MAJ

Klimatosser på klimarealisme.dk

En ny forening, der kalder sig klimarealisterne, er dukket op på facebook og med en hjemmeside, som hedder klimarealisme.dk.


Der er tale om en flok mennesker, der har alternative forklaringer og holdninger til den gældende videnskabelige forståelse af, hvordan klimaet fungerer, og til den menneskeskabte globale opvarmning især.


Til foreningens initiativgruppe hører for eksempel to politikere, Villum Christensen fra Liberal Alliance, Ulla Kokfelt fra Nye Borgerlige, og erhvervsfolk som analysechef hos Cepos Otto Brøns-Petersen og civilingeniør Karl Iver Dahl-Madsen, som blandt andet er forhenværende formand for Instituttet for Fremtidsforskning og ordfører for den stiftende gruppe bag foreningen.


I foreningens rådgivende panel er tre forskere fra DTU – blandt andet Henrik Svensmark. I øvrigt linkes der til udenlandske forskere som Judith Curry og Ole Humlum samt den amerikanske klimaforsker John Christy.


Uden at spilde mere tid på … hvad er det nu, man kalder dem … nåh jo, klimatosser, vil jeg blot henvise til links, der fortæller om nogle af disse menneskers mislykkede forsøg på at gøre sig gældende i klimaforskningen:


Henrik Svensmark:

Blog-indlæg 05/02-2019 ’Den lille istid’


Judith Curry: https://www.theguardian.com/environment/2019/may/30/humans-and-volcanoes-caused-nearly-all-of-global-heating-in-past-140-years


Ole Humlum:

https://www.theguardian.com/environment/climate-consensus-97-per-cent/2016/aug/08/rejection-of-experts-spreads-from-brexit-to-climate-change-with-clexit


John Christy:

https://www.theguardian.com/environment/climate-consensus-97-per-cent/2017/may/11/more-errors-identified-in-contrarian-climate-scientists-temperature-estimates

Vandkraftværkers fremtid

29/05-2019: ”Den generelle udvikling over hele verden er, at tørre områder bliver endnu mere tørre, og fugtige områder bliver endnu mere fugtige.”


Det kunne lyde som en opsummering fra en klimaforsker, men det er faktisk direktøren for det norske Statkraft AS, Christian Rynning-Tonnesen, der udtaler dette til Climate News Network. Statkraft AS er Norges største el-producent og en stor spiller i den internationale vandkraftindustri.


Årsagen til Rynning-Tonnesens udtalelse er, at fremtiden for verdens vandkraftindustri er dyster i lyset af klimakrisen. I dag står industrien for cirka 16 procent af den globale el-produktion, og er dermed langt den største el-leverandør blandt de grønne energikilder.


Det er ændringer i det globale nedbørsmønster som følge af den menneskeskabte globale opvarmning, som betyder, at Statkraft AS i løbet af de sidste 10 år har måtte bruge store beløb på at forstærke selskabets dæmninger, så de kan klare store mængder vand som følge af den kraftigere nedbør. Alene de seneste år er nedbørsmængden i Norge vokset med 5 procent.


Det norske Center for International Climate Research (CICERO) forudsiger, at gennemsnitstemperaturen i Norge vil stige med 2 ºC i løbet af de kommende årtier. Det betyder, at de såkaldte atmosfæriske floder, der bringer nedbør frem til Norges kyster, bliver hyppigere og kraftigere, og nedbøren vil i højere grad falde som regn i stedet for som sne.


Meget værre ser situationen ud andre steder i verden, hvor vandkraftindustrien især i ulandene siden 1970’erne har bygget stadig større vandkraftdæmninger langs for eksempel Mekong-floden, Amazon-floden og Congo-floden. I alt er omkring 3700 dæmninger enten planlagt eller under opførelse i hovedsageligt ulande.


Et af verdens største programmer for bygning af dæmninger til vandkraftværker findes i Brasilien. Her har man planlagt bygning af 65 dæmninger af de 147, som det er planen at bygge på hele Amazonfloden. I forvejen har Brasilien 140 dæmninger, som er færdige eller næsten færdige. Landet får i øjeblikket 67 procent af sin elektricitet fra vandkraft.


Mekong-bækkenet er for tiden den region i verden, der oplever den største investering i bygning af store vandkraftdæmninger. I øjeblikket er 11 dæmninger under bygning, men både Kina, Laos og Cambodia har tilsammen omkring 150 på tegnebrættet.


Congo-floden har den næststørste vandgennemstrømning i verden efter Amazonfloden, og den dæmning, som er planlagt her, Grand Inga, kan levere en el-produktion, der er dobbelt så stor som den allerede berømte De Tre Slugters-dæmning i Kina.


I Tyrkiet har man påbegyndt bygningen af Ilisu-dæmningen  Tigris-floden og planlægger også bygning af en dæmning på Eufrat-floden. Det vil give Tyrkiet mulighed for at styre vandforsyningen til Syrien og Irak, hvilket allerede giver anledning til regionale spændinger i området, da millioner af mennesker er afhængig af floderne til drikkevand og landbrug.


Grand Ethiopian Renaissance Dam (GERD) på Den Blå Nil skal også nævnes, da denne dæmning vil gøre det mulig for Etiopien at sælge elektricitet til nabolandene, og samtidig kontrollere vandgennemstrømningen til en række lande langs Den Blå Nil.


Fælles for alle disse dæmningsprojekter – de, der allerede er bygget eller under konstruktion og ikke at forglemme de 95.000 større og mindre dæmninger på de amerikanske floder – er truslen fra klimaændringerne.


I modsætning til situationen i Norge er det mindre nedbør eller direkte tørke, som er fremtiden for de fleste af disse projekter. Det er for eksempel tilfældet for Amazon-landet, hvor det forventes, at nedbøren bliver mindre og temperaturen vil stige i fremtiden.


Så ikke alene vil vandkraftværkerne i det meste af verden ikke komme til at levere den forventede elektricitet, men de omfattende ødelæggelser af natur, miljø og levevilkår for mange millioner mennesker vil være fuldstændig formålsløs, da mange aldrig vil få adgang til den lovede elektricitet. Imens fortsætter vandkraftindustrien ødelæggelserne ufortrødent.


Det er næsten overflødigt at nævne, at vandkraftindustrien består af multinationale selskaber, der agerer på kapitalistiske betingelser, hvor udelukkende vækst og profit er drivkraften – fuldstændig som vind- og solenergiindustrien.


Da energibehovet forsat vokser, vil det faldende energiudbytte fra vandkraftværkerne blive erstattet af øget brug af fossile brændstoffer – heriblandt kul – der i øvrigt for andet år i træk tilsammen dækker næsten 70 procent af stigningen i energiforbruget.


Derfor er det ikke så mærkeligt, at udledningen af CO2 stadig er på vej op.

Kommende stigninger i havniveauet

24/05-2019: I de seneste dage har en forudsigelse om den globale stigning i havniveauet i løbet af de næste 80 år ramt mediernes forsider. Således også på dr.dk, hvor overskriften lyder ’Vandet kan stige med over to meter i år 2100 - og sende millioner på flugt’.


To af forskerne bag den nye undersøgelse, professor Jonathan Bamber og Michael Oppenheimer, beskriver på The Conversation, hvordan man er nået frem til denne stigning.


Først og fremmest er det ikke resultatet af nye videnskabelige opdagelser, der ligger til grund. I stedet har man brugt en metode, som kaldes ’Structured Expert Judgement’, der i korthed betyder, at eksperter giver deres vurdering af et problem, som er svært at løse med computermodeller for eksempel på grund af mangelfulde data.


Netop de mange faktorer, som spiller ind, når kommende havniveaustigninger skal fastslås, gør dette fænomen egnet til en sådan vurdering. Et af de afgørende faktorer i vandstandsstigningen er nemlig afsmeltningen fra klodens to store iskapper – Antarktis og Grønland.


Arbejdsforholdene for forskerne i disse to områder af verden er yderst vanskelige, og af samme grund er mængden af konkrete resultater om isens opførsel under den menneskeskabte globale opvarmning for få til at give et sikkert billede af bidraget til vandstigningen fra den smeltende is.Samtidig erkendes nye processer, som forskerne ikke i første omgang har været opmærksomme på (se tidligere blog-indlæg om Grønland og Antarktis).


Læsere af denne blog vil vide, at nye resultater fra iskapperne til stadighed dukker op som brikker til et puslespil, der stadig langt fra er færdigt. Men et billede er begyndt at tegne sig ifølge de 22 eksperter, som havde til opgave at give deres bedste bud på kommende havniveaustigninger.


Under det værst tænkelige scenarie, hvor udledningerne af drivhusgasser fortsætter i samme takt som nu, vil stigningen i havniveauet kunne blive omkring 2 meter i løbet af de næste 80 år, siger de, men det vil kræve en global temperaturstigning på cirka 5 ºC.


Hvor sandsynlig en temperaturstigning på 5 ºC og en stigning i havniveauet på 2 meter er, afhænger også af en anden faktor, som forskerne hidtil har haft svært ved at få hold på. Det drejer sig om accelerationen i den igangværende globale opvarmning, som i forvejen forløber meget hurtigere end tidligere tiders globale opvarmninger – ofte takket være positive feedback-processer.


Efter min mening er accelerationen den største joker.


Alt for ofte har klimaforskere i forbindelse med offentliggørelsen af nye forskningsresultater udtalt, at processen eller processerne forløber meget hurtigere end de havde forestillet sig. Og det er især skræmmende, når det drejer sig om globale temperaturstigninger og stigende havniveau.


Som forskerne i den nye undersøgelse skriver, så kan en stigning i havniveauet på to meter betyde, at 200 millioner mennesker på verdensplan bliver drevet fra hus og hjem. Om det tal også indeholder de mennesker, som vil blive ramt af stormfloder efter orkaner, der ifølge prognoserne vil betyde, at både vindstyrker og bølgehøjder vil blive højere i de kommende år, melder historien ikke noget om.


Ligeledes fremgår det heller ikke, om temperaturstigningen på 5 ºC har indflydelse på tallet for fordrevne, men en gennemsnitlig stigning på fem grader er dødbringende for de fleste mennesker – og dyr – der lever i troperne i dag, og totalt ødelæggende for livet på Jorden, som vi kender det.


Jeg har flere gange nævnt, at havniveauet efter min mening kan ende på mindst fem meter i løbet af de næste 80 år. Det bygger jeg på de eksperter, som jeg har tillid til, fordi de gennem de sidste 30 år har ramt mest rigtigt i deres forudsigelser – især tænker jeg på den verdenskendte amerikanske klimaforsker James Hansen.


I en videnskabelig artikel om blandt andet stigninger i havniveauet, som han sammen med 18 andre anerkendte forskere udgav et udkast til i juli 2015, og som udkom i tidsskriftet Atmospheric Chemistry and Physics i marts 2016, plæderer de for, at havniveauet, ligesom under den varme Eem-mellemistid for omkring 120.000 år siden, kan stige med mellem 6 og 9 meter frem mod år 2100 og tiden efter. Dengang var CO2-indholdet i atmosfæren blot få brøkdele højere end i dag.


Hvem der får ret, har man ikke lyst til at se – vore børn er derimod sikret en plads på første parket.

Verdens fødevaresikkerhed

Bornholmske marker december 2017

21/05-2019: Som landmand i Danmark huskes efteråret 2017 frem til efteråret 2018 som et af de værste år for landbruget i lang tid.


Efteråret og vinteren 2017-18 blev den vådeste periode i mange år, hvilket gjorde det umuligt for de fleste landmænd at så de overvintrende afgrøder. Sidst på vinteren kom sneen efterfulgt af et forår og en sommer med udbredt tørke, og 2018 endte med at give det laveste høstudbytte i mange årtier.


Mange landmænd måtte erkende, at klimaændringer måske for alvor viste tænder, og man snakkede om nødvendigheden af en omstilling til afgrøder, der ville være mere robuste overfor vejr-ekstremer.


Heldigvis kunne landbrugets manglende udbytte opvejes af import fra udlandet, og de færreste danskere – bortset fra landmændene – oplevede alvorlige konsekvenser af det ekstreme vejr.


Det er imidlertid hastigt på vej til at ændre sig.


Nye videnskabelige rapporter sætter fokus på, hvor usikker fremtiden for verdens fødevareproduktion ser ud, og årsagen er den menneskeskabte globale opvarmning, som betyder, at tørkeperioder bliver længere og nedbør mere ekstrem – og den udvikling accelererer med stigende temperaturer.


I en af rapporterne har forskere fra Australien, Tyskland og USA sat tal på virkningen af klimaekstremer som tørker eller hedebølger på variationen i høstudbyttet hos de mest almindelige afgrøder fra hele verden.


Skiftende klimafaktorer på årsbasis i løbet af vækstperioden for majs, ris, soja og forårshvede tegnede sig for mellem 20 og 49 procent af udsvingene i høstudbyttet. Alene høje og lave temperaturekstremer, tørke og kraftig nedbør stod for 18 til 43 procent af de årlige udsving.


Et resultat, som forskerne fandt særlig interessant, var, at de vigtigste klimafaktorer for udbyttets støørelse havde at gøre med temperatur og ikke nedbør, som man ellers forventede, idet den gennemsnitlige temperatur i vækstperioden og temperaturekstremer spillede en afgørende rolle.


Den globale fødevaresikkerhed er afhængig af særlige såkaldte hotspots, hvor en stor del af verdens afgrøder produceres, og netop disse områder viser sig at være de mest følsomme overfor variationer i klimaet og ekstreme hændelser.


Ifølge forskerne drejer det sig om Nordamerika og Europa, hvor landbrugsproduktionen af for eksempel soja og forårshvede er mest industrialiseret, men også Asien med den omfattende produktion af ris og majs.


En anden rapport har fokuseret på majsproduktionen i Midtvesten i USA, hvor den seneste tids voldsomme oversvømmelser har understreget de mange landbrugsmæssige problemer, der er forbundet med for meget nedbør.


Et forskerhold fra University of Illinois har studeret data om afgrødeforsikring, klima, jordforhold og udbyttet af majs i perioden 1981 til og med 2016.


Resultaterne viser, at i de år med omfattende nedbør har det amerikanske høstudbytte af majs været 34 procent mindre end forventet, mens tørke og ekstreme hedebølger i nogle år har reduceret udbyttet med 37 procent.


Når mange klimamodeller til og med forudsiger, at netop det amerikanske majsbælte vil opleve stadig mere ekstrem nedbør om foråret, er det på tide – om ikke for sent – at de amerikanske landmænd i lighed med de danske hurtigst mulig prøver at indordne sig under de forventede kommende klimascenarier, hvilket selvfølgelig er sværere i USA med tåben Trump som præsident.


Den globale ophedning medfører, at troperne bliver endnu varmere, og det betyder, at et kontinent som Afrika går en hård tid i møde, når det drejer sig om fødevaresikkerhed.

Godt nok er for eksempel majsproduktionen i Afrika ikke ret stor, men det meste af udbyttet går til føde for lokalbefolkningerne, mens det blot er 3 procent i Nordamerika. Samtidig er majsafgrøderne i Afrika særlig afhængige af stabile klimaforhold, og det ligger ikke i kortene.


Dermed har vi endnu et eksempel på, at de befolkninger, som gennem århundreder er blevet udplyndret af Vesten, nu står med endnu en uoverskuelig byrde takket være de vestlige udledninger af de drivhusgasser, der har drevet den vækst, som næsten udelukkende er kommet vestlige lande til fordel.

Global opvarmning forværres måske yderligere

A setting last quarter crescent moon and the thin line of Earth's atmosphere are photographed by an Expedition 24 crew member as the International Space Station passes over central Asia. Credit: NASA

19/05-2019: ”Vi lever i dag med den højeste koncentration af kuldioxid i atmosfæren i de sidste 3 millioner år,” siger Generalsekretær for World Meteorological Organization (WMO) Petteri Taalas på 2019 Global Platform for Disaster Risk Reduction.


I år er mødets fokus at fremskynde tiltag, der skal sætte skub i forsvar mod den voksende række af naturbetingede risici, som hvert år forstyrrer og ødelægger livet for millioner af mennesker, og som skyldes den menneskeskabte globale opvarmning.


Han nævnte, at alene i USA var der sidste år 14 vejr- og klimarelaterede katastrofer, som kostede det amerikanske samfund i alt 49 milliarder dollars. Og på verdensplan blev 35 millioner mennesker udsat for følgerne af oversvømmelser.


Taalas leverede også en fælles udtalelse på vegne af FN-systemet, hvori man slår behovet for drastiske kursændringer fast, hvis det skal lykkes at tackle globale kriser.


Vi har ingen tid at spilde. Som FN’s Generalsekretær har påpeget ’Klimaændringerne bevæger sig hurtigere, end vi gør’. Urbanisering og industrialisering, knaphed på vand, ødelæggelse af land og ørkenspredning, og tab af biodiversitet er blot nogle af de mange tæt forbundne elementer, der driver det voksende antal katastrofer og indvirkninger af klimaændringer. De mest sårbare lande og deres befolkninger står allerede overfor ødelæggende konsekvenser.”


Desværre mener mange forskere, at det er højst usandsynligt, at vi kan holde temperaturen under 2 ºC over det før-industrielle niveau i løbet af de næste 80 år og slet ikke 1,5 ºC, som ellers er anbefalingen fra IPCC’s aftale i Paris i 2015, hvis vi skal undgå de alvorligste konsekvenser af klimaændringerne.


Som en artikel i The Observer beskriver, så betyder den nuværende udvikling i udledningerne af drivhusgasser, at en temperaturstigning på mellem 3 ºC og 4 ºC frem til år 2100 er sandsynlig.


Hvad det ender med, hænger, som jeg tidligere har beskrevet, sammen med klimafølsomheden overfor CO2 – jo lavere følsomhed, jo lavere temperaturstigning. Indtil nu har nogle forskere ment, at en lavere klimafølsomhed er det mest sandsynlige baseret på tidligere tiders udviklinger.


Desværre (igen) ser det ikke ud til at holde stik – tværtimod.


En få dage gammel artikel i Science fortæller, at de omfattende klimamodeller, som gennem de sidste 40 år har leveret et rimeligt konsistent billede af, hvor stor den globale opvarmning vil blive som følge af udledningerne af drivhusgasser, ser ud til at være forkerte.


En række nye klimamodeller, som er udviklet til brug for den næste store evalueringsrapport fra FN’s Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC), der skal udkomme i 2021, udviser en indtil nu gådefuld, men klar, tendens mod en større klimafølsomhed og dermed en større global opvarmning.


Mindst otte af de nye klimamodeller fra førende institutioner i USA, Storbritannien, Canada og Frankrig peger på, at temperaturstigningen i løbet af de næste 80 år snarere kommer til at ligge på 5 ºC eller mere.


Hvis disse modeller har ret, vil det betyde, at vi ikke har 12 år til at vende udviklingen, men meget mindre tid.


Før vi maler fanden på væggen og beskriver konsekvenserne af så store temperaturstigninger,skal det dog nævnes, at adskillige forskere er skeptiske overfor de nye resultater. Måske er det skyernes rolle, som ikke optræder korrekt i disse klimamodeller, eller måske er der andre forhold, som man ikke kender tilstrækkeligt endnu.


Under alle omstændigheder afventer alle de involverede forskere yderligere resultater fra igangværende videnskabelige projekter, som forhåbentlig vil skabe større klarhed.


Imens går tiden, og tid har vi desværre ikke nok af – uanset udfaldet.

XR Talks - Wai H. Tsang (Writer, Thinker, Computer Programmer)

16/05-2019:

Permafrost, hydrater og CO2

The Batagaika crater in eastern Russia was formed when land began to sink in the 1960s owing to thawing permafrost. Credit Yuri Kozyrev/NOOR/eyevine

12/05-2019: To feedback-processer truer hver især med at udløse en alvorlig pludselig global opvarmning. Det drejer sig op den accelererende optøning af permafrosten og den accelererende opvarmning af havene.


En fjerdedel af den samlede landmasse på den nordlige halvkugle defineres som permafrost. Det drejer sig om den del af jordoverfladen, der i mere end to år vedvarende har haft temperatur på, eller lavere end, vands tryksmeltepunkt. Permafrost når ikke helt op til jordoverfladen, men adskilles fra denne af det årligt optøede lag, aktivlaget, der sædvanligvis er fra 0,3-2 m tykt.


Den frosne jord består af rester af planter, dyr og mikrober blandet med store mængder is, som har været nedfrosset i mange tusinde år, og i denne harmløse tilstand ligger det, der svarer til cirka 1600 milliarder tons CO2 i permafrostlaget, hvilket er dobbelt så meget, som der findes i atmosfære.


Arktis opvarmes dobbelt så hurtig som resten af kloden som følge af den menneskeskabte globale opvarmning, men selv om det hidtil blot er mindre end 20 procent af det samlede permafrostlag, der tør, er dette relativt lille område ifølge en undersøgelse offentliggjort i Nature i stand til at frigive drivhusgasser, som vil sætte yderligere fart på opvarmningen – en såkaldt feedback-proces.


Optøningen omdanner permafrost-områderne til et landskab fyldt med søer og vådområder, hvor de store mængder organiske materialer, der hidtil har ligget nedfrosset, nu nedbrydes af mikroorganismer under dannelse af metan, som er en meget kraftigere drivhusgas end CO2.


De 14 forskere bag den nye undersøgelse mener at kunne påvise, at optøningen går meget hurtigere, end nogen havde forestillet sig. En af forskerne, Miriam Jones fra US Geological Survey, siger til Climate News Network:


Denne bratte optøning omdanner de skovbevoksede økosystemer til smeltevands- og vådområder, som resulterer i en total forvandling af landskabet, der ikke blot påvirker kulstofkredsløbet, men som også ændrer vildthabitater og ødelægger infrastrukturer.”


Den anden truende feedback-proces har sit udspring i dybhavet, hvor forskere over de sidste par årtier har opdaget, at der dannes reservoirer af flydende og fast CO2 i klipper og sedimentlag på bunden af havene.

Processen finder sted langs hydrotermiske væld. Her møder vulkansk magma fra Jordens indre vand med en temperatur på op til 400 ºC, hvilket danner udstrømning af CO2-holdige væsker, der siver gennem sprækker i Jordens skorpe og stiger op gennemhavbunden.


Når disse udstrømninger møder det kolde dybhavsvand, dannes der hydrater, som er vand og metan eller kuldioxid i fast form, der ligner og opfører sig som is. De eksisterer i op til flere hundrede meter tykke lag i havbundssediment. Ved en temperatur på blot 9 grader Celsius smelter de og frigiver drivhusgassen, som stiger op til havoverfladen.


I en undersøgelse, som blev offentliggjort for nylig i IopScience, opdagede de tre forskere, Katie Harazin, Nadine Krupinski og Lowell D. Stott, at der ved afslutningen på den sidste istid for omkring 20.000 år siden blev frigivet CO2 til havet fra geologiske reservoirer på havbunden, da havene begyndte at blive varmere. Det satte mere fart den opvarmning, som førte til afslutningen på den sidste istid.


For 55 millioner år siden fandt en kraftig global opvarmning sted, som i dag er det bedst kendte eksempel på en hurtig opvarmning, der skyldtes frigivelsen af geologisk kulstof. Hændelsen kaldes Palæocene-Eocæne Termale Maksimum (PETM), og betød at Jorden blev opvarmet med mellem 5 og 9 ºC i løbet af 10.000 år.


Selv efter hundredvis af videnskabelige undersøgelser er forskerne stadig ikke kommet nærmere svaret på, hvad grunden er til den hurtige stigning i mængden af den kuldioxid, der afsluttede istiderne – bortset fra at der må være tale om endnu en feedback-proces. Man er dog enige om, at havet må spille ind som følge af oceanernes vigtige rolle i kulstofkredsløbet.


Det, der er fælles for opvarmningen af Arktis og opvarmningen af havene er, at begge hændelser altså har fundet sted mange gange i tidens løb (se i øvrigt videoen i sidste blog-indlæg), men den afgørende forskel på tidligere tider og i dag er, at den menneskeskabte globale opvarmning forløber fantastisk hurtig – klodens økosystemer kan ikke nå at omstille sig.


Havene har optaget mere end 90 procent af den ekstra menneskeskabte globale opvarmning, og bærer således også en stor del af ansvaret for, at Arktis opvarmes dobbelt så hurtig som resten af Jorden som følge af den smeltende havis – også en feedback-proces, idet mindre is mindsker tilbagekastningen af Solen stråler, der i stedet opsuges af det mørke hav.


Den accelererende opvarmning kan ikke længere stoppes – tærskler er allerede overskredet.

Tidligere global opvarmning

11/05-2019: CuriosityStream today: https://curiositystream.com/eons

Vindmølleindustrien og 'det grønne aftryk'

Fagbladet 3F: Vestas-ansatte bliver syge af farlige kemikalier

09/05-2019: Så er der udskrevet folketingsvalg.


Under den første partilederdebat tirsdag den 7. maj sagde Statsministeren om den grønne omstilling:


”Danmark … har den grønne førertrøje på. Jeg synes faktisk, at det er noget vi skal være stolte af og arbejde sammen om. FN’s generalsekretær har lige bedt min regering, og Danmark, om at stå i spidsen for et af de spor, som skal føre frem til et stort energi-klimatopmøde i New York til september, fordi han kigger til Danmark og siger, I er verdens bedste til det med energi. Vi har lavet den bredeste energiaftale – den er super-ambitiøs, og ud over de tre vindmølleparker, som vi har besluttet, så har vi besluttet, at vi screener for det, der hedder 10 GW, altså et utal af havvindemølleparker de kommende år … Jeg kan godt sige, at vi har sat et ambitiøst mål om at blive fri for fossile brændstoffer i 2050 ...”


Sludder og vrøvl – det er ikke Lars Løkke og hans regering, der har sat 2050-målet. Det fremgår af den seneste meget alvorlige rapport fra IPCC, som fortæller, at vi skal reducere udledning af CO2 med omkring 45 procent i 2030 og nå nul udledninger omkring 2050, hvis en global opvarmning på blot 1,5 ºC skal have en lille chance.


Et ambitiøst mål ville være at gøre Danmark fri for fossile brændstoffer længe før 2050.


Når Lars Løkke taler om ’den grønne førertrøje’, så kan det kun være vindmøller, han tænker på. Vi henter jo stadig olie og naturgas op af Nordsøen, hvilket i år blandt andet gav anledning til følgende overskrift i Ingeniøren ’Danmark bliver mere sort: Både energiforbrug og CO2-udledning steg i 2018’.


Og vindmølleproduktion er en multinational industri.


I Danmark lå den samlede omsætning i vindmølleindustrien i 2017 på 143,8 milliarder kroner. Det svarer til en vækst på 20,4 procent, og 24,4 milliarder kroner i forhold til 2016. Der er 33.000 beskæftigede, og eksporten beløber sig til 54 milliarder kroner.


I 2018 investerede Europa 27 milliarder euro i vindmølleparker. Sidste år kom 190 vindmølleparker i 22 forskellige europæiske lande frem til den endelige investeringsgodkendelse, hvor Nord- og Vesteuropa står for de fleste nye investeringer i vindenergi.


Storbritannien har investeret mest i vindenergi – hovedsageligt i havvindmølleparker – sidste år, og Sverige kom ind på andenpladsen.


Så er det altså ikke på vindmølleområdet, at vi er førende, men produktion af energi er jo mange ting. Statsministeren tænker så nok på Danmarks store forbrug af naturgas eller på biogas, når han kalder os førende – naturgas er imidlertid et fossilt brændstof, Lars Løkke, og bioenergi øger samlet set CO2-udledningen (se tidligere blog-indlæg).


Med de enorme beløb, der investeres i vindenergi bare i Danmark og i resten af Europa må det da virkelig betyde noget for verdens samlede energiforbrug.


Ifølge Det Internationale Energiagentur (IEA) vil vindenergi i 2023 dække 6 procent – seks procent – af verdens samlede energibehov. Og omkring 80 procent af energibehovet dækkes i dag stadig af fossile brændstoffer. Frem mod 2050 forventes energibehovet i øvrigt at stige med en femtedel.


En af de helt store multinationale vindmølleproducenter er det danske Vestas. De står i øjeblikket for 17 procent af de opstillede vindmøller på verdensplan. Med 101 GW samlet vindmøllekapacitet i 80 lande har firmaet ifølge deres egen hjemmeside installeret flere vindmøller end noget andet selskab i verden.


Vindmølleproducenterne er imidlertid løbet ind i alvorlige problemer. Det viser sig, at vindmøllernes vinger holder kortere tid end forventet (se billedet øverst i denne artikel), og årsagen er regn – især heftig regn foranlediget af den globale opvarmning – som giver slidtage på vingerne og nedsætter holdbarheden betydeligt. I dag oplever vindmølleejerne således betydelige energitab på mange vindmøller og store udgifter til udskiftning af møllevinger.


I anden halvdel af 2018 har DTU Vindenergi med støtte fra innovationsfonden på 11,7 millioner kroner derfor indledt et projekt, hvis formål er at forbedre levetiden for vindmøllevinger samt reducere service ogvedligeholdelsesomkostningerne under driften af møllerne.


Sammen med Vestas Wind Systems A/S, Siemens Gamesa Renewable Energy, LM Wind Power, Hempel A/S og Covestro Deutschland AG vil DTU Vindenergi få fremstillet og testet vindmøller med forskellige coating-systemer for at se, hvilken der yder den bedste beskyttelse af møllevingen.


Som coating på vingerne har vindmøllefabrikanterne hidtil brugt en blanding af epoxy og såkaldte isocyanater– stoffer som er yderst giftige at arbejde med. Hos Vestas har man siden 2005 og frem til 2016 i Danmark haft 84 sager, hvor medarbejdere har fået astma, allergi eller en hudsygdom af arbejdet med coating af møllevinger hos firmaet.


Ifølge Arbejdsmiljø i Danmark (AMID) er epoxyharpikser og isocyanater farlige stoffer og materialer, der ikke må bruges, hvis de kan erstattes med ufarlige, mindre farlige eller mindre generende stoffer og materialer.

I 2008 åbnede Vestas så en vindmøllefabrik i Spanien. Selv om arbejdsmiljøreglerne i Spanien stort set er de samme som i Danmark, blev mange arbejdere her også syge som følge af helt utilstedeligt dårlige arbejdsforhold.


Naturligvis er Vestas ikke alene om et helt uansvarligt arbejdsmiljø – Siemens har lignende problemer, og sandsynligvis alle andre producenter af vindmøller. Man kan derfor tvivle på, om en eventuel ny coating udviklet i samarbejde med DTU Vindenergi bliver mindre farlig. Konkurrenceevne og fortsat vækst er det eneste afgørende for disse multinationale selskaber i det kapitalistiske system, som de agerer i.


Og man må spørge sig selv, hvor farlige epoxy- og isocyanat-flager er, når de fra vindmøllerne drysser ned i omgivelserne og forsvinder ud i naturen.

An open letter to Extinction Rebellion

"The fight for climate justice is the fight of our lives, and we need to do it right." By grassroots collective Wretched of The Earth.


09/05-2019: This letter was collaboratively written with dozens of aligned groups. As the weeks of action called by Extinction Rebellion were coming to an end, our groups came together to reflect on the narrative, strategies, tactics and demands of a reinvigorated climate movement in the UK. In this letter we articulate a foundational set of principles and demands that are rooted in justice and which we feel are crucial for the whole movement to consider as we continue constructing a response to the ‘climate emergency’.


Dear Extinction Rebellion


The emergence of a mass movement like Extinction Rebellion (XR) is an encouraging sign that we have reached a moment of opportunity in which there is both a collective consciousness of the immense danger ahead of us and a collective will to fight it. A critical mass agrees with the open letter launching XR when it states “If we continue on our current path, the future for our species is bleak.”


At the same time, in order to construct a different future, or even to imagine it, we have to understand what this “path” is, and how we arrived at the world as we know it now. “The Truth” of the ecological crisis is that we did not get here by a sequence of small missteps, but were thrust here by powerful forces that drove the distribution of resources of the entire planet and the structure of our societies. The economic structures that dominate us were brought about by colonial projects whose sole purpose is the pursuit of domination and profit. For centuries, racism, sexism and classism have been necessary for this system to be upheld, and have shaped the conditions we find ourselves in.


Another truth is that for many, the bleakness is not something of “the future”. For those of us who are indigenous, working class, black, brown, queer, trans or disabled, the experience of structural violence became part of our birthright. Greta Thunberg calls world leaders to act by reminding them that “Our house is on fire”. For many of us, the house has been on fire for a long time: whenever the tide of ecological violence rises, our communities, especially in the Global South are always first hit. We are the first to face poor air quality, hunger, public health crises, drought, floods and displacement.


XR says that “The science is clear: It is understood we are facing an unprecedented global emergency. We are in a life or death situation of our own making. We must act now.” You may not realize that when you focus on the science you often look past the fire and us – you look past our histories of struggle, dignity, victory and resilience. And you look past the vast intergenerational knowledge of unity with nature that our peoples have. Indigenous communities remind us that we are not separate from nature, and that protecting the environment is also protecting ourselves. In order to survive, communities in the Global South continue to lead the visioning and building of new worlds free of the violence of capitalism. We must both centre those experiences and recognise those knowledges here.


Our communities have been on fire for a long time and these flames are fanned by our exclusion and silencing. Without incorporating our experiences, any response to this disaster will fail to change the complex ways in which social, economic and political systems shape our lives – offering some an easy pass in life and making others pay the cost. In order to envision a future in which we will all be liberated from the root causes of the climate crisis – capitalism, extractivism, racism, sexism, classism, ableism and other systems of oppression – the climate movement must reflect the complex realities of everyone’s lives in their narrative.


And this complexity needs to be reflected in the strategies too. Many of us live with the risk of arrest and criminalization. We have to carefully weigh the costs that can be inflicted on us and our communities by a state that is driven to target those who are racialised ahead of those who are white. The strategy of XR, with the primary tactic of being arrested, is a valid one – but it needs to be underlined by an ongoing analysis of privilege as well as the reality of police and state violence. XR participants should be able to use their privilege to risk arrest, whilst at the same time highlighting the racialised nature of policing. Though some of this analysis has started to happen, until it becomes central to XR’s organising it is not sufficient. To address climate change and its roots in inequity and domination, a diversity and plurality of tactics and communities will be needed to co-create the transformative change necessary.


We commend the energy and enthusiasm XR has brought to the environmental movement, and it brings us hope to see so many people willing to take action. But as we have outlined here, we feel there are key aspects of their approach that need to evolve. This letter calls on XR to do more in the spirit of their principles which say they “are working to build a movement that is participatory, decentralised, and inclusive”. We know that XR has already organised various listening exercises, and acknowledged some of the shortcomings in their approach, so we trust XR and its members will welcome our contribution.

As XR draws this period of actions to a close, we hope our letter presents some useful reflections for what can come next. The list of demands that we present below are not meant to be exhaustive, but to offer a starting point that supports the conversations that are urgently needed.


Wretched of the Earth, together with many other groups, hold the following demands as crucial for a climate justice rebellion:


• Implement a transition, with justice at its core, to reduce UK carbon emissions to zero by 2030 as part of its fair share to keep warming below 1.5°C; this includes halting all fracking projects, free transport solutions and decent housing, regulating and democratising corporations, and restoring ecosystems.


• Pass a Global Green New Deal to ensure finance and technology for the Global South through international cooperation. Climate justice must include reparations and redistribution; a greener economy in Britain will achieve very little if the government continues to hinder vulnerable countries from doing the same through crippling debt, unfair trade deals, and the export of its own deathly extractive industries. This Green New Deal would also include an end to the arms trade. Wars have been created to serve the interests of corporations – the largest arms deals have delivered oil; whilst the world’s largest militaries are the biggest users of petrol.


• Hold transnational corporations accountable by creating a system that regulates them and stops them from practicing global destruction. This would include getting rid of many existing trade and investment agreements that enshrine the will of these transnational corporations.


• Take the planet off the stock market by restructuring the financial sector to make it transparent, democratised, and sustainable while discentivising investment in extractive industries and subsidising renewable energy programmes, ecological justice and regeneration programmes.


• End the hostile environment of walls and fences, detention centers and prisons that are used against racialised, migrant, and refugee communities. Instead, the UK should acknowledge it’s historic and current responsibilities for driving the displacement of peoples and communities and honour its obligation to them.


• Guarantee flourishing communities both in the global north and the global south in which everyone has the right to free education, an adequate income whether in or out of work, universal healthcare including support for mental wellbeing, affordable transportation, affordable healthy food, dignified employment and housing, meaningful political participation, a transformative justice system, gender and sexuality freedoms, and, for disabled and older people, to live independently in the community.


The fight for climate justice is the fight of our lives, and we need to do it right. We share this reflection from a place of love and solidarity, by groups and networks working with frontline communities, united in the spirit of building a climate justice movement that does not make the poorest in the rich countries pay the price for tackling the climate crisis, and refuses to sacrifice the people of the global South to protect the citizens of the global North. It is crucial that we remain accountable to our communities, and all those who don’t have access to the centres of power. Without this accountability, the call for climate justice is empty.


The Wretched of the Earth


Argentina Solidarity Campaign

Black Lives Matter UK

BP or not BP

Bolivian Platform on Climate Change

Bristol Rising Tide

Campaign Against the Arms Trade CAAT

Coal Action Network

Concrete Action

Decolonising Environmentalism

Decolonising our minds

Disabled People Against the Cuts

Earth in Brackets

Edge Fund

End Deportations

Ende Gelände

GAIA – Global Alliance for Incinerator Alternatives

Global Forest Coalition

Green Anticapitalist Front

Gentle Radical

Grow Heathrow/transition Heathrow

Hambach Forest occupation

Healing Justice London

Labour Against Racism and Fascism

Lesbians and Gays Support the Migrants

London campaign against police and state violence

London Feminist Antifa

London Latinxs

Marikana Solidarity Campaign

Mental Health Resistance Network

Migrants Connections festival

Migrants Rights Network

Movimiento Jaguar Despierto

Ni Una Menos UK

Ota Benga Alliance for Peace

Our Future Now

People’s Climate Network

Peoples’ Advocacy Foundation for Justice

Race on the Agenda (ROTA)

Redress, South Africa

Reclaim the Power

Science for the People

Platform

The Democracy Centre

The Leap

Third World Network

Tripod: Training for Creative Social Action

War on Want


Wretched of The Earth is a grassroots collective for Indigenous, black, brown and diaspora groups and individuals demanding climate justice and acting in solidarity with our communities, both here in the UK and in Global South. Join our mailing list by completing this registration form.


https://www.redpepper.org.uk/

CALL4NATURE GLOBAL LETTER

07/05-2019: Dear world leaders


Nature provides us with the food we eat, the air we breathe and the water we drink. We depend on it to grow our crops, to source our medicines, to house us and to clothe us. When we destroy nature, we destroy the essentials on which we all depend.


Today IPBES – the independent global scientific body on biodiversity of more than 130 Governments – publishes its report on the current state of life on Earth. The report paints an alarming picture of species extinctions, wildlife population declines, habitat loss and depletion of ecosystem services − adding to the existing wealth of evidence that we are losing nature at a dramatic and unsustainable rate.


The report also makes clear the cause of this destruction: us. We are cutting down our forests, overfishing our seas, polluting our rivers, degrading our soils and changing our climate. This poses an urgent threat to all life on Earth – including ourselves.


There is still time to protect what is left and to start restoring nature. But to do that, we must radically change the way we live, including how we use energy to power our societies, grow our food, and manage our waste. This is an immense task but many of the solutions are already at hand.


Each of us has a role to play in bringing about this transformational change. But we need you, our political leaders, to lead − and to set us on a path to a future where people and nature thrive.


Next year, there is an unmissable opportunity to choose a new direction for people and the planet. Important global decisions will be made on biodiversity, climate change and sustainable development at a series of UN meetings in 2020. Together, these form an action plan for change, a real New Deal for nature and people.


But for this to happen, we need decisive and ambitious action from you. That’s why today:


We call on you to stop funding activities that destroy nature.


We call on you to put an end to deforestation and land degradation.


We call on you to protect our oceans and marine life, especially against plastics.


We call on you to encourage the transition to sustainable agricultural practices.


We call on you to implement the Paris Agreement to halt climate change.


The future of all life on Earth lies in the balance. We urge you to act now.

IPBES 2019 Global Assessment Report

06/05-2019:              System Change Not Climate Change

Konsekvenser af varmere have

06/05-2019: Mere CO2 i atmosfæren betyder mere energi i Jord-systemet, idet CO2 forhindrer den naturlige udstråling af energi fra Jorden til rummet. Den ekstra energi har konsekvenser. For eksempel ved man, at verdenshavene indtil nu har optaget mere end 90 procent af denne energi – havene bliver varmere.


Der har et stykke tid været røster fremme – både blandt forskere og blandt havets folk – om, at bølger er blevet højere, og at vindstyrken i storme er taget til. Det har imidlertid indtil nu været svært at dokumentere med konkrete vidnesbyrd.


En ny undersøgelse offentliggjort i Science udført af to forskere, Ian Young og Augustinus Ribal, fra University of Melbourne bekræfter nu, at ekstreme vindhastigheder er blevet voldsommere, og at bølgerne er blevet højere på verdenshavene.


Over en 33 år lang periode fra 1985 til 2018 har man ved hjælp af omfattende indsamling af data fra 31 satellitter og mere end 80 havbøjer fordelt over alle Jordens oceaner kunnet fastslå, at vindhastigheder og bølgehøjder er vokset.


Den største stigning er sket i Sydhavet, hvor de ekstreme vindhastigheder er vokset med 8 procent – 1,5 meter i sekundet – og ekstreme bølgehøjder er vokset med 5 procent – 30 centimeter – over de sidste 30 år.


Til Eurekalert siger professor Young:


”Selvom stigninger på 5 og 8 procent måske ikke virker meget, så vil ændringerne i klimaet, hvis de fortsætter i fremtiden, få store konsekvenser. Oversvømmelser forårsages af stormflod og bølgernes brydning. Det højere havniveau gør disse hændelser alvorligere og hyppigere. Stigninger i bølgehøjde og ændringer i andre forhold som for eksempel bølgeretning vil yderligere øge sandsynligheden for oversvømmelser af kyster.”


Ifølge professor Young er det vigtigt at forstå de ændringer, der sker i Sydhavet.


Bølgeklimaet i Sydhavet, Det Indiske Ocean og det sydlige Atlanterhav er domineret af dønninger. Dønninger er vindskabte bølger, der eksisterer længe efter, at vinden har lagt sig. De kan bevæge sig op til flere tusind kilometer, og bestemmer strandenes stabilitet på hele den sydlige halvkugle.


Sammen med en anden konsekvens af den menneskeskabte globale opvarmning – nemlig at atmosfæren nu kan indeholde mere fugtighed, som giver større mængder nedbør for eksempel under stormvejr og dermed endnu voldsommere oversvømmelser – vil voksende vindhastighed og højere havniveau naturligvis få konsekvenser for hele verden. Derfor er den næste udfordring for forskerne at prøve at beregne, hvor alvorlige de værste storme vil blive i de kommende årtier.


Selvom havforskerne endnu ikke kan sige med sikkerhed, om naturlige multidekade-svingninger eller kredsløb spiller en vis rolle i vindhastigheder og bølgehøjde, så går den menneskeskabte globale opvarmning ligesom havniveauet kun en vej – opad.

Greta Thunbergs tale til EU's ledere

Atmosfærisk CO2 over de sidste 800.000 år

04/05-2019

Omkostninger ved arktisk opvarmning

Photographer Peter Prokosch httpwww.grida.no/resources/2786

04/05-2019: Starten af maj er den tid på året, hvor CO2-niveauet i atmosfæren topper. Den nordlige halvkugle rummer de største landmasser, og når træerne her springer ud og plantevæksten for alvor tager fart hen over sommeren, opsuges en del af atmosfærens CO2, hvilket betyder, at CO2-niveauet falder en smule.


I år topper atmosfærens CO2-indhold på det højeste niveau i de sidste 2 millioner år – 414,52 ppm (dele pr. million) den 30. april. På det tidspunkt voksede der træer nær Sydpolen, og havniveauet var mellem 16 og 21 meter højere end i dag.


Ved Nordpolen kommer der ikke til at vokse træer. I modsætning til Antarktis er Arktis et hav dækket af is. Opvarmningen af Arktis som følge af den menneskeskabte globale opvarmning, som først og fremmest skyldes udledning af CO2 fra afbrænding af fossile brændstoffer, går i dag mindst dobbelt så hurtig som i resten af verden, og det får blandt andet den arktiske havis til at smelte.


Det er imidlertid optøningen af permafrosten i landene omkring Arktis, der for alvor bekymrer forskerne. Når der er mindre is og sne til at reflektere Solens stråler tilbage til rummet (albedo-effekten), forstærkes opvarmningen.


Det betyder, at det gamle kulstof, som har været nedfrosset i permafrostlagene, nu frigives til atmosfæren i form af blandt andet metan, som er en drivhusgas, der er op til 35 gange kraftigere end CO2.


Det er ikke så meget frygten for, at den globale opvarmning vil blive mere udtalt i takt med, at sneen og isen forsvinder, men i stedet frygten for det, som forskerne kalder en ’ikke-lineær omstilling’.


Det vil sige, at optøningen og afsmeltningen vil nå en tærskel, der, hvis den overskrides, vil betyde, at kloden vil befinde sig i et helt nyt klima-regime – en situation, som vil være uoprettelig, og som der ikke er noget fortilfælde for i menneskehedens historie.


Klimatiske forstyrrelser, hedebølger, stigende havniveauer, fejlslagne høstudbytter, voldsommere storme og mere ødelæggende oversvømmelser vil give anledning til enorme udgifter for verdenssamfundet.

I undersøgelsen, som blev offentliggjort i Nature Communications, har forskerne set på, hvad det vil koste, hvis det virkelig lykkes for verdens nationer at overholde det løfte, som de gav i Paris i 2015 om at begrænse den globale opvarmning til 1,5 ºC. De fandt, at den ekstra omkostning ved det tab af den arktiske is, som i øjeblikket er i gang, alligevel vil beløbe sig til omkring 24 billioner dollars.


Med de planer, som landene indtil nu har lagt frem, vil den globale opvarmning være på vej mod 3 ºC i løbet af de næste 80 år. For de globale økonomier vil det ifølge forskerne betyde ekstra omkostninger på næsten 70 billioner dollars – og det er blot som følge af tabet af havisen i Arktis, understreger forskerne.


Den anvendte metodologi kan ifølge forskerne bruges til kvantitativt at vurdere politisk bestemte økonomiske og klimatiske implikationer af andre tærskler i Jordens klimasystem heriblandt afsmeltningen af den grønlandske og den vestantarktiske iskappe, ødelæggelse af Amazon-regnskoven og nordlige skovområder, udtørring af Sahel i Afrika og det globale klimafænomen ENSO – udgifter, som altså ikke er medtaget i de foreliggende omkostningsberegninger.


Til EurekAlert siger den ledende forsker på undersøgelsen Dmitry Yumashev fra Pentland Centre for Sustainability in Business ved Lancaster University:


Vore resultater understreger behovet for mere proaktive reduktionstiltag for at holde den globale temperaturstigning et stykke under 2 ºC. Vi håber, at vores arbejde vil føre til yderligere vurderinger af flere ikke-lineære processer i Jordens klimasystem både hvad angår dem, der er knyttet til Arktis, og andre.”

Storbritannien erklærer nødretstilstand på miljø- og klimaområdet

02/05-2019: I går onsdag den 1. maj erklærede det britiske parlament på tværs af partiskel landet i national nødretstilstand på miljø- og klimaområdet (a national declaration of an Environment and Climate Emergency).


Storbritannien er det første land i verden, som tager dette skridt.


Forslaget til denne erklæring blev fremsat af Jeremy Corbyn på vegne af Labour og lyder i sin helhedsådan:


Labours beslutningsforslag opfordrer regeringen til at sigte mod samlet set at opnå nul udledninger ”omkring 2050”, og at ministre skal udstikke hasteforslag til iværksættelse af en ”nul spilds-økonomi” i løbet af de næste seks måneder.


Beslutningsforslag:


Underhuset erklærer nødretstilstand på miljø- og klimaområdet som følge af IPCC’s (Intergovernmental Panel on Climate Change) konklusion om, at man for at undgå en global opvarmning på mere end 1,5 ºC skal nedbringe globale udledninger med omkring 45 procent i forhold til 2010-niveauet senest i 2030 og opnå et samlet nul-resultat omkring 2050.


Man anerkender den ødelæggende indvirkning, som ustabilt og ekstremt vejr vil have på Storbritanniens fødevareproduktion, vandforsyning, befolkningssundhed og på ødelæggelser som følge af oversvømmelser og naturbrande.


Man noterer, at Storbritannien indtil nu stort set ikke har indfriet sine mål for biodiversitet med en alarmerende nedgang i antallet af arter til følge, og at nedskæringer på 50 procent af midlerne til Natural England modarbejder mulighederne for at løse disse problemer.


Man opfordrer regeringen til at forstærke ambitionen om Storbritanniens mål for tiltag mod klimaændringer ifølge Climate Change Act 2008 for at opnå samlet set nul udledninger før 2050, øge støtten til og opsætning af ambitiøse korttidsmål for udrulningen af grøn energi og transport med lavt kulstofforbrug, og til hurtigt at få gang i økonomiske muligheder og grønne job i en så kulstoffri økonomi som mulig samtidig med, at der tages hensyn til de arbejdere og lokalsamfund, som i øjeblikket er afhængig af kulstof-intensive sektorer.


Og man opfordrer yderligere regeringen til i løbet af de næste seks måneder at fremlægge hasteforslag til genskabelse af Storbritanniens naturlige miljø og at levere en cirkulær nul spilds-økonomi.


Ifølge The Conversation markerer vedtagelsen en fornyet følelse af hastværk, når det drejer sig om at tackle klimaændringer, og årsagen er først og fremmest Greta Thunbergs besøg i det engelske Parlament, David Attenboroughs dokumentar med titlen ’Climate Change: The Facts’ og 11 dages protestaktioner fra miljøgruppen Extinction Rebellion, som lammede dele af London.


I lyset af det forestående valg i Danmark kunne partierne her med lethed vedtage en lignende erklæring, der kunne understrege overfor de børn og unge, som også herhjemme demonstrerer mod klimaændringer og for en fremtid, at der faktisk findes voksne danske politikere.


Det kommer naturligvis ikke til at ske – de findes tilsyneladende ikke.


I stedet taler man for eksempel om, hvor godt den danske vindmølleindustri klarer sig i udlandet. Så lad os understrege – det er en multinational industri, som opererer på kapitalistiske principper, hvor vækst og profit er mantraet, og hvor en mulig effekt på klimaet spiller en ubetydelig rolle.


Med Greta Thunbergs ord: System change not climate change!

Cykloner rammer Mozambique

01/05-2019: Torsdag den 14. marts blev Mozambique ramt af en ødelæggende tropisk cyklon kaldet Idai.


Allerede den 6. marts blev den centrale og nordlige del af Mozambique ramt af kraftig nedbør, som førte til omfattende oversvømmelser, og den 10. marts var mindst 10 mennesker døde, og mere end 10.000 mennesker var tvunget til at flygte. Omkring 63.000 var berørt af oversvømmelserne, som også betød, at mindst 83.000 hektar landbrugsjord lå under vand.


Så ramte Idai.


Til The Guardian udtalte Mozambiques miljøminister Celso Correia dagen efter:


”Jeg tror, at det er den største naturkatastrofe, Mozambique nogensinde har stået overfor. Alt er ødelagt. Vores hovedopgave nu er at redde menneskeliv.”


Ifølge reliefweb sagde lederen af et redningshold fra International Røde Kors og Røde Halvmåne Jamie LeSueur den 18. marts:


”Situationen er frygtelig. Ødelæggelsernes omfang er enorm. Det ser ud til, at 90 procent af området er fuldstændig ødelagt. Kommunikationslinjer er helt afbrudt, og veje er blevet ødelagt. Der er ingen kontakt til nogle af de ramte lokalsamfund.”


Den 3.april var det officielle dødstal 598, og mere end 1600 mennesker var såret. Mindst 131.000 mennesker befandt sig stadig i tilflugtslejre, da mere end 198.300 huse var fuldstændig ødelagt, og 113.000 var delvist ødelagt eller oversvømmet, mens 715.000 hektar afgrøder var gået tabt.


Den 25. april ramte så cyklonen Kenneth det nordlige Mozambique som en kategori 4-orkan.

Det var så vidt vides første gang, at et land i den sydlige del af Afrika var blevet ramt af to cykloner i samme sæson.


Ødelæggelserne efter Kenneth er langt fra gjort op endnu, men den forventede nedbør lyder på op til 750 millimeter i visse områder. Da stormen rammer i slutningen af regntiden, er vandniveauet i floderne allerede højt, og derfor forventes adskillige floder at gå over deres bredder, hvilket øger risikoen for pludselige oversvømmelser og mudderskred.


I et af de ramte områder var folk i chok over ødelæggelserne, da man aldrig tidligere havde oplevet en cyklon. Rædselsslagne børn og traumatiserede forældre står nu foran en kæmpe opgave med genopbygning.


Cyklon-sæsonen i den sydvestlige del af Det indiske Ocean har været usædvanlig intens i år med 15 storme heriblandt 9 kraftige cykloner. Dermed er cyklon-sæsonen på højde med rekord-sæsonen 1993-1994. Netop nu forlyder det så, at en kraftig cyklon i øjeblikket bevæger sig op gennem den vestlige del af Det indiske Ocean og forventes at ramme Indien.


Som det fremgår af IPCC’s specielle rapport om indvirkningerne af en global opvarmning på 1,5 ºC over det før-industrielle niveau – vi ligger i øjeblikket på 1,1 ºC – er det først og fremmest verdens fattige befolkninger, der vil blive ramt af klimaændringerne, og det, som Mozambique og de tilstødende lande er blevet udsat for de seneste seks uger er et eksempel på, hvad der venter.


Det er vigtigt at lægge mærke til, at de to cykloner rammer netop på det tidspunkt, hvor høsten stod for døren. Det betyder, at for eksempel et af de vigtigste afgrøder for befolkningens ernæring, nemlig majs, er ødelagt, og det vil få konsekvenser for fødevaresituationen flere år ud i fremtiden – forudsat altså, at der ikke dukker nye katastrofer op.


I så fald er konsekvenserne uoverskuelige for landets befolkning.