FEBRUAR

Byer og klima

28/02-2018: En organisation, som kalder sig CDP (tidligere Carbon Disclosure Project) har netop offentliggjort en oversigt over de byer i verden, der i dag får mindst 70% af deres elektricitet fra grønne energikilder. Det drejer sig ifølge deres tal om 101 byer ud af mere end 570 byer i undersøgelse.


Umiddelbart lyder det som en positiv nyhed, og det vidner da også om, at de mere end 7400 borgmestre, som efter tåben Trumps beslutning om at trække sig fra Paris-aftalen, indgik en pagt om at gøre, hvad de kunne, for at gøre deres byer mere klimavenlige, tilsyneladende er kommet et skridt i den rigtige retning.


Ser man imidlertid nærmere på byernes beliggenhed, er der en ulige fordeling på kontinenterne. I verdens folkerigeste lande som Kina, Indien, Indonesien og Bangladesh er der ikke en eneste by repræsenteret, og en optælling viser, at af de 101 byer med mindst 70% grøn energi, ligger ikke mindre end knapt halvdelen, nemlig 47 byer, i Brasilien.


Den såkaldte grønne energi i Brasilien kommer fra vandkraftværker i forbindelse med de mange dæmninger, som siden 2001 er bygget på floderne i Amazon-regnskoven. For eksempel ligger der ovenfor Pantanal-bækkenet langs grænsen til Bolivia 38 vandkraftværker, som allerede er i gang, og yderligere 94 er planlagt i de kommende år.


Adskillige rapporter har dokumenteret de ødelæggelser, som disse vandkraftværker påfører Amazon-regnskoven og det rige dyreliv, men behovet for elektricitet er voksende, og med den nuværende stærkt højreorienterede og korrupte regering ved magten, kommer miljøet langt nede på listen.


Man må sætte spørgsmålstegn ved værdien af CDP’s opgørelse over de mest grønne byer i verden, når denne opgørelse er så en-øjet, at en miljø-ødelæggende produktion af elektricitet alligevel giver byerne en plads blandt de mest grønne. Rapport efter rapport har beskrevet, hvor stor betydning den enorme Amazon-regnskov har for klimaet på hele kloden. I forvejen er skoven truet af ødelæggelser fra rovdrift på mineraler og plantage-stordrift uden det mindste hensyn til andet end profit.


I sidste ende er det imidlertid udledningen af CO2, som er den afgørende faktor, når vi taler om at bremse de menneskeskabte klimaændringer og den globale opvarmning. Og intet tyder på, at det går i den rigtige retning. Alene i Europa – som burde gå foran med nedbringelsen af CO2 – er udledningerne stort set uændret i de sidste tre år, og på verdensplan steg de samlede udledninger igen i 2017.


Konsekvenserne af, at det fortsat ikke er lykkedes at vende stigningen i udledningerne af drivhusgasser, ser ud til at blive endnu værre end tidligere antaget ifølge en ny videnskabelig undersøgelse netop offentliggjort i tidsskriftet Environmental Research Letters.

Man har for første gang lavet en vurdering af, hvordan fremtidige klimaændringer vil påvirke i alt 571 europæiske byer, når det gælder oversvømmelser, hedebølger og tørker. Under hensyntagen til usikkerheder i klimamodeller og naturlige variationer har man udarbejdet tre scenarier for klimapåvirkninger – lav, middel og høj.


For indvirkninger i den lave ende vil tørkeforholdene forstærkes i det sydlige Europa, mens oversvømmelser langs floder i nordeuropæiske byer vil forværres. Indvirkningerne i den høje ende vil imidlertid betyde, at de fleste europæiske byer vil opleve stigninger i både tørker og oversvømmelser. Men ikke nok med det – omfanget af disse indvirkninger vil blive mere alvorlige, end man hidtil har troet, hvilket betyder, at de europæiske byer vil stå overfor en endnu større udfordring, når de kommende klimarisici skal tackles.


Dykker man ned i detaljerne, siger undersøgelsen om udsigterne i de kommende 80 år, at alle europæiske byer kan forvente hyppigere hedebølger med højere temperaturer, men byer i det sydlige Europa vil opleve den største stigning i antallet af hedebølger – helt op til 69% flere.


Under alle tre scenarier vil sydeuropæiske byer også opleve en generel stigning i antallet af tørker, men i den høje ende vil man se et klima med fremtidige tørker, der vil være op til 14 gange værre, end dem man tidligere har oplevet. Faktisk vil man med mellem- og højscenariet se ændringer, som sandsynligvis vil overskride tærsklen til et helt nyt klima i regionen, og undersøgelsen støtter en tidligere analyse, der taler om en megatørke på Den Iberiske Halvø.


I centraleuropæiske byer, hvor infrastruktur og befolkning generelt ikke er vant til ekstrem varme, vil man opleve den største temperaturstigning under kommende hedebølger, som langt vil overgå, hvad tidligere undersøgelser har angivet – helt op til 14º C højere.


Det nordvestlige Europa vil især opleve flere oversvømmelser langs floderne, og den udvikling vil være særlig markant på De Britiske Øer. Det vurderes, at der vil kunne ske en stigning på mere end 50% i vandgennemstrømningen i forhold til den nuværende højeste vandstand over en tiårig periode.


Undersøgelsen kommer også ind på de enorme omkostninger og tiltag, der skal til for at afværge de værste indvirkninger. Ifølge forskerne vil det sydlige Europa stå overfor de største og dyreste udfordringer, hvor ikke mindst vandforsyningen vil blive et problem, mens Centraleuropa kapacitetsmæssigt og økonomisk skulle være bedre stillet.


Hermed har vi endnu en videnskabelig rapport, som viser, at klimaændringerne vil få værre konsekvenser end først antaget. Mon ikke vi så kan regne med, at det også bliver det værste scenarie i denne undersøgelse, der kommer til at udspille sig.

Massedød blandt dyr

26/02-2018: I maj 2015 fandt en helt ekstraordinær og tragisk begivenhed sted på sletterne i det centrale Kazakhstan.


Saiga-antiloper samles på disse sletter i hundredtusindvis hvert år for at føde deres unger i løbet af blot 10 dage, men i 2015 kunne et reportagehold fra BBC, som var til stede for at filme begivenheden til dokumentarserien Planet Earth II, se til, mens omkring 70.000 Saiga-antiloper døde på blot ni dage.


I starten af 2000-taller var antilopen udryddelsestruet, idet bestanden var faldet til blot 50.000 individer, men op til 2015 var det lykkedes at få antallet bragt op på cirka 300.000, da denne massedød indtrådte.


Tilfældigvis var forskere fra Kazakhstan og Royal Veterinary College i Storbritannien til stede i området, og med støtte fra forskellige fonde gik de straks i gang med at prøve at klarlægge årsagen til den tragiske begivenhed.


I januar i år kom så resultatet af deres undersøgelser, og den viste, at et sammenfald af begivenheder bevirkede, at denne episode med massedødsfald (MME = mass mortality event er en pludseligt forekommende katastrofal demografisk episode, der står frem i forhold til det gennemsnitlige dødelighedsniveau) for netop Saiga-antilopen, blev så voldsom.


Først og fremmest er fødslen af kalvene en stresset situation for hunnerne, men begivenheden faldt sammen med en temperaturstigning på op til 37º C i området og en stigning i luftfugtigheden til over 80% få dage forinden. Det bevirkede, at en ellers fredelig bakterie (Pasteurella multocida), som lever i Saigaernes mandler, trængte ind i dyrenes blodårer og forårsagede blodforgiftning.


Det er altid vanskeligt at tilskrive klimaændringer enkeltstående begivenheder, men det er et anerkendt faktum, at netop højere temperaturer og luftfugtighed er en konsekvens af den menneskeskabte globale opvarmning, og andre MME’er har på det seneste også kunnet tilskrives højere temperaturer.


Jeg har tidligere i år beskrevet de usædvanligt høje temperaturer, som ramte Sidney og andre dele af New South Wales i Australien i starten af januar. For eksempel betød temperaturer på over 47º C, at en koloni på mere end 400 flyvende hunde næsten blev udryddet ved Campbelltown, fordi de mister evnen til at regulere deres kropstemperatur, når temperaturen når over 40º C. I 2014 blev mindst 45.000 flyvende hunde dræbt i det sydøstlige Queensland på blot én varm dag.


I 2015 viste en videnskabelig rapport offentliggjort i Proceedings of the National Academy of Sciences, at der siden 1940 har været 727 tilfælde af MME’er, som har omfattet 2407 dyrebestande. Rapporten slog fast, at antallet af MME’er er stigende, og for fugle, fisk og hvirvelløse dyr i havet er antallet af dræbte dyr også stigende. Rapporten fortæller også, at en fjerdedel af alle MME’er direkte kan tilskrives klimaet – for eksempel ekstrem varme eller kulde, iltmangel eller sult.


Opvarmningen af verdenshavene bidrager allerede nu til adskillige tilfælde af MME. I 2015 gik hundred millioner af søstjerner til langs den amerikanske vestkyst i den største MME, man har observeret. Det blev fastslået, at årsagen var en parvovirus i søstjernernes fordøjelsessystem, som ødelagde deres forsvar mod bakterieangreb. Det blev endvidere fastslået, at ikke alene bevirkede det varmere hav, at søstjernes stressniveau øgedes, det øgede også mængden af sygdomsfremkaldende bakterier.


Til The Guardian siger en af forfatterne til den videnskabelige rapport om Saiga-antilopernes massedød, professor i dyresundhed Richard Kock:


Evolution tager millioner af år, og hvis der sker en ændring i miljømæssige forhold, vil alt det, der har udviklet sig i det specielle miljø, komme under et særligt pres. Mikrober kan hurtigt tilpasse sig og reagere på ændringer, men for pattedyr tager det adskillige hundredtusinder eller millioner af år at tilpasse sig. Det er den virkelige bekymring her.”


Den spanske syge i 1918-1920, som dræbte mellem 50 og 100 millioner mennesker var en fugleinfluenza-virus, og den sorte død, som hærgede Europa fra 1347 til 1352, og som dræbte mellem 40 og 50% af befolkningerne, menes i dag at være en bakteriefremkaldt sygdom overført fra menneske til menneske af lus og lopper – og ikke af rotter.


Sådanne pandemier kan altså i fremtiden blive hyppigere som følge af den globale opvarmning. Det siges, at netop pandemier var det, præsident Obama frygtede mest i sin tid i Det hvide Hus.

Høje temperaturer i Nordgrønland

Apusiaajik Glacier near Kulusuk, Greenland. Credit NASA/JPL-Caltech

22/02-2018: Tirsdag i denne uge blev en usædvanlig varm dag omkring verdens nordligste landbaserede vejrstation – DMI’s vejrstation ved Kap Morris Jesup i Nordgrønland.

Ifølge klimatolog John Cappelen skyldtes de høje temperaturer formodentlig en kombination af relativ varm luft i det arktiske område og den særlige vind, der opstår, når luften blæser op over den grønlandske indlandsis, kaldet Føhn. Vinden udtørrer luften, og når den vender, trækker den varm luft ind over indlandsisen.


Målestationen har været i gang siden 1980, og målingerne viser, at gennemsnitstemperaturen omkring Kap Morris Jesup i den periode har ligget på minus 32,9º C i februar, men tirsdag lå temperaturen stort set hele døgnet på plusgrader – det er i øvrigt mørkt hele døgnet i Arktis på denne årstid.


Gennemsnitstemperaturen for februar 2018 ligger ved Kap Morris Jesup indtil videre på minus 21,2º C. Det kan dog nå at ændre sig til meget koldere temperaturer, da vejret hurtigt kan slå om. Den hidtil luneste februar blev målt i 2005 med minus 23,4º C. To gange tidligere siden 1980 har man målt så høje temperaturer på en enkelt dag i februar som i år, nemlig i 2011 og i 2017.


Videnskabeligt set kan man ikke udlede noget af indtil nu to målinger, der sætter temperaturrekord – det kræver en længere årrække med målinger over gennemsnittet, hvilket er et tidsrum, som vi ikke har til rådighed med den igangværende hurtige globale opvarmning. Så for egen regning vil jeg blot konstatere, at to, måske tre, rekordhøje temperaturer i Arktis i løbet af kun syv år er foruroligende.

Det er jeg helt sikkert ikke alene om at synes, og der er mange kompetente forskere, som følger udviklingen nøje.

Flytrafik

21/02-2018: Flytrafik er skadelig for klimaet, og bør begrænses mest muligt, hvis vi skal have blot en lille chance for at afværge de værste konsekvenser af de igangværende klimaændringer.


Med omkring 100.000 flyvninger og cirka otte millioner passagerer i døgnet globalt lyder det som en umulig opgave. I verdens rige lande betragtes det som en menneskeret at flyve på ferie til eksotiske destinationer eller populære skisportssteder, men i løbet af de næste 10 til 20 år vil den globale opvarmning automatisk sætte en stopper for den luksus.


Sneen forsvinder og mange destinationer i varme lande vil få problemer med det stigende havniveau. Men det er kun et par af problemerne. Selve flytrafikken vil få stadig større vanskeligheder med at afvikle daglige afgange og overholde tidsplaner, når de først er i luften.


I bare det sidste års tid har adskillige videnskabelige undersøgelser peget på de vanskeligheder, som flytrafikken vil stå overfor, og i 2016 udsendte International Civil Aviation Organisation (ICAO) en rapport (kapitel 7), hvor man blandt andet beskriver de problemer, som den globale opvarmning vil betyde for luftfarten.


Når luften bliver varmere, bliver den tyndere, hvilket betyder, at det bliver sværere for flyene at få tilstrækkelig opdrift, når de letter. Det bevirker, at flyene skal lette med en lavere startvægt – færre passagerer og mindre bagage.


Flere afgange om aftenen og om natten – som selvfølgelig vil være til gene for beboere omkring lufthavne – bliver en nødvendighed i mange varme lande. Og når flyene er i luften, skal man tage hensyn til ændrede vindmønstre – for eksempel jetstrømmen – som vil betyde, at flyruter skal ændres, hvilket vil give længere flyvetid og højere brændstofforbrug.


Samtidig forventes El Niño’er at blive værre og måske hyppigere i fremtiden, hvilket vil betyde flere ekstreme tørker og hedebølger i for eksempel Australien og voldsomme oversvømmelser langs vestkysten i Nord og Centralamerika. Det vil naturligvis give betydelige vanskeligheder for alle former for transport – også flytrafikken.


Som beskrevet i tidligere blog-indlæg vil større bugtninger i jetstrømmen på den nordlige halvkugle betyde, at vejrsystemer bliver låst fast i længere tid over samme område. For Europa kan det i perioder betyde, at landene om vinteren vil opleve flere voldsomme snefald og lave temperaturer over store områder (som det i øvrigt var tilfældet for det østlige USA i denne vinter) og dermed også store problemer for flytrafikken.


Allerede nu anbefales det flypassagerer at beholde sikkerhedsselen på under hele flyveturen. Det skyldes, at en varmere atmosfære giver en mere urolig luft. Der er tale om wind shear, clear-air turbulens, konvektiv turbulens og turbulens i de øverste lag af tordenstorme. Der vil hyppigere optræde overisning og lav sigtbarhed. Men fælles for disse forhold er, at vore nuværende computermodeller ikke er tilstrækkeligt udviklet til at kunne advare om de fænomener.


Længere tørkeperioder vil give anledning til kraftigere vinde, som igen vil betyde flere sand- og støvstorme. Forbrændingskamrene i moderne flymotorer arbejder ved temperaturer, der overstiger 1600º C, og så høje temperaturer vil smelte de silikater, som typisk findes i sand- og støvstorme, hvilket vil påvirke motorernes ydelse og kræve hyppigere vedligeholdelse.


Mange lufthavne ligger ved havet, og naturligvis er det stigende havniveau således et alvorligt problem. Allerede i dag er oversvømmelser af start- og landingsbaner en realitet i mange lufthavne fra tid til anden. Alene i USA blev 13 store lufthavne anset for at være i fare for at blive oversvømmet i tilfælde af en hurricane som Sandy, der ramte New York i 2012, fortalte en rapport fra National Climate Assessment and Development Advisory Committee fra 2013.


Men også infrastrukturen omkring lufthavnene er truet af oversvømmelser. Ikke alene bliver det et problem for passagererne, men de mange mennesker, der arbejder i lufthavnene kan få vanskeligheder med at nå frem. Det er således ikke blot udgifter til sikring af selve start- og landingsbaner, der skal betales, men også trafikforbindelserne ind og ud af området, som skal sikres. På verdensplan bliver der tale om enorme beløb, som til og med vil være spildt, hvis ikke man sikre sig godt nok fra starten.


Skal man satse på en stigning i havniveauet i den lave ende på 1 meter, eller skal man gå med de meget kompetente klimaforskere som James Hansen og Jason Box, der taler om mindst 5 meter i løbet af de næste 80 år. Er det politikere og økonomi, der afgør det, er jeg ikke i tvivl om resultatet – farvel til luftfarten, som vi kender den i dag!


For de af jer, der ikke nåede at få læst de tre seneste rapporter fra de amerikanske efterretningstjenester og militæret (blog-indlæg 17/2-2018), skal jeg blot gøre opmærksom på, at USA’s militære installationer over hele verden (lufthavne, kajanlæg og tilhørende faciliteter) naturligvis får samme problemer som den civile luftfart.


Den prisbelønnede Journalist og medredaktør af Rolling Stone magasinet fortæller i sin seneste bog, The Water Will Come, at den situation er så alvorlig og vil koste så enorme beløb, at ingen amerikansk politiker ønsker at tale om problemet.

Arktis-opdatering

19/02-2018: En opdatering om havisens udbredelse i Arktis for at understrege, hvor alvorlig situationen er.


Det amerikanske National Snow & Ice Data Center udsendte den 6. februar en rapport om havisens udbredelse globalt, og konstaterer, at udbredelsen i år er rekordlav, da havisen omkring Antarktis også er på et lavt niveau.


Men det er især det arktiske område, som giver anledning til bekymring, idet det ser ud til, at man for fjerde år i træk står med en rekordlav udbredelse af havisen. Normalt når isen sin største udbredelse midt i marts, men sidst i januar lå udbredelsen under 2017-niveauet på samme tid.


Der er dog regionale forskelle i Arktis i forhold til 2017, idet isens udbredelse i den vestlige del af Beringshavet, Okhotsk-havet og nord for Svalbard var mindre, mens den var større i St. Lawrence-bugten på den canadiske østkyst og i den østlige del af Beringshavet.


Lufttemperaturen i 2500 fods (780 meter) højde over havoverfladen var i januar stadig usædvanlig høj, idet temperaturen i hele området lå mindst 3º C over normalen. Over Kara- og Barentshavet nåede temperaturen helt op på 9º C over normalen. I området langs Stillehavet lå temperaturen cirka 5º C over normalen, mens temperaturen over Sibirien (stadig i 2500 fods højde) lå op til 4º C under normalen.


Årsagen til varmen over Arktis menes delvis at skyldes et atmosfærisk cirkulationsmønster, som fører en sydlig luftstrømning op over regionen, men også at de voksende områder med åbent vand frigiver varme til atmosfæren.


På kort sigt er forskellen mellem Arktis og Antarktis, at stort set ingen mennesker bor langs Antarktis, mens landområderne langs hele Arktis er beboet. Der findes byer med al den infrastruktur – veje og rør- og kabelføringer – som hører med til bymæssig bebyggelse. Alt er bygget oven på jord med permafrost, og den er i gang med at smelte. Det ødelægger bygninger og infrastruktur og dermed levevilkår for mennesker i regionen.


Richard Thoman, der står for klimaforskning og vejrtjenester på vegne af National Weather Service i Alaska-regionen, siger om opvarmningen i Arktis til Inside Climate News:


”Som forsker er det virkelig chokerende at se dette, og det er svært at fatte det, der sker, og den hastighed hvormed det finder sted.”

Klimatruslen og USA's militær

17/02-2018: ”Ekstremt vejr i en varmere verden har potentiale til endnu større indvirkninger og kan sammen med andre kræfter øge risikoen for humanitære katastrofer, konflikter, vand- og fødemangel, befolkningsmigration, mangel på arbejdskraft, prischok og strømafbrydelser.”


Lyder overstående bekendt, skyldes det, at det er præcis, hvad klimaforskere og andre har sagt i årevis.


Denne udtalelse kommer imidlertid fra en helt uventet kant. Det er et uddrag fra de amerikanske efterretningstjenesters årlige opsummering af globale trusler, ’Statement for the Record: Worldwide Treat Assessment of the US Intelligence Community’.


Og det bliver endnu bedre (eller værre). Som der står på forsiden, er det direktøren for den nationale efterretningstjeneste, Dan Coats, som er ansvarlig for udgivelsen, og han blev sidste år udnævnt til stillingen af Donald Trump – ja, ham tåben, som er USA’s præsident lidt endnu.


Rapporten kommer i forlængelse af de tidligere omtalte rapporter fra National Security Strategy fra december 2017 og National Defense Strategy fra januar i år, som begge brød med de seneste års mønster, hvor man havde set bort fra klimaændringer som en særlig trussel.


Den seneste rapport nævner for eksempel, at klimaændringer og andre miljømæssige udviklinger sandsynligvis vil give anledning til økonomisk og social utilfredshed, der måske endda kan føre til omvæltninger i løbet af 2018. Helt specifikt nævnes Kina, Indien og Iran, hvor det forventes, at de folkelige protester, som disse lande oplevede for nylig, også kan brede sig til andre lande som følge af tiltagende luftforurening fra afbrænding af skove og landbrugsaffald, urbanisering og hurtig industrialisering.


Faktisk forventes det, at udfordringerne med urbanisering og migration vil bestå, og at klima, sygdom, fattigdom og andre destabiliserende faktorer vil føre til bølger af flygtninge – alt sammen forhold, der netop fører til omvæltninger. Samtidig forventes det, at virkningerne af luftforurening, utilstrækkelige drikkevandsforsyninger og klimaændringernes indvirkning på menneskers sundhed og levevilkår vil blive stadig mere synlige.


Rapporten nævner sørme også tab af biodiversitet og arter som følge af forurening, den globale opvarmning, ikke-bæredygtig fiskeri og forsuring af havene – forhold, som ifølge rapporten også kan fremme folkelig opstand.


Intet af det, der fremgår af rapporten, er nyt for os, der dagligt følger med i konsekvenserne af den menneskeskabte globale opvarmning, men rapporterne indeholder dog mange andre emner af militær og efterretningsmæssig interesse, som måske ikke umiddelbart kan sættes i forbindelse med klimaændringer.


Når militæret – både her og i udlandet – mere eller mindre relevant fremhæver trusler, har det som regel tidligere haft det formål, at man ønsker flere penge. Med tåben Trump i Det hvide Hus er det dog ikke nødvendigt for det amerikanske militær.


Allerede i maj 2017 fik militæret et enormt tilskud til budgettet på 25 milliarder dollars. USA har nu et årligt militærbudget på 611 milliarder dollars (3.651.152.700.000 kr.). Kina er nummer to på listen med 215 milliarder dollars. I 2018 er det i Danmark på 21.3 milliarder kroner, og det forventes at stige yderligere i de kommende år.


Med så enorme militære budgetter og med den vægt, som de tre seneste amerikanske rapporter tillægger konsekvenserne af klimaændringer på udsigterne til en mere urolig verden – og man må formode, at de andre stormagter har samme mere eller mindre skjulte dagsorden – bliver man nødt til at spørge, om der i virkeligheden er tale om forberedelser til krig om de ressourcer, først og fremmest vand og mad, som er afgørende for alt levende på kloden, og som nu for alvor er truet af den globale opvarmning?


Måske skal jeg endnu engang læse denne artikel fra The Guardian tidligere på ugen med titlen ’Why Silicon Valley Billionaires are prepping for the apocalypse i New Zealand’.

Havniveauet

14/02-2018: Apropos accelerationer i klimasystemet, som jeg omtalte i sidste blog-indlæg, er en ny videnskabelig rapport om det accelererende havniveau netop udkommet.


Baseret på satellitmålinger foretaget ved hjælp af radarskanning af verdenshavene har det for første gang været muligt af tegne et nøjagtigt 3D-billede af havenes toppe og dale (se billede), og dermed er det lykkes at bekræfte det, som computermodeller i årevis har advaret om, nemlig at havniveauet stiger hurtigt.


Undersøgelsen bekræfter også, at både Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC) og Det europæiske Energiagentur havde ret i deres påstand om, at havniveauet er accelereret i de senere år. Det bekræftes også, at det gennemsnitlige havniveau vil være vokset med mindst 65 centimeter i år 2100 i forhold til 2005-niveauet.


65 centimeter i løbet af de næste 80 år ligger et stykke fra det niveau på 2 meter, som de fleste klimaforskere med forstand på havniveau i øjeblikket vurderer er det mest realistiske bud. Det er endnu længere fra de 3 til 5 meter, som nogle klimaforskere – og jeg – anser for mere sandsynligt.


Det er dog vigtigt at lægge mærke til, at undersøgelsen kun tager sit udgangspunkt i den jævne accelerationshastighed, som er blevet observeret i de sidste 25 år. Der er således kun i begrænset omfang taget højde for de seneste års kraftigt voksende acceleration i afsmeltningen fra iskapperne i Grønland og Antarktis.


Bryder iskapperne i Antarktis sammen på grund af den accelererende globale opvarmning og den deraf følgende opvarmning af havet omkring dette kontinent – som adskillige forskere anser for sandsynligt – ser stigningen i havniveauet helt anderledes ud. Så taler vi om en stigning på mellem 1,2 til 3 meter blot som følge af afsmeltning af isen på dette kontinent alene.


Sidste gang, Jorden var så varm som i dag, var for 125.000 år siden, og på det tidspunkt var havniveauet 6 meter højere end nu. Men indtil videre er de mekanismer, som kunne give anledning til en afsmeltning af den størrelsesorden fra de store iskapper, stadig en udfordring, som klimaforskerne arbejder ihærdigt for at få styr på.


De nye målinger af havniveauet har sammen med analyser af langvarige havniveaudata fra tidevandsmålere langs kysterne og relevant forskning i iskappestabilitet nu gjort det muligt for forskerne at udarbejde et meget detaljeret billede af, hvordan havniveauet vil påvirke kystsamfund helt ned til husniveau for eksempel for byen Charleston i South Carolina.


Klimaforsker Gary Mitchum, der er en af forfatterne til undersøgelsen, arbejder på University of South Florida, som ligger i Tampa, og byen ligger på den globale top 10-liste over de byer, der er mest udsat for konsekvenserne af havniveaustigninger. Men selv om byerne på listen ved, at de er i risiko, vil de måske ikke være i stand til at forberede sig hurtigt nok på de kommende vandmasser uden yderligere investeringer i katastrofeberedskab og sikringstiltag mod oversvømmelser.


I USA vedtog man i fredags en lov, som giver betydelig flere midler til at sikre, at lokalsamfundene gøres mere modstandsdygtige overfor de langsigtede trusler fra klimaændringerne. Ifølge Rob Moore, som er politisk analytiker ved Natural Resources Defense Council, svarer dette engangsbeløb imidlertid blot til de penge, som burde afsættes hvert år til klimasikring, og ikke kun når en kraftig orkan har hærget. Hvis USA ikke begynder at investerer i en tilpasning til den langsigtede stigning i havniveauet, vil man altid halte bagefter, siger han.


For resten af verden er situationen ikke bedre. Selv om man antager, at kystsamfund ”blot” står over for en yderligere stigning i havniveauet frem mod år 2100 på cirka 10 centimeter pr. årti, som undersøgelsen går ud fra, så vil det alligevel blive meget svært med de nuværende tiltag (eller mangel på samme) at holde trit, så omfattende ødelæggelser kan forhindres.


Nogle steder vil stormfloder øge erosion, ødelægge hjem, virksomheder og transport-infrastruktur, og andre steder vil havvand trænge ind i de vandførende lag og ødelægge drikkevandsforsyninger. I det sydlige Asien og på mange øer i den del af verden vil folk miste de marker, som de lever af og bor ved. Og den udvikling vil fortsat accelererer også efter år 2100.


Risikoen for at blive taget på sengen, når tærskler i klimaet i nær fremtid bliver overskredet som for eksempel et pludseligt accelererende havniveau, er overhængende – også i Danmark. Men her er regeringens politik altså, at der i fremtiden skal satsets på at forbedre forholdene for privatbilismen med flere og bedre veje – der er dog grænser for, hvor langt væk man kan komme selv i bil i vores lille land med vandet i hælene.

Havisen i Arktis

A lone Arctic sea ice floe, observed during the Beaufort Gyre Exploration Project in October 2014. Credit: NASA/Alek Petty

12/02-2018: DMI fortæller, at havisens udbredelse i Arktis i januar 2018 var den laveste siden målingerne begyndte i 1979.


Lufttemperaturen ved Nordpolen var cirka 10º C varmere end normalt, idet den lå på omkring -20º C. Grønlandshavet, Barentshavet og Beringshavet, der omgiver havisen, var cirka 2º C varmere end normalt, da temperaturen plejer at ligge omkring 3º C. Siden 2007 har havisens udbredelse i Arktis ligget på et betydeligt lavere niveau end i perioden fra 1970’erne til 1990’erne.


Man skelner mellem et-årig havis og flerårig havis. Flerårig havis overlever sommerperioden og kan opbygge en tykkelse på 3-4 meter i løbet af nogle vintre, men den menneskeskabte globale opvarmning, som i øjeblikket er dobbelt så stor i Arktis i forhold til resten af verden, betyder, at der sker en generel udtynding af havisen – områder med flerårig havis svinder ind, og tynd et-årig havis udgør en større andel af isen.


Ifølge de foreliggende klimamodeller vil denne udvikling fortsætte i takt med den globale opvarmning og betyde, at vi omkring midten af dette århundrede i perioder vil opleve en isfri Nordpol om sommeren.


Jeg har tidligere omtalt den kendte britiske forsker Peter Wadhams, professor i havfysik og ekspert i havis, der i sin bog fra 2016 ’A Farewell To Ice’ forudsiger, at vi måske allerede fra 2020 vil opleve de første isfrie somre ved Nordpolen (blog-indlæg 04/11-2016). Årsagen til den forskel i forudsigelsen er formodentlig, at klimamodeller i dag generelt ikke medtager de accelererende udviklinger i klimasystemet som følge af den globale opvarmning af den simple årsag, at den faktor er ukendt.


Det er også derfor, at der er så stor forskel på forudsigelserne om havniveaustigningen i resten af dette århundrede. Der er naturligvis ikke videnskabelig basis for at medtage ’mavefornemmelser’ i klimamodeller, men ikke desto mindre er den igangværende acceleration i klimasystemet et faktum.


De forskere, der på baggrund af deres indgående viden om bestemte forhold i klimasystemet fremfører deres ’mavefornemmelser’ og dermed lægger hovedet på blokken, risikerer så at miste det, hvis de tager fejl, men her på bloggen vil jeg tillade mig at gengive udokumenterede udsagn fra erfarne forskere, der til daglig ved, hvad de taler om.


Risikoen for verdenssamfundet kan ellers blive, at vi i de kommende år vil opleve meget ubehagelige overraskelser, når ’pludselige’ overskridelser af tærskler i klimasystemet vælter den dagsorden, som vi hidtil har handlet ud fra. Man skal ikke have fulgt den globale opvarmning og klimaændringerne i ret mange år for at vide, at forskerne allerede gentagne gange er blevet taget på sengen på grund af den accelererende udvikling i klimaet som følge af de menneskeskabte klimaændringer.


Arktis er et godt eksempel på alt det, der følger med, når en region bliver ramt af uventet høj opvarmning. For eksempel løber jetstrømmen omkring Arktis langsommere, hvilket giver anledning til større bugtninger i vindsystemet, som igen bevirker fastlåste vejrsystemer, der blandt andet har givet anledning til den meget kolde vinter i store dele af USA i år. Indtil for nyliget var det ikke en udvikling, der på forhånd med sikkerhed var forudsagt af klimamodeller.


Klimaforskning er en utrolig kompliceret forskningsgren, men heldigvis har vi rigtig mange dygtige klimaforskere. Deres modeller, der selvfølgelig er afhængige af de data, som man er i stand til at fodre dem med, bliver heldigvis bedre og bedre – ikke mindst takket være computere med stadig større regnekraft og bedre instrumenter til indsamling af data.


For at gøre det hele endnu mere kompliceret, så er klimaforskningen blot en del af en større helhed, nemlig Jordsystem-forskningen.

Kystsikring


10/02-2018: Jeg vil starte med at give en buket roser (eller måske åkander) til programmet ’Når vandet kommer’ på DR K, som jeg så i går. Det var både seriøst, oplysende og yderst relevant.


I forbindelse med omtalen af de sommerhuse, som i øjeblikket drysser ned på stranden nogle steder langs Vestkysten, blev det fortalt, at hård kystsikring fungerer bedst, og at kritikere af den form for kystsikring blot har indvendinger mod udseendet.


Var havniveauet forblevet det samme i fremtiden som i dag, kunne der måske argumenteres for en hård kystsikring bestående af for eksempel kampesten eller betonblokke. Men det er IKKE fremtiden. Havniveauet stiger som følge af den globale opvarmning, som det jo også fremgår af udsendelsen, og det betyder, at mængden af vand i havet vokser, og når volumen vokser, giver det automatisk kraftigere bølger under stormvejr.


En netop offentliggjort videnskabelig rapport beskriver bølgernes utrolige kraft. Forskerne har set på, hvor store klippeblokke stormene langs den irske Atlanterhavskyst kan flytte, og selv om Vesterhavet slet ikke kan sammenlignes med Atlanterhavet, siger det noget om den kraft, som havets bølger er i besiddelse af .


Vinteren 2013-14 var særlig stormfuld langs Irlands vestkyst, og det lykkedes forskerne at dokumentere størrelsen af de klippeblokke, som bølgerne flyttede rundt på, og hvor langt væk de endte (se billederne i artiklen) – og forskerne var chokerede.


Den største klippeblok, som godt nok ”kun” blev flyttet nogle få meter, vejede 620 tons. Men blokke på 100 tons eller mere var blevet væltet rundt af bølgerne og ført op til 220 meter ind i landet og løftet op til 29 meter over daglig højvande.


Stormene den vinter var ikke engang særligt voldsomme, og kraftigere storme vil selvfølgelig gøre endnu større skade. Og kraftigere storme er netop, hvad klimaforskerne forventer i de kommende år – ikke kun i Atlanterhavet, men også i Nordsøen.


I øjeblikket forventes det globale gennemsnit for havniveauet at stige to meter i løbet af de næste 80 år, men det stopper ikke der – havniveauet vil fortsætte med at stige i fremtiden, så længe den globale opvarmning vokser, og så længe de store iskapper smelter. (For tyve tusinde år siden – midt under den sidste istid, hvor gletsjere dækkede blandt andet Bornholm – var vandstanden op til 120 meter lavere end i dag).


Der er derfor bred enighed blandt forskere om, at den bløde kystsikring er den eneste gangbare løsning i længden. Som det fremgå af udsendelsen burde man have ladet være med at dræne marsken i Sønderjylland og i stedet lade det naturlige vådområde stå uberørt – det ville have dæmpet oversvømmelser og gavnet naturen.


Nedbrydningen af kysten længere oppe langs Vesterhavet vil fortsætte, og ingen hård kystsikring vil kunne forhindre det. Det er en konsekvens af den menneskeskabte globale opvarmning, og den opvarmning har man kendt til i hvert fald siden 1988 – og nedbrydningen af kystlinjen nedenfor de omtalte sommerhusområder har været kendt meget længere.


Har man købt sommerhus i de områder er man med andre ord selv ude om det – uvidenhed er ingen undskyldning. Med mindre man er så heldig at være forsikret tilstrækkeligt, så må man også selv bære det økonomiske tab.


Jeg er meget mere bekymret for de havnebyer som for eksempel Esbjerg, der naturligvis også står overfor alvorlige udfordringer i de kommende år – og det må naturligvis være en samfundsopgave at løse de problemer – og det bliver dyrt, utroligt dyrt.


Lad os ikke håbe, at politikerne finder på at støtte en nytteløs kystsikring langs Vestkysten med for eksempel 10 millioner kroner – men på den anden side er der jo folketingsvalg om ikke så længe, så det gør de nok.

Day Zero

Cape Town and Table Mountain await the rain. Image: By Matthiasmulle, via Wikimedia Commons

08/02-2018: Der er ikke mangel på vand i Danmark i øjeblikket. Regnmængderne har i det sidste års tid ligget noget over gennemsnittet, og det er tilsyneladende kommet bag på eksperterne. Grundvandsstanden er så høj mange steder, at det især skaber problemer for landbruget.


Når jeg taler med folk om problemet her på Bornholm, siger de ofte, at til sommer bliver det bedre. Da mange på Bornholm er afhængig af turistindustrien, betød regnen i 2017, at restauranter og cafeer måtte dreje nøglen om, så den optimisme er udbredt blandt mange bornholmere.


Det er imidlertid ikke det, klimaforskerne lover. Faktisk har der i adskillige år været bred enighed blandt fagfolk om, at klimaændringerne betyder mere regn på vore breddegrader. Skulle vi således til sommer og næste sommer få et lige så regnfuldt år, får det alvorlige konsekvenser for øens – og resten af Danmarks – landbrug og turistindustri.


Og en række af meget regnfulde år VIL komme – global opvarmning indebærer, at luften kan indeholde større mængder nedbør.


Andre steder i verden er det dog tørke, der for alvor truer befolkninger, og det er ikke mindst storbyer, som har eller får alvorlige problemer med drikkevandsforsyninger. I år 1900 boede blot 15% af verdens befolkning i storbyer – i dag er det over 50%. I øjeblikket er omkring 4 milliarder mennesker helt afhængig af de bymæssige infrastrukturer – blandt andet det livsvigtige drikkevand.


Day Zero er et udtryk, som er dukket op i medierne på det sidste, og i den forbindelse er det storbyen Cape Town i Sydafrika, der i øjeblikket er tale om, idet storbyen forventes at løbe tør for drikkevand meget snart.


Ligesom i resten af verdens storbyer er befolkningstallet også her blevet næsten fordoblet fra 2,4 millioner mennesker til 4,3 millioner – i Cape Town er fordoblingen dog sket på mindre end 25 år – og storbyen har nu været ramt af tørke siden 2015. Ifølge klimaforskerne er der ikke udsigt til, at det vil ændre sig i fremtiden. Klimaændringerne betyder nemlig, at vandknaphed er fremtiden for den del af Afrika.


Der er ikke tale om, at Cape Town har sløset med vandet – tværtimod. Byen har faktisk gjort rigtig meget for at sikre en god drikkevandsforsyning. Der er et veludviklet og retfærdigt afgiftssystem, befolkningen er veloplyst om vandforbrug og den nyeste teknologi bruges til at bekæmpe vandspild. Restriktioner er på plads og håndhæves.


Alligevel bliver vandhanerne lukket den 11. maj ifølge den lokale regering. Dog er det ikke sikkert, at det kommer så vidt, for den årlige regntid starter normalt sidst i maj. Det, der bekymrer eksperter mest, er, hvordan situationen ser ud i 2019, for uanset hvor store mængder nedbør der kommer i år, vil det ikke være nok til at fylde provinsens vandreservoirer.


Cape Town kan altså blive den første storby i verden, som rammes af akut vandmangel. Forskere er imidlertid enige om, at andre storbyer med tilsvarende befolkningstal og klimatiske karakteristika snart kan stå i samme situation.


Melbourne i Australien var under den såkaldte ’Millennium-tørke’, som ramte landet i starten af dette århundrede, blot et år fra at løbe tør for vand, men i dag er det Perth, der kan stå for tur. Storbyen er kun halvt så stor som Cape Town, men fra 1974 til 2010 faldt vandtilstrømningen med 90% og er forblevet på et lavt niveau lige siden. Også i Perth er befolkningstilvæksten steget kraftigt – med 28,2% fra 2006 til 2016.


Australien havde sit tredje varmeste år nogensinde i 2017, og i øjeblikket oplever nabolandet New Zealand en usædvanlig varm sommer med en gennemsnitstemperatur for januar på 20,3º C, hvilket er tre grader over normalen og slår den tidligere rekord på 19,6º C fra februar 1998 – optegnelserne går tilbage til 1909.


Den fem år lange tørke i Californien fra 2011 til 2016 står også frisk i erindringen – måske fordi vi på den nordlige halvkugle lægger mest mærke til begivenheder på egne breddegrader. Her betød dårlig infrastruktur, at en række småbyer i oplandet til storbyerne blev særlig hårdt ramt.


I Californien er der en vis bekymring for, at en ny tørke allerede kan være under udvikling, idet snedækket i staten, som leverer cirka en tredjedel af vandforsyningen, igen er på et kritisk lavt niveau – blot 27% af normalen den 1. februar. Sædvanligvis falder nedbøren fra december til marts, men dele af Californien har fået meget lidt, og vejrudsigten går mod højere temperaturer i de kommende uger.


Afsaltningsanlæg, hvor man fjerner saltet fra havvand, er en metode, som stadig flere lande tager i brug eller overvejer at bygge for at skaffe drikkevand. Det gælder Sydafrika, Algier, Ghana og Namibia i Afrika, lande i Mellemøsten, Kina, Californien og Australien. I øjeblikket er 1% af verdens befolkning afhængig af afsaltet havvand, men i 2025 ventes det tal at være steget til 14%.


Problemet med den metode er, at den er meget dyr og energikrævende. For rige lande er den løsning således mulig, men for fattige lande som de afrikanske er man nødt til at tage omkostningerne i betragtning.


I 2017 advarede FN om, at i løbet af de næste to årtier vil 600 millioner børn leve i regioner med ekstrem vandmangel. I lande som Etiopien, Nigeria, Somalia, Sydsudan og Yemen vil vandmanglen blive særlig udtalt, men også det sydlige Asien og Mellemøsten vil blive hårdt ramt i de kommende år.


Alle disse lande og regioner – og flere endnu – har været nævnt i tidligere blog-indlæg, når det har handlet om tørke og mangel på vand, og konklusionen er stadig den samme – det er verdens fattigste, der kommer til at lide mest som følge af de klimaændringer, som især vi i den industrialiserede del af verden er skyld i. Og det værste er, at alle verdens rige lande i klimaaftale efter klimaaftale har lovet at hjælpe de fattigste lande med midler, der kunne afværge de værste konsekvenser af den globale opvarmning, uden at det er sket.


Vand og fødevareforsyning er uløseligt forbundet, så derfor vil vi i den vestlige verden før eller siden også mærke konsekvenserne af vores liv i luksus og overflod, men for os vil det nok føles endnu værre netop af den grund.

Biodiversitet

Summers Place Auctions sells first Dodo skeleton in a century for £346,300 Summers Place Auctions announces the sale of a 95% complete composite skeleton of a Dodo the first to come up for sale since the early 20th century. It was part of the fourth Evolution sale at Summers Place Auctions on Tuesday, 22nd November 2016 and the hammer went down at £280,000. Photograph: Leon Neal/Getty Images

05/02-2018: Jeg har tidligere omtalt den tyske videnskabelige undersøgelse af mængden af flyvende insekter i Tyskland, som fortæller, at antallet af disse insekter målt i biomasse – som er mere relevant i miljømæssig sammenhæng – i løbet af 27 år er skrumpet ind med hele 76% til 82%.


Det er langt fra den eneste undersøgelse, som peger på, at antallet af insekter er stærkt faldende over hele verden (blog-indlæg 20/10-2017). Om det skyldes forgiftning af miljøet med pesticider eller klimaændringer eller en kombination af disse to forhold er endnu ikke klarlagt, men det vil få afgørende konsekvenser for hele biosfæren.


Gennem helt uvidenskabelige observationer her på Bornholm forekommer det mig, at mængden af insekter i sommeren 2017 var mindre end i 2016. Om det skyldes de store mængder regn – 11% mere i 2017 end normalen her på øen – kan jeg ikke afgøre, men antallet af edderkopper inde i huset i denne vinter er i hvert fald mindre end sidste vinter. Der er stort set ingen, og de lever jo af insekter.


Hvis antallet af insekter er faldet så drastisk, som den tyske undersøgelse peger på, så vil det hurtigt kunne mærkes på fuglebestanden. Desværre er fodring af fuglene denne vinter blevet forbudt som følge af den voksende rotteplage på øen, så jeg har ikke haft mulighed for at konstatere, om foderautomaterne har været mindre besat denne vinter i forhold til sidste vinter. Det vil foråret måske kunne give svar på.


At vi er i gang med at ødelægge klodens biodiversitet, er de fleste forskere enige om. Om konsekvenserne af denne ødelæggelse er der imidlertid stadig delte meninger. Især drejer diskussionen sig om, hvorvidt der findes en global biodiversitets-tærskel, hvis overskridelse vil kunne gøre Jorden ubeboelig for mennesker.


I en artikel i Trends in Ecology & Evolution angriber tre forskere, økolog José Montoya, økolog Ian Donohue og Stuart Pimm, der er en af verdens førende eksperter i masseuddøen, ideen om, at der skulle eksistere en sådan tærskel for tab af biodiversitet, hvor livet på kloden bryder sammen.


De nævner, at selv efter ”Den store Masseuddøen” – Perm-Trias udslettelsen – for cirka 250 millioner år siden, hvor 96% af alle arter forsvandt, vendte livet tilbage i al sin mangfoldighed, og mere end 600 eksperimenter omkring biodiversitet viser ingen tegn på, at total kollaps vil finde sted.


José Montoya siger til The Guardian:


”Generelt set har tabet af arter en ødelæggende indvirkning på økosystem-funktioner … Vi mister gradvis bestøvningsfunktioner, vandkvalitet, plante-biomasse og mange andre vigtige funktioner i takt med, at vi mister arter. Men vi ser aldrig en kritisk biodiversitets-tærskel, hvor funktioner bryder sammen, hvis denne tærskel overskrides.”


Ifølge de tre forskere betyder det ikke, at vi ikke burde være dybt bekymrede over biodiversiteten. Vi burde være bekymret over hver eneste art, som går tabt, og ikke fokusere på en teoretisk streg i sandet. Selv små tab af biodiversitet har vigtige konsekvenser for økosystem-funktioner og de tjenester, som de yder (f.eks. bestøvning). Kort sagt siger de, at jo mere vi mister, jo mindre produktivt, effektivt og sundt bliver vores miljø, og jo større er den risiko, vi udsætter os selv for.

Andre forskere tøvede imidlertid ikke med at angribe Montoya, Donohue og Pimm for at have misforstået de definitioner, som er bygget op omkring ”biosfære, helhed, planetær, tærskel”.


Ifølge Johan Rockström, som er direktør for Stockholm Resilience Centre og en af de førende forskere, når det gælder planetære tærskler, så er biodiversitet en variabel, som opererer ”under det planetære systems kølerhjelm”, fordi det har indflydelse på stabiliteten af vores klima, vores ozonlag og vore have, som ifølge Rockström hver for sig har meget klare planetære tærskler.


Ifølge Rockström er rationalet for biodiversitet som en planetær tærskel, at sammensætningen af træer, planter, mikrober i jorden, fytoplankton i havene, rovdyr øverst i økosystemerne til sammen udgør en grundlæggende kernebidragsydelse til regulering af klodens tilstand. Biodiversitet er simpelthen en af Jordens grundpiller, og hvis for meget biodiversitet går tabt, risikerer vi at udløse overskridelsen af en tærskel i vort klima eller i havene, hvilket kan bringe kloden ind i en ny tilstand.


Tab af biodiversitet kan ifølge Rockström ødelægge ”det trygge råderum” for mennesker og efterlade os i en fremmed verden, der bliver stadig mere fjendtlig i forhold til vores overlevelse.


Som det er sagt så mange gange: Jorden skal nok overleve – menneskeheden gør det måske ikke.


Den voldsomme massedød blandt flyvende insekter, som den tyske undersøgelse påpegede, burde allerede nu kunne konstateres herhjemme. I kommentarerne til undersøgelsen berettede en person, at han havde lagt mærke til, at antallet af insekter, som ramte bilens forrude på familiens tur til Frankrig, var minimal i forhold til tidligere.


Jeg har ikke selv bil, men andre tegn burde allerede være tydelige – som for eksempel det lave antal edderkopper. Jeg vil derfor opfordre andre til at være opmærksomme. Desværre kan det ende med at gå langt hurtigere med udryddelse af insekter, end vi vil bryde os om – med omfattende konsekvenser til følge.

Fjernelse af CO2 fra luften

04/02-2018: For ikke at blive anklaget for ensidighed i dækningen af den menneskeskabte globale opvarmning og de deraf følgende klimaændringer, skal jeg gøre opmærksom på, at fysiker David Keith, Bill Gates og Direktør Norman Murray Edwards har investeret store summer i et projekt, som skal trække CO2 ud af luften og producere kulstof-neutral brændstof af gassen.


Det er hermed gjort!


Er der forresten nogle af dem, som har interesser i fossile brændstoffer?


Truslen mod USA's militær

01/02-2018: Så skete det!


Den rapport, som for alvor vil rykke ved amerikanernes syn på de menneskeskabte klimaændringer, er netop blevet frigivet.


Når USA’s militær er truet, skal der handles.


Rapporten fra det amerikanske forsvarsministerium med den lange titel ’Department of Defense Climate-Related Risk to DoD Infrastructure Initial Vulnerability Assessment Survey (SLVAS) Report’ fortæller, at næsten halvdelen af de amerikanske militæranlæg på verdensplan er truet af ekstremt vejr som følge af klimaændringer.


Pentagon har undersøgt virkningerne af et ændret klima på alle amerikanske militære anlæg over hele verden – i alt 3500. Det drejer sig blandt andet om flyvepladser, energi-infrastruktur og vandforsyning, og i alt er 1700 i risiko for at blive ramt af ekstremt vejr.


Rapporten var bestilt af Kongressen, hvilket understreger, at på trods af tåben Trump er der en voksende bekymring blandt politikere for, at klimaændringer kan udgøre en trussel mod den nationale sikkerhed.


Rapporten indeholder ni kort over USA – formodentlig er resten af verden udeladt af sikkerhedshensyn – som illustrerer, hvilke militære anlæg der er truet af forskellige klimarelaterede forhold som oversvømmelser, ekstreme temperaturer, tørker, naturbrande og vind.


Måske er der alligevel lys for enden af tunnelen.