Ilt (oxygen)

Ilt (oxygen)

Ilt udgør 20,95 procent af Jordens atmosfære, mens 78,08 procent udgøres af kvælstof. Af den resterende knapt 1 procent udgør argon 0,93 procent, mens den resterende brøkdel blandt andet består af ozon og kuldioxid.


Ilt-niveauet har i mange millioner år ligget konstant på cirka 21 procent, og det niveau vil formodentlig bestå i mange millioner år endnu.


Men lad os lige slå fast en gang for alle, at den tilsyneladende hårdnakkede påstand om, at 20 procent af det globale ilt-niveau produceres af regnskoven i Amazonas, er forkert.


Når regnskoven med den nuværende globale opvarmning som forventet bliver omdannet til et ørkenlignende landskab i de kommende årtier, får det ikke den mindste indflydelse på ilt-niveauet i atmosfæren. Om så alt organisk stof på Jorden brændte på én gang, ville mindre end 1 procent af Jordens ilt forsvinde.


Klodens biodiversitet vil imidlertid lide et katastrofalt tab, når regnskoven i Amazonas er væk. Derudover optager al plantevækst og især alle skove store mængder CO2 fra luften, så mindre skov vil betyde endnu større mængder CO2 i atmosfæren.


Næsten alt den frie ilt i luften produceres af planter gennem fotosyntese. Omkring en tredjedel af den fotosyntese, som foregår på landjorden, optræder i tropiske skove, hvor den største ligger i Amazon-bækkenet. Sammen med andre grundstoffer indgår ilt i et konstant kredsløb mellem landbaserede økosystemer, havene og atmosfæren.


Men stort set al den ilt, der produceres gennem fotosyntese hvert år, forbruges af levende organismer og brande (ilt er en forudsætning for ild). For eksempel efterlader træer hele tiden døde blade, kviste, rødder og andet organisk stof på skovbunden eller i jorden, hvor det under forrådnelsesprocessen indgår som føde i et rigt økosystem af organismer som insekter og mikrober. I den proces konsumerer mikroberne ilt.


Planterne i skovene producerer rigtig meget ilt, og mikroberne i skovbunden sætter rigtig meget ilt til livs. Resultatet bliver, at nettoproduktionen af ilt i skovene – og for den sags skyld fra alle landplanter – er meget tæt på nul.


For at ilt kan opbygges i luften kræver det, at noget af det organiske stof, som planter producerer gennem fotosyntese, fjernes fra det naturlige kredsløb, inden det fortæres. Det kan for eksempel ske ved, at noget af det organiske materiale hurtigt begraves på steder, hvor der ikke er ilt til stede – almindeligvis i dybhavets mudder eller under vand, som allerede har mistet sin ilt (såkaldte døde områder).

One tiny marine plant makes life on Earth possible: phytoplankton. These microscopic photosynthetic drifters form the basis of the marine food web, they regulate carbon in the atmosphere, and are responsible for half of the photosynthesis that takes place on this planet. Earth's climate is changing at an unprecedented rate, and as our home planet warms, so does the ocean. Warming waters have big consequences for phytoplankton and for the planet.

Netop havene spiller en stor rolle her, da 71 procent af kloden er dækket af vand, og fytoplankton (planteplankton) og grønalger står for en stor del af fotosyntesen i havene. Samtidig danner fytoplankton og alger det organiske stof, som dyreplankton og andre organismer bruger til deres stofskifte og vækst.


I områder af havene med et højt indhold af næringsstoffer – ofte nær kyster eller ved floders udløb – sker der en opblomstring af alger. Døde alger og andet materiale synker ned i det mørke vand, hvor mikrober fortærer dem. Som deres modpart på land forbruger de ilt i den proces.


De organiske stoffer, som lander på havbunden, hvor mikrober har opbrugt ilten, bliver begravet i mudderet, og den ilt, som produceres af disse alger og plankton, mens de vokser, forbliver i luften, da dette plantemateriale så ikke fortæres af andre organismer.


En endnu mindre del af plantematerialet – det, der befinder sig på landjorden – kan også blive begravet under iltfrie forhold. Her sker det hovedsageligt i tørvemoser, hvor grundvandsspejlet forhindrer mikroorganismernes nedbrydning.


Tilsammen er det blot en lille brøkdel af den globale fotosyntese, der omdirigeres til begravelse på denne måde og således bidrager til atmosfærens indhold af ilt – sandsynligvis blot 0,0001 procent.


Det er imidlertid den rest af ilt, som gennem denne lillebitte ubalance mellem vækst og forrådnelse over millioner af år er blevet til de 21 procent ilt, som alt dyreliv på kloden er afhængig af.


Det åbne spørgsmål er imidlertid, om den globale opvarmning vil påvirke fytoplankton og alger i havet, så dette iltproducerende kredsløb bryder sammen. Det forekommer usandsynligt at livet i vandet ikke skulle blive påvirket, da havene optager mere end 90 procent af den ekstra varme, som de menneskeskabte klimaændringer producerer – og i øvrigt omkring 30 procent af den ekstra CO2.


Dette indlæg bygger på en artikel i The Conversation.