JUNI

When Alexandria Ocasio-Cortez met Greta Thunberg: 'Hope is contagious'

‘Why should we argue about who or what needs to change first? Why not take the leading role?’ Photograph: Stephen Voss, Anna Schori/The Guardian

29/06-2019: One is America’s youngest-ever congresswoman, the other a Swedish schoolgirl. Two of the most powerful voices on the climate speak for the first time - by Emma Brockes:


https://www.theguardian.com/environment/2019/jun/29/alexandria-ocasio-cortez-met-greta-thunberg-hope-contagious-climate

De værste CO2-syndere

27/06-2019: På COP 21 i Paris den 12.december 2015 nåede deltagerne i UNFCCC(United Nations Framework Convention on Climate Change) frem til en skelsættende aftale om at bekæmpe klimaændringer og sætte fart på og forstærke de tiltag og investeringer, der er nødvendige for en bæredygtig fremtid med lavt kulstofforbrug.


I alt 195 lande har underskrevet aftalen – også verdens to største udledere af CO2, Kina og USA med det forbehold, at USA forlader aftalen, hvis Trump bliver genvalgt.


Alt var fryd og gammen indtil klimaforskere fik set nærmere på aftalen og i dag kan konstatere, at målene i aftalen langt fra er nok til at redde kloden fra en global opvarmning på mindst 3 ºC (se for eksempel blog-indlæg 07/11-2017).


Nu viser det sig så, at en gruppe af verdens største udledere af drivhusgasser slet ikke er omfattet af aftalen – og nok aldrig bliver det, selv om Paris-aftalen kræver det.


Den største udleder i denne gruppe ligger på en 47. plads blandt verdens drivhusgasudledere og udsender lige så meget CO2 som hele Rumænien. Denne synder køber til og med lige så meget fossilt brændstof som for eksempel Portugal eller Peru, og forbruget vil ikke falde i de kommende årtier – snarere tværtimod.


Det er et hold britiske forskere, der har identificeret denne udleder, og grunden til at de har været i stand til at fastslå, at der er tale om en 47. plads, er udelukkende, at tallene for udledningen er nogenlunde tilgængelige. To andre medlemmer af gruppen, der kommer ind på en anden- og en tredjeplads, udleder tilsammen mindre end halvdelen af nummer et i gruppen.


Der er naturligvis tale om landenes militær, og det er det amerikanske militær, der indtager 47. pladsenmens Kina og Rusland kæmper om anden- og tredjepladsen.


Det ironiske er, når vi taler om det amerikanske militær, at de er fuldstændig klar over truslen fra de menneskeskabte klimaændringer. I januar 2018 udsendte det amerikanske forsvarsministerium en rapport, der fortæller, at næsten halvdelen af de amerikanske militæranlæg på verdensplan er truet af ekstremt vejr som følge af klimaændringer.


Samtidig vil verden opleve flere væbnede konflikter i takt med den globale opvarmning. Det er konklusionen i en ny undersøgelse, som blev offentliggjort i Nature for fjorten dage siden, dog med det forbehold at andre faktorer, som ikke direkte kan henføres til global opvarmning – for eksempel lav socioøkonomisk udvikling og ustabile stater – også spiller ind.


En anden ny undersøgelse med titlen ’Pentagon Fuel Use, Climate Change, and the Costs of War’ har netop set på, hvad den amerikanske krigsmaskine udleder af drivhusgasser.


Siden 2001 har USA uafbrudt været i krig, og det amerikanske militær er i øjeblikket involveret i antiterror-operationer i mere end 80 lande. Sådanne operationer kræver enorme mængder energi hovedsageligt i form af fossile brændstoffer.


Selv om den nuværende amerikanske regering befinder sig i forskellige stadier af klimabenægtelse, så handler det amerikanske militær og efterretningstjenester som om de negative konsekvenser af en varmere klode er uundgåelige, siger undersøgelsens forfatter, Neta C. Crawford fra Boston University.


Med andre ord kan vi se frem til endnu flere amerikanske militæroperationer i fremtiden og uden tvivl direkte krigsoperationer, som yderligere vil øge udledningerne af drivhusgasser, og oven i kommer andre landes militæroperationer.


Som de britiske forskere skriver i deres undersøgelse, så har det amerikanske militær låst sig fast på kulbrinte-baserede våbensystemer langt ud i fremtiden ved at gøre sig afhængig af eksisterende fly og krigsskibe i ubegrænsede operationer.


Videre skriver forskerne, at der er få aktiviteter på Jorden, som er så miljømæssigt katastrofale som krigsførelse. Derfor er det fuldstændig afgørende for klimainitiativer som den amerikanske Green New Deal, at det amerikanske militærs kulstof-aftryk bliver adresseret i både amerikansk indenrigspolitik og i internationale klimaaftaler.


Jeg er formodentlig ikke den eneste, der anser det for fuldstændig usandsynligt at verdens store militærmagter vil reducere deres styrke – især ikke med de accelererende verdensomspændende konflikter om basale nødvendigheder som vand og fødevareforsyning og det voksende antal klimaflygtninge.


Og uanset hvor stor sympati man kan have for klimabevægelser som Extinction Rebellion, så kan man tvivle på, hvor langt man kan nå med fredelige protester under de forhold. Militæret i langt de fleste lande agerer som en stat i staten med egne love og forordninger og dermed udenfor demokratisk kontrol.


Det uopnåelige mål for en reduktion i udledningen af drivhusgasser i Danmark på 70 procent frem til 2030 i forhold til 1990-udledningerne ifølge det nye regeringsgrundlag omfatter naturligvis heller ikke en nedlæggelse af det danske militær.


Det ville ellers signalerer en vej mod en egentlig systemændring væk fra overforbrug og fortsat økonomisk vækst – som er den eneste vej, hvis vore børn skal have en fremtid.

Fremtidens energibehov

25/06-2019: ”Hell is coming”, lyder overskriften på en artikel i The Guardian den 24. juni.


Anledningen er den varslede ekstreme hedebølge, som vil trænge op over Europa i løbet af de kommende dage. Meteorologerne forventer varmerekorder i blandt andet Frankrig og Tyskland, og man opfordrer til, at ældre og små børn bliver indendørs.


At hedebølgen rammer så tidligt som i juni er foruroligende, siger franske meteorologer. Det er ikke set siden 1947. I august 2003 ramte den værste hedebølge landet, og den anslås at have kostet 15.000 mennesker livet – hovedsageligt ældre.


Det burde naturligvis ikke overraske nogen, at den accelererende klimakrise giver anledning til, at varmerekorder endnu engang slås. Men denne sommers varmehelved understreger budskabet i en netop offentliggjort undersøgelse i Nature Communications med titlen ’Amplification of future energy demand growth due to climate change’.


Som jeg har beskrevet i adskillige blog-indlæg, senest den 28/03 i år, forventes energibehovet at vokse betydeligt i de kommende årtier. Netop energiforbruget er et af de menneskeskabte systemer, som er mest direkte påvirket af klimaændringer, og derfor er denne sammenhæng vigtig at få styr på, siger forskerne om undersøgelsen.


Først og fremmest er det nødvendigheden af afkøling og nedkøling. Det vil sige behov for aircondition mange steder i verden, hvor det ikke tidligere har været nødvendigt – for eksempel snart i Danmark. Men især er det lande i troperne og subtroperne, som kommer til at stå i en situation, hvor både afkøling i form af mange flere aircondition-anlæg og nedkøling i form af mange flere køle- og fryseanlæg til fødevare er nødvendig.


Forskningsresultaterne viser, at hvis man som udgangspunkt sammenligner scenarier, hvor energibehovet udelukkende er drevet af befolkningstilvækst og økonomisk vækst, vil klimaændringer omkring 2050 have øget det globale energibehov med mellem 11 og 27 procent ved en beskeden global opvarmning, mens det globale energibehov vil være steget til mellem 25 og 58 procent ved en moderat global opvarmning – stigningerne i begge scenarier kommer oven i en stigning fra det nuværende socioøkonomiske udviklingniveau med en faktor på mellem 1,7 og 2,8.


Hvor meget stigningen i energibehovet vokser, afhænger dog også af tre usikre faktorer – dels hvor stor stigningen i de globale udledninger af drivhusgasser bliver, dels de metoder, som klimamodeller bruger til at forudsige fremtidens kulde- og varmeekstremer i forskellige dele af verden, og dels den måde, hvorpå de forskellige landes mønstre i energiforbruget ændrer sig under forskellige scenarier for befolkningstilvækst og indkomst.


Ifølge forskerne skal man lægge mærke til et vigtigt forbehold, nemlig at undersøgelsens resultater blot repræsenterer de umiddelbare indvirkninger af den globale opvarmning. Der er hverken taget højde for ændringer i brændstofforsyning og eller i priser, og dermed heller ikke de mulige følger af reaktionerne hos producenter og forbrugere over hele verden, som klimakrisens indvirkninger vil udløse.


Hovedforfatter på undersøgelsen, Bas van Ruijven fra IIASA Energy Program, siger til Eurekalert om konsekvenserne for folk med lav indkomst:


”Jo lavere en indkomst man har, jo større er den andel af lønnen, som man må bruge  at tilpasse sig en given stigning i energibehovet. Nogle scenarier i vores undersøgelse forudsætter fortsat befolkningstilvækst, og i disse tilfælde kan temperaturstigningen i 2050 være så stor, at en halv milliard mennesker i de lande i Mellemøsten og i Afrika med den laveste indkomst vil blive udsat for stigninger i energibehovet på 25 procent eller mere. De fattige vil stå over for tilpasningsudfordringer, der ikke blot er af finansiel art – i de områder, hvor elektricitetsforsyningen er ustabil eller den helt mangler, vil eksponering for meget varme dage øge risikoen for hederelaterede sygdomme og dødsfald.”

'Show Your Stripes'

Danmark

Arktis

22/06-2019: ’Show Your Stripes’ er en ny måde at visualisere global opvarmning på udviklet som led i en kampagne, der skal fremme bevidstheden om omfanget af den menneskeskabte globale opvarmning.


Kampagnen er inspireret af Ed Hawkins, klimaforsker ved University of Reading og en af hovedforfatterne på den sjette evalueringsrapport fra IPCC, og hans arbejde med datavisualisering.


Grafikken repræsenterer de temperaturer, som er målt i hvert land over de sidste 100 år eller mere – for de fleste lande er det perioden fra 1901 til 2018. Hver stribe repræsenterer gennemsnitstemperaturen over et år for det pågældende land.


For stort set hvert eneste land går striberne fra hovedsageligt blå til hovedsageligt rød i de seneste år. For hvert land er gennemsnitstemperaturen for perioden 1971 til 2000 fastsat som grænsen mellem blå og røde farver, og farveskalaens variation ligger på +/-2,6 standardafvigelser i forhold til den årlige gennemsnitstemperatur mellem 1901 og 2000.


Ifølge WMO’s (World Meteorological Organization) Annual Statement on the State of the Global Climate har de sidste fem år (2014-2018) været de varmeste, man har målt. I øjeblikket ligger 2019 til at være det tredje varmeste år.

Extinction Rebellion Peacefully Disrupt Cannes Lions Festival

BREAKING: EXTINCTION REBELLION PEACEFULLY DISRUPT CANNES LIONS FESTIVAL, CALLING ON THE ADVERTISING INDUSTRY TO TELL THE TRUTH.


https://rebellion.earth/2019/06/19/breaking-extinction-rebellion-peacefully-disrupt-cannes-lions-festival-calling-on-the-advertising-industry-to-tell-the-truth/

2030-målet og biler

Best avoided. Antonio DiCaterina/Unsplash

21/06-2019: En måske kommende socialdemokratisk ledet regering er indtil videre nået til enighed med støttepartierne om et reduktionsmål på udledning af CO2 i løbet af de næste 11 år på 70 procent.


70 procent – fantastisk – men hvordan? Ingen ved det – hverken politikere eller forskere.


En af vejene – omend det blot er en lille blind vej – mod dette reduktionsmål fremgår af et af Socialdemokratiets løfter til vælgerne før valget, nemlig at der skal være 500.000 elbiler i 2030, og nye diesel- og benzinbiler skal forbydes også fra 2030.


Det er rigtig godt at være et foregangsland, og med Danmarks størrelse er det det eneste, vi kan byde ind med, når vi taler om klimaet. Hvis alle verdens lande arealmæssigt tilsammen var en almindelig dansk bolig på 130 kvadratmeter, så ville Danmarks areal svare til en almindelig mobiltelefon.


Når vi taler om biler, så anslås det, at der på verdensplan i øjeblikket er mere end 1,37 milliarder, og dette tal forventes at vokse til 2 milliarder i 2040. Da hele 23 procent af de samlede energi-relaterede CO2-udledninger globalt kommer fra transportsektoren, så skal dette problem løses, men som IPCC skriver, så er det som følge af den fortsatte globale vækst i det marked en udfordring.


Kan 500.000 elbiler i 2030 i Danmark så gøre en forskel?


Sidste år steg antallet af el-biler fra 3 millioner til 5 millioner – globalt. Kina er verdens største marked for biler, og sidste år toppede salget af el-biler med 1,1 millioner – 55 procent af alle el-biler solgt globalt er kinesiske. Allerede nu fremstiller Kina mere end halvdelen af el-batterierne til disse biler, og i 2021 forventes det at være 70 procent.


Der er imidlertid rigtig langt op til de 1,37 milliarder benzin- og dieselbiler, som i øjeblikket drøner rundt. Men af de 500.000 danske el-biler i 2030 kan en del helt eller delvis altså forventes at være kinesiske – og så må vi håbe, at Huawei ikke er involveret i elektronikken.


Naturligvis er privatbilisme ikke fremtiden. Blot ressourceforbruget ved at udskifte en stor del af verdens køretøjer med eldrevne af slagsen er kolossal. Og når en rapport fra FN forudsiger, at omkring 66 procent af verdens befolkning frem mod 2050 vil bo i byer, så er fremtiden kollektiv trafik.


I stedet for at satse på el-biler i løbet af de kommende årtier, bør fokus derfor være på en kraftig forbedring af den kollektive trafik, som i mange årtier er blevet forsømt af skiftende regeringer i Danmark – måske suppleret med selvkørende offentligt ejet små el-biler, som kan bestilles til nødvendig kørsel på tværs af den offentlige trafik.


Allerede nu viser tal, at privatbilisme er faldende i mange byer i Europa, USA og Australien, og at lysten til at lære at køre og at eje en bil også er faldende, især blandt unge mænd, i forhold til generationen før. I forvejen ønsker mange storbyer at begrænse biltrafik ikke mindst af hensyn til befolkningen sundhed.


Og så lige en vigtig detalje – den gennemsnitlige personbil står parkeret 90 procent af sin levetid!


Kunne man så håbe på, at den nye regering vil tænke ud af posen og indlede en udvikling i biltrafikken hen imod de her beskrevne retningslinjer – næppe.


Kan man forvente, at intentionerne og løfterne om en grøn omstilling bliver ført ud i livet i løbet af de næste 11 år – næppe, der er folketingsvalg igen om fire år.


Et andet problem, som vil ende med at blive altoverskyggende i de igangværende forhandlinger mellem Socialdemokratiet og støttepartierne, er finansieringen af den grønne omstilling.


Direktøren for Den Internationale Valutafond (IMF) Christine Lagarde var gæst i The Daily Show den 17. juni. På spørgsmålet om, hvad der var de største udfordringer for verdenssamfundet, svarede hun klimaændringer og ulighed. Og på spørgsmålet om, hvordan man kunne tackle et så stort problem som klimaændringer, svarede hun, at verdens lande som en begyndelse kunne holde op med at støtte den fossile brændstofindustri.


Som hun fortalte, og som jeg flere gange har nævnt i blog-indlæg, er beløbet i danske kroner cirka 30 billioner – 30.000.000.000.000 – hvert eneste år. Hvis der er nogen, der ikke har brug for statsstøtte, så er det de superrige olie- og gasselskaber, tilføjede hun.


Uden at vide, hvor stort den danske stats årlige støtte til disse multinationale selskaber er, så vil det for mig at se sende endnu et vigtigt signal, hvis en kommende dansk regering øjeblikkelig stoppede denne selvdestruktive praksis og i stedet brugte pengene på kollektiv trafik.


Olie- og gasselskaberne vidste allerede i 1960’erne, at fortsat udledning af drivhusgasser fra fossile brændstoffer ville føre til den situation, vi nu står i – af hensyn til simpel profit valgte de at gøre alt for at forhindre, at den viden kom til offentlighedens kendskab.


Det er en ringe trøst, at disse kriminelle virksomheder nu bliver sagsøgt af både private og offentlige parter.

Permafrost i accelererende optøning

Permafrost thaw ponds in Hudson Bay, Canada in 2008.

19/06-2019: Den globale klimakrise accelererer endnu hurtigere end forskerne havde frygtet.


Det er indledningen på en artikel fra Reuters gengivet i The Guardian– så endnu engang et eksempel på, at den menneskeskabte globale opvarmning udvikler sig med foruroligende hast.


Denne gang kommer advarslen fra et hold forskere, som har studeret de nordligste permafrost-områder langs Canadas kyst mod Ishavet. Undersøgelsen blev offentliggjort i Geophysical Research Letters i sidste uge.


I den arktiske del af Canada er permafrost-områderne ekstremt kolde, men i perioden 2003 til 2016 blev området udsat for en række usædvanligt varme somre, som medførte en optøning, der lå mellem 150 og 240 procent over det normale for perioden 1979 til 2000.


På trods af en lav årlig gennemsnitstemperatur i området på omkring minus 10 ºC og store mængder is lige under jordoverfladen viser forskernes data, at den seneste 12 år lange opvarmning har betydet omfattende nedbrydning af permafrosten langs den 700 kilometer lange strækning, som forskerne har overvåget.


Når permafrost smelter, hvilket ofte sker i sommerhalvåret i større eller mindre udstrækning, hvis temperaturen kommer over frysepunktet, opstår et såkaldt thermokarst-landskab (se billedet). Der dannes smeltevandssøer og små jordforhøjninger, som normalt forsvinder igen om vinteren.


Det, som forskerne bag den nye undersøgelse oplevede, var imidlertid langt værre. I den 12 år lange observationsperiode var der sket en sænkning af landskabet på op til 90 centimeter, og vegetationen, som normalt er sparsom her, var for alvor begyndt at vokse op takket være den beskyttelse, som det nu kuperede landskab gav mod den iskolde vind.


Netop den tiltagende bevoksning af områder så højt mod nord, der normalt er dækket af sne og is det meste af året, bekymrer forskerne. Når Solens stråler ikke længere kastes tilbage af den sne- og isdækkede overflade, men opsuges af den mørke vegetation, øges optøningen og dermed frigivelsen af de store mængder drivhusgasser, der ligger gemt i permafrost-laget. Det sætter yderligere fart i opvarmningen, og dermed har vi endnu en af de meget farlige positive feedback-processer, som fremmer den globale opvarmning.


Den observerede optøning og sænkningen af landskabet på op til 90 centimeter burde ifølge de hidtil anvendte klimamodeller først have fundet sted om tidligst 70 år, og en af forskerne bag undersøgelsen, postdoc Louise Farquharson, siger til Reuters:


”Dette er kanariefuglen i kulminen. Det er meget sandsynligt, at dette fænomen påvirker et langt større område, og det bliver det næste, vi vil undersøge.”


Nyt om afsmeltningen fra Grønland

17/06-2019: Grønlands indlandsis udvikler sig hen over året i takt med skiftende vejrbetingelser. Nedbør er med til at øge Indlandsisens masse, mens varme medfører afsmeltning, som får Indlandsisen til at svinde. Man bruger begrebet overflademassebalance om den isolerede tilvækst og afsmeltning af Indlandsisens overflade. Her medregnes altså ikke dét, der tabes, når gletsjere kælver isbjerge og smelter i mødet med varmt havvand.


Figurerne ovenfor opdateres dagligt og viser, hvor meget masse i form af sne, is eller vand, der afgives eller ophobes på Indlandsisens overflade.


Cirklerne på kortet svarer til de PROMICE-vejrstationer, som er opsat for at overvåge smelteprocesserne. Bemærk, at cirklerne på kortet er flyttet lidt væk fra den egentlige placering, for at de kan skelnes fra hinanden. På den store udgave af kortet er de markeret med små prikker på de rigtige positioner.


Sne og is har en anden rumfylde end vand, og derfor omregnes der til vand, så den samlede masse kan fremgå.


http://polarportal.dk/groenland/iskappens-overflade/#c7242


Dette foruroligende foto er taget af Steffen M. Olsen, der er klimaforsker hos DMI, flere uger før dette fænomen normalt optræder:

@SteffenMalskaer got the difficult task of retrieving our oceanographic moorings and weather station on sea ice in North West Greenland this year. Rapid melt and sea ice with low permeability and few cracks leaves the melt water on top. (13/06-2019)

Afrikas byer og den globale opvarmning

17/06-2019: ’Varmen i afrikanske byer vil blive utålelig’ lyder overskriften på en artikel fra Climate News Network.


Artiklen bygger på en ny undersøgelse fra et hold europæiske forskere offentliggjort i Earth’s Future, hvor man har set på de risici, som de hurtigt voksende befolkningstal i afrikanske byer vil blive udsat for frem mod år 2100 som følge af den menneskeskabte globale opvarmning.


Man har set på mere end 150 store afrikanske byer fordelt over 43 lande, hvor befolkningstallet vokser hurtigt, og hvor varme og fugtige dage optræder med stadig større hyppighed. Netop forholdet mellem varme og luftfugtighed er afgørende for, hvor mange mennesker der dør af hederelaterede påvirkninger.


Som jeg tidligere har beskrevet, betyder en luftfugtighed på 100, at vi ikke kan svede for at afkøle kroppen. Sammen med en ’våd kolbe’-temperatur på blot 35 ºC medfører det så, at man i løbet af kort tid dør, selv om man opholder sig i skyggen uden tøj på og står foran en blæser. I øjeblikket ligger ’våd kolbe’-temperaturen under ekstreme hedebølger på omkring 31º C, men forventes at nå op på 34,2º C under de mest ekstreme hedebølger i nær fremtid.


I dag lever over halvdelen af verdens befolkning i bymæssig bebyggelse, og det tal forventes at vokse til 66 procent i 2050 ifølge endnu en rapport fra FN’s Afdeling for Økonomi og Sociale Anliggender.


Netop verdens storbyer vil i højere grad blive påvirket af hedebølger i fremtiden på grund af den såkaldte varmeø-effekt, der blandt andet skyldes trafik, infrastruktur, opvarmning af husene, aircondition, industri, asfalt, mursten og cement. Hvis den globale opvarmning når 2º C i 2050, vil storbyerne være 4º varmere.


I den foreliggende undersøgelse er der på nuværende tidspunkt ingen megabyer med mere end 20 millioner indbygger, men forskernes resultater viser, at der i de kommende årtier vil være mellem 6 og 22 megabyer i Afrika med mere end 20 millioner mennesker afhængig af, hvilke af de anvendte scenarier det ender med.


Hvordan situationen bliver i fremtiden for befolkningerne i disse megabyer afhænger naturligvis af, hvordan det globale klima og de socioøkonomiske forhold vil udvikle sig i de næste 80 år. Men på grund af befolkningstilvæksten vil antallet af dage, hvor folk er i risiko for varmerelaterede dødsfald – målt i person-dage (en person-dag svarer til én person, der arbejder én hel dag) – under alle omstændigheder vokse.


Leder af undersøgelsen, Guillaume Rohat fra University of Geneva, siger til Climate News network:


”Under det bedste scenarie vil 20 milliarder person-dage blive påvirket i 2030 mod blot 4,2 milliarder i 2010 – med andre ord et hop på 376 procent. Dette tal vokser til 45 milliarder i 2060 (en stigning på 971 procent) og når 86 milliarder i 2090 (en stigning på 1947 procent).”


Tallene ser naturligvis meget værre ud for worst case-scenariet, men ifølge forskerne har de om noget været konservative i deres beregninger. For eksempel har de undladt at inkludere den ovenfor nævnte varmeø-effekt.


Som det stadig oftere er tilfældet inden for klimaforskningen, viser en ny undersøgelse offentliggjort i Nature Communications, at forholdene for Afrika i fremtiden ser værre ud, end forskerne havde forestillet sig.


Ifølge undersøgelsen vil det afrikanske kontinent opleve mange ekstreme tilfælde af intens nedbør i løbet af de næste 80 år, men også i den anden ende af skalaen vil situationen tilsyneladende forværres.


Til The Guardian siger hovedforfatter på undersøgelsen, Elizabeth J. Kendon fra Met Office’s Hadley Centre i Exeter:


”Vi har været i stand til at lave modeller – langt mere detaljeret end det tidligere har været muligt – over den måde, som nedbørsmønstre vil ændre sig på hen over Afrika. Vi fandt simpelthen, at begge ender af de afrikanske vejrekstremer vil blive mere alvorlige. Nedbørsekstremerne vil blive værre, men også tilfælde af tørkeperioder i vækstsæsonen vil blive forværret.”


Kendon tilføjer, at Afrika er et af de områder på kloden, som vil være mest følsom overfor klimaændringer. Fødevaresikkerhed og afhjælpning af tørke vil være nogle af de alvorligste problemer, som skal løses i de kommende årtier, siger hun.

Skypumper i Danmark

15/06-2019: I Aabenraa blev to biler fredag eftermiddag kastet rundt af en skypumpe (eller tornado, som de siger i USA), og en af dem landede på taget.


Til dr.dk siger meteorolog Mikael Jarnvig:


”Der er eksempler på, at huse er blevet splittet ad, men jeg har aldrig hørt om en skypumpe, der har været så kraftig, at den har løftet en personbil, der vel nok vejer omkring halvandet ton. Det er i hvert fald yderst sjældent og måske endda første gang, det er sket.”


Det er til gengæld ikke første gang, at jeg omtaler muligheden for tornadoer i Europa her på bloggen (se blog-indlæg om tornadoer). I takt med den globale opvarmning vil forholdene for dannelse af disse naturfænomener blive mere almindelige i vores del af verden.


Inden for de sidste 24 timer har der været fem tornadoer i Europa – i Frankrig, Tyskland, Letland, Serbien og i Danmark, som det fremgår af European Severe Weather Database(ESWD).


På kortet kan man også se, at det voldsomme vejr sydfra, som rammer Danmark i dag lørdag, har medført en lang række haglbyger med store hagl – og store skader – til følge. Og som det også fremgår af kortet fra ESWD, ligger en del af disse haglbyger meget tæt på den danske grænse.


Jeg har tidligere omtalt den risici, som sådanne haglbyger udgør for solcelleparker. Det er således blot et spørgsmål om tid før en voldsom haglbyge rammer for eksempel den nyopførte solcellepark vest for Aakirkeby her på Bornholm.


Under alle omstændigheder er det voldsomme uvejr, som har hærget Danmark i de seneste dage med store nedbørsmængder nogle steder i form af skybrud, blot en forsmag på det vejr, der venter i de kommende år.

Årsagen til global opvarmning

The above graph compares global surface temperature changes (red line) and the Sun's energy received by the Earth (yellow line) in watts (units of energy) per square meter since 1880. The lighter/thinner lines show the yearly levels while the heavier/thicker lines show the 11-year average trends. Eleven-year averages are used to reduce the year-to-year natural noise in the data, making the underlying trends more obvious.
The amount of solar energy received by the Earth has followed the Sun’s natural 11-year cycle of small ups and downs with no net increase since the 1950s. Over the same period, global temperature has risen markedly. It is therefore extremely unlikely that the Sun has caused the observed global temperature warming trend over the past half-century. Credit: NASA/JPL-Caltech

13/06-2019: Klimamodellers værdi afgøres af, hvor gode de er til at eftergøre den virkelige verdens klimaændringer.


Hidtil har de anvendte klimamodeller haft svært ved at efterligne observerede klimaændringer i nyere tid – for eksempel den ”tidlige opvarmningsperiode” mellem 1915 og 1945, og den afkøling, der blev observeret mellem 1950 og 1980.


Man har været usikker på, om årtier lange naturlige variationer i Jordsystemet har en afgørende indflydelse, og hvor store sådanne påvirkninger er. For eksempel har nogle forskere ment, at AMO (den Atlantiske Multidekadiske Oscillation), der ændrer styrken af havcirkulationen i Atlanterhavet med 60 til 70 års mellemrum, har spillet en ikke uvæsentlig rolle sammen med en tilsvarende multidekadisk havcirkulationsvariation i Stillehavet.


Hvis det var tilfældet, ville den menneskeskabte andel af den observerede globale opvarmning måske være meget mindre, og de naturlige såkaldte indre variationer i Jordsystemet kunne i så fald være de største faktorer i den observerede globale opvarmning.


Selv om et antal videnskabelige undersøgelser allerede har leveret kraftige indicier på, at det ikke forholder sig sådan, men at det i stedet er en kombination af menneskelige og naturlige påvirkninger, som for eksempel mængden af CO2 og sulfat-aerosoler (luftforurening) i atmosfæren, vulkanudbrud, og til en vis grad Solen, der har den største indvirkning på klimaet, så bliver det med en nyudviklet klimamodel for alvor slået fast, at den globale opvarmning er menneskeskabt.


Det er således lykkedes et hold forskere, blandt andet Karsten Haustein og Friederike Otto fra University of Oxford og Peter Jacobs fra George Mason University, at nå frem til en model, der kan forklare alle de langvarige ændringer i temperaturmålingerne over de sidste 170 år.


Samtidig finder de, at de langsomt virkende variationer i oceanernes naturlige kredsløb ikke er nødvendige for at forklare de længerevarende ændringer i de historiske temperaturoptegnelser. Derimod er det især ydre faktorer, der har fået temperaturerne til at variere.


Faktisk viser deres model, at mellem 97 og 98 procent af de langvarige temperaturændringer kan forklares med ydre påvirkninger som for eksempel menneskeskabte feedback-processer – den opvarmende virkning af forurening med sort kulstof, som for eksempel lægger sig på den grønlandske iskappe og den afkølende virkning fra de sulfatpartikler, som den industrielle forbrænding af fossile brændstoffer sender ud i atmosfæren.


Modellen gør det også muligt for forskerne at fastslå de forskellige påvirkningers indvirkning på temperaturen, heriblandt de kortvarige naturlige variationer som ENSO (El Niño-Southern Oscillation) og variationer, som skyldes vulkanudbrud og Solens indstråling – som for øvrigt er ubetydelig i den angivne periode (se billedet).


Det er også muligt for forskerne med denne model at gå helt tilbage til år 1500 ved brug af anslåede klimapåvirkninger. Resultaterne kan så verificeres med de rekonstruktioner af temperaturerne, som er fremkommet ved brug af såkaldte proxy-optegnelser – det vil sige indirekte indikatorer på temperaturer, som for eksempel træers årringe, iskerneboringer og undersøgelser af havenes sedimentlag.


På baggrund af de foreliggende modelberegninger slår forskerne fast, at fremtidig global opvarmning også vil være drevet af ydre faktorer som udledning af de menneskeskabte drivhusgasser og år-til-år variationer i forbindelse med El Niño- og La Niña-hændelser (ENSO) – fænomener, der muligvis også forstærkes af de menneskeskabte klimaændringer.

Extinction Rebellion: Radiohead - Idioteque

11/06-2019: Extinction Rebellion would like to thank Radiohead for their gift and gesture of support in donating the proceeds of the OK Computer Bandcamp to Extinction Rebellion around the world. We are grateful to them for gifting us permission to use this song. https://radiohead.bandcamp.com/


Time has almost entirely run out to address the ecological crisis which is upon us, including the 6th mass species extinction, global pollution, and abrupt, runaway climate change. Societal collapse and mass death are seen as inevitable by scientists and other credible voices, with human extinction also a possibility, if rapid action is not taken.


Extinction Rebellion believes it is a citizen’s duty to rebel, using peaceful civil disobedience, when faced with criminal inactivity by their Government.


Extinction Rebellion’s key demands are:


- Government must tell the truth by declaring a climate and ecological emergency, working with other institutions to communicate the urgency for change.


- Government must act now to halt biodiversity loss and reduce greenhouse gas emissions to net zero by 2025.


- Government must create and be led by the decisions of a Citizens’ Assembly on climate and ecological justice.

Solenergi

11/06-2019: ’For at nå de langsigtede klimamål og andre bæredygtighedsmål, skal udvikling i grøn energi indenfor opvarmnings-, elektricitets- og transportsektorerne accelerere. Fortsætter væksten med den hastighed, som i øjeblikket forudses, vil andelen af grøn energi i det samlede energiforbrug være omkring 18 procent i 2040 – betydeligt under det udgangspunkt på 28 procent, som er fastsat i IEA’s 'Sustainable Development Scenario’, hedder det i Det Internationale Energiagenturs (IEA) rapport om grøn energi fra 2018.


Af de tre vigtigste grønne energiformer er vandkraft (se blog-indlæg 28/05-2019 Vandkraftværkers fremtid) den største bidragyder og vil ifølge IEA stå for 16 procent af det globale elektricitetsbehov i 2023. På andenpladsen kommer vindenergi (se blog-indlæg 09/05-2019 Vindmølleindustrien og det grønne aftryk), som i 2023 vil dække 6 procent af det globale elektricitetsbehov.


Den hurtigste vækst i elektricitetssektoren vil ske inden for grønne energikilder frem mod 2023, siger IEA-rapporten. Her vil stigningen gå fra 24 procent i 2017 til 30 procent i 2023. Sammenlagt forudsiges grønne energikilder at dække mere end 70 procent af væksten i den globale elektricitetsproduktion.


Man skal i den forbindelse huske på, at IEA betragter biobrændstof som en grøn energikilde, der vil dække knapt halvdelen af den forventede vækst i grønne energikilders andel af elektricitetsproduktionen. Ifølge mange eksperter udleder biobrændstof imidlertid samlet set CO2 (se blog-indlæg 05/04-2019 CO2, skove og biobrændstof).


Tilbage er så solenergi, som ifølge IEA vil dække 4 procent af det globale elektricitetsbehov i 2023.


Skal denne form for grøn energi for alvor slå igennem, skal der tænkes meget stort. På billedet foroven er den største røde firkant i den algeriske del af Sahara det areal, som ifølge nogle beregninger skulle være tilstrækkeligt til at dække verdens samlede elektricitetsbehov, hvis det blev dækket med solpaneler.


Nogle har måske hørt om projektet Desertec Industrial Initiative, som i 2009 netop blev oprettet med det formål at levere op til 15 procent af Europas elektricitet ved hjælp af sol- og vindenergi fra Nordafrika og Mellemøsten inden 2050. Projektet kuldsejlede i 2014, og som årsag blev blandt andet nævnt for høje omkostninger og politisk ustabilitet i regionen.


En anden årsag er også, at endnu i dag vil der være store problemer med at oplagre og transportere så meget elektricitet frem til aftagere. Det vil i så fald skulle foregå med et superledningssystem, som endnu ikke er bygget andre steder i verden, og som vil kræve enorme udgifter.


De geopolitiske problemer i Sahara-regionen og i Mellemøsten er om muligt endnu værre i dag, end de var i 2014, så alene af den grund kan man ikke forestille sig, at investorer vil være villige til at løbe nogen som helst risiko i den nærmeste fremtid.


The Conversation har i en artikel undersøgt mulighederne for solenergi fra Sahara til andre dele af verden, og har i den forbindelse talt med en ingeniør fra Nottingham Trent University, Amin Al-Hbaibeh, som har forsket i forskellige muligheder.


Han foreslår først og fremmest CSP (Concentrated Solar Power), hvor spejle samler Solens stråler og koncentrerer dem mod en tårn i midten af anlægget. Her omdannes den stærke varme til vanddamp, som driver en dampgenerator, der producerer elektricitet. Varmen kan opbevares i form af smeltet salt, som kan afgive den oplagrede energi om natten, når energien fra Solen mangler – sådanne anlæg kører faktisk i dag i for eksempel Spanien og Californien. Men det løser stadig ikke problemer som transport og politisk ustabilitet.


Man talte også med seniorlektor Alona Armstrong fra Lancaster University, som i 2018 beskrev en undersøgelse, der viste, at enorme solenergi- og vindmølleparker kunne gøre Sahara grøn igen. Et hold forskere forestillede sig, at disse parker skulle have et areal, der erstørre end de fleste lande, og man beregnede så de indvirkninger, detville have på ørkenen omkring dem.


det, der kaldes en klima-feedback, vil solpanelerne reflekterer mindre varme tilbage til rummet sammenlignet med sand. Når overfladen bliver opvarmet, vil det få luften til at stige til vejrs og danne skyer. Det vil betyde mere nedbør især i Sahel-regionen i den sydlige del af Sahara. Mere vegetation vil vokse frem, som vil absorbere mere varme og give mere nedbør og så videre.


Det giver imidlertid anledning til nogle vigtige etiske spørgsmål.


Hvis millioner af solpaneler opstilles i Sahara, der godt nok er sparsomt befolket, hvem vil så betale for opstillingen, og hvem får adgang til billig elektricitet.


Skulle det på trods af den ustabile politiske situation i regionen alligevel lykkes at iværksætte et sådant projekt, så vil hovedparten af elektriciteten gå til velhavende vestlige lande, der formodentlig betaler for bygningen, og ikke til det fattige Afrika, der i forvejen er det kontinent, hvor færrest har adgang til elektricitet.


Det kaldes klima-kolonialisme!


På Bornholm blev øens første solcellepark vest for Aakirkeby bygget på 20 ha god landbrugsjord – jord, som er på vej til at blive en mangelvare. Og solcellepark nummer to forventes også at skulle placeres på et landbrugsareal. Og den udvikling kan naturligvis heller ikke fortsætte.


Med en forventet stigning på en femtedel af det nuværende globale elektricitetsforbrug frem mod 2050 strammer det til. Hvad det ender med, er på nuværende tidspunkt svært at forestille sig, hvis man skal finde en løsning på blot få årtier – med mindre man som jeg i dag går ind for atomkraft.


Nulvækst i forbrug ligger ikke i kortene – heller ikke i Danmark trods en ny såkaldt venstreorienteret regering.

Ekspedition til Fram Strædet ved Arktis

09/06-2019: Jeg vil kraftigt anbefale, at man klikker på linket nedenfor og læser artiklen fra The Guardian skrevet af Jonathan Watts.


I forbindelse med det foregående blog-indlæg om Arktis og jetstrømmen er den med til at udbygge forståelsen af, hvor vigtig Arktis og den hastigt smeltende havis er for hele kloden:


https://www.theguardian.com/environment/2019/jun/07/oceans-demise-the-end-of-the-arctic-as-we-know-it

Arktis og jetstrømmen

Animationen viser, hvordan Polarjetstrømmen bugter sig omkring den 30. breddegrad på den nordlige halvkugle. Farven viser hastigheden af vinden i jetstrømmen. Det er også tydeligt at se hvordan amplituden af bølgebevægelsen ændrer sig. Små afstikkere fra jetstrømmen kan blive til selvstændige hvirvelstrømme, som har en længere levetid. (NASA/Goddard Space Flight Center)

08/06-2019: Jetstrømme er en korridor af smalle vindbælter på grænsen til stratosfæren i 7 til 12 kilometers højde, der til stadighed bugter sig fra vest mod øst med vindhastigheder på mellem 100 og 400 kilometer i timen. Når vinden er meget kraftig og bugtningerne mindre, er vintre i det tempererede bælte mellem troperne og Arktis som regel milde.


Man har uden at kunne påvise det med sikkerhed ment, at den globale opvarmning, som smelter mere og mere af havisen i Arktis, gør vinden svagere som følge af en større temperaturudveksling mellem luft og hav, hvilket giver større temperaturforskelle i luften.


Det menes at være årsagen til store bugtninger på den polare jetstrøm, som i lange perioder fastlåses over samme områder. Derved opstår der langvarig kulde eller langvarig varme over forskellige områder af den nordlige halvkugle (se videoen).


En ny undersøgelse offentliggjort i Nature Scientific Reports fra et hold tyske forskere ved Alfred Wegener Instituttets Helmholtz Centre for Polar and Marine Research (AWI) i Potsdam påviser nu, at det faktisk er den menneskeskabte opvarmning og den deraf følgende afsmeltning af havisen i Arktis, der giver anledning til denne udvikling.


Gennembruddet kom, da forskerne kombinerede deres globale klimamodel med en nyudviklet maskinindlæringsalgoritme (kunstig intelligens)der tillod dem at repræsentere ozonlaget som en interaktiv del af modellen. Derigennem kunne man afspejle vekselvirkningerne med stratosfæren og ozonlaget og genskabe et realistisk billede af de observerede ændringer i jetstrømmen.


Observationer bekræfter, at jetstrømmens bølgebevægelser om vinteren stadig sjældnere bevæger sig parallelt med ækvator. I sted fejer de hen over den nordlige halvkugle i meget store bølger, som giver anledning til indtrængning af ekstrem kold luft over Centraleuropa og Nordamerika – altså som en direkte konsekvens af klimaændringer.


Den ekstreme kulde, som ramte Midtvesten i USA sidst i januar i år er et godt eksempel, mens de langvarige hedebølger og udtørringer, som ramte Europa i somrene 2003, 2006, 2015 og 2018 også er resultatet af en svækket jetstrøm.


Den nye model gør det nu muligt for forskerne at udarbejde en nærmere analyse af årsagerne til den bugtende jetstrøm, og til Eurekalert siger lederen af Atmospheric Research ved AWI, professor Marcus Rex:


”Vores undersøgelse viser, at ændringerne i jetstrømmen i det mindste delvis skyldes tabet af arktisk havis. Hvis isdækket fortsætter med at mindskes, tror vi, at både hyppigheden og intensiteten af de ekstrem vejrhændelser, som man hidtil har observeret på middelbreddegrader, vil vokse i omfang. Derudover bekræfter vore resultater, at de stadig hyppigere tilfælde kuldeudbrud om vinteren i USA, Europa og Asien på ingen måde er i modstrid med den globale opvarmning – i stedet er de en del af de menneskeskabte klimaændringer.”


Samtidig repræsenterer forskerholdets indsats et betydeligt teknologisk fremskridt, idet det er første gang man bruger kunstig intelligens i udviklingen af klimamodeller. Dermed skulle det i fremtiden være muligt at nå frem til mere realistiske klimamodelsystemer.


Undersøgelsen viser også, at ozonlaget kan have en ikke ubetydelig og forstærkende rolle i dannelsen af atmosfærens vindsystemer omkring kloden, og føjer således endnu en brik til klimapuslespillet.


Hovedbudskabet er imidlertid, at stadig mere ekstremt vejr er og bliver den nye normal – med uoverskuelige konsekvenser for blandt andet det globale landbrug.

Stgning i CO2-udledninger fortsætter

06/06-2019: Jeg har – vist gentagne gange – fortalt, at udviklingerne i klimasystemet som følge af den menneskeskabte globale opvarmning accelererer med stadig større hastighed.


Atmosfærens indhold af CO2 er en af de faktorer, som spiller en stor rolle, og som har afgørende betydning for klimaet i de kommende årtier. Derfor var det også et hovedkrav i Paris-aftalen om klimaet fra 2015, at CO2-udledningerne skal bremses og være faset ud senest i 2050, hvis vi skal undgå de alvorligste følger af den globale opvarmning.


Trods løfterne fra næsten alle verdens lande om at gøre noget ved netop den udvikling, går det altså stadig den modsatte vej.


Den seneste måling af kuldioxid-koncentrationen ved Mauna Loa-observatoriet på Hawaii viser, at den årlige stigning fra maj sidste år til maj i år er den næsthøjeste, der er blevet målt, siden man startede registreringen i 1958 – 3,5 ppm (dele pr. million) til nu 414,8 ppm i år.


På årsbasis har maj måned den højeste udledning af CO2, fordi plantevæksten umiddelbart efter tager til på den nordlige halvkugle og opsuger noget af atmosfærens kuldioxid – de største landmasser befinder sig på den nordlige halvkugle. Det er årsagen til, at den såkaldte Keeling-kurve (se billedet) er savtakket.


Når CO2-udledningen op på 450 ppm, har forskerne gennem de sidste mange år advaret om, at det kan udløse ekstreme vejrhændelser og en gennemsnitlig global temperaturstigning på mindst 2 ºC. Med den seneste stigning i udledningerne ser det ud til, at det vil ske hurtigere end man havde forestillet sig, og dermed er udsigten til endnu større stigninger i løbet af de næste 80 år i øjeblikket overhængende.


I så fald vil det betyde en katastrofal og uoprettelig global opvarmning. Mange forskere mener, at vi allerede har passeret den tærskel, og til The Guardian siger seniorforsker Pieter Trans fra NOAA:


”Det er afgørende vigtigt at have disse nøjagtige langvarige målinger af CO2, hvis vi skal forstå, hvor hurtigt fossile brændstoffer ændrer vort klima. Det drejer sig om faktiske målinger af atmosfæren, og er således ikke afhængig af modeller, men de er med til at verificere klimamodellers fremskrivninger, der om noget har undervurderet den hastighed, hvormed de observerede klimaændringer foregår.”


Det er nu syvende år i træk, at man har målt en fortsat stigning i CO2-niveauet.


Her i landet er det dagen derpå efter et folketingsvalg, hvor næsten samtlige partier har haft klimaet øverst på dagsordenen. Man havde en fornemmelse af, at dette valg endelig kunne ændre den agenda, der i alt for mange år har styret udviklingen i Danmark og andre vestlige lande – økonomisk vækst og velfærd, hvor velfærd er lig med overforbrug.


Det blev en fuck-finger til klimaet!


’System Change, not Climate Change’ er om muligt endnu længere væk.

Langsomme hurricanes og ekstrem nedbør

04/06-2019: Den gennemsnitshastighed, som tropiske orkaner bevæger sig med, er faldet siden midten af det 20. århundrede, og det samme fænomen er fundet hos hurricanes i det nordlige Atlanterhav.


To amerikanske forskere, Timothy M. Hall og James P. Kossin, påviser i en ny videnskabelig undersøgelse offentliggjort i Nature, at hurricane langs den nordamerikanske østkyst er tilbøjelig til at gå helt i stå nær kysten og blive hængende over det samme område i mange timer.


Den menneskeskabte globale opvarmning betyder, at atmosfæren kan indeholde større mængder vand. Det betyder også, at de store mængder nedbør, som i forvejen ledsagede orkaner, i dag bliver endnu større. Når stormvejr bliver hængende over det samme område i længere tid, vil det give anledning til voldsommere oversvømmelser.


Hurricane Harveys katastrofale oversvømmelser i det sydlige Texas og især omkring Houston sidst i august 2017 er ifølge de to forskere et tragisk eksempel på netop en sådan situation, og hyppigheden af Harvey-lignende nedbørsmængder forventes at stige betydeligt i løbet af de næste 80 år.


I undersøgelsen tilskriver forskerne ikke den observerede opbremsning i hurricane-hastigheden den globale opvarmning. Det skyldes først og fremmest manglen på data om fænomenet, og forskerne gør da også opmærksom på at udviklingen kan have naturlige årsager.


Atlantic Multidecadal Oscillation (AMO) er en naturlig cyklus i havcirkulationen, som i perioder fører mere varme nordpå fra troperne. Det kan betyde en stigning i nedbørsmængden på op til 64 procent, når det forhold optræder – uden en opbremsning i hurricane-banen.


Det vides imidlertid med sikkerhed, at de sidste 12 måneder i USA har været de vådeste, man nogensinde har målt.


Store områder af Midtvesten – fra Nebraska til Michigan og fra Illinois til Oklahoma – er i øjeblikket omdannet til et indhav, hvilket har betydet, at titusindvis af mennesker har måtte flytte til midlertidige tilflugtssteder. Samtidig bliver området hærget af et næsten rekordstort antal tornadoer, som har smadret hjem og har krævet næsten 40 menneskeliv indtil nu.


Millioner af hektar landbrugsland er oversvømmet og har ødelagt muligheden for såning af nye afgrøder. De ødelagte landbrugsarealer er det dobbelte af den sidste rekord fra 2013, og de værst ramte stater er Illinois, Iowa, Nebraska og Indiana.


Iowa er omkranset af de to største floder i USA – Mississippi- og Missouri-floderne. Her er hele byer blevet opslugt af vandet, og nogle vil måske aldrig genopstå. Dæmninger fortsætter med at bryde sammen langs floderne. Alene Mississippi-floden har nu været oversvømmet i 80 dage og vil sandsynligvis ikke vende tilbage til det normale foreløbig.


Og oven i de menneskelige lidelser kommer de enorme tab for landbruget. Det amerikanske landbrugsministerium forventer en majsproduktion langt under gennemsnittet, og for soja er situationen endnu værre. Blot 22 procent er blevet høstet, hvor det på samme tid i 2018 var 63 procent.


Situationen skulle ikke betyde noget for den generelle fødevaresituation, da hovedparten af den amerikanske produktion af majs og soja går enten til kvægfoder eller til fremstilling af ethanol – og der findes erstatninger for begge.


Situationen i USA vækker minder om situationen for landbruget her i Danmark sidste vinter. Flere og flere landmænd både her og i resten af verden er ikke længere i tvivl om, at klimakrisen er årsagen.


Når klimaforskere samtidig forudsiger, at vejret bliver mere ekstremt i takt med den globale opvarmning, så er det kun et spørgsmål om kort tid, før vi kan mærke det på udbuddet af fødevarer i den lokale brugs.

Den antarktiske afsmeltning accelererer

Although the Amundsen Sea region is only a fraction of the whole West Antarctic Ice Sheet, the region contains enough ice to raise global sea levels by 4 feet (1.2 meters).

Image Credit: NASA/GSFC/SVS

02/06-2019: En ny videnskabelig undersøgelse offentliggjort i Geophysical Research Letters bekræfter det, som mange forskere har frygtet – afsmeltningen fra den antarktiske iskappe accelererer.


Som jeg tidligere har beskrevet, er Antarktis det vanskeligste sted på Jorden at udføre forskning, men samtidig er det, der sker på kontinentet, afgørende for hele Jordsystemet og dermed også for det globale klima.


Antarktis er næsten dobbelt så stor som Australien, og 99,4 procent af dets overflade er dækket af en iskappe, som er op til fire kilometer tyk. 90 procent af klodens is – og dermed ferskvand – befinder sig her, og om vinteren er kontinentet omgivet af uigennemtrængelig havis med et areal, der er halvanden gang større end selve Antarktis. Blot omkring 1000 mennesker opholder sig her i vinterhalvåret, men om sommeren arbejder op til 10.000 forskere på kontinentet.


Satellitter er et afgørende redskab for forskerne, og Det Europæiske Rumagentur (ESA) har siden 1992 sendt fire satellitter i kredsløb, som passerer hen over Antarktis. Derfor har det gennem 25 år ved hjælp af satellitternes højdemålere været muligt at følge udviklingen i isens tykkelse og snedække.


Over 800 millioner målinger af iskappen siden 1992 har sammen med en regional klimamodel gjort det muligt for forskerholdet bag den nye undersøgelse at fastslå fordelingen af sne og is i de ændringer i tykkelsen af iskappen, som forskerne har fundet frem til. Dermed har man været i stand til at adskille kortvarige variationer i tykkelsen som følge af snefald fra den langvarige udvikling i isens tykkelse som følge af afsmeltning.


Til Eurekalert siger hovedforfatter på undersøgelsen professor Andy Shepherd:


”At vide hvor meget sne, der er faldet, har virkelig været en hjælp for os, når vi skulle fastslå de bagvedliggende ændringer i gletsjerisen på baggrund af satellitmålingerne. Vi kan nu tydeligt se, at en bølge af udtynding har spredt sig hurtigt hen over nogle af de mest udsatte gletsjere i Antarktis, og at afsmeltningen fra disse har øget havniveauet over hele kloden.”


Jeg har i tidligere blog-indlæg omtalt to af de gletsjere i Vestantarktis, hvor afsmeltningen går særlig hurtigt – Thwaites-gletsjeren (blog-indlæg 16/05-2018 Den vestantarktiske Iskappe) og Pine-gletsjeren, og de nye forskningsresultater bekræfter undersøgelser fra det sidste halve år om, at afsmeltningen fra disse to store gletsjerudstrømninger siden 1992 er steget til det femdobbelte.


Forskerne fastslå, at netop i Vestantarktis er iskappen blevet op til 122 meter tyndere, og at udtyndingen har spredt sig til 24 procent af denne del af den antarktiske iskappe siden 1992.


Tilsammen har afsmeltningen fra Øst- og Vestantarktis indtil nu resulteret i et bidrag til det globale havniveau på 4,6 millimeter i den periode, men skulle al isen på Den vestantarktiske Halvø smelte, vil det globale havniveauet stige med omkring seks meter.


Dermed underbygges den alarmerende udvikling, som længe har bekymret forskerne, nemlig at afsmeltningen accelererer, og at istabet fra Pine Island- og Thwaites-gletsjerne nu er så voldsomt, at det sandsynligvis er ustoppeligt.