SEPTEMBER

IPCC og Debatten på DR2

News conference to present the summary for policymakers of the special report on the Ocean and Cryosphere after the 51st Session of the IPCC, subject to approval of the Summary for Policymakers.

30/09-2019: Onsdag i sidste uge udsendte IPCC sin tredje særlige rapport indenfor de sidste 12 måneder – denne gang med titlen Special Report on the Ocean and Cryosphere in a Changing Climate.


Rapportens forfattere slår fast, at farlige klimaændringer allerede er på vej. Hvis brugen af fossile brændstoffer fortsætter med den nuværende fart, vil det få meget alvorlige konsekvenser for natur og mennesker.


Kryosfæren – den del af Jorden, der udgøres af permanente iskapper – omfatter først og fremmest iskapperne på Antarktis og Grønland og klodens gletsjere. I takt med de accelererende globale temperaturer forsvinder gletsjerne stadig hurtigere, havisen smelter, permafrosten tør og snedækket skrumper ind.


I havene, der optager over 90 procent af den overskydende varme og cirka en fjerdedel af den CO2, som stammer fra menneskelige aktiviteter, vokser forsuringen (pH-værdien falder) og iltniveauet falder (iltsvind vokser) med store konsekvenser for dyre- og plantelivet i vandet.


Har man fulgt med i mængden af videnskabelig rapporter eller her på bloggen gennem de sidste 12 måneder om havenes og kryosfærens tilstand er der ikke noget nyt at hente – tværtimod.


Jeg har tidligere omtalt den langsommelige proces, som de involverede forskere og delegerede fra de 195 medlemslande skal igennem for at opnå konsensus om ordlyden i den færdige rapport. Det er heldigvis ”kun” det meget kortere ’resumé for beslutningstagere’, der kræver fuld ord-for-ord enighed. Til gengæld kan ændringer i ordlyden kun ske, hvis det giver en bedre forståelse af de til grund liggende videnskabelige rapporter.


Det største problem er den tid, det tager at udarbejde det færdige resultat. De involverede forskere arbejder gratis, og arbejdet foregår ved siden af deres normale arbejdsdag. Det betyder, at de nyeste videnskabelige rapporter ikke er medtaget, og da klimakrisen accelererer på alle fronter, kommer IPCC-rapporterne uvægerligt til at fremstå som konservative i deres fremstilling af krisens alvor, og således også den seneste rapport.


Når IPCC-rapporten maler et katastrofebillede af smeltende is og stigende havniveauer, så er det skræmmende nok i sig selv, men de seneste videnskabelige rapporter viser, at virkeligheden bliver meget værre.


Et eksempel på det er havniveaustigningen, som i den nye rapport under det værste scenarie anslås at blive cirka 1 meter i løbet af de næste 80 år, mens de forskere, som bogstavelig talt står på den smeltende is, i øjeblikket anser en stigning på 2 til 3 meter for meget sandsynlig ifølge de nyeste resultater fra afsmeltningen af de store iskapper.


Og årsagen til den uoverensstemmelse er accelerationen.


Der er stadig mange ukendte faktorer i den igangværende klimakrise, og derfor er det eneste man kan fastslå med sikkerhed, at accelerationen vokser, og det er på alle parametre – CO2-indholdet i atmosfæren, den globale opvarmning, stigningen i havniveauet, afsmeltningen af gletsjerne, arealet af skove, der forsvinder, dyr og planter, der udryddes.


Når Greta Thunberg i sin tale til FN’s Climate Action Summit den 23. september siger:


”Vi står foran en masseudryddelse, og det eneste, I kan tale om, er penge og eventyr om uendelig økonomisk vækst. Hvor vover I!”


Så er det en præcis beskrivelse af den situation, vi står midt i.


Derfor var det dybt deprimerende at se ’Debatten’ den 26/9, hvor en række politikere havde travlt med at beskylde hinanden for ikke at gøre nok eller gøre det forkerte med argumenter, der for alles vedkommende kun var halve sandheder.


Lektor i bioetik på Københavns Universitet, Mickey Gjerris, og enkelte andre ikke-politikere var de eneste, som forstod omfanget af den klimakatastrofe, som vi står overfor, og man må virkelig undre sig over, hvilken agenda Clement Kjersgaard og hans folk havde med aftens program.


Når man tager politikere med i programmet, som ikke aner, hvad de taler om, så kan det kun have haft til formål at skabe en illusion om, at der kan være to meninger om den igangværende klimakrisen og sammenbruddet af vores civilisation.

Reklamer, nej tak!

27/09-2019: Ifølge The Guardian har en svensk avis, Dagens ETC, besluttet, at man ikke længere vil have reklamer, der markedsfører produkter og tjenester baseret på fossile brændstoffer.


Avisens redaktør, Andreas Gustavsson, siger, at beslutningen er afgørende for avisens troværdighed, og at beslutningen var taget af ejeren, bestyrelsen, marketing-afdelingen og journalisterne i fællesskab. Han siger videre:


”Jeg er fuldstændig klar over, at medieindustrien har det ekstremt vanskeligt, og at det er svært at overleve finansielt. Klimakrisen rammer imidlertid hver eneste af os.”


Og han fortsætter:


”Hvor langt kan journalisme i virkeligheden gå, når den er betalt af kræfter, som har alt at vinde ved at blokere de vigtige tiltag, der skal tage fat på vores klimakrise?”


I maj skrev Extinction Rebellion et åbent brev til annoncører og bureauer, hvor man bad dem bruge deres magt til at tackle klimakrisen.


Som almindelig menneske kan man imidlertid selv gøre rigtig meget for at undgå reklamer for al mulig junk, der ødelægger vores planet og fremmer den hovedløse vækst. Selv har jeg i mange år gjort, hvad jeg kunne for at undgå reklamer af enhver art, og det er i virkeligheden ikke så svært.


Dagen efter at det blev muligt at forhindre uopfordret telefonopkald, breve og reklametryksager direkte fra erhvervsdrivende, stod jeg på den såkaldte Robinsonliste, som man i dag kan tilmelde sig via borger.dk – det har fungeret fint.


Post Nordens ’Reklamer nej tak-mærkater’ på brevkassen er naturligvis en selvfølge og kan bestilles her.


Og jeg ser i øvrigt aldrig TV med reklamer, og så længe biograferne har reklamer i begyndelsen af en film – i op til en halv time – sætter jeg ikke mine ben dér.


Og så er der det bedste tiltag mod reklamer, som jeg har brugt siden det blev muligt for 10 år siden – adblock på computeren. Ikke alene sikrer det en hurtigere computer, når enhver form for reklamer blokeres, det giver også en god beskyttelse mod skadelige reklamer, som kan give malware eller krypto-mining.


Jeg troede egentlig, at de fleste brugte adblock, indtil jeg en dag skulle vise min yngste datter en video på Youtube. Da jeg startede videoen, udbryder hun:


”Far, hvorfor har du ikke reklamer på Youtube?”


”Er der reklamer på Youtube?” spurgte jeg forbavset.


Fra den dag brugte både hun og hendes storesøster adblock, og det er adskillige år siden, men rigtig mange er stadig ikke klar over den mulighed, viser det sig.


I dag findes der forskellige udgaver for blokering af reklamer på nettet, men efter min mening er det anviste link det bedste – og det er gratis. Det kan også hentes direkte fra Google webshop, men husk, at det skal være den røde ottekant med med en hvid hånd i midten, som vist på billedet øverst – nogle af de andre tillader visse reklamer.


Nogle medier hævder, at de ikke kan leve uden reklamer – sludder og vrøvl. De fire netmedier, som jeg (gratis) reklamerer for på forsiden af bloggen, er som udgangspunkt gratis, men jeg betaler et mindre beløb hver måned til alle fire – fordi de er pengene værd.


Hermed har du nu muligheden for selv at give et lille bidrag til en bedre klode. Et større bidrag vil naturligvis være at slukke helt for computeren!


Uhmm nej, nu synes jeg dette blog-indlæg kører af sporet, så øhh ...

Statsstøtte til fossile brændstoffer

25/09-2019: I øjeblikket skal den danske regering tage stilling til, om man i den såkaldte ottende udbudsrunde vil give olieselskaber lov til at bore efter olie og gas i nye områder af Nordsøen helt frem til 2055.


SF, De Radikale og Enhedslisten er imod en ny udbudsrunde og ønsker, at man stopper yderligere udvinding af olie og gas i Nordsøen. Foreløbig har klimaminister Dan Jørgensen ikke ønsket at udtale sig om sagen.


Det er selvfølgelig indlysende, at Danmark så hurtigt som muligt skal afvikle yderligere udvinding af olie og gas, hvis regeringens klimaløfter skal give mening.


Det er imidlertid endnu mere indlysende, at Danmark sammen med resten af verdens lande øjeblikkelig bør stoppe med den årlige statsstøtte til de multinationale olieselskaber for produktion og brug af fossile brændstoffer.


Præcis hvor store beløb, der på verdensplan bruges til at understøtte fossile brændstoffer, har hidtil været svært at beregne, da hverken afsendere eller modtagere af pengene er ivrige efter at offentliggøre disse beløb – med få undtagelser. Seniorlektor i økonomi Radek Stefani fra University of St Andrews har imidlertid udviklet en ny og mere nøjagtig beregningsmodel, som er udgangspunkt for tallene herunder.


I 2017 brugte landene i EU knapt 600 milliarder kroner på statsstøtte til fossile brændstoffer. 600 MILLIARDER kroner på et år. Endnu mere chokerende er det, at det er mere end dobbelt så meget som i 2010, og at den udvikling har fundet sted på et tidspunkt, hvor det er lysende klart, at fortsat brug af fossile brændstoffer vil ødelægge menneskehedens fremtid

.

Selv om Stefanis beregninger for de tre største spillere på det marked – Kina, USA og Rusland – langt overgår EU’s årlige bidrag til olieselskaberne, er udviklingen i støtten indenfor EU særlig bemærkelsesværdig.


Central- og østeuropæiske lande indenfor EU har traditionelt leveret den største statsstøtte til olieselskaberne med 86 procent af det samlede beløb i 2010. I 2017 udgjorde deres støtte imidlertid blot 50 procent af det samlede beløb, idet statsstøtten i perioden 2010 til 2017 steg i sydeuropæiske lande som Spanien og Italien og i Benelux-landene.


Det, der for alvor sætter EU’s hykleri i relief, er, at der er sket et markant skift i Tyskland og Frankrig – netop de to lande, som har været de stærkeste fortalere for tiltag mod klimaændringer.


Tyskland gik fra at være et af de lande med den højeste skat på fossile brændstoffer i 2010 til at være det land, der har den næsthøjeste statsstøtte til fossile brændstoffer kun overgået af Polen. Frankrig har godt nok stadig den højeste skat i EU, men skatten faldt næstmest i perioden kun overgået af faldet i Tyskland.


At denne kriminelle støtte til udraderingen af verdenssamfundet fortsætter den dag i dag er naturligvis helt uforståeligt og kunne få én til at tro, at råddenskaben i politik er dybt forankret i selv såkaldte demokratiske lande.


Stefanis forskning viser, at havde EU afskaffet al statsstøtte til fossile brændstoffer mellem 2010 og 2017, ville EU’s udledninger af CO2 have været 9 procent lavere i den periode og ville samlet have sparet regeringer i Unionen for 3.000 milliarder kroner.


Hvad så mange penge kunne have gjort for den grønne omstilling, har Stefani også regnet på:


Eksisterende atomkraftværker, som udleder meget lidt CO2, blev i Tyskland nedtrappet efter katastrofen på Fukushima-atomkraftværket i 2011, så atomkraft-andelen af el-forsyningen faldt fra 25 procent i 2011 til 12 procent i dag. For sparede 3.000 milliarder kroner kunne man have bygget 37 af de nyeste europæisk konstrueret atomkraftværker svarende til den nuværende atomkraftkapacitet i Frankrig.


Man kunne også have elektrificeret EU’s infrastruktur. I perioden 2010 til 2017 kunne man have opbygget et netværk af 1,6 millioner superopladningsstandere, som ville have fremmet brugen af el-biler og have reduceret udledninger af kulstof fra brugen af diesel og benzin. Til sammenligning er der i øjeblikket mere end 100.000 benzinstandere i EU.


Kollektiv trafik er den eneste vej frem, hvis kloden skal nå i mål med tilstrækkeligt store reduceringer af CO2, og her er elektrificering af jernbanenettet en vigtig del. Den sparede støtte til fossile brændstoffer kunne have betalt for næsten 20.000 kilometer højhastigheds-jernbanenet i EU – 9.000 kilometer af den type er i øjeblikket i brug i Unionen. Jernbanerejser udleder blot 14 gram CO2 pr. passager-kilometer versus 158 gram for biler og 285 gram for fly.


En omstilling til en økonomi med lavt kulstofforbrug kan være dyrt, og en omstilling af den arbejdsstyrke, som skal tilegne sig nye kompetencer for at arbejde i sektorer, der opstår i stedet for sektorer, som må afvikles, kan især være dyrt. Men ifølge Stefanis beregninger kunne de sparede penge til støtte af olieselskaberne være brugt til at omskole 14,7 millioner arbejdere i EU.


Som jeg naturligvis har nævnt adskillige gange her på bloggen, så har en række forskere og journalister og politikere på venstrefløjen gennem årene hyppigt gjort opmærksom på det fuldstændig urimelige i, at verdens lande fortsat støtter den fossile olie- og naturgasindustri, men lige lidt hjælper det tilsyneladende.


Enhedslisten har kaldt klimaminister Dan Jørgensen i samråd om den kommende udbudsrunde om retten til fortsat udvinding af fossile brændstoffer på dansk område. Om den årlige statsstøtten til produktion og brug af fossile brændstoffer kommer op ved den lejlighed vil tiden vise.


Under alle omstændigheder kender jeg politikernes svar – det er ligesom med prisen på cigaretter: Af hensyn til de dårligst stillede i samfundet er vi nødt til at holde prisen på benzin og diesel nede!


Og ligesom med cigaretter dør vi af det.

Hurtigere global opvarmning truer

23/09-2019: Jeg har et par gange i den forløbne uge været sammen med et par dygtige polske arkæologer, som har deltaget i arbejdet på flere arkæologiske udgravninger her på Bornholm i flere år.


Sidste efterår arbejdede vi tæt sammen i flere uger på en arkæologisk udgravning i nærheden af min bopæl. Normalt ankommer de i løbet af sommeren, men det trak ud sidste år, og på et tidspunkt var man usikker på, om de overhovedet kom. Da de endelig ankom, fortalte de, at der havde været sygdom og dødsfald i familien, men da vi mødtes i år, fik jeg den rigtige historie.


Det var ikke blot én begravelse – knapt en halv snes af deres venner og nærmeste familie var blevet begravet. De var døde som følge af den ekstremt varme sommer, som havde ramt Polen med omkring 40 ºC. Det var gamle som yngre der var døde fra den ene dag til den anden på grund af varmen.


Det kan være svært at forholde sig til alvorlige klimarelaterede katastrofer andre steder i verden, når man bor i lille Danmark, der hidtil har været forskånet for katastrofer af den art, men når man står ansigt til ansigt med personer, der har oplevet et så voldsomt forløb, bliver bekymringen over den igangværende klimakrise om muligt endnu mere påtrængende.


Bedre bliver det ikke, når en ny videnskabelig rapport offentliggjort i Science Advances i sidste uge fortæller, at vi i nær fremtid kan komme til at opleve meget større opvarmning, end man man indtil nu har forventet.


Forskere fra University of Michigan og University of Arizona har for første gang med held brugt en helt ny computermodel til at efterligne den ekstreme opvarmning, som fandt sted i den tidlige eocæn-epoke for 56 millioner år siden også kaldet Palaeocene-Eocene Thermal Maximum (PETM). Hvor tidligere anvendte modeller ikke har kunnet gengive den klimatiske udvikling på det tidspunkt, lykkedes det med den nye model.


Mange forskere har i årtier studeret denne varme periode og ved, at på det tidspunkt blev CO2-niveauet i atmosfæren naturligt opbygget til omkring 1000 ppm (dele pr. million luftmolekyler) eller mere, hvilket anses for svarende til det klima, vi vil opleve i fremtiden.


Forskellen er, at CO2-indholdet i atmosfæren i eocæn-epoken blev opbygget over en periode på mellem 3.000 og 20.000 år, mens det i dag går ni til 10 gange hurtigere – i det meste af menneskehedens historie lå niveauet omkring 285 ppm, mens det i dag er 412 ppm.


De globale overfladetemperaturer var dengang op til 14 ºC varmere end i dag, og polarisen smeltede. Sydhavet omkring Antarktis nåede en temperatur på 20 ºC, havniveauet steg dramatisk over hele kloden og vandet blev mere og mere syreholdigt. Der fandt en masseudryddelse sted blandt mange arter ikke mindst i havene.


Forskellen på tidligere klimamodeller og den nye model er, at man nu kan medtage den rolle, som små ændringer i de processer, som påvirker skydækket, spiller. Den globale opvarmning forventes at ændre fordelingen og typen af skyer i Jordens atmosfære, og skyer kan både have opvarmende og afkølende indvirkninger på klimaet.


Med den nye computermodel kunne forskerne konstatere, at skyerne blev tyndere og skydækket blev reduceret – forhold som forstærker den CO2-foranledigede opvarmning (se video på forsiden).


Til Eurekalert sagde medforfatter på undersøgelsen palæoklimatolog Christopher Poulsen:


”Vore resultater fremhæver den rolle, som små processer i skyer spiller, når store klimaændringer skal kortlægges, og viser samtidig en potentiel stigning i klimafølsomheden med en fremtidig opvarmning.”


Netop spørgsmålet om klimafølsomheden har jeg omtalt i adskillige blog-indlæg – senest den 19/09-2019. Om det spørgsmål siger førsteforfatter på undersøgelsen postdoc Jiang Zhu fra Department of Earth and Environmental Sciences på University of Michigan til Eurekalert:


”Vi var overrasket over, at klimafølsomheden steg så meget, som den gjorde med de stigende kuldioxid-niveauer. Det er et skræmmende resultat, fordi det indikerer, at temperaturens reaktion på en stigning i CO2-niveauet i fremtiden kan blive større end reaktionen på den samme stigning i CO2-niveauet i dag. Det er ikke nogen god nyhed for os.”

Mængden af smeltevand fra Grønland vokser

A new study of snow and ice layers high on the Greenland ice sheet shows that recent atmospheric warming is changing the ability of these layers - called firn - to store meltwater, which can result in a faster release of runoff from the ice sheet.

Animation Credit: NASA Audio Credit: Laura Krantz, CIRES

20/09-2019: Globalt set blev juni måned i år den varmeste, man har registreret. Den blev efterfulgt af den varmeste juli, man har registreret, som også blev den varmeste måned, man nogensinde har målt.


Normalt fører vinde vejrsystemer fra vest til øst, men i år gik juni måneds store område med varmt og solrigt vejr i stå over Grønland og indledte dermed tæt på den værste afsmeltningssæson, man har målt her. Den anden store afsmeltning fandt sted i juli og august, da den europæiske hedebølger lagde sig over Grønland.


Den ekstreme afsmeltning af den grønlandske indlandsis i år kom dermed tæt på den sidste store afsmeltning i 2012, som blev sat i forbindelse med ændringer i atmosfæren over Grønland som følge af opvarmningen i Arktis og ændringer i jetstrømmen.


Smeltevandet fra den grønlandske indlandsis bidrager til det stigende havniveau. Omfanget af dette bidrag ser nu ud til at være betydeligt større end hidtil antaget ifølge en ny undersøgelse, som netop er blevet offentliggjort i Nature.


Undersøgelsens hovedforfatter, klimaforsker Mike MacFerrin fra University of Colorado, har gennemkrydset den grønlandske iskappe hvert forår i adskillige år for at foretage målinger i forbindelse med iskappens afsmeltning. I 2012 opdagede han sammen med andre forskere for første gang, at der dannes metertykke isplader i indlandsisen, som forhindrede smeltevandet i at trænge dybere ned i iskappe og fryse til is igen.


Sammen med et nyt hold af internationale forskere fra blandt andet De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, Danmarks Meteorologiske Institut og University of Colorado brugte MacFerrin radar-observationer, regionale klimamodeller og borekerneprøver af den grovkornede sne nede i indlandsisen, der kaldes firn, til at påvise, at de senere års stigninger i mængden af smeltevand har resulteret i dannelsen af de tykke isplader.


Undersøgelserne viste, at fra 2001 begyndte ispladerne for alvor at vokse. På blot fem år voksede nogle af dem fra 5 meter til 7 meter i tykkelse, og de bredte sig længere ind i landet.


Den grønlandske iskappe er delt i tre zoner. I smeltezonen langs kysten smelter al den sne, der falder om vinteren, bort om sommeren og blotter den mørkere is, som smelter hurtigt i varmt sommervejr. Højt oppe på iskappen ligger såkaldt tør sne og en iszone, hvor der – i hvert fald indtil videre – stort set ikke er sket afsmeltning.


Mellem den opadskrånende iskappe og isen langs kysten ligger en nedsivningszone, hvor smeltevandet på overfladen normalt siver ned igennem firn-laget og fryser til is igen. De første isplader i netop i denne zone opdagede forskerne i 2012 (se videoen). Ispladerne stopper nedsivningen af smeltevandet, som i stedet løber af på overfladen og ledes direkte ud i havet.


Direktøren for National Snow and Ice Data Center i USA, Mark Serreze, siger til Inside Climate News:


”Disse isplader havde vi ingen forestilling om for 20-30 år siden. Dybest set gør ispladerne afsmeltningsprocessen mere effektiv. Hver gang vi undersøger tingene nærmere, ser vi ændringer, som viser hurtigere afsmeltning af den grønlandske iskappe, end vi forestillede os for 20 år siden.”


Ifølge MacFerrin er følgerne af de hurtigt voksende isplader alarmerende. Ispladerne bidrager nu til, at 2019 sandsynligvis vil sætte rekord som det år, hvor vi vil se den største afsmeltning fra den grønlandske iskappe.


Den kendte klimaforsker Michael Mann fra Pennsylvania State siger om undersøgelsens resultater:


”Der er nu ikke længere tvivl om, at vi i øjeblikket ser en afsmeltning fra både Grønland og Vestantarktis, som er langt forbi det, som de fleste modeller tidligere forudsagde. For blot 15 år siden forudsagde IPCC, at havniveauet ville være steget omkring 35 centimeter i slutningen af dette århundrede. Nu kan vi ikke længere udelukke 2 til 3 meter i slutningen af dette århundrede.”

Global overophedning forværres yderligere

19/09-2019: En række nyudviklede klimamodeller, som skal erstatte de modeller, der indtil nu har været anvendt af FN til at beregne kommende globale temperaturstigninger, skal underbygge beregninger i den næste store IPCC-rapport, som kommer i 2021.


De mere end 30 klimamodeller, som samlet kaldes CMIP6 (Coupled Model Intercomparison Project Phase 6), indeholder de seneste modelforbedringer, der ved hjælp af større supercomputerkraft blandt andet giver et mere detaljeret billede af vejrsystemer, af naturlige og menneskeskabte partikler og af udviklingen af skydækket i en varmere verden.


Resultaterne viser, at Jorden opvarmes hurtigere, end man hidtil har troet, og at den globale gennemsnitstemperatur i løbet af de næste 80 år kan nå 6 til 7 ºC over det før-industrielle niveau. Et højere CO2-niveau i atmosfæren vil med andre ord lettere opvarme Jordens overflade, end tidligere beregninger har tydet på – det vil sige at klimafølsomheden altså er større (se blog-indlæg 19/05-2019).


’Større opvarmning vil give mindre tid til en tilpasning og vil betyde en større sandsynlighed for, at klimaet overskrider tærskler som for eksempel optøning af permafrostlag, der vil sætte yderligere fart på opvarmningen,’ skrev lederen af Institute Pierre Simon Laplace Climate Modelling Centre i Paris, Olivier Boucher sammen med to britiske forskere, Stephen Belcher fra Met Office og Rowan Sutton fra National centre for Atmospheric Science på en blog tidligere på året ifølge Phys.org.


Mellem 33 og 99 procent af det øverste permafrostlag kan i så fald være smeltet inden år 2100, hvilket sandsynligvis vil frigive mange milliarder tons drivhusgasser til atmosfæren ifølge et udkast til en specialrapport fra IPCC om havene og Jordens frosne zoner, som det franske pressebureau AFP har fået adgang til.


Hvad de ekstra drivhusgasser fra permafrostlaget vil betyde, er det bedst ikke at tænke på – gennemsnitststigningen på de 6 til 7 ºC er under alle omstændigheder dødbringende for mange levende væsner – heriblandt mennesker.


Glemte jeg at skrive, at disse temperaturstigninger bygger på det mest pessimistiske scenarie (SSP 8.5), som forudsætter en hurtig økonomisk vækst drevet af fossile brændstoffer?


Det skyldes, at de mest pessimistiske scenarier, som forskerne hidtil har opstillet for klimaets udvikling, alle indtil nu er blevet overgået af udviklingen i den virkelige verden.


CO2-niveauet stiger stadig hurtigere, den grønlandske indlandsis og Antarktis smelter stadig hurtigere, oceanerne opvarmes stadig hurtigere og Jordens skove forsvinder stadig hurtigere (se tidligere blog-indlæg).


Og lad os ikke glemme en dansk vinkel på, hvorfor det fortsat går den gale vej og vil gøre det mange år frem:


Tyra-feltet i Nordsøen, som producerer olie og naturgas, lukker ned i tre år. Det skal bygges om, fordi havbunden er sunket seks meter som følge af optagning af olien og gassen i undergrunden. Bagefter vil Tyra fortsætte med at hente de fossile brændstoffer op i mindst 25 år endnu.


Sådan Danmark – foregangsland for resten af verden.


Der dog et lyspunkt. De nye klimamodeller, som i øvrigt er så gode, at de har været i stand til at eftergøre tidligere optrådte naturkatastrofer som hurricanes og hedebølger, er nu så detaljerede, at de vil være i stand til at forudsige klimatiske udviklinger på regionalt niveau. Med andre ord kan man snart varsle de enkelte lande om deres undergang.


Husk at se vejrudsigten hver dag!

Skove og træer

16/09-2019: ’Danmark planter træer’ var titlen på et indsamlingsshow, som blev sendt på TV2 i lørdags den 14. september. Showet var et samarbejde mellem Danmarks Naturfredningsforening og TV2, og formålet var at indsamle penge til at rejse nye såkaldte folkeskove i Danmark.


Resultatet af indsamlingen giver mulighed for at plante 914.233 træer på de 600 hektar land, som projektet har til rådighed. 20 procent af de indsamlede midler skal dog gå til at bevare allerede eksisterende skov i Danmark og i udlandet

.

” … Vi står i ellevte time, og der skal handles nu,” siger Maria Reumert Gjerding, præsident for Danmarks Naturfredningsforening, i en leder i medlemsbladet Natur & Miljø.


”Træer kan så meget,” påpeger hun ganske rigtigt, for træer og planter er simpelthen naturens eget system til at trække CO2 ud af atmosfæren og oplagre det i løv, grene, stamme og rødder i form af cellulose og andre organiske forbindelser.


Derudover har træer i forhold til andre grønne planter en særlig betydning for lagringen af CO2, og dermed for modvirkning af klimaforandringer, da træerne kan binde kulstoffet i flere hundrede år – med mindre de fælles eller går til under naturbrande. De fleste andre planter visner om efteråret, hvorefter plantedelene rådner og det bundne kulstof frigives som CO2 igen.


Desværre nævner Gjerding også, at ’Skov er Jordens lunger’, og det er misvisende.

Næsten alt ilt i luften produceres af planter gennem fotosyntese, og en tredjedel af fotosyntesen på land finder sted i tropiske skove. Men stort set alt den ilt, der produceres ved fotosyntese hvert år, forbruges af levende organismer og naturbrande.


Når træer smider deres blade og grene og andet organisk materiale, bliver det til føde for et omfattende økosystem af organismer som insekter og mikrober, der forbruger ilt i den proces. Derfor bliver nettoproduktionen af ilt fra alle landbaserede planter – inklusiv skove – meget tæt på nul.


I øvrigt produceres halvdelen af den ilt, som Jordens levende væsner indånder, af bittesmå planteplankton i havene. Dog havner en lille rest af den samlede iltproduktion i atmosfæren – omkring 0,0001 procent.


Problemet med udtrykket ’Skov er Jordens lunger’ er, at skov primært producerer ilt, mens lunger jo optager den, og derfor er billedet af skov som ’lunger’ altså misvisende. Jorden har i millioner af år haft cirka 21 procent ilt i atmosfæren, som hovedsageligt stammer fra geologiske processer.


Men træer kan ganske rigtigt så meget. Ud over at være en afgørende del af de økosystemer, som de indgår i, og ikke mindst deres evne til at trække en del af den CO2, som vi mennesker producerer alt for meget af, ud af atmosfæren, så afkøler de også vores verden. Men det forhold ser nu også ud til at være truet.


I en ny videnskabelig rapport har forskerne undersøgt de klimatiske fordele, som en intakt regnskov i Amazonas har, og de biofysiske konsekvenser af forstyrrelser af skoven.


Forskerne fandt, at i områder med intakt skov, hvor tab af trækroner var mindre end 5 procent, så man den største stabilitet i nærmiljøets klima i løbet af den undersøgte periode på 10 år, med kun ganske små temperaturstigninger. Men i områder, hvor trækroner dækkede mindre end 70 procent, steg temperaturen gennemsnitlig med 0,44 ºC i forhold til urørt skov i nærheden.


Forskellen mellem intakt og forstyrret skov i den tørreste periode på året kunne imidlertid betyde en temperaturstigning på op til 1,5 ºC i områder, som havde været udsat for alvorlig træfældning. Og den stigning kommer oven i de globale temperaturstigninger som følge af de menneskeskabte klimaændringer.


Medforfatter til undersøgelsen, professor i biosfære/atmosfære-vekselvirkninger på University of Leeds, Dominick Spracklen siger til Eurekalert:


”Fældning af skov mindsker mængden af vand, der sendes op i atmosfæren fra skoven gennem den proces, som kaldes evapotranspiration. Man kan forestille sig, at evapotranspiration er skovens måde at ’svede’ på. Når den fugt, som skovene udsender, fordamper, afkøles det lokale klima. Fældning af skov reducerer evapotranspiration og fjerner dermed den afkølende funktion, hvilket får lokale temperaturer til at stige. Når temperaturen stiger, øger det tørkestress, og gør skovene mere udsat for afbrænding.”


Torsdag i sidste uge kom så endnu en nedslående rapport om klodens skove med titlen ’Protecting and Restoring Forests: A Story of Large Commitments yet Limited Progress’.


Selv om næsten 200 virksomheder og regeringer har skrevet under på ’The New York Declaration on Forests’, der indeholder mål som en halvering af fældning af skov i 2020 og et totalt stop i 2030, så er fældning af skov accelereret med mere end 40 procent årligt siden deklarationen blev lanceret, siger forskere og miljøfolk.


Rapportens forfattere slår fast, at fældning og nedbrænding af tropiske skove – især gamle tropiske skove – er særligt ødelæggende, fordi lagring af kulstof går tabt, og fordi afbrænding af træer eller forrådnelse bidrager til klimaændringerne. I gennemsnit har fældning af tropisk skov og trædød i de sidste fem år udsendt mere CO2 om året end hele EU gjorde i 2017.


Ifølge Inside Climate News siger kritikere, at den multinationale agroindustri ikke gør nok for at bremse problemet, fordi de ikke holder tilstrækkelig øje med skovfældning i deres forsyningskæder. Især beskyldes den amerikanske korngigant Cargill og andre selskaber i USA for at forsøge at få regeringen til at slække på reguleringer.


Tidligere på måneden udsendte Coller FAIRR Index en analyse over bæredygtigheds-indsatsen hos de 50 største kød- og mejeriselskaber i verden og fandt, at ingen af dem havde udførlige retningslinjer for at stoppe fældning af skov i de områder, hvorfra de køber kvæg og soja.


Rydning af skov vokser og vokser, forbruget af kød og mejeriprodukter vokser og vokser og CO2-udledningerne vokser og vokser.


” … Vi står i ellevte time, og der skal handles nu,” siger Maria Reumert Gjerding. Jeg siger: Klokken har passeret 12 – det er for sent.

Jakarta og Global Commission on Adaptation

13/09-2019: Den indonesiske regering har besluttet at flytte hovedstaden Jakarta til en ny og højere beliggenhed i provinsen Øst-Kalimantan på Borneo 1.000 kilometer væk. Arbejdet på den nye hovedstad forventes påbegyndt i løbet af to år, og skal være afsluttet i 2024. Den foreløbige pris forventes at blive 33 milliarder US-dollars.


Umiddelbart lyder det som et uddrag fra en sci-fi-fortælling, men det er den barske realitet, som Indonesien står overfor takket være den menneskeskabte globale opvarmning.


Jakarta blev grundlagt i det 17. århundrede i et sumpområde langs den nordvestlige kyst på øen Java i det, der dengang hed Hollands Ostindien, og byen har i dag 10 millioner indbyggere.


Udbygning af byen foregår i øjeblikket hurtigt og stort set planløst, og sammen med det stigende havniveau er byen nu ifølge eksperter det hurtigst synkende byområde i verden. Det anslås, at omkring 40 procent af Jarkarta i øjeblikket ligger under havniveau, og oversvømmelser er blevet almindelige i mange områder af byen.


Det var oprindelig meningen at opføre en 32 kilometer lang dæmning mod havet, der sammen med 17 kunstige øer skulle strække sig fra den ene side af Jakarta-bugten til den anden. Men projektet løb ind i økonomiske vanskeligheder, så regeringen har altså besluttet at flytte hovedstaden i stedet.


Samtidig med offentliggørelsen af dette projekt har Global Commission on Adaptation (GCA), som i øjeblikket består af 20 lande, netop udsendt en rapport, som slår fast, at klimaændringerne er over os, og deres indvirkninger bliver værre og værre, og at det er på tide, at verden tilpasser sig.


GCA blev oprettet i Haag den 16. oktober 2018 af den daværende Generalsekretær for FN, Ban Ki-moon. Blandt de 20 lande er Kina, Canada, Danmark og Storbritannien og en række lavtliggende lande, som er særlig udsat for følgerne af klimaændringer, blandt andet Bangladesh og Marshall-øerne. Ud over Ban Ki-moon ledes gruppen af Bill & Melinda Gates Foundation, Bill Gates og direktøren for Verdensbanken, Kristalina Georgieva.


I rapportens resumé for beslutningstagere siges der i indledningen, at klimaændringer er én af de største trusler (er der andre lige så store?), som menneskeheden står overfor. De vil have omfattende og ødelæggende indvirkninger på mennesker, miljø og økonomi, og de mennesker, der er mest udsat, er dem, som har bidraget mindst til den situation.


Videre siges det, at uden klimatilpasning kan klimaændringer mindske væksten i det globale udbytte fra landbruget med op til 30 procent frem til 2050, og det vil påvirke 500 millioner småbønder over hele verden.

Antallet af mennesker, som mindst en måned om året kan opleve vandmangel vil i 2050 være vokset fra 3,6 milliarder i dag til mere end 5 milliarder.


Stigende havniveau og større flodbølger kan tvinge mange hundred millioner mennesker i kystnære byer fra deres hjem med en samlet omkostning om året for disse byer på mere end 1 billion dollars i 2050.

Derudover kan klimaændringerne sende mere end et hundred millioner mennesker i udviklingslandene ned under fattigdomsgrænsen allerede i 2030.


Klimaændringernes omkostninger for mennesker og verdensøkonomien er entydige, siger rapporten. Tab af menneskeliv er uomtvisteligt. Spørgsmålet er: Hvordan vil verden reagere? Vil vi forsinke tiltag og betale mere, eller vil vi være proaktive og opleve fremgang?


Rapporten fokuserer på flere områder, hvor tilpasning til klimaændringerne kan have stor betydning. For eksempel taler man om et 24 timers varslingssystem for storme og hedebølger, som kan nedbringe ødelæggelser, redde menneskeliv og beskytte værdier til en tiendedel af den pris, som ødelæggelser vil koste uden et varslingssystem.


I byerne kan man bruge porøse fortove og taghaver, som kan opsuge vand under kraftig nedbør, og man kan male hustage hvide for at sænke temperaturen i husene. Langs kysterne kan man genetablere de naturlige mangroveskove, som mange steder er blevet ødelagt af byggearbejde, forurening og den globale opvarmning. Disse skove vil virke som en bufferzone mod storme og vil kunne beskytte 18 millioner mennesker og forhindre ødelæggelser efter flodbølger for 80 milliarder dollars om året.


En del af rapporten beskæftiger sig med costbenefitanalyser, hvor man gør meget ud af at påvise de økonomiske fordele ved de forskellige klimamæssige tiltag. For eksempel mener man, at en global investering på 1,8 billioner dollars i klimatiltag indenfor fem områder i perioden 2020 til 2030 vil kunne give en nettogevinst på 7,1 billioner dollars.


Når Verdensbanken og Bill Gates er involveret er den slags analyser nok uundgåelige, men har de overhovedet nogen som helst værdi for almindelige mennesker, hvis vi skal tage udgangspunkt i professor Alf Hornborgs analyse af pengenes magt i den kapitalistiske verdensorden (se blog-indlæg 08/09-2019) i forbindelse med klimakrisen?


Overhovedet ikke!


Patrick Verooijen, som er chef for GCA, siger det faktisk selv ifølge The Guardian:


”Her ser vi virkelig risikoen for klima-apartheid, hvor de rige betaler for at undslippe og resten af os er overladt til egen skæbne. Det er en eklatant moralsk uretfærdighed.”


Havde han blot stoppet her, så var alt sagt, men han tilføjer:


”Det er i nationers egen interesse at investerer i tilpasning.”


Af hensyn til økonomisk vækst og profit må man forstå.


GCA-rapporten er blevet offentliggjort forud for Climate Action Summit 2019 i New York den 23. september og er sammenkaldt af FN’s Generalsekretær António Guterres for at løfte ambitionsniveauet i Paris-aftalen fra 2015 og sætte mere fart i implementering af CO2-målene, der jo som bekendt er helt utilstrækkelige til at gøre noget som helst mod klimakrisen.

Klimaforandringerne i Australien

Queensland suffers worst start to bushfire season on record

10/09-2019: I Australien er foråret så småt på vej, men i modsætning til i Danmark afventer australiere især i Queensland og New South Wales forårets komme med bekymring.


Sidste år i november oplevede Queensland de værste naturbrande nogensinde. Normalt optræder naturbrande langt sydpå i forhold til de tropiske regnskove i staten, men klimaændringerne betyder, at sæsonen for naturbrande nu er blevet længere takket være en kombination af varme, tørre og blæsende dage i både den tropiske og den subtropiske del af staten.


Sidste år udtalte klimaforsker Lesley Hughes til Thr Guardian:


”Klimaændringer drejer sig om, at ikke tidligere sete forhold bliver mere sandsynlige. Det, der gennemsnitligt var normalt for 20 år siden, er i dag hverken normalt eller gennemsnitligt. Hvis man oplever hidtil usete forhold, så er det netop det, som klimaforskere har advaret om.”


Mere end 50 naturbrande hærger i øjeblikket Queensland og gør denne sæson for naturbrande til den værste, man har oplevet. Den sydøstlige del af staten er nu så tør, at den brandtruede by Stanthorpe næsten er løbet tør for drikkevand.


En kvinde fra byen, Samantha Wantling, siger, at de lokale er vant til naturbrande, men den hastighed, hvormed den seneste ramte byen fredag nat, og hvor tæt den kom på byens midte, er skræmmende.


”Vi har brug for regn. Det er det eneste, der kan redde os,” siger Wantling.


På trods af køligere vejr i New South Wales forventes ødelæggende vinde med hastigheder på op til 70 kilometer i timen at forstærke brandaktiviteten også i denne stat. Det er især langs statens nordlige kyst, at brandfaren er stor. I øjeblikket er tre naturbrande ude af kontrol.


Udsigten til endnu en brutal sommer med kun en smule regn i vente i New South Wales har imidlertid givet denne stat et helt andet og meget alvorligt problem. Det drejer sig om Lower Darling River, som er en del af det enorme Murray-Darling flodsystem.


Sidste år nåede temperaturen i dette område op over 40 ºC og medførte, at mere end 1 million fisk døde ved Menindee Lakes, og nu advarer forskere om alarmerende økologiske tegn på, at tilstanden i Lower Darling River er rigtig dårlig.


Adskillige videnskabelige rapporter siger, at manglen på gennemstrømning i floden som følge af tørken og overdreven kunstvanding længere oppe ad floden, bærer skylden. Den omfattende fiskedød skyldtes iltmangel i det dybere vand, som opstod, fordi høje temperaturer blev fulgt af en hurtig afkøling, der gav anledning til lagdeling af flodvandet.


Rød eucalyptus, som vokser langs flodbredden, viser tegn på alvorlig stress. Disse træer kan være flere hundrede år gamle, og hvis de dør, vil flodbredderne kollapse, hvilket vil give anledning til voldsom erosion, som vil sende store mængder sediment ned ad floden. Og flodmuslingen, som lever i floden, er nu så dårlig stillet, at forskere blot har fundet en overlevende koloni.


I første omgang har New South Wales besluttet at prøve at redde de lokale fiskebestande fra at uddø, hvis endnu en ekstrem varm og tør sommer rammer staten. Hensigten er at flytte så mange fisk som muligt til midlertidige opholdssteder, indtil de kan sættes ud i floden igen.


Aktionen ventes at koste 10 millioner dollars, og nogle af pengene skal også gå til bedre forskning og opdræt. Om aktionen vil lykkes er der delte meninger om, og meget afhænger af vejret i de kommende år.


Desværre er der ingen hjælp at hente i klimaeksperternes fremskrivninger af klimaet i Australien. Som beskrevet i et tidligere blog-indlæg havde Australien i år den varmeste januar i landets historie, og sommeren var også blandt de 10 tørreste, der er målt, og de rekorder vil med sikkerhed blive slået i de kommende år.


I Australien som i resten af verden er spørgsmålet: Hvor hurtigt vil klimaændringerne forløbe? Allerede nu kan man se svaret. Det kommer til at gå hurtigere, end selv klimaforskerne havde forestillet sig for blot få år siden.

Aircondition, grøn energi og pengenes magt

08/09-2019: Som beskrevet mange gange her på bloggen – også denne sommer – rammes flere og flere lande kloden rundt af rekordhøje temperaturer om sommeren. De gentagne hedebølger har naturligvis medført, at salget af aircondition stiger voldsomt, da behagelige temperaturer indendørs forbedre både forholdene i hjemmet og på arbejdspladsen – i det mindste for de mennesker, der ikke er tvunget til at opholde sig udendørs.


På verdensplan er det dog stadig under en tredjedel af husholdningerne, som har aircondition, men nogle regioner er bedre dækket ind end andre, og det har mere med velstand end med varme at gøre.


I USA og Japan har omkring 90 procent af husholdningerne aircondition, mens Kina kommer ind på tredjepladsen, idet 60 procent af husholdningerne har et apparat. I Europa er den gennemsnitlige dækningsgrad omkring 20 procent – i Frankrig er tallet dog blot 5 procent. Disse tal står i skærende kontrast til en dækningsgrad på blot 8 procent for de 2,8 milliarder husholdninger, som lever i klodens varmeste regioner.


I takt med den menneskeskabte globale opvarmning stiger det globale salg at aircondition naturligvis voldsomt. Antallet af enheder er siden 2010 vokset med 40 procent, og alene fra 2017 til 2018 steg salget med 15 procent især i nye økonomier som Kina, Brasilien, Indien, Indonesien og Mexico, hvor ekstrem høje temperaturer bliver stadig mere almindelige.


Brugen af aircondition er desværre årsag til en voldsom stigning i behovet for elektricitet, og blandt andet produktionen af denne elektricitet har betyder, at verdens forbrug af fossile brændstoffer som olie, naturgas og kul stadig ligger på mere end 80 procent af det samlede energiforbrug – og at CO2-indholdet i atmosfæren fortsat stiger.


De lande, hvor brugen af aircondition vokser mest – for eksempel Saudi-Arabien og Kina – har også den mest forurenende energiblanding, hvor især brugen af kul resulterer i høje udledninger af CO2. Alene brugen af aircondition i Kina fik landets CO2-udledningerne til at stige til det femdobbelte mellem 2000 og 2017.


Ifølge IEA (Det Internationale Energiagentur) vil antallet af aircondition-apparater vokse fra 1,6 milliarder til 5,6 milliarder på verdensplan frem til 2050, og derfor vil behovet for store investeringer i nye elektricitetsværker være nødvendig for at imødekomme strømforbruget. Med klimaaftalen fra Paris i 2015 skal brugen af fossile brændstoffer imidlertid være faset ud i netop 2050, hvis den globale opvarmning skal begrænses til højst 2 ºC.


Det er derfor indlysende, at en ny teknologi til aircondition-anlæg vil være påkrævet, men ifølge professor i klimaændringer og energipolitik ved Central European University og en af hovedforfatterne til den næste rapport fra IPCC (Intergovernmental Panel on Climate Change), Diana Ürge-Vorsatz, ligger et sådan skridt blot på fjerde- eller femtepladsen over tiltag, vi bør tage for at reducere de udledninger, som skyldes brug af aircondition.


Hun nævner for eksempel, at plantning af træer, modernisering af gamle bygninger med tidssvarende ventilation og stop for bygning af beton- og glaskasser, som ikke kan klare en hedebølge, bør prioriteres højere, idet hun tilføjer, at alle disse ting også ville være billigere på længere sigt.


Ifølge en artikel på The Conversation af professor i human økologi ved Lund Universitet, Alf Hornborg, er mange forskere, politikere og industrifolk tilbøjelige til at sætte deres håb om en bedre fremtid på teknologiske fremskridt. Der er for eksempel en udbredt forventning om, at nye teknologier vil erstatte fossile brændstoffer gennem udnyttelse af grønne energikilder som sol og vind. Men teknologi er ikke en magisk tryllestav, siger han. Det kræver en masse penge, hvilket igen kræver fordring på arbejdskraft og ressourcer fra andre områder.


Derfor indgår produktion af vindmøller og solpaneler i den herskende kapitalistiske verdensorden, hvor det er pengenes logik, der har skabt det helt og aldeles ubæredygtige og væksthungrende globale samfund, som eksisterer i dag.


Desværre ser det mere og mere ud til, siger Hornborg, at vi skal opleve noget nær en katastrofe som for eksempel en verdensomspændende fejlslagen høst, før vi for alvor sætter spørgsmålstegn ved, hvordan pengepolitik og markeder i dag er indrettet.


Vi bør også overveje, om grønne energikilder som vind og sol overhovedet er kulstoffri, idet produktion, installation og vedligeholdelse af enhver teknologisk infrastruktur stadig er afgørende afhængig af energi fra fossile brændstoffer. Selv om 100 procent af vort el-forbrug kom fra grøn energi, ville det ikke være i stand til at drive global transport eller dække produktionen af stål og cement til bymæssig og industriel infrastruktur.


Når for eksempel solpaneler er blevet billigere i de seneste år, skyldes det i høj grad, at produktionen er flyttet fra Vesten til Asien. Derfor, siger Hornborg, må vi spørge os selv, hvorvidt europæiske og amerikanske anstrengelser for at blive bæredygtige bør være baseret på global udnyttelse af lavtlønnet arbejdskraft, knappe ressourcer og misbrug af land andre steder.


I stedet for at se selve konstruktionen af spillet om penge som den virkelige modstander, er vi tilbøjelige til at rette vores angreb mod de spillere, der har haft mest held med terningerne. Det er ikke spørgsmålet om moral, der er den egentlige hindring, men vores fælles tro på det, som Marx kalder ”penge-fetichisme”, siger Hornborg – den underlige forestilling om, at alt kan byttes til alt muligt andet, også kaldet kapitalisme.


Det er svært at identificere skurke, hvis vi alle er deltagere i det samme spil. Når vi anerkender reglerne, begrænser vi vores potentielle kollektive slagkraft.


Hvis kloden overhovedet skal have en chance, skal den globale økonomi laves helt om. Problemet er mere fundamentalt end kapitalisme og fokus på vækst – det et spørgsmål om penge, og hvordan penge er forbundet til teknologi, slutter Hornborg.


Jeg vil anbefale, at man læser hele artiklen på The Conversation, da han går meget mere i dybden med sit syn på problemstillingen omkring klimakrisen og pengenes magt, end jeg kan bruge på dette blog-indlæg. I øvrigt er jeg enig med Hornborg måske bortset fra, at et vist personligt moralsk ansvar også må være til stede, når man er i besiddelse af den relevante viden.

The Right to a Furture - with Naomi Klein and Greta Thunberg

06/09-2019: The Intercept invites you to a special event in New York City hosted by senior correspondent Naomi Klein and headlined by trailblazing climate activist Greta Thunberg. Together with youth leaders Xiuhtezcatl Martinez, Xiye Bastida, and Vic Barrett, Greta and Naomi will help us visualize a just and sustainable future, confront our climate emergency, and discuss the emerging cross-generational, transnational movement that is our best hope for a sustainable planet.


Both a celebration of youth activism and a reflection on how to break through the political and economic barriers preventing meaningful climate action, “The Right to a Future” will take place before the Global Climate Strike starting September 20 and the U.N. Climate Action Summit on September 23.


For additional info, follow @theintercept on Twitter and the hashtag #ourclimatefuture. Subscribe to our channel: https://interc.pt/subscribe

Journalism is failing climate change - we can do better

Catlin Seaview Survey Underwater Earth

05/09-2019: On a sunny day in Sydney last Sunday Tim Flannery, former Australian of the Year, appeared on a panel of international journalists convened to discuss the reporting of climate science. Kerry O’Brien kicked things off by asking about the prognosis. Flannery said he wouldn’t answer until the young people at the Sydney Opera House had been given a chance to leave. Things were so dire he feared for their mental health.


My first reaction was that Flannery had developed a taste for the theatrical. No. In the conversation that ensued it became clear that the world cannot avoid 1.5 degrees of warming and the devastating damage that entails, and many far worse scenarios were in play. Flannery’s deep anger and distress was palpable. He said that once he’d viewed climate sceptics with the same indulgence you might afford an eccentric uncle, but now the gloves were off. Deniers were destroying the lives of our children.


Many countries are gripped by policy paralysis, he said, Australia chief among them. And journalism has utterly failed to convey the urgency and magnitude of the problem. Kyle Pope, the editor and publisher of Columbia Journalism Review, told the Antidote festival audience that in 2018 the major TV news networks in the US aired just two and a half hours of climate coverage. In the three prime-time US general election debates in 2016 there was not a single question on the topic.


So how do responsible journalists sound the alarm without sounding alarmist? At The Conversation we are committed to bringing you the voices of scientists and researchers who understand the evidence. We think the proper role for journalism is to provide the clean information that is the lifeblood of democracy. But we also understand it’s vital that these messages gain traction beyond the academic communities from which they emanate.


With this in mind we have recently appointed a new editor to lead our coverage of Environment & Energy. Nicole Hasham is a Walkley Award-winning journalist who for the past four years has been based at Parliament House covering environment and energy for the Nine/Fairfax newspapers.


Nicole will remain in the Canberra press gallery for The Conversation, bridging the gap between policymakers and scientists, and promoting a more informed discussion based on evidence and solutions. She will work alongside the deputy section editor Madeleine De Gabriele and will build on the work of her predecessor Mike Hopkin, who is now our Science and Technology editor.


The Conversation Australia has also joined more than 170 other media outlets in an initiative called Covering Climate Now, co-founded by the Columbia Journalism Review and The Nation. The idea is to provide a single week of dedicated high quality coverage of climate change ahead of the United Nations Climate Action Summit in New York on September 23.


We see this as the beginning of a new phase in our climate coverage, a vital conversation between scientists and politicians. We don’t want to be alarmist, but if Flannery and the scores of scientists who share his view are right, we are sleepwalking toward disaster. We cannot rest until the scientists are being heard, and solutions are in place that can provide a secure future for all our children.


https://theconversation.com/journalism-is-failing-climate-change-we-can-do-better-123017

Hurricane Dorian og USA's BNP

Credit: NOAA

05/09-2019: I juni i år offentliggjorde to amerikanske forskere, Timothy M. Hall og James P. Kossin, en ny videnskabelig undersøgelse i Nature, hvori de påviser, at hurricanes langs den nordamerikanske østkyst siden midten af det 20. århundrede er mere tilbøjelig til at gå helt i stå nær kysten og blive hængende over det samme område i mange timer.


Allerede sidste år offentliggjorde James P. Kossin en artikel i Nature, hvori han påviser, at tropiske cykloner – orkaner i Stillehavet – også er begyndt en opbremsning i hastighed. Selv om opbremsningens størrelse varierer fra region til region slår han fast, at der er tale om en en global udvikling, og at det er ’i overensstemmelse med de forventede ændringer i den atmosfæriske cirkulation fremkaldt af de menneskeskabte udledninger’.


Den menneskeskabte globale opvarmning betyder, at atmosfæren kan indeholde større mængder vand. Det medfører så, at de store mængder nedbør, som i forvejen ledsager orkaner, i dag bliver endnu større. Når stormvejr bliver hængende over det samme område i længere tid, vil det give anledning til voldsommere oversvømmelser (se blog-indlæg 4/6-2019).


Forskerne ved endnu ikke præcis, hvorfor de tropiske storme bremser op, men de mener, at det hænger sammen med en generel sænkning af hastigheden i den atmosfæriske cirkulation både i troperne, hvor stormsystemer dannes, og på mellembreddegrader, hvor de rammer land.


Konsekvensen er netop det, vi i øjeblikket ser med Dorian, som er den kraftigste hurricane, der har ramt Bahamas i mands minde.


Ifølge vicepremierministeren Peter Turnquest vil ødelæggelserne løbe op i hundred millioner, hvis ikke milliarder af dollars, i ødelæggelser. Mere end 13.000 huse på øerne Grand Bahamas og Abaco menes at være helt eller delvis ødelagt, og omkring 70 procent står under vand.


I øjeblikket fortsætter hurricane Dorian langsomt nordpå ud for Floridas kyst med retning mod South og North Carolina indtil videre som en kategori 2-hurricane, og der er varsling om høj risiko for store regnmængder langs kysten, og derfor forventes der omfattende og betydelige oversvømmelser i dette område.


Samtidig hærger den tropiske storm Fernand i den nordlige del af Den Mexicanske Golf, hvor både det sydlige Texas og det nordlige Mexico kan forvente store regnmængder. Og længere ude i den østlige del af Atlanterhavet er den næste tropiske storm, Gabrielle, under udvikling, og den vil i de kommende dage nærme sig det østlige USA.


En gennemsnitlig seks måneder lang hurricane-sæson går fra 1. juni til 30. november og giver normalt anledning til 12 navngivne storme, hvoraf seks bliver til regulære hurricanes, og tre af disse bliver til kraftige hurricanes. Men takket være den globale opvarmning og de dermed større regnmængder og mere udbredte oversvømmelser har netop fire af de dyreste ekstreme vejrhændelser i USA’s historie fundet sted indenfor de sidste fem år.


Professor i økonomi og miljøstudier ved Wesleyan University, Gary W. Yohe, fortæller i en artikel på The Conversation med titlen ’Damage estimates for hurricanes like Dorian don’t capture the full cost of climate change-fueled disasters’, at de sande omkostninger ved disse ekstreme vejrhændelser er meget højere, end de beløb man tidligere har tilskrevet dem.


Han mener, at et vækstregnskab, der omfatter den produktive brug af kapital og innovation, også bør indgå i ligningen. Det spørgsmål, som vi bør stille, er, hvad sker der med væksten i BNP, når genrejsningsbestræbelser efter ekstreme begivenheder fortrænger produktive investeringer som for eksempel bygning af nye fabrikker eller veje og broer.


Som eksempel peger han på NOAA’s vurdering af tabene i 2017 og 2018 på henholdsvis 306 milliarder dollars og 91 milliarder dollars, der betød, at den produktive investering faldt med 400 milliarder dollars for de to år tilsammen. Med andre ord ville investeringer have været det beløb højere, hvis katastroferne ikke var indtruffet, og dermed har katastroferne også givet anledning til en mindre vækst i BNP.


Hvis lignende ekstreme begivenheder optræder i de næste 10 år – og alt tyder jo på, at det går den vej – så vil det amerikanske BNP i 2029 være cirka 3,6 procent lavere ifølge Yohe’s beregninger. Det svarer til en amerikansk økonomi, der er 1 billion dollars fattigere som følge af, at disse ekstreme vejrhændelser udelukker produktive investeringer.


Det er de virkelige omkostninger i en verden, hvor så massivt ødelæggende katastrofer sker mere regelmæssigt.

The U.S. Coast Guard is in the Bahamas, helping with rescue trips in the hardest hit areas. Families have turned to social media to connect with friends and relatives. "CBS Evening News" anchor Norah O'Donnell reports from Cocoa Beach, Florida, and Nikki Battiste reports from Nassau.

Ulidelig hede

Global-scale seasonal forecasts, including those of precipitation and surface temperature, are routinely produced by WMO accredited centres using sophisticated atmosphere-ocean coupled models, which take into account ENSO as well as other climate drivers. There are now 13 WMO Global Producing Centres of Long Range Forecasts, whose products are consolidated by a Lead Centre of Long Range Forecast Multi
Model Ensemble, hosted by the United States National Oceanic and Atmospheric Administration and Korea Meteorological Administration.

(SON: September, October, November)

03/09-2019: Der, hvor jeg bor på Bornholm, var natten til søndag den 1. september den varmeste, jeg endnu har oplevet – 24 ºC. Det eneste, der mildnede det lidt, var en brise, som gennem et åbent vindue gjorde det lidt mere udholdeligt.


Dagene op til har også været usædvanlig varme på øen med temperaturer omkring 28 ºC i mit område. De seneste dage var varmen også ledsaget af høj luftfugtighed, som gjorde det ubehageligt at opholde sig udendørs.


Man kommer uundgåeligt til tænke på de rekordhøje temperaturer, som denne sommer plagede de fleste lande i Vesteuropa, hvor temperaturrekorder blev slået i det ene land efter det andet – for eksempel over 45 ºC for første gang nogensinde i Frankrig. Mange andre steder i verden som for eksempel i Indien så man temperaturer, der rundede 50 ºC, og med den globale opvarmning vil antallet af dage med ekstrem varme vokse over hele Jorden i de kommende år.


Det seneste årti har været det varmeste i USA siden optegnelser begyndte i 1895. En analyse fra Climate Central af 239 lokaliteter i landet viser, at 198 byer i de sidste fire årtier har oplevet en stigning i det årlige gennemsnit af dage med varmeindeks-temperaturer på omkring eller over 32 ºC.


Ifølge det amerikanske National Weather Service er varmeindeks-temperatur en kombination af lufttemperatur og relativ fugtighed som beskriver, hvordan det føles udenfor – normalt en højere temperatur end termometeret viser. Som beskrevet i tidligere blog-indlæg spiller luftfugtighed en betydelig rolle for, hvor farlig varmen er. Højere luftfugtighed gør det vanskeligere for huden at komme af med varmen gennem svedafsondring og risikoen for hedeslag og andre varmerelaterede sygdomme vokser.


Analysen viser for eksempel, at byer langs Stillehavet i den nordvestlige del af landet vil opleve en betydelig stigning i ekstreme varmeindeks-dage. Dage med ekstrem hede vil stige i de fleste byer i Vesten, mens et antal byer i Syden allerede nu oplever, at ekstrem hede også optræder uden for sommermånederne.


En ny undersøgelse viser, at Saudi-Arabien på den anden side af kloden står til at opleve forhold i sommermånederne i de kommende årtier, der bliver direkte livsfarlige. Landets hovedstad Mekka rummer den for muslimer vigtigste helligdom, kabaen, som hvert år besøges af flere millioner troende under Hajj-højtiden.


Datoen for denne højtid afhænger af Månens kredsløb, men når den falder sammen med sommerperioden, hvor byen i forvejen er et af de varmeste steder i verden, bliver forholdene for de cirka to millioner pilgrimme livstruede. Klimaændringerne vil betyde, at antallet af dage hver sommer, hvor våd kolbe-temperaturen (temperatur målt med et vådt klæde omkring den nederste del af termometret) overstiger det ekstremt farlige niveau, vil stige betydeligt.


Forudsætningen for både analysen og undersøgelsen er naturligvis som altid, at det ikke lykkes at nedbringe udledningerne af CO2 til atmosfæren betragteligt i løbet af de næste 10 år – de stiger som bekendt fortsat.


Det gør ikke sagen bedre, at selvom det regionale klimasystem, der kaldes ENSO (El Niño-Southern Oscillation), og som er en uregelmæssig periodisk variation i vinde og havoverfladetemperaturer over det tropiske østlige Stillehav, ifølge WMO (World Meteorolical Organization) ender i neutral tilstand i år, så betyder klimaændringerne, at selv neutrale måneder er varmere end tidligere.


El Niño har normalt en opvarmende indflydelse på de globale temperaturer, mens La Niña har den modsatte virkning, men da mere end 90 procent af den energi, der opfanges af drivhusgasserne, optages af havene, satte varmeindholdet i vandet nye rekorder i 2018.


Juli 2019 var den varmeste måned, man har målt med hedebølger og andre former for ekstremt vejr – selv uden en kraftig El Niño-begivenhed. Signalet fra de menneskeskabte klimaændringer er nu blevet kraftigere end signalet fra et af naturens egne stærke kræfter,” sagde Maxx Dilley, som er direktør for WMO’s Klimatilpasnings- og Forudsigelsesafdeling.


Både os, der følger med i de menneskeskabte klimaændringers påvirkning af dagligdagen, og de alt for mange uvidende eller ligeglade danskere, der stadig synes, at det er i orden at flyve sydpå i deres ferie flere gange om året, har denne sommer forhåbentlig fået et lidt bedre indblik i, hvad global opvarmning i virkeligheden betyder for det enkelte menneske.


Den største del af menneskeheden bor i områder, der i de kommende år vil opleve ekstrem hede hver eneste sommer – en varme så stærk, at ophold udendørs vil være dødelig.

'Official Secrets'

01/09-2019: Jeg plejer ikke at bringe blog-indlæg, som på papiret udelukkende handler om storpolitik, og jeg har ikke tidligere bragt en anmeldelse af en spillefilm, hvor ord som klima og klimakrise ikke nævnes en eneste gang.


Det her er så undtagelsen, der bekræfter reglen.


Filmen ”Official Secrets” skildrer den sande historie om whistleblower Katharine Gun – spillet af Keira Knightley – som egenhændigt prøvede at stoppe den konspiration aftalt mellem præsident George W. Bush og premierminister Tony Blair, der førte til Irak-krigen i marts 2003.


Historien fortælles i en artikel på netmediet The Intercept og kan læses her:


THE BEST MOVIE EVER MADE ABOUT THE TRUTH BEHIND THE IRAQ WAR IS “OFFICIAL SECRETS”


Naturligvis er klimakrisen og storpolitik uløselig forbundet, og naturligvis er kampen for at redde kloden også en kamp mod storpolitisk konspiration, hvor rådne politikere og deres økonomiske bagmænd bruger alle kneb – overvågning, fake news, nedbrydning af demokratiet – for at bevare magten.


Artiklen er skrevet af den dygtige journalist Jon Schwarz, og han slutter med følgende linjer, som i høj grad har relevans for klimaaktivister i dag:


You will rarely see a better portrait of what it means for someone to try to make a true moral choice, even when unsure, even while terrified, even when she has no idea what will happen next.”