelig miljømæssig kapacitet til at kompensere verdens udledninger. Som eksempel nævner forskerne, at der er 3 billioner træer på Jorden i dag, og måske er der plads til yderligere 1 til 2,5 billioner flere. Blot fire af de store træplantningsinitiativer – Trillion Tree Initiative, IT program, Trillion Trees og og den tidligere Reddit-direktør Yishan Wong har til hensigt hver især at plante 1 billion træer.


Men som NOAH skriver på sin hjemmeside:


”De fleste af kompensationsprojekterne er placeret i fattige lande, hvor de er billige at etablere. Men det er også her, der i forvejen udledes mindst CO2.


Vi kan altså kompensere alt det, vi vil. Men i det lange løb er vi nødt til at skære ned på vores egne udledninger. Nok så mange kompensationsprojekter vil aldrig kunne kompensere for al den CO2, vi udleder i de rige lande. Vi kan lige så godt se i øjnene, at vi er nødt til at gøre noget selv.”


Og så begynder det at blive kritisk – se blot hvad der sker med CO2-udledningerne de næste 12 måneder, når verdenssamfundet vender tilbage til ”normale” tilstande. I forvejen stiger de globale udledninger af drivhusgasser år efter år.