JANUAR

Naturgas i USA

31/01-2018: Også i USA går udviklingen mod mere naturgas. Selv om tåben Trump prøver at holde gang i kulproduktionen, skrider afviklingen af kulfyrede kraftværker i landet fremad. Det skyldes først og fremmest, at naturgas fra fracking-felterne i dag er rigelig og derfor billig.


Kulproduktionen i USA er frem til 2017 faldet med 44%, og brugen af naturgas er i samme periode steget med 45%. Der har været en stigning i anvendelsen af grøn energi på ikke mindre end 260% og en øget energieffektivitet har betydet, at USA i dag bruger 9% mindre elektricitet end for 10 år siden. Men de tre fossile brændstoffer, kul olie og naturgas, udgør stadig langt hovedparten af brændstoffet i el-produktionen (se grafen her).


Desværre er naturgasproduktionen i USA plaget af endnu større udslip af metan end i Europa (naturgas består af op til 99% metan). En stor del af rørnettet er gammelt og utæt, og adskillige undersøgelser har i de sidste par år peget på dette problem.


Selv om danske gasrørsledninger er nyere og bedre end de fleste andre steder i verden, lækkes der stadig metan fra produktionen i Nordsøen og fra rørnettet.


Fortalere for naturgas fremhæver ofte, at det fossile brændstof udgør er et godt ”overgangsbrændstof” i perioden fra afviklingen af kul til større anvendelse af grøn energi.


Og ganske vist skal den nye danske naturgasledning (omtalt i sidste blog-indlæg om naturgas den 22/1 i år) føre naturgas frem til polske forbrugere for at erstatte nogle af de mange stærkt forurenende kulfyrede kraftværker i netop Polen, men der er efterhånden så mange undersøgelser, der samstemmende påviser, at naturgas ikke er den forbedring af CO2-udledningerne, som mange politikere hævder.


I en videnskabelig undersøgelse offentliggjort i Environmental Research Letters fra 2014 om den amerikanske naturgasforsynings indvirkning på landets grønne energi og CO2-udledninger siger forskerne:


” … rigelige mængder naturgas til rådighed resulterer konsekvent i mindre brug af både kul og grøn energi [ … ] størrelsen af metan-læk kan i sidste ende afgøre, om virkningen blot bliver at reducere de samlede udledninger en smule eller faktisk vil øge dem [ … ] kun klimapolitiske beslutninger kan levere en betydelig reduktion i de fremtidige amerikanske udledninger fra produktion af elektricitet … Vi konkluderer, at øget brug af naturgas til el-produktion ikke vil reducere de amerikanske udledninger af drivhusgasser væsentligt, og ved at forsinke udrulningen af grøn energi-teknologi kan det faktisk forværre problemerne med klimaændringer på længere sigt.”


Den samme konklusion kan også bruges om det danske naturgas-”eventyr”, og måske burde de danske politikere lytte til energianalytiker Laura Wisland fra Union of Concerned Scientists, som til The Guardian har udtalt:


”Heldigvis har hurtigt faldende omkostninger allerede gjort grøn energi og batterioplagring af elektricitet konkurrencedygtig med naturgas og kul. Hvis det skal lykkes os at undgå de farligste konsekvenser af klimaændringerne, kan det ikke gå for hurtigt med en omstilling væk fra alle fossile brændstoffer over til grøn energi.”


I mine øje kan problemet med den omstilling dog blive manglen på de råstoffer, som en sådan omstilling vil kræve globalt. For eksempel er litium, som i øjeblikket indgår i batterier til blandt andet oplagring af elektricitet og drivkraft i el-biler, allerede nu et så nødvendigt grundstof, at det om blot 12 år kan blive en mangelvare.

Opvarmning af havene

Global map showing where 2017 heat content in the top 700 meters (2,300 feet) of the ocean was higher (orange) or lower (blue) than the 1993–2017 average. NOAA Climate.gov map, adapted from State of the Climate in 2017.

29/01-2018: Cirka 70% af kloden er dækket af vand, og mere end 90% af den overskydende varme fra den globale opvarmning optages af havene. Måling af havenes opvarmning er således en god indikator for, hvor hurtig den globale opvarmning foregår.


Et vigtigt instrument til måling af havenes temperatur i de øverste 2000 meter er en flåde af 3893 frit drivende instrumentbøjer, kaldet Argo-programmet, som dækker alle verdenshavene. Selv om Argo-programmet først blev indledt i år 2000 har man pålidelige instrumentmålinger af havenes temperatur helt tilbage fra 1950’erne og frem til år 2000.


Det er disse målinger, som danner grundlaget for en netop offentliggjort videnskabelig undersøgelse i tidsskriftet Advances in Atmospheric Sciences udført af to anerkendte kinesiske forskere, Lijing Cheng og Jiang Zhu. Og resultaterne er bekymrende. I 2017 var de øverste 2000 meter af havvandet langt varmere end det tidligere rekordår 2015.


Havenes varmeenergi måles i Joules, og i 2017 lå tallet på 19,19 x 1022 Joules, hvilket er 1,51 x 1022 højere end i 2015, hvor tallet var 17,68 x 1022 J. De tre andre rekordår var 2013, 2014 og 2016 (se grafen øverst til venstre). Forskerne kunne endvidere fastslå, at det varmere vand især befandt sig i Atlanterhavet og i havene på den sydlige halvkugle.


Når man ser på grafen, er det vigtigt at huske på, at grundlinjen (0) er middeltemperaturen for tidsrummet 1981-2010, så de blå søjler markerer temperaturudviklingen i havene fra 1958 frem til denne grundlinje, hvor temperaturen altså lå under denne middeltemperatur, og de røde søjler markerer stigningen i havtemperaturerne frem til 2017. De små fald og stigninger mellem de enkelte søjler er udtryk for de naturlige udsving, som El Niño/La Niña-kredsløbet forårsager.


Der skal naturligvis tages højde for disse naturlige variationer i for eksempel Stillehavet. El Niño er betegnelsen for en periode med en ualmindelig opvarmning af vandet langs den sydamerikanske vestkyst, og efter en El Niño køler havet i det østlige Stillehav af igen. Ofte, men ikke altid, falder vandtemperaturen mere end det, der er klimanormalen. Det er den omvendte tilstand af El Niño og hedder La Niña.


Det samlede fænomen, som kobler atmosfære og oceanprocesser sammen, kaldes El Niño Southern Oscillation (ENSO), hvor Southern Oscillation referer til atmosfæreændringerne i forbindelse med en El Niño.


Denne vekselvirkning mellem hav og atmosfære giver anledning til omfattende ændringer i klimasystemet, som kan vare i månedsvis og føre til omfattende påvirkninger af vores infrastruktur, landbrug, sundhed og energiproduktion. Ikke mindst af den grund ville det være en fordel at kunne forudsige variationerne i El Niño/La Niña-kredsløbet nøjagtigt, men indtil videre ved man for lidt om dette kredsløb.


Dog ved man, at optegnelserne over havenes globale varmeindhold ikke er afgørende påvirket af El Niño/La Niña-kredsløbet, og derfor er disse data stadig en god indikator for den globale opvarmning.


Som professor og klimaforsker John Abraham, der er forfatter til artiklen i The Guardian, gør opmærksom på, så kan man ikke på baggrund af, at 2017 var varmeste år for havene, direkte udlede, at vi mennesker opvarmer kloden. Men ser man på den opadgående udvikling på grafen, som til og med dækker adskillige årtier, så er det i sig selv et tydeligt bevis på, at den globale opvarmning finder sted.


Når de fem varmeste år i verdenshavene netop er de seneste fem år, så er der tale om en stærkt bekymrende udvikling. Som omtalt mange gange tidligere på denne blog, så er der en udvikling i gang i havene – iltsvind, forsuring og opvarmning – som i den grad vil rokke ved grundlaget for den verden, vi lever i, og det bliver vore børn og børnebørn, der kommer til at betale prisen.


Men det sidste er jo ingen nyhed.

Klimaændringer og sundhed

27/01-2018: I The Lancet Countdown 2017-rapporten har det førende medicinske tidsskrift undersøgt forbindelsen mellem de menneskeskabte klimaændringer og vores sundhed, og det slås fast, at denne forbindelse bliver tydeligere år for år. Ifølge rapporten er den skade, som klimaforandringer forvolder på mennesker, langt værre end man hidtil har ment.


Som det gentagende gange er blevet påpeget, så er det først og fremmest verdens fattige lande, som indtil nu er blevet ramt hårdest af de igangværende klimaændringer. Det har betydet, at de sidste årtiers fremskridt, når det gælder bekæmpelse af for eksempel kolera og andre vandbårne sygdomme, er blevet sat tilbage, og den udvikling vil fortsætte, med mindre der for alvor gribes ind mod klimaændringer.


Rapporten er illustreret med adskillige grafer, og af dem fremgår det for eksempel, at 125 millioner flere ældre mennesker over 65 var udsat for hedebølger i 2016 end i år 2000. I samme periode faldt den globale arbejdskapacitet hos bønder med 5,3%, simpelthen fordi det blev for varmt til at arbejde. Den myg, der overfører denguefeber, har med den globale opvarmning kunnet øge sine smitteområder med 9,5% siden 1950.


Oversvømmelser som følge af ekstremt vejr er også årsag til mange helbredsproblemer hos de ramte befolkninger, og 2017 blev et hårdt år med mange dødbringende storme – ikke mindst i USA. Hurricane Harvey blev den næst dyreste hurricane nogensinde, og man mangler stadig at opgøre de menneskelige og økonomiske omkostninger som følge af Irma og Maria.


Netop Harvey understreger imidlertid endnu en alvorlig trussel mod menneskers helbred, som ikke kun er begrænset til verdens fattige lande. Oversvømmelserne i hælene på Harvey ødelagde store dele af Houstons industrikvarterer. Det førte til øget luftforurening, som overskred de fastsatte grænser, og mindst 14 pladser med giftigt affald blev oversvømmet og ødelagt. Næsten 100 udslip af farlige kemikalier i byen er siden blevet rapporteret.


The Lancet har med en rapport offentliggjort i oktober 2017 anslået, at forurening er den mest almindelige miljømæssige årsag til sygdomme og dødsfald i dag, idet forurening vurderes at koste omkring 9 millioner mennesker en for tidlig død, og her er tale om både luft-, vand- og jordforurening. Tallet forventes at vokse i takt med flere klimarelaterede katastrofer.


Puerto Rico, som i november 2017 blev næsten totalt ødelagt af hurricane Maria, er et godt eksempel på sammenhænget mellem socioøkonomisk ulighed og skævhed i sundhedstilstanden hos befolkningen. I Puerto Rico er fattigdommen dobbelt så høj som i resten af USA, og mange mennesker kæmper i forvejen med for eksempel diabetes og nyresygdomme og med et smuldrende sundhedssystem. De officielle dødstal efter stormen blev anslået til 64, men efterfølgende rapporter anslog, at nedbrydningen af sundhedssystemet bidrog til mindst 1052 yderligere dødsfald på øen.


Haiti er et andet eksempel på et ekstremt fattigt land, som i 2010 først blev ramt af et altødelæggende jordskælv, og seks år senere, den 4. oktober 2016, blev strejfet af hurricane Matthew, som ramte den del af Haiti, hvor der endnu fandtes træer og vegetation, hvilket stort set udslettede øens fødevaresystem. Små fiskelandsbyer og bondesamfund blev ramt, og husdyr og frugttræer gik til. FN anslår, at 800.000 mennesker led under mangel på mad og vand.


I den sidstnævnte artikel slår de to forskere, Chelsey Kivland og Anne Sosin, fast, at beslutningstagere er nødt til at adressere forbindelsen mellem miljø og sundhedskriser. Det er formålsløst at få sundhedssystemer op at stå, hvis man samtidig undergraver de miljømæssige vilkår for en ordentlig sundhed. Tilbagerulning af miljøreguleringer vil få langt større konsekvenser for sundheden over hele verden end nogen sundhedsreform, slår de fast.


Hermed er endnu en brik føjet til det puslespil af talrige og ødelæggende konsekvenser af den globale opvarmning forårsaget af de menneskeskabte klimaændringer, som den kommende generation vil stå overfor. Pandemier har tidligere ramt verden, og eksperter indenfor dette felt er i hvert fald foruroliget over den klimatiske udvikling

Planter og CO2

25/01-2018: Knapt 30% af klodens overflade er land, og heraf befinder de største landområder sig på den nordlige halvkugle. I de seneste årtier har man konstateret, at netop den nordlige halvkugle er blevet grønnere.


Planter optager kuldioxid som en del af den fotosyntese-proces, hvor Solens energi i bladene omdannes til føde i form af kemisk energi. I dag optager planterne mere kuldioxid, end de gjorde for 200 år siden, hvilket naturligvis hænger sammen med de menneskeskabte globale udledninger af CO2 i den periode.


Man ved, at planter i drivhuse vokser hurtigere og bliver mere frodige med et forhøjet CO2-indhold i luften, så derfor var det forventet, at plantevækst i naturen kunne drage fordel af det højere CO2-indhold i atmosfæren. Samtidig ville denne proces på globalt plan måske kunne opsuge så meget CO2, at det kunne stabilisere klimasystemet ved at modvirke de øgede mængder udledninger som følge af menneskelig aktivitet.


I en videnskabelig undersøgelse offentliggjort i begyndelsen af 2017 kiggede et forskerhold nærmere på den antagelse, og måtte desværre konstatere, at det ikke var tilfældet. Det er stadig os selv, som skal nedbringe vore udledninger af drivhusgasser.


Det har imidlertid også været påstået, at planternes større frodighed med det højere kuldioxid-indhold i atmosfæren (frugtbarhedseffekten af CO2) kunne fremme fødevareproduktionen i landbruget, for netop den effekt har været påvist i laboratorieforsøg. Det holder imidlertid heller ikke stik.


I et økosystem i naturen er der ofte mangel på kvælstof, og derfor bliver det kvælstof, som kontrollere, hvor meget biomasse der produceres. Når man for eksempel på udendørs jordlodder fordoblede indholdet af CO2 kunstigt i forhold til det før-industrielle niveau, steg træers produktivitet med omkring 23%, men med tiden aftog denne effekt betydeligt som følge af mangel på kvælstof.


Mangel på kvælstof og andre næringsstoffer påvirker imidlertid ikke landbrugsafgrøder på samme måde som planter i naturen takket være kunstgødning. Til gengæld har det vist sig, at jo mere CO2 der er til rådighed, jo færre fordele er der. Ved en opvarmning på 1º C til 2º C begynder man at se negative virkninger – altså den opvarmning, som vi nu er oppe på. Det drejer sig blandt andet om tørke og varmestress, som højst sandsynlig vil udligne de direkte fordele for planter ved et stigende indhold af CO2.


I dag ved vi også med sikkerhed, at afgrøder dyrket under et højere CO2-indhold i atmosfæren, bliver mindre næringsrige. Forskere har fastslået, at om cirka 30 år, når CO2-indholdet i atmosfæren sandsynligvis er nået op på 550 ppm (dele pr. million luftmolekyler), kan fødeafgrøder have mistet så mange vigtige næringsstoffer, at det kan forårsage protein- og zinkmangel hos 150-200 millioner mennesker ud over det antal, som i forvejen lider af mangelsygdomme.


Myten om, at i det mindste planter har fordel af et højere CO2-indhold i atmosfæren, er hermed aflivet. Tværtimod vil den globale opvarmning også gøre livet vanskeligere for planteriget, når vejr-ekstremer i de kommende år forstærkes yderligere med uforudsigelige mængder nedbør på de ”forkerte” tidspunkter og langvarige tørker de ”forkerte” steder for alvor slår igennem.


Ud over den indvirkning, som disse vejr-ekstremer vil have på klodens økosystemer, vil livet som landmand hvor som helst på kloden blive stadig vanskeligere – for ikke at sige umulig. Og fødevaresikkerheden … ja, det bliver spændende.

Naturgas

22/01-2018: I starten af januar i år kom beskeden om, at det statsejede danske selskab Energinet sammen med det polske gasdistributionsselskab Gas-System overvejer at bygge en naturgasledning fra gasledningen Europipe II, der går ned gennem Nordsøen mellem Norge og Tyskland, til Polen.


Røret skal gå fra Blåbjerg ved Vestkysten og til modtagestationen i Nybro ved Varde. Gassen sendes dernæst videre gennem eksisterende rør til Egtved. Herfra bygges der en ny rørledning under Lillebælt og tværs over Fyn for at ramme den eksisterende rørledning under Storebælt. På Sjælland skal der så anlægges yderligere 70 kilometer ny rørledning fra Kongsmark ved Slagelse, forbi Næstved til Strandegaard syd for Faxe Ladeplads, hvor ledningen "går i vandet"


Projektet kaldes Baltic Pipe og er i øjeblikket i den første offentlige høring, og til efteråret vil de to bygherrer træffe den endelige beslutning om at sætte projektet i gang. Der bliver i så fald tale om en investering på 12-15 milliarder kroner. I alt skal der anlægges 200 kilometer rørledning på land i Danmark. Allerede nu har det forhold givet anledning til kritik og store protester fra mange i de berørte kommuner. Der må nemlig ikke bebygges i en afstand på flere hundrede meter fra rørledningen.


Når projektet frem til endelig godkendelse, skal det stå færdigt i 2022 (sjovt nok er det også i 2022, at man forventer, at et genopbygget Tyra-felt i Nordsøen vil stå klar til at levere naturgas til danskerne), og ifølge Energinet vil det betyde lavere gaspris for forbrugerne og større forsyningssikkerhed for Danmark. En sådan udmelding fra et energiselskab er naturligvis ikke overraskende, men det har selvfølgelig ikke noget med virkeligheden at gøre.


Naturgas er et fossilt brændstof. Mellem 75% og 99% af gassen er metan, og metan er en drivhusgas, som er meget kraftigere end CO2. Og netop det forhold fik Friends of the Earth Europe til at bestille en rapport hos professor Kevin Anderson og dr. John Broderick fra Tyndall Centre for Climate Change Research om konsekvenserne af EU’s naturgasprojekter, som de forelå i november 2017, og deres udmelding var klar:


’Regeringerne har kraftigt undervurderet metan-udledningerne fra naturgas og vil gå glip af målet i Paris-aftalen om at begrænse den globale opvarmning til 2º C, med mindre de hurtigst muligt nedbringer brugen af gassen.’


Rapporten slår også fast, at fortsatte udledninger af metan på det nuværende niveau som følge af brugen af naturgas vil føje yderligere 0,6º C til den globale opvarmning og dermed opbruge EU’s kulstofbudget på mindre end 10 år. Rapporten slutter af med at konkludere, at Europa skal have udfaset alle fossile brændstoffer – også naturgas – senest i 2035 og derefter nedbringe udledningerne med 12% om året for at overholde løftet om en stigning i den globale opvarmning på højst 2º C, hvilket langt overskrider EU’s nuværende ambitioner.


I USA er man i øjeblikket i gang med en af de største udvidelser af naturgas-infrastrukturen i landets historie. Også her foregår det ikke uden skarp kritik, idet det hævdes, at udviklingen er drevet af gas- og el-selskabernes finansielle interesser – uden hensyn til miljøet og klimaet.

Her ønsker et selskab, Constitution Pipeline Company, at bygge en 200 kilometer lang naturgasrørledning fra Marcellus Shale i Pennsylvania og et stykke ind i delstaten New York. Her besluttede Federal Energy Regulatory Commission (FERC), som skal godkende en sådan tilladelse – og som havde fået to medlemmer udskiftet med Trump-udnævnte folk – overraskende nok at afvise selskabets anmodning om godkendelse – til stor glæde for delstaten New Yorks styre.


Delstatens demokratiske guvernør Andrew Cuomo udtalte i den anledning:


”Det burde ikke være noget selskab tilladt at bringe vore naturressourcer i fare, og Constitution Pipeline udgjorde en trussel mod vores vandkvalitet og vores miljø. Jeg må rose Federal Energy Regulatory Commission for en kendelse, som fremmer New Yorks anstrengelser for at forhindre dette projekt i at gå videre.”


Konklusionen må være, at Baltic Pipe-projektet IKKE er en fordel for danskerne, for det handler ganske enkelt om vore børns fremtid. Og tilsyneladende har politikerne helt overset den ”lille” detalje.


Først beslutter man at bruge 22 milliarder kroner på at genopbygge Tyra-feltet (blog-indlæg: Tyra og os andre 02/12-2017) og så prøver man at bilde os ind, at Baltic Pipe-projektet til 12-15 milliarder kroner endnu ikke er endeligt besluttet!


Jeg garanterer for, at det vil blive godkendt og dermed sikre brugen af et fossilt brændstof som naturgas adskillige årtier ud i fremtiden.


Hvad er det for nogle økonomiske interesser, der er i spil? – for det er tydeligvis ikke vore børns! Eller tror politikerne stadig ikke på klimaforskernes meget alvorlige advarsler?


Jeg fisker efter et svar, Lars Løkke.


Tid til handling?


Global opvarmning

19/01-2018: I en ny undersøgelse offentliggjort i Nature fortæller et hold klimaforskere under ledelse af professor Peter Cox fra University of Exeter, at man har revideret beregningerne for Jordens klimafølsomhed. Det er lykkes dem at indsnævre den forventede globale temperaturstigning i løbet af de næste 80 år til at ligge mellem 2,2º C og 3,4º C, hvor det bedste bud er 2,8º C.


I de sidste 25 år har FN’s Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC) brugt et spænd på 1,5º C til 4,5º C. I 2017 beregnede et hold klimaforskere spændet til snarere at ligge mellem 3,2º C og 5,9º C frem til år 2100 (blog-indlæg om global opvarmning den 11/12-2017). Med den nye undersøgelse har man udelukket den laveste og den højeste ende af temperaturspændet.


Grunden til den store usikkerhed omkring den gennemsnitlige globale opvarmning i løbet af de næste 80 år er først og fremmest spørgsmålet om balancen for klimafølsomheden. Når vi sender meget større mængder drivhusgasser ud i atmosfæren indenfor et så kort tidsrum som knapt 200 år (fra 280 ppm i midten af 1800-tallet til 407 ppm i dag) set i lyset af klodens geologiske historie, vil Jordsystemet prøve at finde en ny balance. Hvad den nye gennemsnitstemperatur bliver, afhænger af Jordens klimafølsomhed.


Hvor stor uenigheden er blandt klimaforskere om dette balancepunkt for klimafølsomhed (equilibrium climate sensitivity (ECS)) fremgår af den kendsgerning, at mere end 150 videnskabelige artikler er blevet offentliggjort om emnet. Mange af disse artikler viser, at en bekymrende høj klimafølsomhed – og dermed høj global gennemsnitstemperatur – er mulig.


Om det netop offentliggjorte temperaturspænd holder til en nærmere gennemgang, vil tiden vise, men dels har de brugt en hel ny fremgangsmåde, og dels er der stadig bedre måleresultater og computere til rådighed. Kritiske røster påpeger imidlertid, at ECS godt nok er en vigtig faktor i disse beregninger, men andre faktorer spiller også en rolle.


Det drejer sig for eksempel om feedback-processer i Jordsystemet, som kan opstå, hvis Golfstrømmen går i stå, så Nordeuropa afkøles, når permafrosten for alvor smelter og sætter gang i udledning af endnu flere drivhusgasser som CO2 og metan, og når afsmeltningen af indlandsisen i Grønland og iskappen på Antarktis tager fart. Disse eksempler er allerede under udvikling, og feedback-processer accelererer dem yderligere.


Et andet forhold, som heller ikke indgår i den nye undersøgelse er muligheden for pludselige skift i klimaet, som Jordsystemet kan give anledning til, når tærskler i systemet overskrides. Da vi med den nuværende hurtige opvarmning befinder os i ukendt land, når det gælder tærskler, står forskerne stort set på bar bund, når det drejer sig om muligheden for pludselige skift.


Til The Guardian siger Peter Cox:


”Der er absolut beviser for, at klimasystemet kan rammes af pludselige ændringer eller overskridelser af tærskler (tipping points).”


Forskerholdet understreger også, at deres indsnævring af temperaturspændet bestemt ikke skal opfattes som et udtryk for, at vi kan slække på vore anstrengelser for at nedbringe udledningerne af drivhusgasser.


Med en gennemsnitlig global opvarmning på cirka 1º C på nuværende tidspunkt og med de vejr-ekstremer, som verden allerede i dag oplever, burde det være klart for enhver, at en hvilken som helst yderligere opvarmning blot vil forværre situationen. I forvejen ved man, at der er et efterslæb i klimasystemet, som bevirker, at stopper alle udledninger i dag, vil den globale opvarmning fortsætte adskillige årtier endnu.


Efterslæbet i verdenshavene er endnu større, idet det tager længere tid at opvarme havene end atmosfæren, men havene er til gengæld længere tid om at afgive den varme igen.

Snedække og tørke i USA

NASA Earth Observatory image by Robert Simmon, based on data from the MODIS Snow and Sea Ice Global Mapping Project. Caption by Holli Riebeek.

17/01-2018: Forrige blog-indlæg handlede om vejr-ekstremer i blandt andet USA, og de fleste har nok hørt om den hårde vinter, som har ramt især den nordøstlige del af landet. Nogle husker formodentlig også, at den sydvestlige del af landet indtil sidste vinter var ramt af en fem år lang tørke, som var en af de værste i landets historie. Så kom sneen for alvor tilbage i den del af landet i 2016-17, og forårets tøvejr fyldte de tomme vandreservoirer.


I maj 2017 lød det sådan fra Brian Fuchs fra U.S. Drought Mitigation Center i en email til Climate Central:


”Jeg har arbejdet for U.S. Drought Mitigation Center siden 2005, og vi har haft meget få eksempler på så lavt et tørkeniveau, og at opleve de ændringer, vi har set i løbet af det sidste års tid – især i den vestlige del af landet – forbløffer mig i den grad.”


Mindre end 5% af USA befandt sig den 4. maj 2017 i et eller andet niveau af tørke, mens hele 65% af landet led under tørke i 2012. Sidste gang USA havde så lidt tørke var i juli 2010, hvor blot 8% af landet var tørkeramt.


Blot fem måneder senere var Montana og North Dakota ramt af en af de værste tørker nogensinde. I North Dakota var de fem måneder fra marts til juli de tredje tørreste siden 1895, og om situationen i Montana udtalte Tanja Fransen fra National Weather Service i Glasgow, Montana, ifølge The Guardian:


”Det er ganske enkelt uhørt. Det er det tørreste, det har været i vejrtjenestens historie, og nogle af vore målestationer har optegnelser, der er 100 år gamle. Mange prøver at drage sammenligninger med foregående år, men det er ærlig talt umuligt.”


Med tørke følger naturbrande, og allerede i september 2017 havde naturbrande i Montana nået et omfang, der bragte dem op på top fem over de mest ødelæggende naturbrande i statens historie. Det betød også, at store dele af staten har været indhyllet i tyk røg, som bragte luftkvaliteten ned på niveau med Beijing.


De nordvestlige dele af Montana og nogle steder i North Dakota fik også sne under den omfattende snestorm i den nordøstlige del af USA omkring dette nyår, men skulle den vestlige del af USA for alvor have en chance for at vriste sig fri af den fem år lange tørke fra 2011 til 2016, så kræver det en vinter med lige så meget sne som i vinteren 2016-17, da forudsætningen for, at regionens vandkredsløb bliver normalt, er, at snelaget i bjergene bygges op hen over vinteren og smelter langsomt om foråret. Foreløbig er det ikke sket – tværtimod.


I begyndelsen af 2018 var snedækket i Rocky Mountains fra den centrale og sydlige del af Colorado og hen over det meste af Utah, New Mexico og Arizona meget lille og nogle steder rekordlavt. Ifølge Natural Resources Conservation Service har snedækket mange steder været mindre end 50% af gennemsnittet, og i Arizona og New Mexico har det ligget på mellem 0% og 6% af gennemsnittet pr. 1. januar 2018.


Forskerne er ikke i tvivl om årsagen – det er den globale opvarmning.

Hydrolog Keith Musselman fra University of Colorado har med to kolleger i en ny videnskabelig undersøgelse påvist, at for hver 1º C opvarmning skrumper snedækket ind med 10% globalt, og stigningen i de globale temperaturer vil også betyde, at antallet af vinterstorme, hvor nedbøren falder som regn i stedet for som sne, vil vokse. Det vil få den sne, der allerede er faldet, til at smelte, og dermed øge risikoen for oversvømmelser.


Det er den middelhøje del af bjergkæderne, som ifølge Musselman er mest følsom overfor global opvarmning. Hvis den gennemsnitlige globale temperatur stiger med 2º C i løbet af de kommende årtier, vil disse områder miste 40% af snedækket. Skulle opvarmningen nå 3º C, hvilket bliver stadig mere sandsynligt i løbet af dette århundred, så bliver snedækket reduceret med 50%.


Kommende vintre med et snedække som det, vi ser i Rocky Mountains i år, vil blive mere almindelig i de næste par årtier. Det betyder, at der i fremtiden ikke bliver vand nok til at fylde de store reservoirer i for eksempel Californien, hvor byer som Las Vegas, Phoenix og Los Angeles kan risikere at blive tørlagt.


Ifølge klimaforsker Philip Mote fra Oregon State University kan situationen blive alvorlig hurtigere end ventet. Han henviser til en videnskabelig rapport fra november 2017, som beskriver, hvordan snelinjen – den højde, hvor regn bliver til sne – i den nordlige del af Sierra Nevada i Californien har bevæget sig opad med cirka 78 meter mellem 2008 og 2017, som også er det varmeste årti i den del af Jordens klimahistorie, vi kender til.


På verdensplan vil det reducerede snedække i bjergene sammen med mere regn betyde, at vandet kommer ned fra bjergene på et tidspunkt og i en mængde, som for eksempel landbruget ikke kan udnytte, hvilket bevirker, at vandet løber direkte ud i havet. Det vil i de kommende årtier give store vanskeligheder for fødevareforsyningen og drikkevandssituationen for store dele af kloden.


På den nordlige halvkugle, hvor hovedparten af Jordens landområder befinder sig, har det omfattende snedække om vinteren indtil nu betydet, at en del af sollyset blev reflekteret tilbage til rummet, hvilket har været med til at moderere den samlede opvarmning. Når den virkning i fremtiden reduceres, øges opvarmningen naturligvis yderligere – se blot på Arktis.


Vinduet for at reducere konsekvenserne af den menneskeskabte globale opvarmning lukkes hurtigt. Budskabet er stadig det samme, men tiden til det er stadig kortere – reducer udledningen af CO2 ved hurtigst mulig at bremse brugen af fossile brændstoffer som kul, olie og naturgas.


Politikere i Danmark er tilsyneladende så trætte af det budskab, at de falder i søvn efter ordene ’kul, olie og …’ Måske skal vi vende budskabet om, så det hedder ’bremse brugen af NATURGAS, kul og olie’. Det indebærer selvfølgelig også, at man ikke er med til at fremme brugen af naturgas i andre lande med en rørledning, der vil sikre en sådan forsyning årtier ud i fremtiden – altså med mindre man ikke tager klimaændringer alvorligt?!