MARTS

Måling af global opvarmning

Coverage bias in the HadCRUT4 temperature series and its impact on recent temperature trends, by Kevin Cowtan.

31/03-2018: Klima-aftalen i Paris i 2015, COP21, var på ét punkt et fremskridt i forhold til tidligere klima-aftaler, idet samtlige 195 deltagende lande var enige om at ignorere klima-benægterne og nedbringe CO2-udledningerne så meget som muligt for at begrænse den globale opvarmning til højst 2º C og allerhelst 1,5º C for at undgå de værste konsekvenser af de menneskeskabte klimaændringer.


Slutdokumentet, der kræver konsensus, er imidlertid stadig politisk bestemt og er således udtryk for den laveste fællesnævner, hvad angår ordlyden. Ved aftalens underskrivelse havde 186 lande afgivet løfter om begrænsning af de voksende udledninger af drivhusgasser, men der var ikke tale om juridisk bindende forpligtelser – ethvert land kan ’komme til’ at overskride det afgivne løfte uden sanktioner lige bortset fra endnu værre klimaændringer.


Blandt klimaforskere var der uenighed om, hvorvidt en målsætning om en global opvarmning på blot 1,5º C overhovedet var relevant. Adskillige forskere mente, at dette mål for længst var uden for rækkevidde, og at det er tvivlsomt, om man kan nå 2º C-målet. Derudover er 2º C-målet ikke så meget et videnskabeligt bestemt mål, men mere politisk bestemt – det er et ikke helt uopnåeligt mål at arbejde ud fra, og det giver indtryk af håb.


I september 2017 fik et hold forskere fra University of Exeter under ledelse af Richard Millar udgivet en artikel i Nature Geoscience, hvori de hævder, at det endnu ikke er geofysisk umuligt at begrænse den globale opvarmning til 1,5º C.


Deres beregninger viste, at Jordens kulstof-budget – den mængde CO2, som stadig kan udledes uden at udløse for dramatiske klimaændringer – måske var større end først antaget. Det ville dog kræve, at de afgivne løfter fra COP21 om udledningsbegrænsninger af CO2 i 2030 skulle strammes yderligere og efterfølges af hurtige og drastiske nedskæringer af udledningerne.


Andre klimaforskere var imidlertid kritiske overfor det resultat, og et hold forskere fra University of Edinburgh ledet af Andrew Schurer fik optaget en kritik af Millars resultater i Nature Geoscience den 19. marts i år den kritiske artikel kan ses via linket i The Guardian-artiklen længere nede).


Uenigheden drejer sig om, hvordan man definerer og måler Paris-aftalens klimamål. Millars forskerhold byggede deres resultater på data fra det britiske Met Office’s Hadley Centre-Climatic Reseach Unit Version 4 (HadCRUT4), som siden januar 1850 har målt de globale overfladetemperaturer.


HadCRUT4 har dog nogle alvorlige mangler. Blot 84% af Jordens overflade er dækket af disse målinger. For eksempel har man stort set ingen målinger fra Arktis og Antarktis, og netop i Arktis finder den hurtigste opvarmning af kloden jo sted, og i dele af Afrika mangler de stationer, som måler temperaturen.


HadCRUT4 bruger også målinger af havoverfladetemperaturer, men her har opvarmningen ikke været lige så hurtig som opvarmningen af luften direkte over havoverfladen.


Derudover argumenterer Andrew Schurer og andre forskere i et indlæg i Nature Climate Change for, at CO2-udledningerne som følge af industrialisering allerede begyndte at stige fra omkring 1750 i stedet for 1850, og at det har givet anledning til en temperaturstigning på yderligere 0,2 til 0,3º C i forhold til Millar-holdets beregninger, hvilket betyder, at vi har et langt mindre kulstof-budget til rådighed – for hver 0,1º C yderligere opvarmning, skrumper det resterende kulstof-budget for 2º C-målet ind med cirka 20%.


I en artikel i The Guardian diskuterer bladets dygtige miljøforsker Dana Nuccitelli konsekvenserne af denne uenighed blandt klimaforskerne om, hvordan den globale opvarmning skal måles.


Han slår fast, at de globale temperaturer sandsynligvis allerede er varmere end på noget andet tidspunkt i den menneskelige civilisations historie, og at opvarmningen sker med en hastighed, der er 20 til 50 gange hurtigere end de hurtigste naturlige klimaændringer på kloden.


Uanset, hvem der har ret, skal vi under alle omstændigheder nedbringe udledningerne af drivhusgasser så meget som muligt og så hurtigt som muligt, hvis vi ønsker at mildne de truende menneskeskabte klimaændringer, er konklusionen.

Biodiversitet

29/03-2018: Dyrenes Beskyttelse har netop offentliggjort en ny undersøgelse om biodiversitet, der fortæller, at mere end 60% af danskerne ikke ved, hvad ordet biodiversitet betyder. Ifølge biolog og projektleder hos Dyrenes beskyttelse Michael Carlsen er det ikke kun den almindelige dansker, som ikke kender betegnelsen. Hvad der næsten er endnu værre efter min mening, så bruger medier, NGO’er, politikere, styrelser og fagfolk ordet forskelligt.


Jeg har i tidligere blog-indlæg omtalt vigtigheden af biodiversitet (senest i et blog-indlæg fra den 5/2-2018), så lad os slå fast endnu engang ’for nye lyttere’, at biodiversitet betyder mangfoldighed af levende organismer, og at det ifølge Johan Rockström, som er direktør for Stockholm Resilience Centre og en af de førende forskere indenfor området, er en af Jordens grundpiller.


I samme blog-indlæg omtaler jeg den chokerende tyske undersøgelse af mængden af flyvende insekter i Tyskland, der viser, at antallet er faldet med mellem 76% og 82%, og at en så voldsom nedgang vil få alvorlige konsekvenser for fuglebestandene.


En ny fransk undersøgelse bekræfter nu den udvikling. I løbet af de sidste 15 år er antallet af fugle hos dusinvis af arter i Frankrig faldet med en tredjedel – det gælder for eksempel tornsanger, værling og sanglærke. For nogle arters vedkommende er faldet på op til to tredjedele – for eksempel for engpiber.


Ifølge biolog ved Frankrigs Nationale Museum for Naturhistorie og medforfatter til en af undersøgelserne, Benoit Fontaine, er situationen katastrofal. I et kommuniké fra Det Nationale Center for Videnskabelig Forskning (CNRS) udtaler han, at landskabet er ved at blive omdannet til en ren ørken, hvad angår biodiversitet.


Som i den tyske undersøgelse spekulerer de franske forskere også på, om årsagen skal søges i den omfattende brug af pesticider på de store landbrugsområder med monokulturer som især hvede og majs. I Frankrig så vel som i Tyskland – og sandsynligvis i resten af Europa – er årsagen ikke, at fuglene bliver forgiftet, men at de insekter, som de er afhængig af som føde, forsvinder.


Som det også tidligere er blevet omtalt på denne blog, mener nogle forskere, at vi er på vej mod en sjette masseudryddelse af livet på Jorden. Os mennesker og de dyr, vi spiser, fortærer mellem 25 og 40% af klodens samlede ’primære produktion’ - det vil sige den energi, der optages af planter, og som biodiversitet er afhængig af.


En beregning viser, at vægtmæssigt set udgøres 97% af verdens landbaserede hvirveldyr nu af mennesker og husdyr. Blot 3% er vilde dyr.


Selv om den tyske og den franske undersøgelse ikke direkte henfører nedgangen i antallet af flyvende insekter og fugle til de igangværende menneskeskabte klimaændringer og globale opvarmning, får disse forhold naturligvis på et tidspunkt en effekt, og der vil i så fald blive tale om det, amerikanerne kalder en double whammy.


IPBES (Intergovernmental Science-Policy Platform on Biodiversity and Ecosystem Services) er en mellemstatslig instans, som på foranledning af forespørgsler fra beslutningstagere vurderer tilstanden hos de tjenester, som biodiversitet og økosystemer yder vore samfund, og de har netop offentliggjort nye videnskabelige rapporter.


De tre års arbejde omfatter vurderinger af biodiversitet og økosystemer over hele kloden bortset fra polerne og det åbne hav, og består af fire rapporter, som henholdsvis dækker Nord- og Sydamerika, Asien og Stillehavsøerne, Afrika, Europa og Centralasien. I forbindelse med offentliggørelsen siger formanden for IPBES Sir Robert Watson i en pressemeddelelse:


”Biodiversitet og de tjenester, som naturen yder mennesker, lyder for mange akademisk og fjernt fra dagligdagen. Intet kan være længere fra virkeligheden – de er selve grundlaget for vores føde, for rent vand og for energi. De er ikke blot centrale for vores overlevelse, men også for vor kultur, identitet og glæde ved livet. De bedste beviser indsamlet af verdens førende eksperter peger nu entydigt på den samme konklusion: Vi er nødt til at handle for at bremse og vende vores ikke-bæredygtige brug af naturen, hvis vi ikke blot vil sætte vores fremtid over styr, men også den levevis vi i øjeblikket har. Heldigvis tyder beviserne også på, at vi godt ved, hvordan vi skal beskytte og delvis genskabe vore vitale naturværdier.”


De fire rapporter fortæller blandt andet, hvordan klimaændringer vil påvirke de forskellige regioner, hvis der ikke gribes ind mod udledningerne af drivhusgasser.


Om Nord- og Sydamerika siger rapporten, at klimaændringer i 2050 vil være den hurtigst voksende negative indflydelse på biodiversiteten, og artstabet forventes at nå op på 40% i 2050.


Afrika er ekstrem følsom over for klimaændringernes indvirkning, og i de kommende 80 år forventes det, at kontinentet vil have mistet over halvdelen af sine fugle og pattedyr, og der vil være sket et betydeligt tab af plantearter. Produktiviteten i afrikanske søer vil være faldet med mellem 20 og 30%.


I Asien og Stillehavsområdet er der i løbet af de sidste 25 år sket en vis forbedring af havmiljøet takket være oprettelsen af beskyttede områder, men som følge af blandt andet overfiskning og ødelæggende fremgangsmåder i fiskeriet vil der i 2048 ikke være fiskebestande til rådighed. Når det gælder koralrev vil op mod 90% være alvorligt truet i 2050.


Hvad angår Europa og Centralasien siger den rapport, at der er en kraftig udvikling i gang mod en intensivering af konventionelt landbrug og skovdrift, som fører til nedgang i biodiversiteten. Rapportens forfattere finder, at fortsat økonomisk vækst kun kan muliggøre en bæredygtig udvikling, hvis den afkobles fra ødelæggelsen af biodiversiteten og naturens evne til at bidrage. En sådan afkobling vil kræve vidtrækkende politiske og skattemæssige reformer både nationalt og globalt – og det er endnu ikke sket.


Den øverste administrative sekretær i IPBES dr. Anne Larigauderie udtaler i forbindelse med udgivelsen af de fire rapporter:


”Et af de vigtigste resultater af de fire regionale IPBES-evalueringer er, at hvis man undlader at prioritere de målsætninger og tiltag, som skal bremse og vende tabet af biodiversitet og den fortsatte nedbrydning af de tjenester, som naturen yder mennesket, vil det for alle regioner og næste alle lande betyde en alvorlig forringelse af mulighederne for at nå de globale udviklingsmål.”


Med referatet af de fire rapporter har jeg blot lagt vægt på bestemte passager – for interesserede er der meget mere at hente. For eksempel har man nederst på siden samlet en oversigt med tal og data for hver region, som i sig selv giver et skræmmende indblik i, hvor slemt det i virkeligheden står til – god påske.

IEA- og WMO-rapporterne

27/03-2018: For få dage siden udgav Det Internationale Energiagentur (IEA) sin første statusrapport om den globale energi og CO2. Den viser, at det globale energibehov i 2017 voksede med 2,1%, hvilket er mere end dobbelt så meget som væksten i 2016.


Mere end 70% af denne stigning blev dækket af fossile brændstoffer, og deraf stod naturgas for den største stigning, idet den udgjorde en rekordstor andel på 22%. Selv om grøn energi også voksede kraftigt, udgjorde fossile brændstoffers andel af verdens samlede energiproduktion i 2017 stadig omkring 81% - et niveau, som har været nogenlunde stabilt i mere end tre årtier på trods af kraftig vækst i grøn energi.


Kina og Indien stod for mere end 40% af stigningen i det globale energibehov, mens Sydøstasien stod for en stigning på 8% og Afrika for 6%. Energiforbruget pr. capita i disse regioner ligger imidlertid stadig et godt stykke under det globale gennemsnit.


Samtidig steg de globale energirelaterede CO2-udledninger i 2017 med 1,4% og satte dermed en historisk rekord med i alt 32,5 gigatons. Det betød, at de sidste tre års stagnerende acceleration i de globale udledninger blev brudt.


Som jeg tidligere har beskrevet i adskillige blog-indlæg, er der intet, som tyder på, at energibehovet vil blive mindre i fremtiden. For eksempel forventes energibehovet til at dække vore forskellige it-relaterede produkter i de kommende tre årtier at stige med en femtedel. Og som følge af den globale opvarmning forventes behovet for aircondition at betyde en stigning i energibehovet til disse produkter på yderligere en femtedel i samme periode.


Til gengæld kan vi så fejre, at World Meteorological Organization har udgivet sin 25. redegørelse om det globale klimas tilstand (Statement on the State of the Global Climate) – i det mindste indtil vi har læst den.


I forordet slår man fast, at siden den første redegørelse i 1993 er der sket store fremskridt i forståelsen af det meget komplekse klimasystem. Især når det gælder vores forståelse af menneskehedens bidrag til klimaændringer og naturen og graden af disse ændringer er der sket fremskridt. Også med hensyn til at kunne dokumentere forekomsten af ekstremt vejr og klimahændelser, og i hvor høj grad de kan tilskrives menneskets indflydelse på klimaet, er der sket en stor forbedring.


Desværre er resten deprimerende læsning. Først og fremmest slår man fast, at 2017 blev et af de tre varmeste år, man har målt. Den globale gennemsnitstemperatur ligger nu på 1,1 ºC over det før-industrielle gennemsnit. Samtidig blev 2017 det varmeste år uden indflydelse fra en El Niño. De ni varmeste år, man nogensinde har målt, optræder fra og med 2005.


Man slår fast, at drivhusgasser i atmosfæren er hovedårsagen til klimaændringer. Tallene for de tre vigtigste drivhusgasser for 2017 – kuldioxid (CO2), metan (CH4) og lattergas (N2O) – vil først være tilgængelige i slutningen af 2018, men i 2016 nåede niveauet for CO2 403,3 dele pr. million (ppm), for CH4 1853 dele pr. milliard (ppb) og for N2O 328 ppb. Det giver stigninger på henholdsvis 145%, 257% og 122% i forhold til det før-industrielle niveau før 1750.


De globale havoverfladetemperaturer i 2017 lå lidt under niveauet i 2015 og 2016, men blev alligevel det tredje varmeste. Der var regionale forskelle, som betød, at nogle steder som i Det Indiske Ocean og i den vestlige del af det tropiske Stillehav var temperaturen noget højere end det gennemsnitlige niveau, mens den i det sydligste Atlanterhav lå lidt under gennemsnittet. Samtidig var områder med koldt vand i det nordøstlige Atlanterhav og syd for Island mindre udtalt.


Rapporten er på 40 sider og indeholder mange nyttige grafer og tabeller samt små artikler om vigtige begreber som Palæo Og Nuværende Koncentrationer Af CO2 og Det Globale Kulstofbudget. Her har jeg blot nævnt nogle af de vigtige udviklinger i 2017.


Problemet med to så vigtige rapporter er, at de ikke fører til nogen som helst forandring i den måde politikerne og de multinationale selskaber agerer på. Det vil højst føre til store ord og tomme løfter, mens man samtidig fokuserer på profit og vækst – den profit, som havner i skattely, og den vækst, som først og fremmest kommer de mest velhavende til gode.


Hvad med den Kattegat-bro, som vil fremme privatbilismen endnu mere og bidrage til at asfaltere Danmark yderligere? Og skal vi træde til side og lade en rørledning passere tværs igennem hele landet med et af de tre farligste fossile brændstoffer – nemlig naturgas – som er med til at ødelægge vore børns fremtid?

Atmosfærisk flod truer Californien

Atmospheric rivers stretched from Asia to North America in October 2017.

Credit: NASA

22/03-2018: I disse timer står den sydlige del af Californien overfor endnu en vejrrelateret katastrofe.


Fænomenet kaldes en atmosfærisk flod og kan beskrives som et transportbånd af fugtig luft fra Stillehavet mod den californiske kyst (se den flotte illustration i denne artikel fra Scientific American).


Geologiske boreprøver viser, at ekstreme udgaver af disse floder optræder med cirka 200 års mellemrum. Den sidste fandt sted i 1861, hvor uafbrudte regnstorme i 43 dage bragte så store mængder regn til statens Central Valley, at dalen blev omdannet til en stor sø, som var næsten 200 kilometer lang og cirka 13 kilometer bred. Dengang omkom tusindvis af mennesker, og 800.000 stykker kvæg druknede.


I dag har man langs den californiske vestkyst en række meteorologiske vejrstationer, som er specialiseret i at registrere atmosfæriske floder under udvikling, og man er derfor i stand til at advare om fænomenet på forhånd.


Med jævne mellemrum optræder mindre udgaver af de atmosfæriske floder, som kaldes ”pineapple expresses”, fordi de ankommer direkte fra Hawaii midt i Stillehavet. Men uanset omfanget af regnmængderne i år er situationen alvorlig, da de omfattende naturbrande i de seneste måneder har blottet det kuperede landskab i det sydlige Californien for vegetation.


Man frygter, at manglen på planter og træer vil give anledning til omfattende mudderskred, og tirsdag aften blev der foretaget obligatoriske og frivillige evakueringer i Ventura County. I går onsdag beordrede myndighederne i Los Angeles-området evakuering af de områder, som var blevet ramt af de seneste naturbrande i Creek og La Tuna Canyon.


Klima-retssager og Baltic Pipe

21/03-2018: Heldigvis er der nu startet en underskriftindsamling mod det tåbelige naturgasprojekt Baltic Pipe, der skal føre naturgas fra de norske gasfelter ned gennem Nordsøen og tværs over Danmark gennem Østersøen til kraftværker i Polen og andre østeuropæiske lande.


Stik imod advarsler fra klimaforskere om konsekvenserne af fortsat brug af fossile brændstoffer og på trods af løfter afgivet under mange klimakonferencer om nedbringelse af udledningerne af drivhusgasser fortsætter denne regering og EU sammen med den fossile brændstof-industri udbredelsen af brugen af disse brændstoffer, og det sker ikke blot i Europa, men over hele verden.


Der er imidlertid nu tegn på, at almindelige mennesker har fået nok af denne trussel mod ikke mindst vore børns og børnebørns fremtid. Over hele kloden dukker retssager op mod de selskaber og regeringer, der for simpel profit hensynsløst ødelægger vor civilisations fremtid. Sabin Center for Climate Change Law ved Columbia Law School i New York har i øjeblikket mere end 1000 retssager fra hele verden opført på deres liste.


I Storbritannien står regeringen i øjeblikket overfor sin første store klima-retssag indbragt af 12 borgere gennem en gruppe, som kalder sig Plan B, hvis formål det er at støtte strategiske juridiske tiltag mod klimaændringer.

(Se denne video offentliggjort for et par dage siden øverst).


Derudover er der i Europa sager undervejs i Irland, Belgien, Portugal og Norge, og i Holland vandt Urgenda Foundation, som arbejder for en hurtig omstilling til et bæredygtigt samfund, i 2015 i første omgang en retssag mod den hollandske regering, idet dommen lød på, at den hollandske stat skal øge sine anstrengelser for at nedbringe udledninger. Dommen blev selvfølgelig appelleret.


I USA startede i denne uge en retssag anlagt af byerne San Francisco og Oakland, som sagsøger store olieselskaber for ødelæggelser, med en daglang høring om forskningen bag klimaændringer. En anden højt profileret retssag i USA er Our Children’s Trust-sagen anlagt af 21 teenagere i Oregon mod den amerikanske regering for at have svigtet sit ansvar for at beskytte landets borgere mod konsekvenserne af global opvarmning.


Der er sager undervejs i Indien, Pakistan, Uganda, Peru og Columbia.

Selv om forskerne i dag er sikre på, at de kan sætte tal på de udledninger, som hver eneste af den fossile brændstof-industris store selskaber er ansvarlig for – faktisk drejer det sig blot om 90 selskaber, som står for to tredjedele af samtlige udledninger og ja, norske Statoil er et af dem – så vil disse selskaber selvfølgelig ikke indrømme deres skyld. For eksempel svarer ExxonMobile igen med beskyldninger om borgersammensværgelse og overtrædelser af forfatningen.


Et international panel af fremtrædende dommere konkluderede imidlertid i januar i år, at mange selskaber rundt om i verden måske allerede kan have brudt eksisterende love gennem deres store påvirkninger af klimaet. Det anses også for sandsynligt, at den voksende bekymring for eksempel over klimaændringerne i mange samfund vil påvirke dommerne, som således i de kommende år vil være mere sympatiske overfor retssager, der drejer sig om klimaet.


Selvfølgelig vil denne regering og de selskaber, som står bag Baltic Pipe, ikke frivilligt opgive dette projekt, så spørgsmålet er, hvad vi som borgere kan gøre ud over at lave en underskriftindsamling med forhåbentlig rigtig mange underskrifter. Erfaringen siger, at disse underskrifter hurtigt vil blive ”glemt”.


Er det i Danmark muligt at få en retssag op at stå tids nok til at bremse Baltic Pipe?

Underskriftindsamling mod Baltic Pipe

20/03-2018: dr.dk kan jeg se, at Tina Bjerregaard fra landsbyen Everdrup har startet en underskriftindsamling mod den naturgasledning, som via Danmark skal transportere naturgas fra de norske gasfelter til Polen.


Som læsere af denne blog nok ved, har jeg gentagende gange argumenteret mod brugen af dette fossile brændstof med henvisning til videnskabelige rapporter, der netop påpeger, at den fortsatte investering i og brug af naturgas er en yderligere trussel mod vores civilisation.


Det vil betyde fortsatte stigninger i udledningen af CO2 – også selv om gassen skal erstatte en del af de polske kulfyrede kraftværker – og dermed forværre den globale opvarmning og de alvorlige klimaændringer, som allerede nu venter vore børn og børnebørn.


(Læs for eksempel blog-indlæg 22/01-2018, 09/11-2017 og 04/11-2017)


Derfor er Tina Bjerregaards initiativ vigtigt. Jeg kan kun opfordre til at skrive under via linket efter denne kopi af hendes opfordring:


Baltic Pipe, gas til Polen gennem dansk jord - nej tak!


Baltic Pipe at projektet er på EU´s liste over projekter af særlig europæisk interesse – et PCI-projekt med det formål at bidrage til udviklingen af det indre marked for gas og dermed styrke forsyningssikkerheden. Spørgsmålet er dog, om ikke det var bedre, enten at investere de budgetterede 12-16 mia kr. i mere vedvarende energi, og om økonomiske hensyn til projektet (billigere etablering) berettiger til de vidtrækkende konsekvenser i den grad, som rent faktisk vil ske her?


Er det med andre ord økonomisk, miljø- og samfundsmæssigt forsvarligt, at en gasledning, som primært skal transportere gas fra Norge til Polen, og samtidig har en forholdsvis begrænset levetid, skal have sit tracé hen over så meget dansk landjord, og dermed betyde en lang række varige ulemper, gener og følgevirkninger for både boligejere, natur og nærmiljøer?


Det mener jeg ikke, og ser derfor gerne helt overordnet, at projektet slet ikke gennemføres, og at man i stedet finder alternative forsyningskilder og /eller –veje.


Læs mere om Baltic Pipe projektet her:
https://www.baltic-pipe.eu/dk/


Kortmateriale kan hentes her:
http://mst.dk/service/annoncering/annoncearkiv/2017/december/baltic-pipe-gasprojektny/


Skriv under via dette link: https://www.skrivunder.net/baltic_pipe_gas_til_polen_gennem_dansk_jord_-_nej_tak

Vand

19/03-2018: Den truende globale krise for rent vand fik FN og Verdensbanken til i 2016 at samle 11 statsledere og en særlig rådgiver til et panel om vand (High Level Panel on Water eller HLPW).


I september 2016 fremlagde panelet en handlingsplan, som krævede en grundlæggende omlægning af den måde, hvorpå verdenssamfundet omgås klodens sparsomme ferskvandsressourcer. Man gav sig selv to år til at finde metoder til at sætte skub i løsninger, og den 14. marts i år fremlagde man en slutrapport, som man kaldte ”Making Every Drop Count: An Agenda for Water Action”.


Rapporten fortæller blandt andet, at 40% af verdens befolkning lider under vandknaphed, og deraf er omkring 700 millioner mennesker i fare for at måtte flytte på grund af alvorlig vandmangel frem mod 2030. Mere end to milliarder mennesker er tvunget til at drikke urent vand, og mere end 4,5 milliarder mennesker har ikke ordentlige sanitære forhold.


Især piger og kvinder lider under mangel på vand og sanitære forhold, hvilket påvirker deres helbred. 80% af verdens spildevand ledes ubehandlet ud i miljøet, og vandrelaterede katastrofer udgør 90% af de ét tusinde mest ødelæggende naturkatastrofer siden 1990.


Smeltende gletsjere

17/03-2018: En af mine gamle interesser er vakt til live igen. Det drejer sig om arkæologi, som jo er stort her på Bornholm. På en af mine gåture til Almindingen for at se på fugle især, som også har min store interesse – det fremgår vist af fotobloggen – passerede jeg en mark, hvor der sidste sommer dukkede et hold arkæologer op.


Nysgerrig som jeg er, spurgte jeg, hvad der foregik. Det viste sig, at stedet er et af de mere bemærkelsesværdige fundsteder på øen, når det drejer sig om guldgubber, nemlig ”Guldhullet”. Efter at have været forbi nogle gange blev jeg tilbudt medlemskab af De Bornholmske Amatørarkæologer, som især omfatter detektorfolk.


Jeg fik et 5 timers intensivt kursus i detektorarbejde på nogle marker sammen med en af medlemmerne og efter at have deltaget i Folkeuniversitets foredragsrække om arkæologi i vintermånederne, så er jeg nu klar til at købe min egen detektor.


En af mine flinke naboer har tilbudt, at jeg kan gå på hans store mark, som kun benyttes af fire travheste, og som ikke tidligere har været besøgt af arkæologi-interesserede, så nogle af mine næsten daglige to til tre timers gåture kommer nok til at foregå dér i fremtiden – jeg har lovet ham at finde alle de hestesko, som travhestene har tabt i tidens løb.


Hvad har det så at gøre med global opvarmning og klimaændringer?


Umiddelbart ikke noget bortset fra den twist, at der i dag findes en ny retning indenfor arkæologien, som hedder gletsjer-arkæologi.


Denne forskningsgren er så ny, at de først i 2014 fik deres eget videnskabelige tidsskrift Journal of Glacial Archaeology. I Skandinavien er det især Norge, som gør sig gældende på det område, og det skyldes naturligvis, at de norske gletsjere smelter lige så hurtigt som gletsjere i resten af verden.


En af de arkæologer, som arbejder i de norske fjelde, er danskeren Lars Pilø, som på denne hjemmeside, fortæller om deres hektiske arbejde med at redde de i isen meget velbevarede fund fra at blive ødelagt, efterhånden som isen trækker sig tilbage og blotlægger genstandene.


Et af de meget berømte fund fra gletsjere var Ötzi-manden – et 5.300 år gammelt ismumie – som lå nedfrosset i en gletsjer i Alperne lige syd for den østrigsk-italienske grænse i Sydtyrol. Han blev fundet i 1991 i cirka 3200 meters højde, og på det tidspunkt var gletsjerafsmeltningen i området ikke så udtalt som i dag.


Hvor slem situationen er, viser nye undersøgelser og fotooptagelser af den berømte franske gletsjer Mer de Glace, som svinger ned ad den nordlige side af Mont Blanc-bjergmassivet mod Chamonix-dalen.


Årsagen til, at netop denne gletsjer er særlig velegnet til at illustrere den igangværende afsmeltning, er, at en schweizisk luftfartspioner, Eduard Spelterini, i 1909 fløj fra Chamonix til Schweiz i luftballon – faktisk den første, der fløj over Alperne – og tog en række billeder af Mer de Glace.


I 2017 foretog man så den samme tur over gletsjeren, og sammen med de meget velbevarede og detaljerede billeder fra 1909, hvor landskabstræk kunne identificeres, er det med nutidens avancerede teknologi lykkedes at skabe en 3D-rekonstruktion af gletsjeren, hvor man tydeligt kan se den voldsomme afsmeltning, som har fundet sted over de sidste 100 år.


Når besøgende i dag stiger af på Montenvers-togstationen, som før i tiden lå tæt op ad Mer de Glace, ser de nu ned på en stort set øde dal med rester af en klippestykke-bestrøet gletsjer dybt nede. I forhold til 1909 er isens overflade faldet med cirka 100 meter, og forskere har beregnet, at gletsjeren har mistet 700 millioner kubikmeter vand siden begyndelsen af det 20. århundrede.

Ekstrem vinter på den nordlige halvkugle

15/04-2018: Det tykke snelag, som har dækket Bornholm den første uge af marts, er i løbet af blot 4-5 dage stort set smeltet, men har så forårsaget omfattende problemer med smeltevand. Faktisk ligger der dobbelt så meget vand på markerne nu, som der gjorde efter de meget regnfulde sidste syv måneder af 2017. Og om et par dage vender den hårde frost så tilbage – forhåbentlig uden de store snemængder.


’Beast from the east’ har hærget samtlige kontinenter på den nordlige halvkugle denne vinter, og spørgsmålet er selvfølgelig, om det er en tendens, der vil forstærkes i de kommende år som følge af den menneskeskabte globale opvarmning.


I en ny videnskabelig analyse har man set på, i hvor høj grad den igangværende opvarmning af Arktis spiller ind, og man har først og fremmest kunnet konstatere, at der er et betydelig sammenfald mellem ekstremt vintervejr i USA og unormalt høje temperaturer i Arktis.


Normalt forbindes den nuværende antropogene (menneskeskabte) globale opvarmning med hyppigere og mere intense hedebølger og tørker og ikke mindst ekstreme nedbørsmængder. Imidlertid har de sidste to til tre årtiers stigning i ekstremt vejr omfattet flere alvorlige tilfælde af ekstrem kulde og store mængder sne over Eurasien og Nordamerika – og ikke færre.


Den nye analyse fastslår også, at under den igangværende accelererende opvarmning i Arktis, hvor den arktiske varme når op i den øvre troposfære og den lavere del af stratosfæren i anden halvdel af vinterperioden, har det givet anledning til mere ekstremt vintervejr.


For USA’s vedkommende kunne man konstatere, at i perioden fra 1990 til 2016 har frekvensen af ekstremt snefald i den nordøstlige del af landet været stigende i forhold til perioden fra 1950 til 1989, mens ekstremt snefald i den vestlige del af landet i de sidste to til tre årtier er faldet.


Analysen tilbyder ikke en entydig forklaring på denne udvikling, men konstaterer, at der i øjeblikket eksisterer flere forskellige teorier. En af de mest nærliggende er den stærkt faldende udbredelse af havisen i Arktis gennem de sidste 10 år, mens en anden forklaring henviser til et større snedække om efteråret på høje breddegrader på kontinenterne.


En vekselvirkning mellem forholdene på overfladen og forholdene i atmosfæren over det arktiske område spiller også ind, idet der forekommer en øget bølgeaktivitet i luftlagene som følge af øget energioverførsel fra troposfæren til stratosfæren. For eksempel kan polare luftmasser presses sydpå ned over middelbreddegrader som følge af en svækket polar vortex, eller jetstrømmen svækkes, hvilket får den til at bølge kraftigere og skabe atmosfæriske blokeringer, der ofte giver anledning til ekstremt vejr.


Forskernes konklusion er, at en fortsat hurtig opvarmning af Arktis vil resultere i hyppigere episoder med ekstremt vintervejr på den nordlige halvkugles middelbreddegrader – altså også i Danmark. De gør dog også opmærksom på, at man stadig mangler vigtig viden om de mekanismer, der driver den nuværende udvikling i klimaet som følge af denne opvarmning.


Som en slags trøst nævner de også, at de klimamodeller, der har været bedst til at forudsige opvarmningen i Arktis, også viser, at ekstrem kulde og kraftigt snefald vil aftage i takt med den fortsatte opvarmning i det arktiske område.


Foreløbig er der ingen tidshorisont på udviklingen i vores del af verden, men fortsætter det med megen regn og sene vintre med store mængder sne, ser det sort ud for landbruget, da enhver stabilitet i årstiderne dermed er forduftet.


Og seneste nyt fra det østlige USA fortæller, at østkysten inden for de sidste 14 dage er blevet ramt af hele tre stormvejr med store mængder sne. Faktisk er der aldrig faldet så meget sne i marts i for eksempel Boston som nu, hvor der visse steder er målt om til 70 centimeter sne – og vinteren ser også ud til at fortsætte der.

Klimatruslen mod Californien

NASA's Aqua satellite collected this natural-color image with the Moderate Resolution Imaging Spectroradiometer, MODIS, instrument on October 09, 2017. Actively burning areas (hot spots), detected by MODIS’s thermal bands, are outlined in red. Each hot spot is an area where the thermal detectors on the MODIS instrument recognized temperatures higher than background. When accompanied by plumes of smoke, as in this image, such hot spots are diagnostic for fire.NASA image courtesy Jeff Schmaltz LANCE/EOSDIS MODIS Rapid Response Team, GSFC. Caption by Lynn Jenner

09/04-2018: Da tåben Trump op til klimaforhandlingerne i Bonn, COP23, meddelte, at USA ville trække sig fra klimaaftalen i Paris, besluttede en koalition af 14 amerikanske stater under ledelse af den californiske guvernør Jerry Brown, at man ville fortsætte arbejdet for at indfri det oprindelige amerikanske løfte om en reduktion af udledningen af drivhusgasser med 26-28% frem til 2025 i forhold til 2005-niveauet.


”Vi står virkelig overfor en uhørt vanskelig og historisk udfordring for menneskeheden. Vi er nødt til at foretage en fuldstændig omstilling til en verden med nul kulstofudledninger. Vi er nødt til at gøre det hurtigere, end de fleste mennesker forestiller sig. 2050 er for sent.”


Det var nogle af ordene i den tale, som Jerry Brown holdt for EU’s ledere i Bruxelles i starten af november 2017, og ordene har vægt, når de kommer fra Californiens guvernør, da staten er blandt de 10 største økonomier i verden.


I denne uge – blot fire måneder senere – viser to videnskabelige rapporter, at USA’s vestkyst vil stå overfor uventede udfordringer. Dels vil truslen fra det stigende havniveau blive større end først antaget, og det vil især ramme San Francisco, og dels vil Californiens vigtigste landbrugsområde i den centrale del af staten blive særlig hårdt ramt af stigende temperaturer.


Den første rapport med titlen ’Global climate change and local land subsidence exacerbate inundation risk to the San Francisco Bay Area’ offentliggjort i Science Advances fortæller, at en kombination af et stigende havniveau og landsænkning på op til 10 millimeter om året vil betyde, at San Francisco Bay-området vil kunne opleve en havniveaustigning på 4 til 30 centimeter i løbet af de næste 10 år og mellem 42 og 167 centimeter i løbet af de næste 80 år afhængig af størrelse af de kommende CO2-udledninger.


Ifølge rapporten får det store konsekvenser for San Francisco-området. Først og fremmest vil saltvand langsomt trænge ind i ferskvandsforsyningerne – både i overfladevand og i grundvandet. Der vil ske en hurtigere nedbrydning af kysterne og tab af vådområder, og antallet af oversvømmelser vil stige og medføre meget store socioøkonomiske omkostninger. Det vurderes, at mere end 480.000 mennesker i løbet af de næste 80 år vil blive udsat for risiko for oversvømmelser.


De to forskere, Manoochehr Shirzaei og Roland Bürgmann, nævner også, at i 2005 boede mere end 40 millioner mennesker på verdensplan i kystområder, der var truet af en 100 års-oversvømmelse. I 2070 vil det tal være tredoblet, og USA, Japan og Holland vil være mest udsat.


Forskerne gør også opmærksom på, at de særlige forhold langs USA’s Stillehavskyst har betydning, idet der foregår tektoniske processer i dette område. To tektoniske plader glider forbi hinanden og giver anledning til den berømte San Andreas-forkastning langs med den californiske kyst. Det bevirker, at nord for Cape Mendocino løfter landet sig, mens det sænker sig mod syd.


For egen regning vil jeg igen gøre opmærksom på denne artikel, som beskriver, hvorfor Det store Jordskælv, som alle i Californien frygter, er blevet mere overhængende – en katastrofe, som kommer oven i de ovenfor nævnte.


I øvrigt påpeger de to forskere, at udgangspunktet for deres resultater er de konventionelle klimamodeller. Der er således ikke taget højde for pludselige accelerationer i havniveauets stigning, som følge af en mulig kollaps af iskapperne på Antarktis eller/og i Grønland. Der er heller ikke taget højde for landsænkninger som følge af udtømning af grundvandsreserver foranlediget af mere ekstreme tørker.


Netop tørker er blandt de trusler mod Californiens landbrug, som den anden videnskabelige rapport omhandler, og som er offentliggjort i tidsskriftet Agronomy.

.

Staten producerer over en tredjedel af landets grønsager og to tredjedele af landets frugt og nødder, og har i alt 3,8 millioner hektar landbrugsland, som er afhængig af kunstvanding. De kunstvandede landbrugsjorder leverer næsten 90% af de høstede afgrøder i Californien, hvilket selvfølgelig betyder, at staten er meget følsom overfor klimaændringer.


De klimaændringer, der opleves i dag, ligger helt uden for de erfaringer, som de californiske bønder og landmænd har, og indvirkningerne på produktionen vil ikke blot påvirke den nationale fødevaresikkerhed, men vil også få store økonomiske konsekvenser, som vil kunne ødelægge delstatens og nationens vareforsyningssystem.


Temperaturstigninger spiller en stor rolle for landbruget. På verdensplan er gennemsnitstemperaturen siden 1880 steget med 1,4º C, og rapporten fortæller, at med en kommende temperaturstigning på omkring 2º C vil otte af de store afgrøder som blandt andet mandler og druer give et fald i udbyttet. Her gælder det også, at pludselige ekstreme temperaturer, som jo er fremtiden, selvfølgelig vil være den største trussel mod afgrøderne – uanset om det er meget lave eller meget høje temperaturer. Det kan i sidste ende gøre et endnu større indhug på Californiens landbrugsproduktion.


Højere temperaturer betyder også, at påvirkninger fra skadedyr, sygdomme og ukrudt vil vokse. Allerede nu har Californien været udsat for en alvorlig og langvarig tørke som konsekvens af den globale opvarmning, og det forventes, at man vil opleve flere af disse i de kommende år, og dermed vil vandforsyningen til landbruget også være alvorligt truet.


Rapportens konklusion er ikke overraskende, at klimaet i Californien har ændret sig markant, og at disse ændringer forventes at fortsætte i fremtiden. Rapportens resultater underbygger samtidig de utallige undersøgelser, som har beskrevet de meget alvorlige konsekvenser af de menneskeskabte klimaændringer ikke blot i Californien, men over hele verden.

Tidligt forår omkring Arktis

Global warming is driving Earth towards a critical state—especially in the Arctic, where the effects of climate change are expected to be most exaggerated. (Credit: NASA/Kathryn Hansen)

07/03-2018: Det har været småt med nye videnskabelige resultater fra klimafronten den sidste uges tid. Det er stadig den voldsomme opvarmning i Arktis og de afledte konsekvenser for den nordlige halvkugle, der præger mediebilledet.


På siden Polar Portal vises en animation af temperaturafvigelse og vindforhold i Arktis i løbet af de sidste 8 uger, og der gives en beskrivelse af de forhold, der har haft betydning for udviklingen i det arktiske område i denne vinter.


Dog blev der for få dage siden offentliggjort en videnskabelig rapport i Nature Scientific Report, der underbygger den alvorlige udvikling i landene omkring Nordpolen som følge af opvarmningen.


Forskerne Eric Post, Byron A. Steinman og Michael Mann fra University of California har analyseret 743 fænologiske udviklinger i det høje nord over de sidste 86 år. (Wikipedia: Fænologi er læren om de periodiske fænomeners indtræden hos dyr og planter, samt udforskning af sammenhængen mellem disse og de klimatiske faktorer, eksempelvis trækfuglenes ankomst, løvspring, løvfald osv.).


Et af de bedst studerede eksempler på naturens reaktion på klimatisk opvarmning er ankomsten af foråret, og netop det arktiske område har som bekendt været udsat for en dobbelt så stor opvarmning som resten af kloden. Opvarmningen har været kraftigst siden 1998 i området fra 59º nordlig bredde og nordpå, og det er også her, at man ser den største forskydning af forårets ankomst.


Undersøgelsens resultater viser, at foråret i Arktis kommer 16 dage tidligere i dag end for blot ti år siden. Det tal er faktisk omkring tre gange højere end tidligere undersøgelser har vist.


Klimaforsker Martin Stendel fra Polar Portal, som også var involveret i linket øverst, siger til The Guardian, at han forventer, at opvarmningen i Arktis vil fortsætte, dog med mindre afvigelser, og videre siger han:


”Tænk på bølgerne ved stranden. Nogle er høje og andre er lave. Det svarer til vejret. Men i horisonten er tidevandet på vej. Det er klimaændringer. Selv om bølgerne ikke har ændret egenskaber, kommer de nærmere og nærmere dine fødder.”


Han siger videre, at konsekvenserne vil omfatte større afsmeltning af iskappen, mindre havis, optøen af permafrost både på land og i havbunden, mindre sne og mere regn også om vinteren.


Kulde og massedød i havet

05/03-2018: Vandstanden ved især den jyske vestkyst har i dagene omkring 1. marts været usædvanlig lav. I Thyborøn har man målt den laveste vandstand nogensinde med 170 centimeter under normal vandstand. Årsagen er, at et højtryk nord for Danmark, som har trukket den sibiriske kulde ind over landet, og et lavtryk tæt på Danmark over Europa, som har givet en konstant og kraftig østenvind.


den anden side af Nordsøen langs den britiske østkyst har den frysende kolde vind fra øst sammen med storme bevirket, at store mængder døde søstjerner, krabber, muslinger og hummere er skyllet op på strandene. I sidste uge faldt havtemperaturen 3º C, hvilket betød, at aktiviteten hos de dyr i havet, som ikke kunne slippe væk, faldt betydeligt, og det hårde vejr skyllede dem så op på strandene.


Sådanne vejrekstremer vil blive hyppigere i takt med den globale opvarmning, og det vil således lægge yderligere pres på ikke blot mennesker, men også dyr.

Den største masseudryddelse

04/03-2018: Den almindelige opfattelse blandt forskere er, at livet på Jorden har været udsat for fem masseudryddelse. Den mest omfattende masseudryddelse fandt sted for cirka 252 millioner år siden ved afslutningen på den geologiske epoke, der kaldes Perm-æraen.


Årsagen til denne begivenhed, hvor over 90% af dyrelivet i havet og 70% af hvirveldyrene på jordoverfladen blev udryddet, diskuteres stadig. Forskellige teorier foreligger som for eksempel, at en asteroide ramte kloden, eller at ozon-laget forsvandt. For nylig har geologen dr. Benjamin Burger imidlertid fremsat en anden teori.


På det tidspunkt var Jordens landmasser samlet i et såkaldt superkontinent, som kaldes Pangæa. Fra den ene ende af dette superkontinent – i det nuværende Asien – har man indsamlet prøver, der vidner om en række voldsomme og langvarige vulkanudbrud i det nuværende Sibirien, som sendte flydende magma ud over et stort område.


Tidligere undersøgelser fastsatte dog denne begivenhed til cirka 300.000 år efter den store masseuddøen, men netop på dette tidspunkt mener Burger, at den flydende lava nåede frem til en del af Sibirien, som har store underjordiske kuldepoter. Den varme lava antændte de enorme mængder kul og gav anledning til en voldsom forurening, som i sidste ende udryddede det meste dyreliv.


Hans teori bygger på omhyggelige analyser af nyopdagede klippelag fra et område i Utah, som netop menes at være opstået på grænsen mellem Palæozoikum- og Mesozoikum-æraen (Perm-Trias). Disse geokemiske analyser, hvis resultater i øvrigt stemmer overens med analyser foretaget af japanske forskere i tilsvarende lag i deres ende af det tidligere superkontinent, fortæller en uhyggelig historie.


Først og fremmest viser hans resultater, at der i modsætning til områder i Asien, som har et stort indhold af vulkansk aske, ikke findes aske i Utah-prøverne. Det kunne således ikke være selve vulkanudbruddene, der var den egentlige årsag til denne masseuddøen. Derimod fandtes der forhøjede niveauer af kviksølv og bly, samt en ændring i indholdet af kulstof-13 mod det lettere kulstof-12, som alle er indikatorer for afbrænding af fossile brændstoffer – altså kul i dette tilfælde.


Afbrænding af de enorme mængder kul førte til store udslip af kuldioxid til atmosfæren, og det er som bekendt årsag til global opvarmning og blandt andet ørkendannelse. Ligesom i dag blev store mængder kuldioxid optaget af havet, hvilket også dengang førte til omfattende forsuring og udbredt iltmangel. Samtidig blev havet udsat for en hurtig opvarmning, og disse ting til sammen resulterede i en omfattende massedød i havet. Store mængder dødt organisk materiale landede på havets bund, hvor bakterier omdannede det til mere kuldioxid.


Forbrændingen af kul medførte også en svovldioxid-forurening af atmosfæren, hvilket sammen med vanddamp og kvælstof-oxid dannede giftig svovlsyre – det, vi kalder syreregn – som var så kraftig at den kunne dræbe dyr og planter. I sin video om teorien (linket længere nede) sammenligner Burger forholdene med den dræbertåge, som ramte London den 6. december 1952 og kostede omkring 12.000 mennesker livet (også skildret i et afsnit af TV-serien The Crown), hvor årsagen netop var afbrænding af kul.


I sine prøver fandt Burger også et forhøjet niveau af grundstoffet barium, som kan indikere et pludseligt udslip af gashydrater fra havbunden. Gashydrater består af frossent metan og vand, og når de tør, frigøres de store mængder metan, som bobler op gennem vandet og når ud i atmosfæren. Metan er som bekendt en meget kraftig drivhusgas, og et sådan udslip vil yderligere forstærke den globale opvarmning.


Burger konkluderer således, at det var en voldsom forbrænding af kul, som var ansvarlig for den indtil nu største masseudryddelse i Jordens historie, idet det medførte et syreholdigt hav (der var jo kun et stort hav dengang), global opvarmning og udslip af metan-hydrater fra havbunden, som yderligere forstærkede processen.


Burger har i øvrigt lavet en video (for oven) på mere end en time om denne forskning, hvor han indgående beskriver sin fremgangsmåde. Videoen er en god indføring i den måde, forskning foregår på, men vil man blot se konklusionerne, kan man nøjes med at se det sidste kvarter.


Den videnskabelige rapport kan læses her

.

The Guardians dygtige videnskabsskribent, miljøforsker Dana Nuccitelli, skriver om resultaterne af Benjamin Burgers forskning, at man netop i dag observerer mange af de samme tegn på hurtige klimaændringer. Han nævner, at man ser mere af det lette kulstof-12 i atmosfæren, og at der observeres stadig flere døde zoner i havet.


Det er som bekendt heller ikke lykkedes os at nedbringe kuldioxid-forureningen, som fortsat stiger, og det bevirker, at havene bliver mere syreholdige, og at den globale opvarmning vokser.


Et hold japanske forskere offentliggjorde i slutningen af 2017 en videnskabelig rapport, hvori man hævder, at den begivenhed, som for 66 millioner år siden udryddede de fleste dinosaurer, netop var forårsaget af et voldsomt udslip af aske fra brændende kulbrinter i det område ud for Yucatán-halvøen ved Mexico, hvor asteroiden ramte.


I forvejen har forskere med forstand på asteroider hævdet, at denne asteroide ikke var stor nok til at forårsage den masseudryddelse, som fulgte. Det underbygger de japanske forskere, idet de siger, at havde asteroiden ramt næsten et hvilket som helst andet område på Jorden, ville nedslaget ikke have forårsaget en masseudryddelse, men netop i området ud for Mexicos østkyst befandt sig store mængder kulbrinter (carbonhydrider) i undergrunden.


Det fine kulbrinte-sod nåede op i stratosfæren og lagde sig som et tæppe over hele Jorden, hvor det i mange år forhindrede sollys i at trænge igennem og dermed lukkede ned for planternes fotosyntese. Der dannedes sulfat-aerosoler, som forårsagede syreregn, hvilket ændrede havenes kemi og lagde yderligere pres på klodens økosystemer.


Arkæologer er også i stigende grad blevet opmærksomme på klimaændringer som en vigtig faktor i de forhold, som har ført til massevandringer og sammenbrud af civilisationer. At de klimaændringer, vi ser i dag, er så stor en trussel, skyldes dels, at de foregår meget hurtigere end tidligere, og at vor civilisation er så omfattende, at enhver ændring i Jord-systemet vil ramme os bredt.

Arktisk varme

03/03-2018: Her på Bornholm ligger temperaturen fortsat 3-5 grader under frysepunktet døgnet rundt, og sneen har væltet ned i snart en uge, men det er situationen et stykke nord for Danmark, som for alvor skal have opmærksomhed.


Opvarmningen af Arktis i denne vinter er ganske enkelt chokerende. I februar, hvor det stadig er mørkt døgnet rundt nord for polarcirklen, er temperaturen i Sibirien nået mere end 35 grader op over det normale gennemsnit for årstiden.


Den 27. februar var temperaturen 15º C varmere end gennemsnittet over Østgrønland og det centrale Arktis – og det var niende dag i træk med temperaturer over frysepunktet. Det er ikke sket før i den tid, man har målinger fra området.


Nord for Grønland – hvor den tykkeste havis plejer at ligge – er der åbent vand. Isen kan simpelthen ikke nå at dannes, fordi lufttemperaturen ligger over frysepunktet.


Forskellige forskere og meteorologer har udtalt sig om situationen til The Guardian. For eksempel siger vores egen meteorolog Jesper Theilgaard:


”Der er ingen tvivl om, at disse opvarmningshændelser betyder problemer for mennesker og natur. Skiften mellem regn og sne – tøvejr og frost – giver overfladen et lag af is, og gør det dermed vanskeligt for dyr at finde noget at spise. Livsbetingelserne under så omskiftelige vejrtyper er meget vanskelige.”


Ledende forsker ved non-profit organisationen Berkeley Earth, Robert Rohde siger:


”I de sidste 50 års arktiske rekonstruktioner af vejret er den nuværende opvarmningshændelse både den mest intense og en af de længst varende opvarmningsperioder, man har observeret om vinteren.”


Klimaforsker Ruth Mottram fra DMI siger:


”Temperaturtoppe er en del af det normale vejrmønster – det, der har været usædvanligt ved denne hændelse, er, at den har været så vedholdende, og at det har været så varmt. Ikke siden sidst i 1950’erne har vi set så høje temperaturer i det centrale Arktis.”


Direktøren for Earth System Science Center ved Pennsylvania State University, Michael Mann siger:


”Det er virkelig en uregelmæssighed blandt uregelmæssigheder. Den ligger så langt fra det historiske spænd, at det er bekymrende – det tyder på, at der er flere overraskelser i vente, så længe vi bliver ved med at slå på det sårede dyr, som er vores klima. Arktis har altid været betragtet som et fingerpeg om det ondartede kredsløb, der forstærker den menneskeskabte opvarmning i netop den region. Og der ligger en klar advarsel.”


Dog er andre som for eksempel Zeke Hausfather fra Berkeley Earth mere forbeholdne:


”Den nuværende afstikker på 20º C eller mere over gennemsnittet, som ses i Arktis, skyldes næsten med sikkerhed hovedsageligt naturlige variationer. Selv om de er blevet forstærket af den underliggende opvarmningsudvikling, har vi ikke tilstrækkeligt gode beviser på, at de faktorer, der driver de kortsigtede arktiske variationer, vil vokse i en varmere verden. Tværtimod tyder klimamodeller snarere på, at det modsatte er tilfældet, nemlig at vintre på høje breddegrader vil blive en smule mindre skiftende, når kloden opvarmes.”


Jeg håber da, at det sidste er tilfældet. Der er rigeligt med sne og kulde på vore breddegrader i øjeblikket efter min mening, men min mavefornemmelse siger mig, at Michael Mann ved, hvad han taler om. Ikke mindst fordi han er direktør for en afdeling, der beskæftiger sig med den forskningsgren, som jeg anser for den vigtigste, hvis vi skal forstå, hvilke konsekvenser de menneskeskabte klimaændringer og globale opvarmning får for fremtiden – nemlig Earth System Science.