NOVEMBER

På tærsklen til klimakatastrofen

29/11-2019: Mit indtryk er, at flere og flere forskere i de seneste måneder har taget bladet fra munden og er blevet meget mere direkte i deres fremstilling af den globale klimakatastrofe, som vi styrer direkte ind i.


De seneste i rækken er:


Timothy M. Lenton, direktør for Global Systems Institute på University of Exeter i Storbritannien.

Johan Rockström, direktør for Potsdam Institute for Climate Impact Research i Tyskland.

Owen Gaffney, analytiker i global bæredygtighed ved Potsdam Institute for Climate Impact Research i Tyskland og Stockholm Resilience Centre på Stockholm University i Sverige.

Stefan Rahmstorf, professor i oceanografi og leder af Earth System-analyse ved Potsdam Institute for Climate Impact Research i Tyskland.

Katherine Richardson, professor i biologisk oceanografi ved Globe Institute på Københavns Universitet.

Will Steffen, professor emeritus i klima- og jordsystem-forskning på Australian National University i Canberra, Australien.

Hans Joachim Schellnhuber, professor i atmosfærefysik, klimatolog og direktør for Potsdam Institute for Climate Impact Research (PIK) i Tyskland.


De syv internationalt anerkendte forskere havde den 27. november en artikel i kommentar-sektionen i Nature med overskriften ’Climate tipping points — too risky to bet against’, hvori de redegør for, at kloden måske allerede har overskredet en række tærskler.


Når en tærskel (tipping point) overskrides i forbindelse med klimaet, betyder det, at man har overskredet ’en streg i sandet’, som er uigenkaldelig – derfra er der ingen vej tilbage til forhold, som de var inden da. Med andre ord overskrides tærskler, når bestemte indvirkninger af den globale overophedning ikke længere kan stoppes som for eksempel den igangværende afsmeltning af iskapperne. I dag er opfattelsen blandt forskere også, at når én eller flere tærskler overskrides, sætter det gang i overskridelse af et væld (cascade) af andre tærskler i Jordsystemet, som bevirker, at kloden træder ind i et nyt regime.


Tidligere mente forskerne, at en ekstrem opvarmning på 5 ºC var nødvendig for at passere sådanne tærskler, men de seneste resultater viser, at det kan ske allerede ved en global opvarmning på mellem 1 og 2 ºC over det før-industrielle niveau. I dag har den globale opvarmning nået en gennemsnitstemperatur på 1,1 ºC og stiger fortsat som følge af det stadigt stigende niveau af CO2 i atmosfæren.


Ifølge The Guardian sagde hovedforfatter Tim Lenton i forbindelse med offentliggørelse af artiklen i Nature:


”Vi har måske allerede krydset tærsklen for et væld af indbyrdes forbundne tærskler. Den enkle version er, at skolebørnene (Fridays For Future) har ret: Vi ser nu, at potentielt uoprettelige ændringer i klimasystemet er under opsejling – eller meget tæt på. Som forsker vil jeg bare fortælle det, som det er. Jeg er ikke ude på at være dommedagsprofet, men prøver at tilgå hele klimaproblematikken som et risikostyringsproblem. Det betragter jeg som almindelig sund fornuft.”


I artiklen beskriver forskerne de tærskler, som vi er tættest på at overskride – hvis det ikke allerede er sket. Det drejer sig først og fremmest om afsmeltningen af iskapperne i Grønland og i Antarktis, som jeg har beskrevet i adskillige blog-indlag. Og de gør opmærksom på, at mangel på data fra disse svært tilgængelige områder betyder, at vi stadig ikke ved med sikkerhed, hvor slemt det i virkeligheden står til med afsmeltningen.


Når det for eksempel gælder biosfæren, betyder klimaændringer og andre menneskelige aktiviteter risiko for overskridelse af tærskler i en lang række økosystemer. De nævner hyppige tørker i Amazonas, naturbrande og skadedyrsangreb i de nordlige skove og omfattende udryddelse af koralrev, hvor 99 procent af de tropiske koralrev forventes at gå tabt ved en gennemsnitlig global temperaturstigning på 2 ºC.


Den klareste trussel er ifølge forskerne, hvis vi nærmer os en samtidig overskridelse af et globalt væld af tærskler, som vil bringe klimaet ind i en ny ’drivhus’-tilstand, der vil gøre kloden mindre beboelig (et såkaldt regimeskifte) – og vores civilisation optager blot en lille del af de 29 procent af Jorden, som er land.


Sidste år analyserede en videnskabelig undersøgelse 30 forskellige typer regimeskift i det fysiske klima og i miljøsystemer – fra kollaps af Den vestantarktiske Iskappe til overgang fra regnskov til savanne. Analysen viste, at overskridelse af tærskler i et system øger risikoen for overskridelser i andre systemer. Sådanne sammenhæng fandt man i næsten 50 procent af mulige vekselvirkninger.


Ifølge forskerne er det netop sådanne eksempler, man er begyndt at observere. For eksempel forstærker tabet af havis i Arktis den regionale opvarmning. Og den arktiske opvarmning og afsmeltningen i Grønland er drivkraften bag tilstrømningen af ferskvand i Nordatlanten, som kan være skyld i, at AMOC (Atlantic Meridional Overturning Circulation), som Golfstrømmen er en del af, og som igen er en del af det globale transportsystem af havstrømme, har sænket hastigheden med 15 procent siden midten af det tyvende århundrede.


Indholdet af CO2 i atmosfæren er ifølge forskerne hurtigt på vej mod det niveau, som kloden havde for 50 millioner år siden, da temperaturen var op til 14 ºC højere end det før-industrielle niveau. De nuværende klimamodeller har svært ved at eftergøre den udvikling, og en mulig forklaring på det er, at en vigtig tærskel ikke er blevet inkluderet i modellerne, nemlig et pludseligt opbrud i stratocumulus-skydækket ved et CO2-niveau på 1200 ppm, som en ny undersøgelse viser.


Hvis et væld af ødelæggende tærskler overskrides, og hvis overskridelse af en global tærskel ikke kan udelukkes, så er det en eksistentiel trussel mod vores civilisation. Ikke nok så mange costbenefitanalyser vil i så fald kunne redde os. Vi er nødt til at ændre vores tilgang til klimaproblemet, slutter forskerne deres artikel.

CO2-niveauet og flygtninge

26/11-2019: I går kom så den ”overraskende” meddelelse fra FN’s World Meteorological Organization (WMO), at den globale gennemsnitlige koncentration af CO2 i atmosfæren nåede nye højder i 2018 – 407,8 ppm (dele pr. million luftmolekyler). Det er en stigning på 2,3 ppm i forhold til 2017 og 50 procent højere end i 1750, hvor den industrielle revolution begyndte.


For blot tre år siden krydsede det globale niveau af CO2 i atmosfæren det symbolske referencepunkt på 400 ppm. CO2 forbliver i atmosfæren i århundreder og i havene endnu længere.


Mængden af de to andre vigtige drivhusgasser i atmosfæren, metan og lattergas, stiger også fortsat. Metan, der er den kraftigste drivhusgas, viste den højeste stigning i 2018 i forhold til tidligere år, og er nu 259 procent højere end det før-industrielle niveau, mens lattergas, der også viste den højeste stigning i 2018 i forhold til tidligere år, i dag er 123 procent højere end det før-industrielle niveau.


Ifølge WMO’s hjemmeside siger organisationens generalsekretær Petteri Taalas i den anledning:


”Der er hverken tegn på en opbremsning eller et fald i koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren på trods af alle løfterne fra Paris-aftalen om klimaændringer. Vi er nødt til at omsætte løfterne til handling og øge ambitionsniveauet af hensyn til menneskehedens fremtidige ve og vel. Det er værd at huske på, at sidste gang, Jorden oplevede en tilsvarende høj koncentration af CO2, var for 3 til 5 millioner år siden. Dengang var temperaturen 2 til 3 ºC varmere, og havniveauet var 10 til 20 meter højere end i dag.”


Endnu engang er jeg nødt til at understrege, at det er for sent at bremse den globale opvarmning, som alene i de næste 80 år vil stige med mindst 3 til 4 ºC i gennemsnit. Og konsekvenserne står at læse i sidste blog-indlæg om den voldsomme El Niño-hændelse i 2015-16 – sandsynligvis gange med 10.


For vores del af verden betyder det, at Afrika stort set bliver ubeboelig – varmen bliver ulidelig, og mad og vand forsvinder. Det samme sker i landene omkring Middelhavet, da Sahara vil brede sig nordpå (se tidligere blog-indlæg).


Flygtningestrømme vil vokse til et hidtil uset omfang og vil i Europa oversvømme landene på deres vej væk fra sult og tørst og den sikre død. Og Danmark vil få sin andel af flygtninge, uanset hvad vi gør. Vi ville trods alt selv flygte sydpå, hvis forholdene var omvendt, og det var den sidste mulighed for overlevelse.


Hvordan scenariet med flygtningestrømme sydfra kommer til at udspille sig fremgår indirekte af et nyt videnskabelig forskningsprojekt, hvor danske forskere på Princeton University har set på de sænkede ydelser, som fulgte med starthjælp og senere integrationsydelser (Deadline den 22/11-2019).


Ifølge undersøgelsen kan de sænkede ydelser forklare et fald i nettoindvandringen på op til 5000 mennesker om året. En af forskerne bag undersøgelsen, ph.d.-studerende Ole Agersnap, forklarer på Deadline, hvad man konkret har gjort for at undersøge de offentlige ydelsers betydning for, hvor mange flygtninge og indvandrere der kommer til Danmark.


Men vigtigt for dette blog-indlæg beskriver han konsekvenserne af, at Danmark har opnået en opbremsning i tilstrømningen af flygtninge og indvandrere ved at gå forrest med en sænkning af offentlige ydelser til disse mennesker.


Ifølge Agersnap er den helt overordnede konklusion på undersøgelsen, at indvandringen agerer på størrelsen af disse ydelser, og at det derfor er et instrument, man kan bruge, hvis en opbremsning er målet.


Men i et bredere perspektiv skal man også se på effekten på andre lande, fortæller Agersnap. De flygtninge og indvandrere, som vælger Danmark fra baseret på en sænkning af ydelserne, vil for en stor dels vedkommende højst sandsynlig søge til andre EU-lande.


Andre lande vil derfor sagtens kunne kopiere Danmarks tiltag, som for eksempel Østrig allerede har gjort. Hvis den udvikling fortsætter, kan det nemt ende med at blive et kapløb mod bunden, hvor alle lande kappes om at sænke ydelserne mest mulig og derved skubbe indvandrere og flygtninge andre steder hen.


I sidste ende kan den udvikling ifølge Agersnap ende som et nulsumsspil (et spil, hvor den samlede gevinst ved enhver strategikombination hos spillerne er nul, således at det, som én spiller vinder, må være tabt af en anden). Alle lande ender med at give lavere ydelser, og flygtninge og indvandrere – mennesker som du og jeg – ender med at få endnu lavere overførselsindkomster, end de ellers ville have gjort.


Det er efter min mening en præcis beskrivelse af udviklingen på flygtningeområdet de nærmeste år. Når præmissen er, at disse mennesker ikke har andre muligheder, så ender vi med et Europa (eller en verden), hvor kampen om mad og vand ikke længere er et spørgsmål om, hvem der står forrest i køen, når supermarkedet åbner, men noget, der er langt værre.


Hvilke danske politikere var det nu, der startede denne nedadgående spiral fra menneskelighed til umenneskelighed?


Overbevisende beskrivelser af den udvikling findes allerede. Læs for eksempel ’The Memoirs of a Survivor’ af Doris Lessing fra 1974, Nobel-prismodtager i litteratur i 2007, eller ’The Road’ af Cormac McCarthy fra 2006.

ENSO, Australien og fremtiden

24/11-2019: I den tropiske del af Stillehavet er de øverste 200 meter af havet et lag af varmt vand med en temperatur på mellem 20 ºC og 30 ºC. Nedenunder er vandet koldere og ret stillestående, og mellem disse to vandmasser finder en skarp temperaturændring sted, som kaldes termoklin.


Passatvinde over det tropiske Stillehav blæser fra øst til vest og skubber det øverste varme lag af havvand ind mod den australske og indonesiske østkyst, hvilket betyder, at vandstanden nær Australien kan være en meter højere end nær Sydamerika.


Med mellemrum forstærkes passatvindene og bringer dermed mere varmt vand til Australien sammen med større nedbørsmængder. Den situation kaldes La Niña.

Med mellemrum svækkes passatvindene, således at noget af det varme vand flyder tilbage mod øst og op langs Amerika. For Australien betyder det mindre nedbør og mere tørt vejr. Den situation kaldes El Niño.

Hele denne cyklus kaldes El Niño Southern Oscillation (ENSO) og skifter med 2 til 7 års mellemrum mellem en La Niña og en El Niño – eller sådan forholdt det sig indtil den menneskeskabte globale opvarmning tog fart.


ENSO står for de største år-til-år klimavariationer på kloden, og man ved, at El Niño’er er blevet kraftigere i løbet af den industrielle tidsalder med stærkere storme, tørker og koralblegninger til følge. Derfor arbejder forskere ihærdigt på at forstå og forudsige, hvordan ENSO-systemet vil reagere på den globale opvarmning i takt med de stigende temperaturer.


Ved blandt andet at sammenligne temperaturafhængige kemiske aflejringer i nutidens koralrev med tilsvarende aflejringer i gamle koraller fra de sidste 7000 år er det meget overbevisende lykkedes et hold forskere at fastslå, at kraftigere El Niño’er nu er en del af et klimamønster, der både er nyt for forskerne og højst mærkværdigt.


Til Eurekalert siger professor Kim Cobb fra Georgia Institute of Technology's School of Earth and Atmospheric Sciences, som er hovedundersøger på undersøgelsen:


”Det, vi har set i løbet af de sidste 50 år, ligger uden for enhver naturlig variation. Det springer i den grad i øjnene. Faktisk ser vi det i hele den industrielle tidsalder. Der var tre ekstremt kraftige El Niño-La Niña hændelser i 50 års-perioden, men det var ikke blot disse hændelser. Hele mønstret stak ud.”


Forskerne frygter, at statistisk set så bemærkelsesværdige hændelser betyder, at ENSO-fænomenerne har overskredet en tærskel, der nu og i fremtiden vil forværre konsekvenserne af dette klimamønster. I forvejen har de kraftige El Niño’er allerede givet anledning til ekstremt vejr over hele Jorden.

Australian Bureau of Meteorology

Den tredje kraftigste El Niño – og den seneste – optrådte i 2015-2016.


Papua New Guinea i Stillehavsregionen blev ramt af tørke og frost, som ødelagde høsten og forårsagede fødevaremangel, mens Vanuatu, Fiji-øerne, Solomon-øerne, Samoa og Tonga oplevede forværret tørke. Tættere på Ækvator oplevede øer som Kiribati og Tuvalu oversvømmelser som følge af kraftig regn.


I Asien gav denne El Niño anledning til, at der i Filippinerne blev erklæret tørke i 85 procent af provinserne, mens Indonesien oplevede den værste tørke i 18 år. Skovbrande i landet gav dårlig luftkvalitet i nabolande som Singapore, Malaysia, det sydlige Thailand og det sydlige Filippinerne.


I Mekong-deltaet betød en forsinket monsun en betydelig reduktion af risudbyttet i Vietnam. I Thailand betød vandmangel vandrationering og forsinket udplantning af ris. Palmeolieforsyningen faldt på grund af tørke i Malaysia og Indonesien. En hedebølge i april 2016 gav rekordhøje temperaturer i Thailand, Laos og Cambodia.


I det nordlige Kina var der tørke i 2015, mens det sydlige Kina blev ramt af kraftig regn, som gav oversvømmelser og mudderskred og igen i maj 2016, hvor det især gik ud over Guangdong-provinsen.


Fra juni til september 2015 medførte mindre monsunregn, at mængden af ris, majs, bomuld og sukker blev reduceret. Og mindre nedbør fra oktober til december påvirkede udbyttet af hvede. Alvorlig vandmangel opstod i blandt andet i Mumbai-området. Til gengæld fik dele af det sydlige Indien rekordstore mængder nedbør, som førte til omfattende oversvømmelser.


I Syd- og Centralamerika blev Paraguay, Uruguay, Brasilien og Argentina i december 2015 ramt af store oversvømmelser, som betød evakuering af mere end 150.000 mennesker, og i begyndelsen af 2016 blev Peru ramt af omfattende oversvømmelser og mudderskred, og det samme skete i Ecuador, hvor det gik ud over produktionen af rejer.


I januar 2016 oplevede Argentina det værste angreb af græshopper siden 1954 efter en periode med kraftig regn og høje temperaturer, og i april 2016 vendte regnen tilbage til Argentina og Paraguay og forårsagede store tab i landbrugsudbyttet.


Til gengæld blev Columbia ramt af tørke og skovbrande, som gav alvorlige ødelæggelser af afgrøder, hvilket medførte højere fødevarepriser og fejlernæring i nogle områder. I november 2015 advarede FN om, at 2,3 millioner mennesker i Centralamerika ville have behov for fødevarehjælp.


I Caribien oplevede Cuba den værste tørkeperiode i 115 år, og en række ø-stater i området oplevede vandmangel. I den dominikanske Republik blev landbruget hårdt ramt af afgrødetab.


Brasilien havde et særlig højt antal skovbrande i 2015, der forstærkede de i forvejen tørkelignende forhold i Amazonas-regionen, mens afgrøder i det nordøstlige Brasilien blev oversvømmet af kraftig nedbør.


Normalt bringer El Niño kraftig regn til Californien, men blot få regioner i staten fik nedbør, hvilket betød, at den fem år lange tørke i Californien fortsatte. I de sydøstlige dele af USA var nedbøren større end normalt, hvor Missouri fik tre gange mere nedbør end sædvanligt i løbet af november og december 2015. Det betød store oversvømmelser langs med Mississippi-floden.


I Sydafrika betød omfattende tørke, at fødevareproduktionen blev den laveste siden 1995, og i Zimbabwe gik mere end 75 procent af afgrøderne tabt. Her og i Malawi og Mozambique steg fødevarepriserne mindst 50 procent. Tørken ramte også Etiopien, Somalia, Swaziland, Zambia og dele af Madagaskar, og mere end 10 millioner mennesker i Etiopien havde brug for fødevarehjælp.


I Tanzania og Kenya var det kraftig regn, som ødelagde høsten og landenes fødevarereserver, og i maj 2016 kostede kraftig regn med efterfølgende mudderskred mange mennesker livet i Rwanda.


Sidst, men ikke mindst, bliver Australien ramt hårdt af El Niño’er, der ofte, men ikke altid betyder tørke i landet, og 2015-16 var ingen undtagelse, selvom det startede med nedbør over det normale fra april til august i dele af Vestaustraliens indre, i New South Wales og i det østlige Victoria.


I foråret 2015 (september, oktober og november) havde tørken imidlertid udviklet sig til den tredje tørreste i landet, og en rekordtidlig hedebølge i oktober reducerede afgrødeudbyttet i Murray-Darling bækkenet. Færre skyer og mindre tropisk nedbør gav anledning til den værste koralblegning nogensinde i Great Barrier Reef.


Kombinationen af varme og næsten ingen nedbør betød, at sæsonen for naturbrande startede meget tidligt med mere end 70 brande i Victoria og omkring 55 brande i Tasmanien i løbet af oktober. De tørre forhold betød, at antallet af brande i Tasmanien i oktober var nået op på flere hundrede – blandt andet i regnskov og moser, hvor man ikke havde oplevet brande i århundreder.


I dag skriver vi november 2019, og Australien oplever en tidlig og ødelæggende sæson med naturbrande. I flere stater i det østlige Australien har brandene hærget hundrede tusinder hektar land, har ødelagt hundredvis af ejendomme og kostet seks mennesker livet indtil nu. Men i år er ikke et El Niño-år.


Temperaturerne i den tropiske del af Stillehavet har været ENSO-neutrale siden april og forventes at forblive neutrale i hvert fald til februar 2020. Imidlertid er visse tropiske klimamønstre El Niño-lignende og kan skyldes et andet klimafænomen kaldet Indian Ocean Dipole (IOD), som styres af vedholdende temperaturforskelle i havoverfladen i den tropiske vestlige og østlige del af Det indiske Ocean.


Forskerne siger imidlertid, at forholdene omkring naturbrandene i dag er fundamentalt forskellige og på mange måder grundlæggende værre, når man sammenligner med nogle af de naturbrande, som man tidligere har set.


Mellem januar og august i år har nedbøren i nogle områder været den laveste, man nogensinde har målt. I dele af New South Wales og Queensland har fugtigheden i jorden været rekordlav, og det har ifølge forskere betydet, at brandforholdene i år overordnet set er uden fortilfælde.


Ifølge det australske Bureau of Meteorology (BoM) har perioden januar til oktober været den næstvarmeste i Australien i de 110 år, man har målinger fra. Og nedbørsmængden for hele landet har været den næstlaveste i de sidste 120 år. Ifølge BoM og CSIRO (Commonwealth Scientific and Industrial Research Organization) er der en klar sammenhæng med de menneskeskabte klimaændringer.


Det australske klima er siden 1910 blevet mere end 1 ºC varmere, hvilket naturligvis har ført til en stigende hyppighed af hedebølger, og i perioden april til oktober er regnmængden i den sydøstlige del af Australien faldet med 11 procent siden sidst i 1990’erne.


I fremtiden forventes en stigning i luft- og havtemperaturer, hvilket naturligvis vil give anledning til flere varme dage og hedebølger i havet og stadig færre kuldeekstremer. Endvidere vil regnmængden i det sydlige Australien falde med mere tørke til følge, mens en stigning i kraftige skybrud vil optræde over hele landet.

Although severe weather can occur at any time of the year, October to April is the peak time for Australia's bushfires, heatwaves, flooding, tropical cyclones and severe thunderstorms. This video looks at likely conditions for the 2019–20 severe weather season in Australia. Understanding how severe weather happens, knowing it's on the way and being ready to act all help you to stay safe.

Explore our severe weather information to be better prepared when hazardous weather looms: More at: http://www.bom.gov.au/knowyourweather/.

På grund af sin beliggenhed er Australien frontløber, når det gælder konsekvenserne af den globale opvarmning. I de kommende år vil resten af verden blive ramt af tilsvarende klimakatastrofer – ikke kun i El Niño-år. Og hvis man nærlæser ovenstående følger af El Niño-året 2015-16 fremgår det tydeligt, at verdens fødevare- og vandforsyning bliver hårdt ramt.


Spørgsmålet er så, om fantasien rækker til at forestille sig, hvad en global temperaturstigning på yderligere 1 ºC betyder – eller en global opvarmning på 3 eller 4 ºC, som mange forskere allerede nu frygter bliver en realitet i løbet af de næste 80 år.

Fossile brændstoffer er enden på det hele

Kilde: The Production Gap: SEI, IISD, ODI, Climate Analytics, CICERO & UNEP, 2019

22/11-2019: FN’s Miljøprogram har sammen med en koalition af forskningsorganisationer netop udgivet en rapport, ’The Production Gap 2019 Report’, som endegyldigt tager livet af ethvert håb om at begrænse den globale opvarmning til 2 ºC og dermed håbet om en tålelig fremtid for vore børn og børnebørn.


Uanset hvad I læser af pladderoptimistiske historier om fremtiden i mainstream medier, så understreger denne rapport, at det er løgn.

Årsagen er simpel – produktionen af fossile brændstoffer, kul, olie og naturgas, vil i løbet af de næste 10 år blive mere end dobbelt så stor som den mængde, der kan afbrændes, hvis den globale opvarmning skal holdes på højst 2 ºC, som verdens lande har lovet ifølge klimaaftalen fra Paris i 2015.


Undersøgelsen sætter navn på forbryderne. Man har bedømt de syv største producenter af fossile brændstoffer – Kina, USA, Rusland, Indien, Australien, Indonesien og Canada – og tre betydelige producenter med store klimaambitioner – Tyskland, Norge og Storbritannien.


Produktionsgabet er størst for kul, hvor Kina står for den største produktion i verden, mens Australien er verdens største eksportør af kul. Frem til 2030 har de kulproducerende lande planer om at levere 150 procent mere kul end det, der ifølge IPCC er i overensstemmelse med 2 ºC-målet, og 280 procent mere end det, der er i overensstemmelse med 1,5 ºC-målet.


Produktionsgabet er også betydeligt for olie og gas, hvor de nævnte 10 lande forventes at producere 43 procent mere olie og 47 procent mere naturgas frem til 2040 end det, der er i overensstemmelse med 2 ºC-målet.


Ni af landene er ansvarlig for mere end to tredjedele af CO2-udledningerne fra fossile brændstoffer. Beregningen er baseret på, hvor store mængder brændstof landene udvinder uden hensyn til, hvor det bliver afbrændt.


Selvom grønne energikilder i stigende grad er konkurrencedygtige med olie, naturgas og kul, er der ifølge rapporten ingen garanti for, at fossile brændstoffer og deres udledninger af drivhusgasser vil falde, og slet ikke med den hastighed, som er nødvendig for at undgå farlige klimaændringer.


Årsagen er blandt andet, at den igangværende globale produktion fylder markedet for energi med billige fossile brændstoffer, hvor prisen holdes kunstigt nede i de enkelte lande med statsstøtte til producenterne som nævnt i adskillige tidligere blog-indlæg.


Netop det forhold bør ifølge rapporten naturligvis ophøre samtidig med, at man lægger skat på produktion og eksport af de fossile brændstoffer. Indtil nu har man næsten udelukkende fokuseret på at nedbringe efterspørgslen på disse brændstoffer og forbruget af dem gennem energieffektivitet, opsættelse af grønne energikilder og afgift på kulstof. I stedet bør man fokusere på at bremse produktionen.


Få lande har allerede bremset produktionen af fossile brændstoffer. Frankrig, New Zealand og Danmark har delvis eller fuldstændig forbudt eller suspenderet olie- og gasudvinding, og Tyskland og Spanien er i gang med at udfase kuludvinding, siger rapporten.


Ifølge The Guardian siger forskningsstipendiat Cleo Verkuijl fra SEI’s (Stockholm Environment Institute) Oxford-kontor, at Storbritannien er et slående eksempel på det misforhold, der er mellem, hvad et land lover, og hvad det rent faktisk gør.


Storbritannien var det første af verdens store økonomier, der forpligtede sig til et mål på nul udledninger i 2050, men samtidig understøtter man produktion af fossile brændstoffer både hjemme og i udlandet og har det erklærede mål at hente hver eneste dråbe olie og gas op af sine felter i Nordsøen.


De britiske olie- og gasmyndigheder sagde i en udtalelse for nylig:


”Olie og gas vil fortsat være en vigtig del af vores energiforsyning så langt ud i fremtiden, som vi kan se – også med et samlet nul-scenarie. For at maksimere den økonomiske fremgang for Storbritannien er det afgørende at kunne imødekomme energiefterspørgslen, så længe den eksisterer, og reducerer afhængighed af import.”


Også ifølge The Guardian sagde professor Nicholas Stern fra London School of Economics:


”Denne vigtige rapport påviser, at de planlagte kul, olie- og gasproduktioner er faretruende ude af trit med målene i Paris-aftalen.”

Atmosfæriske floder rammer Antarktis

Antarctica's ice sheets drain from the interior of the continent into the ice shelves at the ocean. This NASA illustration shows the ice flow, highlighting the ice shelves.

Credit: NASA Goddard Space Flight Center

20/11-2019: Fænomenet atmosfæriske floder er et transportbånd af fugtig luft, som fra troperne sender store mængder vanddamp mod kontinenterne og de polare områder. Jeg har tidligere omtalt de atmosfæriske floder, som fra Stillehavet i perioder rammer den californiske kyst og afleverer store mængder regn (blog-indlæg 22/03-2018). Ny forskning offentliggjort i Nature Geoscience afslører nu, at samme fænomen også rammer Antarktis fra den sydlige del af Stillehavet.


En vandmængde i atmosfæren svarende til 25 Mississippi-floder med en bredde på mellem 400 og 600 kilometer kan ramme Vestantarktis takket være et vejrsystem over Amundsenhavet, som siden år 2000 optræder stadig hyppigere. Når sådanne floder rammer land, afleverer de hele mængden af fugt som regn eller sne.


I undersøgelsen har forskerne analyseret data fra 1979 til 2017, og resultaterne viser, at mellem 30 og 50 procent af den regn, som falder om vinteren på ishylderne på Den antarktiske Halvø skyldtes atmosfæriske floder. Nedbøren øger overfladeafsmeltningen, og øger samtidig risikoen for hydrofrakturering, som finder sted, når vand fra overfladen trænger ned gennem revner i isen og fryser til igen, hvorved store stykker af is sprænges af.


Hvis vandet trænger helt ned til klippegrunden kan det virke som smøremiddel, der sætter yderligere fart på gletsjerudstrømningen mod havet. Ishylderne langs gletsjerranden virker som bremseklodser for denne udstrømning, men som beskrevet i tidligere blog-indlæg viser andre undersøgelser, at netop disse ishylder smuldrer stadig hurtigere blandt andet som følge af indtrængning af varmt havvand under dem.


Endnu en ny undersøgelse offentliggjort i AGU-tidsskriftet Earth’s Future fortæller, at hyppigheden af atmosfæriske floder vil vokse med cirka 50 procent og intensiteten vil øges med omkring 25 procent globalt i løbet af de næste 80 år.


Hovedforfatter på denne undersøgelse, Elias Massoud fra NASA’s Jet Propulsion Laboratory på California Institute of Technology, siger til Inside Climate News:


”Frem mod år 2100 forventes det, at mængden af atmosfæriske floder, som når Antarktis, vil blive næsten fordoblet og have dobbelt så stor intensitet, og jeg formoder, at det vil have indvirkning på afsmeltningen.”


Hovedforfatter på den første undersøgelse, Jonathan Wille, ph.d.-kandidat ved University Grenoble Alpes, Frankrig, med fokus på antarktisk meteorologi, siger ligeledes til Inside Climate News:


”I dag er det blot de mest intense atmosfæriske floder, der udløser afsmeltning, men med den opvarmning, som forudsiges for Antarktis frem mod år 2100, vil sjældne afsmeltningshændelser blive almindelige. Det kan ende med en situation som i Grønland.”


Som bekendt frygter forskerne, at afsmeltningen fra Grønland er ved at løbe løbsk og måske er ved at overskride den tærskel, hvor afsmeltningen ikke kan stoppes. Sker det samme i Antarktis vil havniveauet stige voldsomt. I den seneste undersøgelse advarer forskerne da også om, at en global opvarmning på mellem 1 og 2 ºC sammen med en fortsat stigning i mængden af atmosfæriske floder kan øge afsmeltningshyppigheden med konsekvenser for Den antarktiske Iskappes stabilitet.


En global havniveaustigning på 5 til 6 meter i løbet af de næste 80 år bliver mere og mere sandsynlig.

Kraftig advarsel fra IEA

Deep disparities define today’s energy world: oil markets and geopolitical tensions, carbon emissions and climate targets, the promise of energy for all and the lack of electricity access for 850 million people around the world. World Energy Outlook 2019 explores these widening fractures in detail.

It explains the impact of today’s decisions on tomorrow’s energy systems, and describes a pathway that enables the world to meet climate, energy access and air quality goals while maintaining a strong focus on the reliability and affordability of energy for a growing global population.

Learn more → https://iea.li/2CC8DdJ

15/11-2019: ”Vi mener, at at de nuværende planer fra verdens regeringer [for begrænsning af udledninger af drivhusgasser] vil få katastrofale konsekvenser for Jordens klima. For at komme på højde med Paris-aftalens mål er der behov for en kæmpe indsats for at fremme energieffektivitet, grøn energi og alle andre teknologier for ren energi,” siger dr. Faith Birol, direktør for IEA (Det Internationale Energiagentur) i forbindelse med udgivelsen af deres seneste ’World Energy Outlook 2019’.


Ifølge organisationens seneste tal vil udledningerne af CO2 med de eksisterende målsætninger fortsat stige med op til 100 millioner tons om året i endnu 20 år. Selvom stigningshastigheden er omkring to tredjedele langsommere end de foregående årtier, er det stadig langtfra tilstrækkeligt til at opfylde målene i Paris-aftalen 2015.


IEA, som ifølge Energistyrelsen er en såkaldt mellemstatslig organisation, der fungerer som energirådgiver for 28 medlemslande, blandt andre Danmark, er ofte blevet beskyldt for at gå olieselskabernes ærinde, men den seneste rapport er i overensstemmelse med de fremskrivninger, som uafhængige kilder beskriver (se tidligere blog-indlæg).


For eksempel viser IEA’s model for en bæredygtig udvikling, at de globale udledninger af kulstof fra energisektoren bør toppe øjeblikkelig og falde til 10 milliarder tons i 2050. Det vil kræve, at udledningerne i de rige lande skal falde med gennemsnitlig 5,6 procent og i u-lande med 3,2 procent om året indtil 2050.


Samtidig afslører IEA i den seneste rapport, at den globale kulindustri er endnu mere forurenende, end man hidtil har troet. Man har beregnet, at mængden af metan, der siver ud af nye såvel som nedlagte kulminer, sidste år kan have nået et niveau på knapt 40 millioner tons. Det anslås, at et tons metan klimamæssigt set svarer til 30 tons CO2.


Som jeg tidligere har nævnt, registrerede klimaforskere sidste år det næsthøjeste globale metan-niveau, man har målt. Forskerne var på det tidspunkt usikre på, hvad årsagen til stigningen i metan-mængden var, da kulminer ikke som for eksempel olie- og gasbrønde var blevet undersøgt for sådanne udslip.


IEA fandt i øvrigt, at dybe kullag indeholder større mængder metan end højereliggende kullag, og man slog fast, at metan-lækager fra kulminer vil være sværere at tackle end metan-forurening fra olie- og gasindustrien, fordi koncentrationen af luftarten er meget lav.


Kina har fortsat en stor og stadig voksende kulmineindustri, og mange af minerne er mere end 100 meter dybe, hvilket tilsammen betyder, at landet har de største udledninger af metan fra kulproduktionen. Rusland, USA, Indien og Australien indtager de næste pladser på listen over de globalt set største metan-udledere.


Ifølge The Guardian sagde Birol, at de skuffende tiltag hen imod bedre energieffektivitet sammen med Kinas stigende brug af kul har ødelagt fremdriften i teknologier med ren energi – en fremdrift, som i forvejen var utilstrækkelig til at udligne virkningerne af den ekspanderende globale økonomi og voksende befolkning.


For at understrege, hvor stor afstand der er mellem alle os – klimaforskere, andre forskere og flere og flere almindelige, klimabevidste mennesker – og de folk, der styrer verdensøkonomien – kapitalismens elite – har jeg lyst til at citerer fra en artikel i Børsen fredag den 8. november i år med overskriften ’Fremstormende kinesisk e-handel giver investorchancer’.


Her udtaler investeringsstrateg Lars Skovgaard fra Danske Bank – I ved den bank med hvidvaskningsskandalen, og som nu er sigtet af bagmandspolitiet i sag om et investeringsprodukt – misundeligt, formoder jeg:


”I Kina er forbrugeren blevet supervigtig. Kina har lige meddelt, at man har implementeret 5G-netværk i 50 byer. Dermed har Kina givet forbrugerne et våben til at forbruge – værsgo, her er en telefon og her er et superhurtigt net. Gå ud og brug det, værsgo at købe. Og vi bringer varerne ud.”

Udledninger fra permafrost forværre

Wikipedia.com

13/11-2019: På det fjerde møde i Arctic Climate Forum for nylig blev det oplyst, at lufttemperaturer i det meste af Arktis vil ligge over normalen i den kommende vinter 2019-2020. De arktiske temperaturer vil fortsat stige mere end dobbelt så meget som det globale gennemsnit. I de sidste fire år (2014-2018) har de årlige overfladetemperaturer i dette område været de højeste, man har målt siden år 1900.


Man konkluderede endvidere, at denne sommer var varmere end gennemsnittet over det meste af Arktis, og det østlige Sibirien oplevede den varmeste gennemsnitstemperatur, man nogensinde har målt.


En videnskabelig rapport offentliggjort i Geophysical Research Letters den 15. oktober i år med overskriften ’Rapid CO2 Realease From Eroding Permafrost in Seawater’ underbygger alvoren af denne udvikling.


Tidligere forskning har dokumenteret, at optøende permafrost på land forårsager betydelige udslip af drivhusgasser, men nyheden i rapporten er, at CO2 bliver frigivet lige så hurtigt fra optøende permafrost i havet som fra optøende permafrost på land.


Til EurekAlert siger hovedforfatter på undersøgelsen, George Tanski fra Vrije Universiteit Amsterdam:


”Kulstofbudgettet og klimamodelberegninger har ikke tidligere medtaget kysterosion i deres beregninger, selv om det kan være en betydelig kilde til udslip af kuldioxid. I vores undersøgelse fandt vi, at erosion af permafrostkystlinjer kan medføre et hurtigt udslip af betydelige mængder CO2, som vi må forvente vil sætte yderligere fart på erosionen af kyststrækninger, temperaturstigninger og afsmeltning af havis og give kraftigere storme, som vil hamre løs på arktiske kyststrækninger.”


Permafrostlaget i Arktis indeholder enorme mængder organisk kulstof, som er opbygget over tusindvis af år, fordi forrådnelse i de kolde arktiske områder foregår langsomt. Med den globale opvarmning optøs det frosne organiske materiale, og mikrober omdanner det hurtigt til drivhusgasser, som yderligere forstærker opvarmningen.


En langsom optøning er i øjeblikket medtaget i de klimamodeller, der bruges til at beregne fremtidige udslip af drivhusgasser fra permafrost, men de hurtigt eroderende arktiske kystlinjer udgør 34 procent af af klodens kystlinjer, og den igangværende opvarmning her betyder, at lange strækninger af kystlinjen bryder sammen og glider ud i Det arktiske Hav sammen med det tidligere frosne organiske kulstof.


Med et laboratorieeksperiment, hvor forskerne simpelthen blandede permafrostmateriale med havvand, kunne de beregne frigivelsen af CO2, og dermed påvise, at store mængder produceres i løbet af den nuværende varmere arktiske sommer, hvor åbent vand når helt ind til kysten. De kunne således fastslå, at den eroderende kyst i Arktis er en potentiel kilde til udslip af store mængder drivhusgasser.


Med accelererende kysterosion, højere havoverfladetemperaturer og en længere sommersæson med åbent vand omkring Nordpolen går det naturligvis kun en vej med de udledninger af drivhusgasser, som nu skal føjes til de i forvejen al for høje niveauer i atmosfæren.


Opgaven med at reducere dem i tide bliver mere og mere umulig.

Paris-klimaaftalen 2015 er helt utilstrækkelig

COP 21 i Paris 2015

11/11-2019: For få dage siden udkom en rapport med titlen ’The Truth Behind the Climate Pledges’ fra fire af de forskere, som har været involveret i IPCC’s klimaaftale fra Paris 2015.


Som bekendt siger aftalen, at de globale drivhusgasser skal falde med omkring 50 procent i 2030 og nå et rundt 0 omkring 2050, hvis vi skal have en chance for at begrænse den globale opvarmning til 1,5 ºC i forhold til det før-industrielle niveau, men allerede kort efter aftalens underskrivelse påpegede forskere, at de løfter, som de fleste af verdens lande havde givet for nedbringelse af deres CO2-udledninger ifølge aftalen, var utilstrækkelige.


Sidste år udsendte IPCC så en rapport, som med den nyeste forskning slår fast, at risikoen for ekstreme hændelser som hedebølger, voldsom nedbør og optøning af permafrost vokser, hvis den globale opvarmning nærmer sig 2 ºC. Man siger samtidig, at hvis man skal undgå, at dette sker, så skal de globale CO2-udledninger begynde at falde længe før 2030.


Den seneste rapport afslører imidlertid, hvor slemt det i dag står til med udledningen af drivhusgasser. Rapporten indledes med ordene ’En miljømæssig og økonomisk katastrofe som følge af menneskeskabte klimaændringer skimtes i horisonten’.


En analyse af de nuværende forpligtelser til reduktion af udledninger mellem 2020 og 2030 viser ifølge rapporten, at 75 procent af klimaløfterne er delvis eller fuldstændig utilstrækkelige til at bidrage med en reduktion af drivhusgasser med 50 procent frem til 2030, og det vil sandsynligvis ikke engang være muligt at indfri nogle af disse løfter.


Af de 184 klimaløfter blev 36 anset for tilstrækkelige, og 12 blev anset for delvis tilstrækkelige, mens 8 blev anset for delvis utilstrækkelige og 128 – 65 procent – blev dømt utilstrækkelige.


Som jeg tidligere har omtalt er klimaløfterne frivillige, altså ikke juridisk bindende – det betyder, at teknikaliteter, smuthuller og særlige forhold bliver ved med at udsætte afgørende tiltag til reduktion af udledningerne og dermed den altafgørende indsats mod klimaændringer.


Når det gælder de fire lande med de største CO2-udledninger, som samlet set står for 56 procent af de globale udledninger af drivhusgasser – Kina med 26,8 procent, USA med 13,1 procent, EU og dets 28 medlemsstater 9 procent og Indien med 7 procent – så viser analysen af deres løfter følgende:


● Den største udleder, Kina, forventes at overholde sit løfte om en ”reduktion af sin kulstofintensitet med 60 til 65 procent i forhold til 2005-niveauet i 2030” (eller mængden af CO2-udledninger pr. BNP-enhed).


Imidlertid steg Kinas udledninger af CO2 med 80 procent mellem 2005 og 2018 og forventes fortsat at stige i de næste 10 år på baggrund af landets forventede økonomiske vækst.


● I 2015 forpligtede USA sig til at reducere ”de globale udledninger af drivhusgasser med 26 til 28 procent i forhold til 2005-niveauet frem til 2025”. Imidlertid har den nuværende regering bekendtgjort, at landet trækker sig fra Paris-aftalen og har skåret i de føderale bestemmelser, der skulle bremse udledninger. Tiltag på lokalt og delstatsniveau er sat i værk for at prøve at sikre, at USA overholder sit løfte. Disse anstrengelser er hovedsageligt koncentreret om el-produktion og udledninger fra biler.


● EU og dets 28 medlemsstater forpligtede sig til at reducere sine globale udledninger af drivhusgasser ”med mindst 40 procent i forhold til 1990-niveauet” frem til 2030. EU er i øjeblikket på vej til at reducere sine globale udledninger af drivhusgasser med 58 procent frem til 2030.


● Indiens udledninger af drivhusgasser vokser kraftigt. Landets løfte om at reducere ”udledningsintensiteten (af alle globale drivhusgasser) i forhold til sit BNP med 30 til 35 procent i forhold til 2005-niveauet frem til 2030 forventes at holde.


Imidlertid er Indiens globale udledninger af drivhusgasser steget med 76 procent mellem 2005 og 2017, og ligesom i Kina forventes de at fortsætte med at stige frem til 2030 som følge af den økonomiske vækst i landet.


Rusland, som er den femte største udleder af globale drivhusgasser, har ikke engang indleveret sine planer for reduktion af udledninger endnu.


Dermed er mindst 130 lande – heriblandt fire af de fem største udledere i verden – meget langt fra at bidrage til at overholde den globale reduktion af udledninger på 50 procent senest i 2030, hvis det skal lykkes at begrænse den globale temperaturstigning til 1,5 ºC over det før-industrielle niveau.


En af rapportens forfattere, tidligere formand for IPCC Sir Robert Watson, siger til Inside Climate News:


”Uden øjeblikkelig handling vil det næsten med sikkerhed være umuligt at overholde målene fra Paris. De nuværende løfter vil – selvom de blev fuldt indfriet – sende os på vej mod en verden, som er 3 til 4 ºC varmere; en verden, som blandt meget andet vil have ødelæggende indvirkninger på fødevaresikkerhed og vandforsyning og dermed vores sundhed, give tab af biodiversitet og nedbryde økosystemtjenester, og sende folk på flugt.”


I analysen siger de fire forskere afslutningsvis, at udledningerne fortsat vokser hurtigt med stadig mere ødelæggende indvirkninger på Jordens klima. En kolossal stigning i indsatsen for at bevare vores biosfære er nødvendig for at undgå usigelige lidelser som følge af klimakrisen.


Så skulle nogen prøve at fortælle jer, at klimaaftalen i Paris i 2015 kan redde menneskeheden fra den igangværende katastrofe, er der stor sandsynlighed for, at de er Boomere.

Havniveaustigninger opgraderet

08/11-2019: I de sidste 2½ millioner år har Jorden gennemgået regelmæssige istider, som blandt andet skyldes langsomme ændringer i Jordens kredsløb omkring Solen og ændringer i Jordens rotationsakse (de såkaldte Milankovitch-cykler).


Vi lever i øjeblikket i en mellemistid, som blev indledt for cirka 12.000 år siden. I den igangværende cyklus af istider og mellemistider varer istiderne omkring 100.000 år, mens mellemistiderne i gennemsnit blot varer 10.000 til 15.000 år.


Vi burde derfor befinde os i slutningen af en mellemistid, men mange forskere mener, at den menneskeskabte globale opvarmning har afsluttet de sidste 2½ millioner års cyklus og har sendt Jorden ind i en stadig varmere fremtid, som allerede i løbet af få årtier vil få uhyggelige konsekvenser for al liv på kloden.


Den forrige mellemistid, Eem-perioden, blev indledt for omkring 125.000 år siden og varede i cirka 10.000 år. Denne mellemistid har været genstand for en netop offentliggjort videnskabelig rapport i Nature Communications, fordi forholdene dengang minder om det klima, vi har haft indtil for 200 år siden, hvor CO2-indholdet i atmosfæren for alvor begyndte at vokse.


Forskerne undersøgte kemiske ændringer i fossile planktonskaller i havsedimenter fra Det røde Hav. Ud fra disse undersøgelser får man et pålideligt billede af ændringer i havniveauet, og sammen med beviser om udstrømning af smeltevand omkring Antarktis og Grønland afslører resultaterne, hvor hurtigt havniveauet steg, og hvordan fordelingen af bidragene fra de to ismasser har været.


I Eem-perioden var temperaturen op til 1 ºC varmere end i dag – altså svarende til den 2 ºC-opvarmning, som vi med klimaaftalen i Paris helst ikke skal overskride for at undgå alvorlige globale konsekvenser. Atmosfærens indhold af CO2 var blot 280 ppm (dele pr. million luftmolekyler), hvilket jo er betydelig lavere end det niveau på 410 ppm, som vi har i dag, og som fortsat stiger.


Det chokerende resultat af den nye undersøgelse er, at i løbet af Eem-tiden steg havniveauet cirka 10 meter, men det mest skræmmende er, at havniveauet i perioder steg op til 3 meter pr. århundred.


Forskningsresultaterne viser, at isen smeltede først i Antarktis og et par tusinde år senere i Grønland – i dag foregår afsmeltningen af de to iskapper samtidig. I starten af Eem-perioden fandt en opvarmning af havet omkring Antarktis sted, og smeltevandet ændrede havcirkulationen på Jorden, hvilket medførte en opvarmning af området omkring Arktis. Det udløste en afsmeltning af iskappen på Grønland.


I tidligere blog-indlæg har jeg beskrevet, hvordan de ishylder, der strækker sig ud i havet fra de store gletsjere på land, bryder sammen som følge af et stadig varmere havvand, og processen var den samme i Eem-tiden. Det er en forholdsvis ny opdagelse, og kun få modeller i dag har prøvet at tage højde for et sådant sammenbrud, når de skal forklare, hvad der sker i øjeblikket.


Resultater fra disse modeller har givet tal for havniveaustigninger, som svarer til resultaterne i den nye undersøgelse, men de er hidtil blevet anset for at være usandsynlige. Få forskere – som for eksempel den amerikanske klimaforsker James Hansen – har anset havstigninger i størrelsesordenen 3 til 5 meter i løbet af dette århundrede som realistiske, og den nye undersøgelse viser altså, at James Hansen, endnu engang, får ret i en af sine forudsigelser, hvis resultaterne holder.


Tre af forskerne i den nye undersøgelse, Fiona Hibbert, Eelco Rohling og Katharine Grant, har samtidig med artiklen i Nature Communications skrevet en artikel om undersøgelsen på The Conversation. Den slutter med følgende konstatering:


’Med de klimaændringer, vi ser i dag drevet af udslip af drivhusgasser, sker opvarmning og istab i begge regioner samtidig. Det betyder, at hvis klimaændringerne fortsætter uformindsket, er Jordens tidligere dramatiske havniveaustigninger måske blot en lille forsmag på det, der venter.’

Havniveau og fossile brændstoffer

06/11-2019: I sidste uge påviste en artikel i Nature Communications, at det stigende havniveau vil ramme langt flere mennesker end tidligere anslået (blog-indlæg den 30/10 ’Havniveau og kystnære samfund’). Nu fastslår ny forskning offentliggjort i Proceedings of the National Academy, at truslen mod kystnære samfund vil fortsætte og forværres i de kommende århundreder, selv om vi overholder de nationale mål for udledninger, som er blevet afgivet i henhold til klimaaftalen fra Paris i 2015.


Ifølge IPCC skal udledninger af drivhusgasser sænkes til 45 procent af 2010-niveauet i 2030 og være nået ned på nul i 2050. Men den nye undersøgelse viser, at når det gælder havniveauet, vil alene de udledninger af drivhusgasser, som finder sted i perioden 2016 til 2030 være nok til at sikre en global havniveaustigning i løbet af de næste to århundreder på 20 centimeter. Det svarer til stigningen i havniveauet i hele det 20. århundrede.


Disse beregninger medtager IKKE den uigenkaldelige afsmeltning af dele af den antarktiske iskappe, og stigningen vil finde sted selv om det ved et mirakel skulle lykkes at nedbringe udledningerne af drivhusgasser til nul allerede i 2030.


Intet tyder på, at det går den vej – tværtimod.


På 40-årsdagen for den første World Climate Conference i går den 5. november udsendte mere end 11.000 forskere en kraftig advarsel i tidsskriftet BioScience om, at Jordens befolkning står over for ’ufattelige lidelser på grund af klimakrisen’.


Ifølge The Guardian siger forskerne blandt andet:


”Klimakrisen er her allerede, og den accelererer hurtigere, end de fleste forskere forventede. Den er mere alvorlig end forudset, truer klodens økosystemer og menneskehedens fremtid.”

The price of grain is rising, dam levels have fallen, there's no more feed. Everywhere is dust, crops have been wiped. Australia is in the grip of the worst drought in 100 years, worse than many can remember. On these once fertile farmlands cattle farmers, grain growers and others living through the drought are carrying the weight of the emotional, economic and psychological effects. New South Wales farmer Jason Maloney shares his experience of trying to stay afloat during the 'one in 100'

Thousands of firefighters have been battling wildfires across California, after warm temperatures, strong winds and low humidity turned the state into a 'tinderbox'. So is this the new normal?

In other news … Trump har den 5. november formelt påbegyndt USA’s udtræden af klimaaftalen i Paris som det eneste land i verden. USA er den næststørste udleder af drivhusgasser.


Cambridge University har netop accepteret en mange millioner kroner stor donation fra Shell til oprettelse af et forskningshold, som blandt andet skal undersøge udvindingsteknologi til fossile brændstoffer.


Det saudiarabiske olieselskab Aramco går på børsen i løbet af de kommende dage. Selskabet ejes af staten, og i første omgang sættes to procent til salg på den saudiske børs. Senere vil tre procent blive sat til salg på en udenlandsk børs.


Hele selskabets handelsværdi anslås ifølge Bloomberg at være omkring 11.375 milliarder kroner. I 2018 var overskuddet 743 milliarder kroner. Til sammenligning havde Apple samme år et overskud på 398 milliarder kroner, Shell 157 milliarder kroner og Exxon 139 milliarder kroner.


Ifølge The Guardian har olie- og gasselskabet siden 1965 udledt 59 milliarder tons CO2, hvilket er en tredjedel mere end selskabets nærmeste konkurrent.


Norge, Brasilien, Canada og Guyana står ifølge The New York Times klar til at øge deres produktion af råolie på trods bekymringer for klimaændringer og en efterspørgsel på olie på verdensplan, der i øjeblikket er vigende.


De fire lande er klar til at sende næsten en million tønder om dagen på markedet i 2020 og næsten en million mere i 2021 oven på de nuværende 80 millioner tønder råolie om dagen på verdensplan. Som følge af de nuværende globale anstrengelser for at mindske udledninger af CO2 vil det formodentlig betyde, at oliepriserne falder.


En stigning i olieproduktionen vil sandsynligvis også betyde, at priserne på benzin og andre olieprodukter vil falde i lande som Kina, Indien og Japan, hvilket vil gøre det endnu vanskeligere at påbegynde en omstilling til andre energikilder i for eksempel transportsektoren og vil dermed forsinke omstillingen til el-biler.


I Norge har det statsejede olieselskab Statoil for nylig skiftet navn til Equinor for at signalerer en delvis omstilling til grøn energi. Alligevel påbegyndte man for et par uger siden olieproduktion fra dybhavsfeltet Johan Sverdrup, og i øjeblikket har den norske regering planer om at åbne olieboringer i Arktis. Landets samlede udledninger af CO2 forventes i år at stige 16 procent i forhold til sidste år.


På olieselskabets hjemmeside forsvarer man de nye felter ved at hævde, at ’Paris-aftalen helt klart siger, at der stadig vil være behov for olie’.


De fleste fossile brændstoffer i verden forbruges hovedsageligt af af store teknologiske systemer som el-forsyning, bymæssige transportsystemer, byggeindustri og industri- og landbrugssystemer. En hurtig omstilling væk fra fossile brændstoffer er derfor fuldstændig umulig – med andre ord er det helt korrekt, hvad olieselskabet skriver på sin hjemmeside, desværre.

Ny global finanskrise på vej

03/11-2019: ’Vi er tilbøjelige til at opfatte de globale temperaturstigninger som en langsom, støt stigende og forudsigelig trussel – mennesket udleder drivhusgasser, atmosfæren bliver varmere og havniveauet stiger. Men det, som man overser, er, at katastrofen kan ramme meget tidligere, end vi tror, og pludseligt.’


Nu kunne man tro, at disse vise ord kommer fra en dygtig klimaforsker, men det er ikke tilfældet. Ifølge en artikel på Vice.com stammer synspunktet fra en investor og tidligere konsulent hos Cornwall Capital, David Burt, som i 2007 forudså sammenbruddet i det amerikanske boligmarked i 2008, der rystede verdensøkonomien. Begivenheden blev skildret i den geniale film ’The Big Short’.


Ifølge Vice mener Burt nu, at et nyt finanssammenbrud kan være på vej, og at det også denne gang har sit udspring i det amerikanske boligmarked.


Den del af boligmarkedet, som ifølge Burt er i fare for at bryde sammen, er de mange tusinde hjem og erhverv af forskellig slags, som er truet af oversvømmelse. Først og fremmest er det store områder i Texas, Florida, New Jersey og Californien, som er mest udsat.


For at forstå de mekanismer, som driver denne trussel, kan man forestille sig, at markedet for kystnære bebyggelser er et helt nyt højhus med lejligheder bygget på stranden. Grundlaget for bygningen af højhuset er de kort over oversvømmelsestruede områder, som den amerikanske regering stiller til rådighed gennem FEMA (Federal Emergency Management Agency). Disse kort bagatelliserer dramatisk sandsynligheden for havniveaustigninger og oversvømmelser.


De lavere etager i højhuset er fyldt med folk, som betaler af på lån for de ejerlejligheder i bygningen, der i løbet af et par årtier kan stå undervand. Penthouse-lejlighederne er fyldt med banker og andre investorer, som forvandler disse lån til endnu mere komplekse investeringer. Det kræver således ikke den store indsigt i klimaændringer for at forstå, at hele højhuset vakler – både bogstaveligt og finansielt.


Det er naturligvis svært at forudsige præcis, hvornår for eksempel en ødelæggende hurricane i Florida rammer, eller hvornår det pludselig går op for investorer, at klimaændringer skal tages alvorligt, og de flygter mod udgangen.


Ifølge Burt er der imidlertid ligheder med det, der sker i dag, og det, der førte til sammenbruddet i 2008:


”Der er mange paralleller. Det er en kæmpe fejlprissætning af boligmarkedet, der grundlæggende indeholder mange af de samme risici. Store dele af boligmarkedet er voldsomt overprissat, og det er der store risici forbundet med, og den største risiko er en ny tvangsauktionskrise.”


I dag leder Burt et investeringsfirma, som fokuserer på finansielle muligheder i et boligmarked, der er truet af klimaændringer – trusler, som for nogles vedkommende kan materialiserer sig allerede næste år. Men Burt insisterer på, at penge ikke er hans eneste motivation. Han ønsker, at folk skal vågne op og indse, at boligmarkedet – og mange andre ting – kan blive ødelagt af klimakrisen.


”Jeg elsker miljøet og naturen, og noget af det, der bringer mig størst glæde, er at gå ture i skoven eller langs stranden med min familie. Vi aner ikke, hvor slemt det i virkeligheden kan blive – der er langt større risici forbundet med klimaændringer end med faldende huspriser, og nogle af dem er meget, meget skræmmende.”


Os, der ønsker et opgør med kapitalismen og det såkaldte demokrati, har for længst indset sammenhænget mellem den kapitalistiske grådighed og klimakrisen. Og demokrati er stort set begrænset til muligheden for at afgive vores stemme ved valg i ny og næ, mens alt det, der foregår mellem valgene er politik – og de to ting har intet med hinanden at gøre.


Derfor er et sammenbrud af den herskende kapitalstyrede verdensorden en forudsætning for, at vi kan finde en vej ud af klimakrisen.