JANUAR

Extinction Rebellion

31/01-2019: Extinction Rebellion blev startet i England i begyndelsen af 2018, og jeg hoppede på deres emails i efteråret via artikler i The Guardian.


I løbet af efteråret foretog man adskillige protestaktioner med blokade af broer og gader i London.


Allerede i december opstod støttegrupper over hele verden, og i løbet af februar skal protestaktioner som dem i England udbredes til resten af verden.


I Danmark er der foreløbig to afdelinger – en i København og en i Århus.


På deres Facebook-side hedder det:


Mission: Et retfærdigt samfund, der ikke ødelægger nuværende og kommende generationers muligheder for at leve.


Om: Vi forlanger at samfundet som helhed, og at politikere i særdeleshed, tager ansvar for klimaudviklingen. Vi kræver effektiv og dedikeret handling. NU!


Produkter: Fredelig civil ulydighed som politisk redskab.


Organisationens internationale hjemmeside er https://rebellion.earth/.


Men ellers foregår stort set alt på Facebook.


Helt ærlig … FACEBOOK!


Nej tak.

Permafrosten tør

Image credit: Hugo Ahlenius, UNEP/GRID-Arendal

29/01-2019:

Permafrost defineres som områder, hvor jorden har været frosset i mindst to på hinanden følgende år. Oven på permafrosten ligger et lag, som optøs årligt – det kaldes aktivlaget og kan være mellem 0,3 og 2 meter tykt. Det anslås, at en fjerdedel af den nordlige halvkugle og 17 procent af Jordens blottede overflade er i en tilstand af permafrost. Det drejer sig om områder omkring Arktis og Antarktis og i områder med de højeste bjerge i Europa og Asien.


Nu fortæller forskere fra Potsdam, Tyskland, i en ny undersøgelse offentliggjort i Nature Communications, at de sammen med kolleger fra Global Terrestrial Network for Permafrost har overvåget og målt jordtemperaturen i borehuller på 154 lokaliteter i alle permafrost-områder på Jorden, hvoraf 123 af dem blev overvåget over ti år i perioden 2007-2016.


Temperaturen blev målt i eller så tæt som muligt på steder, hvor sæsonmæssige ændringer i jordtemperaturen er ubetydelig. I 12 af hullerne faldt temperaturen og på 40 lokaliteter var temperaturen stort set uændret. I mere end 100 huller målte forskerne en stigning, så var konklusionen entydig – temperaturen steg i alle permafrost-zonerne.


I de områder af Arktis, hvor mere end 90 procent består af permafrost, var temperaturen steget med 0,3 ºC, og i det nordlige Sibirien var temperaturen steget med mindst 0,9 ºC.


Lufttemperaturen over disse områder steg med gennemsnitlig 0,6 ºC i den overvågede 10-årige periode. Temperaturstigninger i jorden blev også registreret i Alperne i Europa, i de skandinaviske bjergkæder og i Himalaya.


Deres analyse viser, konkluderer forskerne, at de fremtidige stigninger i lufttemperaturen, som er blevet beregnet på grundlag af de klimascenarier, man bruger i dag, vil resulterer i en fortsat opvarmning af permafrosten. De slår imidlertid også fast, at tidshorisonten på blot 10 år i deres undersøgelse ikke gør det muligt med sikkerhed at spå om udviklingen i permafrosten.


De advarer dog om, at selv om det lykkes at overholde løfterne i klimaaftalen fra Paris i 2015, hvor 195 lande lovede at begrænse den globale opvarmning til højst 2 ºC over det før-industrielle niveau over de næste 80 år, vil der stadig være en sandsynlighed for, at permafrosten vil forsvinde over store områder.


Permafrost indeholder store mængder organisk kulstof. Når den tør, går mikrober i gang med at nedbryde dette kulstof, og forrådnelsesprocessen betyder udslip af CO2 og metan til atmosfæren i så store mængder, at en yderligere opvarmning af regionen vil optræde og udløse mere optøning.


Dermed har man det, der kaldes en løbsk drivhuseffekt, hvor den globale opvarmning ikke længere kan bremses – uanset hvad alverdens lande bliver enige om.

Bølgeintensitet og vindhastighed

25/01-2019: En konsekvens af den globale opvarmning, som der ikke har været så meget fokus på endnu, er ændrede vindforhold over hav og land.


Flere videnskabelig rapporter har i løbet af de seneste år adresseret et begreb, som på engelsk kaldes ”stilling” og på dansk vel kaldes ”stilne af-effekten”. Forskerne siger, at siden 1970’erne er hastigheden af overfladevinde hen over klode faldet med 25 procent, og at faldet hovedsageligt har ramt landområder.


Det har naturligvis konsekvenser for vindmølleparker på land, og fortsætter denne udvikling, vil elektricitetsudbyttet fra disse vindmølleparker falde. Californien har mange sådanne vindmølleparker, og under den langvarige tørkeperiode de seneste år, forårsaget af stillestående højtryk over store dele af staten, var resultatet netop et kraftigt fald i produktionen af el fra disse parker på grund af manglende vind.


Derudover vil mere stillestående luft betyde, at især byområder vil opleve større problemer med smog. Det oplevede man i Europa i vinteren 2016-17, hvor for eksempel Paris måtte forbyde bilkørsel i seks dage, og byen Skala i Polen blev den mest forurenede by i verden, og overhalede således Beijing.


Når det gælder vindhastigheder over havet ser udviklingen ud til at gå den modsatte vej – i hvert fald omkring polerne og langs nogle kyststrækninger. Generelt siger man, at luftens bevægelser er drevet af forskelle i temperatur mellem forskellige områder. Jo større forskellen mellem varm og kold luft er, jo kraftigere bliver vinden.


Mange andre faktorer spiller imidlertid også ind, og gør det vanskeligt for forskerne at forklare og beregne, hvad der i virkeligheden sker især takket være den kraftige menneskeskabte globale opvarmning.


Vindhastigheden ved havoverfladen har betydning for bølgernes størrelse. Men samtidig betyder den kraftige opvarmning af havene (se blog-indlæg 21/01-2019), at bølgerne indeholder mere energi, og det er netop, hvad et hold spanske forskere har påvist i en ny undersøgelse.


Forskerne, hvis rapport blev offentliggjort i Nature den 14. januar i år, har overvåget det tropiske Atlanterhav og kan påvise, at bølgerne i dag indeholder mere energi end for 70 år siden, og årsagen er, at havenes overfladetemperatur påvirker vindmønstre, hvilket giver anledning til kraftigere bølger.


Hovedforfatter til rapporten, Borja G. Reguero fra Institute of Marine Sciences ved University of california, Santa Cruz, siger til netmediet EurekAlert!:


”For første gang har vi identificeret et globalt signal i bølgeklimaet fra effekten af den globale opvarmning. Faktisk er bølgernes energi globalt set øget med 0,4 procent om året siden 1948, og denne stigning stemmer overens med havoverfladens stigende temperatur både globalt og for havene regionalt.”


Virkningen af kraftigere bølger vil især vise sig i år med voldsomme storme, som de, der for eksempel optrådte i løbet af vinteren 2013-14 i Nordatlanten, og som især hærgede Europas vestlige kyster. Mange husker sikkert også den ødelæggende hurricane-sæson 2017 i Det Caribiske Hav, hvor for eksempel hurricane Maria ødelagde det meste af Puerto Rico, og hvor kystområder i regionen blev hærget af voldsomme bølger det år.


I Danmark er kystsikring for alvor blevet et tilbagevendende emne. Og den seneste rapport om stigningen i bølgernes intensitet vil uden tvivl give anledning til alvorlige problemer for de danske kyster i de nærmeste år.

David Attenborough advarer topmødet i Davos

22/01-2019: Broadcaster David Attenborough challenged business leaders at the World Economic Forum to "move beyond guilt and blame" and focus on the practicalities of preventing climate change from reaching catastrophic levels.

Opvarmning af verdenshavene

Image courtesy Argonne National Laboratory

22/01-2019: Jeg undrer mig nogle gange over, hvorfor denne klode kaldes ’Jorden’ - 71 procent af Jordens overflade er trods alt dækket af vand. Mængden af vand understreger, hvor stor betydning havene har for livet på Jorden, både når det gælder føde fra havet og klima.


Det er derfor et skrækindjagende resultat af en ny videnskabelig undersøgelse – offentliggjort i PNAS (Proceedings of the National Academy of Sciences) tidligere i år af et internationalt hold af forskere – at dens beregninger viser, at verdenshavene har optaget mere end 90 procent af den ekstra energi, som de menneskeskabte udledninger af drivhusgasser har tilført Jord-systemet.


Forskernes beregninger viser en global opvarmning af havene på 436 zettajoules siden 1871. En joule er den energienhed, der kræves for at levere en watt i et sekund, og én zettajoule er et ettal efterfulgt af 21 nuller. 436 zettajoules svarer til 1000 gange den energi, der forbruges af klodens 7 milliarder mennesker over et år.


De fleste temperaturmålinger i havene før 1990’erne fandt sted i ned til 700 meters dybde, og disse målinger kunne derfor ikke give en nøjagtig global beregning af havopvarmningen. Det lykkedes imidlertid forskerne at finde en metode til at rekonstruere ændringer i havtemperaturen i havenes fulde dybde globalt.


Ud over at fastslå den samlede opvarmning i de sidste 150 år kunne forskerne gennem sammenligning med direkte målinger udlede, at op til halvdelen af opvarmningen i Atlanterhavet og halvdelen af den termiske stigning i havniveauet mellem 30º N og 40º N i perioden 1955-2017 stammer fra andre regioner via cirkulationsrelaterede ændringer i varmetransporten – altså takket være det globale transportbånd af havstrømme (se billedet).


Når opvarmningen af havene er så alvorlig, er det fordi havene har en lang hukommelse takket være deres udstrækning og deres dybde. Mens overfladevandet reagerer på udledning af drivhusgasser i det 20. århundrede, så indeholder de meget langsomt flydende dybhavsstrømme vand, der blev opvarmet for mere end 1000 år siden.


Andre videnskabelige undersøgelser har allerede påvist, at denne menneskeskabte globale opvarmning af havene giver anledning til alvorlige trusler mod livet i oceanerne, og at der er en forbindelse mellem havtemperaturerne og det globale transportbånd af havstrømme, som vil give anledning til dramatiske regionale klimaændringer.


For knapt 14 dage siden fortalte en anden videnskabelig rapport offentliggjort i Science, at den termiske udvidelse af havene i løbet af de næste 80 år vil udgøre omkring 30 centimeter. Denne stigning kommer oven i de stigninger, som skyldes verdens smeltende gletsjere, afsmeltningen af den grønlandske iskappe og afsmeltningen af isen på Antarktis.

Hedebølge i Australien

19/01-2019: Det er ved at blive et årligt tilbagevendende blog-indlæg på denne tid af året. Når vores vinter topper, topper sommervarmen især i Australien med rekordhøje temperaturer, og i år er ingen undtagelse.


Ifølge det australske BOM (Bureau of Meteorology) og CSIRO (Commonwealth Scientific and Industrial Research Organisation) er det australske klima blevet 1 ºC varmere siden 1910, hvilket har ført til en større hyppighed af ekstreme hedebølger.


Også havene omkring Australien er blevet 1 ºC varmere, hvilket har bidraget til længere og hyppigere maritime hedebølger, som blandt andet har ført til udbredt blegning afkoralrev som Great Barrier Reef.


Mængden af nedbør er i perioden april til oktober faldet i den sydvestlige del af Australien, hvor det største fald i regnmængderne har været på cirka 20 procent mellem maj og juli i denne region siden 1970.


I det sydøstlige Australien er nedbørsmængden faldet med omkring 11 procent i perioden april til oktober siden sidst i 1990’erne, mens dele af det nordlige Australien har set øgede mængder nedbør siden 1970’erne.


I øjeblikket slås den ene varmerekord efter den anden, hvor byen Port Augusta i delstaten South Australia foreløbig topper med 48,9 ºC i tirsdags.


Til The Guardian siger meteorolog Rebecca Farr fra BOM:


I går [torsdag] så vi flere januar-rekorder blive slået. Cobar (47,2 ºC), Parkes (44,5 ºC), Wagga (45,2 ºC) og Tuggeranong (40,8 ºC) havde alle den varmeste januar-dag, som nogensinde er blevet målt.”

Afsmeltningen fra Antarktis

17/01-2019: I en ny videnskabelig undersøgelse offentliggjort i Proceedings of the National Academy of Science den 14. januar i år, fortæller forskerne, at afsmeltningen fra isen i Antarktis accelererer.


I juni sidste år viste en tilsvarende undersøgelse (blog-indlæg 17/06-2018 Antarktis), at afsmeltningen fra Antarktis i tidsrummet 1992 til 2017 bidrog til en stigning i havniveauet på 7,6 millimeter. I den nye undersøgelse, som dækker perioden 1979 til 2017, konstaterer forskerne, at afsmeltningen går seks gange hurtigere end før 1979, og at bidraget til havniveauet i den periode har været 13 millimeter.


Hidtil har forskerne især været bekymret for den accelererende afsmeltning fra Den Vestantarktiske Iskappe, men i den nye undersøgelse har man fokuseret mere på Østantarktis. Tidligere mente man nemlig, at netop denne del af Antarktis, som indeholder langt den største mængde is, var rimelig stabil. Andre undersøgelser af visse områder af denne del har dog de seneste år tydet på, at det forhold er ved at ændre sig, og den nye undersøgelse bekræfter nu, at det er tilfældet.


De opnåede resultaterne stammer fra omfattende og præcise data fra satellitter og brug af en regional atmosfærisk klimamodel til at dokumentere og evaluere massebalancen hos Den Antarktiske Iskappe over de sidste fire årtier.


Man konstaterer, at istabet er domineret af forøget udstrømning af is fra de gletsjere, der ligger tættest på den varme, saltholdige cirkumpolare dybhavsstrømning, som omgiver det antarktiske kontinent, og her har gletsjerne i Østantarktis været en stor bidragyder til havniveauet i hele den undersøgte periode.


Forskerne mener, at denne udvikling vil fortsætte i de kommende årtier, da kraftigere passatvinde mellem den 30. og 50. sydlige breddegrad skubber den cirkumpolare dybhavsstrømning tættere på gletsjerne og smelter dem nedefra. Årsagen til den udvikling er den menneskeskabte stigning i mængden af drivhusgasser og svækkelsen af ozonlaget.


At afsmeltningen fra Antarktis går hurtigere og hurtigere er der således ingen tvivl om, men hvor hurtig den foregår er svært at beregne, idet der til trods for de store mængder data stadig er en usikkerhed i forhold til de nøjagtige tal.


Ifølge klimaforsker Jens Hesselbjerg Christensen skyldes det, at undersøgelsen arbejder med en kompliceret model, hvor afsmeltningen er opdelt i en række forskellige komponenter: Sne- og overfladesmeltning, kælvning af isbjerge og smeltning af den landis, der møder havet. Og i hver komponent er der beregningsusikkerheder.


Smelter al isen i Antarktis vil havniveauet i verdenshavene stige 58 meter – Antarktis har i fortiden været isfri. Netop afsmeltningen i Antarktis vil ramme den nordlige halvkugle hårdt som følge den ændrede massefordeling, mens afsmeltning fra Grønland ikke vil kunne mærkes i samme grad for eksempel Danmark.


Hvor hurtigt det samlede havniveauet vil stige i de kommende år er stadig svært at sige med sikkerhed, men forskerne bag denne undersøgelse konkluderer, at Østantarktis i hvert fald er mere sårbar overfor klimaændringer, end man tidligere har troet.

Konsekvenser af den globale opvarmning

15/01-2019: Den 27. december sidste år bragte dr.dk et kort resumé af de største klimahistorier fra de seneste måneder skrevet af to dygtige klimajournalister på Danmarks Radio.


Det er netop det tidsrum, hvor jeg har været engageret i arkæologiske udgravninger her på Bornholm og i arbejde på museet i Rønne, så derfor vil jeg benytte lejligheden til at gennemgå nogle af de 10 trin i denne udmærkede klimaguide.


Først og fremmest nåede niveauet af CO2 i atmosfæren et nyt højdepunkt efter at det i de tre år før 2017 havde ligget nogenlunde på samme niveau. I 2017 var der en stigning på cirka 2%, mens niveauet i 2018 steg med cirka 2,7%. Og den seneste aflæsning fra Mauna Loa Observatory på Hawaii den 11. januar 2019 viser et gennemsnitsniveau på 409,44 ppm (ppm = dele pr. million luftmolekyler).


For omkring 3-5 millioner år siden lå CO2-niveauet i atmosfæren på samme niveau. Dengang var den globale gennemsnitstemperatur 2 til 3 grader varmere end i dag, og det globale havniveau var 10 til 20 meter højere.


FN’s klimapanel IPCC skriver i sin seneste rapport efter topmødet COP 24 i den polske by Katowice, at de globale CO2-udledninger skal være halveret om 11 år, hvis en global opvarmning på 1,5 ºC skal være indenfor rækkevidde og dermed en mulig begrænsning af de værste konsekvenser af den globale opvarmning.


Med de seneste stigninger i CO2-udledningerne er det ikke længere blot klimaforskere, der kan se, at det mål er fuldstændig urealistisk. Heller ikke målet om at holde den globale opvarmning på højst 2 ºC er ifølge de fleste klimaforskere ikke indenfor rækkevidde.


Verdens skove opsuger store mængder CO2, så hvis denne CO2-brønd reduceres, bliver det endnu sværere at få gang i en reduktion af CO2-udledningerne. Men også her går udviklingen den forkerte vej, og årsagen er først og fremmest industrielt landbrug, der betyder, at 50.000 kvadratkilometer skov i øjeblikket forsvinder hvert år. Det er først og fremmest verdens voksende efterspørgsel på kød, soja og palmeolie, der er årsagen.


Brasilien har verdens største regnskov i Amazonas. Desværre har de også en ny præsident – Jair Bolsonaro. Ikke uden grund kaldes han Sydamerikas Donald Trump. Et af hans valgløfter var at begrænse beskyttelsen af regnskoven, lempe miljøreguleringer og trække Brasilien ud af klimaaftalen i Paris. Med to så tåbelige ledere i det amerikanske kan det kun gå galt.


Den globale opvarmning tog for alvor fart med industrialiseringen fra midten af 1800-tallet og den deraf følgende afbrænding af kul, og en ny videnskabelig rapportfortæller, at det er havene, der har modtaget langt den største del af den opvarmning.


71% af Jordens overflade er dækket af vand, og verdenshavene har siden 1871 ifølge rapporten optaget 90% af den overskydende energi, der frigives ved forbrænding af de fossile brændstoffer, som driver vor økonomiske vækst og som er årsag til den katastrofale globale opvarmning og de potentielt løbske klimaændringer.


Samtidig har verdenshavene optaget næsten en tredjedel af den CO2, der er blevet udledt i de sidste 250 år, og det har bevirket, at pH-værdien i havene i dag er faldende – havvandet bliver mere syreholdigt. Til sammen har opvarmningen og forsuringen ødelæggende indvirkninger på livet i havet, og konsekvenserne er uoverskuelige. FN anslår, at omkring 3 milliarder menneskers levebrød afhænger af havenes biodiversitet.


Derudover konstaterer forskerne, at havniveauet vil stige hurtigere, end man havde forestillet sig. Det skyldes dels en hurtigere afsmeltning af isen på Antarktis (mere om det i næste blog-indlæg), som er den alvorligste udvikling, når vi taler om havniveauet, men også afsmeltningen af den grønlandske indlandsis, som ifølge den amerikanske klimaforsker Jason Box ikke længere kan bremses.


Og her er så den eneste indvending mod denne klimaguide i 10 trin.


Godt nok refererer man Jason Boxs udtalelse om den grønlandske indlandsis, som i sig selv er stærkt foruroligende, men man udelader hans udtalelse i samme artikel om havniveauet.


I klimaguiden skriver man, at vandet lige nu stiger med 4,8 millimeter om året, men ved temperaturerstigninger på bare to grader Celsius anslås det, at vandstanden er steget mellem en halv og en hel meter i år 2100.


I artiklen, også på dr.dk, siger Jason Box:


”Det er vanskeligt at komme med en pålidelig forudsigelse af, hvor hurtigt Arktis smelter, og hvor meget havet kommer til at stige som følge deraf. Men vi forventer mindst en meter ved slutningen af dette århundrede. Og formentlig en del mere.”


Som jeg har nævnt i adskillige blog-indlæg mener en række klimaforskere – blandt andet James Hansen – at en havniveaustigning på fem meter eller mere er realistisk i løbet af de kommende 80 år. Og det er ikke en lineær udvikling – tværtimod. Det vil gå hurtigere og hurtigere og vil fortsætte i det kommende århundred til al isen på kloden er smeltet.


Andre udviklinger i løbet af de seneste måneder, som nævnes i denne klimaguide, er mindst lige så alvorlige, og artiklen bør absolut læses.

Litium og elbiler

13/01-2019: Der er snart Folketingsvalg, og derfor vrimler det med tomme valgløfter – ikke mindst fra regeringens side.


Et af dem stammer fra Statsministerens tale ved Folketingets åbning:


Om 12 år – kun 12 år – vil vi lukke for salget af nye diesel- og benzinbiler. Og om 17 år skal hver eneste nye bil i Danmark være en el-bil eller anden form for nul-udledningsbil. Det vil betyde, at der i 2030 vil være over én million hybrid-, el- eller tilsvarende grønne biler i Danmark.”


Selv om ingen tror på, at det mål kan nås, så vil rigtig mange forbrugere sikkert hoppe på el-vognen i de kommende år og dermed sikre et stadigt voksende forbrug og dermed økonomisk vækst.


Lige præcis det modsatte af det, der skal til for at sikre vore børns fremtid.


Den rigtige vej at køre vil naturligvis være med meget mere offentlig transport, men det ligger ikke i kortene hos hverken denne eller en kommende socialdemokratisk ledet regering.


Der er dog et problem, som i sidste ende kan sætte en stoppe for denne tåbelige udvikling. Jorden er ved at løbe tør for litium.


Litium er et vigtigt grundstof i produktionen af batterier til el- og hybridbiler, og grundstoffet indgår også i for eksempel produktionen af solceller. Stoffets evne til at oplagre store mængder energi i batterier giver det en afgørende rolle i grønne energikilder som sol og vind, da disse kilder jo ikke altid er til rådighed.


Den samlede mængde af litium på verdensplan er ifølge US Geological Survey 14 millioner tons og blot ét land – nemlig Kina – har stort set monopol på litium og en række andre sjældne jordarter, som er vigtige for produktionen af grønne energikilder.


Ifølge en artikel på netmediet The Conversation af postdoc Parakram Pyakurel fra Southampton Solent University viser en meget konservativ beregning af den mængde litium, der skal til for at dække behovet i den samlede verdensproduktion af eldrevne personbiler, at den kendte mængde litium på 14 millioner tons på verdensplan vil række cirka 50 år.


Forudsætningen er en fremtid, hvor alle personbiler er elektriske, og at antallet af biler solgt om året forbliver på samme niveau som i 2016 – næsten 69 millioner. Endvidere forudsættes det, at et kompakt el-batteri til biler bruger omkring 4 kilogram litium, som det er tilfældet i nogle af de bedste batterier i dag.


Genbrug af litium i brugte batterier er ikke med i regnestykket – det kan af tekniske grunde aldrig blive 100%. Derudover bruges litium også i andre sammenhænge som for eksempel produktion af keramik og glas. I øjeblikket går 39% af den samlede produktion til batterier, men behovet vil helt sikkert vokse i fremtiden. På verdensplan er vi nemlig slet ikke i nærheden af at erstatte brugen af fossile brændstoffer med grønne energikilder.


At vi er ved at løbe tør for sjældne jordarter er ikke nogen nyhed og har været omtalt her på bloggen adskillige gange. Ligeledes er vor hovedløse økonomiske vækst heller ikke nogen nyhed, og regeringens håb om en million hybrid- og elbiler i 2030 fremskynder blot turen mod afgrunden – nu med el!