AUGUST

Metan-niveauet i atmosfæren stiger - og Baltic Pipe

a) Skematisk sammenligning af skifergas og almindelig naturgas. Når det gælder almindelig naturgas trænger metan op fra skiferlaget gennem semigennemtrængelige formationer over en geologisk tidsskala, og bliver fanget under et geologisk kapsel. Skifergas er metan, der forbliver i skiferformationen og frigives gennem en kombination af præcisionsboring og hydraulisk flækning under højt tryk. b) Global produktion af skifergas og andre former for naturgas fra 2000 til 2017 med fremskrivninger til 2040.

(Data fra EIA 2016 og 2017)

(https://creativecommons.org/licenses/by/4.0/)

31/08-2019: EPA, det amerikanske miljøbeskyttelsesagentur, vil tilbagerulle krav om installation af kontroludstyr i forbindelse med boringer efter olie og gas, på rørledninger og i oplagringsfaciliteter, der skal sikre, at læk af metan bliver mindsket mest muligt.


Kravene blev indført under Barack Obama, men Trump-regeringen ønsker nu at annullere tiltagene med henvisning til, at det vil spare olie- og gasindustrien for mellem 17 millioner og 19 millioner dollars om året eller med op til 123 millioner dollars frem til 2025.


Pressionsgruppen Clean Air Task Force sagde ifølge The Guardian, at EPA dermed ignorerer sin egen årtier lange præcedens og et bjerg af vidnesbyrd om, at nedbringelse af metanlæk ikke alene er nemt sammenlignet med for eksempel CO2, men også ekstremt vigtig, for som gruppens advokat, Darin Schroeder, siger:


”Hvis det lykkes EPA at færdiggøre og implementere dette ulovlige forslag, vil det have ødelæggende indvirkninger på vort klima mange år ud i fremtiden.”


Metan er den næstvigtigste drivhusgas efter CO2, idet den er 30 til 40 gange kraftigere, men forsvinder til gengæld hurtigere i atmosfæren. I modsætning til CO2-udledninger reagerer klimasystemet hurtigt på ændringer i metan-udledninger, og derfor giver reduktion af disse udledninger en øjeblikkelig mulighed for at mindske hastigheden i den globale opvarmning, hedder det i en ny undersøgelse offentliggjort i Biogeoscience.


I de sidste årtier af det 20. århundrede steg niveauet af metan i atmosfæren støt, men fladede ud i det første årti af det 21. århundrede. Siden 2008 begyndte metan-koncentrationerne igen at stige hurtigt, og hvis den stigning fortsætter i de kommende årtier, vil det give anledning til en betydelig stigning i den globale opvarmning, og gøre det endnu mere umuligt at nå målene i klimaaftalen fra Paris i 2015, hvori det blev antaget, at metan-niveauet i dag ville være faldende.


Undersøgelsens forfatter, Robert W. Howarth, professor i økologi og miljøbiologi ved Cornell University, fortæller, at en analyse af kulstofindholdet i metan har ført til, at han i dag kan fastslå kilden til det stigende niveau af metan i atmosfæren.


Der er tale om to versioner af metan i naturen – metan med kulstof 13-isotop og metan med kulstof 12-isotop.


Metan fra biologiske kilder som køer og vådområder har et lavt indhold af kulstof 13 i forhold til kulstof 12. De stigende metan-koncentrationer i atmosfæren har i dag et højt indhold af kulstof 13, som er den kemiske signatur for metan fra almindelig naturgas og andre fossile brændstoffer som olie og kul.


Howarth konkluderer derfor, at det var forkert, når tidligere undersøgelser påpegede, at biologiske kilder sandsynligvis er årsagen til det stigende niveau af metan, vi ser i dag. Det er entydigt produktion af olie og gas ved hjælp af fracking – den proces, hvor man tvinger kemikalier og vand ned i underjordiske skiferlag, der så sprækker og frigiver de fossile brændstoffer.


Takket være fracking-teknologien er USA i dag verdens største producent af olie og gas, som sælges til lande over hele verden, og netop derfor er det seneste forsøg fra Trump-regeringen på at forhindre kontrol med udledning af metan så alvorlig – mellem 75% og 99% af naturgas er nemlig metan.


Til gengæld kan resultaterne af den foreliggende undersøgelse måske være med til at forhindre, at fracking-industrien får held til at sprede sig til Europa og resten af verden. Allerede i dag er der voldsom modstand mod fracking, og teknikken er blevet forbudt i Frankrig, Tyskland og Irland.


I Storbritannien findes der én aktiv fracking-plads nær Blackpool, men produktionen blev indstillet i sidste uge, da man registrerede en række mikrojordskælv i området. Mandag i denne uge oplevede indbyggerne i området så det kraftigste jordskælv – 2,9 på Richter-skalaen – som følge af fracking-aktiviteterne. Lignende jordskælv er også blevet registreret omkring fracking-pladser i USA.


Sådanne hændelser er dog det rene vand (nåh ja, fracking ødelægger i mange tilfælde også drikkevandet i områderne) i forhold til den globale opvarmning, som kan forudses, hvis metan-udledninger fortsætter – og pludselige, voldsomme naturlige udledninger af metan fra optøende permafrost og metanhydrater i havet langs kontinentalsoklerne er slet ikke medregnet her.


Men lad os ikke blive for optimistiske. Anvendelse af det fossile brændstof naturgas stiger kraftigt i det meste af verden – også i Danmark. Og i Danmark lægger vi også jord til naturgasledningen Baltic Pipe, som skal føre gassen tværs over landet og videre gennem Østersøen til Polen (se blog-indlæg 22/01-2018 og 21/03-2018).


De milliarddyre naturgasanlæg under opførelse i Danmark og mange andre lande vil sikre, at dette fossile brændstof vil blive anvendt i adskillige årtier fremover – den nuværende regering burde så i det mindste stoppe Danmarks del af den udvikling, for det var trods alt også forventning om en klimaindsats, de blev valgt på.


I øjeblikket er de indledende forberedelser til naturgasledningen Baltic Pipe i gang, idet der foretages arkæologiske undersøgelser af jordarealerne.


Røret skal gå fra Blåbjerg ved Vestkysten og til modtagestationen i Nybro ved Varde. Gassen sendes dernæst videre gennem eksisterende rør til Egtved. Herfra bygges der en ny rørledning under Lillebælt og tværs over Fyn for at ramme den eksisterende rørledning under Storebælt. På Sjælland skal der så anlægges yderligere 70 kilometer ny rørledning fra Kongsmark ved Slagelse, forbi Næstved til Strandegaard syd for Faxe Ladeplads, hvor ledningen "går i vandet".

Offentliggjort den 27. aug. 2019

In the UK, Extinction Rebellion’s third demand is that government must create and be led by the decisions of a citizens’ assembly on climate and ecological justice.

Klimaforskere versus klimabenægtere

28/08-2019: En af de store trusler mod klimaet er klimabenægtere – ikke fordi de har noget som helst videnskabeligt at byde ind med, men fordi medierne, især i USA, fortsat giver dem taletid ud over alle fornuftige grænser.


En ny videnskabelig undersøgelse om fænomenet i Nature Communication fortæller i indledningen, at selv om et overvældende flertal af klimaforskere støtter de fundamentale beviser for eksistensen, oprindelsen og den samfundsmæssige betydning af menneskeskabte klimaændringer, har klimabenægtere haft succes med at organisere en stærk røst i medierne, når det handler om politik og videnskabelig kommunikation.


De tre forskere bag undersøgelsen, Alexander M. Petersen, Emanuel M. Vincent og Anthony LeRoy Westerling, identificerede 386 fremtrædende klimabenægtere og 386 fremtrædende klimaforskere. Derefter identificerede forskerholdet de 100 mest prominente fra hver gruppe i de 100 mest fremtrædende engelsksprogede trykte og digitale medier. Mere end 26.000 artikler præsenterede klimabenægternes synspunkter, mens blot 17.530 artikler præsenterede forskning om klimaændringer i den undersøgte periode.


Til Climate News Network siger en af de tre forskere, professor Westerling:


”Det er velkendt i dag, at en velfinansieret propagandakampagne på vegne af konservative interesser i fossile brændstoffer førte til, at mainstream medier formulerede reportager om klimaforskning som politiske reportager i stedet for videnskabelige reportager. Politiske reportager fokuserer på fortællingen om konflikter og prøver at fremhæve rivaliserende synspunkter i stedet for at fortælle den videnskabelige historie.”


Tidligere i år blev en undersøgelse med titlen ”The social cost of lobbying over climate policy”, som netop påpeger dette problem, offentliggjort i Nature Climate Change.


Indenrigspolitiske processer former klimapolitikken i verdens lande, siger de to forskere bag undersøgelsen, Kyle C. Meng og Ashwin Rode. Især er der en stigende bekymring over den rolle, som politisk lobbyvirksomhed har på klimapolitikken.


For at illustrere dette undersøgte forskerne den rolle, som den politiske lobbyvirksomhed i den private sektor havde på Waxman-Markey lovforslaget i USA omkring 2009-2010. Hvis lovforslaget blev vedtaget, ville loven – også kendt som ’American Clean Energy and Security Act’ - være den mest markante og lovende amerikanske klimalov til dato.


I alt blev der brugt 700 millioner dollars på politisk lobbyvirksomhed for at prøve at forringe lovforslagets chancer for at blive vedtaget, og forskerne vurderer, at det investerede beløb reducerede dets mulighed for succes med 13 procent fra 55 procent til 42 procent. Lovforslaget blev ikke vedtaget.


De to forskere brugte også deres beregningsmodeller til at give et tal på de samlede samfundsmæssige omkostninger ved de ”ekstra” udledninger af drivhusgasser som følge af, at loven blev forkastet. For ødelæggelser på folks sundhed, landbrug, forsikringsomkostninger og så videre var 2018-prisen 60 milliarder dollars, beregnede de.


I en tredje undersøgelse i Global Environmental Change med titlen ’Nationalizing a global phenomenon: A study of how the press in 45 countries and territories portrays climate change’ gennemgik forskerholdet mediedækningen om klimaet i 37.000 artikler i 45 lande på alle beboede kontinenter.


De fastslog, at der var en markant forskel på dækningen mellem rige lande og fattige lande. Som de to første undersøgelser indikerer, bliver spørgsmålet i rige lande ofte præsenteret som om, det drejer sig om hjemlig politik og klimaforskning. I de fattige lande blev det gjort til et internationalt anliggende, og især her var man bekymret over indvirkningen af klimakrisen.


Forskerholdet siger, at selv om klimaændringer er et globalt spørgsmål, der påvirker hvert eneste land i verden, så varierer den måde, hvorpå nyhedsmedierne fremstiller det, fra land til land.


For os, der lever i den del af den vestlige verden, hvor lobbyvirksomhed i forhold til USA ikke har det samme omfang, er vi nok mere bevidste om klimaændringer som et globalt problem ikke mindst takket være en lidt mere fair pressedækning. Og det er derfor heller ikke svært at forstå, at fattige lande har en helt anden erkendelse af problemet end i USA, da klimaændringer netop i disse lande er en daglig realitet.


Journalisme burde altid være baseret på redelighed, men i USA oplever man altså stadig, at medierne gør brug af klimabenægtere i alle afskygninger. Som professor Westerling siger:


”De fleste klimabenægtere er ikke forskere, og de, der er, har meget tvivlsomme skudsmål. De er slet ikke i den samme klasse som topforskerne. De er ikke engang i samme klasse som den gennemsnitlige karriereforsker.”

De nordlige skove brænder

26/08-2019: Hvert år afbrændes 3 til 5 millioner kvadratkilometer af Jordens overflade ved naturbrande, hvilket sender store mængder kulstof op i atmosfæren, men en betydelig andel af den brændte vegetation omdannes til pyrogent (dannet ved varme) kulstof, som kan være oplagret i undergrunden i tusindvis af år.


I en ny videnskabelig undersøgelse offentliggjort i Nature Geoscience har forskerne beregnet, hvor store mængder kulstof, der i den form er oplagret i undergrunden. Deres resultater viser, at siden 1750 har den samlede mængde pyrogent kulstof udgjort 33 til 40 procent af den globale mængde biomasse-kulstof, som er gået tabt gennem ændringer i brugen af land i den periode.


Med andre ord kan produktion af pyrogent kulstof udgøre en betydelig, men hidtil overset, oplagring af atmosfærisk CO2 i jorden, som vi i så fald står til at miste med det kraftigt voksende antal naturbrande.


Oplagring af CO2 er en del af det naturlige kulstofkredsløb (se billedet), men det kan tage mange årtier før det kulstof, som går tabt ved naturbrande, er oplagret igen dels ved hjælp af nye træer, som henter CO2 fra luften til at vokse, og dels gennem genopbygning af kulstof i jorden fra døde planter, blade og grene.


De nordlige skoves økosystem dækker en stor del af den nordlige halvkugles subarktiske landområder med nåletræsskove og tørvemoser – i alt 10 procent af klodens landareal – men regionen oplagrer helt op til en tredjedel af kulstoffet i det samlede landareal.


Skal dette økosystem fortsat fungere som en vigtig kulstofbrønd, kræver det, at naturbrandene, som i sig selv også er en vigtig del af kulstofkredsløbet, optræder med et tidsinterval, der giver den nødvendige ro til at genopbygge kulstofoplagringen i jorden, men med den menneskeskabte globale opvarmning er naturbrandes hyppighed og intensitet vokset over hele verden – og det bliver værre, jo mere temperaturen stiger.


Udgangspunktet for den konklusion er en videnskabelig undersøgelse offentliggjort i PNAS (Proceedings of the National Academy of Sciences), hvor forskerne havde undersøgt lag af trækul i 14 søer i det indre Alaska for at fastslå årsager og konsekvenser af naturbrande i de nordlige skove i de sidste 10.000 år.


I tiden omkring middelalderen for 500 til 1000 år siden, som temperaturmæssigt svarede til de forhold, vi har i dag, kunne skovene i regionen på trods af en høj biomasseafbrænding stadig opretholde en relativ stabil tidsfrekvens mellem de enkelte naturbrande, fordi de varme og tørre klimaforhold gav mulighed for fremkomsten af en mindre brandbar løvfældende vegetation.


Den hurtige globale opvarmning i de seneste årtier har imidlertid betydet, at enhver sammenligning med middelalderen ikke længere er til stede. I dag er forholdene i de nordlige skove netop karakteriseret ved en høj hyppighed af naturbrande og større biomasseafbrænding, siger forskerne.


En ny videnskabelig undersøgelse refereret i en artikel på The Conversation fortæller om indvirkningerne af en omfattende naturbrand i Canada, hvor et areal på størrelse med Belgien nedbrændte i 2014.


Forskerne indsamlede prøver fra 200 lokaliteter i området og kunne fastslå, at mere end en fjerdedel af de nedbrændte træer ikke var mere end 60 år gamle. De var meget yngre end den historisk set gennemsnitlige tidsmæssige afstand mellem de enkelte naturbrande, som i denne region er mellem et og to århundreder.


Ved hjælp af kulstofdatering kunne man påvise, at jordbunden i omkring halvdelen af arealet i den unge skov havde mistet mere kulstof i 2014, end der var blevet opbygget siden den foregående brand i 1960’erne. Dermed var halvdelen af jordbunden i den unge skov omdannet fra en kulstofbrønd til en kilde til kulstofudledning.


Ud over at klimaændringerne afkorter intervallet mellem naturbrandene i de nordlige skovregioner og dermed forkorter den tid, som er til rådighed for genskabelse af skoven, så bevirker den globale opvarmning også, at intensiteten i naturbrandene vokser, hvilket gør det muligt for ilden at nå dybere ned i jorden.


Disse faktorer betyder, at mere og mere af det økosystem, som vi er så afhængige af, når det gælder optagelse af CO2 fra atmosfæren, og som omfatter store skovområder i Nordamerika, Rusland og Kina, snart ender med at sende mere CO2 ud i atmosfæren, end det optager.


Konklusionen er ifølge forskerne, at vi er hjælpeløse overfor de omfattende ændringer i de nordlige skoves økosystem. Det eneste, vi kan gøre, er meget hurtigt at nedbringe vore udledninger af CO2, som er årsag til den globale opvarmning, og som fortsat vokser år for år.

Amazonas brænder stadig

There have been more than 72,000 fire outbreaks in Brazil so far this year, up 84% on the same period in 2018, according to the country’s National Institute for Space Research. More than half were in the Amazon. It followed reports that farmers were feeling emboldened to clear land for crop fields and cattle ranches because the new Brazilian government was keen to open up the region to economic activity. The Brazilian president, Jair Bolsonaro, instead accused environmental groups of starting fires. Jair Bolsonaro claims NGOs behind Amazon forest fire surge – but provides no evidence

23/08-2019: Amazon-regnskoven brænder!


Nyhedsværdien af det budskab er til at overse – for et halvt år siden, den 17/02, henviste jeg i et blog-indlæg til en artikel på The Intercept om det forhold, at Brasiliens nyvalgte præsident Bolsonaros lovede, at tillade langt større udnyttelse af regnskoven til landbrugsarealer og minedrift. Den 06/07 lagde jeg en henvisning til endnu en artikel på The Intercept med titlen ’Rainforest on Fire’ under fanen Links.


I dag er situationen så den, at der indtil nu har været over 73.000 brande i Amazonas i år alene – i 2018 var der omkring 40.000 brande i alt. Det har fået den franske præsident Emanuelle Macron til at tweete dette ifølge dr.dk:


”Vores hus brænder bogstaveligt talt. Amazonas brænder. Verdens lunger, som producerer mere end 20 procent af planetens ilt. Det er en international krise, lad os diskutere dette på G7-topmødet om 2 dage.”


Forhåbentlig ved han, at Brasilien ikke er medlem af G7, for udsagnet om, at Amazonas producerer mere end 20 procent af klodens ilt er noget sludder. Jordens atmosfære indeholder faktisk cirka 21 procent ilt og har gjort det i millioner af år.


Amazonas-regnskoven optager store mængder CO2 og udleder ganske rigtig ilt i stedet, men den ilt forbruges stort set af det meget rige dyreliv i skoven. Brændes skoven af, optager den ikke længere CO2, og skovens funktion som stabilisator af klimaet både i nærområdet og globalt forsvinder også – to meget vigtige funktioner for kloden.


Derudover er det funktionen som et enormt økosystem for millioner af dyre- og plantearter, der kun lever i dette område, og som for altid vil være forsvundet, når skoven går til grunde, der for alvor tæller.


Og så er der alle de oprindelige folk, som dagligt må kæmpe for at opretholde et værdigt liv, mens træerne falder omkring dem, og omdannes til marker til dyrkning af for eksempel soja, der blandt andet sælges som foder til danske svin og kvæg.


Hvad G7-landene kan stille op overfor en mand som Bolsonaro er svært at se. Derfor rejser det uvægerligt spørgsmålet, om demokratiet har spillet fallit, når Bolsonaro, Orbán, Duterte, Erdoğan og naturligvis Trump kan vælges til deres lands leder.


Hvad hjælper det, at valg forløber demokratisk, når de folk, der kan vælges imellem, er udpeget gennem processer, der er alt andet end demokratiske og er styret af korruption og rådne politikere!


Men lad mig slutte af med en god nyhed: Milliardæren David Koch er død.

Havniveau og bølger

21/08-2019: Som jeg nok har nævnt adskillige gange, har IPCC’s vurdering af havniveauet i de kommende årtier være sat alt for lavt. IPCC gør selv opmærksom på problemet, idet man siger, at bidrag til havniveauet fra iskapperne på Grønland og Antarktis endnu ikke har været muligt at medtage i fuld udstrækning, da forskningen omkring afsmeltningen indtil videre ikke er i stand til at levere sikre forudsigelser, fordi mange spørgsmål om processerne stadig er ubesvaret.


Med de fortsat stigende udledninger af drivhusgasser frygter mange forskere, at afsmeltningen vil gå hurtigere end man i øjeblikket forventer og under alle omstændigheder hurtigere, end det vil være muligt for de fleste lande i verden at sikre deres kystnære infrastrukturer mod det stigende havniveau.


Det gælder også Australien, hvor den uafhængige organisation Climate Council i 2014 lavede en beregning over, hvad det vil koste landet med en havniveaustigning på 1,1 meter. Som følge af oversvømmelser og erosion vil skaderne på Australiens handel og industri, veje og jernbaner, lufthavne og huse beløbe sig til mere end 1000 milliarder kroner.


Den 19.august i år offentliggjorde et forskerhold fra Australien så en undersøgelse i Nature Climate Change, der fortæller, at det ikke kun er havniveauet, der ændrer sig i en varmere verden – fremherskende bølgeretninger vil ændre sig, fordi vindmønstre ændrer sig, og bølgeforhold som højde, længde og frekvens vil ændre sig.


Bølgehøjden vil ifølge forskerne ikke nødvendigvis vokse. Nogle regioner kan opleve lavere bølgehøjde, mens man andre steder vil se højere bølger. Det vigtige er, siger de, at når bølgelængden og bølgefrekvensen ændrer sig samtidig med en ændring af bølgeretningen, kan det få store konsekvenser for kystområderne, idet man så kan opleve, at bølgerne løber højere op på strande, og at bølgedrevne oversvømmelser bliver hyppigere.


Selv om de nævnte bølgekarakteristika hver for sig er vigtige, så har forskerholdet fundet, at cirka 40 procent af verdens kystlinjer vil opleve ændringer i både bølgehøjde, periode og retning samtidig.


Sidste år viste en undersøgelse fra National Oceanographic Centre (NOC) i Storbritannien, at hvis målet om at holde de globale temperaturstigninger under 2 ºC ikke blev nået, kan oversvømmelser i forbindelse med et stigende havniveau på 0,86 meter (middelhavniveaustigningen ifølge IPCC) koste verdenssamfundet 14 billioner dollars om året om 80 år.


Adskillige nye undersøgelser om stigninger i havniveauet i de kommende årtier er nået frem til betydeligt højere tal. For eksempel siger en undersøgelse fra juni i år, at en stigning på mere end 2 meter som følge af bidrag fra de smeltende iskapper er sandsynlig om 80 år. Og en anden undersøgelse fra maj i år anbefaler, at man af hensyn til sikring af kritisk infrastruktur bør gå ud fra en havniveaustigning på 2 til 3 meter.


I lyset af klimakrisens udvikling i år og forskernes overraskelse over, hvor hurtigt konsekvenserne af den globale opvarmning viser sig i disse måneder, fortsætter jeg med at sætte min lid til de dygtige forskere, der til stadighed advarer om, at havniveauet snarere vil stige mindst 5 meter i de næste 80 år, fordi afsmeltningen fra Antarktis og Grønland vil gå hurtigere, end de fleste forestiller sig i dag (se tidligere blog-indlæg om havniveau).


Og omkostningerne for verdenssamfundet? Uoverskuelige!

Klima-svinet er på vej til Danmark

Great team deploys the infantile demagogue and his weapon of mass destruction outside Bumbershoot music festival in Seattle. Folks can pitch in to deliver you this imagery and give Trump the military parade he deserves. Http://BabyTrumpParade.Org

19/08-2019: Mandag den 2. september kommer verdens største klima-svin, Trump, til Danmark og rejser igen ifølge tidsplanen den 3. september – med forbehold for ændringer.


Formålet med besøget er at lægge pres på den danske regering for at give USA lov til en meget større tilstedeværelsen i Grønland, end den nuværende Thule-base tillader. Årsagen er den tiltagende kamp om adgang til de ressourcer i Arktis, som forventes at blive tilgængelige i takt med havisens forsvinden som følge af den menneskeskabte globale opvarmning.


Både Kina og Rusland har af samme grund i stigende grad rettet blikket mod denne del af verden, og en kraftig militær oprustning kan forventes. Når Trump tilsyneladende lægger op til forhandlinger med den danske regering om køb af Grønland eller i det mindste langt større adgang, er formålet at bruge øen til militær oprustning – og intet andet.


Det er en hån mod menneskeheden – og kloden – at klima-svinet overhovedet bydes velkommen i Danmark, og et slag i ansigtet på de mange millioner amerikanere, der dagligt må leve med tåben Trumps forsøg på at afvikle ethvert tiltag, som prøver at dæmpe ødelæggelserne efter alt for mange års kapitalisme.


Her er et overblik over nogle af de fortrædeligheder, som klimakrisen har påført den amerikanske befolkning denne sommer:


I øjeblikket drukner store dele af Midtvesten under oversvømmelser, som har stået på i ugevis efter de 12 mest regnfulde måneder i landet, siden optegnelser begyndte. Samtidig er et næsten rekordstort antal tornadoer fejet gennem regionen og har smadret hjem og indtil nu dræbt mere end 40 mennesker. Alene i Oklahoma er statens 77 kommuner i undtagelsestilstand. I stat efter stat er budskabet det samme: Folk har aldrig oplevet noget lignende.


Alaska har haft den varmeste juli, man nogensinde har registreret – 14,5 ºC, som er 1,5 grad over den sidste rekord fra juli 2004. Netop en arktisk hedebølge denne sommer er årsagen, og langs Alaskas kyster er havisen forsvundet. Ifølge forskere er tabet af havis sket så hurtigt, at man ikke har set noget lignende i de 40 år, man har satellitobservationer. Beringstrædet mellem Rusland og Alaska er fuldstændig isfrit.


Marco Tedesco, som er klimaforsker ved Columbia University’s Lamont-Doherty Earth Observatory, siger ifølge The Guardian:


”Det ser ud til, at det værste scenarie ifølge IPCC måske er en underdrivelse, for vi ser nu en afsmeltning af isen, som vi først forventede om 30 til 40 år. Det er alarmerende, fordi det går så hurtigt, og det er svært at forudsige konsekvenserne.”


De østlige to tredjedele af USA har denne sommer svedt under en trykkende hedebølge, og ifølge forskere bliver det kun værre i de kommende år. Om blot 30 år vil man i gennemsnit 36 dage om året kunne se temperaturer på 37,7 ºC eller varmere. Deres rapport fortæller om en fremtid så varm, at det kan være svært at forestille sig i dag. Næsten over hele USA vil folk opleve flere dage med farlig varme allerede i løbet af de kommende par årtier.


I løbet af de næste 80 år kan en tredjedel af den amerikanske befolkning forvente at opleve mindst en uge om året med temperaturer, der overskrider den øvre grænse på National Weather Service’s varmeindeks – 53 ºC. Temperaturer i den størrelsesorden optræder i dag kun i Sonoran-ørkenen på grænsen til Sydcalifornien og Arizona.


Som alle andre steder i verden betyder den globale opvarmning, at der lægges pres på adgangen til vand i de amerikanske stater. Allerede i dag oplever en håndfuld stater et betydeligt pres på deres vandforsyning – først og fremmest i New Mexico med Californien på andenpladsen efterfulgt af Arizona, Colorado og Nebraska.


En analyse viste for nylig, at forsyningen af grundvand i 12 millioner brønde i USA var ved at være udtømte. Det betyder, at man borer dybere, men den udvikling er kun tilgængelig for få og kaldes af forskerne for en midlertidig ikke-bæredygtig udvikling.


Californien oplevede i dette årti en langstrakt tørke, som begyndte i 2011 og først er aftaget i de sidste par år med omfattende konsekvenser for vandforsyningen. I samme periode oplevede de amerikanske øer Puerto Rico og Jomfruøerne alvorlig tørke, og i 2016 gik det ud over det nordøstlige USA. I 2017 var det de nordamerikanske sletter, og i dag er det Alaskas sydøstlige regnskove.


Trump-regeringen vælger konsekvent at ignorere alle advarsler fra klimaforskerne udelukkende af hensyn til Trumps politiske målsætninger om at tilgodese den amerikanske industri – først og fremmest fracking-, kul- og olieindustrien. Og det sker på trods af gentagne advarsler fra hans egne efterretningstjenester, der påpeger, at klimaændringerne udgør en trussel mod den nationale sikkerhed.


I øjeblikket åbner Trump offentlige land- og havområder for olie- og gasboringer, som vil føre til en produktion af klimaopvarmende drivhusgasser, der ifølge en ny rapport vil overstige de samlede årlige udledninger fra EU.


Da klima-svinet samtidig er en notorisk løgner, hævder han, at ren luft og rent vand altid har været en prioritet for ham og hans regering, men det er vælgerne, som simpelthen ikke vil accepterer hans tiltag mod klimakrisen.


Virkeligheden er, at flertallet af amerikanere i lighed med befolkninger i resten af verden ønsker en politik, der accepterer, at klimatruslen er reel, og at der skal handles nu for at redde kloden.


Lad os i solidaritet med den amerikanske befolkning gøre tåbens besøg i Danmark til en manifestation mod rådne og korrupte politikere og industrifolk i hele verden, der gør, hvad de kan for at ødelægge menneskehedens fremtid for personlig vindings skyld.

Den Vestantarktiske Iskappe smelter

16/08-2019: Forskere har nu leveret de første beviser på, at den menneskeskabte globale opvarmning er skyld i en betydelig afsmeltning fra Antarktis.


To nye videnskabelige undersøgelser offentliggjort i henholdsvis Nature Geoscience og ScienceAdvances har set på årsagerne til de igangværende store afsmeltninger fra isen langs Amundsenhavet og Rosshavet langs Den Vestantarktiske Halvø.

Credit: NASA

En kombination af satellitobservationer og klimamodeller har gjort det muligt for et forskerhold fra Storbritannien og USA at forstå, hvordan vindforholdene nær Vestantarktis har spillet en rolle i disse afsmeltninger.


Man har længe vidst, at naturlige variationer i vindforhold med en varighed på omkring 10 år har spillet en rolle. Uregelmæssige østgående vinde forstærker tilstrømningen af af varmt dybhavsvand frem mod kontinentalsoklen under Amundsenhavet, som smelter ishylderne langs kysten nedefra.


Med den nye undersøgelse i Nature Geoscience står det imidlertid nu klart, at en meget længerevarende ændring i vindforholdene siden begyndelsen af det 20. århundrede kan sættes i forbindelse med de stigende udledninger af drivhusgasser. Og fortsætter udledningen af drivhusgasserne, kan det betyde, at tilstrømningen af varmt havvand – og dermed afsmeltningen – vokser i de kommende årtier.


En af medforfatterne på undersøgelsen, professor Pierre Dutrieux fra Lamont-Doherty Earth Observatory, siger til Climate News Network:


”Vi vidste, at denne region var påvirket af naturlige klimakredsløb af cirka 10 års varighed, men de forklarede ikke nødvendigvis istabet. Nu har vi beviser for, at der er en hundred år lang underliggende ændring i disse kredsløb, og at den er forårsaget af menneskelige aktiviteter.”

Den anden nye undersøgelse i Science Advances supplerer den første undersøgelse, idet forskerholdet her har set på forbindelsen mellem varmere havforhold og iskappens tilbagetrækning i Rosshavet langs grundstødningslinjen på havbunden.


Ross-ishylden er den største ishylde i Antarktis, og spiller en vigtig rolle som en samlet afstivning af både iskapperne på Vestantarktis og Østantarktis. Forsvinder denne prop, har begge iskapper frit løb ud i havet – i forvejen er Ross-ishylden det område langs Antarktis, der udleder mest is.


Fra tidligere undersøgelser ved man, at grundstødningslinjen på havbunden (der, hvor ishylden rammer havbunden - se billedet) har trukket sig mere end 1000 kilometer tilbage siden den sidste istid. Men hvor følsom dette iskappesystem er overfor miljømæssige påvirkninger, vides ikke med sikkerhed.


I den nye undersøgelse argumenterer forskerholdet for, at det er opvarmning af havet, som har været den vigtigste drivkraft bag afsmeltningen siden sidste istids ophør. Og dermed, fastslår forskerne, må Ross-ishylden være meget følsom overfor ændringer i havet.


Forskerholdet bygger deres antagelser på kulstof 14-dateringer af havbundssediment i Rosshavet, som viser, at isens tilbagetrækning netop startede, da klimaet begyndte at blive varmere. Luften opvarmedes først, men det var opvarmningen af havet (som tager længere tid end atmosfæren), der blev hoveddrivkraften i afsmeltningen nedefra af Ross-ishylden.


Hvordan havtemperaturer under Ross-ishylden vil ændrer sig i fremtiden er imidlertid svært at forudsige, siger en af forskerne bag undersøgelsen, Dan Lowry, i en artikel i The Conversation. Det vil afhænge af forhold som ændringer i havcirkulationsmønstre og komplekse vekselvirkninger og feedbacks mellem havis, overfladevinde og smeltevand fra iskappen.


Det meste af isen på Den Vestantarktiske Halvø ligger under havniveau, og varmere havtemperaturer har gjort forskere bekymrede for et muligt sammenbrud af iskappen med store havniveaustigninger til følge.


Ifølge EurekAlert mister Antarktis i øjeblikket is seks gange hurtigere end for 40 år siden.

Verdenshavene er truet

13/08-2019: Der er et kritisk hul i vores forståelse af, hvordan menneskeheden påvirker verdenshavene, og det skyldes en begrænset viden om, hvor hurtigt de samlede indvirkninger af stadig større menneskelige aktiviteter rammer havenes økosystemer.


En ny videnskabelig undersøgelse offentliggjort i Nature har derfor sat sig for at adressere de mønstre, områder og kræfter, der i perioden fra 2003 til 2013 har drevet hastigheden i de ændringer, som netop skyldes de menneskelige påvirkninger.


Som bekendt er hele 71 procent af Jordens samlede areal dækket af vand, men fra mange tidligere undersøgelser ved man, at virkningerne af menneskelige aktiviteter alligevel udgør en betydelig og allestedsnærværende kraft, som er under stadig forandring.


Undersøgelser af havenes individuelle økosystemer som koralrev, kelpskove og søgræs har påvist en global forværring af økosystemernes betingelser for at fungere som følge af menneskeskabte stressfaktorer. Det drejer sig for eksempel om boreplatforme, havbrug og havbundsminedrift – aktiviteter, som til stadighed vokser i omfang. Men helt almindelige aktiviteter på havet nævner forskerne også som vigtige stressfaktorer.


Det gælder for eksempel kommercielt fiskeri af enhver art, skibsfart i almindelighed, lysforurening og forurening, der stammer fra aktiviteter på land, og som betyder, at næringsstoffer af organisk og kemisk natur løber ud i havet.


Klimaændringer spiller naturligvis også en stor rolle – stigende temperaturer i havoverfladen, fordi mere end 90 procent af den ekstra opvarmning, som skyldes vore udledninger af drivhusgasser, optages af verdenshavene, forsuring af havene, som skyldes, at havene også optager store mængder CO2 fra luften, og det stigende havniveau.


De nye resultater påviser, at de samlede menneskeskabte indvirkninger på havene i den undersøgte 11 år lange periode voksede betydeligt i hele 59 procent af oceanerne. Indvirkningerne voksede hurtigst i Sortehavet, den tropiske del af Atlanterhavet, den tempererede nordvestlige del af Stillehavet, den subtropiske del af Det indiske Ocean, af Atlanterhavet og af Stillehavet.


Risiko for sammenbrud af økosystemer, eller hvor sammenbrud allerede har fundet sted, er ifølge undersøgelsen Sortehavet, den østlige del af Middelhavet, langs den canadiske østkyst, den sydlige del af Atlanterhavet og langs med det sydlige og vestlige Australien.


De stressfaktorer, som skyldes de menneskeskabte klimaændringer, stiger generelt hurtigt globalt, men især langs kyster, og stigningen i forekomsten af unormalt høje temperaturer i havoverfladen står for 75 procent af disse påvirkninger, mens havforsuring kommer på andenpladsen med 16 procent.


På trods af undersøgelsens triste resultater ser forskerne også glimt af håb, idet mange lande i den valgte tidsperiode har været i stand til at nedbringe menneskeskabte indvirkninger gennem for eksempel en betydelig nedgang i kommercielt fiskeri og en nedgang i den forurening, som løber ud i havet fra landjorden. Det er især sket i Europa, Asien og dele af Afrika, siger de.


Dog siger forskerne også, at menneskehedens voksende behov for mere land fører til stadig flere konflikter, som i sidste ende betyder, at presset på udnyttelsen af havenes ressourcer vokser. Derfor står verdens befolkning overfor svære valg i fremtiden, for hvor store ændringer kan havenes økosystemer tåle, før de bryder sammen?


Ødelægges disse økosystemer, ødelægger vi også vores egen fremtid!

Hvad IPCC ikke fortæller i ny rapport

11/08-2019: Jeg kom til Bornholm som klimaflygtning for lidt over tre år siden.


Det meste af Bornholm er 80 meter eller mere over havets overflade, og øens drikkevandsforsyning er ifølge GEUS stabil. Fra adskillige feriebesøg på den nordlige del af øen havde jeg en forestilling om meget natur og en landbrugsproduktion, der kan brødføde øens befolkning.


Jeg fik bolig på den sydlige del af øen og opdagede hurtigt, at landbruget fylder rigtig meget på Bornholm. Bortset fra Almindingen består naturen mest af små grønne øer i et landskab af intensivt dyrkede marker og store svinebrug. Og det meste af afgrøderne på de bølgende korn- og majsmarker går til dyrefoder, eller markerne anvendes direkte til græsning for kvæg.


IPCC’s seneste rapport fortæller netop, at verdens landbrug står for 23 procent af de udledninger af drivhusgasser, vi i øjeblikket producere, men rapporten har kun set på de udledninger, der stammer fra landbrugsmaskiner, anvendelse af kunstgødning og husdyrhold.


Ifølge en af The Guardians klummeskribenter, George Monbiot, undervurderer IPCC-rapporten således groft de sande CO2-omkostninger ved vort store forbrug af kød og mejeriprodukter.


Monbiot spørger: Hvordan forholder det sig, hvis landbrugsproduktion sammenholdes med de naturlige økosystemer, som ellers ville have optaget de samme jordarealer?


Baggrunden for Monbiots spørgsmål er en videnskabelig artikel i Nature sidste år, hvor forskerne har forsøgt at beregne den samlede indvirkning af fødevareproduktionen på udledningen af CO2, når man også tager højde for, hvad landskabet kunne tilbyde i form af naturlig kulstofoplagring, hvis det ikke havde været under plov.


Undersøgelsens resultater viser, at med en gennemsnitlig nordeuropæisk kost betyder det en yderligere stigning i vores årlige pr. capita CO2-aftryk på 9 tons. I 2017 lå en danskers årlige CO2-aftryk på 6 tons ’alt inklusiv’ – en smule højere end det britiske på 5,8 tons samme år – men burde altså være cirka 15 tons om året.


Og den kraftige stigning skyldes udelukkende, at vi spiser kød og mejeriprodukter i store mængder.


Forskerne bag undersøgelsen har beregnet, at kulstofomkostningerne ved produktion af kyllinger i virkeligheden er seks gange højere end produktionen af sojabønner, mens tallet for mælk er 15 gange højere og for kød 73 gange højere. Der er tale om globale gennemsnitstal, hvilket for eksempel betyder, at kødproduktion i Amazonlandet er med til at gøre dette tal højere, end hvis der blot var tale om kødproduktion i for eksempel Danmark.


I april 2019 offentliggjorde to britiske forskere, Helen Harwatt og Matthew N. Hayek, en videnskabelig undersøgelse over, hvilken omstilling det britiske landbrug skal igennem for at landet kan overholde de lovede klimamål, som ifølge klimaaftalen i Paris skal nås af alle lande for at holde den globale opvarmning nede på 1,5 ºC.


I Storbritannien anvendes 55 procent af landbrugsarealerne til dyrkning af afgrøder til dyrefoder ud over millioner af hektar græsmarker. Hvis disse græsmarker i stedet blev omdannet til naturlige økosystemer, og hvis de landbrugsarealer, der bruges til at dyrke dyrefoder, i stedet blev brugt til at dyrke korn, bønner, frugt, nødder og grøntsager til mennesker, ville Storbritannien kunne absorbere så store mængder kulstof, at det ville svare til landets nuværende samlede udledninger i ni år.


Sådan Ligger Landet – tal om landbruget’ er en opgørelse, som Danmarks Naturfredningsforening og Dyrenes Beskyttelse udsender med jævne mellemrum, og den nyeste er fra 2017.


Opgørelsen fortæller, at knapt 80 procent af det danske landbrugsareal går til dyrkning af dyrefoder, og det intensive landbrug truer ikke overraskende Danmarks biodiversitet. Den nye regering, der formodentlig er kommet til magten som følge af en større klimabevidsthed hos vælgerne, vil da også lave en række tiltag på landbrugsområdet.


Man ønsker for eksempel et bindende reduktionsmål for landbruget, som skal forpligte erhvervet til at nedbringe udledningen af drivhusgasser. Landbrugsstøtten skal bruges aktivt som et redskab til at give landmænd incitament til at omstille til mere bæredygtig produktion og på den måde understøtte den grønne omstilling i erhvervet. Og den nye regering vil også tage initiativ til en jordreform, herunder udtagning af landbrugsjord til natur.


Kommer det så i nærheden af det, som de to britiske forskere har foreslået for Storbritannien, hvis CO2-målet skal overholdes – overhovedet ikke. Og det er hykleri, hvis man påstår, at disse tiltag vil mindske Danmarks CO2-aftryk. Det flyttes bare til udlandet.


Danmark importerer i øjeblikket årligt 1,6 millioner tons soja, som hovedsageligt bruges som dyrefoder. En rapport fra Verdens Skove og Mighty Earth fastslog sidste år, at et skovområde i Sydamerika på mere end 23 gange Danmarks areal er blevet ryddet og inddraget til sojamarker.


Afslutningsvis skal jeg blot minde om, at Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC) er en konsensus-organisation. Det indebærer, at panellets rapporter udtrykker den holdning, som der kan opnås 100 procent enighed om. Har et enkelt land indsigelser mod indholdet i rapporterne, skal de rettes til, så alle er fuldt tilfredse.


I øvrigt indgik de to nævnte videnskabelige undersøgelser IKKE i panelets overvejelser i forbindelse med den seneste rapport.

IPCC, landbrug og solpaneler

Soil is pretty remarkable stuff. It provides us with 95% of our food, helps regulate the earth’s atmosphere, and It's a bigger carbon sink than all the world's forests combined. In fact, it enables all life on this planet to exist. So why do we treat it like dirt? Guardian journalist Josh Toussaint-Strauss finds out how we’re destroying the earth's soil, but also discovers some of the progress we've made in the race to protect it.

Subscribe to The Guardian on YouTube: http://is.gd/subscribeguardian

09/08-2019: ”Der er tale om den perfekte storm. Begrænset landjord og voksende global befolkning indsvøbt i et kvælende tæppe af klimatisk undtagelsestilstand. Jorden har aldrig forekommet så lille, og dens økosystemer har aldrig været så direkte truet,” sagde Dave Reay til The Guardian – han er professor på University of Edinburgh og var fagfællebedømmer på den netop offentliggjorte IPCC-rapport med titlen ’Climate Change and Land’.


Blot 29 procent af klodens areal er landjord. 72 procent af dette areal er allerede i brug. 37 procent er græsland, 22 procent er plantager og brugsskov, og 12 procent er landbrugsarealer, mens de resterende 28 procent for eksempel omfatter ørkener, iskapper og urørt natur.


Nøglebudskabet i den foreliggende IPCC-rapport er for så vidt ikke nyt: Vi skal handle nu, når det gælder plantning af nye skove, genskabelse af vore økosystemer og drastisk nedbringelse af vort kødforbrug (se for eksempel denne nye videnskabelige undersøgelse fra Aarhus Universitet her).


Nøgleordet i nøglebudskabet er NU!


Undersøgelsen fra Aarhus Universitet fortæller imidlertid også, at nydelsesmidler som alkohol, søde sager, kaffe og te udgør 28 procent af det samlede klimaaftryk fra danskernes fødevarer, og så ved man, at når aftenkaffen og fredagsslikket er truet, bliver den omstilling ikke til noget.


En netop offentliggjort videnskabelig undersøgelse i Nature forværrer potentielt udfordringen med mangel på land. Det viser sig nemlig, at energipotentialet fra solpaneler er størst på landbrugsjorder.


Forskerne bag undersøgelsen fortæller, at solenergi kan erstatte en stor del af det energibehov, som i dag dækkes af fossile brændstoffer. Men der er voksende bekymring for, at store arealer med grøn energi – solcelleanlæg og vindmølleparker – kan fortrænge landbrugsarealer.


Ifølge forskerne viser det sig, at solpaneler er afhængige af det mikroklima, der omgiver dem, når den bedste ydelse skal opnås, og andre undersøgelser om solpaneler har stort set ignoreret mange af disse miljømæssige faktorer. For eksempel bekræfter deres resultater, at solpanelers effektivitet bliver påvirket af solindstråling, lufttemperatur, vindhastighed og relativ fugtighed.


I øjeblikket dækker solenergi 1 procent af energiforbruget i USA, men forventes at nå op på 30 procent i løbet af de næste 30 år, og en lignende udvikling forventes i mange andre lande i verden. Som nævnt i adskillige blog-indlæg forventes energibehovet på verdensplan imidlertid også at vokse kraftig i de kommende årtier.


Den potentielle konkurrence mellem energi og fødeproduktion gør det derfor afgørende nødvendigt at nå frem til en dybere forståelse af tilgængelige solenergiressourcer og overlappende landbrugsproduktion eller økosystemtjenester, siger forskerne.


Desværre viser undersøgelsen, at solpaneler er mest effektive, når solindstrålingen er høj med let vind, moderate temperaturer og lav fugtighed – netop de forhold, hvor landbrugsproduktionen også giver det største udbytte. Og det er ikke så mærkeligt, slår forskerne fast, da landbrug også er en form for indsamling af solenergi, hvor solenergien oplagres som kemiske forbindelser i plantematerialet.


Forskerholdet har dog en løsning på problemet, nemlig en kombination af landbrug og solpaneler (agrivoltaic), hvor landbrugsproduktion foregår i delvis skygge fra solpaneler placeret ovenover planterne.


Forsøg med denne kombination af solenergi og landbrug har vist, at for eksempel tomater, salater, majs til biogas og græsningsarealer kan give det samme eller større udbytte i kombination med solpaneler. Nogle salater giver faktisk større udbytte i let skygge end i fuld sollys. Dog er der for eksempel så problemer med lagring af solenergien.


En overgang til den kombination af landbrug og grøn energi er naturligvis ikke en her-og-nu-løsning og kommer derfor ikke til at ændre noget som helst ved de alvorlige konsekvenser, som verdens nuværende fødevareproduktion har på klimaet.


Til dr.dk siger Jørgen E. Olesen, der er professor i klimaforandringer og landbrug ved Aarhus Universitet:


”Klimaforandringerne fører til, at vi får flere ekstremer. Både i forhold til tørke og nedbør. I nogle områder af verden, særligt i Afrika og Asien, ser vi øget ørkendannelse, og nedbørsmængderne bliver både mere ustabile og mere intense. De omvæltninger, der skal til, er for store til, at vi får vendt supertankeren tids nok. Det kommer til at tage årtier. Jeg kan lige så godt være ærlig: Jeg er ikke særlig forhåbningsfuld.”

Udledningsbudgetter - hvad er det, og hvad betyder de for dit land?

Greta Thunbergs tale til Det franske Parlament den 23. juli 2019

07/08-2019: Følgende blog-indlæg har jeg oversat fra et blog-indlæg på

http://www.realclimate.org/ offentliggjort den 6/8 med overskriften

How much CO2 your country can still emit, in three simple steps. Bloggen er til fri afbenyttelse og skrives af kendte klimaforskere - i dette tilfælde den tyske klimaforsker Stefan Rahmstorf.


Alle taler om udledningsbudgetter - hvad er det, og hvad betyder de for dit land?


Vores CO2-udledninger forårsager global opvarmning. Hvis vi vil stoppe den globale opvarmning på et givet temperaturniveau, kan vi kun udlede en begrænset mængde CO2. Det er vores udlednings-budget. Jeg forklarede det her på RealClimate for et par år siden:


’Først og fremmest - hvad dælen er et "udlednings-budget" for CO2? Bag dette koncept ligger det faktum, at omfanget af den globale opvarmning, der finder sted inden temperaturerne stabiliseres, afhænger (tilnærmelsesvis) af de kumulative CO2-udledninger, dvs. den samlede mængde, som menneskeheden har udledt. Det er fordi, at enhver yderligere mængde CO2 i atmosfæren vil forblive der i meget lang tid (i en grad så vores udledninger i dette århundrede kan forhindre den næste istid, der sandsynligvis skulle begynde 50.000 år fra nu). Det er meget forskelligt fra mange af de forurenende atmosfæriske stoffer, som vi er vant til, f.eks. smog. Når man sætter filtre på beskidte kraftværker, forsvinder smoggen. Gør man det først ti år senere, er man bare nødt til at holde smoggen ud i yderligere ti år, før den forsvinder. Sådan forholder det sig ikke med CO2 og global opvarmning. Hvis man fortsat udleder CO2 i yderligere ti år, så vil CO2-niveauerne i atmosfæren stige yderligere i ti år og derefter forblive højere i århundreder fremover. At begrænse den globale opvarmning til et givet niveau (som for eksempel 1,5 ° C) vil kræve flere og hurtigere (og dermed dyre) reduktioner af udledninger for hvert års forsinkelse og på et tidspunkt være uopnåeligt.’


I sin nylige tale til den franske nationalforsamling tidligere i år gjorde Greta Thunberg med rette udledningsbudgetter til den centrale sag (se videoen).


Lad os derfor se på, hvordan udledningsbudgettet kan bruges til at styre målsætninger for fremtidige udledninger for verdens lande.


Trin 1: Temperaturmålet


Først skal vi afgøre på hvilket niveau, vi ønsker at stoppe den globale opvarmning. Det er ganske let, da det allerede er aftalt i 2015 af alle nationer i Parisaftalen. Det har taget flere årtiers diskussioner og forhandlinger, lige siden nationerne på Rio Earth-topmødet i 1992 blev enige om at stabilisere koncentrationerne af drivhusgasser "på et niveau, der ville forhindre farlige anthropogene (menneskeskabte) forstyrrelser af klimasystemet." I Paris nåede man endelig til enighed om at "begrænse den globale temperaturstigning til et stykke under 2 grader Celsius samtidig med, at vi bestræber os på at begrænse stigningen til 1,5 grader".


Sidste år gav IPCC’s særlige rapport om Global Opvarmning på 1,5 °C (kort sagt SR15) vægtige grunde til, at det ville være meget mere fornuftigt at begrænse temperaturstigningen til 1,5 °C frem for 2 °C.


Trin 2: Det globale CO2-budget


Når temperaturbegrænsningen først er aftalt, skal vi kende det tilsvarende CO2-budget. Det er et spørgsmål for videnskaben, og IPCC’s SR15 giver svaret sammen med usikkerhederne, der som altid er kendetegnet på god videnskab. Herunder vises budgettabellen fra IPCC.

Det tilbageværende budget for CO2-udledninger fra begyndelsen af 2018 for at forblive under en given opvarmningsgrænse. Eksempel: For at forblive under 1,5 grader med en sandsynlighed på 67 procent kan vi stadig sende 420 milliarder tons ud i atmosfæren fra 2018. Fra starten af 2019 er det blot 380 milliarder tons, da cirka 40 milliarder tons i øjeblikket udledes årligt. (Kilde: IPCC SR15, tabel 2.2)

Usikkerhederne skyldes i vid udstrækning det faktum, at CO2 er den vigtigste, men ikke den eneste årsag til menneskeskabte klimaændringer, så CO2-budgettet afhænger af, hvordan vi vil håndtere klimapåvirkninger, som ikke er CO2-relateret, for eksempel aerosolforurening. Der er også forskellige metoder til beregning af CO2-budgettet. En grundig analyse af usikkerhederne findes i en nylig artikel af Rogelj et al. i Nature. Som en af medforfatterne (Elmar Kriegler) fortalte mig, er SR15-beregningerne i tabellen ovenfor stadig de bedste bud, vi har.


Nogle har hævdet, at usikkerhederne gør budgetmetoden til en dårlig retningslinje for målsætninger. Jeg er uenig. For det første fungerer praktisk talt al politik under en høj grad af usikkerhed omkring resultatet af de politiske beslutninger – det er uundgåeligt. Det er faktisk sjældent, at politik bygger på en klar vejledning som for eksempel det veletablerede lineære forhold mellem kumulative udledninger og globale temperaturer. De, der kritiserer brugen af dette som politisk vejledning, må komme med en bedre vejledning, der giver mindre usikkerhed – så er der mulighed for diskussion.


For det andet opfanges noget af usikkerheden omkring sandsynlighederne for at nå en bestemt temperaturgrænse vist i tabellen, så samfundet kan simpelt hen bestemme, hvilket risikoniveau man er villig til at tage ved overskridelse af et givent temperaturniveau.


Og endelig er al politik i vid udstrækning et spørgsmål om læring gennem handling. Man starter med den bedste videnskabelige rådgivning på nuværende tidspunkt (især da vi ikke kan tillade os at vente længere), og hvis vi ved mere om ti år, kan vi justere politikken. I betragtning af, at klimaforandringer stort set er uigenkaldelige, er det bedst at fejle på den sikre side – med andre ord er netop usikkerheden om noget grund til at anvende forsigtighedsprincippet og reducere udledningerne hurtigt.


Greta har i sin tale argumenteret for at bruge 67% sandsynlighed for at holde sig under 1,5 °C – det vil sige et budget på 420 Gigatons (Gt) i starten af 2018. Fratræk 2 års udledninger, dvs. 80 Gt, så står vi tilbage med 340 Gt fra starten næste år. Det er 8,5 år med de nuværende udledninger - eller 17 år indtil nul udledninger nås i tilfælde af en lineær sænkning.


Hvis man fortolker "bestræbelserne på at begrænse stigningen til 1,5 grader", som alle nationer lovede i Paris-aftalen som en målsætning, giver det os en fifty-fifty chance for faktisk at nå dette mål – det er 500 Gt fra starten af næste år. Det er 12,5 år med de nuværende udledninger, eller 25 år for en lineær sænkning, dvs. en halvering af udledningerne på 12,5 år for at nå nul ved udgangen af 2044.


Men vær forsigtig med at bruge disse slutdatoer i stedet for budgetter, da det ikke er slutdatoen, men de kumulative udledninger, der tæller! En simpel illustration: hvis man ikke opnår reduktioner i de næste ti år, men bibeholder udledningerne på et konstant niveau og reducerer lineært derefter, er resultatet, at man skal nå nul ti år tidligere! Se næste figur.

De ødelæggende virkninger af vent-og-se-politik. Den med blåt markeret udledningslinje holder sig inden for et 500 GT budget, mens den optrukne røde linje viser 700 Gt udledninger. For at holde sig til 500 Gt budgettet med ti års forsinkelse, skal udledningerne nå nul i 2035 i stedet for i 2045 (den stiplede linje).

Derfor bør man ikke tillægge politikernes målsætninger som for eksempel ”nul udledninger i 2050” særlig stor værdi. Det er øjeblikkelige handlinger, der sikrer hurtige reduktioner, som tæller, såsom faktisk at halvere udledningerne i 2030. Enten forstår mange politikere ikke dette - eller også ønsker de ikke at forstå det, fordi det er så meget enklere at love noget i en fjern fremtid end at handle nu. Greta stillede det relevante spørgsmål i sin Paris-tale:


"Jeg vil gerne spørge alle dem, der sætter spørgsmålstegn ved vores såkaldte ”holdninger”, eller synes, at vi er ekstreme: Har I et andet budget, der i det mindste giver os en rimelig chance for at holde opvarmningen under 1,5 °? Er der et andet hemmeligt Intergovernmental Panel on Climate Change?"


Trin 3: Beregning af et budget for dit land


Hvordan deler man det resterende budget op blandt hele menneskeheden? Dette er et afgørende skridt, da klimapolitik for det meste bestemmes på nationalt niveau. Dog er det ikke et videnskabeligt spørgsmål, men et spørgsmål om klimaretfærdighed. Hvem får hvor meget?


Jeg kan ikke løse dette spørgsmål, men jeg vil foreslå et udgangspunkt, baseret på tanken om, at et princip om fair fordeling skal være universel og enkel. Det mest enkle er helt klart en ligelig per capita-fordeling. Enhver, der ønsker mere af budgettet end andre, skal give en god grund. Der kan være mange grunde - kolde lande kan muligvis hævde, at de har brug for flere udledninger til opvarmning, varme lande til klimaanlæg, store lande til transport over lange afstande, udviklingslande til at udrydde fattigdom, rige lande, fordi de allerede er højt udviklet.


Et vanskeligt spørgsmål er: Fra hvilket tidspunkt fordeler man budgettet? Dette er vigtigt, fordi rige lande spiser den resterende CO2-kage meget hurtigere end fattige lande. Jeg vil foreslå fra Paris-aftalens starttidspunkt, det vil sige fra starten af 2016. Selvfølgelig vil udviklingslande argumentere (og har argumenteret) for en meget tidligere startdato for at tage højde for de historiske udledninger fra udviklede nationer. Det kan være berettiget, men har det praktiske problem, at det resterende budget for lande med store udledninger per capita allerede er i nul eller rettere overtrukket.


Blot for at være praktisk så lad os tage 2016. Så beregner man det resterende globale budget i starten af 2016 ved at tilføje 80 Gt til IPCC’s budgettabeltal vist ovenfor. Derefter ganger man dette tal med befolkningen i det pågældende land divideret med den globale befolkning, og fratrækker derefter landets udledninger fra starten af 2016 indtil nu. Jeg har gjort det for Tyskland (i et tysk blogindlæg) ud fra et globalt budget på 800 Gt fra tabellen bare for at være generøs, og med en 67% chance for at forblive under 1.75 °C (min fortolkning af “et stykke under 2 °C ”). Resultatet var et resterende udledningsbudget på 7,3 Gt fra starten af 2019 eller 6,5 Gt fra starten af 2020. Det er 8 år mere med de nuværende udledninger. Den næste figur viser en lineær reduktionsbane, der er forenelig med dette budget.

Eksempel på udledningsbudget for Tyskland.

Jeg er ikke så bekymret for, om tallene er helt nøjagtige i betragtning af de usikkerheder, der er diskuteret ovenfor. Men der er mindst tre vigtige konklusioner fra budgetmetoden.


For det første er nationer med høje udledninger pr. indbygger nødt til at nedbringe disse hurtigere end andre baseret på det begrænsede budget og almindelige overvejelser om retfærdighed. Hvis nogle reducerer hurtigere og nogle langsommere, vil de globale udledninger ikke falde lineært, selvom hver nation reducerer lineært, men hurtigere først ved reduktionen fra velhavende nationer, og med en længere hale af udledninger fra udviklingslande, der når nul på et senere tidspunkt.


For det andet skal udledningerne fra udviklede nationer falde meget hurtigere selv med generøse antagelser (som et globalt budget på 800 Gt snarere end 420 Gt og en startdato i 2016 ved opdeling af kagen), end de fleste politikere tror, hvis Paris-aftalen skal respekteres.


For det tredje er det ikke en bestemt slutdato, der tæller, men i stedet meget hurtige reduktioner, der indledes med det samme. Slutdatoen er et bevægeligt mål – for hvert år vi venter, mister vi to år: året vi ventede og et år i slutningen, fordi det krævede slutår bevæger sig mod os.


Endelig er der behov for et hidtil uset globalt samarbejde for at tackle klimakrisen. Det kan omfatte aftaler, der gør de stramme budgetter mere velsmagende for lande med høje udledninger pr. Indbygger – for eksempel kan de finde partnere med lave udledninger og forhandle om at bruge noget af dette lands budget til gengæld for teknologisk og økonomisk støtte til klimatilpasning og afhjælpning.


Stefan Rahmstorf

Verdens fødevaresituation

06/08-2019: Ifølge de nyeste data fra WMO (World Meteorological Organisation) og Copernicus Climate Change Programme tangerer eller overgår juli måned i år rekorden for den varmeste måned, man nogensinde har målt, og det sker i hælene på den varmeste juni, der nogensinde er målt.


Samtidig fortæller et netop lækket udkast til en rapport fra IPCC (Intergovernmental Panel on Climate Change) ifølge The Guardian, at det vil være umuligt at holde de globale temperaturer nede på et acceptabelt niveau, med mindre der samtidig sker en omstilling af den måde, hvorpå verden producerer fødevarer og forvalter land.


Rapporten advarer om, at menneskeheden i øjeblikket udnytter 72 procent af klodens isfrie landområder til at brødføde, beklæde og understøtte Jordens voksende befolkning. Og ikke mindre end næsten en fjerdedel af udledningen af drivhusgasser stammer netop fra disse aktiviteter.


Klimaændringer forværre ødelæggelsen af landområder gennem kraftigere nedbør, oversvømmelser, hyppigere og mere alvorlige tørker, varmestress, vind, havniveaustigning og kraftigere bølger, og det bliver kun værre, fastslår rapporten.


Oven i disse fortrædeligheder fortæller en ny rapport offentliggjort i The Lancet Planetary Health på ScienceDirect, at de samlede indvirkninger af en stigende mængde kuldioxid i atmosfæren på vore fødevarer ikke blot vil begrænse høstudbytter, men også mindske tilgængeligheden af planteproteiner, zink og jern i de vigtigste landbrugsprodukter som hvede, ris, majs, byg, kartofler, sojabønner og grøntsager.


På verdensplan betyder proteinmangel i dag, at mere end 2 millioner børn op til fem år dør, mens zink-mangel sættes i forbindelse med 100.000 dødsfald om året, og nedsat jern-niveau årligt betyder 200.000 dødsfald hos børn.


Forbedrede dyrkningsmetoder i landbruget og en bedre fordeling af overskydende fødevarer på verdensplan sammen med den ekstra mængde af tilgængelig kuldioxid i atmosfæren, der virker som gødning for afgrøder, burde på papiret betyde sundere fødevarer. Men det modsatte er tilfældet, viser The Lancet-rapporten og bekræfter således tidligere undersøgelser.


Protein-niveauer og mikronæringsstoffers egenskaber vil blive reduceret i de kommende årtier i takt med den globale opvarmning.

I 2050 kan niveauet af protein, som er tilgængelig pr. capita, falde med 19,5 procent og jern og zink med henholdsvis 14,4 procent og 14,6 procent, er forskerholdet bag undersøgelsen nået frem til.


I slutningen af 2018 fortalte en anden videnskabelig undersøgelse offentliggjort i PLOS, at produktionen af frugt og grøntsager allerede i dag er for lille til at opretholde en sund befolkning.


Medforfatter på undersøgelsen professor Evan Fraser siger til Eurekalert:


”Resultater viser, at det globale [fødevare]system i øjeblikket har en overproduktion af korn, fedt og sukker, mens produktionen af frugt og grøntsager og i mindre grad protein ikke er tilstrækkelig til at imødekomme det næringsmæssige behov hos den nuværende befolkning. Det, vi producerer i dag, er ikke det, vi skulle producere ifølge ernæringseksperter.”


Bob Ward, som er policy-direktør hos Grantham Research Institute on Climate Change and the Environment, siger til The Guardian:


”Vi er nu meget tæt på nogle farlige tærskler i klimaets udvikling – men som den seneste lækkede rapport fra IPCC afslører, vil det blive meget vanskeligt at opnå de nedskæringer [i udledninger], vi behøver for at forhindre, at tærskler overskrides.”


Det er vel overflødigt endnu engang at slå fast, at det først og fremmest er befolkninger i verdens fattigste lande, som rammes af konsekvenserne af næringsfattige fødevare.


System Change, Not Climate Change!

Hedebølge i Grønland - og en rettelse!

04/08-2019: Jeg er tilbage efter en kort og velfortjent ferie – synes jeg selv – med noget familie her på Bornholm, naturligvis.


Denne sommer har været usædvanlig ikke kun vejr- og klimamæssigt, men også hvad angår mængden af videnskabelige rapporter om klimaet sammenlignet med foregående somre. Det forekommer mig, at der simpelthen ikke har været en nedgang denne sommer – tværtimod.


Når man ser på de stærkt foruroligende overskrifter i nyhederne om vejr- og klimafænomener i de seneste uger er det forståeligt. Klimakrisen spidser til, og det sker i et tempo, der selv for en klimapessimist som mig er overraskende.


Grønland, der er hjemsted for verdens næststørste iskappe, havde exceptionelt høje temperaturer i begyndelsen af august, hvor temperaturrekorden for denne årstid ved DMI's vejrstation

Den beskrevne varmerekord viste sig ikke at holde vand – temperaturen omkring Summit var helt normal for årstiden. DMI burde have ventet med offentliggørelsen, til tallene var bekræftet!

ved Summit i 3.202 meters højde blev slået to gange med en dags mellemrum og endte fredag den 2/8 med en temperatur på 4,7 ºC, hvor den normalt ligger omkring frysepunktet på denne årstid.


Til dr.dk sagde direktør for Nansens Senteret i Bergen, Sebastian Mernild:


”Det er jo helt ekstremt! Det genererer jo en masse afsmeltning - også inde på isen. Vi ved, at i perioden fra årtusindeskiftet til årtotusindeskiftet, har vi kun et eksempel på afsmeltning på toppen af indlandsisen - det var tilbage i 1889. Kigger vi på perioden fra år 2000 og frem til i dag, har vi faktisk haft en håndfuld gange, hvor vi har set afsmeltning på indlandsisen.”


Sabrina Shankman er journalist hos Inside Climate News, og er i Grønland, hvor hun har besøgt den grønlandske familie Berthelsen i deres sommerlejr. Når det de senere år har regnet nær familiens sommerlejr, ville vandet løbe ned ad bjergsiden og skabe floder, hvor der normalt ikke er nogen, når isen smeltede på bjergtoppen. Under sidste uges regnvejr skete det ikke – isen på toppen af bjerget var simpelthen helt forsvundet.


Til Shankman siger Toennes Berthelsen, der er formand for Grønlands fangst & jagtforening:


Det, jeg kan se som almindelig grønlænder, er, at iskappen skrumper. Når jeg står i fjorden, kan jeg se, at iskappen svinder ind år for år.”


Ruth Mottram, der er klimaforsker ved DMI, fortæller, at det, som

familien Berthelsen ser ved deres sommerlejr, sker over hele Grønland. Til Inside Climate News siger Mottram:


”Vi ved, at en stor del af den havniveaustigning, som Grønland bidrager med, kommer fra de små gletsjere, som omgiver iskappen. Nogle af disse små iskapper, som ikke er forbundet med den store iskappe, er fuldstændig smeltet. Der er ikke noget is tilbage.”


Ifølge Mottram har den ekstreme afsmeltning, som finder sted i øjeblikket, ikke kunnet redegøres for af de eksisterende klimamodeller. Modellerne har simpelthen ikke været i stand til at opfange nogle af de vigtige processer, som tydeligvis udspiller sig. Vi burde først have set dette afsmeltningsniveau i midten eller slutningen af dette århundrede.


Videre siger Mottram til Inside Climate News:


”Et eller andet sted mellem 1,5 og 2 grader ligger en tærskel, som, hvis den overskrides, vil betyde, at det ikke længere vil være muligt at bibeholde Den Grønlandske Iskappe. Det, vi ikke har noget overblik over, er, hvor hurtigt Den Grønlandske Iskappe vil forsvinde.”


Den Grønlandske Iskappe dækker i øjeblikket 80 procent af Grønland, og rummer 2,9 millioner kubikkilometer is. Hvis hele Indlandsisen smelter, vil vandstanden i verdenshavene stige gennemsnitlig omkring 7 meter.