MARTS

World Scientists' 2nd Warning to Humanity (2017)

31/03-2019:                    Extinction Rebellion: https://rebellion.earth/

Den årlige rapport fra WMO

31/03-2019: For et par dage siden udkom den årlige rapport om klimaets tilstand ’State of the Global Climate’ fra World Meteorological Organization (WMO) for 25. gang. For at understrege, hvor alvorlig situationen er, har jeg valgt at give plads til en opremsning af de mange trusler, som rapporten fremhæver.


Fødevaresikkerhed: Landbrugssektorens eksponering for klimaekstremer truer med at vende den positive udvikling i bekæmpelse af underernæring. Ny beviser dokumenterer en fortsat stigning i hungersnød i verden efter længere tids nedgang ifølge data indsamlet af FN’s organer. I 2017 blev det anslået, at antallet af underernærede mennesker var steget til 820 millioner, som til dels skyldtes alvorlige tørker i forbindelse med den kraftige El Niño i 2015-2016.


Migration: Ud af de 17,7 millioner internt fordrevne mennesker, som blev overvåget af International Organization for Migration, var 2 millioner fordrevet som følge af katastrofer relateret til vejr- og klimabegivenheder frem til september 2018. Tørke, oversvømmelser og storme (heriblandt hurricanes og cykloner) er de begivenheder, der har ført til flest katastrofeforanlediget migrationer i 2018. I alle tilfælde har de fordrevne befolkninger været sårbare og har haft brug for beskyttelse.


Yderligere 883.000 nye internt fordrevne blev registreret mellem januar og december 2018 - 32 procent skyldtes oversvømmelser og 29 procent tørke.


Varme, Luftkvalitet og Sundhed: Der er mange indbyrdes forbindelser mellem klima og luftkvalitet, som bliver forstærket af klimaændringer. Mellem 2000 og 2016 blev det antal mennesker, der var udsat for hedebølger, anslået til at være steget med omkring 125 millioner, idet den gennemsnitlige længde af de individuelle hedebølger voksede med 0,37 dage sammenlignet med perioden mellem 1986 og 2008. Sådanne udviklinger får alarmklokker til at ringe hos lokale sundhedsmyndigheder, da ekstreme temperaturhændelser forventes at vokse i intensitet, hyppighed og varighed.


Miljømæssige indvirkninger: De omfatter også koralblegning og reduceret iltniveau i verdenshavene. Andre eksempler er tabet af ’Blue Carbon’ (det kulstof, der optages af verdens have og kystnære økosystemer) som, når det drejer sig om kystnære områder, for eksempel er mangroveskove, søgræs og marskområder, og derudover økosystemer i en lang række landskabsformer. Det forventes, at den globale opvarmning vil bidrage til det observerede fald i iltmængden i det åbne hav og langs kysterne heriblandt floddeltaer og delvis isolerede havområder. En status over det globale iltindhold i havene viser, at siden midten af det sidste århundrede har der været en anslået nedgang på 1-2 procent.


Klimaændringer har vist sig at være en betydelig trussel mod tørvemosers økosystemer, da klimaændringerne forværre virkningerne af dræning og øger risiko for naturbrande. Tørvemoser er vigtige for samfund over hele verden. De leverer et betydeligt bidrag til dæmpning af og tilpasning til klimaændringer ved at nedtage kulstof og oplagre det såvel som til opretholdelse af biodiversitet, sikring af vand og vandkvalitet samt tilvejebringelsen af andre økosystem-tjenester, der understøtter levevilkår.


Klimaindikatorer


Havopvarmning: I 2018 blev der sat nye rekorder for varmeindholdet i de øverste 700 meter af havet (siden 1955) og de øverste 2000 meter (siden 2005), som slog de tidligere rekorder fra 2017. Mere end 90 procent af den energi, der opfanges af drivhusgasser, optages af havene, og varmeindholdet er en direkte måling af opbygningen af energi i de øverste lag af havet.


Havniveau: Havniveauet fortsætter stigningen med accelererende hastighed. Havniveauets globale gennemsnit i 2018 lå 3,7 millimeter højere end i 2017 og er den største stigning, man har målt. I perioden fra januar 1993 til december 2018 har den gennemsnitlige stigning ligget på 3,15±0,3 millimeter om året. Voksende afsmeltning fra iskapperne er hovedårsagen til stigningen i havniveauets globale gennemsnit.


Havforsuring: I de sidste 10 år har havene absorberet omkring 30 procent af de menneskeskabte CO2-udledninger. Den absorberede CO2 reagerer med havvandet og ændrer havets pH-værdi. Denne proces kaldes havforsuring, og den kan påvirke dyr som for eksempel bløddyr og revbyggende koraller på en måde, som gør det vanskeligt for dem at bygge og vedligeholde skaller og skeletmateriale. Observationer på det åbne hav over de sidste 30 år har påvist en klar udvikling mod en aftagende pH-værdi. I overensstemmelse med tidligere rapporter og fremskrivninger fortsætter havforsuringen, og det globale pH-niveau fortsætter med at falde.


Havis: Udstrækningen af den arktiske havis lå langt under gennemsnittet i hele 2018 og var på rekordlavt niveau i de to første måneder af året. Det årlige maksimum optrådte i midten af marts og nåede den tredjelaveste udstrækning for perioden 1979 til 2018 ifølge satellitmålinger. September måneds udstrækning af havis var den sjette mindste, der er målt. De 12 mindste september-udstrækninger har alle fundet sted siden 2007. I slutningen af 2018 var den daglige udstrækning af isen tæt på det laveste niveau.


Den antarktiske havis nåede sin årlige maksimale udstrækning sidst i september og starten af oktober. Efter den maksimale udstrækning i det tidlige forår, skrumpede den antarktiske havis hurtigt ind og kom ind blandt de fem mindste for hver måned resten af 2018.


Den grønlandske iskappe har mistet ismasse stort set hvert år over de sidste to årtier. Overfladens massebudget udviste i 2018 en stigning som følge af snefald, som lå over gennemsnittet, især i Østgrønland, og en afsmeltningssæson, som lå tæt på gennemsnittet. Det førte til en stigning i det samlede massebudget på overfladen, men havde ingen effekt på den udvikling over de sidste to årtier, som viser, at den grønlandske iskappe har tabt omkring 3.600 gigatons ismasse siden 2002. I en ny undersøgelse studerede man også iskerner taget fra Grønland, som viste afsmeltningshændelser tilbage til midten af 1500-tallet. Undersøgelsen fastslog, at de seneste afsmeltningshændelser tværs over den grønlandske iskappe, ikke er set i de sidste 500 år.


Gletsjertilbagetrækning: World Glacier Monitoring Service overvåger gletsjeres massebalance ved hjælp af en række globale reference-gletsjere med mere end 30 års observationer mellem 1950 og 2018. De dækker 19 bjergregioner. De foreløbige resultater for 2018 baseret på en del af gletsjerne indikerer, at det hydrologiske år 2017/18 var det 31. år i træk med negativ massebalance.


Rapporten vil være et af bidragene fra WMO ved et Climate Action Summit på statsleder-niveau den 23. september 2019.

Energibehovet vokser

28/03-2019: ”Vi har set en usædvanlig stigning i det globale energibehov i 2018, og denne efterspørgsel er årsag til den største stigning i dette årti. Sidste år blev endnu et gyldent år for naturgas. Men på trods af en stor vækst i grøn energi, stiger de globale udledninger stadig og demonstrerer endnu engang, at mere drastiske tiltag er nødvendig på alle fronter,” siger direktøren for IEA (Det Internationale Energiagentur) Fatih Birol.


2,3 procent steg energibehovet sidste år, og hele 45 procent af denne stigning blev dækket af det fossile brændstof naturgas. Faktisk blev 70 procent af væksten dækket af fossile brændstoffer.

Som følge heraf steg de energirelaterede CO2-udledninger med 1,7 procent i 2018, men det chokerende er, at brugen af kul – det mest CO2-forurenende fossile brændstof – stod for en tredjedel af den stigning i energiproduktionen.


Årsagen er, at energiforbruget fortsætter en udvikling i de senere år, hvor Asien står for et stadig større forbrug. Selv om mængden af elektricitet, der produceres over hele kloden ved afbrænding af kul, er faldet hvert år siden 2013, så bygges der i Asien stadig nye kulkraftværker.


Gennemsnitsalderen på de kulfyrede kraftværker i den del af verden er i dag gennemsnitlig 12 år, og er dermed langt fra de 50 år, som er den normale levetid for disse værker. Det modsatte er tilfældet i Europa, hvor gennemsnitsalderen på eksisterende kulfyrede kraftværker er 40 år, og det er da også her, man ser den største nedgang i brugen af kul i energiproduktionen.


Fra 2006 til 2017 stod Kina og Indien for tilsammen 86 procent af nye kulkraftværker globalt. Men også lande som Vietnam, Indonesien, Tyrkiet og Japan har nye kulfyrede kraftværker på bedding. Heldigvis ser det i øjeblikket ud til, at kulfyrede kraftværker i Japan er på vej til at miste økonomisk støtte fra regeringen til fordel for større fokus på grøn energi.


Netop det forhold, at regeringer verden over har stor indflydelse på energipolitikken, får Fatih Birol fra IEA til at levere følgende kommentar:


”Vores analyse viser, at mere end 70 procent af de globale energiinvesteringer vil være regeringsstøttede, og derfor er budskabet klart: Verdens energifremtid afhænger af beslutninger på regeringsplan. At skabe de rigtige målsætninger og passende tilskyndelser vil være afgørende for opnåelsen af vores fælles mål om sikring af energiforsyningen, reducering af kulstofudledningerne, forbedring af luftkvaliteten i bymidter og udvidelse af basal adgang til energi i Afrika og andre steder.”


På det globale energimarked er grøn energi i stigende omfang den foretrukne energiform takket være faldende priser på sol og vind. Således forventer man, at grøn energi i 2040 vil udgøre omkring 40 procent af det globale energiudbud, mens den i dag blot udgør 25 procent med kul på førstepladsen og naturgas på andenpladsen – og der er blot 12 år til, at denne fordeling skal være omvendt!


Af stigningen i det globale energiforbrug i 2018 skyldtes en femtedel, at behovet for opvarmning og afkøling voksede som følge af, at gennemsnitlige vinter- og sommertemperaturer i nogle regioner nærmede sig eller slog tidligere historiske rekorder. Med stadig flere varmerekorder i forhold til kulderekorder takket være den menneskeskabte globale opvarmning forventes behovet for aircondition at vokse kraftigt i fremtiden.


Til The Guardian sagde professor i energi- og køleøkonomi Toby Peters fra University of Birmingham om afkøling sidste år:


”Afkøling er simpelthen ikke en del af den store diskussion. Og det er på trods af, at vi mister 200 millioner tons fødevarer hvert år på grund af manglende afkøling. Det har voldsomme indvirkninger.”


Som følge af den globale opvarmning, som i første omgang rammer lande som Kina, Indien og varme lande generelt, forventes det globale salg af køleudstyr at vokse fra 140 milliarder dollars i dag til 260 milliarder dollars i 2050.


Jeg har tidligere nævnt, at vurderingen fra eksperter er, at el-forbruget til vore dagligdags elektroniske hjælpemidler som computere, mobiltelefoner og apps i de kommende årtier forventes øge det globale energibehov med en femtedel.


Spørgsmålet er så, hvor skal den energi komme fra? Er verdens regeringer deres opgave voksen, eller vil det til det sidste fortsat være en kamp om taburetter for politikerne og ikke klimaet?


REBEL FOR LIFE! Join the Rebellion: https://xrebellion.org/

Golfstrømmen og AMOC

Image credit NASA/JPL

26/03-2019: ’The Day After Tomorrow’ fangede mig ikke første gang, jeg så den – den forekom mig for temmelig urealistisk. Men siden har jeg set den adskillige gange. Der er et eller andet over Roland Emmerichs film, som tiltaler en filmnørd som mig. På samme måde med nogle af hans andre film som ’2012’ og ’Independence Day’.


I ’The Day After Tomorrow’ er det Golfstrømmen, som udløser katastroferne. Den ophører med at sende varmt havvand op langs USA’s østkyst, tværs over Atlanterhavet forbi Storbritanniens vestkyst og hele vejen op til Norge. Og den situation omend forhåbentlig langt fra så dramatisk er på vej til at blive virkelighed.


Forskere har vidst i nogle år, at Golfstrømmen i øjeblikket sænker farten. Golfstrømmen er en del af det verdensomspændende transportbånd af havstrømme, og klimahistorien viser, at strømmen af varmt vand mod nord er blevet afbrudt adskillige gange i tidens løb.


Sidste gang var for 13.000 år siden lige efter afslutningen på den sidste istid i den periode, der kaldes Yngre Dryas. På det tidspunkt skete et pludseligt temperaturfald over store dele af kloden.


Sidste år viste en videnskabelig undersøgelse, at Golfstrømmen og dermed resten af systemet af havstrømme i Atlanterhavet, også kaldet AMOC (Atlantic Meridional Overturning Circulation), er blevet svækket med omkring 15% siden 1950, og dermed har nået det svageste niveau i hvert fald i de sidste 1600 år.


Vesteuropa vil være særlig udsat for konsekvenserne af denne svækkelse, hvis den ender med at føre til, at Golfstrømmen ikke længere bringer varmt vand forbi Det nordvestlige Europa. I øjeblikket drager vi nemlig fordel af et op til 5 ºC varmere klima sammenlignet med andre dele af verden på samme breddegrad takket være denne varme havstrøm.


AMOC er en af klodens vigtige cirkulationssystemer for havstrømme. Cirkulationen opstår ved, at den varme Golfstrøm og dens forlængelse, den nordatlantiske strøm, afgiver deres varme ved fordampning på deres vej nordpå. Det øger vandets saltholdighed og gør det tungere.


Ved Grønland møder det kolde, ferske smeltevand fra indlandsisen havstrømmen, og der dannes is, som yderligere øger saltholdigheden i vandet – is består af ferskvand – hvilket skaber en kraftig nedsynkning. Den afkølede havstrøm bliver derved til en kold dybhavsstrøm, der flyder den modsatte vej (se billedet).


Denne nedsynkning sker tre steder omkring Grønland, men for meget smeltevand vil flytte nedsynkningsprocessen sydpå, således at den gren af Golfstrømmen, der flyder forbi Nordeuropa, nu vender omkring azorerne i Atlanterhavet ud for Portugal.


I en ny videnskabelig undersøgelse offentliggjort i Nature Communications fortæller forskere imidlertid nu, at de har undersøgt et nøgleområde for dette vigtige transportbånd af havstrømme, nemlig et af de tre steder, hvor havvandet synker fra overfladen til havbunden.


Hidtil har det været svært at fastslå ud fra undersøgelser af sedimentlag på havbunden, om tidligere tiders ændringer i transportbåndet optrådte før eller efter de bratte klimaændringer, der med mellemrum afbrød opvarmningen lige efter den sidste istid på den nordlige halvkugle.


Normalt bruger forskerne kulstof 14 til at bestemme alderen på sedimentlag. Måling af det tilbageværende kulstof 14 i et fossil afslører, hvor længe organismen har været død. Det er imidlertid vanskeligt, når det drejer sig om fossiler i havsediment, da kulstof 14, som er skabt i atmosfæren, bruger tid på at nå havbunden.


I stedet målte man kulstof 14-indholdet i planterester i borekerner fra sedimentet i en sø i det nordlige Skandinavien – planter trækker kulstof 14 direkte ud af luften. Man sammenlignede så sedimentlag i søens borekerner med sedimentlag fra borekerner fra havbunden og nåede således frem til en præcis alder for sedimentlagene på havbunden.


Som en ekstra kontrol analyserede man iskerner fra Grønland for at kortlægge ændringer i temperatur og klima over samme periode. Ved måling af beryllium 10 i iskernerne kunne man fastslå en præcis forbindelse til kulstof 14-tallene og derved opnå den samme tidslinje for begge datasæt.


Resultatet af undersøgelserne viste, at havcirkulationen begyndte at tabe fart omkring 400 år før kulden satte ind. Da klimaændringen først var i gang, faldt temperaturene så hurtigt med omkring 6 ºC over Grønland.


Mod afslutningen på denne nedkøling begyndte havcirkulationen igen at øge farten cirka 400 år før atmosfæren påbegyndte en dramatisk opvarmning. Da processen for alvor tog fart, opvarmedes Grønland i løbet af blot et par årtier med op til 8 ºC.


Hvis denne undersøgelses resultater kan bruges i dag, vil vi altså have 400 år at løbe på, inden Nordeuropa rammes af ekstrem kulde – et temperaturfald på op til 10 ºC er af nogle forskere anset som et realistisk bud.


Men forholdene er slet ikke de samme som for 13.000 år siden. Den globale termostat var meget lavere, havisen om vinteren strakte sig længere sydpå end New York, og havets struktur var helt anderledes – og svækkelsen af AMOC blev meget mere dramatisk som følge af den netop overstået istid.


Den menneskeskabte globale opvarmning går mange gange hurtigere i dag, end man tidligere har set, så det eneste, man med sikkerhed kan udlede af denne undersøgelse, er, at AMOC – og dermed Golfstrømmen og hele det verdensomspændende transportsystem af havstrømme – svækkes med foruroligende hast og med uoverskuelige og svært forudsigelige konsekvenser for hele kloden.

Olie- og gasselskabers hykleri - og Danmarks

24/03-2019: En ny rapport fra nonprofitorganisationen InfluenceMap afslører hykleriet hos de fem største olie- og gasselskaber i verden.


I de første tre år efter Klimaaftalen i Paris i 2015 har BP, Shell, ExxonMobile Chevron og Total til sammen brugt over en milliard dollars på vildledende markedsføring og lobbyvirksomhed.

6.600.000.000 kroner på at lyve om klimaet i tre år – og de fortsætter!


Efter klimaaftalen i 2015 sagde de store olie- og gasselskaber, at man for eksempel støttede en kulstofafgift, og de nedsatte blandt andet gruppen Oil and Gas Climate Initiative, som skulle fremme frivillige tiltag på området.


På baggrund af analyser af selskabernes udgifter til lobbyvirksomhed, briefinger og reklamer – især på sociale medier – fastslår rapportens hovedforfatter Edward Collins imidlertid, at der er en himmelråbende afstand mellem deres ord og deres handlinger.


Til The Guardian siger han:


”De største olieselskabers branding som værende klimavenlige lyder stadig mere hult, og deres troværdighed er på spil. Over for offentligheden støtter de klimatiltag samtidig med, at de driver lobbyvirksomhed mod bindende målsætninger. De går ind for kulstofreducerende løsninger, men disse investeringer er meget små i forhold til det, de bruger på at udvide deres fossile brændstof-virksomhed.”


Olie- og gasselskaberne investerer nemlig fortsat massivt i udvinding af olie og gas, og i 2019 forventes udgifterne til dette formål at stige til 115 milliarder dollars. Blot 3 procent af dette beløb er afsat til projekter, der skal mindske udledningen af kulstof.


En vigtig pointe her er, at olie- og gasselskaberne får en del af deres udgifter betalt af skatteydere i alverdens lande. Hvert år får den fossile brændstofindustri over hele kloden statsstøtte til dækning af deres udgifter, hvilket sikrer, at priserne på brændstof forbliver kunstigt lave.


Billigere benzin og produktionsstøtte, der direkte eller indirekte sikrer producenterne en større profit, er imidlertid blot en lille del af samfundets betalinger til olieselskaber. Ifølge en undersøgelse fra 2017 udført af folk fra IMF (Den Internationale Valutafond) og offentliggjort i tidsskriftet World Developmentudgjorde den globale støtte til den fossile brændstofindustri på verdensplan 4,9 billioner dollars i 2013 og 5,3 billioner dollars i 2015.


En anden undersøgelse fra 2017 offentliggjort i Oil Change International (OCI) viser, at problemet med skatteyderbetalt støtte til den fossile brændstofindustri har et endnu større omfang – og ovenikøbet tog denne støtte fart i 2016, året efter klimaaftalen i Paris.


Ikke alene afsløres det, at nogle af disse støttemidler blev givet til kul- og gasprojekter, hvor de blev bogført som værende ”klima”-støtte, men derudover er milliarder af dollars fra offentlige midler gennem verdens store udviklingsbanker blevet skudt ind i nye projekter til udvinding af fossile brændstoffer.

Alene i 2016 var det samlede beløb mindst 5 milliarder dollars fra de seks største internationale udviklingsbanker, og OCI vurderer, at finansieringen af jagten på nye olie- og gasfelter blev mere end fordoblet i 2016 til 2,1 milliarder dollars.


(Se i øvrigt blogindlæg 13/10-2017 Støtte til fossile brændstoffer).


Selv lande, der på papiret betragtes som førende i verden, når det gælder nedbringelse af CO2, har store problemer med at overholde deres løfter fra Klimaaftalen i Paris.


I Storbritannien har planlægningskomiteen i amtet Cumbria i det nordlige England netop enstemmigt vedtaget at godkende en ny dyb kulmine. Det bliver den første nye kulmine i tre årtier.


Kommer den i drift, vil det ifølge forskere fra Global Responsibility betyde, at minen skal udvinde næsten 3 millioner tons kul om året, som hovedsageligt skal bruges i stålindustrien. Det vil give anledning til et udslip af CO2 til atmosfæren på 9 millioner tons om året i 50 år – det svarer til udledningen fra en million husstande.


Der er blot 12 år tilbage til at nedbringe udledninger af CO2 med 45 procent, hvis vi ifølge IPCC skal overholde Paris-aftalens målsætning om en global opvarmning på højst 1,5 ºC – det umulige i den målsætning er vist indlysende.


Hvis den globale opvarmning skal begrænses til 2 ºC, skal vi ”blot” nedbringe udledningerne af CO2med 20 procent i løbet af de næste 12 år – lyder det mål mere sandsynligt i dag, hvor udledningerne fortsat stiger hvert år? Nej, vel.


Regeringen under ledelse af Venstre (det mindst korrupte parti i Danmark nogensinde med den mindst korrupte statsminister i Danmark nogensinde) har fremlagt den grønneste og mest ambitiøse klimaplan i Danmark nogensinde her et halvt år før valget.


Den 4. juli 2017 havde jeg følgende lille blog-indlæg:


Lidt søvndrukken går man ud i køkkenet og tænder for radioavisen.


”Den resterende mængde olie og gas i Nordsøen skal også udvindes” siger oplæseren.

Man kigger lidt forvirret på kalenderen – nej, der står ikke 1987.


”Det er helt afgørende for regeringen, at vi gør alt, hvad vi overhovedet kan, for at understøtte, at Danmark fortsat er et førende olie- og gasland,” siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.


Så 1. april da – næh, det er sørme virkelighed!!


’Fremtidens olie- og gassektor i Danmark’ hedder regeringens nye strategiplan, som fremlægges i morgen.


Jeg tror, at man godt kan udelade ordet ’fremtidens’.


Extinction Rebillion: International Rebellion den 15. april 2019.

ExtinctionRebellion Offentliggjort den 22. marts 2019

23/03-2019:

Geomanipulation og multinationale selskaber

Photo by Yasuyoshi Chiba/AFP

21/03-2019: På COP10 mødet om FN’s Konvention om Biodiversitet den 18. til 29. oktober 2010 i Nagoya Konferencecenter i Japan vedtog man et tillæg om klimarelateret geomanipulation, hvori det blandt andet fremgår, at ’ingen klimarelaterede aktiviteter i form af geomanipulation, der kan påvirke biodiversitet, må finde sted, indtil der er tilstrækkeligt videnskabeligt grundlag for, at man kan retfærdiggøre sådanne aktiviteter med nødvendig hensyntagen til de forbundne risici for miljø og biodiversitet og tilhørende sociale, økonomiske og kulturelle indvirkninger’. Man undtager dog videnskabeligt funderede forsøg i lille målestok, der bliver udført under kontrollerede forhold.


Som et af meget få lande ville USA ikke underskrive dokumentet, og allerede i 2011 kunne ETC – en canadisk gruppe, som blandt andet overvåger geomanipulations-projekter – fortælle, at 27 patenter var blevet givet til for eksempel Bill Gates, Dupont, den amerikanske regering og forskellige andre virksomheder.


Til The Guardian sagde Diana Bronson fra ETC dengang:


”Hvis geomanipulations-teknikker virkelig bliver udrullet, så vil eksistensen af patenter kunne betyde, at beslutninger, der drejer sig om klimaet, reelt blive overdraget til den private sektor.”


Adspurgt om løsninger på klimaændringer under et møde for ExxonMobile-aktionærer i 2015 sagde den daværende direktør og senere udenrigsminister i Trump-regeringen, Rex Tillerson, at ”plan B altid har været funderet i vores fortsatte tillid til teknologisk udvikling og ingeniørmæssige løsninger”.


Med tåben Trump i Det Hvide Hus voksede begejstringen for den kontroversielle teknik takket være folk som David Schnare, der stod for omdannelsen af EPA (det amerikanske miljøbeskyttelsesagentur) til et agentur, som skulle gøre det let for den amerikanske industri at arbejde uden hensyn til miljøet.


David Schnare ville iværksætte en plan, der i løbet af 18 måneder skulle sætte gang i en massiv spredning af sulfatpartikler i stratosfæren, og som skulle køre i 100 år for at sænke den globale gennemsnitstemperatur.


Videnskabelige computermodeller havde ellers allerede vist, at et sådan tiltag drastisk ville mindske nedbøren over hele Asien, Afrika og Sydamerika, forårsage alvorlig tørke og true fødevareforsyningen til milliarder af mennesker.


For to år siden pegede Silvia Riberio fra ETC på, at de, der ikke tror på menneskeskabte klimaændringer alligevel kan være tilhængere af geomanipulation, fordi det kan præsenteres som en metode til at afhjælpe konsekvenserne af en varmere klode uden at skulle stoppe afbrænding af fossile brændstoffer.

For et par dage siden sluttede så det årlige møde i FN’s miljøorganisation i Nairobi, Kenya.


Verdens to største olieproducenter – USA og Saudi Arabien – førte an i modstanden mod planer om at iværksætte et skrappere tilsyn med udrulning af klimamanipulerende teknologier som at suge CO2 ud af luften, sende reflekterende spejle ud i rummet omkring Jorden, tilføre havene næringsstoffer som jern for at fremme naturlige processer, der suger CO2 ud af luften, og sprede små partikler i atmosfæren.


Udelukkende for at tilgodese den fossile brændstof-industri.


Et forslag fremsat af Schweiz og 12 andre lande om en grundigere analyse af risici ved eksperimenter med geomanipulation, der, som mange klimaforskere jo gentagende gange har påpeget, har globale implikationer for fødevareforsyning, biodiversitet, global ulighed og sikkerhed, blev blokeret af USA, Saudi Arabien, Japan og andre lande.


Som Silvia Riberio forudså for to år siden, ser den petrokemiske industri geomanipulation som en måde til at retfærdiggøre den fortsatte udvidelse af den fossile brændstof-industri. Firmaer med de største udledninger som blandt andet Chevron og BHP (verdens største mineselskab) har nemlig investeret i virksomheder, der eksperimenterer med at trække CO2 ud af luften.


I sig selv et nytteløst tiltag, men en absolut nødvendighed, udelukkende hvis det sker i forbindelse med en samtidig fuldstændig udfasning af brugen af fossile brændstoffer – og så hurtigt som muligt, hvis det skal have blot en lille effekt på kommende klimaændringer.


Da der således ikke kunne opnås konsensus om grundigere kontrol med geomanipulerende tiltag, trak Schweiz sit forslag tilbage.


”Det er beklageligt, at anstrengelser for at styrke det eksisterende FN-tilsyn med geomanipulation er blevet mødt med modstand fra en håndfuld olieproducerende lande med store udslip af drivhusgasser,” sagde Lili Fuhr fra Heinrich Böll Foundation.


Så ud over det menneskeskabte utilsigtede forsøg med hurtig opvarmning af hele kloden, som i dag er helt ude af kontrol, kan vi nu forvente alle mulige ukontrollerede forsøg fra multinationale selskaber og lande på at iværksætte deres egne klimakontrollerende tiltag uden nogen form for opsyn fra ansvarlige forskere – og med uoverskuelige konsekvenser for hele Jorden.

Ny rapport fra FN's Miljøorganisation

19/03-2019: The sixth Global Environment Outlook, or GEO-6, is the world’s most comprehensive environmental report, covering a range of topics, issues and potential solutions. The GEO is a thorough analysis of what will happen if we continue with business as usual and what actions needs to be taken.

Fremtidige klimaændringer

18/03-2019: I en ny videnskabelig artikel i Nature Climate Change med titlen ’Robust abatement pathways to tolerable climate futures require immediate global action’ indleder forskerne med at beskriver, hvad der klimamæssigt set afgør fremtiden for de kommende generationer.


Først og fremmest slår de fast, at det er vanskeligt at udrede vigtigheden af tiltag mod klimaændringer i forhold til usikkerheder omkring samspillet mellem mennesket og Jorden. Disse to faktorer er uløseligt forbundet, for der er tale om en både dynamisk og interaktiv sammenkædning. På trods af usikkerheder kan man imidlertid fastslå, at den langsigtede globale opvarmning afhænger af omfanget af de globale tiltag, vi som civilisation vælger at iværksætte.


Med andre ord er det ikke et spørgsmål om, hvorvidt vi kan begrænse opvarmningen, men udelukkende et spørgsmål om, hvorvidt vi vælger at gøre det.


Voldsomme tiltag vil på kortere sigt være meget dyre og vil ikke have nogen indvirkning på opvarmningen de nærmeste år. Omvendt vil den opvarmning, som kommende generationer vil komme til at opleve, være bestemt af de tiltag, vi iværksætter i dag.


Forskerne i denne undersøgelse har ved hjælp af computere skabt ikke mindre end over 5 millioner scenarier for den fremtid, der kan forventes i lyset af den globale opvarmning. Mange faktorer har indgået i beregningerne – for eksempel befolkningstilvækst, den økonomiske udvikling, økonomiens afhængighed af kulstof og ikke mindst klimafølsomheden.


Netop klimafølsomheden (se også blog-indlæg 06/07-2017 Global opvarmning) er et spørgsmål, som klimaforskerne er uenige om – hvor meget CO2 kan atmosfæren absorbere, og hvordan vil livet på Jorden reagere? Sagt på en anden måde – hvor meget af den CO2, som stammer fra afbrænding af fossile brændstoffer, skal der til for at hæve den globale temperatur med en halv grad?


Udgangspunktet for forskerne har været en global opvarmning på højst 2 ºC i løbet af de næste 80 år. De fleste klimaforskere er enige om, at det mål er påkrævet, hvis fremtiden skal være ”tålelig”.


Forskernes resultater viser da også, at hvis vi er så heldige, at klimafølsomheden viser sig at være lav – hvilket altså ikke er sikkert – så er en tålelig fremtid mulig. Af de over 5 millioner scenarier fra undersøgelsen er den mulighed dog ikke den fremherskende.


Faktisk fremhæver forskerne, at selv med optimistiske antagelser om klimafølsomheden, indsnævres vejen til en klimamæssig og økonomisk set tålelig fremtid hurtigt.


Til EurekAlert siger Ph.d. og adjunkt i miljøvidenskab ved Tufts University og hovedforfatter på undersøgelsen Jonathan Lamontagne:


”På trods af store usikkerheder indenfor en række sektorer er det stadig menneskelige tiltag, der er den afgørende faktor, når det drejer sig om den langsigtede udvikling i klimaet. Usikkerhed bruges nogle gange som en undskyldning for ikke at gøre noget nu. Vores forskning viser imidlertid, at usikkerhed kan være en rigtig god grund til øjeblikkelig at indlede tiltag.”


Hvis klimafølsomheden ikke er lav, kan vinduet for en tålelig fremtid ifølge nogle af de beregnede scenarier måske allerede være lukket.

Unge strejker for klimaet over hele verden

16/03-2019: School and university students in more than 100 countries have gone on strike to demand that politicians take urgent action on climate change.

It's our time to rise up': youth climate strikes held in 100 countries.

Think we should be at school? Today’s climate strike is the biggest lesson of all

Skolestrejke for klimaet i Rønne

15/03-2019:

Greta Thunberg-interview

https://www.theguardian.com/news/audio/2019/mar/14/greta-thunberg-how-her-school-strike-went-global-podcast


14/03-2019: Greta Thunberg’s school strike against climate change has spread to 71 countries, and this Friday’s action could be one of the largest global climate change protests ever. Now nominated for the Nobel peace prize, she tells our environment editor Jonathan Watts how it all began.

Geo-manipulation

13/03-2019: ”Jeg vil så absolut modsætte mig en udrulning på nuværende tidspunkt. Der er stadig kun en lille gruppe mennesker, der ser på dette emne – der er mange usikkerheder,” siger Harvard-professor David Keith til The Guardian om forslaget om at se nærmere på muligheden for at dæmpe Solens stråler ved hjælp af geo-manipulation.


David Keith taler om den nye undersøgelse med titlen ’Halving warming with idealized solar geoengineering moderates key climate hazards’, som netop er blevet offentliggjort i Nature Climate Change, og som han selv er medforfatter på.


Med udgangspunkt i anvendelse af geo-manupulation til halvering af den opvarmning, som en fordobling af CO2-indholdet i atmosfæren vil betyde, har man brugt computermodeller til at beregne konsekvenserne for nogle nøglefaktorer som den forventede stigning i intensiteten af tropiske cykloner, temperaturer i almindelighed, tilgængeligheden af vand, ekstreme temperaturer og ekstrem nedbør.


Resultatet af deres beregninger viser, at blot 0,4 procent af isfrie landområder måske vil opleve, at indvirkningerne af klimaændringer vil blive forværret. David Keith understreger dog også, at undersøgelses hovedbudskab er, at der er en mulighed for, at geo-manipulation rettet mod Solens stråler kunne reducere klima-risici for klodens mest udsatte befolkninger betragteligt.


Det er klogt af David Keith at tage alle mulige forbehold for undersøgelses resultater. Geo-manipulation afvises af mange klimaforskere netop med den begrundelse, at Jord-systemet er så kompliceret, at det er fuldstændig umuligt at forudsige konsekvenserne af enhver menneskelig indgriben – tydeligvis også konsekvenserne af vore udledninger af drivhusgasser.


Allerede i 2017 bekendtgjorde David Keith og en anden Harvard-forsker, Frank Keutsch, at man i løbet af 2018 ville afprøve spredning af sulfat-partikler i atmosfæren over Arizona med det formål at få partiklerne til at reflektere Solens stråler tilbage til rummet.

På baggrund af dette forsøg ville man vurdere risici og fordele ved en spredning i stor målestok. Inden 2022 ville man også afprøve spredning af vanddråber og kalciumkarbonat-partikler i mindre målestok.


Dengang sagde David Keith, at man naturligvis var villig til at stoppe disse forsøg, hvis de indledende resultater skulle vise sig at give anledning til bekymring, men at det langsigtede formål var at finde metoder, der faktisk kunne være en fordel for befolkninger.


Naturligvis er det i orden at foretage videnskabelige undersøgelser af mulige løsninger på den menneskeskabte globale opvarmning og dens konsekvenser. Men netop i betragtning af, hvor kompliceret Jord-systemet er, burde spørgsmålet om menneskelig indgriben i dette system måske afgøres af de forskere, der er involveret i den forholdsvise nye forskningsgren kaldet Earth System Science (Jordsystem-forskning), hvor man ved hjælp stadig kraftigere computere blandt andet prøver at beregne konsekvenserne af menneskelig indgriben.


Kevin Trenberth, som i 2017 var en af hovedforfatterne på FN’ Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC), sagde dengang til The Guardian:


”... solreflekterende geomanipulation er ikke svaret. At nedbringe den indfaldende solstråling påvirker vejret og det hydrologiske kredsløb. Det skaber tørke. Det destabiliserer tingene og kan give anledning til krige. Bivirkningerne er mange, og vore modeller er simpelthen ikke gode nok til at forudsige resultaterne.”


Man kender faktisk til naturlige ændringer i Jordens indstrålingsbalance, og selvom de ofte er kortvarige, er de skræmmende.


I 1991 fandt et kraftigt vulkanudbrud sted på Mount Pinatubo på Filippinerne, som sendte store mængder partikler op i atmosfæren, hvilket betød en sænkning af de globale temperaturer med 0,5º C, og i 1815 sprang vulkanen Tambora i Indonesien i luften og sendte så store mængder aske og støvpartikler op i luften, at Europa oplevede ’et år uden sommer’ med hungersnød og sygdom til følge.


Den ene af folkene bag Harvard-eksperimentet i 2017 og lederen af forsøget, atmosfæreforsker og professor Frank Keutsch, sagde, at udførelsen af et solreflekterende geomanipulations-system er ”et skræmmende tiltag”, som han håber aldrig bliver en realitet, men samtidig bør vi aldrig vælge uvidenhed frem for viden i en situation som denne.

Hedebølger i havene

NOAA Climate.gov map, adapted from State of the Climate in 2017

11/03-2019: Netop fordi denne klode kaldes Jorden, har mange mennesker en forkert opfattelse af, hvor stor en del af kloden der er dækket af vand.


Prøv at lægge 10 stykker A4-ark eller 10 stykker notesbloksedler ud på bordet i en firkant (2 rækker á 5). Fortæl at de repræsenterer Jordens samlede overfladeareal. Bed så om at få fjernet de stykker papir, som svarer til det areal på Jorden, der er dækket af vand. Det rigtige svar er 7 stykker plus en sjat – 71 procent.


Så burde det være nemt at understrege, hvor stor en betydning havene har på alt, hvad der foregår på Jorden – ikke mindst klimaet.


Tidligere i år fortalte en videnskabelig undersøgelse, at mere end 90 procent af den ekstra energi, som de menneskeskabte udledninger af drivhusgasser har tilført Jord-systemet, er blevet optaget af verdenshavene (blog-indlæg 21/01-2019 Opvarmning af verdenshavene).


En ny videnskabelig rapport offentliggjort for nylig i Nature Climate Change med titlen ’Marine heatwaves threaten global biodiversity and the provision of ecosystem services’ understreger nu alvoren af den udvikling.


Den gradvise stigning i havenes gennemsnitstemperatur har, viser undersøgelsen, ført til en progressiv stigning i regionale hedebølger i havene i løbet af det sidste et hundred år. Og disse hedebølger er blevet længerevarende. Blot i løbet af de sidste 30 år frem til 2016 er antallet af dage med hedebølge i havene vokset med mere end 50%.


Fra regionale undersøgelser af maritime hedebølger ved man, hvordan de kan ændre funktionen og strukturen i store økosystemer i havet ved at forårsage omfattende massedød, ændre arters udbredelse og rekonfigurere dyresamfund.


Den udvikling har også meget alvorlige konsekvenser for mennesker.


En rekordsættende opvarmning af havet ud for det vestlige Australien i 2011, kaldet ’Ningaloo Niño’, den langvarige såkaldte ’Blob’ i det nordøstlige Stillehav i 2013-2016 og den El Niño-relaterede ekstreme opvarmning i 2016, der påvirkede det meste af Indo-Stillehavet, fik store socioøkonomiske og politiske følger blandt andet som konsekvens af betydelig mindre fiskefangster i de berørte områder.


takt med, at antallet af maritime hedebølger vokser, vil flere og flere kelpskove, områder med søgræs og koralrev bukke under og forsvinde. Da de giver beskyttelse og føde til mange andre arter i vandet, er de kritiske for livet her. De skadelige indvirkninger vil også ramme andre dele af havene, hvor en lang række organismer fra plankton til hvirvelløse dyr og fra fisk til pattedyr og søfugle vil blive alvorlig ramt.


Dr. Éva Plagányi fra Commonwealth Scientific and Industrial Research Organisation (CSIRO) i Australien, som ikke deltog i undersøgelsen, siger til The Guardian:


”Denne undersøgelse viser, at rekordsættende hændelser er på vej til at blive almindelige. I løbet af blot en uge har videnskabelige rapporter understreget, at med mindre vi tager skridt til at afbøde det, vil havene i fremtiden have færre fisk og færre hvaler, og hyppige dramatiske ændringer i den økologiske struktur vil optræde med bekymrende implikationer for mennesker, der er afhængige af havet.”


Det såkaldte ’andet store CO2-problem’ er ikke medtaget her – forsuringen af havene, som betyder, at det bliver stadig sværere for dyr med et ydre kalkskelet at bygge denne beskyttelse. Det drejer sig for eksempel om muslinger, snegle og krill, som er hovedernæring for mange havdyr.


Ligeledes er den omfattende iltmangel, der breder sig i verdenshavene i takt med den globale opvarmning, og som betyder massedød for de dyr, som ikke er i stand til at undslippe hurtigt nok, et voksende problem.


Mere om disse trusler på et senere tidspunkt.

Debatten på DR2: Klima - snak eller handling?

09/03-2019: Emnet for Debatten på DR2 i torsdags den 7/3 var Klima – snak eller handling?


Politikerne fyldte som sædvanlig meget, og leverede alle de forventede udtalelser om landbrug og klima, som vi er så vant til.


Der var heldigvis nogle få engagerede mennesker med en anden baggrund. Blandt andet Lars Aagaard, som er administrerende direktør i Dansk Energi og ikke mindst en ny stemme i Debatten: Olivia Kløvedal Reich fra Den Grønne Studenterbevægelse i København.


Hendes tilstedeværelse betød, at nogle politikere så sig nødsaget til, at tage den voksende bekymring over klimaet blandt unge op – ikke med løfte om en ændret politik, men mere højlydt at gøre opmærksom på de ’klimatiltag’, som deres egne partier står for.


Heldigvis lod hun sig ikke flytte fra det egentlige problem: Omfanget af klimatruslen og den manglende tid til at handle.


Jeg vil blot gengive, hvad hun sagde i den sidste knapt halve time af programmet, hvor hun kom til orde – det er værd at hæfte sig ved:


Clement: Nu hører du hvad politikerne lover. Har du tillid til, at de løser det her problem?


Olivia: Nej, det har jeg ikke. Det er meget nemt at love alle mulige ting og sætte alle mulige målsætninger. Hvis man ikke har detaljerede planer for, hvordan man skal nå det, så er det svært at tro på … Nu diskuterer I alle sammen, hvem der er de mest grønne, og det er jo meget nemt at sige de her ting, men man ved ikke, hvor man skal sætte sin stemme, hvis alle er grønne, men ingen har nogle faste handlingsplaner.


Mette Abildgaard (gruppeformand for de Konservative) understreger, at det er en afsindig vigtig tid, vi lever i, og bakker op om tiltag, men beskylder tidligere regeringer for ikke at have gjort nok.


Olivia: Du kan ikke bare sige, at vi skal have planer uden at lave de planer. Altså lige nu, hvis jeg skulle hen og stemme, så ved jeg ikke, hvor jeg skal sætte min stemme. Der er et parti, der har lavet en klimaplan, der overholder Paris-aftalen. Hvad med alle jer andre?


Mette Abildgaard fortæller indgående om de konservatives klimaplaner.


Olivia: Det du siger nu er alle sammen ting, der sker efter valget, noget man må finde ud af efter valget. Vi har brug for noget, vi kan stemme på nu, så vi ved, hvordan I finansierer det, og hvad I har tænkt jer at fokusere mest på. Det, jeg oplever, er, at I ikke forstår alvoren af det her problem eller tidspresset. Du står og siger, at I forstår det, men så ville I have lavet en plan nu om finansiering og konkrete handlingsplaner, og det er ikke det, vi ser.


Mette Abildgaard siger, at det er svært at lave inden Folketingsvalget.


Clement påpeger, at det er den varme sommer sidste år, som har betydet, at man diskuterer det her på en anden måde.


Mette Abildgaard taler om, at alle partier for nylig blev enige om at bygge tre nye havvindmølleparker.


Olivia: Det er slet ikke nok (siger hun og slår i bordet). Altså, I forstår ikke. Det handler om vores fremtid. Og vi sidder her og hører, at forskerne kritiserer jeres planer igen og igen, og alligevel går I videre med dem. Lyt til forskerne – sværere er det ikke. Skriv under på det nye forslag, som borgerne har skrevet under på. Sværere er det ikke.


Mette Abildgaard siger, at der er meget bred opbakning til det energiforlig, da alle partier bakkede op om det, men hun ville også ønske, at vi var kommet længere.


Olivia: Jamen hvordan kan du sige alle de ting og så være en del af denne her regering? Altså, det er fint nok, at de konservative har det sådan, men I sidder med nogle partier, som ikke er enige i de ting, du siger der.


Mette Abildgaard snakker videre om at få ting til at hænge sammen i hverdagen.


Olivia: Men det er jeres ansvar at gøre det nemmere for forbrugeren at træffe de rigtige valg.


Clement: Hvis man skal samle mindst 51% af borgerne bag en strategi på det her felt, så er det vel vigtigt, at man gør det, som Abildgård beskriver, nemlig at man tager alle samfundets sektorer ombord, at man spørger folk, hvad kan I gøre, og at man på en eller anden måde giver folk fornemmelsen af, det her det er en opgave, som er fælles for os. Det er en opgave, hvor vi fordeler den, så den også er social retfærdigt fordelt, sådan at folk tror på det her, og kan samle sig bag projektet, for ellers kan du vel ikke få et flertal af folketinget eller et flertal af befolkningen bag det.


Olivia: Jo, det er rigtigt. Vi skal have alle med. Men vi kan jo ikke stå og sige, at vi skal have alle partierne med. Det jo partierne selv, der må lægge den energi og den vilje i det. Det kræver politisk handlemod at gøre de her ting.


Clement: Men når du siger, I skal gøre, som forskerne siger. I skal gøre sådan og sådan. I skal gå efter Paris-aftalens målsætning og bringe de der mål hjem, så kommer det til at have omkostninger. Det kommer til at koste nogle penge. Det kommer til at have alle mulige konsekvenser for alle mulige mennesker i samfundet. Det er noget, der vil betyde, at masser af mennesker skal omstille deres liv.


Oliva: Ja, men hvad er alternativet? De konsekvenser, det kommer til at få med klimaforandringer, de er så voldsomme og så altødelæggende, at vi kan ikke stå og sige, ’nå, så tager vi det bare stille og roligt, så laver vi lige en kommission her, og vi tager noget borgerinddragelse der’. Det er sindssygt vigtigt, at vi forstår, at vi ikke skal tro, at vi kan fortsætte i status quo. Vi skal ikke sammenligne at gøre noget med ikke at gøre noget, så foregår det i status quo. Der kommer til at være forandringer lige meget hvad. Vi kan imødegå de forandringer nu og lave handlingsplaner og gøre noget med det samme, eller vi kan brandslukke i fremtiden, når det kommer til at gå ud over os.


Uffe Elbæk bakker Olivia op, og er klarest i mælet af samtlige politikere om klimatruslen.


Clement: nu sagde du før, at du ikke er sikker på, hvad du skal stemme, når du skal ind og stemme. Altså nu hører du Uffe Elbæk sige før, at det er det politiske system, der er problemet, så siger Danielsen (klimaordfører Thomas Danielsen fra Venstre) straks, nej, det er sgu ikke det politiske system, det er socialdemokratiet der er problemet … Har du tillid til systemet? En ting er de politikere der står her, har du tillid til systemet, har du tillid til den måde, som vi styrer vores samfund på? Er det tilstrækkeligt effektivt og handlekraftigt til at løse det?


Olivia: Hvis jeg havde rigtig meget tillid, så var jeg blevet hjemme og set en eller anden netflix-serie. Det er ikke fordi, jeg har supermeget lyst til at være Live på nationalt TV og stå og sige min holdning overfor en masse politikere. Men det er nødvendigt, at vi får de her ting sagt, fordi der bliver simpelthen ikke gjort nok hurtigt nok. Så nej, jeg har ikke tillid til i hvert fald de mennesker der sidder i regeringen lige nu, med mindre de kommer ud med noget meget, meget mere konkret.


Clement: Politikerne har et tillidsproblem?


Uffe Elbæk er igen klarest i mælet om manglende politisk opbakning.


Alex Vanopslagh fra Liberal Alliance var dog den tåbeligste person i panelet, idet han brillerede med en total uvidenhed om klimatruslen, hvortil Olivia belærer ham:


Det handler om sikkerhed. og det handler om stabilitet. Når jeg tænker frem i tiden, så tænker jeg ikke, ’åh nej, menneskeheden overlever ikke’. Det handler om, at de demokratier, vi har bygget op, de er skrøbelige, og hvis vi får masseimmigration, hvis vi får råvarermangel i de store lande, hvis man ikke kan bo i store dele af verden, fordi det er så varmt, fordi der ikke er vand, hvordan skal vi håndtere det? Den flygtningekrise, der har været indtil nu, har EU ikke håndteret så fantastisk. Det kommer til at være meget værre, hvis klimaforandringernes konsekvenser kommer.


SÅDAN OLIVIA – tak for det.


Og i øvrigt glimrede Socialdemokratiet ved sit fravær – igen. Danmarks største parti kan man tydeligvis ikke have tillid til.

Ekstremt vejr og olivenolie

07/03-2019: En artikel på netmediet The Conversation den 6/3 i år har overskriften ’Klimaændringer betyder mere ekstremt vejr – her er, hvad Storbritannien kan forvente, hvis udledninger fortsætter med at stige’.


De to forskere, Kate Sambrook og Thomas Richardson fra University of Leeds, fortæller, hvad det britiske folk kan forvente af ekstremt vejr i løbet af de næste 30 til 80 år, hvis udledninger af drivhusgasser ikke bringes ned.


De taler om mildere og vådere vintre og varmere og tørrere somre, langvarige hedebølger med gennemsnitstemperaturer på 40 ºC, som kommer stadig hyppigere. Ja, faktisk er fremtidsvisionen for Storbritannien med mindre forskelle den samme for hele den nordlige halvkugle – og jeg er ikke i tvivl om, at de har ret.


Problemet er, som mange har påpeget, at det er svært for almindelige mennesker at forholde sig til spådomme om kommende ekstreme vejrfænomener. Nemmere er det måske så at forstå alvoren, når ekstreme vejrfænomener allerede i dag giver en overskrift som for eksempel denne fra The Guardian dagen før, den 5/3 i år:


Italien oplever et fald i olivenhøsten på 57% som følge af klimaændringer, siger forsker.

Italiensk olivenolie er en produkt, som vi nok alle bruger fra tid til anden, men det er måske ved at være slut. Selv Italien vil måske skulle købe olivenolie fra andre lande, og årsagen er netop ekstremt vejr.


I juni 2017 – det tidspunkt på året, hvor en mild varme får oliventræerne til at blomstre – blev olivenmarkerne ramt af sviende hede, der fik blomsterne til at visne og falde af. I oktober samme år blev dele af landet ramt af kraftige vinde og voldsom nedbør, som forårsagede oversvømmelser mange steder. I marts 2018 ramte ekstrem kulde dele af Italien og dækkede Rom og Napoli – og ikke mindst olivenmarkerne – med sne.


Hver for sig er disse tre tilfælde af ekstremt vejr ikke ualmindelig – heller ikke i Italien, men rammer de alle tre inden for samme vækstsæson kan det slå oliventræerne ihjel, eller i bedste fald svække deres immunforsvar.


Et svækket immunforsvar er netop årsagen til, at en af oliventræernes største fjender – almindelig skumcikade (Philaenus spumarius) – kan gøre det af med resten af træerne. Skumcikaden er nemlig smittebære for bakterien Xylella fastidiosa, som er en af de farligste plantebakterier i verden.


I takt med et varmere klima er det ikke blot fisk, der som omtalt i sidste blog-indlæg rykker væk fra troperne. Det samme gør mange andre dyr og med dem diverse sygdomme som for eksempel malaria og som i dette tilfælde bakterien Xylella fastidiosa.


Den globale gennemsnitstemperatur er siden den før-industrielle tidsalder steget 1,1 ºC, men i Middelhavsområdet er gennemsnitstemperaturen steget med 1,4 ºC. Som omtalt i adskillige blog-indlæg (for eksempel 10/04-2018 Ørkenspredning) har klimaforskere peget på, at netop Middelhavsregionen vil blive ramt af ørkenspredning, der vil betyde, at lande som Grækenland, Italien og Spanien vil opleve en opvarmning i løbet af de kommende årtier, som vil ligge over det globale gennemsnit.


Generelt er nedbøren allerede faldet med 2,5 procent, og vandmangel har gennem de sidste 10 år været et problem i disse Middelhavslande. EU-kommissionen forudsiger da også, at olivenhøsten vil falde med 20 procent i Portugal og 42 procent i Grækenland.


Om situationen i Italien udtaler Vasilis Pyrgiotis, formand for Copa Cogeca landbrugs-sammenslutningens oliven-arbejdsgruppe, til The Guardian:


”Problemet i år skyldtes flueangreb, men også gloeosporium olivarum-svampen. Dette års oliven var ikke så gode, som de plejede at være. På længere sigt kan vi stå over for den mulighed, at de på baggrund af analyser ikke længere kan betragtes som ekstra jomfruolie.”


Det er i øvrigt blot to år siden, at Sydeuropa var ramt af ekstremt vintervejr, som betød, at vore daglige forsyninger af grønsager fra blandt andet Spanien var afbrudt i flere måneder.


Fødevaresikkerheden bliver dårligere og dårligere i takt med den menneskeskabte globale opvarmning.

Biodiversitet og fødevaresikkerhed

05/03-2019: ”Vi blev overrasket over ...”, lyder det fra forskerne.


Jeg har – vist nok gentagne gange – påpeget, at forskere stadig oftere ytre sig om nye forskningsresultater, der har med global opvarmning at gøre, i lighed med det ovenstående. Det er i sig selv bekymrende, synes jeg. Ikke mindst når det som i dette tilfælde drejer sig om klodens føderessourcer.


”Vi blev overrasket over, hvor voldsomt fiskebestande over hele verden allerede er blevet påvirket af opvarmningen,” sagde lederen af et forskerhold, postdoc Christopher Free fra UC Santa Barbara’s Bren School of Environmental Science & Management, som netop har offentliggjort en undersøgelse af, hvordan varmere have kan påvirke fiskeriets produktivitet.


Historiske data om rigeligheden af 124 arter i 38 regioner var i undersøgelsen blevet sammenlignet med optegnelser over havtemperaturer. Resultaterne viste, at 8 procent af bestandene, som repræsenterer cirka en tredjedel af de samlede rapporterede globale fangster, led under en betydelig negativ påvirkning af opvarmningen, mens der for 4 procent var en positiv påvirkning.


Det største tab i produktivitet var sket i Det Japanske Hav, Nordsøen, de iberiske kystområder, Kuroshio-strømmen og økoregioner omkring Den Biscayiske Bugt. I Labrador-Newfoundland regionen, Det Baltiske Hav, Det Indiske Ocean og langs det nordøstlige USA var fiskebestandene vokset.


Selv om ændringerne i fiskeriproduktionen indtil videre er små, så ser man allerede store regionale forskelle. De største nedgange på mellem 15 og 35 procent som følge af opvarmning er sket i Østasien.


Til EurekAlert! siger Free om den observerede nedgang:


”Det betyder, at der er 15 til 35 procent færre fisk til rådighed til føde og til arbejdsmarkedet i den region, som har nogle af verdens hurtigst voksende befolkninger.”


I dag anslås det, at mere end 3 milliarder mennesker får omkring 20 procent af deres animalske proteiner dækket af dyr fra havet – især i Østasien.


Som det er tilfældet for det meste liv på Jorden, er fisk også tilpasset et bestemt temperaturspænd – bliver det for varmt, flygter de fiskebestande, der kan, mod køligere regioner, mens andre fiskebestande, der ikke har den mulighed, dør. For eksempel er situationen i Middelhavet i øjeblikket den, at fiskebestande her kommer til at kæmpe med indtrængende arter fra Det Røde Hav og endnu længere sydfra.


Et internationalt hold af forskere har sammen med forskere fra Sorbonne University netop offentliggjort en undersøgelse i Nature Climate Change med titlen ’Prediction of unprecedented biological shifts in the global ocean’.


På grundlag af computermodeller advarer de om, at biologiske ændringer i havene er accelereret, hvilket får konsekvenser for vores anvendelse af havenes ressourcer. De har således registreret en usædvanlig stor stigning for nylig i antallet af såkaldte ”klima-overraskelser”, som måske kan henføres til El Niño, temperatur-uregelmæssigheder i Atlanterhavet og i Stillehavet og opvarmningen i Arktis.


Forskerne advarer om, at vi med klimaændringer kan stå over for en umiddelbart forestående situationhvor der er tale om ”uhørt store biologiske ændringer” i verdenshavene.


Desværre påvirker den menneskeskabte globale opvarmning jo alle klodens fødesystemer.


Det har fået FN’s fødevare- og landbrugsorganisation FAO til at udsende sin første rapportnogensinde (State of the World’s Biodiversity for Food and Agriculture) om biodiversitet for fødevare og landbrug – det vil sige om alle de arter, der understøtter vore fødevaresystemer og opretholder livet for folk, som dyrker og/eller forsyner os med fødevare.


Det drejer sig om alle de økosystemer, der sørger for al den mad, vi spiser, føde til vore husdyr, brændstof, plantefibre så vel som meget af den medicin, vi bruger. Det gælder alle de planter, dyr og mikroorganismer, der gør jorden frugtbar, bestøver planter, renser luften og vandet, sikrer fisk mad og beskyttelse og bekæmper skadedyr og sygdomme i afgrøder og hos husdyr.


Konklusionen på rapporten er ikke overraskende. Uanset hvor man kigger hen, truer den globale opvarmning selve grundlaget for al liv. Efterhånden utallige rapporter i de sidste tyve år har advaret om denne trussel.


Den 576 sider lange rapport indeholder detaljerede opgørelser over, hvor slemt det står til i vigtige nøgleområder, og jeg vil overlade til interesserede selv at dykke ned i de enkelte områder og blot slutte af med en bemærkning fra generalsekretær for FAO José Graziano da Silva i forbindelse med udgivelsen af rapporten:


”Mindre biodiversitet betyder, at planter og dyr er mere udsatte for skadedyr og sygdomme. Vores afhængighed af færre og færre arter i vort fødevalg og landbrug øger risikoen for trusler mod fødevaresikkerhed og ernæring.”

Unge i klimakamp

02/03-2019: Hvor er det godt at se, at unge for alvor er begyndt at engagere sig i kampen mod klimaændringer og ’oldgamle’ politikere – de to største problemer vi står med.


Især i USA er de unge på vej på barrikaderne, og der får de hjælp fra unge politikere, der tør udfordre det etablerede politiske system, som for eksempel det nyvalgte 29 årig medlem af Kongressen Alexandria Ocasio-Cortez.


Her på Bornholm sender forældre stadig deres børn i kristne skoler, hvor børnene undervises i bibelens udlægning af evolutionen – stupid gudsdyrkelse i det 21. århundred!!


Og ingen danske politikere er trådt frem som forbillede for de unge, der ønsker en fremtid.

Australsk sommer

01/03-2019: I tirsdags den 26. februar registrerede DMI en tangering af den 29 år gamle varmerekord for februar med en temperatur på 15,8 ºC.


Her på Bornholm nåede temperaturen flere steder op på mellem 12 og 13 ºC. Set over de sidste fem år indtog mængden af nedbør i februar 2019 en andenplads efter februar 2017 med en nedbørsmængde på 54,4 millimeter, hvor normalen er 41 millimeter. Alligevel kom februar i år ind på en førsteplads med hensyn til solskinstimer, idet måneden gav 90,2 solskinstimer mod normalen på 58 timer.


Her er februar en vintermåned, så denne varme er usædvanlig.


I Australien er februar en sommermåned, og der forventer man varme i øjeblikket. Det, sommeren 2018-19 bød på, ligger imidlertid langt ud over det sædvanlige. Denne sommer blev den varmeste, der nogensinde er målt (optegnelser går tilbage til 1910). Den sidste rekordsommer var 2012-13.


Blandt meteorologer og klimaforskere siger man, at ’klima er det, man forventer; vejr er det, man får’.


Klima er en statistisk beskrivelse af vejr. Det beskriver det gennemsnitlige vejr, man oplever over en bestemt tidshorisont – for eksempel over en bestemt lokalitet eller gennemsnittet over en bestemt region. Klima beskriver også, hvor meget vejret varierer omkring disse gennemsnitsværdier.


Klima drejer sig også om udviklinger – længerevarende ændringer i vejret, der skiller sig ud fra korterevarende variationer.


Almindeligvis er de enkeltstående vejr- og klimahændelser, som forskere betragter som værende mest bemærkelsesværdige, de hændelser, der både er ekstreme historisk set og i overensstemmelse med kvantificerbare udviklinger eller ligger helt ud over det.


I Australien lever både sommeren 2012-13 og sommeren 2018-19 op til det hele – og desværre er det ikke overstået endnu.


Ud over sommervarmen oplevede mange områder også, at sommernedbøren blev mindre end normalt, og det ser heller ikke ud til, at efteråret – marts, april og maj – vil udligne manglen på vand. Dermed ser det ud til, at denne sommer også vil ligge blandt de 10 tørreste, der er målt. Det får store konsekvenser for landbruget.


Den igangværende stigning i de globale lufttemperaturer og opvarmning af havene var en faktor i denne varmere-end-gennemsnittet sommer, slår det australske Bureau of Meteorology (BoM) fast.


Her i Danmark må det være med en vis frygt, at mange landmænd og skovbrugsfolk, som blev hårdt ramt af sidste sommers tørke, ser frem mod denne sommer.


Også vejrmæssigt set bliver fremtiden mere ekstrem!