APRIL

Klimatestamentet på DR P1

30/04-2018: Jeg har begået en fejl.


Jeg har overset en vigtigt klimaprogram på DR P1: Klimatestamentet.


Jeg havde godt nok hørt det omtalt på et eller andet tidspunkt, men det røg ud af hukommelsen igen.


Først da jeg så Debatten på DR2 i sidste uge, hvor en af værterne på Klimatestamentet Anders Morgenthaler stod for et af de få positive indslag, kom jeg i tanke om det.


Med løftet stemme gjorde han det krystalklart, hvad de menneskeskabte klimaændringer betyder for fremtiden – ikke mindst for vore børn. Mens han talte kunne man se nogle af tilhørerne i baggrunden, heriblandt unge mennesker, som bogstaveligt talt stivnede.


Jeg er nu i gang med at råde bod på denne forglemmelse og har allerede hørt de fire udsendelser, som blev sendt i april. Så mangler jeg blot de resterende 12.


De indtil nu aflyttede er en fornøjelse at lytte til – oplysende og interessante diskussioner med og mellem eksperter, andre gæster i studiet og de to værter Dan Grønbech, Christoffer Heide (gæstevært) og Anders Morgenthaler – og ikke uden humor trods alvoren.


Programmerne kan streames fra dr.dk.

Havstrømme i Stillehavet

Climate change and ocean current changes are linked. Image: By Javier G R, via Wikimedia Commons

27/04-2018: Bølling Sø i nærheden af Silkeborg blev dannet umiddelbart efter den sidste istid og gav navn til den første periode med et varmere klima. Bøllingtiden varede fra 14.800 til 14.000 år før nu, og området omkring søen menes at have været besøgt af de første tundrajægere efter tilbagetrækningen af de store iskapper.


En ny varmeperiode indfandt sig fra 11.800 til 11.000 år før nu og fik navn efter Allerød i Nordsjælland, hvor man i en lergrav fandt beviser på, at landskabet nu var blevet mere skovlignende med blandt andet pile- og birketræer. Arkæologerne fandt her tegn på den ældste stenalder som Federmesserkulturen og Brommekulturen.


Bølling-Allerød blev også en international betegnelse blandt geologer og klimaforskere for de to første varmeperioder efter den sidste istid, og netop disse perioder spiller en vigtig rolle i en ny videnskabelig undersøgelse, som lige er blevet offentliggjort i Nature Geoscience.


De to sidste blog-indlæg har handlet om konsekvenserne af ændringer i den termohaline cirkulation – det store globale transportbånd af havstrømme – som drives af de tre områder i Nordatlanten, hvor nedsynkning af havvand finder sted og sender havstrømme rundt i verdenshavene.


Den nye undersøgelse beskæftiger sig med, hvad der skete i den anden ende af transportbåndet kort tid efter sidste istid, nemlig i det nordlige Stillehav.


Vi ved, at et højt indhold af CO2 i atmosfæren fører til global opvarmning. For 15.000 år siden var det ikke mennesket, som var årsag til et højere CO2-indhold, til gengæld ved man, at samspillet mellem havcirkulation og biologisk produktivitet påvirker både koncentrationen af ilt i havet og niveauet af CO2 i atmosfæren.


Høj biologisk produktivitet forårsaget af plankton var også, hvad forskerne fandt i deres undersøgelse, og de mener, at den havde at gøre med en stigning i mængden af CO2 foranlediget af tilstrømning af næringsholdigt og CO2-rigt vand fra havbunden og et fald i pH-værdien nær havoverfladen.


Klimamodeller viser netop, at tilstedeværelsen af de store iskapper over Nordamerika medførte vinddrevne upwellinger i det nordlige Stillehav – et fænomen, hvor bundvandet i havet, der er meget rigt på næringsstoffer, bliver tvunget op til overfladen, fordi det møder en stejl kontinentalsokkel, hvor overfladevandet bliver ledt væk af vind og strøm.


Ved at analysere de kemiske sammensætninger i bitte små skaller af fossile plankton kaldet foraminifera kunne forskerne rekonstruere udvekslingen af CO2 mellem den del af Stillehavet og atmosfæren. Disse resultater viste, at store mængder CO2 blev frigivet til atmosfæren netop for omkring 15.000 år siden.

Forskerne fandt også, at årsagen til frigivelsen af de store mængder kuldioxid var en betydelig ændring i havcirkulationen i den nordlige del af Stillehavet, hvilket også kan forklare det fald i iltniveauet, som tidligere undersøgelser har påvist samtidig fandt sted ved havbunden.

Netop et fald i iltniveauet – store områder med iltmangel – i Stillehavet er, hvad man ser i dag, og forskerne bag undersøgelsen mener da også, at der er en mulig forbindelse mellem det, der skete for 15.000 år siden og det, der sker i dag.


Til Climate News Network udtaler hovedforfatteren på undersøgelsen, dr. Will Gray fra School of Earth and Environmental Sciences ved University of St Andrews:


”I vores undersøgelse ser vi meget hurtige ændringer i klimaet over det nordlige Stillehav dengang, som vi tror har forbindelse med ændringer i havstrømmene i Atlanterhavet på det tidspunkt. Det er et eksempel på den måde, hvorpå forskellige dele af klimasystemet er forbundet, idet ændringer i havcirkulationen kan fremkalde ændringer i CO2- og ilt-niveauet hele vejen til den anden side af kloden.”


Den nylig omtalte nye undersøgelse, der viser, at havstrømme som for eksempel Golfstrømmen i Nordatlanten har sænket farten med op til 20%, giver da også anledning til bekymring hos Gray og hans medforfatter, dr. James Rae også fra University of St Andrews, som til Climate News Network siger:


”Mennesket er skyld i den nuværende stigning i atmosfærens indhold af CO2, som er lige så stor som den CO2-stigning, der var med til at afslutte den sidste istid, men den menneskeskabte CO2-stigning er sket 100 gange hurtigere. Det vil få en enorm indvirkning på klimasystemet – en indvirkning, vi foreløbig kun har set begyndelsen på.”


Og så var der Debatten på DR2 i går med titlen ’Er vi grønne nok’ med politikere som Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt, der talte og talte uden at sige noget fornuftigt, og to klimaeksperter, der stort set ikke kom til orde – huuhej hvor det går!


Et så vigtigt emne burde have været politikerfrit.

Afsmeltning omkring Antarktis

Accumulated mass change over Antarctica from 1900 to 2000. Credit: 

NASA's Scientific Visualization Studio

25/04-2018: Det store globale transportbånd af havstrømme (den termohaline cirkulation), som Golfstrømmen er en del af, har meget stor betydning for Jordens klima. Nordatlanten er hoveddrivkraften bag dette transportbånd, idet forholdene her betyder, at saltholdigt overfladevand afkøles, hvorved vandets massefylde øges og får det til at synke ned mod havbunden, hvor det fortsætter mod syd som en kold dybhavsstrøm.


Undervejs sker der en opvarmning, som får havstrømmene i Det Indiske Ocean og i Stillehavet til at stige op mod havoverfladen igen, hvor vandet fortsætter tilbage til Atlanterhavet som varme overfladestrømme. (Dette er en meget forenklet fremstilling af den termohaline cirkulation, hvor for eksempel vindforhold også spiller ind).


Omkring Antarktis sker der imidlertid ting, når det varme havvand blandes med smeltevandet fra den antarktiske iskappe, som forskerne prøver at finde en forklaring på.


Ifølge en ny videnskabelig undersøgelse offentliggjort i sidste uge i Science Advances ser det ud til, at smeltevandet kan ændre forholdene i havet på en måde, der gør det lettere for varmt havvand at nå frem til isen. Det udløser så endnu mere afsmeltning, og dermed kan vi stå med en såkaldt positiv feedback-proces – en proces, der fremmer en igangværende udvikling.


Det giver naturligvis anledning til stor bekymring blandt klimaforskere, da den antarktiske iskappes bidrag til stigningen i det globale havniveau i forvejen accelererer. Mange frygter, at den menneskeskabte globale opvarmning medvirker til, at iskappen er på vej til at overskride en tærskel, hvor hele iskappen bliver ustabil og vil ende med at glide i havet. Sker det, vil det globale havniveau stige med mere en 60 meter – det er sket før i Jordens historie, og spørgsmålet er, hvor hurtigt det kan ske igen.


Ved hjælp af observationer og modelberegninger har forskerholdet bestående af forskere fra henholdsvis Tasmanien og Japan konstateret, at feedback-processen allerede optræder i to områder omkring Antarktis, nemlig langs Sabrina-kysten i Østantarktis og langs Amundsenhavet i Vestantarktis.


I Vestantarktis kender man allerede til de hurtigt smeltende ishylder i Amundsenhavet – for eksempel langs Thwaites-gletsjeren, hvor de store mængder ferskvand fra afsmeltningen forhindrer, at det varme og kolde vand i havet blandes. Det bevirker, at den varme understrøm ledes mod andre nærliggende ishylder, som så også udsættes for en afsmeltning langs havbunden (som beskrevet i blog-indlæg 4/4-2018 med samme overskrift).

Værre er det, at samme proces også ser ud til at være i gang omkring Totten-gletsjeren i Østantarktis, og denne gletsjer indeholder så store mængder is, at den går under betegnelsen ”den sovende kæmpe”. Her viser data fra direkte observationer, at smeltevand fra Moscow University-ishylden sender store mængder ferskvand ud i det omgivne hav.


Modelberegninger bekræfter, at dette ferskvand forhindrer det kolde overfladevand i at blande sig med den varme understrøm, hvilket gør det muligt for denne strøm at trænge ind over fastlandssoklen og nå ishylderne, og det forhold bidrager til den høje afsmeltningshastighed, som forskerne har observeret her.


Forskerne konkluderer, at det er de store mængder smeltevand, som forhindrer, at der kan finde en tilstrækkelig dyb konvektion sted, hvilket giver den varme understrøm frit løb mod de ishylder, som i øjeblikket agerer bremseklods for de bagvedliggende gletsjere. Og der er rigtig mange gletsjere rundt om Antarktis, hvor afsmeltningen er høj.


Dermed er muligheden for en udløsning af omfattende massetab fra den antarktiske iskappe overhængende med store konsekvenser for det globale transportbånd af havstrømme og for havniveauet – og ikke mindst det globale klima.

Den grønlandske iskappes albedo

The NASA albedo data have an accuracy better than 5% (Stroeve et al. 2006; Box et al. 2012). 

http://meltfactor.org/greenland-albedo/

23/04-2018: Albedo er et mål for en overflades evne til at reflektere lys og dermed energi.


Albedo (latin for hvid) måles som andelen af lys, overfladen reflekterer. Hvis en overflade reflekterer 34% af lyset, så er albedoen 34 (ind imellem også skrevet som 0,34). En helt hvid overflade har en albedo på 100 og en helt sort har en på 0.


Den grønlandske iskappes albedo er således afgørende for, hvor stor afsmeltningen fra iskappen er, idet en mørk flade optager langt mere energi fra Solen, som så udmønter sig i en opvarmning. Højere temperatur fører til mere afsmeltning, og dermed har vi en såkaldt positiv feedback-proces – en forstærkning af en igangværende udvikling.


I øjeblikket er den grønlandske iskappe den største kryosfæriske bidragyder til det globale havniveau (kryosfæren betyder den del af klodens systemer, hvor vand findes i fast form). Det er derfor vigtigt at forstå, hvordan isens albedo udvikler sig i Grønland for at kunne forudsige afsmeltningen fra iskappen.


Det er netop formålet med Dark Snow-projektet, som foregår i samarbejde med Danmarks Geologiske Undersøgelser, hvor klimaforsker Jason Box og hans medforskere hvert år indsamler prøver af indlandsisens overflade. De foreløbige resultater af denne forskning er nu blevet offentliggjort i en artikel i tidsskriftet Nature Communications.

I det arktiske område er temperaturstigningen som følge af den menneskeskabte globale opvarmning dobbelt så høj som i resten af verden, og det påvirker også Grønland, hvor især den vestlige del af iskappen smelter hurtigere. Men mørkere områder langs randen af iskappen spiller også en væsentlig rolle.


Forskernes resultater viser, at en blanding af støv, sort kulstof (sod) og pigmenterede alger står for 73% af formørkelsen af isen, mens resten tilskrives ukendte variabler og det mørke område vokser. Mellem 2000 og 2014 er området vokset med 12%, og den udvikling vil sandsynligvis fortsætte. Udvidelsen af det mørke område i det tidsrum falder sammen med en stigning i den gennemsnitlige lufttemperatur på 0,13º C om året.


Undersøgelsen viser nemlig, at temperaturstigning og/eller flydende vand sammen med støv øger algernes biomassen og sænker albedoen. Andre sæsonbestemte forhold spiller imidlertid også ind, selv om de har en mindre betydning. Det drejer sig om supraglaciale søer (søer, der dannes ovenpå gletsjere), vandløb, gletsjerspalter og kryokonite (huller i isen).


Dark Snow-projektet fortsætter, for der er mange uafklarede spørgsmål omkring udviklingen i albedoen på den grønlandske iskappe. Polar Portal er en rigtig god hjemmeside, hvis man ønsker de seneste resultater om denne forskning, og den er på dansk: http://polarportal.dk/forsiden/.


Sort kulstof (sod) fortjener en særlig omtale. En kilde til denne sod er skibsfartens brug af tung fuelolie, og med den voksende skibstrafik i Arktis som følge af stadig mindre havis frygter mange, at det kan forværre mængden af sod på iskappen.


Heldigvis lykkedes det tidligere på måneden at lave en aftale gennem FN’s International Maritime Organisation om, at rederierne skal halvere deres udledning af drivhusgasser frem til 2050. Samtidig prøver man at ændre Gothenburg Protokollen, så den også omfatter sort kulstof.

Om en så lang tidshorisont for en halvering af tung fuelolie vil have nogen indflydelse på sodforureningen i Grønland, vil tiden vise. Skibsfartens udledninger af CO2 udgør trods alt blot 2% af de samlede udledninger. Under alle omstændigheder kommer sod også fra naturlige kilder på den nordlige halvkugle som for eksempel de omfattende naturbrande i Sibirien og Canada sidste sommer. Med den globale opvarmning forudsiges sådanne katastrofer at vokse i antal.


Den usædvanlige tørvebrand i udtørret permafrost i Grønland sidste sommer (se blog-indlæg 7/8-2017) frigav i øvrigt 23 tons kulstof nær iskappen.


De små sodpartikler kan blive hængende i atmosfæren en måned, og hver enkelt sort kulstof-molekyle opfanger 3.200 gange mere varme end CO2 over en periode på 20 år.


Klimaforsker Jason Box siger til Inside Climate News:


”Selv relativt små mængder sort kulstof kan gøre en forskel ved at udløse en kædereaktion i de fine snekrystaller. Blot den lille smule ekstra varme fra en lillebitte sodpartikel kan omdanne de fjeragtige og stærkt reflekterende snekrystaller til mørkere, afrundede små kugler, der absorbere mere varme.”

'Shut It Down' får medhold i retten

21/04-2018: Jeg modtog denne mail i dag – forhåbentlig første skridt i den rigtige retning for de mange klima-retssager i USA:


Jan –


On Tuesday, March 27th, a judge ruled that people breaking the law to prevent construction of a fracked gas pipeline in West Roxbury, Massachusetts acted out of necessity to prevent the greater harm of climate chaos. Their charges were reduced to a civil infraction before they were able to present a full necessity defense, with expert testimonial and a jury, but this is the first time a judge has made a decision acknowledging the necessity of climate disobedience in the United States.


This is the latest and most significant indication that the legal system may be starting to acknowledge the climate crisis, meaning Annette, Emily, Ben and Steve’s trial in Minnesota this summer could be very consequential. The Minnesota Court of Appeals releases its decision on necessity defense this Monday, April 23rd (um, the day after Earth Day!). This decision comes at the same time that Minnesota lawmakers are pushing forward legislation that would severely crack down on protesters.


Shut It Down wasn’t done for the legal proceedings, but it has always been our strategy to shift political possibility by forcing a process of deliberation on climate that the system isn’t giving us anywhere else. Going to court in Minnesota will be our biggest undertaking yet, and we are still appealing for climate necessity in three other states, with $10,000 recently going to Michael Foster’s appeal in North Dakota and $14,000 going to fines and restitution for Michael, Leonard, and Ken.



These costs have impacted our budget significantly and we need your help to keep this fight going all the way to Minnesota.


David Roberts recently mentioned Shut It Down in a Vox article, saying of us: “it’s time for climate analysts and wonks to get past the sneering attitude they’ve had toward such policies and the activists who support them.” We did Shut It Down on virtually no budget, and we continue to affect this sort of high-level discourse, capable of causing systemic shifts, with very little money. If we didn’t genuinely feel like we can do more for less, we’d send you somewhere else.


We still need funds for his and Sam’s restitution fees, please donate if you can.


As for Michael, he sends love from prison. And true to his nature, he’s been busy! Today he completed a stationary bike ride for cerebral palsy, this weekend he might be giving a big talk on Earth Day, and he’s organizing an Arbor Day tree planting event.

The Pacific Northwest premier of Lindsey Grayzel’s portrait of Ken Ward’s path in the climate fight, The Reluctant Radical, will be at the Hollywood Theater in Portland, OR this weekend on April 21st. It’s sold out, so catch the added show on May 2nd. Host your own screening or find one near you. Valve turners will be present in person and via Skype to answer questions. They’ll probably also remind everyone that the valve turners could really use some help right now.


If you’d like to see the Valve Turner story told! It’s not too late to donate to filmmaker Steve Liptay’s project “Valve Turners” - he’s so close to making his editing budget!


Onward,

Arnold Schroder

Climate Direct Action


http://climatedirectaction.nationbuilder.com/

El-biler

20/04-2018: Salget af el-biler i Danmark er stort set stagnerende. I 2017 nåede antallet af el-biler op på 8746 og er dermed blot steget med cirka 100 i forhold til året før. Det samlede antal personbiler er ifølge Danmarks Statistik 2.530.047.


I Norge er mere end 50 procent af alle nye biler i begyndelsen af 2018 el-biler eller hybrid-biler, og så kunne man bruge disse tal til endnu engang at kritisere den nuværende regering for manglende lyst til at gøre noget ved Danmarks CO2-udledninger. Trods alt stammer omkring 23% af de energi-relaterede kuldioxid-udledninger på globalt plan fra transportsektoren, og dette tal forventes at blive fordoblet frem mod 2050.


Men som det ser ud i øjeblikket er privatbilisme i eldrevne køretøjer ikke vejen frem. Som det fremgår af en artikel i The Conversation skrevet af senior-docent i bæredygtighed ved Murdock University, Australien, Martin Brueckner, er der adskillige problemer med el-biler, som sjældent bliver omtalt.


Først og fremmest drejer det sig om de mineraler, som indgår i de litium-ion batterier, der er de mest brugte i el-biler i dag. Mere end halvdelen af verdens kobolt, som er en vigtig bestanddel i disse batterier, kommer fra Den Demokratiske Republik Congo (DRC), hvor børn helt ned til syv år tvinges til at arbejde i mange af landets kobolt-miner. DRC er i forvejen et af verdens fattigste lande, og styres af korrupte ledere.


Nikkel, som også indgår i litium-ion batterier, og som hovedsageligt kommer fra miner i Australien, Canada, Indonesien, Rusland og Filippinerne ødelægger både miljøet i omgivelserne og helbredet hos arbejdere i minerne i for eksempel filippinerne. Også når det gælder litium-minedrift er der problemer med miljøet i både Tibet og Bolivia.

Og selv om blandt andet Tesla reklamerede med, at deres batterier kan genbruges, er der stadig ikke udviklet en miljømæssig forsvarlig metode.


Et andet problem er mængde af de mineraler, som bruges i batterierne. Selv om litium findes mange steder i naturen, er det i så lave koncentrationer, at det er vanskeligt og dyrt at udvinde. Samtidig ved man, at efterspørgslen vil vokse – ikke mindst for at kunne dække behovet ved fremstilling af el-bilernes batterier.


Derudover er el-biler ofte tungere end almindelige biler, hvilket bevirker, at torsionskraften (når bilen drejer) giver større slitage på dækkene og på vejene. Det betyder også, at der faktisk optræder større udledning af PM-partikler (partikler, der er mindre end 10 µm) i forhold til benzindrevne personbiler.


Især i byområder er luftforurening med PM-partikler i forvejen et alvorligt sundhedsproblem. Det drejer sig både om langtidseffekter som kræft og hjertekar-sygdomme og akutte problemer som allergi og irritation i øjne, næse og hals. Jo mindre partiklerne er, jo mere skadelige er de, og de forhold forværres altså af el-biler.


I øjeblikket har flere lande i EU, for eksempel Frankrig og Storbritannien, annonceret et forbud mod alle diesel- og benzindrevne biler i løbet af et par årtier, og dermed vil antallet af el-biler alene af den grund eksplodere.


Naturligvis arbejdes der på at løse alle disse problemer, men det tager tid, og fokus er under alle omstændigheder på at udbygge den individuelle transport på bekostning af et forbedret offentligt (kollektivt og eldrevet) transportsystem – helt i tråd med det kapitalistiske verdenssyn, hvor hensynet til ubegrænset vækst til fordel for storkapitalen står langt over hensynet til et bæredygtigt samfund til gavn for den brede befolkning og vore efterkommere.


Det forhold betyder også, at private el-biler også i fremtiden vil kræve udbygning af vejnet, parkeringsarealer og anden infrastruktur som for eksempel opladningsstationer. Så selvfølgelig vil der være brug for en motorvejsbro fra Sjælland over Samsø til Jylland.


Det der med klimamål og begrænsning af CO2-udledninger eksisterer kun på papiret i mange lande – inklusiv Danmark.

Klimaændringer og USA

17/04-2018: 0 grader længde – eller nul-meridianen – er den længdegrad, som går gennem det britiske Greenwich-observatorium i udkanten af London, mens 100 grader vest går ned gennem det centrale USA og stort set deler landet i to dele. I 1878 lagde den amerikanske geolog og opdagelsesrejsende John Wesley Powell mærke til, at denne længdegrad også deler USA op i det mindre befolkede tørre Vesten og de frugtbare tæt befolkede østlige stater.


I dag 140 år senere har forskere igen set på denne opdeling med to netop offentliggjorte videnskabelige artikler, og de har fastslået, at opdelingen er reel både hvad angår befolkningstæthed og landbrug, men deres undersøgelser fortæller også, at denne linje ser ud til at rykke østpå.


Årsagen er klimaændringer.


Stepperne mod vest ligger i læ af Rocky Mountain og er tørre, fordi den fugtige luft, der blæser ind fra Stillehavet, afgiver det meste af sin væde på vej op ad bjergkæden. Til gengæld får de østlige stepper, kaldet prærien, masser af fugt fra Atlanterhavsstorme om vinteren, og om sommeren med fugtig luft fra Den Mexicanske Golf, der bevæger sig nordpå, men drejer mod øst, så Vesten igen snydes for nedbør.


Nu ser det imidlertid ud til, at den globale opvarmning har fået opdelingen af USA omkring 100 grader-meridianen til at flytte mod øst med op til 225 kilometer. Det er data indsamlet siden begyndelsen af 1980’erne, der viser, at de tørre områder breder sig østpå.


Ganske vist er ændringerne i øjeblikket for små til at have den store indflydelse på landbruget, men forskerne mener, at udviklingen vil fortsætte i løbet af dette århundrede takket være den fortsatte opvarmning og vil ende med at få vidtrækkende konsekvenser for fødevareproduktionen i USA.


I de nuværende frugtbare østlige områder vil de nuværende afgrøder mange steder slå fejl, og en omstilling vil være nødvendig, men også vandforsyningen vil blive ramt i takt med manglen på nedbør og opvarmningen. Derfor vil kunstvandig blive nødvendig på de tidligere fugtige jorder.


Denne udvikling burde naturligvis ikke komme som en overraskelse. Klimaforskere har gentagne gange advaret om, at deres modeller forudsiger, at klimaet i USA er under forandring, som følge af de menneskeskabte klimaændringer. I de seneste år har landet været ramt af gentagne klimaekstremer som langvarig tørke og omfattende naturbrande.

Svækkelse af AMOC

NASA's Goddard Space Flight Center

15/04-2018: ”Størrelsen af de ændringer, vi har opdaget, kommer som en overraskelse for mange – også mig selv – og peger på, at betydelige forandringer venter i fremtiden.”


Sådan skriver havforsker Peter Spooner fra University College London i et referat af forskerholdets seneste videnskabelige arbejde på internetmediet The Conversation, hvor de i en af to nye undersøgelser offentliggjort i Nature den 11/4 har set på det system af havstrømme, der kaldes AMOC (Atlantic Meridional Overturning Circulation).


Jeg omtalte situationen i et blog-indlæg den 2/4, hvor bekymrede forskere kommenterede det forhold, at Golfstrømmen ifølge de nyeste undersøgelser ser ud til at være svækket. Golfstrømmen er en del af et verdensomspændende transportbånd af havstrømme, der fører varmt saltvand mod Nordatlanten, hvor det synker ned som følge af kraftig afkøling og fortsætter som en kold dybhavsstrøm mod syd og videre rundt i verdenshavene (se video).


Den første undersøgelse slår fast, at Golfstrømmen og dermed resten af systemet af havstrømme er blevet svækket med omkring 15% siden 1950, og dermed har nået det svageste niveau i mindst 1600 år. Og Vesteuropa vil være særlig udsat for konsekvenserne af denne væsentlige svækkelse, hvis den ender med at medfører, at Golfstrømmen ikke længere bringer varmt vand forbi De Britiske Øer og op langs Norges kyst.


Det kan betyde, at storme i Europa bliver kraftigere og at tørkesituationen i Sahel i Afrika forværres yderligere, men også langs den amerikanske østkyst vil det få konsekvenser, idet havniveauet her, som i forvejen bliver højere end andre steder blandt andet på grund af Jordens rotation, vil blive endnu højere (se i øvrigt blog-indlægget den 2/4).


Svækkelsen af dette havcirkulationssystem startede måske af naturlige årsager, men forskerne mener, at klimaændringer som følge af de menneskeskabte udledninger af drivhusgasser sandsynligvis forværrer udviklingen, idet man har fundet, at den seneste svækkelse sandsynligvis er drevet af opvarmning i Nordatlanten og tilførslen af ferskvand fra øget mængder nedbør og den smeltende is fra især den grønlandske iskappe.


Forskerne har kun haft mulighed for at foretage instrumentovervågning af AMOC siden 2004, og i sig selv er det for kort tid til at bekræfte, om de modeller, som man hidtil har bygget antagelsen om en svækkelse af AMOC på, er gode nok til forudsige mulige konsekvenser.


For at omgå dette problem har man arbejdet ud fra den antagelse, at en ændring i AMOC påvirker havet efter et bestemt mønster. For eksempel afkøles det nordøstlige Atlanterhav og dele af det vestlige Atlanterhav opvarmes, når AMOC svækkes.


Disse forhold kan aflæses i resterne af små organismer, som i tidens løb er sunket til bunds i dybhavsmudderet. Dels kan det udledes af mængden af forskellige arter, og dels fremgår det af den kemiske sammensætning af deres skeletter. Man var også i stand til at aflæse dybhavsstrømmens hastighed ved at se på selve mudderlaget, idet store mudderkorn indikerer hurtigere strømme, mens små korn betyder svagere strømme.


Den anden undersøgelse blev offentliggjort i samme nummer af Nature og blev ledet af forskere fra Potsdam Universitet i Tyskland. Her brugte man historiske temperaturobservationer, men konklusionen var imidlertid nogenlunde den samme, nemlig at der er sket en svækkelse af AMOC på cirka 20% siden 1800-tallet.


Lederen af den sidste undersøgelse, en af verdens førende havforskere professor Stefan Rahmstorf fra Potsdam Instituttet for Forskning i Klimapåvirkninger, siger til The Guardian:


”Fra undersøgelser af tidligere tiders klima ved vi, at ændringer i AMOC har været blandt de mest bratte og omfattende hændelser i klimaets historie. Vi har at gøre med et system, som i nogle henseender er yderst uforudsigeligt, så det er meget farligt at pille ved det, fordi man kan risikere at udløse overraskelser. Jeg ville ønske, at jeg vidste, hvor den kritiske tærskel er, men det er lige præcis det, vi ikke ved. Vi bør med alle midler undgå at ødelægge AMOC. Det er endnu en grund til, at vi bør bremse den globale opvarmning så hurtigt som muligt.”


Fra iskerneboringer i Grønland ved man, at vintertemperaturer under den sidste istid ændrede sig med op til 10º C på blot tre år, og en svækket AMOC kan som tidligere nævnt kaste det vestlige Europa ud i meget kolde vintre, men det kan også give anledning til flere hedebølger om sommeren. Det skyldes, at det taget tid at afkøle havet omkring Nordeuropa så meget, at de tilstødende landområder også bliver koldere. Samtidig påvirker de kolde vande atmosfæren på en måde, der kan sende varm luft op over Europa syd fra om sommeren, som vi så det i 2015.


Rigtig mange faktorer påvirker samspillet mellem land og hav, når det gælder klimaet, og der er stadig mange uafklarede forhold, men der er stor sandsynlighed for, at fremtiden vil byde på meget vanskelige vilkår for ikke mindst landbruget og dermed fødevareforsyningen som følge af et meget mere uforudsigeligt og vildt vejr.

Solcelleanlæg på Bornholm

Solcelleanlægget vest for Aakirkeby kort før færdiggørelse, maj 2018

12/04-2018: Det kniber med at få tid til blog-indlæg i denne uge. Medlemmer af Bornholms amatør-arkæologer er blevet kaldt ud til en hasteudgravning syd for Lobbæk, så jeg ligger på knæ i en stenalderboplads i denne uge og prøver at indsamle så mange genstande som muligt – mest i form af potteskår og flint.


Årsagen til dette hastværk er, at Bornholms Regionskommune har besluttet at opføre et 20 ha stort solcelleanlæg til produktion af strøm på to marker i området. Det er et led i kommunens plan om at fremme en CO2-neutral energiproduktion på øen. Dette anlæg skal have en årlig produktion på 10.500 Mwh, hvilket dækker strømforbruget hos cirka 3100 husstande. Et andet solcelleanlæg vest for Nexø er planlagt, men ikke endelig godkendt.


I dag fremstilles de fleste solceller af silicium, som er et meget almindeligt grundstof. De er imidlertid dyre at fremstille, og produktionen kræver meget energi. Ydelsen ligger i øjeblikket på blot 15-20%. I nye typer solceller bruges materialer som cadmium eller kobber, som er dyrere end silicium. De er billigere at fremstille, men ikke lige så effektive.


Udviklingen i solcellers effektivitet går imidlertid hurtig, og snart forventes en effektivitet på omkring 50%. Placeringen af solcelleanlæg er også under forandring. I Frankrig vil man eksperimentere med at lave veje med indbyggede solceller, og i USA er Tesla i gang med at fremstille tagelementer også med indbyggede solceller.


Til gengæld er det bestemt ikke almindeligt – heller ikke i dag – at anlægge solcelleparker på frodig landbrugsjord, som det sker her på Bornholm. Fødevaremangel bliver snart akut som følge af de menneskeskabte klimaændringer og den voksende befolkning på kloden. Havde man ventet fem år med det politisk bestemte koncept, som man kalder Bright Green Island, havde der med sikkerhed været både mere effektive og bedre placerede solcelleanlæg til rådighed.


Nu skal landskabet skæmmes af 3 meter høje rækker af solpaneler på henholdsvis 20 ha ved Aakirkeby og 23 ha ved Nexø – man lover godt nok skærmende beplantning langs anlæggene, men der går formentlig adskillige år inden det dækker.


Det ændrer ikke ved, at en beboer ved anlægget i Nexø vil opleve at stå i sin have og se tre meter høje solcellepaneler til alle sider, hvis dette projekt gennemføres. Jeg har talt med vedkommende, og på denne facebook-side er der formodentlig flere oplysninger om projektet. Jeg har ikke selv facebook, naturligvis, så jeg håber linket virker.


Hastværk er lastværk – men skatteborgerne betaler.

Ørkenspredning

10/04-2018: En af de utallige konsekvenser af den menneskeskabte globale opvarmning er ørkenspredning. Som jeg flere gange har nævnt, viser klimamodeller, at for eksempel området omkring Middelhavet vil blive ramt af ørkenspredning som følge af den globale opvarmning. Sahara vil brede sig op gennem de sydeuropæiske lande og den modsatte vej ned gennem Afrika.


En ørken defineres som et område, der modtager mindre end 250 millimeter nedbør om året, og hvor den potentielle fordampning samtidig overstiger nedbørsmængden. Sahara er verdens største subtropiske ørken, men definitionen på ørken betyder, at for eksempel Antarktis også betegnes som en ørken.


I en ny undersøgelse offentliggjort den 28. marts i år i tidsskriftet for American Meteorological Society (AMS) har forskerne analyseret nedbørsdata fra hele Afrika for perioden 1920 til 2013, og deres resultater viser, at Sahara i den periode har udvidet sin udbredelse med 10%, når man ser på den årlige udvikling.


Årsagen til ørkenspredningen i Sahara er ifølge undersøgelsen både de menneskeskabte klimaændringer og naturlige klimakredsløb som for eksempel den Atlantiske Multidecadiske Oscillation (AMO), hvor Nordatlanten svinger mellem varme og kolde faser i et kredsløb på 50 til 70 år. Derudover er ørkendannelse i subtroperne især under indflydelse af de såkaldte Hadley-celler, hvor luften stiger op ved ækvator, cirkulerer og synker ned omkring breddegraderne 25º N til 45º N.


Netop Hadley-cirkulationen påvirkes af klimaændringer, idet de har en tendens til at blive bredere, hvilket får subtropiske ørkner til at trænge længere nordpå. Det geografiske mønster for Sahara i perioden 1920 til 2013 viste, at ørkenspredningen varierede fra årstid til årstid, som det er almindeligt for ørkener, men med bemærkelsesværdige forskelle langs ørkenens nordlige og sydlige grænser.


Undersøgelser af lineære udviklinger i de sæsonmæssige lufttemperaturer ved jordoverfladen viser, at tilfælde med varmestress er steget i flere regioner – heriblandt Sudan og det nordlige Afrika – og at de højeste overfladetemperaturer optræder på den varme årstid. Det betyder, at det nordlige Afrika er blevet varmere end den sydlige del.


Lige syd for Sahara ligger Sahel-regionen med Chad-søen, og i takt med ørkenspredningen mod syd trues både Chad-søen og denne region og dens sårbare græsstepper af udtørring. Længere mod syd har områder langs Niger-floden og omkring Congo-floden oplevet et markant fald i mængden af nedbør i den undersøgte periode, som nu truer fødevareproduktionen i den del af Afrika.


Forskerne brugte statistiske metoder til at fjerne indvirkningerne fra de naturlige klimavariationer – som for eksempel AMO – på nedbørsmængden. De konkluderer, at de naturlige klimakredsløb i perioden 1920 til 2013 kunne forklare to tredjedele af den samlede observerede ørkenspredning, mens den sidste tredjedel kunne tilskrives de menneskeskabte klimaændringer.


Forskerne slår dog fast, at længere klimaoptegnelser, som dækker adskillige klimakredsløb, vil være ønskelig, hvis mere sikre konklusioner skal nås. Men under alle omstændigheder skiller denne undersøgelse sig ud ved at udlede ændringer i ørkenspredning over en tidsskala på næsten 100 år.


Forskerne er ikke i tvivl om, at deres resultater har langtrækkende implikationer ikke blot for Sahara, men også for andre subtropiske ørkener på kloden. En nedgang i dyrkbare jorder på verdensplan som følge af utilstrækkelig nedbør harmonerer rigtig dårligt med verdens voksende befolkning. Blot 29% af Jordens overflade er dækket af land.


Forskerholdet har allerede deres næste projekt på bedding. De vil for eksempel gerne undersøge de sæsonmæssige temperaturudviklinger i Nordamerika, hvor vintre bliver varmere, og sommertemperaturer stort set er de samme.

Metan fra permafrost

06/04-2018: Meget mere metan produceres af den optøende permafrost, end forskerne hidtil har troet!


Det er resultatet af en syv år lang laboratorie-undersøgelse, som et internationalt forskerhold under ledelse af dr. Christian Knoblauch fra Universität Hamburg’s Center for Earth System Research and Sustainability (CEN) har stået for. Undersøgelsen blev den 19. marts offentliggjort i Nature Climate Change.


Metan er en meget kraftig drivhusgas, som er langt mere skadelig for klimaet end CO2, men bliver hængende kortere tid i atmosfæren. Forskere har beregnet, at over en periode 100 år er metans globale opvarmningspotentiale 28 gange større end kuldioxids. Ifølge IPCC (Intergovernmental Panel on Climate Change) udgjorde metan i 2015 omkring 16% af de globale udledninger af drivhusgasser.


I en undersøgelse offentliggjort i tidsskriftet Carbon Balance and Management den 29. september 2017 har man revideret beregningerne for den mængde metan, der stammer fra kvæghold i hele verden og fundet, at metan-udledningerne i 2011 var 11% højere, end beregninger baseret på IPCC’s forældede tal viste. Man konstaterede også, at der er sket en brat stigning i metan-udledninger fra kvæghold i u-lande i Asien, Sydamerika og Afrika.


Omkring samme tid sidste år offentliggjorde Environmental Defense Fund (EDF) en rapport, der påviste, at på nationalt plan i USA lækkes omkring 5% mere metan fra utæt infrastruktur under olie- og gasboringer end hidtil antaget.


Oven i disse tal kommer så resultaterne fra den nye undersøgelse.


Man vidste, at optøet permafrost både producerer kuldioxid og mindre mængde metan, når mikroorganismer får resterne af døde dyr og planter i jordlaget til at gå i forrådnelse. Imidlertid dannes metan kun, når der ikke er ilt til stede, så den tidligere antagelse om, at drivhusgasser først blev dannet, når jorden var tør og godt iltet, holder ifølge den nye undersøgelse ikke stik.


Forskerne påviste, at i vandmættet permafrost-jord uden ilt produceres der lige store mængder metan og CO2, men netop fordi metan er langt kraftigere end CO2, har det forhold stor betydning. Faktisk mener forskerne, at vandmættet permafrost uden ilt kan være dobbelt så skadelig for klimaet som tør jord.


Grunden til, at metan-produktionen ikke tidligere er blevet målt i optøende permafrost, skyldes, at metan-producerende mikroorganismer er længe om at udvikle sig i fugtig permafrost, og derfor viste tidligere målinger her kun ringe mængder metan.


Undersøgelsen er den første af sin slags og er som nævnt udelukkende baseret på laboratorie-undersøgelser. Men underbygges resultaterne fra andre forskere, så afhænger de kommende udledninger af metan af, hvor dybt optøningen vil nå ned i permafrosten og af mængden af vand i det optøende lag. De nye data kan dog allerede nu gøre det muligt at foretage mere nøjagtige forudsigelser om indvirkningerne af den tøende permafrost på vort klima.


I dag mener mange klimaforskere, at det med de allerede nu fremkomne nye vurderinger af verdens samlede metan-udledninger bliver mere end vanskeligt at begrænse den menneskeskabte globale opvarmning til blot 2º C.

Afsmeltning omkring Antarktis

Red represents areas where temperatures have increased the most during the last 50 years, particularly in West Antarctica, while dark blue represents areas with a lesser degree of warming. Temperature changes are measured in degrees Celsius. Credit: NASA/GSFC Scientific Visualization Studio

04/04-2018: Den undersøiske afsmeltning af isen på Antarktis er langt større, end man troede, viser ny videnskabelig undersøgelse.


Ja, så skete det igen! Nye grundige undersøgelser leverer resultater, som overrasker forskerne, og denne gang handler det om havniveauet.


Jeg har gentagne gange her på bloggen talt om, at havniveauet i de kommende 80 år kan stige med mere end fem meter. Når jeg har tilladt mig at fremføre en sådanne påstand, er det fordi jeg har stået på skuldrene af meget dygtige klimaforskere og råbt det budskab ud, som efter min mening er tættere på sandheden end andre. Når det gælder havniveauet, er det den amerikanske klimaforsker James Hansen og hans hold af kompetente forskere.


Den omtalte undersøgelse, hvis resultater blev offentliggjort i Nature Geoscience den 2. april, kommer fra forskere på det britiske Centre for Polar Observation and Modelling (CPOM) ved University of Leeds ledet af dr. Hannes Konrad.


Den viser, at Sydhavet omkring Antarktis i perioden 2010 til 2016 har smeltet 1463 kvadratkilometer af den del af den antarktiske iskappe, som befinder sig i vandet. Iskappens gletsjere munder ud i havet, hvor de helt ned til to kilometers dybde hviler på klippegrund.


Ved hjælp af Det Europæiske Rumagenturs (ESA) CryoSat 2-satellitter kunne forskere fra University College London og det tyske Helmholtz Center for Polar- og Havforskning måle, hvor de grundstødte gletsjere trak sig tilbage (eller det modsatte) i forhold til grundlinjen, som er det punkt på klippegrunden, hvor isen slipper og bliver flydende (ishylde). Når ishylderne løfter sig fri af havbunden, tager tyngdekraften over og accelererer udstrømningen af isen.


Konrads forskerhold fandt, at grundlinjens tilbagetrækning var særlig hurtig hos otte af de 65 største gletsjere på Antarktis. Siden den sidste istid har afsmeltningen ligget på omkring 25 meter om året, men i øjeblikket ligger tilbagetrækningen af grundlinjen på cirka 150 meter om året.


Nogle af de gletsjere, som kommer fra Den Vestantarktiske Halvø og løber ud i Amundsenhavet, trækker sig faktisk tilbage med cirka 180 meter om året, fandt forskerholdet. Det er således i denne del af Antarktis, man ser den hurtigste tilbagetrækning hen over havbunden. Det er også langs denne kystlinje, man måler de højeste vandtemperaturer.


I forbindelsen med offentliggørelsen af undersøgelsen udtaler Konrad til CPOM’s hjemmeside:


”Vores undersøgelse leverer et klart bevis på, at tilbagetrækning er i gang langs hele iskappen som følge af afsmeltning i havet langs dens grundlinje og ikke længere blot de få steder, som i forvejen var kortlagt. Denne tilbagetrækning har haft en enorm indvirkning på gletsjere inde i landet, da frigørelsen fra klippegrunden i havet fjerner friktionen og bevirker, at de får mere fart på og bidrager mere til stigningen i det globale havniveau.”


Ifølge en af undersøgelsens andre forskere, professor Andrew Shepherd, betyder denne udvikling på Antarktis, at bidraget til havniveauet herfra meget snart vil overgå bidraget fra Grønland, som hidtil har leveret de største mængder smeltevand til havet.


På linje med en videnskabelig undersøgelse fra 2015 om mulige voldsomme afsmeltninger på Antarktis i perioder over de sidste 25 millioner år forudsiger forskerne bag denne undersøgelse, at med det nuværende accelererende afsmeltningsniveau kan vi risikere et kollaps af store områder af iskappen langt fra havet, og det vil i løbet af de næste 100 år kunne føre til pludselige og uventet store stigninger i havniveauet.

Nedlukning af havstrømme

NASA/Goddard Space Flight Center Scientific Visualization Studio

02/04-2018: Jeg har tidligere påpeget, at forskere stadig oftere betegner en udvikling i relation til klimaet med ord som ’overraskende’ og ’meget hurtigere, end vi troede’. Denne gang er det dr. Marilena Oltmanns fra GEOMAR Helmholtz Center for Havforskning i Kiel, Tyskland, som forsker i havcirkulation og klimadynamik, der til tidsskriftet New Scientist for nylig udtaler:


”Indtil nu har modeller forudsagt, at ferskvand i fremtiden vil true konvektionen [i havet]. Allerede nu påvirker ferskvandet konvektionen i større udstrækning, end vi troede.”


Der er tale om den meget omtalte kraftige opvarmning af Arktis, som i år bevirkede, at havisens udbredelse i området i februar var den laveste i de 39 år, man har målt udbredelsen, og det forhold, at mere ferskvand i Nordatlanten kan bremse den konvektion (nedsynkning) af koldt vand, som foregår syd for Grønland, og som holder gang i det transportbånd af havstrømme – også kaldet AMOC (Atlantic Meridional Overturning Circulation) (se blog-indlæg 8/1-2017 Havstrømme og AMOC) – der blandt andet betyder, at Golfstrømmen flyder mod Nordeuropa, og at der sendes koldt dybhavsvand sydpå.


Selv om denne indtrængning af varm og fugtig luft over Arktis er set før, har den nu optrådt i de sidste fem vintre. Det har bevirket, at stadig flere områder med åbent vand dels forstærker opvarmningen yderligere, idet det åbne vand frigiver store mængder varme til atmosfæren, som smelter endnu mere is, og dels betyder, at den tilbageværende tynde is er mere udsat for ødelæggelse af vinterstorme.
Ud over disse fortrædeligheder, som i øjeblikket forværres, så sender store mængder smeltevand med stadig større hast ferskvand fra den smeltende grønlandske indlandsis ud i havet omkring Grønland. Det betyder, at forskerne tvinges til hele tiden at revidere deres modeller og deres forståelse af, hvad der i virkeligheden foregår.


Det får nu nogle forskere til frygte, at Den Nordatlantiske Havstrøm – den nordlige del af Golfstrømmen – er ved at gå ned i hastighed. Da det netop er denne del af Golfstrømmen, der giver det nordvestlige Europa et relativt mildt klima, med temperaturer der ligger omkring 5º C højere end andre områder på samme breddegrader, vil en nedlukning give noget koldere vejr hos os i fremtiden.


Det vil få alvorlige konsekvenser for blandt andet landbruget, da vejret i så fald bliver langt mere uforudsigeligt. Længere sydpå vil det påvirke dele af Vestafrika, der kan komme til at opleve mere tørke, og i Asien kan monsunen blive påvirket.
For nogle forskere er det værste scenarie, at indikationerne fra den nuværende opvarmning i Arktis kan være tegn på, at kloden står over for overskridelsen af en vigtig klimatærskel (tipping point), som vil være indledningen til drastiske klimaændringer.

Selv om det i første omgang kan betyde generelt koldere vejr i blandt andet Danmark, så vil den menneskeskabte globale opvarmning fortsætte i resten af verden, og på et tidspunkt vil det også ramme vore breddegrader – det er ikke nogen trøst, da vejrets uforudsigelighed vil vokse i takt med et varmere klima.


Som man kan fornemme, er forskerne uenige om udviklingen og ikke mindst tidshorisonten. For blot få år siden var der bred enighed blandt klimaforskere om, at det kaos, der nu ser ud til at være på vej i Arktis, lå flere århundrede ude i fremtiden.


Sidste år fortalte en gruppe klimaforskere fra Frankrig og Storbritannien, at der var næsten 50% chance for, at et nøgleområde i Labradorhavet ud for Canada i Nordatlanten i løbet af de næste 80 år vil kunne opleve en dramatisk afkøling på mindre end 10 år – en situation, som blev beskrevet i spillefilmen The Day After Tomorrow.


Konklusionen må være, at ingen i øjeblikket med sikkerhed kan fortælle, hvor voldsomme klimaændringerne bliver, eller hvor hurtigt de vil finde sted.