FEBRUAR

Fra CO2 til kul

27/02-2019: Det er lykkedes et hold forskere ved RMIT University i Melbourne, Australien, at udvikle en ny teknik, som effektivt kan omdanne CO2 i gasform til faste partikler af kul – til og med ved stuetemperatur.


Oplysninger om projektet er indtil videre sparsomme, da forskningsartiklen sandsynligvis først udgives i Nature Communication i morgen.


Teknikken vil uden tvivl blive diskuteret livligt i den kommende tid.

CO2-udledninger i 18 vestlige lande

Data: National Oceanic and Atmospheric Administration. Some description adapted from the Scripps CO2 Program website, "Keeling Curve Lessons."

27/02-2019: Den 25. februar offentliggjorde et hold forskere en ny undersøgelse i Nature Climate Change Letters, hvor man så på hovedårsagerne til, at udledningen af CO2 fra brugen af fossile brændstoffer i 17 europæiske lande - blandt andet Danmark – og i USA var faldet konstant i perioden 2005 til 2015.


En del af svaret havde at gøre med særlige forhold i visse lande. For eksempel betød fracking-’eventyret’ i USA, at kul blev erstattet af naturgas, mens det for østeuropæiske lande skyldtes, at man var blevet medlem af EU med fælles regler for energi, og at man fik ryddet op i den ineffektive infrastruktur.


Forskerne fandt imidlertid, at tre forhold var fælles for alle 18 lande, nemlig en faldende betydning af fossile brændstoffer, et fald i efterspørgslen på energi og solide nationale målsætninger, når det gjaldt reduktion af udledninger.


Det største bidrag til faldet i udledninger i perioden lå på gennemsnitlig 47% og skyldtes en faldende andel af fossile brændstoffer i energiproduktionen takket være nye grønne energiformer og/eller atomkraft. På andenpladsen kom et fald i energiforbruget på gennemsnitlig 36% takket være større energieffektivitet hos køretøjer, husholdningsapparater og husbyggerier. Resten af faldet kunne henføres til bedre el-kabler og luftledninger, og omstillingen fra kul til naturgas.


Før 2005 havde outsourcing af vestlige forbrugsgoder betydet, at CO2-udledningerne fra denne produktion var gået fra lande i Vesten til for eksempel Kina og Indien, som fremstillede tøj og elektronik til det europæiske marked. Men denne udvikling var ifølge forskerne stort set ophørt i 2005, og havde derfor ikke nogen væsentlig betydning for deres resultater.


Som nævnt var Danmark blandt de undersøgte europæiske lande, og som det fremgår af fig. 1 i artiklen i Nature, så har Danmark det største fald i udledningen af CO2.


Danmark og fire andre af de 18 lande – Sverige, Finland, Storbritannien og USA – var de eneste nationer, hvor faldet også fortsatte i 2015 (før May og Trump). I resten af landene var en stigning i udledninger allerede i gang igen.


Til sidst i undersøgelsen slår forskerne fast, at uanset faldet i udledningen af CO2 i de 18 lande, er der meget langt igen til en væsentlig og hurtig global afvikling af kulstof i energisystemet, som er en forudsætning for temperaturmålene i klimaaftalen fra Paris, især når man tager i betragtning, at de globale CO2-udledninger er steget i de sidste par år.


Store stigninger i CO2-udledninger i mange af verdens voksende økonomier som Indien, Kina, Tyrkiet, Brasilien, Sydafrika og endda Japan, hvor man i en lang periode lukkede landets atomkraftværker, understreger problemets omfang.


Opsætning af grønne energikilder på verdensplan vil kun betyde en reduktion af udledninger, hvis de ledsages af omfattende tiltag mod brugen af fossile brændstoffer, understreger forskerne.

'Green New Deal' og grønne energikilder

Ny solcellepark vest for Aakirkeby, Bornholm (2018)

25/02-2019: Et af hovedpunkterne i den – i hvert fald i USA – meget omtalte Green New Deal siger (4.A), at globale temperaturer skal holdes under 1,5 grader Celsius over det før-industrielle

niveau for at undgå de alvorligste konsekvenser af et ændret klima, hvilket vil kræve globale reduktioner af udledningerne af drivhusgasser fra menneskeskabte kilder på 40 til 60 procent i forhold til 2010-niveauet senest i 2030, og at (B) de samlede globale udledninger skal være nedbragt til nul i 2050.


Klimaændringerne vil betyde, at vejrforhold som ekstrem kulde og ekstrem varme vil blive hyppigere fænomener i fremtiden. Hvis el-forsyningen om blot 30 år udelukkende skal være baseret på grønne energikilder som sol og vind, hvor halvdelen af strømmen kommer fra solenergi og den anden halvdel fra vindenergi, vil det så sikre en stabil el-forsyning til forbrugerne i USA?


Energianalytikere fra rådgivningsvirksomheden Wood Mackenzie Power & Renewablesbenyttede den ekstreme kulde (polar vortex), som ramte det østlige og centrale USA den sidste uge i januar, til at analysere, hvordan el-nettet ville klare en sådan situation baseret på en mængde data om energiproduktion fra sol og vind og efterspørgsel på el.


Analytikernes konklusion blev, at der var lange perioder, hvor hverken sol og/eller vind kunne levere den nødvendige elektricitet til el-nettet. Derfor, siger de, vil der være behov for store mængder lagringskapacitet til overskudsenergi, som skal være til rådighed, når behovet kræver det.


I dag ligger behovet på 11 gigawatt, men i 2050 med 100 procent grøn energi vil behovet for de regioner, der omfatter New England, New York, den midtatlantiske kyst og dele af Syden, være på 277,9 gigawatt. Det er næsten dobbelt så meget, som Wood Mackenzie i øjeblikket forudsiger, at energilagringsbehovet vil være på nationalt niveau i 2040.


For tiden sker der en stor stigning i batterilagring, men den mest udbredte energilagring er stadig den årtier gamle metode med oppumpning af vand til vandkraftværker og systemer som komprimering af luft og lagring af termisk energi.


Medforfatter på analysen, forskningsdirektør hos Wood Mackenzie Wade Schauer, siger til insideclimatenews.org, at teknologiske fremskridt ikke blot kan dreje sig om batterier. Hvis behovet skal imødekommes, skal det omfatte teknologier, som endnu ikke er udviklet.


Analysen kommer også ind på, hvad der vil ske, hvis eksisterende atomkraftværker blev en del af el-forsyningen. Konklusionen er i så fald, at behovet for energilagring vil blive drastisk reduceret – fra 277,9 GW til 228,9 GW.


”Hvis målet er afvikling af kulstof, så kommer man rigtig langt med atomkraft,” siger Schauer.

Her er jeg enig med analysen – atomkraft skal bibeholdes så længe som muligt og gerne udbygges med de små atomkraftværker, som der forskes i at udvikle, og som er langt mere sikre end de gamle, hvis håbet om en fremtid skal bevares.


Jo, jeg har deltaget i marcher mod atomkraft i 70’erne, men i dag er klimatruslen langt mere alvorlig end risici ved atomkraftværker, plastikforurening, fedme og hvad der ellers dukker op af afledninger.


Hvad angår rådgivningsvirksomheden Wood Mackenzie Power & Renewables, skal deres analyser måske tages med et vis forbehold. Når man ruller ned til bunden af deres side på nettet, står der ’Trusted by leading organisations’, og her er anført en række olieselskaber!


Man bør også huske, at de store producenter af vindmøller og solceller, er blevet multinationale selskaber, som først og fremmest skal sikre deres aktionærer overskud og derfor – i lighed med olieselskaberne igennem adskillige årtier – holder forhold og problemer omkring deres virke hemmelig for offentligheden.


øvrigt er der forhold omkring el-forsyning baseret på grøn energi, som ikke er medtaget i dette korte blog-indlæg. Det drejer sig om forhold omkring ledningsnettet, som skal tilpasses, om udveksling af elektricitet mellem de mange mindre strømproducerende enheder, og klimaets overordnede indvirkning på hele systemet, som for eksempel længere perioder med stillestående luft eller mangel på sol.


Et nyopdaget problem, som danske el-selskaber blev opmærksomme på under den meget tørre og varme sommer sidste år, var, at der opstod fejl i samlingerne i el-kablerne i jorden – såkaldte muffefejl – fordi de ikke kunne klare den belastning, som opstod, når jorden satte sig omkring kablerne. Det gav anledning til strømafbrydelser, som ramte tusindvis af kunder i kortere eller længere tid.


Et andet nyopdaget problem er, at vindmøllevinger slides hurtigere under kraftigere regn, hvilket som bekendt er en faktor, som vokser med den globale opvarmning, da varmere luft kan indeholde mere fugt.


Når vindmøllevingerne ofte skal repareres, er det en udgift, som kan løbe op i flere millioner kroner for en vindmøllepark. Derfor er danske og udenlandske vindmølleproducenter gået sammen om at udvikle mere modstandsdygtige vinger.

Metan-udledning fra permafrost vokser

Copyright: Olafur Ingolfsson

23/02-2019: En ny undersøgelse offentliggjort i Geophysical Research Letters viser, at mere regn om foråret i de arktiske egne giver anledning til større udslip af metan.


De arktiske områder udsættes for en hurtigere opvarmning end det globale gennemsnit. Det betyder, at permafrosten i det nordlige AlaskaSibirienGrønlandog Canada smelter hurtigere og hurtigere.


Når permafrost tør, synker jorden ovenover sammen og danner vådområder (termokarst), idet fordybningerne fyldes med vand fra smeltet is og nedbør. Denne forvandling af landskabet ændrer udvekslingen af drivhusgasser mellem jorden og atmosfæren, idet vådområder frigiver metan til luften.


Opvarmningen betyder, at foråret kommer tidligere, og med foråret kommer regnen, som nu falder i større mængder. Regn har stort set samme temperatur som luften, og om foråret er luften varmere end jorden i områderne omkring Arktis.


Regnen bevirker, at jorden i vådområderne hurtigt opvarmes, hvorved de mikrobielle processer og plantevæksten øger metan-produktionen i takt med opvarmningen. Over en periode på 100 år er metan 32 gange kraftigere endkuldioxid (CO2).


Forskerne mener, at de hermed har påvist, at regn har en vigtig og hidtil upåagtet rolle i optøningen af permafrost-landskaber. Og til insideclimatenews.org siger hovedforfatter på undersøgelsen Rebecca Neumann, som er professor og civil- og miljøingeniør ved University of Washington:


”Vore resultater understreger, at disse permafrost-regioner er følsomme over for de termiske virkninger af regn, og da vi forventer, at disse miljøer vil blive vådere i fremtiden, vil vi kunne se en stigning i metan-udledningerne, som vi ikke havde forventet.”


Forskere, der er specialister i optøning af permafrost, har længe advaret om netop den type feedback-processer, som både er en konsekvens af global opvarmning og samtidig accelererer den.


Klimaaftalen i Paris i 2015 har naturligvis ikke medtaget disse resultater, og man må endnu engang slå fast, at målene i denne aftalen langt fra er ambitiøse nok til, at man kan undgå de værste konsekvenser af den menneskeskabte globale opvarmning.

Insekter i katastrofal nedgang

21/02-2019: ”Sandheden er, at vi har brug for de hvirvelløse dyr, men de har ikke brug for os.”


Således siger den verdenskendte entomolog og biolog E. O. Wilson, ekspert i myrer.


Hvirvelløse dyr, der omfatter insekter, som har et ydre skelet, kaldes også for leddyr. Til gruppen af insekter hører mider, edderkopper og bænkebidere. Det er vanskeligt at give et nøjagtigt bud på, hvor mange arter af denne gruppe dyr, der findes. Tallet varierer fra 7 millioner arter til måske 82 millioner arter. For hvirveldyr – som mennesket tilhører – er tallet omkring 600.000 arter.


Insekter er simpelthen grundlaget for alle fødekæder på landjorden, og planteædende insekter udgør hovedparten. Når de æder planter, bruger de den kemiske energi i planterne, som stammer fra sollyset, til at syntetisere væv og organer. Disse insekter ædes af andre insekter, som igen ædes af endnu større dyr.


De fleste planteædende insekter æder blot en enkelt art af planter, men insektædende leddyr, mange fugle og pattedyr er ikke så kræsne og æder stort set alle insekter. Det er grunden til, at der er så mange flere insektarter end fugle og pattedyr. Når antallet af insekter så falder, har det naturligvis konsekvens for alt det, der ligger højere oppe i fødekæden.


Derfor giver det anledning til alvorlig bekymring, når en ny videnskabelige undersøgelse slår fast, at mere end 40% af alle insektarter er truet af udryddelse i løbet af de næste få årtier.


Forskerne har brugt langvarige insektundersøgelser, i alt 73 rapporter, der alle har fundet sted gennem de sidste 40 år, som grundlag for deres resultater, men da hovedparten af de langvarige undersøgelser er foretaget i udviklede lande især på den nordlige halvkugle, gælder de informationer, som præsenteres hovedsageligt for Vesteuropa og Nordamerika.


Undersøgelsen slår fast, at tab af habitater og forurening er hovedårsagen til den dramatiske nedgang i insekttallet. Intensiveringen af landbruget gennem de sidste seks årtier er især skyld i problemet, hvor den voldsomme brug af kunstige pesticider har haft den største indvirkning på insekterne.


Det formodes, at bestøvere blandt insekterne – blandt andet bier, som også landbruget er meget afhængig af – rammes særligt hårdt af brugen af pesticider. Alligevel fortsætter denne praksis ufortrødent.


Klimaændringers betydning er ifølge denne undersøgelse indtil videre mere tvivlsom, da et varmere klima nogle steder har gavnet visse arter især i tempererede områder, mens det modsatte er tilfældet i tropiske områder, hvor insekterne er mere følsomme overfor temperaturstigninger.


Det ændrer dog ikke ved undersøgelsens konklusion:


Med mindre vi ændrer den måde, hvorpå vi producerer fødevare, vil insektbestandene som helhed være på vej mod udryddelse i løbet af få årtier.


For fire måneder siden udkom en anden videnskabelig undersøgelse, som netop peger på, at tropiske leddyr kan være særlig følsomme over for et varmere klima.


Her har man analyseret mængden af leddyr og insektædende dyr indsamlet mellem 1976 og 2012 i to højereliggende habitater i Luquillo-regnskoven i Puerto Rico. I dette tidsrum er den gennemsnitlige maksimumtemperatur steget med 2 ºi området.


Forskerne konstaterede, at biomasse-tørvægten af leddyr fanget med net var faldet med 4 til 8 gange, og at faldet i klæbefælder var 30 til 60 gange i forhold til tørvægten i 1970’erne. Samtidig kunne man konstatere en nedgang i antallet af insektædende firben, frøer og fugle i samme tidsrum.


Forskerne er ikke i tvivl om, at klimaopvarmningen er hovedårsagen til nedgangen i antallet af leddyr, og at det indirekte kan føre til et sammenbrud i regnskovens fødenetværk.


Forskerne gør også opmærksom på, at der er hårdt brug for mere omfattende undersøgelser af, hvordan global opvarmning og globale kredsløb påvirker dyrebestande og fødekædedynamik i tropiske skoves økosystemer.


Den globale opvarmning fortsætter takket være de menneskeskabte udledninger af drivhusgasser, og hyppigheden af hurricanes i Puerto Rico forventes at stige sammen med antallet af alvorlige tørker og en yderligere temperaturstigning i løbet af de næste 80 år på 2,6 til 7 ºC.


Men som E. O. Wilsons ven og kollega Thomas Eisner siger:


”Insekter kommer ikke til at arve Jorden. De ejer den allerede.”


Kan vi overhovedet leve på Jorden, hvis insekterne forsvinder?

Metan-udledninger vokser

Credit: GMAO Chemical Forecasts and GEOS–CHEM NRT Simulations for ICARTT (top) and NASA GSFC Atmospheric Chemistry and Dynamics Branch (lower)

19/02-2019: De tre vigtigste drivhusgasser i atmosfæren er kuldioxid (CO2), metan (CH4) og lattergas (N2O). Alle tre drivhusgasser findes naturligt, men de menneskeskabte udledninger har forøget mængden i atmosfæren betragteligt.


Ifølge den årlige opgørelse fra World Meteorological Organization (WMO) fra 2018 er mængderne i atmosfæren i forhold til det før-industrielle niveau (før 1750) steget med henholdsvis 146%, 257% og 122%.


Som bekendt ligger niveauet af CO2 i atmosfæren i øjeblikket omkring 410 ppm (dele pr. million) og er således den vigtigste drivhusgas, mens lattergas kun bidrager med omkring 4% af den samlede menneskeskabte forøgelse af drivhuseffekten. Lattergas har dog en lang levetid i atmosfæren.


Metan har passeret et niveau på blot 1850 ppb (dele pr. milliard), men er til gengæld den kraftigste af de tre drivhusgasser. Den er 25-30 gange kraftigere end CO2, dog med en levetid på omkring 10 år i atmosfæren mod mange hundrede år for CO2.


Niveauet af drivhusgasser i dag har ikke været så højt i de sidste 3-5 millioner år, hvor den globale temperatur var 2 til 3 ºC varmere og havniveauet var mellem 10 og 20 meter højere.

Derfor er det stærkt bekymrende, at forskerne nu ifølge en undersøgelse, som offentliggøres senere i denne måned i American Geophysical Union, kan konstatere, at indholdet af metan i atmosfæren er steget dramatisk. Og det er mindst lige så bekymrende, at forskerne endnu ikke kender årsagen til denne stigning.


Metan kommer blandt andet fra uddunstninger fra kvæg, og nogle forskere mener, at det kan hænge sammen med en stigende mængde kvæghold i Afrika gjort mulig af varmere og mere fugtige forhold som følge af klimaændringerne.


Man ved også, at opvarmningen af Arktis giver anledning til metan-udledninger fra den optøende permafrost, som kan ende med at blive meget store i takt med den globale opvarmning.


En ny undersøgelse offentliggjort i Nature fortæller, at netop dette forhold i løbet af de næste 80 år kan føre til en stigning på op til 42% i de atmosfæriske metan-koncentrationer, med mindre de menneskeskabte udledninger af drivhusgasser reduceres betydeligt for at begrænse den globale opvarmning.


Til gengæld fortæller en anden ny undersøgelse også offentliggjort i Nature, at iskapperne for eksempel i Grønland bidrager med metan-udledninger, som hidtil ikke har indgået i det globale metan-budget.


Undersøgelsen viser, at den grønlandske iskappe ligger oven på et udstrakt biologisk aktivt, metan-holdigt vådområde, og at store mængder metan herfra via smeltevand under isen, kan blive transporteret frem til isranden og ende i atmosfæren.


Andre forskere advarer om, at en mere ildevarslende faktor kan være på spil. Naturlige kemikalier i atmosfæren, som er med til at nedbryde metan, kan være blevet påvirket af stigende temperaturer, så de har mistet deres evne til at bekæmpe metan.


Professor Euan Nisbet fra Royal Holloway, University of London, som var hovedforfatter på den første undersøgelse fra Nature, siger til The Guardian:


”Omkring tidspunktet for Paris-aftalen antog man, at det ville være relativt nemt at reducere mængden af metan i atmosfæren, og at det hårde arbejde ville bestå i at nedbringe udledningerne af CO2Det ser imidlertid ikke mere så let ud. Vi ved ikke præcis, hvad der sker.”


Og videre siger han:


”Måske vokser udledningerne, eller måske skyldes problemet det faktum, at atmosfæren har mistet sin evne til at nedbryde metan. Uanset hvad årsagen er, står vi overfor et meget bekymrende problem. Derfor er det så vigtigt, at vi finder ud af, hvad der sker – så hurtigt som muligt.”

Farvel til Amazonas – verdens største regnskov!

Map: Rodrigo Bento for The Intercept

17/02-2019: Farvel til Amazonas – verdens største regnskov!


Jair Bolsonaro, Brasiliens nyvalgte præsident, priste folkemordet på Brasiliens urbefolkning. Nu opflammer han dem, som angriber de små samfund af oprindelige folk i Amazonas for at få adgang til områdets naturressourcer.


https://theintercept.com/2019/02/16/brazil-bolsonaro-indigenous-land/

BECCS og CO2

17/02-2019: Energi- Forsyning- og Klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) udtaler til dr.dk, at han er begejstret over at høre, at det ved hjælp af BECCS (Biomass Emissions Carbon Capture and Storage) er lykkedes Drax-kraftværket i det nordlige Yorkshire i England at fjerne CO2fra værkets afbrænding af biomasse ved produktion af elektricitet.


Når endnu en af de uduelige miljøministre, som venstre gennem tiden har udpeget, udtrykker sig sådan, så ved man, at noget er galt.


Grunden til hans begejstring er, at opsugning og lagring af CO2 fra biomasse spiller en stor rolle i regeringens plan for klimaet. Men det, han overser, er for det første, at projektet på Drax blot er et pilotprojekt, som kun omfatter en ganske lille del af udledningerne fra det 4 GW store anlæg, og for det andet, at Drax endnu ikke har nogen planer om at oplagre den indfanget gas.


At den danske regering stadig anser afbrænding af biomasse for et vigtigt tiltag for at nedbringe Danmarks udslip af CO2 i henhold til vores CO2-mål om at være klimaneutrale i 2050, viser blot, at denne regering ikke tager dette løfte alvorligt.


De fleste klimaforskerne er enige om, at vi ikke vil have nogen som helst chance for at redde kloden fra en global opvarmning på mindst 3 til 5 ºC og dermed ødelæggende klimaændringer i løbet af de næste 80 år, hvis vi ikke både reducerer vore CO2-udledninger til nul i de næste par årtier og samtidig trækker CO2 ud af atmosfæren – såkaldte negative udledninger.


Netop forestillingen om negative udledninger har været argumentet for at afbrænde træ, idet man hævder, at denne afbrænding er kulstof-neutral. Træer absorberer som bekendt CO2 fra atmosfæren, og når man brænder det, sendes CO2 blot tilbage til atmosfæren. Når man så kombinerer afbrændingen med et kulstofindfangningsanlæg, fjerner man jo samlet set CO2 fra atmosfæren, hedder det.


Naturligvis er det ikke så simpelt – og de europæiske regeringer, inklusiv den danske, ved det, men vælger at ignorere det.


De aktiviteter, man ikke medregner, er for eksempel plantning og fældning af træerne, omdannelse af træmassen til træpiller og transporten til kraftværket.


Drax Biomass fortæller, at de får træet fra det sydøstlige USA, hvor træet kommer fra ”responsibly managed working forests”, hvorfra det fragtes til træpillefabrikker i det nordøstlige og i det centrale Louisiana og i det sydvestlige Mississippi for derefter at blive sendt til udskibningshavnen i Baton Rouge på Mississippi-floden og sejlet til England.


Det er nok ikke svært at forestille sig, hvad det indebærer af ikke medregnede CO2-udledninger, og i en rapport fra European Academies Science Advisory Council erkender man da også, at BECCS kan forværre klimaændringer og anbefaler, at klimaindvirkningerne af BECCS bør vurderes fra sag til sag.


Et andet problem, som også overses, er, at afbrænding af træ giver langt mindre varme pr. enhed end afbrænding af olie eller kul. Det betyder altså, at man skal afbrænde meget mere træ for at producere den samme mængde varme i for eksempel kraftvarmeværker som det, vi har her på Bornholm. Hvis biomasse skal være en meget større andel af energisammensætningen, vil det altså kræve meget store landområder. Allerede nu bruger Drax-anlægget mere træ end Storbritannien producerer hvert år.


Men vi skal altså have fjernet CO2 fra atmosfære for at have en chance for at overleve.

I øjeblikket er 43 kulstofindfangningsanlæg i gang eller på tegnebrættet, men meget få af dem er indtil videre knyttet til kraftværker – i stedet fjerner de CO2 fra oliefelter og naturgasanlæg, som vi også skal skrotte for at komme videre.


Allerede i 2007 udlovede Richard Branson en præmie på 25 millioner dollars for et kommercielt brugbart projekt, der kunne fjerne mindst 1 milliard tons atmosfærisk CO2 om året i 10 år – præmien er stadig ikke blevet udbetalt.


I 2017 lå prisen for at fjerne et ton CO2 på cirka 600 dollars, og den skulle gerne ned på 100 dollars. Men selv om det skulle lykkes, vil det koste omkring 400 milliarder dollars om året at fjerne blot 1 procent af de globale udledninger – og processen vil være nødt til at køre i det uendelige – derudover er prisen for oplagring af alt det CO2 ikke engang medregnet.


Ifølge dr.dk fortæller en artikel i EU Observer fra 2017, at EU alene i de seneste 10-12 år har postet mellem 600 millioner og 1,5 milliarder Euro i pilotprojekter - uden nogen succes, men regeringen har valgt blot at bidrage til den forskning med 100 millioner kroner.


Og så har regeringen bebudet fortsatte besparelser på universiteterne i de kommende år. Alene i sidste uge måtte Aalborg Universitet nedlægge over 100 stillinger.


Intet af det, denne regering foretager sig, hænger sammen – og slet ikke på klimaområdet.

'Green New Deal'

14/02-2019: Green New Deal’ er en plan, der skal bekæmpe økonomisk og racemæssig uretfærdighed og ikke mindst klimaændringer i USA. Planen er fremsat af Massachusetts’ senator Ed Markey og af Alexandria Ocasio-Cortez fra New York, som blev valgt til Kongressen for første gang i november sidste år.


Planens mål er blandt andet at eliminere udledning af drivhusgasser fra el-forsyning, transport, fabrikation, landbrug og andre sektorer i løbet af blot 10 år, og støttes af flere af præsidentkandidaterne i 2020 som Bernie Sanders og Cory Booker.


Om en sådan plan overhovedet kan føres ud i livet på så kort tid, er svært at forestille sig. Men med sine blot 29 år har Alexandria Ocasio-Cortez allerede gjort sig bemærket for sine enestående evner til at nå ind til sagens kerne med sin retorik. Både på twitter og i interviews overgår hun de fleste.


I en af de mest sete politiske videoer fra en høring i en Kongreskomité for nylig – uploaded på netmediet Now This den 8. februar, set af mere end 37 millioner og vist her i en lettere redigeret udgave fra The Guardian – afslører hun selv, hvorfor en plan som ’Green New Deal’ nok vil være vanskelig at gennemfører i USA (se videoen til venstre).


Situationen er måske ikke meget anderledes i Danmark og andre europæiske lande.


De ansvarlige forskere for undersøgelsen af den danske deltagelse i krigene i Kosovo, Afghanistan og Irak er i løbet af deres arbejde blevet overraskede over, hvor få toppolitikere der bestemmer, om Danmark skal i krig.


Hvor få politikere afgør så den danske klimapolitik?


Ingen tvivl om, at de fleste parlamenter i verden har brug for en kvinde som Alexandria Ocasio-Cortez, hvis Jorden skal blive et bedre sted.

Afsmeltning fra iskapper og ekstremt vejr

Thwaites Glacier: Credit NASA/James Yungel

12/02-2019: Den 6. februar i år offentliggjorde Nature en artikel fra et hold forskere med titlen ’Global environmental consequences of twenty-first-century ice-sheet melt’, som falder godt i tråd med de to seneste blog-indlæg om gletsjer-afsmeltningen i Asien og Antarktis.


Ifølge hovedforfatteren, docent i glaciologi ved Victoria University of Wellington Nicholas R. Golledge, viser deres undersøgelse, at den samlede afsmeltning fra iskapperne i Grønland og Antarktis sandsynligvis vil påvirke hele det globale klimasystem, hvilket vil udløse mere ekstremt vejr og yderligere afsmeltning.


artiklens indledning nævner forskerne, at de mål for CO2-udledninger, som verdens lande indtil nu har forpligtet sig til, langt fra er nok til at begrænse den globale opvarmning til 2 ºC ifølge klimaaftalen fra Paris i 2015 og vil betyde en global overfladeopvarmning på 3 til ºCover det før-industrielle niveau i løbet af de næste 80 år. Det vil naturligvis give endnu mere afsmeltning fra polerne – også fra den såkaldte tredje pol (gletsjerne) i Asien.


Undersøgelsens resultater, der udelukkende bygger på beregninger af de seneste ændringer i iskapperne i Grønland og Antarktis ud fra satellitbaserede målinger, og som for første gang kombinerer data fra begge de polare regioner, viser, at øgede mængder smeltevand fra Grønland vil fører til en betydelig svækkelse af AMOC (Atlantic meridional overturning circulation).


AMOC er den dybvandspumpe, som syd for Grønland holder gang i det transportbånd af varme overfladehavstrømme og kolde dybhavsstrømme, der strækker sig gennem samtlige verdenshave.


Golfstrømmen, der fører varmt overfladevand fra troperne ind i Nordatlanten, er en vigtig del af dette transportbånd af havstrømme. En svækkelse vil betyde varmere lufttemperaturer i Centralamerika, det østlige Canada og i Arktis, men for det nordvestlige Europa vil det betyde koldere vejr.


For Antarktis viser resultaterne, at den øgede afsmeltning her vil danne et lag af ferskvand på havoverfladen, som vil gøre det muligt for det opstigende varme havvand at sprede sig under denne dyne af smeltevandhvilket potentielt kan udløse yderligere afsmeltning nedefra.


Som det nævnes i en artikel af hovedforfatteren Nicholas R. Golledge på netmediet The Conversation, så viser nyere forskning endvidere, at dele af Den Vestantarktiske Iskappe måske allerede har overskredet den tærskel, der betyder, at afsmeltningen herfra ikke længere kan stoppes.


Samlet set betyder resultaterne i den nye undersøgelse, at hvis man inkluderer smeltevandet fra iskapperne, kan det i høj grad påvirke klimafremskrivningerne. Og det har naturligvis stor betydning for beslutningstagere over hele verden – med mindre man er Gøg og Gokke (se forrige indlæg).


Smeltevandet fra iskapperne var ikke medtaget i den seneste evalueringsrapport fra Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC), da de anvendte computermodeller af klimaet her har været globale, mens modeller af iskapperne normalt er begrænset til blot at gælde indvirkninger omkring Antarktis og Grønland.


Netop af hensyn til beslutningstagere og den store betydning, som smeltevandet ifølge den nye undersøgelse kan have på klimasystemet, bør dette efter forskernes mening naturligvis laves om hurtigst mulig.


Denne undersøgelse falder sammen med en anden undersøgelse udgivet samme dag i Nature med titlen ’Revisiting Antarctic ice loss due to marine ice-cliff instability’, og begge leverer forudsigelser om stigningen i det globale havniveau i de næste 80 år ud fra modelberegninger af afsmeltningen fra Antarktis.


Undersøgelserne viser entydigt, at havniveauet er accelererende, men forskerne i den første undersøgelse forudsiger, at havniveauet blot vil stige 14 til 15 centimeter i den periode, mens den sidste undersøgelse anslår, at den mest sandsynlige stigning er 45 centimeter ved meget høje udledninger af drivhusgasser, men formodentlig mindre end 43 centimeter, hvilket er i overensstemmelse med 95 procent af tidligere undersøgelser.


Der er således et stykke op til de mindst fem meter i dette århundrede, som nogle forskere i dag mener er et sandsynligt tal for den globale havniveaustigning alle forhold taget i betragtning.


Selv om computermodellerne bliver forbedret hele tiden, så er begge hold forskere i de to undersøgelser dog enige om, at meget mere forskning er nødvendig i Antarktis og i Grønland, hvis der skal opnås bedre forståelse af de processer, der styrer afsmeltningen disse steder.

Gøg og Gokke (Aamund & Ågerup) i Debatten på DR2 i torsdags

10/02-2019: Jeg havde egentlig tænkt mig at se Debatten på DR2 i torsdags om Velfærd eller valgflæsk.


Men efter at have tilbragt de første næsten tre kvarter med Aamund & Ågerup, og deres – endnu engang – stupide forsøg på at tale den økonomiske vækst op og klimaændringerne ned, så var jeg kørt træt.


Gøg og Gokke havde i det mindste humor.


Så hellere gense Eske Willerslevs kloge tale på Christiansborgs Slotsplads til deltagerne i March for Science den 22. april 2017 om forskningens betydning og vilkår og politikerne.

Hulrum under Thwaites-gletsjerens rand

Credit: NASA

10/02-2019: Afsmeltningen omkring Antarktis går hurtigere og hurtigere. Det har utallige videnskabelige undersøgelser igennem dette århundrede dokumenteret – for eksempel denne knapt et år gamle rapport offentliggjort i Nature Geoscience.


Årsagen er især, at havstrømmene omkring kontinentet bliver varmere og rykker stadig tættere på fastlandet.


De mange gletsjere, som løber ud mod havet fra det indre af Antarktis, munder ud i såkaldte ishylder, der dannes på havoverfladen fra gletsjernes grundstødningslinje, som er det sted, hvor gletsjerranden hviler på havbunden.


Ishylderne fungerer som en slags bremseklods for den bagvedliggende strøm af is – selve gletsjeren. Men på grund af de varmere havstrømme, som smelter ishylderne nedefra, bliver disse bremseklodser stadig mindre (se billedet øverst).


Thwaites-gletsjeren, som løber ud i Amudsenhavet langs Vestantarktis (rød pil på nederste billede), er med en bredde på cirka 120 kilometer en af de største gletsjere i Antarktis. Ender det meste af gletsjerens is i havet, vil det gennemsnitlige havniveau på kloden stige med omkring 60 centimeter. Da den samtidig understøtter nabogletsjere, vil dens forsvinden betyde, at disse gletsjere også vil løbe ud i havet, og det vil hæve det gennemsnitlige havniveau med yderligere cirka 240 centimeter – altså en havstigning på i alt 3 meter blot fra dette lille område af Antarktis.


Derfor er det naturligvis alvorligt, når forskere fra NASA ved hjælp af italienske og tyske satellitter og NASA’s Operation Icebridge (isgennemtrængende radar) den 30. januar i år kunne offentliggøre en videnskabelig artikel i ScienceAdvances, som fortæller, at man under netop Thwaites-gletsjeren har fundet et enormt hulrum.


Da hulrummet ligger ved grundstødningslinjen flere hundrede meter under havets overflade, giver afsmeltning her i sig selv ikke anledning til et højere havniveau. Det, der derimod bekymrer forskerne, er, at hulrummet er opstået langs gletsjerens vestlige grundstødningslinje (A), hvor havbunden stiger jævnt ind mod fastlandet (prograde), og ikke langs den østlige del (B), hvor havbunden falder (retrograde) mod land fra grundstødningslinjen, som forskerne ellers indtil nu ville forventet (og som fremgår af det øverste billede).


På baggrund af tal fra perioden 2014 til 2017 beregnede forskerne, at afsmeltningen fra ishylden ved A var 207 meter om året, mens de målte en tilvækst ved B på 12 meter om året. Disse resultater står i modsætning til det traditionelle syn på vekselvirkningen mellem is og hav ved grundstødningslinjer.


Når nye forskningsresultater er i modstrid med gældende modeller, og når de til og med har så stor betydning for beregninger af det gennemsnitlige havniveau på kloden, skal de naturligvis undersøges grundigt, og det sker naturligvis også i dette tilfælde. Både når det gælder Thwaites-gletsjeren og andre gletsjere omkring Antarktis, vil andre forskerhold i de kommende måneder indlede nye undersøgelser ud over de, der allerede er i gang.


Forholdene omkring Antarktis er imidlertid yderst vanskelige at arbejde under – især når det gælder arbejdet på selve isen. I dag er der heldigvis mange muligheder for at udføre undersøgelser fra luften eller ved hjælp af satellitter – med mindre de spares væk. Besparelser i forskningen her vil dog hurtigt blive mange gange dyre for verdenssamfundet.


Det vil måske være en god ide at opfriske den truende klimakatastrofe, som havniveaustigninger er en del af, med læsning af denne cirka to måneder gammel artikel fra the Guardian med titlen ’Portrait of a planet on the verge of climate catastrophe’.

Afsmeltning af gletsjere i Asien

08/02-2019: Bjerggletsjere over hele verden smelter og forsvinder med stigende hast – Det er en gammel nyhed, som jeg sidst omtalte i et blog-indlæg for snart to år siden (2017-05-23 Antarktis og Bjerggletsjere).


En ny rapport med titlen ’Status and Change of the Cryosphere in the Extended Hindu Kush Himalaya Region’ giver nu en detaljeret beskrivelse af, hvordan situationen er i dag i den del af verden, som også kaldes den tredje pol på grund af de store mængder sne og is i regionen – og det er skræmmende læsning. Endnu engang kan man konstaterer, at forskerne er rystet over, hvor hurtigt det går.


Selv om der hurtigst mulig skulle ske en dramatisk reduktion af udledninger af CO2 for at prøve begrænse den globale opvarmning til 1,5 ºC, så vil 36 procent af gletsjerne i Hindu Kush- og Himalaya-bjergkæderne være forsvundet i løbet af de næste 80 år. Og hvis man ikke i det mindste påbegynder en reducering af udledningerne, vil tabet af is vokse til to tredjedele, siger rapporten.


Siden Paris-aftalen om klimaændringer i 2015 er udviklingen som bekendt gået den modsatte vej – 4 år senere stiger CO2-udledningerne nemlig fortsat.


Af den nye rapport fremgår det, at kryosfæren – sne, is og permafrost – er en vigtig del af vandforsyningen i den udstrakte Hindu Kush/Himalaya-region. Ændringer i kryosfæren vil påvirke tidspunkt for og omfang af vandgennemstrømningen i områdets floder og vandløb, hvilket vil have stor betydning for økologi og økonomi i de berørte lande.


Snedækkede områder og mængden af sne vil blive mindre i de kommende årtier som følge af de stigende temperaturer, og snelinjen vil trække sig opad mellem 400 og 900 meter frem mod år 2100Det vil påvirke den sæsonbestemte opbygning af vandreservoirer og gennemstrømningen i bjergvandløbene.


Bortset fra Karakoram, det østlige Pamir og det vestlige Kunlun er gletsjere over hele området blevet tyndere og har trukket sig tilbage siden 1970’erne. Den udvikling forventes at fortsætte i de kommende årtier med alvorlige konsekvenser for tidspunkt og omfang af gletsjerafsmeltning og dermed størrelsen af gletsjersøer. I løbet af de næste 80 år forventes et massetab hos gletsjerne på op mod 90 procent.


Mere detaljeret forventer forskerne, at de smeltende gletsjere vil øge vandgennemstrømningen i områdets floder i perioden 2050 til 2060. Det vil øge risikoen for, at smeltevandssøer højt oppe i bjergene vil gennembryde deres volde og overskylle samfund nedenfor. Fra 2060’erne forventes det imidlertid, at vandgennemstrømningen i floderne vil aftage. Floder i Indus og det centrale Asien vil blive hårdest ramt af nedsat gennemstrømning, som vil betyde markant mindre vand til befolkningerne.


Med hensyn til permafrost forventes det, at en fortsat optøning vil finde sted, og at tykkelsen af det aktive lag (den sæsonbestemte optøning af det øverste jordlag) vil vokse. Denne udvikling vil destabilisere visse højtliggende bjergområder og skråninger, da permafrost er den ”lim”, der holder sammen på klipperne. Dermed vil transportnettet bliver udsat for faldende klippestykker.


Det alvorligste problem for regionens befolkninger bliver imidlertid manglen på vand. Alene i Hindu Kush/Himalaya-regionen er 250 millioner mennesker direkte afhængig af det vand, som er oplagret i gletsjerne, men længere nede ad floderne – i Indien, Pakistan, Kina og andre af regionens lande – er 1650 millioner mennesker afhængige af flodernes vandgennemstrømning. I alt vil cirka 2 milliarder mennesker altså blive ramt af kritisk vandmangel.


Det vil først og fremmest være bønderne for foden af bjergene og landbruget længere væk, der vil blive alvorligt påvirket af manglen på vand til afgrøder i de kommende årtier. Allerede i dag påvirker de igangværende klimaændringer monsunen, så den er blevet mere uberegnelig og har givet anledning til tørke på forkerte tidspunkter for afgrøderne eller ekstreme regnmængder med oversvømmelser til følge.


Også vandkraftværkerne på floderne vil blive ramt af en stadig lavere gennemstrømning og dermed elektricitetsforsyningen til mange millioner mennesker.


Hamish Pritchard, som er glaciolog ved British Antarctic Survey, siger til The Guardian:


”Forsvinder isen, vil disse mennesker blive udsat for alvorlig vandstress, og konsekvenserne vil ikke blot være lokale, men også regionale og endda globale med hensyn til konflikter og migration.”

'Den lille istid' og Columbus

06/02-2019: Ifølge en netop offentliggjort videnskabelig undersøgelse i ScienceDirect har fire forskere – Alexander Koch, Chris Brierley, Mark Maslin og Simon Lewis – fra University of California LA undersøgt, om mødet mellem de første europæere, der ankom til den nye verden, og de oprindelige befolkninger i Nord- og Sydamerika, gav anledning til et fald i den globale gennemsnitstemperatur på 0,15 ºC i de to følgende århundreder.


Det er fastslået, at de første europæere udsatte de indfødte befolkninger for sygdomme som mæslinger, skoldkopper, influenza og byldepest, der ikke fandtes i Nord- og Sydamerika, før europæerne ankom. Da befolkningerne i den del af verden således ikke havde medfødt modstandskraft mod disse sygdomme, blev dødstallet enormt højt.


Der er ingen sikre tal for den samlede befolkning i de to verdensdele på den tid, men på grundlag af 119 offentliggjorte beregninger over regionale befolkningstal, fastslog forskerne, at tallet har ligget omkring 60 millioner i 1492. I Europa var befolkningstallet på den tid 70 til 88 millioner mennesker spredt over et areal, der var mindre end halvdelen af de to amerikanske kontinenter tilsammen.


På baggrund af de foreliggende databaserede beregninger anslår forskerne, at det samlede dødstal i begyndelsen af 1600-tallet således var 56 millioner, hvilket svarer til cirka 90 procent af den oprindelige befolkning eller 10 procent af Jordens samlede befolkning på det tidspunkt.


Til sammenligning kostede Den anden Verdenskrig 80 millioner mennesker livet, hvilket på det tidspunkt svarede til 3 procent af verdens befolkning. Den sorte Død, som ramte Europa, kostede 30 procent af den europæiske befolkning livet.


Forskerne beregnede endvidere, hvor stort et dyrket areal der krævedes for at brødføde en person under de givne forhold før Columbus, og nåede frem til, at i alt 62 millioner hektar har været dyrket svarende til cirka 10 procent af de to kontinenters landmasse. Det anslås, at på det tidspunkt blev 23 procent i Europa og 20 procent i Kina opdyrket af mennesker.


Det siger sig selv, at når omkring 90 procent af en befolkning går til grunde som følge af sygdomme, hungersnød, krige og overgreb fra koloniherrerne, går stort set al landbrugsproduktion i stå. De tidligere opdyrkede områder groede hurtigt til og blev de fleste steder overtaget af den oprindelige vegetation.


Mere vegetation betyder større optagelse af CO2, og forskerne foreslår således, at det forhold kan have ført til en målbar sænkning af atmosfærens indhold af CO2, og at det dermed har været medvirkende til at sænke temperaturen yderligere under den koldeste del af den såkaldte lille istid.


Den lavere temperatur førte til feedback-processer i kulstofkredsløbet – som for eksempel at mindre CO2 blev frigivet fra jorden – hvilket betød endnu mindre CO2 i atmosfæren.


Iskerneboringer fra Antarktis afslører, at der netop skete et fald i mængden af CO2 i atmosfæren omkring 1610 – et fald, som indtil nu har været en gåde. Temperaturfaldet førte til hårde vintre og kolde somre fra Europa til Japan, som gav anledning til hungersnød og opstande.


I en artikel på netmediet The Conversation skriver forfatterne til undersøgelsen, at den usædvanlig hurtige genetablering af skovene på de to amerikanske kontinenter ifølge deres beregninger førte til en reduktion af CO2 fra atmosfæren på 5 ppm (dele pr. million luftmolekyler).


I dag svarer det blot til udledningerne af drivhusgasser fra fossile brændstoffer i tre år. Før industrialiseringen omkring 1850 var indholdet af CO2 i atmosfæren omkring 290 ppm, og i dag har det tal passeret 410 ppm og stiger fortsat hvert år.

'Den lille istid'

Credit: NASA

04/02-2019: ’Den lille istid’ er en periode fra cirka år 1500 til cirka år 1800, hvor den globale gennemsnitstemperatur faldt cirka 0,5 ºC (se billedet).


Der er mange ubesvarede spørgsmål omkring denne periode. Var der virkelig tale om et globalt temperaturfald, eller optrådte afkølingen hovedsageligt over Europa?Skyldtes temperaturfaldet, at solpletaktiviteten faldt til stort set nul i den periode – det såkaldte Maunder Minimum? Var årsagen derfor, at Solen befandt sig i en dvaletilstand, der betød, at mindre solenergi nåede Jorden i modsætning til cirka 1000 år tidligere, hvor Jorden befandt sig i en varmere periode takket være meget høj solaktivitet, som den danske fysiker ved DTU Space Henrik Svensmark er fortaler for?


Ifølge Svensmarks teori har kosmiske stråler indflydelse på Jordens klima i så høj grad, at det er sammenfaldet mellem mængden af kosmiske stråler, der rammer atmosfæren og Solens aktivitet, som hovedsageligt bestemmer de globale temperaturændringer.


Når Solen er mere aktiv og udsender store mængder stråling, beskytter dens magnetiske felt Jorden fra kosmiske stråler (varmere klima ifølge Svensmark), mens Jorden i perioder med lav solaktivitet (Maunder Minimum – koldere klima ifølge Svensmark) rammes af flere kosmiske stråler.


Der er for så vidt ikke uenighed blandt forskerne om, at kosmiske stråler har en vis indflydelse. Der, hvor uenigheden opstår, er spørgsmålet om, hvor stor en indvirkning, de kosmiske stråler har.


Ifølge Svensmarks teori spiller kosmiske stråler en stor rolle i dannelsen af skyer, idet de fremmer dannelsen af de små partikler, som er grundlaget for, at vanddråber i skyer kan dannes. Hvis den teori er rigtig, vil det mindske betydningen af drivhusgasser i atmosfæren til fordel for kosmiske stråler og Solen, når man taler om global opvarmning.


Den problematik fik Den Europæiske Organisation for Højenergifysik (CERN) til at gå ind i sagen med forsøg, der måske kunne opklarer spørgsmålet.


Ifølge en af de forskere hos CERN, som var med til det indledende forsøg, Jasper Kirkby, opstod der faktisk partikler under forsøget, men partiklerne var alt for små til at kunne optræde som kerner for vanddråberne under skydannelse. Nye forsøg er påkrævet, men der kan gå adskillige år inden et endeligt svar kan foreligge.


Holdningen hos de fleste klimaforskere er imidlertid, at andre studier klart peger på den almindeligt accepterede forståelse af, at den globale opvarmning skyldes de menneskeskabte udledninger af drivhusgasser, idet man siger:


● at siden omkring 1750 har den gennemsnitlige mængde af energi, som kommer fra Solen, enten været konstant eller blot en smule stigende.


● at hvis opvarmningen var forårsaget af en mere aktiv Sol, så ville forskerne forvente at se varmere temperaturer i alle atmosfærens lag. I stedet har man set en afkøling i den øverste del af atmosfæren og en opvarmning ved overfladen og i de lave dele af atmosfæren. Det skyldes, at drivhusgasser fanger varmen i den lavere atmosfære.


● at klimamodeller, der omfatter ændringer i Solens stråling, ikke kan reproducere den observerede temperaturudvikling over det sidste århundrede eller mere uden at inkludere en stigning i mængden af drivhusgasser.


En artikel med titlen ’Solar variability and climate change: is there a link?’ kan være interessant at læse i denne forbindelse. Den indeholder adskillige forklarende illustrationer.


Det er vigtigt at slå fast, at forskerne også er enige om, at mængden af skyer spiller en rolle ikke blot for vejret, men også for klimaet. Men som med så mange andre forhold inden for klimaforskningen er der sammenhænge, man ikke har det fulde overblik over endnu. Forskningen er kompliceret og omfattende og kræver tid – tid, som vi måske ikke har.


En ny forklaring på den såkaldte lille istid – et gennemsnitligt temperaturfald på kun 0,5 ºC har ikke noget med istid at gøre – vil jeg omtale i næste blog-indlæg.

Ekstremt vejr i Australien og i USA

Credit: NASA Earth Observatory image by Lauren Dauphin + NASA/JPL-Caltech AIRS Project

02/02-2019: Klimaforskere har længe spået, at en af konsekvenserne af den menneskeskabte globale opvarmning er mere ekstremt vejr, og ekstremt vejr er netop, hvad Australien og USA oplever i øjeblikket.


Australien har – som beskrevet i et tidligere blog-indlæg – den varmeste sommer nogensinde.


De seneste tal afslører, at januar blev den varmeste måned i landets historie, og slog dermed rekorden fra måneden før. For første gang siden målinger begyndte nåede landets middeltemperatur i januar op over 30 ºC ifølge det australske Bureau of Meteorology (BoM). Nogle steder nåede den daglige temperatur op på næsten 50 ºC, hvilket ikke er set før.


Mangel på nedbør har forværret situationen yderligere. Store dele af Australien har blot fået 20 procent af den normale nedbør. Det er især gået ud over den sydøstlige del af delstaten Victoria og områder i delstaterne New South Wales og South Australia.


Vestlige områder af delstaten Queensland og det vestlige New South Wales har oplevet mere end 40 dage med temperaturer over 40 ºC. For eksempel havde byen Cloncurry 43 dage i træk med en temperatur på mere end 40 ºC, mens byen Birdsville i januar havde temperaturer højere end 45 ºC.


Australiens regering og landets Bureau of Meteorology fandt situationen så alvorlig, at man har udgivet en særlig rapport om den ekstraordinære varme med titlen Special Climate Statement 68—widespread heatwaves during December 2018 and January 2019.


Landets trængsler er imidlertid langt fra ovre.


Det nordlige Australien er i dag ramt af enorme mængder nedbør.


Ifølge vejrprognoserne forventer man, at der i byen Townsville i Queensland den 2. februar vil falde mellem 100 millimeter og 300 millimeter regn i løbet af 24 timer, og byens syv dages-rekord for nedbør forventes også at blive slået.


I USA på den nordlige halvkugle er situationen også ekstrem.


En meget kold luftmasse har i januar bevæget sig fra Nordpolen gennem Canada og ned over det centrale USA, hvor delstaterne Dakota, Wisconsin, Minnesota, Michigan og det nordlige Illinois er særlig hårdt ramt af ekstrem kulde.


Indtil nu har mindst 20 mennesker mistet livet. Siden tirsdag har hospitaler i Illinois rapporteret om mere end 220 tilfælde af forfrysninger og underafkøling. I byen Rockford i delstaten faldt temperaturen til rekordlave minus 35 ºC. I det vestlige New York er der faldet mere end en halv meter sne.


Onsdag var nogle områder af Illinois onsdag koldere end Antarktis, og med windchill-faktoren in mente føltes for eksempel Los Angeles mere end 50 ºC varmere.


Men netop varmen vender også tilbage til de stater, der har været ramt af den ekstreme kulde. Det sker ifølge meteorologerne allerede denne weekend og vil bringe temperaturer med sig, der ligger over gennemsnittet for årstiden i disse stater.


Om den situation siger direktør for meteorologi hos Weather Underground Jeff Masters til The Guardian:


”Jeg tror ikke, at der nogensinde har været et lignende tilfælde, hvor vi har set et [så stort] omslag i temperaturerne. Tidligere rekordkolde bølger er ikke forsvundet så hurtigt. Her oplever vi en brat overgang til forårslignende temperaturer.”


Eksperter frygter, at det pludselige omslag til tø vil skabe problemer med sprængte vandrør, oversvømmede floder og ødelagte veje.


Ifølge nogle meteorologiske forudsigelser kan den ekstreme kulde vende tilbage i næste uge.

I England er man i øjeblikket ramt af ”the Beast from the East” - altså rigtig vintervejr. Tidligere i denne vinter var det de europæiske lande syd for os, der blev begravet i sne – som også vil smelte med voldsomme oversvømmelser til følge.


Her på Bornholm er det kun den nordlige del, der har fået et par centimeter sne, men de to til tre meter høje markeringspæle langs alle biveje er sat op, så vi er klar til det værste – måske.